samson thorbjørnsen traae : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Første Bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Christiania 1905 – 1911.

 

– fra s. 187 – 191 :

Lidt før nysnævnte (John Haugvalstad/red.) begyndte den bekjendte Haring Samson Thorbjørnsen Traae sit betydningsfulde Arbeide for Guds Riges Fremme.

Han er en af de ædleste Skikkelser, hin Tid eiede, trofast, opofrende, varm og virksom, lige dygtig til at vække og veilede, rig som faa paa aandelig Indsigt og Erfaring.

Han blev født i Hardanger paa Gaarden Traae i Herransbygden i Jondals Anneks til Strandebarm Prestegjæld 1771 (Forskjellige samtidige Meddelelser og Optegnelser fra Lægfolk, der kjendte ham) og modtog en tarvelig Opdragelse og Undervisning efter de Tiders Maade.

Sin Ungdom og aandelige Udvikling skildrer han saaledes : «Jeg var af Naturen, som andre Mennesker, formørket i min Sjæl angaaende de Ting, som hører Guds Rige til; thi Menneskets Hjertes Tanker er onde fra Ungdommen af. Det kjender ikke Gud i sit Hjerte, men lever efter sin egen onde Vilje i alle Syndens Lyster og følger Kjødets og Tankernes Begjæringer, hvilket sker i større eller mindre Grad, eftersom vi med vor frie Vilje samtykker i det Onde.

I saadan Tilstand levede jeg, til jeg var over 20 Aar; dog havde jeg ingen synderlig Lyst til at øve Letsindighed, da jeg af Naturen var meget stille og enfoldig og forstod ikke at skikke mig efter Verden.

Dog fandt jeg Fornøielse i at se og høre paa Dans og Spil og flere forfængelige Glæder, hvilket hindrede mig fra at tænke paa Gud og min Salighed. naar jeg hørte læse og tale om Dommens Dag eller var syg, følte jeg Uro i min Samvittighed, hvilken jeg paa forskjellige Maader søgte at fordrive, men kunde ei blive den kvit; heller ikke forstod jeg, at det var, fordi jeg syndede mod Gud, og at han ved disse Paamindelser vilde lede mig til Omvendelse.

Jeg havde nu naaet den Alder, at jeg skulde gjentage min Daabs Pagt og lære Børnelærdommen udenad. Herved fik jeg mere Forstand i Bogstavens Kundskab om Gud; men Sindet stod til Verden som før og kunde ikke fatte de aandelige Ting.

Jeg havde dog i denne Tid mange Rørelser af Guds Aand og Ord, men tænkte : Jeg kan ikke blive anderledes, og enhver faar følge sin Natur og Overbevisning; at leve efter Bibelen kan ingen gjøre; og Gud er os naadig for Jesu Skyld.

Det samme sagde og de Mennesker, jeg omgikkes med. Herved blev jeg mere rolig og stillede min Samvittighed tilfreds.

Naar jeg gik til Alterens Sakramente, følte jeg altid den Dag en indvortes Frygt for Gud, at jeg ei skulde være beredt; thi jeg læste, at de, som æder og drikker Jesu Legeme og Blod uværdigen, bliver skyldige til Dommen» (Hauge, Religiøse Følelser. 105 – 106).

Saa kom han til Bergen som Garnisons-Soldat 1789 og blev der i 10 Aar. Om sit Liv i denne Tid skriver han følgende : «Som jeg imidlertid skred frem i Alder, tiltog jeg og i Synden og blev mere og mere sikker i den, saa næsten al Følelse og Betænkning om Gud og min Salighed døde bort; dog gik jeg i Kirken og havde Agtelse for Guds Ord. En Søndag Aften, jeg gik hjem fra et Selskab, faldt mig i Tankerne : Det er ikke værdt, at du gaar saaledes og fordriver Tiden med Kortspil og anden forfængelig Glæde, som ikke giver dig nogen indvortes Fornøielse og Tilfredshed; gavnligere er det, at du betragter Guds Ord og lærer bedre at forstaa din Børnelærdom og Bibelen, paa det du kan blive oplyst om din Salighed, da du ei ved, hvorlænge du kan leve.

Dette Forsæt blev jeg tro, og da jeg i nogen Tid havde overveiet min Børnelærdom og det nye Testamente, kom jeg i Betænkning om, hvorledes jeg skulde forstaa det, da baade jeg og alle de Mennesker, jeg kjendte, efter min Formening levede tvært imod Guds Ord.

Jeg blev mest opmærksom paa Jesu Ord : Eders Tale skal være Ja og Nei, og hvad der er over dette, er af den Onde. Jeg tænkte da med mig selv, at jeg skulde give nøie Agt paa ethvert Menneske, som jeg omgikkes eller talte med, om der ikke skulde findes nogen, som ei bandede eller nægtede Gud, men kunde ingen finde, ikke Presten engang.

Jeg kom herved i Tvil om, hvad jeg skulde tro; jeg tænkte : Er Kristi Lære sand, da staar det slet til med Menneskenes Salighed, men trøstede mig med, at det ikke kunde angaa os, som kaldes Kristne, men alene dem, som var Hedninger. Men saa faldt mig atter i Tanker : Naar vi ikke skal leve efter Guds Ord, da er det ligemeget, enten vi har det eller ei, enten vi hører og læser det eller ikke.

Jeg fattede derfor det Forsæt at aflægge at bande og nægte Gud i min Tale og fly alt det udvortes Onde, som jeg kunde tro var Gud imod; jeg gjorde og det Løfte at forsage Djævelens Gjerninger efter min Daabs Pagt.

Eftersom jeg nu mere og mere overveiede Herrens Ord, blev jeg klart overbevist om, at de er sanddrue og trofaste og at, efter Jesu Udsagn, Himmel og Jord skal forgaa, men ikke Guds Ord.

Dette opvakte hos mig en levende Erkjendelse med Sorg og Angest over mine Synder, fordi jeg havde gjort Gud imod i Tanker, Ord og Gjerninger, saa jeg med Sukke og Bøn til ham tiggede om Naade, hvilken jeg ved Troen paa hans Søn Jesus fik Forjættelse om, naar jeg vilde forsage det Onde.

Jeg følte i denne Tid en særdeles Ydmyghed for Gud med Kjærlighedens Længsel til ham og hans Ord, saa og at faa tale med andre derom, som jeg ogsaa søgte Anledning til, men de stod mig imod og spottede med de Ord : «Er du bleven hellig ? Det er en farisæisk Retfærdighed, du lægger Vind paa; vi vil være med Toldere og Syndere !»

Dette gav mig et saadant Stød, at jeg blev stille og tænkte, det var bedst, jeg beholdt disse Tanke for mig selv; jeg kunde ei heller finde nogen den Tid at tale med om mit Hjertes Tilstand og Følelse, hvilket jeg kjendte stor Længsel efter. Jeg blev da i Stilhed og havde min Fornøielse i at gaa i Kirken om Søndagen.

Imidlertid fik jeg høre, at der var en af mine Kammerater, som havde mange Bøger; jeg besøgte ham, og han fortalte mig om adskillige, som frygtede Gud, hvilket styrkede mit Forsæt og Tro paa Bibelen.

Jeg kjøbte mig og mange Bøger og fik stor Begjærlighed efter at læse, havde og megen Betænkning om, hvorledes jeg skulde dyrke Gud og komme igjennem denne syndige Verden, da jeg syntes, den var nedsænket i det Onde (Joh. 5,19).

Jeg kom i Fristelse med fortvilende Tanker om min Sjæls Tilstand, saa det undertiden blev saa mørkt, at jeg intet Lys eller Frelse kunde se, og det syntes, som om alle Sjælens Kræfter vilde forsmægte; andre Tider var jeg saa opløftet til Gud med Frimodighed, Trøst og glade Følelser, at det ikke kan udsiges.

Jeg læste og i de Bøger, der handlede om aandelige Anfægtninger, og forklarede det som Guds opdragende Vilje, at han tillod Satan at friste en troende Sjæl, som Job med flere.

Dette opmuntrede og gav mig Kraft til at være mere taalmodig og fornøiet i Lidelsen, da jeg troede, den var fra Gud, og at jeg stod i Naade hos ham; men jeg kunde ikke finde nogen indvortes Tilfredshed og Overladthed i Gud, heller ikke Magt over det Onde i Hjertet, ei heller Kjærlighed til ham og min Næste. Jeg var ofte stræng med dem, som gjorde mig imod, havde ingen Forstand paa indvortes Strid eller at modstaa de onde Begjærligheder og Lidenskaber, da jeg ikke havde Aandens Lys til at skille mellem den onde og gode Aand, men mit eget Sind og Vilje, med aandelig Stolthed og Kjærlighed til mig selv og de skabte Ting, formørkede mig.

Jeg blev og (i Bergen) bekjendt med nogle udmærkede Mennesker, især en gammel Bøssesmed (Erik Larsen Svartstøl fra Førde), der bekjendte sig for en Mand i Kristo (paavirket af Brødremenigheden).

Han talte om mange aandelige Ting, og desuden baade om sig selv og andre, som frygtede Gud, og havde stor Kundskab i Herrens Ord; jeg syntes, han var nidkjær for Guds Ære.

Jeg talte med ham om min Sjæls Tilstand; han trøstede mig med, at jeg var et Guds Barn og kunde være rolig; men dette vilde heller ikke hjælpe mig noget eller give min Samvittighed Fred.

Jeg læste meget i de Bøger, som handlede om Jesu Blod og Forsoning og skjænker stor Trøst for Syndere, men taler lidet eller intet om den indvortes Strid, Fornægtelse og gode Gjerninger; dette kunde ligesaalidt give mig Trøst, da jeg var overbevist af Kristi Lære om det modsatte. Jeg følte stedse, at der manglede mig noget i min Saligheds Sag, men kunde ei selv fatte, hvad det var. Efter mit Forsæt og Løfte til Gud vilde jeg tjene ham.

Den omtalte Mand (Erik Svartstøl) havde engang (1797) faaet 2 Bøger, nylig trykte og skrevne af Hans Nielsen Hauge; da jeg læste i disse Bøger, syntes jeg vel om dem og tænkte, det skulde være godt at faa tale med ham og se, om han levede efter det, han lærte.

Kort Tid efter (i Slutningen af Juli 1798) var Hauge kommen til Bergen; jeg traf ham hos den gamle Bekjendte (Erik Svartstøl). Da han begyndte at tale Guds Ord, blev mit Hjerte bevæget med stor Forundring over hans Kjærlighed og milde Sind; thi jeg havde aldrig hørt nogen tale saaledes som han. Dette gav mig et fast Vidnesbyrd og Tro i mit Hjerte, at han havde Jesu Sind og levede efter Bibelens Grund  og min Børnelærdom. Jeg besøgte ham siden og betroede ham mit Hjertes Tilstand og Anfægtelser. Han sagde : Det er Guds Tugtelse og Kald til Omvendelse; naar du bliver hans Aand lydig, faar du Fred med Gud, hvilket jeg siden selv har erfaret var Sandhed.

Jeg fattede da et nyt Forsæt i Sind og Vilje med hjertelig Bøn til Gud om hans Aands Oplysning og Kraft til at gjøre hans Vilje, da jeg kjendte mig bunden med mange Syndebaand, som jeg ikke før havde mærket, og at min Sjæl var nedsænket i Vantroens Mørke; den onde Aand fristede mig ogsaa paa mange Maader, da jeg alvorlig vilde forsage det Onde.

Jeg forstod og, at alle mine Følelser ikke kunde frelse min Sjæl fra den evige Død, hvormeget jeg end vilde tro og trøste mig ved Jesu Forsoning, ei heller min egen Retfærdighed, da den er for Gud som et besmittet Klæde.

Jeg følte, at jeg ikke kunde komme i Guds Rige uden ved en sand Omvendelse og hjertelig Erkjendelse af Synden for Gud med Had til det mindste Onde, samt Lyst og Vilje til at holde Guds Befaling, hvilket faaes ved Igjenfødelsen (Joh.3), der virker Tro paa Jesus som en Frelser fra al Synd; dette ene gav mig en salig Fred og Trøst paa Guds Barmhjertighed.

Jeg blev enig med Hauge, fordi jeg intet kunde finde i hans Grund og Opfatning, der var imod den sande Jesu Lære, og da vi havde et Sind, at elske Gud, saa blev vi Venner i Guds Kjærlighed, og han var ved Guds Naade et Middel til min Saligheds Oplysning» (Hauge, Religiøse Følelser. 106-110. Forskjellige Meddelelser fra Samtidige).

Da Traae nu selv havde fundet Livet og var gjennemtrængt af Kristi Kjærlighed og en stærk Trang til at vidne for sine Medmennesker om den samme Sandhed til Salighed, som han selv saa levende havde erfaret paa sit Hjerte, drog han ud som Lægprædikant og gjennemvandrede i de følgende Aar Vestlandet, det søndefjeldske Norge og en Del af Trøndelagen.

Høsten 1800 virkede han paa Røros og stødte her sammen med Stedets Sogneprest P.S. Krag (1759 – 1818), der rasede over den aandelige Bevægelse, Lægmanden fremkaldte i Menigheden, beskyldte ham for «skinhelligt Væsen» og at han «forvildede svage» Sjæle ved «sit usammennængende Snak«, hvorfor Presten fik ham arresteret og ført til Trondhjem; om han her blev straffet eller slap fri kan for Tiden ikke oplyses.

Straks efter besøgte Traae sin Fødeegn Hardanger, hvor han holdt «Samling paa Samling allevegne», og da der var en forunderlig Ild og Kraft i hans Vidnesbyrd, blev mange grebne.

Dette kunde den begavede, men overmodige og bidske Sogneprest R.H. Tonning (1744 – 1835) i Vikør ikke længe taale; han kaldte Lægmanden til sig, «søgte at rette ham i Et og Alt, men – forgjæves».

Saa forbød Presten ham i Henhold til Forordningen  af 14. Januar 1741 at holde Opbyggelser, men da heller ikke dette hjalp, drev han Traae «da endelig med fortjent Indignation paa Døren».

Virkningen heraf blev dog ikke efter Ønske; thi denne gik lige fra Presten til en Gaard i Nærheden for at tale Guds Ord og fortsatte sin velsignelsesrige Virksomhed rundt om, indtil han, antagelig Vaaren 1804, traadte i Hauges Tjeneste for at hjælpe denne med hans Kjøbmandskab i Bergen; da Hauges omfattende timelige og aandelige Virksomhed blev standset ved hans Fængsling paa Eker Høsten 1804, begyndte Traae paa Nordnes i Bergen en Høker- og Bondehandel, som han drev Resten af sit Liv.

Om sin aandelige Tilstand i den følgende Tid skriver han under 13, Januar 1817 følgende : «Jeg blev agtet af mange Venner; men dette gjorde mig sikker, og jeg tænkte høit om mig selv, saa det Onde vokste op igjen; dette tugtede mig til at kjende min Afmagt og mig selv. Jeg var ofte i den Tid i Trældomsfrygt baade for Gud og de Troende, saa snart det mindste Ord faldt paa mit Hjerte til Overbevisning; og det allertyngste var, at den onde Aand holdt mig saa fast, at jeg ikke kunde tale derom for de mest Oplyste, saa jeg ei kunde komme til en ret Erkjendelse for Gud og blive løst derfra. Dog kjendtes i mit Hjerte, at der ikke var nogen anden Vei til Livet end at fornægte sig selv og gaa frem i Helliggjørelse med et oprigtigt Forsæt at gjøre Guds Vilje af en frivillig Aand og af Kjærlighed til ham at opmuntre Næsten til det sande Gode. At elske Gud af Hjertet kan enhver gjøre, i hvad Stand han er, naar han blot alvorlig søger Herren om at blive indpodet i det sande Vintræ ved den Helligaands Kraft og Virkning i Sjælen. Da faar vi den sande Oplysning om Guds Vilje og lærer at kjende det Onde, som bor i Hjertet af Naturen, og som bestandig hænger ved os i dette Liv. — Jeg kan ikke beskrive alle de Afveie og Farer, jeg har kjendt, men paa den anden Side heller ikke Guds store Naade og Kjærlighed, hvorfor jeg aldrig tilfulde kan love, takke og ære ham» (Forskjellige samtidige Dokumenter i Rigsarkivet og Meddelelser fra samtidige Lægmænd. Hauge, Religiøse Følelser. 110-111).

Sin meste Tid i Bergen levede Traae tilbagetrukken, da han var «meget faamælt og stille af Natur»; han deltog dog altid i Haugianernes Opbyggelser ved Bøn eller en kort Formaningstale, «som var saa enfoldig og hjertelig».

En anden siger, at «han talte langsomt, veloverveiet, stødt og godt, men aldrig længe«.

Hans Kristenliv omtalte de Gamle som forsigtigt og et lysende Eksempel for andre; det gav tillige Indtryk af, at de tidligere stærke indre Storme og Kampe havde lagt sig; en dyb Fred og Ro prægede hans hele Væsen.

Han virkede den sidste og længste Del af sit Liv maaske mest gjennem en meget omfattende Brevveksling med Haugianere — rundt det hele Land. Han havde en særegen Gave i denne Retning; Brevene, hvoraf talrige endnu er bevarede, skrev især yngre Troende af og sendte til de Enkelte inden Vennekredsen paa de forskjellige Steder; de kom saaledes mangfoldige til Gode; de er klare og velskrevne, opbyggelige og veiledende samt vidner om hans rige kristelige Erfaring og sunde Standpunkt.

En hel Del har med Taknemmelighed omtalt den Velsignelse, de modtog gjennem Læsningen af Samson Traaes Breve.

Han hørte ogsaa alle Dage til Hauges mest agtede, anseede og indflydelsesrige Venner.

I det daglige var han heller ikke «mangeordig», men det han sagde, var der Indhold i og derfor værd at mærke sig. Han havde et længere Sygeleie; næst før Hjemgangen besøgte et Par Venner ham; han fremsagde da Salmeverset : «Kast kun Anker, her er Grund ! Det er godt paa Gud at bygge; Har du Trang en liden Stund, O, det er dog kun en Skygge ! Korset er en Overgang, Glæden bliver evig lang«. Og med disse Ord af Benjamin Schmolcks bekjendte Salme : «Sørger du endnu min Sjæl» sovnede han ind efter «langvarig Svaghed» den 11. October 1847 og blev under stor Deltagelse af Venner og andre begravet den 18. samme Maaned paa Nykirkegaarden i Bergen.

Han var en høi, blond og noget førbygget Mand, forholdsvis fyldig og rynket i Ansigtet, med alvorlige, vakre Ansigtstræk og store mørke, dog ikke skarpe Øine.

Af Karakter var han fast og bestemt, særdeles veltænkende og venlig og «mod alle saa godlidelig, forekommende og tjenesteagtig» (forskjellige mundtlige og skriftlige Meddelelser fra samtidige Lægmænd, særlig Anders Redal i Vefring og Torger Svanøe i Bergen).

 

 

Stengt for kommentarer.