ole svanøe : beskrevet av h.g.heggtveit

 

Ole Svanøe og hustru Kirsti.

(Fra H. G. Heggtveit 1905 : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede – et Bidrag til dens Historie» – Første Bind – Haugianismens Tid – Første Halvdel  1796 -1820).

 

Kjent er godseier og stortingsmann Ole Torgersen Svanøe; under Grundloven av 4. november 1814 skrev han selv : «O.Torjersen Svanø».

Han ble født på gården Helling i Aals prestegjeld i Hallingdal 28. mars 1781 av foreldre Torger Olsen og hustru Ambjørg Torstensdatter Stave. Han tilhørte en ansett, velstående slekt, som fremdeles eier (1905) fedregården, og ble oppdratt så godt som skolevesenet og forholdene den gang tillot det.

«I min ungdom,» skriver han, «var jeg meget vellystig, vredagtig endog mod mine Forældre og Søskende og et Vredens Barn, der alltid lod mig regjere af mine onde Affekter. I mit syttende Aar (1796) skulde jeg som andre efter Sædvane fornye mit Daabs-løfte; jeg fik stor Lyst til at læse, især lære udenad. Jeg lærte Luthers Katekismus, Udtoget af Pontoppidans Forklaring, en Del Salmer i Kingos Kirkebog saavelsom nogle af Davids Salmer m.m. og kunde dertil svare godt Presten saavel efter Forstanden som efter Bogen og var den første af 60 Konfirmanter.

Den Prest, som konfirmerede mig, var en meget skikkelig og sagtmodig Mand og havde god Gave til at undervise Ungdommen; jeg elskede ham derfor saa høit, som om det havde været min Fader; han havde ogsaa megen Godhed for mig; under Konfirmantundervisningen lærte jeg nogenledes at forstaa Pontoppisan’s Forklaring. Jeg gjorde ogsaa det Løfte at ville forsage Djævelen og alle hans Gjerninger og alt hans Væsen; dog maa jeg sige, at den Gang skjønnede jeg lidet, hvad dette Løfte havde at betyde; thi saa snart der gaves Leilighed til noget Samkvem i syndige Lyster, var jeg i den Grad tilbøielig derefter, at det løs Forsæt snart blev glemt. Jeg trøstede mig ved, at andre gjorde ligesaa; dog laa der altid en Tugt over mig bagefter, og ofte var min Samvittighed urolig; men jeg fik den altid tilfredsstillet med en falsk Trøst.

Dog, for at undgaa Nådens Tugt, vilde jeg forsøge paa at blive hjemme, naar mine Brødre og andre om Lørdags Aftenerne reiste til Dans og Støi; jeg erfarede straks, at jeg da Søndags Morgen følte mig glad og fyrrig til at læse og fornøiet i mit Sind, medens de andre var søvnige, urolige, trætte og usle i sine Lemmer; det skede ligeledes med Kortspil, som jeg var en stor Elsker af; men ved et Par Gange at holde mig derfra, fik jeg saa stort Had til samme, som jeg før havde Lyst dertil. Ved alt dette følte jeg en bedre Fred i min Aand end før.

Da fik jeg blandt andet høre et Rygte om, at der var nogle Mennesker, især en Bondesøn i Smaalenene, som reiste omkring og holdt Taler samt skrev opbyggelige Bøger. Jeg ønskede, at der maatte komme en saadan, som jeg kunde faa tale med; i vort Sogn vidste jeg ingen, der havde Lyst til at tale om Guds Vilje, og selv var jeg ei heller kommen saa vidt, at jeg kunde aabne mit Hjerte for nogen.

Det hendte sig da, at min Broder og jeg skulde reise til Drammen; vi kom i Selskab med nogle andre, hvoriblandt Prestens Dreng, der var en sædelig Mand, som jeg havde nogen Godhed for. Da vi var komne 6 Mil fra vort Hjem, nærmede en Kjørende sig, og da han kom nær, kjørte han af Veien; vi talte ikke til ham, ei heller han til os; lidt senere kom en Mand gaaende; han standsede, og vi spurgte, hvad det var for en, som nys kjørte forbi; han sagde :»En af Lærerne fra Smaalenene; han skal følge mig til mit Hjem». Jeg angrede da, at jeg ikke havde givet mere Agt paa ham; thi jeg var fast i den Tro, at disse Mennesker maatte være opvakte af Guds Aand. Dette talte jeg om med mit Reisefølge og ønskede tillige, at de maatte komme en saadan op til os.

Prestens Dreng svarede herpaa : «Vi har saa god en Prest, at naar vi kunde gjøre efter det, som han siger, saa blev vi nok salige; vi behøver ingen anden Veileder.»

Da jeg havde Tillid til denne Mand og vor Prest, saa tilfredsstillede han mig dengang med sin Tale. Alligevel var jeg siden ofte urolig og havde mange Tanker hos mig selv om Gud og hans Ord samt angaaende min og andres Salighed, da jeg syntes, at Menneskenes Levnet stred imod Jesu Lære. Jeg tænkte derfor at ville afholde mig fra de grove Laster : at bande, være vred m.m.

Om Vaaren (1799 eller 1800) kom Gulbrand Væraas fra Nummedal til Bygden. Saa snart jeg hørte, han var i Nærheden, reiste jeg til ham, hvor han paa en Gaard holdt Tale; der samledes mange Fol, og jeg blev meget bevæget, men holdt mig af Skamfuldhed tilbage og turde dengang ei tale med ham. Jeg reiste hjem og lovede Gud at ville modstaa Synden, men Verdens Lyster var endnu i Hjertet. Blandt andet hændte det, at jeg blev buden til et Bryllup; der kvaltes ganske det gode Forsæt, som jeg før havde havt, idet jeg tog Del med de andre Verdens Børn og støiede meget, ja mere end jeg nogensinde før havde gjort, indtil jeg fik høre en af mine Kammerater i et andet Værelse synge paa følgende Salme (af Paulus Gerhardt), som han havde lært udenad : «Skulde jeg min Gud ei prise Og ham takke hjertelig.» (Landstads Kirkesalmebog No. 459). Dette gik mig saa til Hjerte, at jeg blev ganske beskjæmmet; jeg kunde ikke længere faa fred i Synden; det var den sidste Dans, jeg var i.
Om Høsten kom Gulbrand Væraas igjen; nu først sønderreves Syndebaandet hos mig; jeg fik Bedrøvelse over min Ulydighed og inderlig Længsel efter at holde Guds Bud; jeg troede ogsaa, at alle disse Mennesker, som jeg saa havde Begjærlighed efter at høre Guds Ord, vilde gjøre det samme. Jeg begyndte da at fornægte Alt, hvad jeg efter Guds Ord fandt var Synd, som forfængelig Klædedragt, Omgang med Verdens Mennesker osv. og tog paa at læse og betragte det nye Testamente samt en Bog kaldet «Betragtning over Verdens Daarlighed«, forfattet af H.N. Hauge. Jeg talte herom med andre, men det varede ikke længe, før en Del begyndte at spotte, og nogle sagde : «Det er dog ikke saa farligt, som du forestiller dig m.m.; man maa dog alligevel blive salig.»
Ved alt dette blev jeg kun mere ivrig, lærte da ogsaa bedre at forstaa Guds Ord, især Jesu og Apostlernes Lære og drev bestandig paa en sand Fornægtelse; dette foreholdt jeg ogsaa andre.
Engang tog Presten mig fat midt iblandt Almuen og vilde overtale mig, at jeg skulde leve som før; men han formaaede ikke noget, og jeg søgte end mere Gud med Bøn om hans Aands Bistand. De grove Synder, som før havde lokket, blev nu lette at afstaa; men jeg blev mange andre Synder var, hvilke jeg tidligere ikke havde kjendt; disse kostede baade da og senere en daglig Strid for at overvindes.
Der var tillige nogle andre, som og havde fattet et alvorligt forsæt at vilde stride mod Synden; vi gik til hverandre om Søndagene, opbyggedes sammen, læste og sang; der kom desuden ogsaa forskjellige Mennesker, som talte med os, saa vi havde mange opbyggelige Stunder.
Aar 1801 rygtedes det, at H,N.Hauge var kommen til Gaarden Haftorn, 4 Mil fra os; jeg gjorde meg straks færdig til at reise; dette fik jeg og siden bestandig Tilladelse til af mine Forældre. Men underveis mødte jeg en Anstødssten : Da jeg var kommen det nævnte Sted en kvart Mil nær, traf jeg en Officer, som kjendte mig meget vel. Han spurgte straks, hvor jeg vilde hen; jeg sagde, at jeg agtede at reise til Haftorn for at tale med Hauge.
Han begyndte ivrig at fraraade mig og gjorde saa mange Indvendinger, at jeg nu ei saa vel kan erindre dem. Da jeg var mat og træt efter den lange Vei, blev jeg ved hans Tale meget nedslagen, saa jeg tilsidst ei kunde svare ham et Ord. Endelig forlod han mig, og jeg gik til mit Bestemmelsessted. Da jeg kom frem, fik jeg tale med den Mand, som jeg saa længe havde ønsket at træffe; jeg blev meget bestyrket ved hans Opbyggelse, da han vidste baade i Lærdom og Levnet at lede de Svage og overbevise de Gjenstridige.
Efter nogle Dage reiste jeg hjem igjen til mine Forældre og arbeidede. Om Søndagene var jeg enten i Kirken eller paa et eller andet Sted i Opbyggelse. En Ven vilde, jeg skulde reise over til Lærdal og Lyster med nogle Bøger og desuden tale med Folket om Guds Vilje. Jeg, som var villig i min Aand, maatte vel lignes med Peder, der vilde gaa i Døden for sin Frelser, men da Fristelsen kom, havde han for liden Magt til at modstaa med; dog heri var vel Guds Førelse med Peder, at han des bedre kunde lære at kjende sig selv, ligesaa med mig. Jeg har og Aarsag at sige : Herren være lovet, som lægger os en Byrde paa; vi har en Gud, som hjælper og en Herre, som frelser fra Døden.
Da jeg kom over Fjeldet til Lærdal, traf jeg kun Mennesker, som spottede og lo ad (til) mig og tildels truede med Straf. Jeg, som var forlidet befæstet til at taale Forfølgelse…, blev nu saa bange for at lide.., at jeg vendte tilbage og kom hjem Juleaften.Jeg var meget oprørt i min Aand, dels fordi jeg syntes at have gjort Uret i at vende tilbage og lade mig skræmme fra at bekjende Guds Ord, dels satte Fienden an paa mig og vilde gjøre den Naadegjerning til Intet, som Gud havde udført i meg.
Jeg kom nu mer og mer i Anfægtninger, Tvil og Strid og kunde ikke blive enig med mig selv. Dog den Troes Grund, som jeg havde erkjendt i mit Hjerte ved Guds Ord, vidnede Aanden var Sandhed. Dette havde jeg aldrig nogen Tvil om; men det, som satte mig mest i Anfægtning og Fristelse, var, at jeg ængstedes over min Oprigtighed, og at Fienden fik mig til å tro, at jeg var en Hykler.

Stengt for kommentarer.