ole svanøe : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede – et Bidrag til dens Historie». Første Bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 -1820. Christiania 1905 – 1911.

 

– fra s. 199 – 206 :

Endnu mere bekjendt (enn Peder Abramhamsen Stenhovden/red.) er Godseier og Storthingsmand Ole Torgersen Svanøe; under Grundloven af 4. November 1814 skrev han selv : «O.Torjersen Svanø».

Han blev født paa Gaarden Helling i Aals Prestegjæld i Hallingdal 28. Marts 1781 af Forældre Torger Olsen, og Hustru Ambjørg Torstensdatter Stave. Han tilhørte en anseet, velstaaende Slægt, der fremdeles eier Fædregaarden, og blev opdrage saa godt, som Skolevæsenet og Forholdene dengang tillod det (Meddelelser fra Sønnerne Torger og Hans Svanøe).

«I min Ungdom», skriver han, «var jeg meget vellystig, vredagtig endog mod mine Forældre og Søskende og et Vredens Barn, der altid lod mig regjere af mine onde Affekter. I mit syttende Aar (1796) skulde jeg som andre efter Sædvane fornye mit Daabs-løfte; jeg fik stor Lyst til at læse, især lære udenad. Jeg lærte Luthers Katekismus, Udtoget af Pontoppidans Forklaring, en Del Salmer i Kingos Kirkebog saavelsom nogle af Davids Salmer m.m. og kunde dertil svare godt Presten saavel efter Forstanden som efter Bogen og var den første af 60 Konfirmanter.

Den Prest, som konfirmerede mig, var en meget skikkelig og sagtmodig Mand og havde god Gave til at undervise Ungdommen; jeg elskede ham derfor saa høit, som om det havde været min Fader; han havde ogsaa megen Godhed for mig; under Konfirmantundervisningen lærte jeg nogenledes at forstaa Pontoppidan’s Forklaring. Jeg gjorde ogsaa det Løfte at ville forsage Djævelen og alle hans Gjerninger og alt hans Væsen; dog maa jeg sige, at den Gang skjønnede jeg lidet, hvad dette Løfte havde at betyde; thi saa snart der gaves Leilighed til noget Samkvem i syndige Lyster, var jeg i den Grad tilbøielig derefter, at det løse Forsæt snart blev glemt. Jeg trøstede mig ved, at andre gjorde ligesaa; dog laa der altid en Tugt over mig bagefter, og ofte var min Samvittighed urolig; men jeg fik den altid tilfredsstillet med en falsk Trøst.

Dog, for at undgaa Naadens Tugt, vilde jeg forsøge paa at blive hjemme, naar mine Brødre og andre om Lørdags Aftenerne reiste til Dans og Støi; jeg erfarede straks, at jeg da Søndags Morgen følte mig glad og fyrrig til at læse og fornøiet i mit Sind, medens de andre var søvnige, urolige, trætte og usle i sine Lemmer; det skeede ligeledes med Kortspil, som jeg var en stor Elsker af; men ved et Par Gange at holde mig derfra, fik jeg saa stort Had til samme, som jeg før havde Lyst dertil. Ved alt dette følte jeg en bedre Fred i min Aand end før.

Da fik jeg blandt andet høre et Rygte om, at der var nogle Mennesker, især en Bondesøn i Smaalenene, som reiste omkring og holdt Taler samt skrev opbyggelige Bøger. Jeg ønskede, at der maatte komme en saadan, som jeg kunde faa tale med; i vort Sogn vidste jeg ingen, der havde Lyst til at tale om Guds Vilje, og selv var jeg ei heller kommen saa vidt, at jeg kunde aabne mit Hjerte for nogen.

Det hendte sig da, at min Broder og jeg skulde reise til Drammen; vi kom i Selskab med nogle andre, hvoriblandt Prestens Dreng, der var en sædelig Mand, som jeg havde nogen Godhed for. Da vi var komne 6 Mil fra vort Hjem, nærmede en Kjørende sig, og da han kom nær, kjørte han af Veien; vi talte ikke til ham, ei heller han til os; lidt senere kom en Mand gaaende; han standsede, og vi spurgte, hvad det var for en, som nys kjørte forbi; han sagde :»En af Lærerne fra Smaalenene; han skal følge mig til mit Hjem». Jeg angrede da, at jeg ikke havde givet mere Agt paa ham; thi jeg var fast i den Tro, at disse Mennesker maatte være opvakte af Guds Aand. Dette talte jeg om med mit Reisefølge og ønskede tillige, at der maatte komme en saadan op til os.

Prestens Dreng svarede herpaa : «Vi har saa god en Prest, at naar vi kunde gjøre efter det, som han siger, saa blev vi nok salige; vi behøver ingen anden Veileder».

Da jeg havde Tillid til denne Mand og vor Prest, saa tilfredsstillede han mig dengang med sin Tale. Alligevel var jeg siden ofte urolig og havde mange Tanker hos mig selv om Gud og hans Ord samt angaaende min og andres Salighed, da jeg syntes, at Menneskenes Levnet stred imod Jesu Lære. Jeg tænkte derfor at ville afholde mig fra de grove Laster : at bande, være vred m.m.

Om Vaaren (1799 eller 1800) kom Gulbrand Væraas fra Nummedal til Bygden. Saa snart jeg hørte, han var i Nærheden, reiste jeg til ham, hvor han paa en Gaard holdt Tale; der samledes mange Folk, og jeg blev meget bevæget, men holdt mig af Skamfuldhed tilbage og turde dengang ei tale med ham. Jeg reiste hjem og lovede Gud at ville modstaa Synden, men Verdens Lyster var endnu i Hjertet. Blandt andet hændte det, at jeg blev buden til et Bryllup; der kvaltes ganske det gode Forsæt, som jeg før havde havt, idet jeg tog Del med de andre Verdens Børn og støiede meget, ja mere end jeg nogensinde før havde gjort, indtil jeg fik høre en af mine Kammerater i et andet Værelse synge paa følgende Salme (af Paulus Gerhardt), som han havde lært udenad : «Skulde jeg min Gud ei prise Og ham takke hjertelig.» (Landstads Kirkesalmebog No. 459). Dette gik mig saa til Hjerte, at jeg blev ganske beskjæmmet; jeg kunde ikke længere faa fred i Synden; det var og den sidste Dans, jeg var i.
Om Høsten kom Gulbrand Væraas igjen; nu først sønderreves Syndebaandet hos mig; jeg fik Bedrøvelse over min Ulydighed og inderlig Længsel efter at holde Guds Bud; jeg troede ogsaa, at alle disse Mennesker, som jeg saa havde Begjærlighed efter at høre Guds Ord, vilde gjøre det samme. Jeg begyndte da at fornægte Alt, hvad jeg efter Guds Ord fandt var Synd, som forfængelig Klædedragt, Omgang med Verdens Mennesker osv. og tog paa at læse og betragte det nye Testamente samt en Bog kaldet «Betragtning over Verdens Daarlighed«, forfattet af H.N. Hauge. Jeg talte herom med andre, men det varede ikke længe, før en Del begyndte at spotte, og nogle sagde : «Det er dog ikke saa farligt, som du forestiller dig m.m.; man maa dog alligevel blive salig.»
Ved alt dette blev jeg kun mere ivrig, lærte da ogsaa bedre at forstaa Guds Ord, især Jesu og Apostlernes Lære og drev bestandig paa en sand Fornægtelse; dette foreholdt jeg ogsaa andre.
Engang tog Presten mig fat midt iblandt Almuen og vilde overtale mig, at jeg skulde leve som før; men han formaaede ikke noget, og jeg søgte end mere Gud med Bøn om hans Aands Bistand. De grove Synder, som før havde lokket, blev nu lette at afstaa; men jeg blev mange andre Synder var, hvilke jeg tidligere ikke havde kjendt; disse kostede baade da og senere en daglig Strid for at overvindes.
Der var tillige nogle andre, som og havde fattet et alvorligt forsæt at vilde stride mod Synden; vi gik til hverandre om Søndagene, opbyggedes sammen, læste og sang; der kom desuden ogsaa forskjellige Mennesker, som talte med os, saa vi havde mange opbyggelige Stunder.
 Aar 1801 rygtedes det, at H,N.Hauge var kommen til Gaarden Haftorn, 4 Mil fra os; jeg gjorde meg straks færdig til at reise; dette fik jeg og siden bestandig Tilladelse til af mine Forældre. Men underveis mødte jeg en Anstødssten : Da jeg var kommen det nævnte Sted en kvart Mil nær, traf jeg en Officer, som kjendte mig meget vel. Han spurgte straks, hvor jeg vilde hen; jeg sagde, at jeg agtede at reise til Haftorn for at tale med Hauge.
Han begyndte ivrig at fraraade mig og gjorde saa mange Indvendinger, at jeg nu ei saa vel kan erindre dem. Da jeg var mat og træt efter den lange Vei, blev jeg ved hans Tale meget nedslagen, saa jeg tilsidst ei kunde svare ham et Ord. Endelig forlod han mig, og jeg gik til mit Bestemmelsessted. Da jeg kom frem, fik jeg tale med den Mand, som jeg saa længe havde ønsket at træffe; jeg blev meget bestyrket ved hans Opbyggelse, da han vidste baade i Lærdom og Levnet at lede de Svage og overbevise de Gjenstridige.
Efter nogle Dage reiste jeg hjem igjen til mine Forældre og arbeidede. Om Søndagene var jeg enten i Kirken eller paa et eller andet Sted i Opbyggelse. En Ven vilde, jeg skulde reise over til Lærdal og Lyster med nogle Bøger og desuden tale med Folket om Guds Vilje. Jeg, som var villig i min Aand, maatte vel lignes med Peder, der vilde gaa i Døden for sin Frelser, men da Fristelsen kom, havde han for liden Magt til at modstaa med; dog heri var vel Guds Førelse med Peder, at han des bedre kunde lære at kjende sig selv, ligesaa med mig. Jeg har og Aarsag at sige : Herren være lovet, som lægger os en Byrde paa; vi har en Gud, som hjælper og en Herre, som frelser fra Døden.
Da jeg kom over Fjeldet til Lærdal, traf jeg kun Mennesker, som spottede og lo ad mig og tildels truede med Straf. Jeg, som var forlidet befæstet til at taale Forfølgelse…, blev nu saa bange for at lide.., at jeg vendte tilbage og kom hjem Juleaften.Jeg var meget oprørt i min Aand, dels fordi jeg syntes at have gjort Uret i at vende tilbage og lade mig skræmme fra at bekjende Guds Ord, dels satte Fienden an paa mig og vilde gjøre den Naadegjerning til Intet, som Gud havde udført i meg.
Jeg kom nu mer og mer i Anfægtninger, Tvil og Strid og kunde ikke blive enig med mig selv. Dog den Troes Grund, som jeg havde erkjendt i mit Hjerte ved Guds Ord, vidnede Aanden var Sandhed. Dette havde jeg aldrig nogen Tvil om; men det, som satte mig mest i Anfægtning og Fristelse, var, at jeg ængstedes over min Oprigtighed, og at Fienden fik mig til å tro, at jeg var en Hykler».
Disse svære indre aandelige Prøvelser og Kampe varede udover hele Vinteren 1802, ofte ledsaget af stor Angest, idet han troede sig selv fortabt. Hans Sjælekval var tidt saa stor, at han «svedede, som af et meget tungt Arbeide»;
dette holdt ved i flere Maaneder. Imellem kunde han faa lidt Hvile og Kraft til at bede; «jeg fik iblandt», skriver han, «føle en liden Troens Gnist, som da styrkede mig; jeg erfarede baade, hvad det er at være uden Gud og at have ham til Ven. Fristeren indfandt sig atter med sine gloende Pile; men nu begyndte jeg at faa mere Magt over ham og sagde undertiden ganske høit : «Vig fra mig, Satan ! Du er en Løgner, som du har været fra Begyndelsen»; dog undertiden blev han saa stærk, at han gjorde mig paany forsagt.
Dette varede til engang om Vaaren (1802), jeg gik og saaede min Faders Ager; medens jeg græd heftig, randt mig i Hu de Ord : «Den, som saar med Graad, skal høste med Glæde»; og da lød, ligesom det skulde være sagt til mig : «Vær frimodig, dine Synder er dig forladte»; af dette blev jeg saa styrket i Troen, at jeg fra den Tid syntes at have Magt over Fiendens Fristelser. Uagtet han oftere indfandt sig, fik jeg efterhaanden større Tillid og Tro til Gud og kunde nu mere tilegne mig hans Forjættelser… Jeg gjorde ham nye Løfter og fik kjende hans faderlige Førelser med mig, og at han ikke ganske havde forladt mig, som jeg en Tid troede, men at han kun havde skjult sig under Korset, paa det jeg skulde lære at kjende mig selv.
Jeg syntes nu ikke at kunde fuldtakke ham for hans store Naade, at han opholdt mig, som var fortabt og fordømt til den evige Død, og friede mig ud, paa det jeg skulde være hans egen som en synderlig Ting. Jeg bad ofte til Herren, at jeg ikke maatte faa Fred i nogen syndig Ting, men at han vilde lede mig paa en ret Vei..
Mine daglige Skjødesynder var og er altid følbare for mig; de er en Pæl i mit Kjød, ja nedslaar ofte mit Sind, saa jeg maa klage med Paulus : «Det Gode, jeg vil, det gjør jeg ikke, og det Onde, jeg ikke vil, det gjør jeg alt for meget; jeg elendige Menneske, hvo skal fri mig fra dette Dødens Legeme ?»
«Dog kan jeg ikke Gud fuldtakke, som til denne Tid har opholdt Troen og gjennem saa mange Farer holdt mig ilive; naar jeg tænker herpaa, maa mit Hjerte bøies og mine Øine rinde. Herren, vor Gud, styrke mig og alle i det gode Forsæt, at vi, som har kjendt, at Herren er god, maatte blive bestandige til Enden, saa vi kunde vinde Livets Krone»(Selvbiografi i Hauges Religiøse Følelser. 87 – 96).
Saa flyttede han til Gaarden Vareberg i Aal og giftede sig 1803 efter Hauges Raad med Kirsti Amundsdatter Korsbøen fra Snarum Sogn paa Modum, hvor hun var født 14. September 1781.
Han fandt i hende en ualmindelig dygtig og trofast Ægtefælle, en alvorlig og elskelig Kristen samt en kjærlig og god Moder, saa han havde al Grund til at takke Hauge, som havde ledet hans Opmærksomhed paa hende, sagde han selv ofte senere. Vennerne berømmede tillige hendes store Hjælpsomhed mod Fattige og aabne, frimodige Væsen; det, som hun mente, sagde hun lige ud uden Frygt og Omsvøb, men tillige kjærlig og beskeden; der fandtes ikke ringeste Spor af Hykleri, Falsked eller Smiger hos hende.
I 1804 kjøbte han ved sin Ven Hauge af Hofagent Johnsen (Jahnsen/red.) i Bergen Hovedgaarden Svanøe i Kinns Prestegjæld i Søndfjord tilligemed en Del underliggende Leilændingsgaarde og tilflyttede Stedet samme Aar.
Da denne store Eiendom i flere Aar var bleven meget vanbrugt, begyndte han straks at forbedre Gaardsdriften og skaffede sig duelige Arbeidsfolk og Tjenere, dels fra Hallingdal og dels fra andre Egne. Hans Forhold til disse  var igrunden patriarkalsk; de saa op til ham som en kjærlig Fader, hvem de vidste vilde deres Vel.
Foruden sit Gaardsbrug, som han drev med Kraft og sjelden Indsigt, begyndte han straks at drive Fiskeri, oprettede Sagbrug og lod bygge forskjellige Skibe af sine Skovmaterialer.
Nogle Aar efterat han var flyttet til Stedet, tog han Handelsborgerskab i Bergen og opholdt sig afvekslende der og paa Svanøen. Da der dengang ikke var Dampskibe, maatte han reise paa aabne Baade mellem disse to Steder; og det viste sig ved mange Leiligheder, at han i Storm og Raak var ligesaa djærv og uforfærdet til at føre sin Baad, som han var dygtig og energisk, naar det gjaldt at rydde Mark og Myr paa Landjorden.
Under hans Fravær drev en Handelsfuldmægtig, Haugianeren Ole Iversen fra Nordland, Forretningen i Bergen; naar han selv var paa sidstnævnte Sted, havde hans dygtige og driftige Hustru Overtilsynet hjemme paa Svanøen.
Han var idethele en Foregangsmand i mange Ting, men derhos meget forsigtig og øvede stor Indflydelse paa Almuen omkring i Bygderne. Folket holdt meget af ham. Hans betydningsfulde, mangeaarige Storthingsvirksomhed vil senere blive omtalt; i 1821 fik han Medaljen for Borgerdaad.
Men midt under denne friske Interesse for sit jordiske Kald hang dog Ole Svanøes Hjerte altid ved Herren.
Hans Karakter var ukunstlet, ligefrem og sand, hans Gudsfrygt oprigtig og dyb. I de Dage var Haugianernes Hjem som Regel et Arnested, hvor det nyvakte aandelige Liv efter Evne blev pleiet og næret. Og dette var da ogsaa Tilfældet med Ole Svanøes Hjem. Herrens Alterild brændte baade i hans Hjerte og i hans Hus, og Svanøegaarden var derfor et kjært Samlingssted, hvor de Lægfolk, som havde Gave dertil, altid talte Guds Ord.
Engang, medens Thinget holdtes der, kom den begavede Lægprædikant Lars Knudsen Kyllingen did og holdt efter Anmodning af sine Venner og Værtfolk Opbyggelse i en anden Stue paa Gaarden. Fogeden fik høre herom og vilde  gaa bort og arrestere Lægmanden. Da dette kom for Kristi Svanøes Øren, gik hun lige ned til Fogeden og spurgte : «Er det sandt, at Du vil sætte fast Lars Kyllingen, som er kommen til mig paa Besøg ?»
Fogeden svarede «Ja» dertil, hvorfor hun udbrød : «Jeg har aldrig hørt saa galt, at Øvrigheden vil fængsle dem, som taler Guds Ord for os, men lader saadanne gaa, der bander, slaas og mest dræber hverandre; lader du ham ikke være i Fred, saa skal det blive sidste Gang, der skal holdes Thing her; jeg er raadig over mit eget Hus !»
Da Fogeden hørte dette, tiede han stille, lod Lægmanden være uændset og gik ind i Thingstuen igjen.
Ole Svanøe foretog ikke længere Reiser som Guds Ords Forkynder, men fulgte ofte med en eller anden af Vennerne ind i Vefrings- og Høidalsfjorden, paa Thingnæset, i Stenhovden og andre Steder i Omegnen.
I Opbyggelserne sluttede han almindelig med en kort Formaning; han likte aldrig lange Taler, hverken af Prester eller Lægfolk. Hans Vidnesbyrd var simpelt, enfoldigt og hjerteligt, men der fulgte en slig Kraft med, at det satte aller Gemytter i Bevægelse. Han havde en mærkværdig Evne til at røre og vække Folk; han formanede med stort Alvor og bad indtrængende sine Tilhørere : «Søg Herren, medens han findes, og kald paa ham den Stund, han er nær !»
Men naar den Enkelte eller de Tilstedeværende krævede det, var han meget kjærlig og evangelisk; han forstod godt, hvad hver behøvede. For dem, han omgikkes hyppig, vidnede han mest ved sit Liv, men talte ogsaa om deres Sjæls Frelse og Salighed, naar Anledningen tilbød sig; det samme gjaldt Folk, som han sjeldnere kom sammen med.
Han var forsigtig i sin Vandel, havde et heftigt Sind, men eiede en vaagen og øm Samvittighed og stor Tugt over sig selv. Det saa ud til, at hans aandelige Liv var jevnt og roligt, uden stærke Brydninger eller Omvekslinger.
Hustruen, der var ham til saa stor Hjælp og Støtte, hensov paa Svanøen 17. September 1840, elsket og savnet af alle. Sammen med hende opdrog han Børnene til Gudsfrygt, og holdt dem borte fra alt verdsligt Væsen og Selskab, og vennede dem fra Barneaarene af til flittigt Arbeide og Nøisomhed. Moderen omtales af Børnene som særlig kjærlig og omsorgsfuld, utrættelig i sin Omhu for deres timelige og aandelige Vel.
Om hans sidste Levedage har en velvillig meddelt følgende : «I Aaret 1859 kom jeg som Huslærer til Chr. Svanøe. Hans Fader, Ole Svanøe, var da en gammel og affældig Mand. Den Gang var der Kirke paa Svanøen. Naar der var Prædiken, kom «Haugianerne» i Bygden altid ind i Stuen til deres kjære Ven. Han var ligesom Midtpunktet i denne ærværdige Kreds med de hvide Hoveder. I sine kraftigere Aar medvirkede han meget til det kristelige Livs Opkomst og Trivsel paa de Kanter. Og som Olding var det ham altid kjært at høre om nogen, der var begyndt at frygte og elske Gud. Det var let at se, at disse gamle Troesbrødre var sammenbundne i Hjertets inderlige Kjærlighed, og paa dem kunde man godt anvende det kjendte Ord : «Se, hvor de elsker hverandre !»  De havde det ikke med mange Ord, disse Folk; med det, som de sagde, var altid saa overveiet og godt. Det var Livets prøvede Erfaring, som kom for Dagen. Deres Maade og Tone var saa mild og alvorlig og efterlod paa mig – som ungt Menneske – et stærkt, men velgjørende Indtryk. Uagtet de altid var meget venlige mod mig, følte jeg mig stedse saa ærbødig i deres Selskab. Der fulgte Respekt med dem. — Hele denne Kreds af Hauges gamle Venner – med Ole Svanøe i deres Midte – staar endnu for mig som et skjønt og kjært Minde, det jeg nu – selv en ældre Mand – ser tilbage paa med Vemod og Taknemmelighed.
Da jeg skulde begynde min Gjerning som Huslærer for Ole Svanøes Børnbørn — deres Fader, Chr. Svanøe, var da paa Storthinget, kom i den første Uge den Gamle daglig ind i Skolestuen og overvar Religionstimen. Han sad der stille og taus i en Stol, aabenbart for at komme efter, hvilken Aand, der besjælede min Undervisning; og naar Timen var ude, forsvandt han ligesaa stilfærdig, som han var kommen, uden at mæle et Ord. Da Ugen var forbi, klappede han mig venlig paa Skulderen : «Jeg har god Tro om Dem og er saa glad, at De er kommen i vort Hus, Gud velsigne Dem !»
For mig var disse Ord bedre Løn end hele Gagen.
Den Gamle havde allerede i aarevis været meget sygelig, og det gik nu fort nedad med hans før saa gode Kræfter. Han var træt af Verden og længtede efter Ro og Hvile. De jordiske Ting laa ligesom bag ham. Nu var der kun én stor Interesse : Det ene Fornødne — dette, at faa komme bort fra Jordens Trængsel, hjem til Herren. Han havde en dyb Erkjendelse af sin Synd og Uværdighed for Gud og ofte store Anfægtninger. Men Barmhjertighedens Fader og al Trøstens Gud havde spændt det rette Styrkebælte om denne Stridsmand. I sin aandelige Kamp fik han Naade til at holde fast ved det Ord, at hvor Synden er bleven overflødig kjendt, der er Naaden bleven end overflødigere. Sin legemlige Lidelse bar han med Taalmodighed. Der hørtes ingen Knur, han var altid hengiven i Guds Vilje.
Endelig var Julen kommen. Høitidsaftenen laa Svanøe saa syg, at vi troede, at han skulde dø. Men det gik over. Om Natten sov han godt, og Juledags Morgen følte han sig meget styrket og var saa kvik og livlig, at det var paafaldende. Han stod op og var med ved Frokostbordet. Jeg sad ved hans Side, og han var saa munter : «Nu er det Jul, og nu skal vi gjøre os tilgode og have det godt og være glade. Gud vil, at vi skal nyde hans Gaver og glæde os og takke ham…»
I en saadan Stemning gik det; men det var for meget for os alle, og de andre ved Bordet saa paa os. Og midt i denne Livlighed vilde næsten Graaden komme os i Halsen; thi vi forstod saa godt, at dette var den sidste, friske Opblussen af «Bedstefars» Liv her i Tiden. Og vi tog ikke feil. Allerede om Eftermiddagen angrebes han paany baade af den legemlige Smærte og den aandelige Nød. Han havde i det hele en haard Kamp.
Men «han holdt fast ved den Usynlige, som om han saa ham«.
Hans Tro og Fortrøstning hængte ved Frelseren, ja blot ved ham. Han anraabte ham om Tilgivelse for Synden og om Naade og Bistand nu i Døden, ofte med hørlige Ord, ofte med Sukke og tause Raab fra det Dybe.
I Juledagene gik det paa denne Maade med Kamp og Seier, Mørke og Lysglimt. Han var igrunden saa alene med sin Angest. Ingen af os var rigtig dygtiggjort til at yde ham nogen aandelig Hjælp og Trøst. Han forstod dette og holdt sig derfor desto inderligere til Gud. Og han var hos ham, det ved jeg. Vor bedste Trøster – den Helligaand – pegte for ham paa det Guds Lam, som bar Verdens Synd, og opholdt ham i Ordet og i Troen indtil Enden. Saa længe Tungen kunde røre sig, lød Jesu Navn fra hans Mund.
Tredie Juledag forstof baade han selv og vi, at han snart skulde tages fra os. Da gjorde han sig stærk –paa Patriarken Jakobs Vis –, kaldte sine Paarørende til sig, satte sig op i Sengen og tog Afsked med dem. Han lagde Hænderne paa sine Børnebørns Hoveder og velsignede dem. Ogsaa deres Lærer modtog den Døendes Haandspaalæggelse og Velsignelse og tilsidst ganske ordret denne Formaning : «Giv Agt paa dig selv og paa Lærdommen, bliv ved dermed, thi naar du gjør dette, skal du Frelse baade dig selv og dem, der hører dig».
Dette var en høitidelig og gribende Scene, som jeg aldrig glemmer.
Han lagde sig tilbage paa Sengen og paakaldte Gud end stærkere. «Herre Gud, forløs mig ! Jeg har Lyst til at fare herfra og være med Kristus !»
Næste Dag, 28. December (1859), tog Gud ham til sig. Han var ved fuld Sands og Samling til det sidste Øieblik og anbefalede sin Aand til Herren, lige til han udaandede sit Liv.
Han blev begraven fra Kirken under overordentlig stor Deltagelse; den var klædt med sort. Daværende Stiftskapellan, Henrik Greve, holdt en nøgtern, meget passende og opbyggelig Mindetale over ham som Borger og Kristen. Sin Gravskrift bestemte han selv, og den udtrykker som i en Sum hans Tro paa Gud og hans Tak til ham for Naaden og Frelsen i Jesus.
Paa den Malmplade, som dækker hans Grav paa Svanøe Kirkegaard, staar følgende Vers : «Al Pris og Ære, Ja i al Evighed skal Jesus være, Som for os Døden led ! Hans Blod og Vunder, Som hjalp saa ofte, at Jeg ei gik under, Dem er det, jeg har fat. Jeg trøstig blunder I Jesu Saar. God Nat ! (Skriftlig Meddelelse af Lærer L. Haaland i Bergen)

Stengt for kommentarer.