erik venjum : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912-1920.

 

– fra s. 483 – 489 :

 

I Nabopræstegjældet Hafslo (til Lyster/Luster/red.) blev der i Hauges Dage vakt adskillig kristeligt Liv.

Under hans langvarige Arrest gik det tilbage; flere af de Gamle døde, og det varede længe, før Yngre blev opvakte; dette skeede i Midten og henimod Slutningen af Tretiaarene.

En af de mærkeligste blandt disse var Erik Venjum. Han blev født paa sin Fædrenegaard 14. Mai 1817. Efter en Tradition i Familien skal Slægten have boet der siden Kong Sverres Dage. En gammel Stridshammer, som man mener er fra hin Tid, er endnu bevaret paa Stedet. «Den har altid fulgt Familien; Manden paa Gaarden frelste engang sit Liv ved at ihjelslaa med den en Skattefoged, som vilde dræbe ham for at faa hans deilige Kone».

I Hafslos ældste bevarede Kirkebog findes optegnet, at Erik Venjums Søn Iver blev døbt 30. September 1717. Dennes Søn Erik sees døbt 11. Søndag efter Trefoldighed 1749. Hans Søn Einar anføres døbt 25. Februar 1787. Han blev gift med Kari Monsdatter fra nedre Eikum, født 15. Juni 1788; de to sidstnævnte er den bekjendte Erik Venjums Forældre.

De var begavede, driftige Gaardmandsfolk og vistnok adskillig ulike af Sindsbeskaffenhed. Faderen omtales som en kraftig Personlighed, heftig og stræng; Moderen derimod synes at have været mild og kjærlig.

Sønnen Erik blev allerede fra sin spæde Alder opdraget af Mosteren Sønnøve Eikum, gift med Faderens ældre Broder Iver; de boede ogsaa paa samme Gaard, men var børnløse. Eriks nævnte Moster var vakt ved H.N. Hauge og synes at have været en af hin Tids sjeldne, kristelige Kvinder. Hun var i aandelig Betydning et «Lys og Salt for sine Omgivelser» og blev den rigt begavede, forstandige, karakterfaste unge Gut med det dybe, rige Følelsesliv en fortrinlig Opdragerinde og gjorde allerede tidlig et stærkt Indtryk paa ham baade ved Formaninger og Eksempel.

Hun lærte han at læse i ABC’en, sin Kirkesalmebog, og J.R. Brochmanns Huspostille. Saa tog han under hendes Veiledning fat paa Luthers lille Katekismus og Pontoppidans store Forklaring «Sandhed til Gudfrygtighed».

Andre Bøger end de her nævnte havde de dengang ikke. Det gik godt med Undervisningen, da Gutten var lærvillig og læselysten. I Stedets Omgangsskole, der holdtes nogle Dage paa hver Gaard, gik han lidt om Vinteren. Han lærte imidlertid kun ubetydelig; Læreren var drikfældig og blev afsat; siden kom en Husmand i hans Sted og fungerede i nogle Aar, men var ogsaa lidet skikket; «han kunde ikke skrive; Pen og Papir fandtes ei i Skolen».

Da Erik var 12 Aar, ophørte hans Skolegang. De følgende tre Aar var han hjemme og glemte meget af, hvad han havde lært i sine Religionslærebøger. I denne Tid forærede en Mand ham en Bibel, og nu læste han i denne hver ledig Stund, saa det blev overflødigt for ham at lære Bibelhistorie, da han i Femtenaarsalderen gik for Presten; han kjendte allerede og formaaede at gjengive de vigtigste bibelske Fortællinger.

Derfor kunde han lægge saa meget mere Flid paa at lære «Sandhed til Gudfrygtighed» – «Den Skat af kristelig Kundskab, som jeg saaledes ved den senere saa foragtede og miskjændte Udenadlæsning erhvervede mig, blev siden til stor Nytte», skriver han; «den Helligaand virkede derigjennem paa Hjertet og gjorde Kristendomskundskaben levende».

Efter sin Konfirmation, sandsynlig i 1832, gik han nogle Dage i Skriveskole hos den afsatte Lærer, men med liden Fremgang.

Faderen holdt ham til strængt Arbeide, og Mosteren formanede til Gudsfrygt; men noget aandeligt Gjennembrud blev det ikke med ham endnu. Han var vilter og munter, siger han, og glad i Ungdommens Fornøielser, især Kortspil og Dans. Han begyndte tidlig at drive Handel med Fæ og Heste og reiste derfor rundt baade paa Vestlandet og i Østlandets Bygder. Kameraterne sagde, at nu maatte han «lære at bande og lyve», og om han end bævede tilbage for aabenbare Laster, tog han dog Skade ved dette Reiseliv.

Han og en yngre Broder Mons enedes saa om at slutte med de letsindige Selskaber, Dans, Kortspil m.m. og lægge Flid paa et ustraffeligt og ærbart Liv. En ældre, kristelig Lærer i Prestegjældet formanede ham ogsaa alvorlig til Omvendelse, og det gjorde Indtryk paa ham, men tabte sig snart.

Saa kom den tidligere omtalte Haugianer, Nils Optun fra Lyster, til Hafslo i 1837 og holdt Opbyggelse i hans Hjem. Der kom en Mængde Folk; Erik, der havde siddet oppe om Natten og spillet Kort, stod skamfuld i Døren og hørte paa. Lægmandens kjærlige og alvorlige Formaningstale greb hele Forsamlingen og gjorde et uudsletteligt Indtryk paa ham.

Baade han og Broderen Mons blev vakte den Kveld; ligesaa nogle andre unge Mennesker. De kom sammen i Stilhed til Bøn og Læsning af Guds Ord, men mødte Modstand, Haan og Spot.

Han var dengang kun hveranden Uge hos sin Fader, arbeidede ellers for sig selv og boede hos sin nævnte Moster.

I Julen 1839 kom to unge Lægmænd fra Lyster og vilde til Veitestranden for at holde Opbyggelser. Det var i hans Friuge, og han fik sin Mosters Tilladelse til at blive med dem. Dagene før han gjorde denne Tur, kom stadig for ham Ordene : «Den, som vil leve gudelig i Kristus Jesus, skal forfølges». De havde det opbyggeligt deroppe og blev styrkede i Troen. Han vendte tilbage Helligtrekongersaften, som det Aar var en Søndag. Da Faderen saa ham, stod han op og spurgte barskt : «Hvor har du været ?» Han fik neppe svaret, før denne sagde : «Jeg vil aldrig se dig mere paa Gaarden, Skjødet skal jeg sønderrive og gjøre dig arveløs. Ud med dig !»

Saa tog han en Økse, hævede den og vilde løbe mod Sønnen, der hurtig fôr ud og saavidt undgik den overhængende Fare.

Da det var sent, vovede han sig til at blive i Kaarestuen hos sin Moster om Natten. Tidlig næste Morgen forlod han Hjemmet og tænkte at reise til sine Slægtninge. Det var den Dag dyb Sne og Storm; han kom med Møie til sit Bestemmelsessted, men blev nægtet Husly, maatte straks ud igjen og følte sig meget ulykkelig.

Hertil kom aandeligt Mørke; han troede sig fortabt og forstødt af alle. For at faa lidt Hvile maatte han søge Ly bag en stor Sten.

Endelig traf han i Lyster de to Lægmænd, som han nys havde været sammen med. De tog sig kjærlig af ham, og hans Troesliv udvikledes og styrkedes. Han forstod nu Guds Hensigt med, at han blev jaget ud fra Hjemmet og ledet til dem, som kunde være ham til aandelig Veiledning og Velsignelse.

Under alvorlige indre Kampe og Anfægtelser gik Tiden til den stille Uge 1840. Da reiste han hjem  til sin gamle Moster og blev der i Skjul til første Paaskedag. Tidlig om Morgenen kom hans Moder ind og bad fra Faderen, at Sønnen vilde komme hjem; de fik tilgive hinanden. Og før hun var gaaet, kom Faderen selv skamfuld og fremførte den samme Anmodning.

Siden forbød han vel fremdeles sine Sønner at besøge gudelige Forsamlinger, men brugte ikke mere Vold.

Det var dog umulig for dem, der jo begge var voksne Mænd, i dette Stykke at lystre ham. De mente i denne Sag «at burde adlyde Gud mere end Mennesker».

I omkring 2 Aar efter sin Vækkelse, antagelig fra 1837 – 1839, laa Erik Venjum under Loven, men kom saa ved Læsning i Guds Ord, Pontoppidans «Sandhed til Gudfrygtighed», samme Forfatters «Troens Speil» samt Bunyans «Pilegrimsvandring» til aandelig Frigjørelse, fik tro sine Synders Forladelse og smagte saa i rigt Maal den Fred, som overgaar al Forstand.

Ved samme Tid (1839) sluttede han med den farefulde Fæhandel, til stor Fortrydelse for Faderen. Derefter var han optaget med forskjellige Arbeider hjemme et Aar indtil 1840; men Faderen drev saa haardt, at det gik over Kræfterne og søgte mest mulig at hindre Omgangen med kristelige Venner.

Derfor begyndte Sønnen atter med en Handel. Han forpagtede Handelsstedet Valager af en Enke nede i Solvorn i samme Prestegjæld, reiste til Bergen og kjøbte en Jagt med forskjellige Varer.

Da kom han atter i stor Sjælenød, gik ned i et Smug ved Nykirken i Bergen og sagde i sin Angest til Gud : «Jeg frygter, at min Sjæl tager evig Skade ved denne Virksomhed; ser du, at Handelen bliver til min  Fortabelse, saa lad heller Jagten og Varerne synke tilbunds !»

En Kjøbmand af Haugianerne saa Venjum staa der i stor Vaande, gik til ham og spurgte, hvad der feilede. Den ung Mand fortalte aabent alt; Kjøbmanden bad ham hjem til sig, talte venlig til ham, trøstede med Guds Ord og søgte at retlede og hjælpe. Det letnede noget; han kom vel hjem med Varerne, og det gik særdeles godt med Handelen, da Folk havde Tillid til ham, og han desuden var meget skikket for denne Gjerning.

Han maatte hyppig gjøre Reiser til Bergen efter ny Forsyning og tjente over Forventning.

I denne Tid boede ikke saa langt fra hans Hjem en Handelsmand, som var meget fiendsk mod Haugianerne; han bagtalte dem og især Venjum af bedste Evne. Saa traf sidstnævnte ham paa Gaden i Bergen synlig nedslaaet og spurgte venlig : «Hvorledes staar det til, er der tilstødt dig noget ?» Handelsmanden svarede bedrøvet : «Hvis jeg ikke i Formiddag kan skaffe 300 Daler (1200 Kroner), er jeg fallit».

— «Da var det heldigt, du traf mig», sagde Venjum, tog op af sin Pengebog den nævnte Sum og leverede ham. Dette var i aandelig Forstand at samle gloende Kul paa sin Fiendes Hoved; denne blev overrasket, bevæget og taknemmelig. Fra den Stund talte han aldrig ilde om Haugianerne og kunde ikke blive træt af at omtale og prise Venjums vakre Handlemaade.

— Da denne atter mærkede, at Handelsvirksomheden skadede hans aandelige Liv, bad han en Konkurrent at overtage det leide Handelssted; og dette gjorde denne mer end gjerne. Venjum var nu en Tid mere løst fra timelig Virksomhed, arbeidede næsten stadig paa sin Faders Gaard, men samledes Søn- og Helligdagene flittig med de Nyvakte til Sang, Bøn og Samtale om ham, som er Veien, Sandheden og Livet.

Enkelte Gange gjorde tre af dem i Vintertiden Ture indover til Lyster, Lærdal , Aardal og flere andre Steder i den midtre Del af Sogn.

Der blev holdt mange Opbyggelser, som var godt besøgte; ofte var Husene fulde og Tilhørerne meget bevægede. En af dem, «Sme-Berthe», var meget flink til at synge, Augund Morken talte enfoldig og hjertelig, og Erik Venjum læste og samtalte med Folket paa en sjelden fængslende, vækkende og veiledende Maade.

Den Helligaand virkede gjennem Ordet, og Gud lagde sin Velsignelse til, saa Sjæle blev vundne for hans Rige. De tre glædede sig og prisede Gud, men var selv intet og undrede sig over, at han kunde udrette noget gjennem deres ringe Vidnesbyrd.

Erik Venjum havde ogsaa Gaver til at digte aandelige Sange, der har været kjendte og kjære rundt det hele Land.

Da Efterretningen om Konventikkel-Plakatens Ophævelse Sommeren 1842 naaede Sogn, greb dette ham dybt. Det var netop en Dag i Skuraannen, han lagde ned Korn, som blev kjørt ind. Han digtede nu en Takkesang, fordi Gud havde givet Lægfolket et saa stort og uskatterligt Gode som kristelig Forsamlingsfrihed, og skrev denne, efter flere samtidiges Beretninger, men Blyant paa Laavedøren i Smaastunder, han fik tilovers under det nævnte Arbeide.

Det lyder saaledes :

«Hav Tak, vor Herre kjær ! For saadan Frihed er,

At vi i Fred kan tales ved Om det, som hør til Salighed.

Ja, priset være du, Som bliver ved endnu

At øse ned Aand, Liv og Fred I samlet Menighed !

O, underlig forborgne Ting, Som saa opløfte kan vort Sind

fra Nød og Stød Til Liv og Hvile sød.

Min Sjæl og Aand, Sind og Forstand

Sig løfter op til Himlens Land, Og ønsker sig At komme did

Til evig Hvile blid.

¤

O, Naade og Forsmag ! Vor Sjæl blev let og glad;

Den Byrden bar, Alt dunkelt var, Men nu blev Veien atter klar :

Nyt Lys igjen oprandt, Og Verdens Tanker svandt.

Slig Naadeløn Gir os Guds Søn Helst under Sang og Bøn.

Har Draaberne en saadan Smag, Hvad Livets Strøm i Salems Stad ?

Vi har Tid rar, Men kort, Kjøb den, vær snar !

O, Skulde vi Ei hjertelig Elske, ære, tjene dig !

Bevar vor Sjæl, Immanuel !

Far ,Venner, far nu vel !»

— Af en anden Samlingssang anføres følgende :

«Du min Hjord og mine Lamme, Følg min kun og stol paa mig !

Haabet bliver ei til Skamme, Søg deri at øve dig !

Jeg er jo den Hyrde, som Ulven kan jage : Du lille Hjord ! frygt ei,

han skal dig ei tage;

Det er ogsaa efter min Faders Behag, At give  Jer Riget;

o, tænk, for en Dag !

¤

Du min Flok, usynlig Kirke, I Guds Venners Broderskab !

Pligt det er for hver at virke; Hvert et Lem sit Pund jeg gav.

Enhver har sin Gjerning som Foden og Haanden.

Misund ei de Store, foragt ei de Smaa;

Forening bør være, skal Huset bestaa.

¤

Sion, Sion, sande Fromme ! Døtre af Jerusalem !

Vaager, venter ! snart jeg kommer For at hente Eder hjem.

Paa Israels Vogne I da skal henfare Med gloende Heste blandt Englenes Skare

Til Gud og hans Folk i den salige Fred, Et Sted iblandt disse dig alt er beredt».

Saaledes vedblev han at virke, beskedent, men velsignelsesrigt. I 1845 overtog han efter Faderens Ønske Fædrenegaarden  Venjum, der ligger ualmindelig vakkert, med vid Udsigt og skraaner ned mod Hafslovandet.

Han byggede flere nye Huse, satte de andre i fortrinlig Stand og drev snart Eiendommen op til et Mønsterbrug.

Da han nu mere og mere indsaa, hvor nødvendigt det var at faa en Medhjælp til at styre sit Hus, lagde han denne Sag, som alt andet, frem for Herren i troende og tillidsfuld Bøn, idet han sagde : «Du ser, kjære Gud, at jeg, naar jeg skal være Gaardbruger, trænger en Hustru; derfor vær saa snil at finde en til mig ! Amen».

Og da han saaledes havde bedt, var han ogsaa vis paa, at dette vigtige og vanskelige Spørgsmaal vilde blive tilfredsstillende løst. Nu gjaldt det at faa Øie paa den rette, som Gud vilde give ham. Han tager derfor de kristelige Piger, som han kjender, stiller dem i Bønnen frem for Herren og spørger : «Er det den, du vil, jeg skal have til Hustru ?»

Men det lyder bestandig i hans Indre : «Nei, nei !»

Da nu saaledes alle hans Bekjendte er fundne for lette, begyndte han at studse lidt og spørge paa sin barnlige Maade Herren, hvorledes dette «hænger sammen»; nu ved ikke Erik mere; nu maa den kjære Gud styre Tømmerne alene; han lægger dette betydningsfulde Livsanliggende ganske i hans Haand, hvilket desværre nok saare sjelden skeer.

Den unge Mand gaar derfor ikke og gruble og sturer, men arbeider flittig og — sover sødt som før. Men en Nat havde han en Drøm, som han troede at burde mærke sig. Han syntes, at han skulde ud for at finde sig en Hustru, og saa bar det afsted nedover Bakkerne til Fjorden, derpaa i Baad langs dennes nordre Side til Skjolden og saa videre fremad en Vei, som fra Fjorden førte op til nogle Gaarde, som laa vakkert paa en Haug. Da han var kommen næsten helt frem, mødte han en Kvinde, som ledede en liden Pige ved Haanden og — det stod tydelig for ham, at det var hende, som skulde blive hans Hustru.

Nu vaagner han og føler sig forvisset om, at denne Drøm er et Vink fra Herren, som han bør følge.

Dagen efter faar han af en kristelig Ven udspurgt Navnet paa de Gaarde, som han havde drømt om laa paa nævnte Sted langt inde ved Fjorden, samt at der paa en af dem boede en gammel Enkemand, som havde to Døtre, hvoraf den ene var kristeligsindet; hendes Navn var Brit.

Ved at høre dette bliver Venjum end mere sikker paa, at Herren paa denne Maade havde ledet hans Tanker i den Retning, han skulde gaa, hvorfor han straks skriver til Brit og begjærer hende til Hustru.

Han slutter sit Brev saaledes : «Om 14 Dage kommer jeg, og da vil jeg have Svar».

Da de 14 Dage var omme, drager han afsted og følger nøiagtig Drømmens Anvisning. Da han var kommen op den Vei, som fra Fjorden førte frem til hine Gaarde, der ligger i Lyster, møder han ganske rigtig en Kvinde, som leder en liden Pige ved Haanden. Hun hilser og spørger : «Ka æ den Kar’n ifraa ?» — «Mit Navn er Erik Venjum fra Haslo», svarer han. — «Ja, du har sat mig i Arbeide, du», siger hun. — «Nu, ja; hvad Svar vil du give ?» spørger Erik. «Du faar tale med Far», siger hun og gaar sin Vei.

Erik gaar da ind til Gamlingen; efter en passende Indledning fortalte han sit Ærinde. Da Frieren i Samtalens Løb paa det noget nærgaaende og ubehagelige Spørgsmaal om Størrelsen af hans Gaard, beskeden kun opgiver omtrent det halve af dens virkelige Areal, saa faar han følgende Svar : «Brit faar du ikke, men hendes ældre Søster kan du faa».

— «Nei, e vil ha Brit, e», svarede Erik. Men da blev Gamlingen vond, slog i Bordet og forsikrede, at Brit fik han ikke.

Med denne Besked maatte han drage hjem igjen.

— Men samme Dag kommer en af den gamle Mands Naboer ind til ham, og Samtalen kom naturligvis ind paa Dagens Nyhed : Erik Venjums Besøg og hans Ærinde. «Du svarede da vel ja ?» spurgte Naboen. «Nei», mente Gamlingen; Gaarden var bare saa og saa stor. «Aa Snak, den er mindst dobbelt saa stor», mente Naboen, «og slig en framifraa bra Gut, som han Erik er; hvor galt du har gjort ! Slig Mand faar din Datter aldrig !»

— Nu bliver den gamle Bonde lang i Ansigtet, river sig i Haaret og undres paa, hvorledes han skal gribe fat for at faa Baaden paa ret Kjøl igjen.

«Du faar skrive og bede ham komme igjen», sagde Naboen. Dette sker. Erik kommer, faar «ja» og gaar straks til Presten og forlanger Lysning. Alt er saaledes godt og vel; men da Høitidsdagen kom og Brudeparret alt sad i Kirken, omgivet af Slægt og Venner, opdager Erik, at han ikke kan «elske hendes Person»; han synes ikke rigtig godt om hende. Han havde ganske seet bort fra sin naturlige Følelse og Smag, og nu krævede den krænkede Natur sin Ret.

Men Erik vidste Raad for Uraad ! Han bøier sig i Stilhed i Stolen, sukker til Gud og siger : «Kjære Gud, hvorledes gaar dette ? Du har givet mig Brit til Hustru; vi skal leve sammen hele Livet; men jeg kan ikke elske hendes Person ! Dette gaar ikke an ! Nu maa du hjælpe mig og det straks; det er ikke Tid til at vente ! Hør mig af Naade, Amen !»

Saa ser han atter paa sin Brud, og — er det virkelig ?  Ja, han syntes nu, «at hun er saa deilig og elskelig som ingen anden !»

— Saaledes blev Erik Venjum alligevel en lykkelig Brudgom. Det var i 1847. Og tretten Aar senere kunde han fortælle til Meddeleren heraf, «at saaledes havde hun siden altid været» (meddelt af Missionsemissær  Johs. Mæhlum m.fl. efter Venjums egen Fortælling). Der fulgte Lykke og Velsignelse med at lade sig lede af Gud.

Deres Hjem var nu bygget paa den rette Grund; derfor var ogsaa Huslivet kristeligt, elskeligt og lykkeligt, saa alle maatte føle sig vel der. Mand og Hustru fyldte hver paa sin Maade Stillingen, tjente hverandre i Kjærlighed og bidrog til at øge Husets Velstand og timelige Lykke.

Men de glemte heller ikke i rigt Maal at gjøre vel mod andre og øve Gjæstfrihed. Mangen Guds Ords Forkynder fik der i Stilhed nye Klæder istedetfor de gamle udslidte og blev forsynede med nødvendige Reisepenge til fortsat ulønnet Arbeide for Guds Rige.

De modtog dog ikke alene Lægprædikanter, men ogsaa Prester og Professorer som Gjæster; baade Fattige og Rige, Unge og Gamle var velkomne.

Der var i saa Maade noget gammelnorsk ved deres Hjem, der synes at pege tilbage paa Ættens Udspring i Sagatiden.

— Af Naturen var Erik Venjum udrustet med en sjelden klar Forstand og let Opfattelsesevne. Ved Siden af Flid, Omtanke og Dygtighed som Gaardbruger arbeidede han ogsaa for at samle sig nyttige og alsidige Kundskaber om jordiske Ting og Anliggender. Han var efter Tiden og Forholdene en sjelden oplyst Mand med stærk Interesse for vort Folks Udvikling.

Som en praktisk Mand med god Indsigt i mange Ting blev han valgt ind i forskjellige verdslige Gjøremaal i sin Hjembygd, uagtet han stadig holdt sig tilbage. Det berettes, at han i mange Aar var Bygdens Ordfører og Forligelseskommisær og blev stærkt benyttet som Lagrettesmand ved Udskiftninger. Han var i en lang Aarrække Valgmand.

Da han havde godt for at følge med i Tidens forskjellige praktiske Livsspørgsmaal, var der engang et udbredt Ønske om at faa ham til Storthingsmand; men han syntes da, at han var for gammel og gjorde desuden, hvad han kunde for at hindre Valget.

Det har forekommet mange som en Feil, at man ikke i hans kraftigste Aar alligevel sendte ham paa Thinget.

Han interesserede sig levende for kristelige Reformer og glædede sig i Haabet om, at vor lutherske Kirke nogenlunde snart vilde faa lovfæstet Indflydelse paa sine egne Anliggender.

Hans kjæreste Arbeide var dog at virke for Guds Rige. Naar han kom sammen med kristelige Venner til Samtale og Opbyggelse, da var han tilfreds og glad.

I Regelen optraadte han ikke som Prædikant i kristelige Forsamlinger. Men naar andre havde talt, kom gjerne Erik med nogle indtrængende Afskedsord bagefter. Han eiede en mærkelig Evne til at faa kristelige Samtaler paa Glid, virkede herigjennem maaske mest og havde paa dette Omraade neppe sin Lige.

Ved saadanne Anledninger lagde han frem af sin rige Erfaring og forunderlig dybe Opfatning af Guds Ord; en Samtale med ham efterlod altid noget at tænke paa. Han forstod som yderst faa at fremstille Sandheden saaledes, at den satte sig fast i Erindringen samt greb Viljen og Samvittigheden. Man følte, at Spørgsmaalet om Sjælens Frelse var en alvorlig Sag, som ikke taalte Opsættelse.

Mange aandelig Bekymrede har hos ham faaet gode Raad i sin Nød; han var en enestaaende Sjæleleder, et godt Stykke af en kristelig Sokrates, som hjalp mange til at kjende sig selv, og forstod at lede dem til Klarhed, Frigjørelse og Fred i Kristus Jesus.

Saaledes vedblev han at virke stilfærdigt, ydmygt og netop derfor betydningsfuldt. Baade overfor Nyvakte og Ældre var han i fuldeste Forstand en aandelig Fader.En Vækkelse i Hjembygden ikke længe før Bortgangen havde en opvarmende Indflydelse paa ham; han blev ligesom ung igjen i sin Kristendom.

I de sidste Aar bar han stadig paa Dødstanker, udtalte sin Hjemlængsel og ytrede, at han ikke havde længe igjen. Helbreden var svag paa Grund af Overanstrængelse i Ungdommen.

Men han var alle Dage og lige til det sidste en glad og lykkelig Kristen. Sidste Sommer han levede, holdt han paa et Lægmandsmøde en liden Tale om de Kristnes Glæde. Den var ikke lang, men virkede saa meget stærkere og vil sent glemmes. Hans Nidkjærhed for Sjæles Frelse syntes at vokse Aar for Aar. Kjærligheden brændte og lyste saa forunderlig klart lige til Afskedstimen.

De sidste Ord var : «Hils mine Venner og sig, at jeg dør i Troen paa den Herre Jesus. Nu en Englene her !» Det var 17. Marts 1887.

En stor Skare fra Prestegjældet og Nabobygderne mødte frem til Begravelsen. I Sørgehuset talte Peder Nagløren og ved Graven Sognepresten over Teksten : «Salige ere de Døde, som dø i Herren».

Hafslo Kommunestyre var i sin Helhed mødt frem for at vise sit høiagtede Medlem den sidse Ære.

brita og erik venjumHans Hustru Brita Sørensdatter, født 1823, overlevde ham i mange Aar. 1894 kom hun for nær en Hestevandring (Tærskemaskine), fik flere Benbrud og blev slemt forslaaet i Hovedet, saa hun maatte holde Sengen de tre sidste Leveaar. Sin Bevidsthed gjenvandt hun, men ei sin Førlighed. Denne Tid var dog en særlig naadefuld Beredelse til den sidste Reise. Det opgives, at hun døde i Troen paa sin Frelser 4. Januar 1897 i en Alder af henved 74 Aar.

Af deres Børn overtog Sønnen Einar, født 23. Juli 1863, Eiendomsgaarden Venjum. De havde tillige flere Døtre, der alle er gifte; af dem døde en før Forældrene. Datteren Severine, født 13. November 1853, blev 8. Juni 1875 gift med Gaardbruger og Storthingsmand Fredrik Baltazar Fraas, født i Hafslo 22. October 1849. Han døde paa Gaarden Hovind i Østre Aker 3. September 1913. Han var en i vide Kredse bekjendt, virksom og dygtig Lægmand.

En af deres Børn er Chefsekretær i «Aftenposten», Cand. jur. Jens Bugge Fraas, født 2. Marts 1877 (Meddelelser og Oplysninger fra Kirkesanger Anfin Refsdal i Vik, Sogn, samt andre Samtidige og Fru Severine Fraas, født Venjum).

Stengt for kommentarer.