osmund thorkelsen vinje : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Afdeling. 1821 – 1850.  Christiania 1912 – 1920.

 

– fra s. 175 – 177 :

En anden fremtrædende og indflydelsesrig Haugianer i Søndhordland var Osmund Thorkelsen Vinje (Oplysninger og Meddelelser fra Brodersønnen, Statsraad A. Vinje) i Etne, født i December 1793, Søn af Gaardbruger Thorkel Thorkelsen Vinje og Hustru Ingeborg Zakariasdatter.

Han var den ældste af 7 Søskende, hvoraf 5 Sønner og 2 Døtre.

Efter Jordebøger og Fogderegnskaber har Slægten fra 1519 og i omtrent 160 Aar levet paa Gaarden Tvedten i Etne og fra omkring 1670 til vor Tid eiet Gaarden Vinje.

— Faderen døde, medens Børnene endnu var smaa; derfor maatte Osmund som den ældste allerede ung overtage Fædrenegaarden. Omkring 1814 blev han gift med Gaardbrugerdatter Martha Johnsdatter Bjerk, født 1797. Med hende fik han senere sidstnævnte Gaard, som han imidlertid, saa snart det lod sig gjøre, overdrog til sin ældste Søn, John.

Ved den haugianske Livsbevægelse, hvoraf han og Søskende blev alvorlig grebne, vaktes en stærk Læselyst, hvorved hans Almenoplysning økedes; hans kjæreste Læsning var dog altid kristelige Skrifter og da først og fremst Bibelen.

Da han ogsaa med Hensyn til naturlig Begavelse visselig stod over de fleste af sine Aandsbrødre, blev han snart deres Leder, ikke alene i Prestegjældet, men ogsaa i Nabobygderne. Han virkede som Guds Ords Forkynder, naar dertil var Anledning, ikke alene paa Hjemstedet, men ogsaa i Aakrefjorden, Skonevik, Ølen, Vats, Skjold og i Ryfylkefjordene. Ikke sjelden gjorde han Reiser til Hardanger, Røldal og østover til Thelemarken i Handelsanliggender og holdt da ogsaa flittig Opbyggelser. I Røldal og paa enkelte Steder i øvre Thelemarken hændte det, at han matte leie Hus til sine Sammenkomster.

Han reiste altid uden nogensomhelst Godtgjørelse for sin Virksomhed, saaledes som det var Sædvane blandt Haugianerne.

Mest Arbeide nedlagde han dog i Fødeegnen og særlig i sin egen Grænd, hvor han i en lang Aarrække og lige til sin Død stod som Leder af Lægmandsvirksomheden.

Ogsaa i videre Kredse var han en anerkjendt og anseet Leder. De Gamle omtalte ham som en sjelden forstandig og tænksom Mand med en dyb og klar Indsigt i Guds Ord og rig aandelig Erfaring. Det faldt derfor let for ham i Sammenkomsterne at tale baade til Vækkelse, Veiledning og aandelig Opmuntring for dem, som førte Troens gode Strid. Han havde et passende Ord til enhver, paa hvilket aandeligt Trin denne end befant sig, men eiede især en betydelig Evne til at føre en lærerig kristelig Samtale, enten det gjaldt enkelte eller flere.

Ved sin Indsigt, Erfaring og Retsindighed blev han ogsaa en søgt Raadgiver i vigtige og vanskelige timelige og aandelige Spørgsmaal.

— Hans Syn paa Kristendommen var sundt og ædrueligt; troede han i Vækkelsestider at finde noget sygeligt og skjævt, optraadte han med uforbeholden og tildels skarp Kritik; han havde en sund Dømmekraft og evnede mere og bedre end de fleste at prøve Aanderne, om de var af Gud.

Hans kristelige Livsopfatning faldt helt sammen med den haugianske Retning. Han advarede mod at stole for meget paa Følelser og tillægge dem mere Værd, end de fortjente, og fremhævede stærkt, at Troen holdt fast ved Guds Ord og Løfter uden at føle og se, samt at den sande Tro maatte vise sine Frugter i et pligtopfyllende, arbeidsomt Liv, gjennemtrængt af Kjærlighed til Gud og Næsten.

Men først og sidst fremholdt han Kristus og hans Gjerning, der gik som en rød Traad gjennem al hans Forkyndelse; han var i bedste Forstand en fuldt evangelisk Kristen.

Hyppig gav han sig i Samtale med Børn og habde let for at vinde deres Tillid. Ofte sagde han : «Glem ikke, at du er et Guds Barn», eller gav dem et eller andet passende Ord, som han bad dem huske i Livet.

— I sit jordiske Kald var han en af de første, ualmindelig driftig og dygtig, en Foregangsmand baade paa det timelige og aandelige Omraade. Derfor nød han ogsaa stor borgerlig Tillid, valgtes som Medlem til Herredstyrelsen, Skolekommissionen og var Prestens Medhjælper m.m.

— I sit vakre, gjæstfrie Hjem levede han et stille, lykkeligt Liv i Fred og Kjærlighed med Hustru og Børn. Han krævede stræng Lydighed og kunde optræde med en Myndighed, som gav Respekt.

Forøvrigt var han venlig og almindelig agtet og afholdt. Som enhver havde han sine Feil og Mangler; men han var aandelig vaagen, kjæmpede mod dem med de rette Vaaben og vandt Seier.

Han døde i Troen den 20. Juli 1866, og hans Hustru fulgte efter ham 13. December 1869. Saavidt vides, bor fremdeles deres to Børn og et Barnebarn paa Ættegaarden Vinje.

Som nævnt, blev ogsaa hans Søskende grebne af den haugianske Vækkelse. En af dem var Halvor Thorkildsen Vinje, født i September 1797, gift med Martha Osmundsdatter, født 1807. Denne Mand, der ogsaa boede paa Gaarden Vinje, var en varmt troende Kristen, der hentede Næring for sit aandelige Liv i daglig Omgang med Gud gjennem Bøn og Guds Ords Betragtning.

Han fulgte med levende Interesse og varm Kjærlighed Arbeidet for Guds Riges Fremme og deltog i dette, særlig i sin nærmeste Kreds.

I Hjemmet herskede indbyrdes Fred og Kjærlighed. Der fordredes strængt Arbeide af Voksne og Børn, og selv varetog han sit jordiske Virke med utrættelig Arbeidsomhed. Men Hjemmet var lykkeligt og Livet lyst.

En av Børnene skriver : «For mig staar Livet i dette Fredens Hjem som en eneste sammenhængende Solskinsdag«.

Halvor Vinje døde i December 1874; hans sidste Ord var : «Jesu Kristi, Guds Søns, Blod renser os af al Synd». Hustruen gik hjemi April 1889.

— En af deres Sønner er tidligere Statsraad Aasmund Vinje, nu Toldkasserer i Drammen.

 

Stengt for kommentarer.