samson thorsen stueland : presentert av h.g. heggtveit

 

stueland– i bokverket : «Den norske kirke i det nittende Arrhundrede – et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel 1821-1850. Christiania 1912 – 1920.

 

– fra s. 177 – 180 :

Blandt Haugianerne i Kvinherred er Samson Thorsen Stueland (Oplysning fra Sønnerne, Missionær paa Madagaskar L. Stueland og Organist H. Stueland i Chriatiania) den betydeligste og mest bekjendte.
Han blev født 15. December 1798, Søn af Gaardbruger Thor Samsonsen Stueland og Hustru Anna Larsdatter.
Som ung Mand var han 7 Aar Skolelærer i sin Hjembygd. Allerede dengang gjorde han sig bemærket ved stor Interesse for og Dygtighed i Læsning, Skrivning, Regning, Tegning og flere andre tekniske Færdigheder.
Hans Skjønskrift var saa fremragende for den Tid, at det blev paalagt ham at skrive Forskrifter til alle Prestegjældets Skoler. Hans Haandskrift lignede den fineste Kaligrafi. For andre skrev han mange Breve og Ansøgninger : til Amtet, Storthinget og Kongen, og alle disse Brevskaber var sirlige og fuldt stemmende med de Retskrivningsregler, som dengang var i Brug. En af hans Sønner spurgte, hvorledes det hang sammen, at han, som ikke havde gaaet paa nogen Skole, kunde skrive aldeles feilfrit. Dertil svarede han, at han havde lært ved at se nøie efter i trykte Bøger, hvorledes Retskrivningen der var. At udtrykke sine Tanker skriftlig var en af hans stærkeste Sider.
Omkring 1824 kom han til Vækkelse og Liv i Gud. Han og en ung Gut paa Fosberg i Kvinherred var de første Haugianere der. De havde dog ikke straks Frimodighed til at samle Folket til Opbyggelse; men de besøgte hverandre om Søndagene for ved fælles Samtale, Bøn og Sang at oppmuntres og styrkes til at fortsætte Løbet og Kampen for Kronen.
Ofte tilbragte de Helligdagene paa den Maade, at Gudmund Fosberg meget tidlig gik tilfods den over 12 Kilometer lange Vei til Samson Stueland, og efter en kort Stands fulgte sidstnævnte Gudmund tilbage til dennes Hjem, og for anden Gang gik Gudmund til Stueland, ledsaget af sin Ven; saaledes holdt de det gaaende den hele Dag til sent paa Kveld. Deres Samtaler var kun bekjendte for dem selv og Gud; ingen andre fik vide noget derom.
Men at de talte om aandelige Ting, som var deres Livs største Interesse, kan ikke betviles. Der gik dog Rygter blandt Folk, at disse to unge Mænd var blevne af «de falske Profeter eller Skinhellige», som forstandige Mennesker burde tage sig ivare for. Og da det blev bekjendt, at Samson Stueland var blevet forlovet med den vakre og dydige Pige Anna Røisland, beklagede man hende og mente, at det var en Ulykke, at hun skulde blive gift med et saa forskruet Menneske o.s.v.
— Etterhaanden blev der dog flere af «Læserne» omkring i Prestegjældet, baade Mænd og Kvinder, der samledes til indbyrdes Opbyggelse, trods det, at den bekjendte Konventikelplakat af 1741 endnu stod ved Magt. Ogsaa disse «Vakte» var sig bevidst, at den nævnte kgl. Forordning stred mod Guds Ord, og at «man bør adlyde Gud mer end Mennesker».
Derfor lod de sig ikke hindre i at holde gudelige Sammenkomster saa ofte, de følte Trang dertil.

Den aandelige Leder blandt dem var Samson Stueland. Uagtet «han var en begavet Tænker», ragede han som Foredragsholder og Lægprædikant ikke syndelig over det almindelige. Hans skarpe Selvkritik og store Beskedenhed gjorde ham ængstelig og forsigtig, saa han ikke havde Mod til at slippe sig løs. Derfor blev han aldrig veltalende; men det var en Rigdom paa gode, kristelige Tanker og stor aandelig Erfaring i alt, hvad han sagde, ligesom det var gjennemtrængt af Alvor og Varme. Især dybere og mer tænksomme Naturer hørte ham gjerne og fandt baade rig Belærelse og stor Opbyggelse i hans kristelige Formanings- og Opmuntringstaler.

«Men han vovede sig aldri længere, end Staven rak«; han vilde altid have tryg og sikker Grund for det, han sagde.

Stueland blev tidlig kjendt med H.N.Hauges Virksomhed og fik den inderlig kjær. Han nød saa stor borgerlig Tillid, at han i Aarene 1836 og 1837 blev valgt til Storthingsmand fra Søndre Bergenhus Amt. Under sin Thingvirksomhed søgte han ikke alene Omgang med Thingets Haugianere, men gjæstede ogsaa om Søndagene og i Høitiderne Hauges Venner i og omkring Christiania og Drammen.

I Hovedstaden kom han i fortrolig Omgang med Hauges Ven, Hjulmager Halvor Andersen; i Aker lærte han at kjende Christen Dahler paa Bredtvedt, der var gift med H.N. Hauges Enke, og ikke sjelden fulgte han om Lørdagene Student Andreas Hauge did og blev der Søndagen over.

Brugseier Jens Hansen paa Bakkemøllen stiftede han ogsaa Bekjendtskab med og besøgte tillige Ole Mjelva og andre Haugianere i Drammen samt gjæstede Eker Papirmølle med dens mange dyrebare kristelige Minder om Tro, Kjærlighed og Forfølgelse for Kristi Navns Skyld. Paa Storthinget arbeidede han især for den allerede nævnte Konventikelplakads Ophævelse; dette blev ogsaa besluttet; men Regjeringen næktede Sanktion; Beslutningen gjentoges senere uforandret, indtil den i 1842 blev Lov trods al Modstand.

Stueland kjæmpede ogsaa for Forbud mod Brændevinsbrænderi paa Gaardene rundt om i Landet, hvilket dengang var almindeligt. Sammen med andre fik han tillige ved Lov forbudt den daværende skandaløse Brændevinshandel ved Kirkerne om Søn- og Helligdagene. For dette blev han imidlertid vraget som Storthingsmand ved næste Valg. «Han skulde ikke mere faa sidde i Thinget og gjøre det svort og kalt ved Kyrkjo«, sagde hans Kollegaer blandt Valgmændene.

Inden Kvinnherred var Stueland en meget betroet Mand. Han var Prestegjældets Ordfører i lang Tid og derfor ogsaa Medlem af Amtsformandskabet samt stadig Valgmand, desuden i en Række af Aar Regnskabsfører for Fattig-, Skole- og Kommunekassen. Idethele havde han stor Interesse og et aabent Øie for mange praktiske Ting, som forbedret Jordbrug og Kvægavl, tidsmæssigt Veivesen m.m. Han var ogsaa Medlem af Overbestyrelsen for Amtets Landbrugsskole, den Gang denne holdtes i hans Hjembygd, medvirkede ved Oprettelsen af Kvinherreds Sparebank og var en Tid Medlem af dens Direktion. Derhos besad han ikke liden Færdighed i forskjellige Haandværk, var sin  egen Smed, Snedker, Skomager, Maler og Hjulmager o.s.v.

Som Smed og Maler bragte han det videst og var som saadan forholdsvis meget flink. At han ogsaa paa det praktiske Omraade var noget forud for sin Tid kom ved Siden af personlige Anlæg og Interesse, kanske tildels deraf, at han læste ikke saa lidet og kom desuden meget mere ud blandt Folk end dengang de fleste Bønder. Hans gjentagne Reiser til Christiania og længere Ophold der havde vel ogsaa til Følge, at hans Syn og Forstand paa flere Omraader utvidedes adskillig.

Efterhaanden vaktes der et ikke lidet Kristenliv i flere af de søndhordlandske Bygder, og at samles til Opbyggelser om Søndagene, naar ingen Gudstjeneste holdtes i Sognets Kirke, blev en udbredt Sædvane. Og Stueland vandt almindelig Agtelse og Tillid hos de Vakte. Uagtet hans Talegaver ei var saa store, nød han Anseelse som en, der havde Evner til at være raadgivende Leder for Opbyggelsesarbeidet.

Men han stod heller ikke i denne Henseende længe alene. Der var flere omkring i Bygdene, som hver i sin Kreds eiet de Troendes Tillid og ledet Virksomheten der. Af saadanne kan nævnes Berge Leite, Nils Tvedt og Jens Fedt i Kvinherred, Lensmand Tvedt og Vigleik Svaasand i Strandebarm, Ole Ølfernæs, Askel Mathre, Ole Birkestrand, Ole Bjelland, Hans og Erik Aakra og Lars Skaalnæs af Skaaneviks Prestegjæld, Osmund Vinje, Tollev Øinem, Aslak Frette og Osmund Øvernæs af Etne samt Mandrup Hovland og Sjur Mitvaage af Tysnæs.

Desuden havde han flere kjære Venner i Stavanger, Haugesund og Bergen og disse Byers Omegn. Overalt i Vennekredse, hvor han var kjendt, nød Stueland megen Tillid og Agtelse. Af Mænd som boede længere borte, udenfor Søndhordlands Provsti, og som hørte til hans Troesvenner, kan foruden John Haugvaldstad nevnes Gunder Ougendal i Soggendal (Sokndal/red.), Baard Stana i Kobbervik (Kopervik/red.), Elling Eielsen fra Voss, Nils Ylvisaker fra indre Sogn og Anders Haave fra Søndfjord. Alle disse besøgte Stueland og talte Guds Ord i hans Hus.

— Allerede flere Aar før Det norske Missionsselskap stiftedes, havde Stueland og andre Lægmænd paa Vestlandet begyndt at faa Interesse for Hedningemissionen. Af et Missionsblad, udgivet af Brødremenigheden, læste han ofte høit baade om Herrnhuternes og Egedes Mission paa Grønland samt om John Williams’s Virksomhed, Liv og Martyrdød paa Eromanga blandt Sydhavsøerne.
Og da Det norske Missionsselskab blev oprettet Sommeren 1842 i Stavanger, var Stueland ogsaa en af Konstituenterne.
—  Bistaaet af flere var han desuden efter de Gamles Beretning den egentlige Grundlægger af «Hardanger, Voss og Søndhordlands Fællesforening for indre Mission», der vistnok er den næstældste i sit Slag i Landet. Stueland var ogsaa i mange Aar nævnte Fællesforenings Formand.
Fra Professor Dr. Gisle Johnson fik han skriftlig Opfordring om Tilslutning til «Den norske Lutherstiftelse«, men kunde ikke efterkomme denne Henstillen. Stueland kunde nemlig, som saa mange, ikke dele Stiftelsens og Johnsons Opfatning af Lægmandsvirksomheden som en «Nødhjælp», men ansaa den for fuldt ud hjemlet og berettiget efter Guds Ord og troede tillige, at den altid hernede vilde blive nødvendig.
Som Kristen stod Stueland helt paa luthersk Grund. Den lammerske Bevægelse naaede ogsaa til flere Egne paa Vestlandet; men kun i Bergen blev en liden Frimenighed stiftet. I hin bevægede Tid var der mange, som henvendte sig til ham med Spørgsmaal og Raad angaaende flere vigtige og vanskelige Ting; navnlig ønskede man at vide hans Mening om Udtrædelse af Statskirken og Barnedaaben m.m. Han eiede blandt sine Bøger især to, som havde skaffet ham selv Klarhed. Det var F.J Speners Skrift : «Er den evangeliske Kirke Babel og Udtrædelse af den derfor nødvendig ?» samt professor Gisle Johnsons Bog : «Nogle Ord om Barnedaaben».
Disse sluttede han sig fuldt og helt til og i Overensstemmelse hermed gav han ogsaa sine Svar og Raad. Som en ægte Haugianer holdt han fast ved «de gamle gode Stier» og var en meget stø og paalidelig kristelig Karakter. Hvis han var gaaet med i nævnte Bevægelse, havde sikkert en hel Del gjort det samme.
Han nød den Glæde at leve et langt og lykkeligt Liv sammen med sin Hustru, Anna Røisland, en begavet, praktisk, dyktig og alvorlig kristelig Kvinde, som var født 1805. De fik 9 Børn, 7 Sønner og 2 Døtre. De to sidste og to af Sønnerne er døde for flere Aar siden. Fire af Sønnerne har været Lærere i Folkeskolen, en Missionsprest paa Madagaskar i 23 Aar og en Emissær for Det norske Missionsselskab ca. 21 Aar.
Samson Stueland gik hjem til sin Frelser i Marts 1879 omkring 81 1/2 Aar. Hustruen hensov 1885.

 

 

Stengt for kommentarer.