elling eielsen : presentert av h.g. heggtveit

 

–  i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821-1850. Christiania 1912 – 1920.

 

– fra s. 185 – 192 :

Den betydeligste  af de gamle Haugianere paa Voss ved Siden av Lars Iversen Kvarekvol eller Kjeldmo er vistnok Elling Eielsen («Elling Eielsens Liv og Virksomhed» ved Chr. O. Brohoug og J. Eisteinsen. Med Forord af Professor A. Wenaas, Chicago 1883, 208 Sider. Det er Hovedskriftet angaaende Opholdet i Amerika; den første Del er fuld af Trykfeil og maa bruges med Forsigtighed. — En Mængde samtidige Breve fra, til og om Eielsen. «Forsvarsskrift for Elling Eielsen», Christiania 1862. «Her fremtræder en Skare af Vidner … om Elling Eielsens Levnet og Lære», Christiania 1863. «Tillæg til Eielsens Forsvarsskrift» af N. Alnæss, Christiania 1863. «Her fremtræder atter en Skare af troende Sjæle» o.s.v. Christiania 1863. Rasmus Sørensen, «Mit Levnetsløb», Kjøbh. 1847-1848, Side 243 flg. J. Chr. Lindberg, «Nordiske Kirketidende» for 1837. Bang : «Hauge og hans Samtid», 2. Opl. Side 536-541. Eielsen findes ofte omtalt i Samtidens kirkelige og politiske Blade og Tidender. Meddelelser fra Eielsens Familie paa Voss. Mundtlige Oplysninger fra Nils Halvorsen i Ølen Sommeren 1903 angaaende Eielsens Besøg i hans Hjembygd 1835).

Han blev født paa Sundve paa Vossestranden den 19. September 1804, Søn af Gaardbruger Eiel Ingebrigtsen og Hustru Anna Ellingsdatter Sundsvaal. Slægten skal have boet paa Sundve fra gammel Tid og eier den endnu.

Søskendeflokken var stor : 6 Brødre og 4 Søstre. Forældrene hørte til Haugianerne. Faderen var først Skolelærer og siden Underlensmand.

Elling omtales som en munter og livlig Gut med en viljestærk Natur, der ikke sjelden udartede til Stivsind. Allerede tidlig kjendte han Aandens Dragelse paa sit Hjerte; men det kom ei til Gjennembrud med ham før adskillige Aar senere.

Han førte i sin Ungdom et vildt og lystigt Liv uden dog at falde i grove Laster. Da han var naaet den voksne Alder, kom han i Tjeneste hos sin Farbroder. Her vakte en Ytring af Husmoderen Alvorstankerne tillive igjen, og de slog fra den Stund mere og mere Rod i hans Sjæl. Den tidligere Lystighed svandt, Taushed og Alvor traadte istedet, og stærk Tvil nagede ham.

Særlig blev han ængstet af den Tanke, at han ei var blandt de Udvalgtes Tal og derfor ikke kunde blive salig. Hans gamle Venner gjorde alt muligt for atter at drage ham over til sig; men det lykkedes ikke mere; han havde forladt deres Kreds og var ikke for nogen Pris at formaa til at vende tilbage. «Agter laa Verden med Liv og Lyst», og han lignede «en stenet Elv», uden Klarhed, Stilhed og Fred.

Tærende Trang og Uro drev ham 1829 «ud over de høie Fjelde» til det sjøfriske, minderige og livlige Bergen. Her gav han sig Smede- og Snedkerlære. Derefter kom han i Tjeneste hos de bekjendte Haugianere, Peder og Karen Odland,  hvilket blev til stor Velsignelse for ham. Han blev paany reven ud af den aandelige Døsighet, hvori han atter var kommen ind; hans Indre blev rørt op fra Grunden af, og i Anger og Bod flyede han til Frelseren og fandt Fred ved hans Kors. Han søgte Renselse i Jesu Blod for al Synd, og et nyt Aandens Liv oprandt i ham; dette skeede i Aaret 1832.

Der hengik ikke lang Tid, før han modtog Opfordring til at holde Opbyggelser. I begyndelsen led han af Menneskefrygt og holdt sig noget tilbage; men snart svandt denne og det var, «som en vældig Fos» var løsnet, naar han talte; han brød igjennem alle Hindringer og lod nu intet holde ham tilbage. Tilskyndet af de ældre Venner, Peder Odland og Ole Svanøe, drog han Vaaren 1832 med en Nordlandsjægt til Ibestad og derfra til Maalselven, hvor der var flere begavede og elskelige Kristne af Hauges personlige Venner, bl.a. hans fremragende Sambygding, Lars Iversen Kvarekvol, nu bosat paa Kjeldmo i sisdtnævnte Dal.

Eielsen virkede i Nordland næsten 2 Aar og drog ved Begyndelsen af 1834 sørover gjennem Trondhjems Stift. Overalt strømmede Folk til i skarevis og lyttede til den vældige Bodsprædikants glødende Foredrag. Biskop P.O.Bugge yndede denne Virksomhed og ydede ham Bistand og Støtte; G.A. Lammers, dengang Hospitalsprest i Trondhjem, var derimod nærmest hans Modstander.

Eielsen drog videre frem gjennem Trøndelagen og holdt Opbyggelser nesten i enhver Bygd, overalt under stærk Tilstrømning.

Høsten 1834 reiste han sydover gjennem Østerdalen, Lilleelvdalen, Foldalen, Gudbrandsdalen og Mjøsbygderne til Christiania. Derpaa virkede han i nogen Tid i Hovedstaden samt paa forskjellige Steder i Stiftet og drog saa vestover lige til Bergen.

— Vaaren 1835 kom han til Haa paa Jæderen; her fik Stedets Sogneprest, Chr. J. Sandberg (1805 – 1843), flere af de nærmest boende Prester til at overvære en af Eielsens Opbyggelser. Bagefter sagde en af dem spottende til Lægmanden : «Er du en Guds Profet, saa skal du bevise det ved Mirakler». Den tiltalte svarede : «Er vantroen endnu saa stor, at den kræver Mirakler, saa bør du først gjøre dem; du siger jo, at du er et Sendebud i Kristi Sted».

En Dag i Sommertiden 1835 – har gamle Nils Halvorsen fortalt – kom tidlig en Søndagsmorgen Elling Eielsen og Anders Busk til hans Faders Gaard, Bredsteen i Osterfjorden. De havde reist fra Bergen i Graalysningen og agtede sig til Haus Kirke, hvor der var Gudstjeneste den Dag. De fik lidt Mad og roede saa den halve Mil, som var igjen til Kirken. Nils Halvorsen og en af hans Brødre var med.

De kom til Kirken og hørte der en Prædiken af Sogneprest J.C. Hammer (1798 – 1877), «der ikke var saa ilde». Efter Gudstjenesten samlede Elling Eielsen Folket til Opbyggelse. Der kom en stor Mængde, og Eielsen prædike, «saa det lynte til alle Sider»; han «talte livfuldt og talte godt; han var et godt Hoved, havde en god Forstand og en stærk Hukommelse».

Han var en «Bjødn» baade paa Sjø og Land, en Kjæmpe, som ikke var ræd for noget. Nogle Kvinder, som stod paa Frastand og hørte paa, var synlig grebne af Ordet og græd; andre, som stod nærmere, bandede og Stillingen blev truende. En Kjæmpekar i Forsamlingen var yderst forbitret paa Taleren, tog en Vandbøtte og løftede over Hovedet paa ham og truede med, at han vilde støde den ned og knuse og ødelægge baade hans Hoved og Testamentet, som han havde i Haanden, hvis han ikke holdt op. Elling fortsatte dog like rolig, som om han hverken hørte eller saa, og Manden vovede ikke at udføre sin Trudsel.

En Stemme borte i Flokken oppmuntrede ham og sagde : «Vær taalmodig; Seien biter imorgen !» Forsamlingen var som et stormende Hav. «Soleis sto dei i ei Røik». For ikke at lade det komme til voldsomme Optrin sluttede Elling, og de drog opover til Meldalen, hvor der boede en Lensmand, som var fra Voss,  og som Elling kjendte. Manden var dog ikke hjemme; men Konen gav dem Lov til at tale Guds Ord, og Elling holdt nu en ny Opbyggelse der. Han var en isbryter; han skyede aldrig noget.

Elling var ikke veltalende paa den almindelig Vis;  det var Lyn og Glimt; Ordene og Tankerne kom fossende som en rivende Bergstrøm eller en voldsom Styrtregn. Da han vel var færdig, kom Lensmanden og sagde : «Nu maa du holde en Prædiken for mig ogsaa !» Elling lod sig ikke bede to Gange og holdt paa sin sædvanlige ildfulde og voldsomme Maade en ny Tale. Saa kom Presten og begyndte at skjænde paa Elling. Klokkeren sagde ikke noget, men stod bare og lo. Presten sagde til Lægmanden, at naar han var slik Kar, burde han søge sig et Embede. Elling svarede mod Sædvane lidet og sagtmodig paa Spotten, og saa begav man sig paa Hjemveien.

En ropte : «Aa, du Nils, du Nils, som fer og dreg paa disse Bønamennerne !»  Bygdevægteren, der var en stakkels Krøbling, skeløiet og skjæv i Benene, skak i Vekst og halt, tog – opmuntret dertil af Presten – en lang Hesjestaur og humpede efter dem, saa godt han kunde, en Fjerding Vei, skelede til dem og truede mod dem med Stauren. «Han havde en Kande Havre af hver Mand i Prestegjældet for at jage Fantepak ud af Bygden, maa vide, og saadanne, ja værre end saadanne, mente han nu, disse Lægmænd var».

Disse fortsatte sin Vei hjem om Kvelden og Natten, Nils og hans Broder til Faderens Gaard og Elling og Anders Busk over et Fjeldskar videre til Bergen. Dette var Lægmændenes vekslende og mærkelige Oplevelser en Søndag under deres Arbeide for Guds Rige.

Derefter besøgte Eielsen sin Hjembygd, Voss; efter et kort Ophold her foretoG han en reise nordover til det Trondhjemske; det følgende Aar, 1836, gik han til Sverige og havde til Kammerat Haugianeren John Hansen Sørbrøden fra Berg ved Fredrikshald. Senere virkede han paa forskjellige Steder i Norge. Overalt holdt han Opbyggelser, ofte flere om Dagen, og gjorde alt muligt for at samle Folk i store Skarer om Livets Ord.

Han fulgte heller ikke den gamle Skik fra Hauges Dage, kun at holde Sammenkomster hos Venner. Han talte hos enhver, som vilde oplade sit Hus, og kunde han ikke faa Lokale frit, tog han op sin Pengepung og bød Betaling, indtil han fik, hvad han ønskede.

Ved denne sin Fremgangsmaade og store Frimodighed fik han mange Modstandere og Fiender, der ønskede at standse ham i hans Virksomhed; men det lykkedes ikke. Hans Mod og Uforfærdethed kjendte næsten ingen Grændser; han var djærv og slagfærdig  til at gaa lige løs paa den enkelte og tale med ham om hans Saligheds Sag.

«Hans Taler var ikke saa strængt sammensatte eller logisk anlagte»; men «han havde Følelsens Styrke af Ordet til at vække og røre».

Hvor han kom, ruskede han derfor op i Gemytterne. Det er med rette blevet sagt om ham, at han var en «aandelig Stenbryder, der vakte Bevægelse overalt paa sin Vei, en vistnok velgjørende frisk Pustning over det af og til altfor forsigtige haugianske Samfund». Mange Prester optraadte mod denne driftige og djærve Lægmand. Heri var han vistnok ikke selv uden Skyld. Der var dog adskillige, som saa Sagen i et andet Lys. Den daværende Biskop i Christianssand, Matthias Sigwardt (1770-1840), overvar en af hans Opbyggelser og ytrede tilslut, at «Eielsens Foredrag var hjerteligt og rent, overensstemmende med Guds Ord«, og Presterne i Evje, Bygland, Valle og andre Steder besøgte hans Sammenkomster og udtalte sin Glæde over dem.

Vaaren 1837 reiste han til Kjøbenhavn for at virke som Lægmand og gjøre sig kjendt med det kristelige Liv dernede. Han opholdt sig i den bekjendte Theolog J.L. Lindbergs Hus, hvor han bl.a. ogsaa traf sammen med den siden saa berømte, tyske Prest Ludvig Harms. Eielsen var nær bleven standset i sin Virksomhed af Politiet, allerede straks han kom til den danske Hovedstad; men den kloge og forsigtige Lindberg lagede det saa, at Lægmanden altid undgik sine Forfølgere.

Derpaa reiste han rundt paa Sjælland, Fyen, Jylland og i Slesvig, saa langt som det danske Sprog taltes. Hvor han kom, forsømte han ingen Anledning til at vidne om sin Herre og Mester, der havde kjøbt ham med sit Blod, for at han skulde forkynde hans Dyder, der havde kaldt ham fra Mørket til sit underfulle Lys; og han fremkaldte her, som i Norge, aandelig Bevægelse og fik baade Venner og Modstandere i mængdevis. Blandt de første maa ikke glemmes Presten J. Mau, der ved Skrifter og Besøg her i Landet turde være kjendt og elsket af mange Ældre.

Straks derefter gjorde han ogsaa Bekjendtskab med Grevinde Holstein til Holsteinborg, Enke efter den bekjente Filantrop Grev Fredrik Adolf Holstein (1784-1836). Denne høitstaaende Dame havde kristeligt Syn og Interesse. Paa Opfordring holdt han endog Opbyggelse paa hendes Slot. En anden Gang talede han i Overvær af 2 prester og andre Tilhørere «af høi og lav Stand». Sammenkomsten holdtes i Vemmeløv paa Sjælland 20. Juni 1837 hos den danske Lægmand Rasmus Sørensen, der netop var under Tiltale, fordi han havde holdt Opbyggelser.

Efter endt Foredrag blev Eielsen greben av Stedets Birkedommer og ført som Arrestant til Slagelse, hvor han blev underkastet et skarpt Forhør og derpaa sat i Fængsel. Hertil ytrede Eielsen til en Ven, at «han ikke havde tænkt at blive agtet værdig til at kastes i Fængsel for Kristi Navns Skyld«. Under alle Forhør var han frimodig og glad. Da flere af Deltakerne i hans Opbyggelser ogsaa blev ført for Retten, tilraabte han dem :»Værer ved frit Mod, Venner, og trøstige og glade i Herren; han som er med os, er stærkere end han, som er med dem !»

Denne Ytring taalte ikke Fangevogteren; han gav straks Eielsen et Slag over Ryggen med en Stok. Det varede dog ikke længe, før han slap ud af Fængslet. Den omtalte Grevinde bevirkede gjennem prinsesse Caroline Amalie (1796-1881), den senere bekjendte danske Dronning, at Sagen mod ham ble hævet, saa han kunde drage bort i Fred. Da han kom til Kjøbenhavn, sendte han Prinsessen en varm Takkeskrivelse.

Derefter drog han tilbage til Norge, reiste direkte fra Danmark til Christianssand. Hans Samtaler med Vennerne dreiede sig nu næsten udelukkende om Opholdet dernede, Forfølgelserne, Fængslingen og Løsladelsen. Alt dette stod for ham som de mærkeligste Begivenheder i hans Liv. Og man kunde heller ikke undres over, at disse Tildragelser havde sat hans Indre i stærk Bevægelse; men det kan vel være, at dette optog ham mere end ønskeligt og gavnligt. De ældre Venner i Christianssand behandlede ham imidlertid visdomsfuldt og forsiktig, søgte at lede ham ind i en dybere Selverkjendelse og advarede mod de aandelige Farer, som truede. Og dette havde sin gode Virkning.

Eielsen holdt nogle Opbyggelser paa sidstnævnte Sted. Lokalet var fyldt til Trængsel. Talen bestod mest i passende Bibelsprog og Salmevers i Forbindelse med dristige Angreb paa Tilhørernes Samvittighed. Her kom hans Umiddelbarhed frem, og ud fra denne hans Gave til uden Frygt og med det største Mod att gaa løs paa det indre Hjerteliv og at skildre Elendigheden i Synden, og hvad som venter den Ubodfærdige efter Døden, kan man forklare sig den stærke, vækkende Virkning, som hans Opbyggelser har udøvet paa store Skarer.

Derefter fortsatte han sin Lægmandsvirksomhed i Fædrelandet med samme Iver og Held som tidligere.

I 1838 foretog han sammen med Thor Agnæs fra Trøgstad en ny Reise til Gøteborg. Paa Dampskibet var det mange saakaldte bedre Folk, baade Herrer og Damer; men Elling forsømte ikke at tale til dem om det ene fornødne. De var meget forekommende; alle vilde høre paa; Skibsmandskabet havde meget tilovers for ham og gjorde ham al den Tjeneste, de kunde. Agnæs spurgte : «Har du nu talt med alle paa Skibet og ingen forsømt ?» «Ja», svarede han, «giver du efter, saa lægger Djævelen Snarer for dig; men bryder du igjennem, saa sønderrives Snaren«.

Da de kom til Gøteborg, opnaaede de ikke sin Hensigt; intetsteds var der Adgang til Opbyggelseslokale trods alle Forsøg paa at bevæge Gemytterne til at oplade sine Huse for en Andagtsstund. Alle undskyldte sig og sagde : «En anden Gang, naar du kommer, skal du faa Rum». Hertil bemærkede Eielsen alvorlig : «Jeg kommer aldrig mere hid; det er sidste Gang, jeg betræder denne Stads Gader. Jeg gaar efter min Herre Jesu Befaling ud og ryster Støvet af mine Fødder«.

— Saa drog de langt nordover Landet; men Elling kunde ikke reise noget Hus forbi; han maatte ind og tale med Folket i den simpleste Hytte og fineste Herregaard. Han udsaaede Guds Ord alle Steder i Haab om, at det engang vilde bære Frugt.

Ikke langt fra et Gjæstgiveri kom de i Følge med et Selskab af fremmede Herrer. Eielsen maatte frem og tale med dem; imidlertid kom de til Gaarden, og Lægmændene gik ogsaa ind der for at hvile. De fremmede var meget forekommende og fandt stor Fornøyelse i at tale med Elling. De indbød endog Lægmændene til at spise Middag med dem, og Samtalen gik livlig under Maaltidet. Saa snart dette var endt, sagde Eielsen : «Da jeg har nydt meget godt med Eder, saa har I vel intet imod, at jeg takker Gud derfor ?»  Nei, det havde de intet imod. Saa begyndte han med Bøn og Taksigelse til Gud, som er alle gode Gavers Giver, og holdt derefter en fyndig og kraftig Prædiken, fuld af kristeligt Alvor, om at søge Herren, medens han findes, og kalde paa ham den Stund, han er nær. Saa sluttede Eielsen med Fadervor; men da han havde sagt «Amen», stod Selskapet i Hast op fra Bordet, pakkede sine Sager sammen og fortsatte Reisen uten at sige et Ord. Det samme gjorde Lægmændene, og Elling vedblev som før at besøge alle de Steder, der laa i Nærhdten af Veien. Agnes traf senere igjen det førnævnte Selskab; en kom bort til ham og sagde, at Elling var en besynderlig Mand; «med sin runde Trøie og sin Taske paa Ryggen gaar han ind til Høi og Lav og forsømmer ingen».

Det var noget rastløst over ham, saa han ikke gav sig synderlig Tid til at virke i Ro paa et Sted. Naar en eller anden ønskede en længere Samtale, pleiede han at svare : «Jeg har ikke Tid; jeg skal sætte Ild paa hele Landet !»

Han fandt snart sit Virkefelt for snævert og ytrede : «Jeg har ikke mere Rum i disse Lande; jeg vil reise over til Amerika». Dette forsæt udførte han ogsaa; den 15. Juli 1839 sagde han Fædrelandet Farvel og drog over til det fjerne Vesten. De var 50 Dage underveis og ankom New-York den 3. September. Han skriver i et Brev Dagen edter Ankomsten : «Nogle Storme indtraf; men sjelden varede de over en Dags Tid. Forøvrigt har vi alle været friske, undtagen Søsygen har været en Lidelse for mange, især de første 3 Uger. Jeg har tænkt at reise herfra i Aften eller i Morgen til Rochester. Hvorledes Gud da siden vil styre min Vei, kan jeg ikke vide. Min Længsel er nu som før at blive et retskaffent Guds Barn, og at alle mine Feil og Svagheder maatte virke til en sand Ydmygelse… O, kjære Venner, lad os vaage over os selv og over den ganske Hjord, hvortil Herren har kaldet Eder som Ældste og Opsynsmænd for Herrens Menighed. Lad os derfor flittig bruge Tiden, hver i vort Kald, timelig og aandelig, efter de forskjellige Naadegaver, Herren har delt til enhver. Ja, vær tro i det timelige og hold Eder ubesmittede af Verden ! thi Dagene er onde og Afveiene mange og truer vor Tro og Kjærlighed. Jeg frygter saa ofte for, at der vil opkomme Sekter og Partier, og enhver vil da samle til sit. Da allerede forskjellige Begreber om Guds Ord ytrer sig, saa er det at frygte, at en liden Gnist kan optænde en stor Ild. O du, vor Saligheds Gud, giv os alle Visdom og Naade til at vaage over os selv til enhver Tid !… Lad os flittig bruge Tiden og især øve os i Kjærlighed og Aandens Enighed og fordrage hverandre ! dertil har Kristus efterladt os et Eksempel til Efterfølgelse».

Eielsen oppholdt sig først i det norske Settlement ved Fox River; men det varede ikke længe, før han begyndte sit gamle Reiseliv. I en amerikansk Bok om ham staar herom følgende : «Fra Prærie til Prærie, fra County til County, fra Stat til Stat vandrede han paa ubanede Veie,  opsøgende Nykommere og bringende dem Livets Ord. — Der er mere end en, der takker ham i Graven for det kjære Besøg,  han gjorde dem i deres Jordhytter eller Loghus ude paa de nøgne Prærier, hvor de i aarevis ikke havde hørt et Guds Ord, og det var paa saadanne Steder, Eielsen trivedes bedst.

Der er knapt noget Hjørne i de norske Setlementer, hvor ikke hans vækkende og opmuntrende Røst har lydt. Han har væert lige i Texas og formanet de norske Setlere til at søge Herren, medens han findes.

—  Da Eielsen først kom her, var der hverken Jernbaner eller andre bekvemme Befordringsmidler, saaledes som vi har dem i vor Tid. Han reiste derfor omkring paa «Apostlenes Heste». Paa Ryggen bar han en liden Randsel med Kaffekjedel, Økse o.s.v. Naar han blev træt, standsede han og kogte sin Kaffe, spiste og drak og fortsatte sin Reise paany. Naar Aftenen kom, var der mange Gange intet andet at gjøre end at overnatte under aaben Himmel.

— Herren havde skjænket ham en stærk Legemsbygning, og med sin Jernvilje trodset han alle Farer. — Hvor han standsede, kom han med Guds Ords Vidnesbyrd, baade i Forsamlingerne og ved de private Besøg.

Hvem av os kan ikke drage os til Minde at gamle Eielsen traadte ind, satte sig ned med Hatten paa Gulvet og Stokken mellem Fødderne, spurgte og svarede paa Spørgsmaal og efter et eller andet Alvorsord bød os Haanden til Farvel ? Hvem av os mindes ikke hans Prædiken, sammensat af alvorlige Formaninger, Bibelsprog og mærkelige Salmevers, der slog som Lyn ned i Hjerterne ?»

— «Han var i egentlig Forstand en aandelig Rodhugger, og at komme der, hvor ingen før havde været eller hvor en død Kristendom havde sneget sig ind, og ved Vækkelsens tunge Ord at ruske op i Gemytterne, det opfattede han visselig som sin Kaldsgjerning her i Verden».

At ordne og lede Menighederne var vistnok ikke hans Opgave. Dette maa man aldrig overse, hvis man ei skal misforstaa ham og dømme ham uretfærdig.

Den 3. Oktober 1843 blev han ordineret til Prest af Dr. F.A. Hoffmann og giftede sig omtrent paa samme Tid med Sigrid Nilsen. Hun var en ualmindelig begavet Kvinde og blev ham i alle Henseender en trofast, opofrende og kjærlig Hustru; de fik 7 Børn; af disse lever nu, saavidt vides, kun to gifte Døtre.

Det var dog sjelden, han nød Hjemmets Hvile og Glæde; sent og tidlig var han paafærde i sin Herres Tjeneste.

Vaaren 1846 stiftede han en egen Synode, som han kaldte : «Den evangelisk-lutherske Kirke», der er det ældste af de norske Kirkesamfund. Det delte sig senere i to, hvoraf «Hauges Synode» er den største og mest bekjendte.

— I Aarene 1861 og 1862 besøgte han Norge og foretog Reiser omkring i Landet. Som i gamle Dage flokkedes Folket i store Skarer om ham; hans Forkyndelse havde vundet meget med Hensyn til Klarhed og indre Erfaring, medens den tidligere Begeistring og Hjertevarme heller ikke havde var aftaget med Aarene.

Hans originale og mangen Gang noget hensynsløse Fremtræden, særlig overfor enkelte Prester, skaffede ham mange Modstandere; men det kan heller ikke nægtes, at disse somoftest ved sit Forhold udæskede ham. Han blev ikke sjelden behandlet ubillig, dømt haardt og beskyldt for Ting, som han var fri for. Det er ubegribeligt, at meget anseede, kirkelige og politiske Blade kunde skrive saaledes om ham, som de gjorde, og sige om ham Ting, som siden har vist sig at være enten Løgn, Opspind, Misforstaaelse eller Forvrængning.

Da han kom tlbage til Amerika, fortsatte han sin tidligere Virksomhed og var næsten uafladelig paa Reiser. Han boede dels i Racine, dels i Rock County, indtil han i 1873 flyttede til Chicago. Her forblev han lige til sin Død.

«I Chicago kunde man se den gamle, venlige Mand flittig at vandre omkring paa Vestsidens Gader, oftest paa Veien til Syge og Elendige med Trøstens og Husvalelsens Ord, tildels ledsaget af en Pengegave, som han stak i Haanden til den Fattige«.

For alle Udvandrere var Eielsen som en Fader. En Tid modtog han mange af dem i sin egen Bolig, og da dette ikke længere lod sig gjøre, byggede han et Hus for dem, hvor han sørgede for dem paa det bedste. Paa saadan Maade og ved Ordets Forkyndelse var han virksom til sit Livs Aften.

Høsten 1882 blev han angreben af Kræft. Hans Sygeleie var meget smærtefuldt, men bar Vidne om et rigt og varmt Troesliv og var en vakker Afslutning paa hans lange og virksomme Liv i Herrens Tjeneste. Ydmyghed, Kjærlighed, Sagtmodighed og Fred blev stedse mere fremtrædende i hans sidste Leveaar og traadte især klart frem paa Dødsleiet.

Aldrig viste gamle Eielsen sig i et elskeligere Lys, end da hans Livssol dalede.

Baade i Breve til og Samtale med tidligere Modstandere lød kun Kjærlighedens og Forsoningens milde Ord. Naar Troesbrødre besøgte ham og sagde den gamle Stridsmand det sidste Farvel, gav han dem altid et godt Ord med paa Veien.

Han blev med utrættelig Kjærlighed og Omhu pleiet af sin Hustru. Den 10. Januar 1883 var hans sidste Levedag. Han talte kjærlige og trøstefulde Ord til sin Hustru og formanede sin ældste Datter til alvorlig at søge Herren. En halv Time for han opgav Aanden, bad han de Omstaaende at synge Salmen : «Om Himmerigs Rige saa vilde vi tale». Derefter bad ham for sig selv; men da Mælet var svagt og Tungen mat og træt, hørte de kun Slutningsordene : «Alene for Jesu Kristi Skyld».

Det var hans sidste Ord paa Jorden. Derefter drog han nogle Aandedrag og slumrede sagte og stille ind. «Han døde Kl. 11.40 Minutter om Natten og blev 78 Aar, 3 Maaneder og 22 Dage gammel».

Søndag 14. Januar blev han begravet under stor Deltagelse. Daværende Profesor ved Hauges Synodes Presteskole, nu Provst A. Wenaas, giver ham følgende vakre Eftermæle : «Elling Eielsen er nu vandret bort i Fred.. og har fundet Hvile efter et langt, virksomt og bevæget Dagværk. Han hører til dem, som har været med fra Begyndelsen af og delt Nybyggerlivets Besværligheder, Strabadser og Savn med sit Folk for at lede Sjælene til de gode Græsgange og række de Hungrende det Brød, som alene giver Verden Liv. Kan vi end ikke altid med udelt Sympathi følge ham paa hans lange Færd gjennem Livet .. nærer vi dog den Forvisning, at Eielsens utrættelige Planten og Vanden i Herrens Urtegaard ikke har været forgjæves, men at den barmhjertige Gud til sit Navns Forherligelse har faaet benytte ogsaa den til at give mangen ædel Plante Vekst til et evigt Liv.

Et skal man aldrig kunde berøve Eielsens Minde, og det er, at han under alle vekslende Livsforholde bevarede den gode, gamle Malm i vor Lægmandsvirksomhed fra H.N. Hauges Dage, det, som er den norske Lægmandsvirksomheds Hæder og Ros og skal blive det da, naar alt Menneskeværks Hø og Straa fortæres af Prøvelsesildens Luer, det nemlig, at han stedse trofast holdt fast ved vor lutherske Børnelærdom og var den af Hjertet oprigtig hengiven.

Dette har saa meget mere sin Betydning overfor Eielsen, hvis fornemste Arbeidsmark har været dette de religiøse Sekters og Vildfarelsens Land (Amerika), og denne Omstændighed ligesom den alderstegne Arbeiders fredelige og salige Endeligt tør bevise, at Eielsen trods alle menneskelige Skrøbeligheder dog var en ægte Søn af H.N. Hauges Tid… Maatte vi give Agt paa gamle Eielsens sidste Formaning, den, han har beseglet med sin sidste offentlige Handling gjennem sit Testamente : at arbeide i Sandhed og Kjærlighed for atter at sammenknytte, hvad tidligere Dages gjensidige Vildfarelser og Misforstaaelser har adskilt !»

Stengt for kommentarer.