gabriel pedersen solli : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et bIdrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Afdeling. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.

 

– fra s. 772 – 773 :

Af Haugianere i Maalselven maa endnu ofres nogle Ord paa Gabriel Pedersen Solli (Oplysninger fra Kirkesanger P.M. Lilleeng i Maalselven, Emissær Johs.L. Pedersen og Kirkesanger Søren Nilsen), født 29. September 1819.

Han blev tidlig vakt ved de ældre Kristne i denne Egn og omtales som en elskværdig og og bramfri, stille og noget tilbageholden Mand, gjennemtrængt af en alvorlig, sund Kristendom, udpræget luthersk og kirkelig i sin Opfatning og sit hele Forhold.

Han talte ikke meget, men godt og eiede klare Tanker, der vidnede om et rigt indre Liv, hvorfor man ogsaa altid lagde Vægt paa hans Udtalelser.

Han indehavde i lang Tid de fleste Tillidshverv inden Bygden, særlig før Politiken i Ottiaarene gjorde sig saa stærkt gjældende.

Lægmænd saavelsom Prester holdt ofte Opbyggelser i hans Hus, hvor de følte sig som hjemme.

Han var gift med en kristelig Kvinde, men de havde ikke Børn; den 6. Juni 1900 «gik han ind til den Sabbatshvile, som venter Guds Folk«.

Hustruen overlevede ham i mange Aar som Kaarkone paa Solli.

Stengt for kommentarer.