nils knudsen dahle : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.

 

– fra s. 232 –

Paa Nabogaarden (til Ole Iversen Dahle/red.) boede ogsaa en Haugianerfamilie, som fortjener Omtale.

Husfaderen var Nils Dahle, født paa Gaarden Thorstensrud i Bygden Level i Aal i Hallingdal i 1787 (Meddelelser og Oplysninger fra sønnen, Generalsekretær; Missionsprest Lars Dahle i Stavanger. Gryttens Kirkebøger ved Sogneprest E.Hatlemark. Oplysninger fra samtidige Haugianere).

Hans Fader hed Knud, hvilket Navn den ældste Søn paa denne Gaard havde baaret fra umindelige Tider.

Ogsaa nu hedder den, som ha nævnte Eiendom, Knud Knudsen og er Sønnesøn af Nils Dahles Broder.

I sine yngre Aar drev Nils Handel, som de fleste unge Mænd i Hallingdal dengang, men flyttede omkring 1830 til Romsdalen, hvor han først kjøbte sig Føderaad hos den nævnte Ven, Ole Dahle; han drev med Handel om Vinteren og Gaardsarbeide om Sommeren.

Saa blev han i 1840 gift med Anne Tjødlingen (Kyllingen/red.), en Datter af den før omtalte Lars Knudsen Tjødlingen og dennes anden Hustu, Anne Kathrine Pedersdatter.

Ved denne Tid kjøbte han Nabogaarden øvre Dahle og boede der til sin Død.

Nils var i legemlig Henseende en Kjæmpe og havde baade Kjæmpekræfter og en Kjæmpehelbred. Han havde døiet meget ondt i sin Ungdom, og navnlig i Krigsaarene, da han var en af «Heltene fra 1814»; men det havde ikke knækket hans Helbred.

Endnu som gammel Mand brydde han sig hverken om Undertøi eller Ydertøi. Han bare lo af den unge Slægt, som havde Trang til noget sligt. Han var i denne Henseende en Birkebeinernatur.

I Regelen var han ualmindelig stille og faamælt; men naar han kom ind paa gamle Dage og begyndte at fortælle, viste det sig, at han havde en ganske god Hukommelse.

Han blev tidlig vakt ved Haugianere i Hjembygden, men til Opbyggelse talte han ikke. Han betragtede bok dette nærmest som noget, der laa for høit for sig. Men han læste altid Prædikenen i Hauges Samlingspostille, naar der ikke var Gudstjeneste ved Heens Kirke eller Opbyggelsesforsamling i Bygden.

Forresten var han af dem, som lagde mest Vægt paa at vidne om sin Gud og sin Tro ved sit Liv.

Det mest fremtrædende Træk ved hans aandelige Fysiognomi var Vennesælhed, fuld Vederhæftighed og absolut Paalidelighed, en meget vidtgaaende Hjælpsomhed (de Fattiges stadige Ven) og kanske allermest en Tilbøielighed til at tage alt i bedste Mening, der gik saa vidt, at han var absolut ude af Stand til at tænke ondt om nogen.

Naturligvis blev han da ofte bedragen, — men det hændte ogsaa ofte, at selv berygtede Løgnere og Bedragere syntes, det ikke rigtig gik an at lyve for han Nils, som troede dem saa vel, ja langt bedre, end de fortjente. Et saadant Hjertelag vinder Hjerterne.

Dette kunde ogsaa lægges for Dagen af de fattige Husmænd rundt om. «Det hører saaledes», skriver Sønnen, «til mine mest levende Minder fra Barndommen, hvorlædes saadanne Husmænd, naar det kneb med at redde Høet for en Regnbyge, kom løbende i Skarer for at hjælpe os, idet de sagde : «Han Nils hjalp os ivaar, da vi intet Sædekorn havde og intet at betale med. Det kan vi aldrig glemme !»

Det var derfor almindelig Bygdesorg blandt de Fattige, da den Gamle døde 13de Juli 1860 i en Alder af 73 Aar.

Hans Hustru, Anne Tjødlingen, født 1810, var liden af Vekst, af en helt forskjellig Karakter og sin Fader meget lig. Hun var uden Tvil langt mere begavet end Manden. Navnlig var hun i høi Grad skarpsindig.

Men derfor blev det hende heller ikke muligt at tænke saa vel om alle; thi dertil gjennemskuede hun al Underfundighed altfor klart. Og havde hun opdaget noget saadant, lagde hun ikke Fingrene imellem. Det stod derfor stor Respekt af hende; thi hun var ikke grei at komme ud for, da hun var en født «Dialektiker» og ei kjendte nogen Persons Anseelse.

Ikke saa sjelden havde hun ogsaa fat i de Vakte, naar hun opdagede Spor af «lurvet Moral». Og hun skyede heller ikke at give Prest eller Lensmand en Overhaling, naar hun fandt, at det tiltrængtes.

«Jeg husker saaledes endnu godt», skriver Sønnen, «en karakteristisk liden Episode fra min Barndom. Man var kommen til Kirken med et Husmandsbarn, som Presten nægtede at døbe, fordi Faderen ikke havde noget at betale med. Gudstjenesten var allerede tilende, da Mor blev opmærksom paa Sagen, idet hun saa Barnets Moder sidde og græde.

Hun betænkte sig ikke længe. Op til Sakristiet bar det, og den elendige Prest fik en kort, med saa fyndig Samvittighedsprædiken, at han straks gav sig over og kun raabte : «Bare kom med Barnet !» Folket, som allerede var ifærd med at forlade Kirken, men standsede, da de saa Mor styre sine Skridt mod Sakristiet, kom atter tilbage, og Kirketjeneren, der allerede havde hældt ud Daabsvandet, maatte hente nyt Vand.

Det passerede blev natuligvis Samtaleemne i Bygden i lang Tid, og det saa meget mere, som det var bekjendt, at baade Klokker og Medhjælpere først forgjæves havde forsøgt at tale Presten tilrette».

Hun havde usædvanlige Kristendomskundskaber. I sin Faders Hus modtog hun visselig den stærkeste kristelige Paavirkning; men det kom først til fuldt aandelig Gjennembrud, da hun saavidt havde naaet den voksne Alder.

Hun døde allerede 14. September 1856, kun 46 Aar gammel.

Hun og hendes Mand ligger begge begravne paa Heens Kirkegaard.

Deres Søn er den vidt bekjendte Missionssekretær, Pastor Lars Dahle, født 7. December 1843, der vistnok har arvet Faderens kraftige Legemsbygning, men sin Moders og Morfaders store Begavelse og aandelige Eiendommelighed.

 

 

Stengt for kommentarer.