ole iversen dahle : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 -1920.

– fra s. 229 – 232 :

I Heens Anneks til Grytten boede der paa Gaarden nedre Dahle en Haugianer, som var Lederen af det kristelige Liv i Sognet og den nærmeste Omegn.

Det var Ole Iversen Dahle, født paa Gaarden Brandvold i Hemsedal i Hallingdal 1. Januar 1791 (Meddelelser og Oplysninger af Sønnen, Missionær Marcus Dahle, og Sønnesønnen Missionsprest Peder Blessing Dahle, efter hans ældste Søns, Iver Dahles, mundtlige Meddelelser. Oplysninger fra samtidige Haugianere. Gryttens Kirkebøger ved Sogneprest E. Hatlemark).

Ole havde to Halvbrødre, Hans og Trond, samt flere Brødre. Den ene af disse, Nils, flyttede til nordre Aurdal i Valders og blev Fader til den bekjendte Ingerid Meiningen eller Simlehougen; en anden, der hed Bjørn, flyttede i Slutten af Trediveaarene ogsaa til Romsdalen, hvor han døde i Huset hos sin førnævnte Broder.

En af hans Søstre, Margit Vidden, var anseet som en begavet, gudfrygtig og dygtig Kvinde, der, uagtet hun bar paa et sygeligt Legeme, opnaaede en Alder af 98 Aar. Hun hensov i Troen 1893. Af hendes Børn nævnes her Ole og John Vidden samt Iver Vidden eller Smelhus, i vide Kredse bekjendt som Lægmand af den ægte haugianske Art.

— Om Ole Brandvolds (Iversen Dahle/red.) Opdragelse og Ungdom vides lidet. Han var en begavet, kvik og lærelysten Gut. Men han gik paa Skolen, kjøbte han sig en Regnebog, studerede den ivrig paa egen Haand og blev flink i Regning. For Moro Skyld havde han fundet paa at regne ud, hvor mange Dage gammel hans Lærer var, hvorover denne, som var en ældre Mand, der ikke forstod stort af Regnekunsten, forundrede sig.

Den unge Gut var munter og spøgefuld. Engang han var paa «Overhøring», havde han tilfældig kommet ind i en Jenteflok, hvorfra han gav Svar paa adskillige Spørgsmaal, samtidig som han søgte at skjule sig blandt Pigerne, saa Presten eller Provsten, som holdt Overhøringen, havde vanskelig for at finde ud, hvilken Jente, det var, som svarede saa kvikt og rigtig.

I sine yngre Aar opholdt han sig meget paa Nabogaarden Tuv, hvor der boede bekjendte Haugianere. Om det var her, han blev vakt, eller ved en af de tilreisende eller andre fastboende Lægmænd i Sognet, vides nu ikke. Det er imidlertid sikkert, at han som ung blev grebet af den haugianske Bevægelse, stod i personligt Venskabsforhold til H.N. Hauge og havde talt med ham flere Gange.

En Vinter var Ole Brandvold i Drammen som Gaardsgut hos en Handelsmand; senere begyndte han selv med lidt Handel, kjøbte Smør og andre Fedevarer, som han reiste til Byen med.

Derefter begyndte han at drive Fæhandel. Hallingdølerne kjøbte ofte Kvæg i Romsdalen. Under en Tur did blev han kjendt med Daniel Arnesen, som dengang ogsaa eiede Gaarden nedre Dahle. Denne havde han kjøbt paa en Tvangsauktion; den forrige Eier var død og havde været forgjældet.

Ole havde reist en Del og seet sig om om syntes nu, at dette Sted dengang bød bedre Livsvilkaar end i Hallingdal. Driftekarene pleiede, naar de om Vinteren drev med Handel, at gaa paa Ski den lange Vei fra Valders gjennem Jotunheimen til Vaage én Dag. Kreaturene var meget billige i Romsdalen dengang.

Omkring 1825 indgik Ole Brandvold Ægteskab med Margit Olsdatter Torseth, der var fra samme Bygd og noget yngre end han. Hun omtales som en begavet Kvinde, en alvorlig Kristen og derhos sjelden snil og flink i alt husligt Arbeide.

Efter at have kjøbt den nævnte Gaard nedre Dahle af Arnesen, flyttede de did i Slutningen af Marts og Begyndelsen af April 1826; de reiste med Hest og Slæde.

Lidt senere flyttede ogsaa Nils Torstensrud fra Aal i Hallingdal til Romsdalen og bosatte sig først paa nedre, siden paa øvre Dahle; han var Missionssekretær Lars Dahles Fader.

Der bestod mellem de to Familier et ægte haugiansk Venskabsforhold, der er gaaet i Arv til deres Børn. Da Ole Brandvold overtog Gaarden, var den daarlig forsynet med Huse, svært vanbrugt og ilde stelt paa alle Maader; Folk ymtede ogsaa om, at nu fik Ole holde op med «Læseriet» og blive en flittig Arbeider, ellers kom han ikke til at blive der længe. Men det viste sig snart, at det gi an baade at være «Læser» og drive Gaarden godt.

Han fuldførte først en Tømmerstue, som var paabegyndt. Siden forbedrede han Udhusene.

Jordbruget lagde han særlig alvorlig Flid paa. Der var svært lidet dyrket, da han kom, men en stor Vidde, som egnede sig hertil; denne var dog ikke let at oparbeide. Han var drivende, flittig og omtænksom. Man kan trygt sige, Gaarden «fødde» dobbelt saa meget, da han sluttede med den.

Hovedopgaven dengang var at dyrke saa meget Korn som muligt. Ogsaa i den Retning mere end fordobledes Gaardens Avling.

I enhver Henseende drev han den op til et Mønsterbrug, hvorfor ogsaa Romsdals Amts Landhusholdningsselskab i sin Tid tilkjendte ham Sølvmedalje «for Vindskibelighed».

Manden paa Nabogaarden gik det ikke saa bra med. Denne var en «Spillemand», som ivrig dyrkede sin «Kunst», men lod Eiendommen skjøtte sig selv. Ole advarede ham og sagde : «Jeg er bange for, at du spiller saa længe, at Gaarden kommer til at danse !» Og det gik heller ikke bedre.

— Ole Dahle havde en urokkelig Tro og Tillid til Gud. Engang det saa meget misligt ud med Aarsveksten udover Vaaren og Sommeren, trøstede han Folk med, at det endnu kunde blive bra. Han sagde : «Den Gud, som engang skabte alt paa 6 Dage, kan endnu gjøre meget til Høsten !»

Og ganske rigtig : Høsten kom det Aar med et Udbytte, som overskred alle Forventninger; den gamle Haugianers forhaabningsfulde Ord om de 6 Dage lever endnu blandt Folk i Bygden og holder Modet oppe under vanskelige Omstændigheder.

Hans første Hustru, Margit, døde allerede 1834, maaske af Afkræftelse; Dødsaarsagen ved man ikke sikkert; Læge fandtes ei nærmere end paa Molde.

Hun fik af alle, som kjendte hende, et sjelden godt Eftermæle baade som Kristen, Hustru og Moder. De havde tre Børn : Iver, Marie og Ole.

I 1837 indgik Ole Dahle nyt Ægteskab med Marit Jørgensdatter Holseth fra Lesje, født der i September 1803. Hun delte sin Mands kristelige Syn og Standpunkt og var en meget driftig, dygtig og omtænksom, men ikke særlig livlig Kone.

I deres Huse herskede Arbeidsomhed, Sparsommelighed og stræng Tugt og Orden, medens der paa samme Tid øvedes haugiansk Gjæstfrihed og Godgjørenhed mod Trængende.

I de romsdalske Bygder var der adskillige kristelige Familier, dog ikke særdeles mange før i 50 og 60 Aarene, da der opstod flere betydelige Vækkelser. Med Hensyn til Oplysning hørte disse ældre haugianske Familier i Almindelighed til de bedre. Den aandelige Sæd, Prester og Lærere nedlagde i Folkeageren, faldt her i forholdsvis god Jord; efterhaanden, som faste Skoler og senere tillige Landbrugsskoler o.s.v. oprettedes, havde de nævnte Dannelsesanstalter forholdsvis god Søgning af disse kristelige Familiers Sønner.

Men, som bekjendt, var det dog især et alvorligt, eksemplarisk Liv og den af dette fremgaaende Lægmandsvirksomhed, der i aandelig Henseende karakteriserede Hauges Venner.

Ole Dahle var ikke nogen fremragende Lægprædikant; men han øvede en betydelig Indflydelse ved sin anerkjendte forsigtige Livsvandel og derved, at hans Hus var Arnested for haugiansk Virksomhed i Bygden og Omegnen.

I Sognets Kirke indfandt han sig stadig, naar der var Gudstjeneste, og ikke sjelden gjæstede han ogsaa Hovedsognets Kirke trods den lange Vei.

Ellers holdt han om Søndagene Postillelæsning, som sluttede med Formaningstale og Bøn. I lang Tid var han den eneste i Sognet, som holdt gudelige Forsamlinger. De fandt Sted enten i hans eget Hus eller hos andre Inteesserede i Bygden.

Han omtales som en flink Forelæser og var gjerne den, der læste Prædiken, selv naar fjernere boende Lægmænd var tilstede.

Man havde nemlig af og til Besøg af den kjendte Daniel Arnesen og andre Haugianere, som havde sit Hjemsted i Hovedsognet; til andre Tider blev Bygden ogsaa gjæstet af tilreisende Fremmede. Kun leilighedsvis foretog han kortere eller længere Reiser og pleiede da ogsaa at hold Opbyggelser.

Hedningemissionen laa bestandig Ole Dahle varmt paa Hjertet. «Norsk Missionstidende» holdt han fra dens Begyndelse.

I Gryttens Sogn oprettedes tidlig af de derboende Haugianere en Missionsforening, hvis Møder han ofte deltog i, og senere, da der stiftedes en Missionsforening i Heens Sogn, var han et indflydelsesrigt Medlem af denne. Paa Missionskredsforsamlingerne mødtes han gjenagne Gange, skjønt han ellers ikke foretog mange Reiser.

At han var en vennesæl og fredsommelig Mand, vil vistnok alle, som kjendte ham, være enige i. Dog hændte det ikke sjelden, at han gav Folk, som han omgikkes med, Irettesættelser, naar de gjorde noget, han efter sin Overbevisning maatte misbillige; men han forstod at gjøre dette paa en saadan Maade, at det gjerne havde sin gode Virkning.

Han besad Myndighed nok til at holde god Orden i sit Hus og paa sin Gaard og var punktlig i at udføre de kommunale og kristelige Hverv, som paalagdes ham.

Han havde ogsaa Sands for kirkelig Orden og var vor lutherske Kirke og dens Bekjendelse hjertelig hengiven.

Men det laa ikke for ham at gribe ind og øve Myndighed overfor kristelige Bevægelser, der var mindre sunde, som tildels var Tilfældet med den allerede berørte Vækkelse i Grytten.

Paa den ene Side var han saa hjertelig glad, naar Folk vaktes op til aandeligt Liv, at han kom til at se mere paa Lyssiderne end Manglerne. Det laa, som sagt, ikke for ham at være stræng og nøieseende her. Paa den anden Side tillod ei hans milde og godslige Karakter ham at øve Strænghed.

Han religiøse Virksomhed har i det hele Mildhedens og Kjærlighedens Præg.

En Mand pleiede at spørge Folk, om de havde hørt Ole Dahle sige, at vi skal «fornyes i vort Sinds Aand», og det var nok mange, som maatte tilstaa, at de havde hørt den Formaning af ham.

Som Regel talte han lokkende og manende, sjelden mere strængt. Leilighedsvis talte han paa Tomandshaand om aandelige Ting.

Ofte optraadte han som Mægler ved private Tvistigheder mellem Folk. Han havde en særegen Evne, en blid, vindende og overbærende Maade at tale paa. Han gik altid ud fra Guds Kjærlighed, som var hans Yndlingsemne.

Han nød almindelig Agtelse. Folk havde altid det Indtryk, at det, han sagde, var personlig Sandhed, selv om de var uenige med ham.

Første Gang, der var Kommunevalg i Heens Sogn (1837), blev han valgt til Formand.

Han havde et stille og roligt Væsen; dog kunde han i det daglige Liv være kvik og spøgefuld, saa en Arbeider, der en Tid var paa Dahle, sagde til Sønnen, da han reiste : «Det er en hyggelig Mand, far din; jeg troede, det var en Sutring !»

Efter Haugianernes Sædvane var ogsaa han meget varsom og forsigtig i al sin Tale i det daglige Liv. Efter som han blev ældre, levede han mere og mere for Søndagene. «Hvor skal vi samles i dag ?» var hans sædvanlige Spørgsmaal Søndagsmorgen.

Han eiede adskillige af Hauges Bøger, som han havde en ubetinget Tillid til. Desuden fantes i hans Hus en Del andre gode, kristelige Skrifter, som han læste flittig i; særlig var dette Tilfældet med Johan Arndts «Sande Kristendom». Ved Siden af «Norsk Missionstidende» holdt han selv ikke andet Blad end «For Fattig og Rig», men læste ogsaa «Fædrelandet» og «Den norske Arbeider» sammen med sin ældste Søn Iver.

I 1858 overtog denne tre Fjerdedele af Gaarden, medens den Gamle selv en kort Tid blev ved at bruge en Fjerdepart. Han havde aldrig været plaget af nogen særlig Sygdom. De sidste 5 Leveaar begyndte dog Sandserne og Tankegangen at sløves lidt. Fra Juletider 1880 laa han ofte tilsengs. Hans Livskraft aftog stille, men jævnt.

Medens han laa saaledes, bad han hyppig Sønnen eller en anden at læse for ham af Johan Arndts «Sande Kristendom», hvori han va saa vel kjendt, at han opgav Kapitlerne, han vilde høre.

Da han nu ikke længere kunde komme til Kirke, meddelte Sognepræst Th. Bjørnstad han Herrens Nadvere i Hjemmet.

Saa han stille 20. April 1880 i sit 90de Aar.

Hans Hustru, Marit Jørgensdatter, døde 14. April 1884 af Alderdomssvaghed; hun havde altid været frisk og rask.

Af Børnene nævnes her Iver Dahle, født 10. October 1826; han var en alvorlig og virksom Kristen, en varm Missionsven og en dygtig Gaardbruger. Han døde 19. April 1904.

Den mest kjendte af Sønnerne er dog Zulumissionæren Marcus Dahle, født 19. Juni 1838. En Søn af denne er Pastor Peder Blessing Dahle.

 

 

Stengt for kommentarer.