engel meslo

 

– presentert av H.G. Heggtveit i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie. Andet Bind. Haugianismens Tid. Anden Halvdel. 1821 – 1850». Chra. 1912-1920.

 

– fra s. 246 – 248 :

Af Haugianerne i Rennebu maa særlig fremheves Engel Meslo, født paa den Gaard, hvorefter han har sit Navn, i 1803, Søn af Ingebrigt Engelsen og Hustru Anne Evensdatter.

elling meslo1Hans Forældre var begavede og arbeidssomme Folk, der drev dygtig sin Gaard og forstod at holde god Orden i Huset, uden at deres religiøse Standpunkt er nærmere bekjendt. De brugte Guds Ord, og der findes endnu gamle kristelige Bøger, som har været i deres Eie.

I sit Ægteskab havde de 10 Børn, hvoraf Engel var den ældste. Under sin Skolegang blev han ikke alene fortrolig med de sædvanlige Lærebøger i Kristendomskundskab, men lærte tillige at skrive og regne, hvilke Færdigheder han efter sin Konfirmation end mere opøvede ved Omgang med enkelte af sine Slægtninge, især paa Gaarden Slette i Fødebygden samt hos sit Søskendebarn (?) John Ofstad i Børsen, hvor han opholdt sig en Vinter.,

Det er ikke bekjendt, at nogen enkelt i særegen Grad var Middel til hans Vækkelse. Han lededes vist Skridt for Skridt ad Overbevisningens Vei til Erkjendelse om det ene fornødne, uagtet flere øvede Indflydelse paa ham i den gode Retning. Af saadanne nævnes Michel Grendahl fra samme Bygd, men som sin meste Tid boede paa Gaarden Hafsten ved Trondhjem og er vidt bekjendt for sin kristelige og borgerlige Virksomhed, navnlig som Storthingsmand.

Det er ogsaa sikkert, at den nys omtalte Elling Sæther fra Opdal paavirkede ham.

Der var ikke mange Vakte i Rennebu dengang. Af ældre Troende nævnes Paul Renbergsgjelen, som for sit kristelige Alvor under Militærtjenesten af en spottende Officer blev kaldet den Helligaand, samt Ole Einersen Tverdal, der virkede med Guds Ord blandt sine Omgivelser.

Erik Holden, der boede Størstedelen af sin Levetid i Hevne, øvede allerede nu en betydelig Indflydelse. Han var født paa Gaarden Bratset i Rennebu og nogle Aar ældre end Meslo, kom tidlig til Liv i Gud og blev senere en anseet og flittig Lægprædikant.

Engel Meslo virkede med Guds Ord i sin Kreds gjennem lange Tider, men kom sjelden udenfor Bygdens Grændser. I sine yngre Aar gjorde han en Reise til Romsdalen for at besøge Lars Tjødlingen (Kyllingen/red.). En anden Gang gjæstede han ogsaa sine Venner i Nabobygderne, og da deltog han paa Opfordring, helst sammen med en eller to, i Opbyggelserne ved at holde Bøn, læse et Stykke af Guds Ord og knytte dertil en hjertelig og indtrængende Formaning om at tage Guds Ord til Hjerte og have det til Regel for sin Tro og sit Liv.

Hans Vidnesbyrd var altid praktisk og lærerigt, klart og enfoldigt; han brugte ikke sin Gave til at komme med lange Forklaringer og lagde aldrig an paa at holde noget strængt sammenhængende Foredrag.

Han fremstillede Sandheden til Salighed klart og tydelig, brugte korte, bestemte og rammende Udtryk, henviste hyppig til Børnelærdommen, især Pontoppidas Forklaring og sagde ofte : «Veien er saa tydelig vist os i Guds Ord, at Daaren ikke skal fare vild», og tillige : «Naar vi begynder ved Guds Naade under Bøn og alvorlig Kamp at vandre Helliggjørelsens Vei, saa blir vi kun nogle fattige Syndere, der trænger Jesus først og sidst».

— Luthers, Franckes og Pontoppidans Prædikener blev ofte læste paa Opbyggelserne, samt Johan Arndts Skrifter, særlig hans Bog om den sande Kristendom.

Salmer og aandelige Sange af Th. Kingos og J. Johnsens bekjendte Samlinger benyttedes almindelig under Møderne samt de af H.N. Hauge udgivne : «Udvalgte Salmer».

Medens Meslo var mest optaget af kommunale Hverv, saa det ud til, at han følte sig mindre oplagt og tildels manglede Frimodighed til at virke saa meget med Guds Ord som tidligere. Men da han senere paa Grund af Alderdom fritoges  for Deltagelse i det offentlige Liv, blev han mere virksom paa det kristelige Omraade baade gjennem Opbyggelser, Sygebesøg m.m. Der kom nu ogsaa til flere Yngre, som støttede ham i Arbeidet for den gode Sag, særlig Einar Hoel, Anders Grendahl og Kirkesanger Ole Rigstad.

Under al sin Ferd nød Engel Meslo en enestaaende Tillid blandt Folket; «hans Ord var gjældende Regel». Det nyttede ikke for nogen at virke med Guds Ord i Rennebu, hvis det ikke skeede med Meslos Bifald. Saaledes var han et Værn mod Sekterne og alt, som vilde forvirre og adsplitte.

Han innehavde saa at sige alle Kommunehverv, var Forligelseskommisær og Valgmand i 30 samt Herredsordfører i 8 Aar. Da han som saadan mødte i Amtsthinget, nød han stor Tillid. Det hændte, at Amtmanden, naar noget vigtigt og vanskeligt var under Behandling, spurgte, «om ikke Meslo kunde have noget at sige i foreliggende Sag».

Denne var nemlig meget tilbageholdende og blandede sig ikke i Debatten, uden at han blev nødt dertil, men da ogsaa paa en saadan Maade, at det vakte Opmærksomhed ved si praktiske og klare Forstandighed; Indlæggene gav Anvisning paa en god og tilfredsstillende Løsning af Vanskelighederne.

I Aaret 1834 giftede Meslo sig med Kari Olsdatter Ertshus fra Soknedalen; de fik 9 Børn, 6 Sønner og 3 Døtre, som de alle opdrog, «i Tugt og Herrens Formaning»; de blev holdt til stadigt Arbeide; ingen Lediggang taaltes.

«Den ældste bor paa Fædrenegaarden og har ligesom Faderen indehavt mange kommunale Tillidshvervog været Herredets Ordfører i 18 Aar. Af de andre Børn er to bosatte som Gaardbrugere i Hjembygden, en Søn i Opdal, en Datter i Ørkedalen, to er i Amerika og to døde, efterladende sig et godt Minde».

Engel Meslo og Hustru var dygtige og drivende Folk, der omhyggelig passede Gaardsdriften og Husstellet; deres Bestræbelser kronedes ogsaa med Held og Fremgang. Huset var meget gjæstfrit; særlig stod det aabent for paalidelige Guds Ords Forkyndere.

— Meslos Endeligt nærmede sig stille, men hastig, da han kun var syg 3 Dage og laa i denne Tid uden nogen videre Smærter. Han døde rolig den 19. Juli 1883 med de Ord : «Ja, det maa blive af blot Naade, at jeg blir salig !»

Under det kortvarige Sygeleie dvælede han meget ved Agerbæks Salme : «Uforsagt, vær paa Vagt, Jesus haver det alt fuldbragt» o.s.v.

Sognepresten, der talte i Sørgehuset paa Begravelsesdagen, betegnede ham som en sand Israelit uden Svig.

— Han var lav af Vekst og spæd af Legemsbygning; Hustruen derimod forholdsvis kraftigere; Udtrykkene i hans Ansigt var en Blanding af Mildhed og Alvor, Øinene brune og Haaret sort.

Af Natur var han sagtmodig, men kritisk; Forstanden og Viljen traadte stærkere frem end Følelsen; han var en kristelig Karakter af en sjelden Fasthed og Soliditet.

 

 

 

Stengt for kommentarer.