hans eliassen heimsjø : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie. Andet Bind. Haugianismens Tid. Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912-1920.

 

– fra s. 262 – 263 :

Foregaaendes (Elias Hansen Heimsjø/red.) Søn, Hans Eliassen Heimsjø (Oplysninger fra Ingebrigt Grendahl; samtidige Breve. Hevne Kirkebøger ved S. Dahl), blev født 1828.

«Han var en livlig og evangelisk Mand, der reiste adskillig som Guds Ords Forkynder og drog mange Folk til sine Opbyggelser ved sine Gaver og sit rige Troes- og Kjærlighedsliv; han var alsidig i sin Bekjendelse».

For at give et Indblik i hans Kristendom anføres følgende af et Brev, skrevet 10. Marts 1872 : «Eder ønskes Naade til Bestandighed og Fremgang paa den gode Vei, som er os anbefalet i Ordet og ved den Helligaands Vidnesbyrd beseglet i vore Hjerter, at vi maa blive i den erkjendte Sandhed, efter den gode Regel, Ordets ubedragelige Rettesnor, der viser os hen til ham, som er Veien, Sandheden og Livet, ja tillige det Lys, som er kommet til Verden for at oplyse alle, som vil lade sig oplyse, lede, lære og veilede. Disse giver han og af sin Aand, og saa mange, som drives af ham, disse er Guds Børn; thi de er fødte af Gud og tragter efter at gjøre hans Vilje; og ligesom de erkjender, at dem er meget forladt, saa er de og skyldige at elske meget. Hvor herligt at betænke den store Guds Kjærlighed, som er bevist derved især, at han sendte sin Søn den Enbaarne til os, som var hans Fiender, men har faaet Naade og Magt formedelst Troen paa dette velsignede Frelsernavn til at vorde hans Børn, udvalgte formedelst en evigfrelsende Raadslutning i det treenige Raad og delagtiggjort i Forjættelsens salige Naadepant til Eiendomsfolkets herlige Forløsning. Og om vi end var som Fremmede, er vi dog førte nær til og nu ved Haabets herlige Stjerne kan fryde og glæde os med en usigelig og herliggjort Glæde, idet vi ved, at efter en kort Prøvelsestid skal Kronen vindes ved Kristus og straale paa vore Hoveder i Salighedens Hjem.

Og naar vi nu da ved, at alt dette, ja al den Naade, vi her har og nyder og hisset skal faa i langt fuldere Maal, naar det fuldkomne aabenbares, naar Sions Forløste skal vende hjem med Frydesang, — at alt dette, siger jeg, har vi ene og alene ham at takke for, som traadte Persekarret for os alene, da mener jeg, vi og har den største Aarsag til at takke og prise ham, som os kjøbte af Jorden med sit Blod.

Derfor, Dyrekjøbte, søger vi at vise os, som det sømmer sig hans Eiendoms Folk, og i vort jordiske Liv lægger Vind paa det retskafne Væsen i Kristus, som sømmer sig en Kristen, der bærer Kristi Navn.

Naar en er død for alle, saa er alle døde, nemlig døde fra Synden, saa vi ikke lader den regjere i os, men ved Guds Naades Kraft døder og undetrykker den onde Naturs Vanart og onde Tilbøielighed, som vi har arvet fra Adam, da faar Aanden Liv til Retfærdighed, saa vi kan blive Kar til hans Ære, fyldte med Retfærdigheds Frugter, som virkes ved Jesus Kristus, Gud til Ære og Lov.

O ja ! det er store Ting. Jeg har ikke Ord til at sige mere; thi her er et bundløst Hav, naar vi skuer hen til Guds Kjærlighed imod os Syndere; men det er saa saligt at faa kige derind, og vi kan ikke andet end nu og da tilraabe og opmuntre hverandre : Elsker den Herre Jesus, takker ham, tjener ham, vandrer i hans Fodspor og efter hans Eksempel ! Og naar vi saaledes omgaaes i Lyset, ligesom han er i Lyset, har vi og Samfund med hverandre; vi elsker hverandre i Guds Kjærlighed, er delagtige med hverandre i Sorg og Glæde, i aandelige Gaver og Velgjerninger, ligesom ogsaa i Troen i den evige Arvedels Herlighed.

Gud hjælpe os dertil og føre os alle frem til Maalet, hvortil vi er kaldte. Det ske i Jesu Navn ! .. Hils Vennerne, at det er min Længsel i min Svaghed at hænge fast ved ham, som ogsaa af sin store Naade har kaldet mig fra Mørke til sit underfulde Lys.

Beder med mig, at Gud, som har begyndt sin gode Gjerning, vil naadigen fremdeles ved sit Ord og Aand regjere, beskytte og bevare sin Menighed, ja hvert Lem paa Legemet, i Bestandighed til dette Livs Ende; da sees vi, om ikke før, saa dog i Himmelen».

Hans Heimsjø vedblev at virke nidkjært i Aure, Øre og andre Steder deromkring, men mest i sin Hjembygd Hevne.

«Han var en meget agtet og afholdt Mand», der døde i Fred 8. Marts 1883 i en Alder af kun 55 Aar; han blev begravet 15. Marts næstefter.

Stengt for kommentarer.