john larsen hægle : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie. Andet Bind. Haugianismens Tid. Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912-1920.

 

– fra s. 260 – 261 :

 

Den betydeligste af de ældre Haugianere i Ørkedalen (Orkdal/red.) var Lærer John Larsen Hægle (Oplysninger fra Sønnen, Thomas Johnsen).

Han blev født i Juni 1775 i Utnedalen i Lilleelvedalen, ikke langt fra den bekjendte Fjeldgruppe Ronderne.

Efter sin Konfirmation var han først Tjenestegut i Hjembygden, saa «Klokkerdræng» der; siden reiste han nordenfjelds og tjente en Tid paa Hægle ved Levanger. Derefter kom han til Kjøbmand Arnt Bjørnsen Solem i Trondhjem.

Han blev tidlig vakt og sluttede sig til Hauge og hans Venner.

Fra Solem flyttede han til Christianssund, hvor han i nogle Aar drev som Handelsmand sammen med den senere bekjendte Storthingmand Michel Grendahl. Under Opholdet her, antagelig 1812, blev han gift med Marit Torgersdatter, født 12. October 1787; hun var fra Husdalen paa Gjeitestranden i Børsen ved Trondhjem og hørte til Hauges Venner; saavidt vides, blev de kjendte i Solems Hus, hvor de begge samtidig var i Tjeneste. De omtalte altid Solem og Hustru som sine Velgjørere.

Efter at have boet en Tid i Christianssund overdrog de sin Handel til Grendahl, der ogsaa kjøbte deres Hus, og flyttede til Ørkedalsøren, sandsynligvis omkring 1814.

Her byggedes Hægle sig en Stue, hvor han boede med Familie og havde sit Skolelokale. Angivelig fra 1815 til omkring 1840 virkede han her som Lærer. Han var flittig og flink til at undervise, men havde vanskelig for at slaa sig igjennem med hin Tids høist ubetydelige Lærerløn.

Det hjalp dog noget, at han enkelte Gange fik lidt økonomisk Støtte af sine kristelige Venner i Trondhjem, M. Grendahl, E. Krogness, A. Solem m.fl. Ved siden af Skolearbeidet holdt han Opbyggelser baade paa Hjemstedet og i Omegnen. Han pleiede almindelig at læse noget af Hauges Bøger eller Biskop P.O. Bugges Prædikener; hertil føiede han kristelig Formaning og Bøn.

Han var vellært, havde stort Lys i Guds Ord og rig kristelig Erfaring, men eiede ikke Veltalenhedens Gave. Derfor udarbeidede han altid de Ligtaler, han holdt over forskjellige, ja skrev endog sin egen, som han ønskede skulde blive oplæst efter hans Død.

Baade hans Skolegjerning og Lægmandsvirksomhed var af stor og vidtrækkende Betydning. Paa sine ældre Dage blev han smittet af en Sygdom, som han beholdt Resten af sit Liv; den knækkede hans Helbred.

Omkring 1840 tog han Afsked som Lærer, men fik kun 6 Spd. (24 Kroner) i aarlig Pensjon; saa usle Kaar fandt man gode nok for selv en fremragende Lærer dengang. Da nævnte lille Beløb selvfølgelig var aldeles utilstrækkeligt, blev han og Hustru støttet af kristelige Venner. Han var utrættelig virksom lige til det sidste og hensov i Troen paa sin Frelser omkring 1845.

Hans Hustru var en begavet, oplyst og i forskjellige Retninger meget dygtig Kvinde. I sin Ungdom hjalp hun til med at indbinde Hauges Bøger. Efter sit Giftermaal var hun en flittig, driftig og økonomisk Kone, der holdt sit Hus godt istand og var flink til at faa de smaa Midler til at række langt, ja virkede utrættelig sent og tidlig. Medens hun sad ved Rokken og spandt, hjalp hun sin Mand under hans Lærervirksomhed med at lære de mindste Børn A.B.C’en.

Hun blev ogsaa meget benyttet i Prestegaarden til alt Arbeide og var uundværlig der; hjemme strikkede hun Vanter og Strømper til Presten og hans Familie.

De Gamle fremhævede, at der altid var det bedste Forhold mellem Prestefolkene og Lærerfamilien.

Marit Hægle var i det daglige Liv og alt sit Forhold en alvorlig og eksemplarisk Kristen, som man havde Agtelse for og Tillid til. Hun døde i Fred omkring 1848.

De havde tre Sønner. Den næstældste og mest bekjendte var Thomas Johnsen, født paa Ørkedalsøren 1. September 1816; som liden Gut kom han til en Mand i Hevne, hvor han gjætede Kreaturerne og led meget ondt, tjente derefter i nogle Aar hos Forældrenes Ven, Storthingsmand Michel Grendahl paa Hafsten ved Trondhjem, og reiste i 1839 til Lofoten.

Med Tanken paa Fiskerlivet og dets Farer bad Faderen sin Søn, da han reiste, at have til Valgsprog følgende Salmeord : «Frimodig, ei bange, ei heller forvoven; thi begge er ikke Bestandigheds Ven«.

Efter at have været der nord til 1842 kom han tilbage og gav sig i Farverlære hos Enok Svee paa Ørkedalsøren, Søn af Haugianeren Haftor Svee, «som havde et sligt elskeligt Vennehjem der». Enok Svee var en flink Mand, uddannet i sit Fag ogsaa i Udlandet. Han fulgte med Elling Eielsen til Kjøbenhavn 1837 og gik der over til Gjendøberne. Thomas Johnsen var «frisk, stærk og udholdende til Arbeide og særdeles dygtig som Farver».

Han holdt aldrig egentlig Opbyggelsestaler, men læste i Samlingerne af gode lutherske Bøger og sluttede med Bøn, enkelte Gange tillige med en kort og hjertelig Formaning. Han var altid en varm Ven af Lægmandsvirksomheden og Hedningemissionen og hjerteglad i Venner; hans Hus har gjennem lange Tider været et kjært Tilholdssted for Troende, et betydningsfuldt Midtpunkt for haugiansk Liv i Bygden.

«I sin Vandel var han altid eksemplarisk, sjelden forsigtig og hjertelig som Kristen og rig paa Erfaring; derhos livlig og interesseret i kristelige Samtaler, den lutherske Kirke og dens Bekjendelse trofast hengiven, i Besiddelse af overraskende Kundskaber, især paa det kristelige Omraade. Blandt alle nød han en enestaaende Tillid og Agtelse»; han døde omkring 1904; da han var ugift, testamenterede han sin Formue til kristelige Øiemed.

 

 

Stengt for kommentarer.