lars holan : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag ti dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.

 

– fra s. 285 – 287 :

 

En af de første lokale Forkyndere var maaske Lars Holan (Oplysninger og Meddelelser fra samtidige Haugianere, især Lærer Flønes i Selbu. Wefring, «Minder», Side 37), født paa Gaarden øvre Holan i Skatvals Anneks til Størdalens Prestegjæld 1797.

Hans Fader, som ogsaa hed Lars, var fra Sve i samme Sogn.

Sønnen havde gode Evner, men fik en lidet udviklende Opdragelse og en middelmaadig Undervisning i Datidens tarvelige Almueskole. Sin Trang til at lære noget søgte han allerede nu at tilfredsstille ved Læsning, Selvstudium og Øvelse i det praktiske Liv.

Hans Barndom og Ungdomstid svandt hen under strængt Arbeide i hine vanskelige og haarde Tider. Dette staalsatte vistnok hans Karakter, men gav ham tillige det Præg af Tungsind, som han siden altid beholdt.

Helt til over Trediveaars-alderen førte han et almindelig verdsligt Liv uden nogen dybere kristelig Paavirkning. Under Livets Strid og Møie var der dog en skjult Længsel efter noget høiere og bedre, end hvad Verden kan byde i sine Adspredelser og Glæder.

I 1826 blev han gift med Anne Halvorsdatter Bjørngaard fra Hegre, født 1806. «Hun var en elskværdig Natur, omgjængelig og snil mod alle, gavmild mod Fattige».

I 1830 overtog han Gaarden Holan efter sin Fader. Den er en stor, frugtbar Eiendom, som han drev med Omtanke og en sjelden praktisk Dygtighed, saa han snart blev en meget velstaaende Mand. Hustruen paa sin Side var en Kvinde, «der vel forestod sit Hus».

Saa skred Tiden hen til 1833. Da fik Bygden Besøg af den bekjendte, ildfulde Bodsprædikant Elling Eielsen, som da kom fra Nordland, hvor han havde virket i længere Tid til stor Velsignelse.

I Stjørdalen optraadte han paa sin sædvanlige kraftige og gribende Maade; han holdt der en Række Opbyggelser, enkelte Gange endog tre om Dagen, og havde en egen Evne til at ruske op blandt de Sløve og aandelig Sovende. Der var stor Tilstrømning, og en kristelig Bevægelse blev Frugten af hans nidkjære Arbeide.

Blandt de Nyvakte var ogsaa Holan og Hustru; «de kom begge snart efter til Omvendelse og Liv i Troen paa den Herre Jesus».

Et Par Aar senere besøgte M.I. Wefring ogsaa Stjørdalen. Han skriver : «Gaardbruger Lars Holan var Sjælen i Opbyggelseslivet. Hans Hus var Samlingsplads for Lægprædikanter. Selv holdt han Forsamlinger enten i sit eget Hus eller hist og her i Bygden hver Søndags Eftermiddag. Ved sit kristelige Liv i Forbindelse med sin kristelige Forkyndelse vandt han stor Indflydelse i sin Hjembygd saavel i religiøse som i kommunale Anliggender. Naar noget skulde forhandles af Vigtighed, havde hans Mening afgjørende Vægt».

Siden blev Bygden ofte besøgt af tilreisende Lægmænd, hvoriblandt kan nævnes A.N. Haave, Ole Eielsen og hans Broder Størker Eielsen, Lars Olsen, Ole Kallem, John Sengen, Jens Johnsen fra Lier, Iver Iversen, Ole Sivertsen, Haagen Raaen, Ole Tetli, Lærer Even Evensen, Thomas Færen og Gunder Graven med mange flere.

Under almindelige Forholde, naar man ikke havde Besøg af Fremmede, blev der holdt Opbyggelser rundt om i Prestegjældet af L. Holan eller andre derboende, som havde Gave til at tale Guds Ord. Sædvanlig læste man om Søndagsaftenerne paa et eller andet Sted Dagens Tekst med Udlæggelse af Luther, Brochmann, H. Muller, Povel Andersen Medelbye, J. Arndt, Retzius og andre, «knyttede saa dertil nogle Formaninger og sluttede med Bøn og Fadervor».

«Presterne likte ikke i Førstningen denne Lægmandsvirksomhed, da de ikke havde nogen Ansættelse og blev betragtet som aandelige Kvaksalvere. Det blev dog siden bedre dermed.

Nogle kunde vel ogsaa være for snare til at dømme Presterne som aandelig døde. Det viste sig desuden, at ikke alle Lægmænd altid levede efter sin Forkyndelse».

Lars Holan havde, som allerede antydet, ikke liden Videbegjærlighed. Han læste meget, først og fremst i Bibelen, men dernæst ogsaa i gode gamle Opbyggelsesbøger af Luther, Joh. Arndt, Spener, Francke, Pontoppidan, Hauge m.fl.

Han havde mere end fleste Syn for Nødvendigheden af kristelig Oplysning og Belærelse og var bl.a. meget interesseret i at faa Westermeyers Kirkehistorie udbredt.

Som Lægmand var han ingen fremragende Taler, men hjertelig, alvorlig og vækkende; Vidnesbyrdet var rigt paa kristelig Erfaring. Det var igrunden en indtrængende Formaning til at omvende sig, forsage Synden, tro paa Jesus og følge efter ham i Selvfornægtelse og aandelig Aarvagenhed.

Han havde et noget heftigt Sind og meget at stride med i sin Natur; dette voldte ofte langvarige og tunge indre Kampe samt dybe aandelige Anfægtelser. Disse stod visselig ogsaa i Forbindelse med hans noget tunge, melankolske Sind og lidt loviske Kristendomsopfatning, især i tidligere Tid.

Gjennem disse mange indre Trængsler udvikledes imidlertid hans Kristenliv og fik større og større evangelisk Klarhed og Fasthed.

Da hans aandelige Fader, Elling Eielsen, i 1862- 1863 kom tilbage fra Amerika paa Besøg her, gjæstede han ogsaa Stjørdalen til stor Glæde for sine gamle Venner.

— Ved denne Tid blev Holan «ført ind i en meget haard og langvarig Anfægtelse om sin Naadestand; han var mørk og trist et Aars Tid. Men endelig lysnede det for ham. Han fik tro sig benaadet og frelst, blev fra den Tid forædlet og mere lykkelig, kjæmpede fra nu af med stedse større Held mod sine Feil og Mangler og vandt paatagelig mere Seier for hver Tid«.

De rige Erfaringer, han saaledes havde erhvervet, gjorde ham særlig skikket til at være Raadgiver for andre i lignende Omstændigheder, og mange søgte derfor aandelig Veiledning og Trøst hos ham og fik Lys og Velsignelse.

Foruden at virke i Stjørdalen tog han ogsaa ud til Nabobygderne for at tale Guds Ord, helst med egen Hest, og besøgte da kristelige Venner rundt om i det Trondhjemske. Særlig var han ikke sjelden i Selbu, hvor han blandt andre havde to gode Venner, Jørgen Ugland og Ingebrigt Norbye.

Da hans Ægteskab var børnløst, anvendte han og Hustru vistnok ikke saa ganske lidet af sine betydelige timelige Midler baade til at hjælpe trængende Troesbrødre, der reiste som Guds Ords Forkyndere, og fremme andre kristelige Formaal.

Navnlig var han en varm Ven af «Det norske Missionsselskab», som han nok undertiden skjænkede mere end de fleste andre.

«Formedelst sin Velstand, Husets Gjæstfrihed, sin bramfrie og forsigtige Færd var han til stor Støtte for det vakte Lægfolk i hele Omegnen«.

I 1870 overlod han sin store og værdifulde Gaard for en rimelig Kjøbesum til Brodersønnen Lorents, der var opvokset i hans Hus; men han og Hustru forbeholdt sig Føderaad.

Skjønt Holan nu var gammel og svag, vedblev han som hidtil efter Evner og Kræfter at virke for Guds Riges Sag. Hustruens aandelige Liv blev ogsaa mere og mere fordybet og inderliggjort med Aarene.Paa Dødsleiet førtes hun som mange Kristne ind i en stærk Prøvelsens Ild, der brændte op alt menneskeligt Hø og Straa, saa den lutrede Tro kunde straale ren og klar og  helt hvile paa Kristus.

«Hun vandrede bort som et benaadet Guds Barn» 1874. Efter den Tid var det noget ensomt og trist for den gjenlevende, gamle Ægtefelle. «Han fandt nu i sine Omgivelser ikke videre aandelig Forstaaelse; Adoptivsønnen delte ikke hans Livssyn, om end dennes Hustru havde mere Sands og Godhed for sand Kristendom».

Det tidligere Tungsind, som længe havde været trængt tilbage, gjorde sig atter gjældende; men Venner besøgte den gamle Stridsmand, og Haabet om Herlighed hos Gud vinkede som en venlig Stjerne. Med levende Himmellængsel  og i barnlig, tillidsfuld Tro hensov Lars Holan i December 1888, lidt over 91 Aar.

Han var en liden, spæd og rank Mand med et stærkt markeret Ansigt, der bar Præg saavel af Melankoli som Fred og Hvile i Gud ved Jesus Kristus, vor Herre.

 

 

 

 

Stengt for kommentarer.