ole johnsen rigstad : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.

 

– fra s. 736  –  738  :

I Rennebu var der i ældre Tid og senere ikke saa lidet kristeligt Liv. Af Treti – og Firtiaarenes Haugianere er allerede skildret Engel Ingebrigtsen Meslo (1803-1883). Han omtales som en Lægmand, der i flere Henseender i god Forstand vakte Opmærksomhed. Han gjorde ogsaa i sjelden Grad fyldest for sig i Bygden baade som Guds Ords Forkynder og Kommunemand.

En anden betydelig Personlighed her maa endnu mindes, nemlig Kirkesanger Ole Johnsen Rigstad. Han blev født 1828 i Meldalen, en Søn af Gaardbruger John Styrkersen og Hustru Marit Arntsdatter Holdstad. Bedstefaderen var den tidligere omtalte fremragende Haugianer Styrker Rigstad, en af de mærkeligste i den Tid nordenfjelds.

Oles Fader roses som en retsindig Karakter, men havde Svaghed for stærke Drikke. Moderen var vel hjemme i Guds Ord som faa, men blev neppe nogen alvorlig Kristen før mod Slutningen af sit Liv; «hun gik bort i Troen paa sin Frelser».

De havde otte (8) Sønner, «der alle var velbegavede og grublende og havde Guds Ord for sig, men søgte mest med sin Forstand at fatte det».

Ole fik 1847 «et saa alvorligt Slag i sin Samvittighed, at han vaagnede op; det var ikke ved noget ydre Middel, men ad indre Overbevisnings Vei». Fra første Stund af «eiede han slig en forunderlig Bønnegave, der paavirkede alle og drog mange til Herren».

I 1848 gik han ind paa Klæbo Seminarium og tog Eksamen der 1850 med et meget rosende Vidnesbyrd baade for Kundskaber og praktisk Brugbarhed. Saa blev han Omgangsskolelærer i Logrænden i Meldalen; det nye Liv og den Aandens Ild, som brændte i ham, mærkedes snart baade i Skoleundervisningen og ved de Opbyggelser, han flittig holdt.

Sognepresten der, Provst I.v.d. Lippe Parelius (1782 – 1861) irettesatte ham herfor; men Rigstad svarede djærvt og uden Betænkning : «Jeg viger ikke fra min Overbevisning for en Skoleposts Skyld. Kan jeg ikke faa virke i Fred, saa tager jeg Afsked straks».

Da blev hans Foresatte mere forsigtige; maaske tænkte de : Slutter han som Lærer, blir han værre end før til at holde Opbyggelser; det er derfor bedst at lade ham vedblive som Lærer for at kunne have ham under Kontrol.

Den daværende Biskop over Trondhjems Stift, H.J. Darre (1803 – 1874), der kjendte ham fra Opholdet ved Seminariet, tog ham ogsaa ved en Visitats i Forsvar, og fra den Tid fik han virke nogenlunde uhindret efter sit Hjertes Trang. Fra Logrænden blev han forflyttet til Rendalsbygden i Rennebu og derfra til Bjerkakers (Berkåk) Kreds øverst i Sognet. Noget senere beskikkedes han til Kirkesanger ved Hovedkirken i Rennebu og Lærer ved den dermed forende Skole; her virkede Rigstad resten af sit Liv.

Flere Elever har omtalt ham som en Mand med mange Kundskaber og en enestaaende Evne til at undervise livfuldt og grundig. Han var derhos (i tillegg) særdeles flink til at opdrage, vække, paavirke og udvikle Børnene.

Hans Disciple kunde ikke finde Ord stærke nok til at rose ham i alle Maader. Vistnok var han stræng og bestemt, men samtidig venlig og elskværdig og havde meget let for at vinde de Unges Kjærlighed og Tillid. — Skoledirektøren kom engang som et Uveir over ham og hans Skole, da han havde Rigstad mistænkt for en anonym Avisartikel og var desuden vred paa ham, fordi han ikke likte en af de nye Lærebøger. Paa Spørsmaalet om han havde skrevet Artikelen, svarede Rigstad rolig og værdig : «Min Kristendom tillader ikke at skrive og offentliggjøre navnløse Angreb paa mine Foresatte !»

Skoledirektøren bad ham derpaa at overhøre Børnene, og da de viste sig at være enestaaende flinke, begyndte Skoledirektøren selv at eksaminere dem indgaaende og længe i de fleste Fag. Da han havde faaet fuld Vished for, at det glimrende Resultat ikke var Blændværk, men fuld Virkelighed, udbrød han tilslut, saa alle Tilstedeværende hørte det : «Saa flinke og i alle Henseender vel underviste Børn har jeg hidtil aldrig eksamineret; de svarer, som de skulde være Seminarieelever og ikke Børn i en Almueskole paa Landet». Dette har flere Øien- og Ørenvidner meddelt.

Ole Rigstad vedblev at virke nidkjært og med fremragende Dygtighed i sit Kald og var derhos meget flittig som Guds Ords Forkynder i sin Skolekreds og nærmeste Omegn.

I 1860 reiste han sammen med to andre Lægmænd gjennem hele Gudbrandsdalen; de overnattede paa Bleken i Faaberg og fortsatte derfra videre i Følge med Torger Bleken og Hustru Mari Formoe samt Tollef Bjøntegaard fra Rendalen for at overvære det store Lægmandsmøde, som holdtes i Drammen Midtsommer nævnte Aar.

Han var ogsaa tilstede ved forskjellige andre Møder for den indre og ydre Mission, særlig i den søndre Halvdel av Trondhjems Stift. Aar 1865 fik han Sukkersyge. Vinteren 1867 var han i Opdal paa et Kredsmøde for Hedningemissionen og fik efter Hjemkomsten Lungebetændelse; han var da saa syg, at man troede, han havde strøget med, men kom sig igjen og levede til ud paa Høsten 1867, da «han hensov i Fred».

Han omtales som «overordentlig bestemt og karakterfast, rigt begavet og en sjelden moden og lutret Personlighed». Han blev Vaaren 1856 gift med Gunhild Bjerkaker, født 13. Mai 1824, Datter af Gaardbruger Ole Johnsen B.(Bjerkaker) og Hustru Gunhild Trondsdatter Eggen. Faderen var en agtværdig Mand, der ga Sandheden Bifald, Moderen en alvorlig Kristen, der hørte til Hauges Venner. Hun forsvarede kraftig Hauge engang paa et Forhør.

Sidstnævnte Lægmand (Hauge) med flere Venner var en Aften komne til Bjerkaker (Berkåk/red.). Den dygtige og praktiske Husmoder havde da skaffet dem alle Logi, saa godt hun kunde. Side blev der udspredt onde Rygter om Haugianerne. Da Gunhild paa Forhøret blev spurgt, hvorfor hun havde taget  imod dem, sagde hun frimodig : «Husene er mine; jeg har Ret til at gjøre med dem, hvad jeg vil !»

Og de andre Beskyldninger afviste hun med Harme son Bagvaskelse og ondskabsfuld Løgn. «Hvad foretog de sig ?» blev der spurgt. «Intet andet end det, som er kristeligt og sømmeligt», var Svaret.

Rigstads Hustru, der ogsaa hed Gunhild, blev vakt under gribende Omstændigheder Der kom til Bjerkaker næst før Jul 1848 i en bidende Kulde en svensk Handelskarl, der led af Nervefeber (d.e. tyfoid(basill)-feber/dødelighet ca. 10% i ubehandlet tilstand); man havde kjørt ham fra den ene Skydsstation til den anden uden at ville give den Syge Husly.

Folkene paa Bjerkaker syntes ikke at kunde forsvare at sende ham videre og tog sig derfor venlig af ham. Han var stærkt forfrossen, Skotøiet maate skjæres af Fødderne, og han talte over sig i Feberfantasier. To voksne Døtre pleiede ham meget omsorgsfuldt.

«Da blev først den ene af dem smittet, kom til Vækkelse under Sygdommen og fik Fred ved Troen paa Kristi Blod, som renser af al Synd. Hun var fuld af Lov, Tak og Pris for Guds store Barmhjertighed lige ind i Døden». 

Straks efter fik ogsaa den ældre, der var forlovet og snart skulde have Bryllup, Nervefeber. «Ogsaa hun kom til Sindsforandring, fik under Jubel tro sine Synders Forladelse og var saa lykkelig ved at dø. Hun formanede, som sin yngre Søster, sine Omgivelser til at søge Jesus i Alvor og Sandhed, før det blev forsilde (for sent). Næst før Døden bad hun kjærlig sin Fader : «Vær ikke haard mod den fremmede Syge !» Saa gik ogsaa hun med Fryd i Dødens Flod».

Handelskarlen kom sig langsomt og blev frisk igjen. «Ved disse alvorlige Tilskikkelser blev ogsaa Datteren Gunhild vakt og fik Vaaren 1849, medens hun nød Nadveren i Kirken, Fred og Hvile ved Korsets Fod».

Hun blev, som anført, nogle Aar senere Ole Rigstad en dygtig og god Hustru. Saavidt vides, fik de seks Børn. Efter Mandens Død havde Enken det meget strævsomt. Hun blev Jordemoder og drev forresten med forskjelligt Arbeide sent og tidlig; Gud velsignede hendes Flid og hjalp igjennem Vanskelighederne.

Paa sine gamle Dage tog hun Afsked, fik en liden Pension og boede sammen med to ugifte Døtre, hvoraf den ældste, Marit R. (Rigstad), er Postaabnerske i Rennebu. Der har hvilet Velsignelse over Børnene. Moderen var i sin høie Alderdom syg og skrøbelig, men aandsfrisk, glad og taknemmelig mod Gud for hans uendelige Naade og Barmhjertighed. Nu er hun vistnok gaaet hjem for flere Aar siden.

 

Stengt for kommentarer.