thomas olsen færen : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid. Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912-1920.

 

– fra s. 287 – 289 :

En langt mere begavet Lægmand fra denne Del af det Trondhjemske Stift (enn Lars Holan) var Thomas Olsen Færen (Oplysninger og Meddelelser fra Lærer Ingebrigt Flønes og andre Samtidige), født 1812 paa Færsdalen, en Fjeldgrænd ved Færensjøen, omtrent to Mile i nord for Meraker Annekskirke, hvortil den sogner.

Han var af Selbuslægt baade paa Fader- og Modersiden. I den  nævnte, afsidesliggende Bygd fik han en spartansk Opdragelse og en tarvelig Skoleundervisning, der kun lidet var istand til at udvikle hans rige Evner og tilfredsstille hans Lærelyst.

Han voksede op som en almindelig verdslig, men agtværdig Ungdom uden dybere religiøse Indtryk eller stærkere kristelig Paavirkning fra nogen Kant.

Ogsaa han blev vakt ved Elling Eielsen 1833, da denne virkede der i Egnen paa Tilbagereisen fra Nordland.

Straks efter sin Omvendelse begyndte han at holde Opbyggelser, først og fremst paa Fødestedet og i de nærmeste Bygder. Han blev ved denne Tid Soldat og tjente som saadan i 10 Aar, fem i Linjen og fem i Reserven.

Paa Grund af sin høieste Vekst og Punktlighed var han vel anseet af sine Overordnede og blev stillet i Geledet som No. 1, Fløimand, som det hed dengang.

Da han under Militærdragten sædvanlig bar et Nytestamente i Barmen og i Hvilestunderne tog dette frem og læste, blev han spottet af sine Sidekammerater som «Læser» og «Hellig».

Dette havde dog ikke den mindste Indflydelse paa ham, da han var af en fast, selvstændig Karakter; det ansporede ham vistnok end mere til Alvor og Iver i sin Kristendom og en stor Aarvaagenhed, saa han ikke paa nogen Maade ved sit Forhold med Grund skulde beskjæmme Kristi Navn, der var ham dyrebarere end alt andet.

Da han endnu var ugift, reiste han stadig omkring for at holde Opbyggelser, især om Vinteren. han foretog saaledes flere Reiser nedover Østerdalen og til Hamar, hvor han opholdt sig en Tid som Arbeider hos en kristeligsindet Mand.

I disse Aar besøgte Færen tillige Trysil og Solør og var ogsaa mindst én Gang indover den Svenske Grændse. Julen 1845 gjæstede han sammen med Lars Olsen fra Lom og Ole Johnsen Tetli fra Leskvikstranden Selbu; de omtales alle som begavede Talere; Færen var alvorlig og nidkjær, ligesaa Tetli; Olsen tillige meget livlig, varmhjertet og en ypperlig Sanger.

«De talte og sang, sang og talte, saa at Graaden stod i Øinene paa mange«.

Anden Juledag holdt de Opbyggelse i Prestegaardes Bondestue for en stor Forsamling, hvoraf flere blev bevægede ved deres varme og indtrængende Vidnesbyrd.

Stedets Sogneprest H.E.T. Sandborg, der ogsaa var tilstede, talte nogle Ord til Slutning paa Lægmændenes Opfordring. Han stadfæstede den forkyndte Sandhed og var synlig rørt. Nogen Vækkelse sporedes dog dengang ikke; derimod blev de tre Vidner spottede og ilde omtalt. De forlod Selbu ved Nytaarstid; men Færen og Tetli kom senere ud paa Vinteren tilbage og holdt ogsaa da flere Opbyggelser i Bygden.

Saaledes vedblev Færen at reise vidt omkring som Guds Ords Forkynder indtil 1854, da han giftede sig med Randi Nilsdatter Skjelstad fra Hegre Prestegjæld, født omkring 1832, «en ung, livsglad og vakker Pige, men at deres samliv heller ikke fra først af blev helt lykkeligt. Hun var vistnok for en Del af sine Slægtninge overtalt til at gifte sig med Thomas, der ogsaa paa sin Side maaske var noget paastaaelig».

Straks efter deres Giftermaal kjøbte han Halvparten af Gaarden Skjelstad og boede der et Aar; saa flyttede han Vaaren 1855 til Selbu, hvor han kjøbte Gaarden øvre Eidem; her fik de fem Børn og levede i 11 Aar. Den nævnte Eiendom havde forud vekslet mellem flere Besiddere og var som Følge deraf noget vanbrugt.

Færen tog alvorlig fat paa Jordbruget. Ved Omtanke og flittigt Arbeide lykkedes det ham at drive Gaarden op til et Mønsterbrug for den Tid. Han opførte fra nyt af Staldbygning, Kornlaave og Stuebygning, efter at den Gamle brændte 1860 ved Uforsigtighed af Føderaadsmanden.

I den Tid Færen boede i Selbu, virkede han ogsaa flittig for Guds Riges Sag, men mest hjemme.

Han var en ægte Trønder, en Høvdingenatur, let udsat for at støde baade sine Venner og andre, der omgav ham. I daglig Omgang, saavel hjemme blandt Husfolk og Arbeidere som sammen med Naboer og Kjendte, indtog han en rolig og værdig Holdning.

Han var paa Grund af sit Humør oplagt til gemytlig Smaaspøg, der dog aldrig gik udenfor det tilladeliges Grændser. Somme mente dog, at han vilde have dem noget tilbedste ved sine lune, rolige Udtalelser og forargede sig; men dette var visselig ikke tilsigtet fra hans Side.

Ogsaa medens han boede i Selbu, foretog han to længere Reiser sydover med egen Hest og tilbragte omtrent hele Vinteren dermed. Overalt vandt han ikke alene Venner, men endog Beundrere ved sin nidkjære Virksomhed for Guds Rige, hvorved han blev mange til Vækkelse og Velsignelse.

— Ved Flid, Dygtighed og Vindskibelighed arbeidede Færen sig efterhaanden op til Velstand. Da han Vaaren 1866 solgte sin Eiendom med Indbo, havde han tilbedste et betydeligt Beløb.

En stor Del heraf udlaante han til Reisepenge for flere fattige Familier, som samtidig med ham udvandrede til Amerika.

De afgik fra Trondhjem med Briggen «Neptunus» den 5. Mai sidstnævnte Aar, efterat daværende Stiftskapellan, senere Biskop N.J. Laache nys før Afreisen ombord havde holdt en indtrængende Afskedstale, som ikke «kunde glemmes hverken af de bortreisende eller deres beslægtede, som overvar denne Høitidelighed«.

Tilslut sang man : «O, tænk, naar engang samles skal» o.s.v.; «Laache med sin udmærkede, stærke og klare Tenorstemme var Forsanger».

Med dette Skib «reiste mange troende og kjendte Familier fra Selbu og Stjørdalen til Amerika».

Thomas Færen var en begavet, tænksom Lægmand, i Besiddelse af grundig kristelig Kundskab og en god, sund Forstaaelse af Guds Ord, hvortil hans stærke Hukommelse ikke lidet bidrog. Ligesaa kunde han i sine Taler gribende udvikle og anvende Ordet baade belærende og opbyggelig i en sprogrigtig Form.

I flere Henseender lignede han ikke lidet Elling Eielsen, sin aandelige Fader. Han var ikke alene ildfuld, djærv og dristig, men tildels Hensynsløs som denne, hvorved han enkelte Gange kunde støde fintfølende Sjæle fra sig; men dette tiltrak andre og vandt ham mange Venner og Beundrere.

Han var væsentlig Bodsprædikant, men havde tillige fuld Klarhed over Evangeliets Magt og Herlighed. Desuden eiede han et betydeligt Kjendskab til de gamle Opbyggelsesskrifter af Luther, Arndt, Pontoppidan, Nohrborg, Hauge m.fl.

I Amerika nedsatte Færen med Familie sig i Dakota. Her fortsatte han som i Norge ivrig sin Virksomhed for Guds Rige.

Efter Hustruens Død i 1876 virkede han meget som Reiseemisær inden Hauges Synode. Det er berettet fra Troværdige, at han i de sidste Aar paa sine Reiser i det fjerne Vesten var tildels bleven en noget anden Personlighed end her hjemme : mere evangelisk og sagtmodig, mild og hensynsfuld i hele sin Færd. Her som i Norge virkede han til stor Velsignelse for mange.

Han døde i Troen paa sin Frelser 1888 i en Alder af 76 Aar.

I sit Ægteskab havde han 10 Børn, hvoraf fem blev fødte i Norge og dem i Amerika. Af disse sidste døde allerede to i Barnealderen.

Hans eneste gjenlevende Søn skal være Sagfører derborte.

 

Stengt for kommentarer.