halvor andersen : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidag til dens Historie». Andet Bind. Anden Afdeling. Christiania 1912-1920.

 

– fra s. 620 – 621 :

 

I Christiania fandtes i dette Tidsrum ikke mange Haugianere.

Hjulmager Halvor Andersens Hus i Møllergaden (Oplysninger af Familien og samtidige Haugianere. Samtidige Breve) var dengang et Centrum for det troende Lægfolk i Hovedstaden.

Han opgives født 7. December 1777 i Hedalen, Valders, en Søn af Gaardbruger Anders Aaslid og Hustru Thore, der begge hørte til Hauges ældste og oprigtigste Venner i nævnte Bygd.

Sønnen blev ogsaa vakt til Liv i Gud ved Hauges Paavirkning under dennes første Besøg i søndre Aurdal. Han boede til sin voksne Alder i Hedalen, flyttede siden med Forældene til Gaarden Hestehindøen i Bruflat Sogn, hvor han opholdt sig en Række af Aar.

Under Hauges langvarige Arrest drog han til Christiania, uddannede sig til Hjulmager og nedsatte sig der som Haandværksmester angivelig 1809.

Omtrent samtidig blev han gift med en dygtig og kristeligsindet Kvinde, Birthe Marie Knudsdatter, født i Christiania 13. Juni 1789.

De var dygtige og driftige Folk, som kom sig godt op, saa de sad i Velstandskaar. De var særdeles vennekjære og gjæstfrie; tilreisende Lægmænd og andre Haugianere, der besøgte Byen, havde her en fast Station, hvor de altid fik aandelig Opmuntring og fornøden Beværtning.

De haugianske Storthingsmænd John Hansen Sørbrøden, Michel Nielsen Grendahl, Ole Svanøe, Ole Gabriel Ueland, Ole Pedersen Moe, Ole Torgrimsen Fennefoss, Notto Jørgensen Tvedt m.fl. samledes her ofte til hyggelig Samvær.

Bogtrykker Christopher Grøndahl og Kjøbmand Hans Eriksen, der begge var vakte ved Hauge «emanciperede sig efter dennes Død efterhaanden fra Vennekredsen og indfandt sig sjelden i Forsamlingerne». De havde vistnok i forskjellige Punkter andre Meninger end de øvrige Haugianere.

Alle «omgikkes dog hverandre med Fordragelighed og Venlighed; men nogen Fortrolighed eller aandelig Sammensmeltning kunne selvfølgelig ikke gjøre sig gjældende»; for en ikke ringe Del blev Opbyggelseslivet blandt Haugianerne i Hovedstaden hemmet derved, at disse i denne Tid ikke eiede noget større Forsamlingslokale, ligesom der heller ikke blandt dem fandtes mere begavede, fastboende Lægmænd, som kunde forestaa Opbyggelserne.

Man søgte at faa flest mulig af tilreisende Guds Ords Bekjendere til at standse og virke her og besøgte forøvrig flittig Kirkerne.

De hørte til W.A. Wexels‘s flittigste Tilhørere; men denne begavede og indflydelsesrige Forfatter «havde en svag Røst og en dansk Udtale, hvorfor han i Treti- og Firtiaarene havde faa Tilhørere«.

De fleste af Menigheden holdt sig borte fra Guds Hus.

En Forandring heri indtraadte, da Iver Hesselberg i 1834 blev Sogneprest til Gamle Aker og virkede der til sin Død 1844. «Med glødende Veltalenhed og Varme henrev han Tilhørerne, og de smaa Kirker i Aker og Oslo, der før havde været store nok, kunde nu paa langt nær ikke rumme dem, der strømmede til for at høre ham saavel fra Christiania som Akers Menighed».

— Hjulmager Andersens og Hustrus Hjem var i dette Tidsrum, som berørt, et «Bethanien», hvor der var godt at være. De udmærkede sig begge ved en rørende Omsorg for sine Troessøskendes og Medmenneskers evige og timelige Vel.

Efter et langt og forsigtigt Liv, rigt paa kristelig Kjærlighed, gik de bort ikke længe efter hinanden. Han hensov 29. Juni 1847. Hustruen døde i Fred 4. April 1850. Begge hviler i «Vor Frelsers Gravlund».

 

 

 

Stengt for kommentarer.