jens a. monsen : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Anden Afdeling. Christiania 1912-1920.

 

Fra s. 621 – 622 :

I Jens A. Monsen (Oplysninger af Familien og samtidige Haugianere, især Lærer Cornelius Gundersen) fik Christiania en betydelig Guds Ords Forkynder. Han var født i Nordland, drev mange Aar som Fisker og blev efter Samtidiges Beretning vakt ved Elling Eielsen under dennes Virksomhed i Tromsø Stift i Aarene 1832 og 1833.

Der var ogsaa adskillig Lighed mellem Monsen og hans sidstnævnte aandelige Fader. Med stor Ild og Kraft begyndte han snart efter en betydningsfuld Opbyggelsesvirksomhed rundt om i Nordlands, Tromsø og Finmarkens Amter; «store Skarer flokkede sig om ham, og han blev ved Guds Naade Midlet til manges Omvendelse». Dette Reiseliv fortsatte han til omkring 1840, da han drog sydover gjennem Trondhjems Stift, over Fjeldet til Østlandet og videre til Christiania. Denne By blev fra nu af Udgangspunktet for hans utrættelige kristelige Virksomhed i Hamars, Christianias og Christianssands Stifter «i over 30 Aar».

Naar han ikke var paa Reiser, havde han sin Bopæl i Hovedstaden, hvor han lod trykke «Aandelige Sange til Opbyggelser», som kom i flere Oplag, udgav flere gudelige Smaaskrifter som Newman Halls «Kom til Jesus» og andre. Fra 1855 og mindst til 1863 redigerede og bekostede han i Trykken Tidsskriftet : «En liden religiøs Samler», der udkom med et sekstensidig Ark hver Maaned og indeholdt oversatte kristelige Artikler og Afhandlinger, især af C.O. Rosenius, væsentlig hentede fra dennes Blad «Pietisten».

Senere forandrede Monsen Titelen paa sin Tidende og kaldte den «Christianenseren eller den lille Samler». Han bebudede ogsaa i 1856 at ville udgive en Bog af den bekjendte tyske Prest Joh. Casp. Schade samt Linderoths Prædikener og Skriftetaler; men det vides f. T. ikke, om hans Forsæt kom til Udførelse. Men «særlig virkede han uden at blive træt i Hovedstaden fra ca. 1840 til henimod 1870 gjennem talrige Opbyggelser, der blev mange til Vækkelse».

Han var ildfuld og veltalende, en udpræget Vækkelsesprædikant med stor Frimodighed og en betydelig Evne til at fængsle Masserne, paavirke og vinde dem for Kristus og veilede dem til at føre Troens gode Strid til deres Livs Ende. Hans Forkyndelse og Kristendomsopfatning var alsidig, hvilket ogsaa tydelig fremgaar deraf, at han udgav og spredte kristelige Bøger baade af Newman Hall, L. Linderot og C. O. Rosenius; han yndede disse Forfatteres Skrifter. Gjennem sin Djærvhed og ved skarpe Angreb paa Synden og Lasten i alle Skikkelser og det Alvor, hvormed han revsede den lunkne og selvgode Kristendom, fik han mange Venner, men heller ikke faa Modstandere. Han blev dog aldrig Svar skyldig, da han var tankesnar og vidste øieblikkelig at finde et rammende Udtryk for det, han  vilde sige; der var ofte en Braad i Ordene og altid «Tanker, som saarede bagfra – til Opbyggelse».

Blev han nægtet Opbyggelseslokale, gik han til de rigeste Folk paa Stedet, bad om Rum til sine Sammenkomster og fik i Regelen, hvad han ønskede. Han hørte ofte Presternes Prædikener i Kirkerne og gik siden hen til dem og sagde, hvad han mente. Ikke sjelden talte han paa de gamle Haugianeres Vis fra Kirkegaardsmuren efter endt Gudstjeneste «om at alle maatte vende om fra Synden og søge Gud».

Til en Prest ytrede han engang : «Der var forlidet Salt i din Tale !»  Denne hørte paa J. Monsens Forkyndelse og sagde da til denne : «Jeg synes, der var formeget Salt i dit Vidnesbyrd !»

Henimod Midten af Sekstiaarene giftede han sig i Christiania med en kristelig Pige og boede fra denne Tid mere regelmæssig der. Sin Virksomhed fortsatte han utrættelig baade over hele Østlandet  og i det søndenfjeldske Norge lige til sin Død. Der fortaltes mange mærkelige og gribende Træk fra hans Reiseliv i Guds Riges Tjeneste. Han gik bort midt under sit nidkjære og opofrende Arbeide for at vække sine Medmennesker og vise dem Livets sande Vei. I Slutningen af Sekstiaarene reiste han «fra Christiania til Jarlsberg og bortover til Skien; overalt udstrøede han rigelig Ordets gode Sæd; underveis blev han syg og døde der», uden at man f. T. ved nærmede Beskjed.

«Han havde en ren luthersk Bekjendelse, var stræng i sin Tale, altid frimodig og aldrig forknyt», skriver en Samtidig om ham. Man kan ogsaa lægge til, at J. Monsen tillige virkede som et velgjørende friskt Pust og et oplivende Element blandt de dengang meget forsigtige Haugianere. Han forstod at bringe Liv i Vennekredsen og faa fart i det kristelige Arbeide; selv ofrede han Helbred og en rolig Tilværelse for den gode Sag uden at tænke paa egen Fordel eller Bekvemmelighed – et lysende Eksempel for andre !

 

Stengt for kommentarer.