peder christensen : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Anden Afdeling. Christiania 1912-1920.

 

– fra s. 622 – 625 :

Lidt senere end J. Monsen flyttede til Christiania en anden Haugianer, der ikke fikk mindre Betydning for og Indflydelse paa det kristelige Liv der, men rigtignok paa en anden Maade, nemlig som en sjelden klog og dygtig aandelig Leder under de stærke aandelige Brydninger, som i Femtiaarene sporedes forskjellige Steder i Landet paa Grund af Sogneprest G. A. Lammers’s Udtrædelse af Statskirken og hans Frimenighedsarbeide.

Det var Vognfabrikant Peder Christensen (Christensens egne Selvbiografiske Meddelelser, Blade, Tidsskrifter), født paa Kaalstad i Helgen Anneks til Holden Prestegjæld ved Skien 24. Marts 1813. 

Han var Søn af Gaardbruger Christen Jensen og Hustru Birthe Pedersdatter. De havde et godt Hjem og var brave, agtværdige Folk med kristelige Interesser. Om Faderen berettes, at han pleiede at sige, naar han var færdig med et Aannearbeide : » Ja, nu har vi gjort, hvad vi kan; naa faar Gud gjøre, hvad han vil».

«I alt anbefalede han Herren sin daglige Gjerning og alene af ham ventede han Velsignelse». Det var dog ikke længe, Familien fik beholde ham; han døde allerede Midtsommer 1817; hans Sygdom og fredfulde Bortgang prægede sig uudslettelig i Sønnens Erindring. «Han var en stilfærdig, fredelskende Mand, som altid forsøgte at stifte Fred og staa i et godt Forhold til sin Næste». Det samme siges ogsaa om Moderen. To Aar efter Mandens Død giftede hun sig igjen og fik da god Brug for sit rolige og sagtmodige Sind.

«Hun læste ofte Guds Ord i Hjemmet og formanede Børnene til Gudsfrygt og at vandre for Guds Ansigt». Peder fik saagodtsom ingen Skoleuddannelse, men blev fra sin tidligste Barndom vænnet til haardt Arbeide og Nøisomhed. Allerede 9 Aar gammel maatte han bort fra Hjemmet for at tjene sit Brød og «var anseet for en snil og skikkelig Gut».

I den sædvanlige Alder tegnede han sig for Presten; men Undervisningen gjorde ikke noget dybere Indtryk paa ham, hvilket derimod var Tilfældet med Konfirmationsdagen, især Løftets Aflæggelse.

Saa forlod han Hjemmet, ledsaget af Moderens Formaninger og Bønner. Han arbeidede derefter som Tjenestegut paa flere Steder i Bygden og havde det forskjelligt : hos enkelte godt, hos andre strængt og ondt. Under sit Arbeide var han gjentagne Gange i Livsfare; men Herren holdt paa en iøinefaldende Maade sin beskyttende Haand over ham.

Saa skred Tiden til henimod den voksne Alder, da han maatte tænke paa en Livsstilling. Helst ønskede han en liden Eiendom i Hjembygden, men fandt det meget vanskelig at slaa sig gjennem uden Kapital, med to tomme Hænder. Etter Samråd med Moderen besluttede han Vaaren 1831 at reise til Skien i Snedkerlære. Her var dog dengang ingen Plads ledig; men han blev af Snedkermester Amundsen underrettet om, at denne troede, der vilde være Anledning til at komme i Hjulmagerlære hos hans Broder Arne Amundsen i Drammen og lovede at skrive did for ham.

Dette skeede; Christensen fik et imødekommende Svar og vandrede tilfods did, hvor han blev venlig modtaget af sin nye Husbond. Baade denne og Hustru var kristeligsindede Folk, som hørte til H.N. Hauges personlige og fortrolige Venner. Her var den unge Mand i Lære indtil 6. Februar 1836, modtog en stærk kristelig Paavirkning i Amundsens Hus, gik flittig i Kirkerne og omgikkes ofte Stedets Haugianere, særlig Farver Ole Mjelva og Hustru.

Imidlertid var han blevet forlovet med sin Mesters Datter, Maren Kristine Amundsen. Som Svend arbeidede han et Par Aar hos en anden Hjulmager i Drammen og indgik saa Ægteskab den 18. November 1838 med sin førnævnte Forlovede. De levede meget lykkeligt sammen, og han følte nu dobbelt Lyst og Kraft til sin Gjerning. Han gik stadig baade i Kirkerne og paa Bedehuset for at høre Guds Ord, omgikkes Vennerne og betragtedes af dem som en Kristen, men var efter sin egen Udtalelse endnu ikke kommet til fuldt og helt kristeligt Gjennembrud. «Han tog det ikke nøie nok med Synden, Fornøielserne og Omgangen med verdslige Kammerater», har han selv sagt.

Høsten 1840 foregik under stærke indre Kampe den store aandelige Overgang fra Døden til Livet. Han læste fra nu af flittigere end før i Guds eget Ord og gode lutherske Opbyggelsesbøger, levede et fortroligt og inderligt Bønnens Liv med sin Gud og brugte flittig Alterens Sakramente. Herved fik hans Kristenliv Fasthed og Kraft til med de rette Vaaben at optage den uundgaaelige, daglige, alvorlige Kamp mod Djævelen, Verden og især Synden i sit eget Hjerte.

Christensen blev endnu nogle Aar i Drammen. Den store Brand i Slutningen af Tretiaarene bevirkede, at hans Svigerfader overdrog Forretningen til ham og flyttede selv (Amundsen) i 1839 til Christiania; her kjøbte han Norbygaden Nr. 3 og fortsatte der sit Haandværk. Saa døde Arne Amundsen pludselig af Lungebetændelse 12. Marts 1842, kun 51 Aar gammel. Hans Hustru fulgte efter ham allerede 19. Marts og opnaaede en Alder af omkring 61 Aar; «de døde begge i Troen paa sin Frelser» og blev begravne samtidig. Svigersønnen solgte nu Bedriften i Drammen og flyttede 22. Oktober 1842 til Christiania, hvor han overtog den nævnte Gaard og fortsatte den timelige Virksomhed, som allerede her var kommet i god Gjænge, udvidede den, byggede i 1845 en ny Smedje (smie) og drev snart en fuldstændig Vognfabrik efter den Tids Krav og Forholde. Omkring 1850 sysselsatte han ialt 25 Arbeidere.

I 1859 solgte han Nordbygaden 3 og kjøbte igjen Ytterborgs Garveris Gaard, Nytorvet Nr. 3, ombyggede og indredede denne passende for Øiemedet, saa Fabrikken fik velskikkede Lokaler for de forskjellige Virksomheder. Han og Familien boede ogsaa fra nu af i samme Gaard. Baade paa det tidligere Sted og her var hans Hjem meget gjæstfrit; enhver kristelig Ven var der velkommen  og fik baade timelig Beværtning og aandelig Opmuntring og Veiledning. Det var i lang Tid et sjeldent Midtpunkt for det kristelige Liv i Hovedstaden.

Hver Torsdagskveld blev der holdt Opbyggelse i hans Hus; i den hedeste Sommertid samledes man paa Værkstedet, ellers i Stuen; N.J. Laache, Chr. Møller og nogle andre kristelige Kandidater samt mange tilreisende Lægmænd pleiede at tale. Sommertider ledede han selv disse Sammenkomster. Han begyndte sædvanlig med Salmesang og Bøn, hvorefter han læste, forklarede og anvendte et Afsnit af Guds Ord. Hans Vidnesbyrd røbede ikke nogen stor Begavelse som Taler, men vidnede derimod om et rigt og alvorligt Kristenliv og en vindende Kjærlighed og Elskværdighed.

Christensens Styrke laa i Formaningen; han havde let for at røre, vække og paavirke Hjerterne, da hans egne Følelser var dybe og stærke. Da han tillige var en sund og moden Kristen, gav han baade i sine Opbyggelser og private Samtaler en rig og sikker aandelig Veiledning. Især fra midten af Femtiaarene og udover, da der, som allerede berørt, var en stærk Gjæring i Gemytterne, ikke mindst fremkaldt ved Lammers, virkede Christensen særdeles meget ved sin sagtmodige, sindige og faste evangelisk-lutherske Holdning. Han havde en egen Evne til at udjævne Modsætninger og bilægge Strid. I Samtalemøder faldt hans Ord forstandige og med den Vægt, som stor Erfaring og rig Kjærlighed giver. Af og til foretog han Reiser til Drammen, Jarlsberg, vestover til Skien og opover til Hitterdal eller andre Steder for at besøge Venner og forkynde Guds Ord; overalt var han er kjær og velkommen Gjæst. Naar han gjorde de længste Ture, pleiede han at være borte en 14 Dages Tid hver Gang.

Saa længe han boede i Nordbygaden, var han et anseet Medlem af Akers Formandskab og anvendte adskillig Tid paa Tilsynet med Bygningen af Bygdens to Kirker (østre og vestre Aker). Hans Reiser og kommunale Gjøremaal voldte, at Værkstedet ofte maatte overlades til andre, og disse var ikke altid paalidelige. Han var selv dygtig i sit Fag, men ikke forsigtig nok til at beregne Omkostningerne de de Arbeider, han udførte, samt altfor lidet stræng og nøieseende med sine Folk. Han kontrollerede dem ikke nok og troede dem for vel; de var ofte ikke alene sløve og ligegyldige og slurvede med sit Arbeide, men stjal endog  ligefrem fra ham eller bedrog ham. Derfor gik det lidt efter lidt tilbage i timelig Henseende, saa hans Forretning, der engang var baade god og meget anseet, endte med Ruin. Han var rimeligvis heller ikke tilstrækkelig økonomisk anlagt, og der blev kanske ogsaa brugt mere til Huset endt strængt taget var nødvendig, og Forretningen taalte.

Gaarden ved Nytorvet blev solgt i 1865; men han leide Rum sammesteds for sit Værksted og drev det der til 1875. Saa nedlagde han Vognfabrikken, drev siden en Møbelforretning, som han allerede tidligere havde sat i Gang, og boede i Bernt Ankers Gade, mellem Torvgaden og Møllergaden. Nogle Aar senere blev han angrebet af Mavekræft; Næring maatte bringes ham paa kunstig Maade. Men lige til det sidste var hans Hus et kjært Samlingsssted for Venner, ligesom han fortsatte med de ugentlige Samtalemøder for yngre og ældre kristelige Venner, der skattede dem høit.

Som Formand i «Broderkredsen», der eiede Bedehuset i Hausmannsgaden og Bladene «For Fattig og Rig» samt «Børnebiblioteket» og «Børnevennen», virkede han betydningsfuldt fra dens Stiftelse i 1857 til sin Død, altsaa ialt 22 Aar.

Kort før sin Bortgang sagde han til sin Bødkermester Nils Olsen, der betroedes Formandshvervet efter ham : «Jeg flyter i Naade». Deri lagde han baade Erkjendelsen af, at han selv var intet, og at han alene satte sit Haab til den Naade, som er i Kristus Jesus. «Straks efter sovnede han ind i Jesu Navn».

Det var 18. August 1879. Begravelsen foregik fra Bedehuset til «Vor Frelsers Gravlund» under overordentlig stor Deltagelse. Om Aftenen holdtes Mindefest i Bedehuset, hvor Professor Dr. Gisle Johnson for overfyldt Hus holdt en ypperlig Bibellæsning over Salmen 116 under stadig Henblik paa den Afdødes aandelige Liv og betydningsfulde kristelige Arbeide i Hovedstaden, hvilket han omtalte med Tak og Anerkjendelse og fremhævede ikke mindst hans faste kirkelige, sundt lutherske Holdning i en vanskelig Tid. Bibelselskabets daværende Sekretær, Pastor Th. Chr. Bernhoft, avsluttede Sørgefesten, idet han hjertelig og virkningsfuldt anvendte paa den nylig Afdøde Jørgen Moes Ord : «Han stod som Baand i Brødres Kjæde i Tider truende med Brøst».

— Christensen var over Middelshøide og førbygget, havde gulbrunt Haar og halvlangt, rødbrunt Helskjæg, der i senere Aar blev noget graasprængt; Øinene var store, blaa og udtryksfulde, Ansigtet adskillig rynket og gav Indtryk af kristeligt Alvor og et roligt, kjærligt Sind. Han var ikke særlig kritisk anlagt, men «tænkte og mente vel om sin Næste og tog Alting op i den bedste Mening»; dog eiede han en betydelig Evne til at «prøve Aanderne, om de var af Gud».

Hans kristelige Erkjendelse var dyb og alsidig, i Overensstemmelse med Bibelen og de gamle lutherske Kirkefædre og helt igjennem evangelisk.

Han var idethele en Natanaelnatur, i hvem der ikke fandtes Svig, men heller ikke uden Skrøbeligheder og Feil, som han ogsaa kjendte, stadig kjæmpede mod og overvandt med de rette Midler.

Stengt for kommentarer.