arne arnesen (bjørge) sandvig : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912-1920.

 

– fra s. 28 – 29 :

 

En tredje Lægmand i Øier omtrent samtidig med de to foran skildrede (John Bjørge og Jens Johnsgaard/red.), maa endnu i Korthed omtales. Det var Arne Arnesen Bjørge (Øiers Kirkebøger. Meddelelser fra Kirkesanger J. Arnesen , Consul J.S. Isachsen i Stavanger og Missionsprest O. Karlsen Lund efter Oplysninger indhentede hos gamle Haugianere i Stavanger).

Han blev født paa en Plads under Holmen i Tretten Anneks den 16. Januar 1796 af Forældre Arne og Marit. Hans Barndomshjem var meget fattigt; baade Fader og Moder maatte næsten daglig ud paa Arbeide omkring paa Gaardene, og Gutten var da jevnlig alene hjemme.

Engang, medens han kogte Poteter, brændte han sin Haand, saa Fingrene siden alltid var krumme. Da han blev saapass gammel, at han kunde tjene sit Brød, kom han til den omtalte John Bjørges Forældre, hvor han hyppig maatte vaage med Sønnen om Nætterne og dele dennes ofte noksaa haarde aandelige Kampe. Dette blev ham selv baade til Vækkelse og Omvendelse samt en alvorlig aandelig Skole, en betydningsfuld Indvielse for hele Livet.

Fordi han i Aarrækker boede paa denne Gaard, blev han kaldt Arne Bjørge. Senere kom han i Tjeneste paa Mælum, hos sit Søskendebarn Arne og hans Hustru Marit. Han omtales som «en begavet, livlig og meget venlig Mand, elskelig og elsket af alle», og «i Besiddelse af betydelige Evner til at tale Guds Ord og paavirke sine Tilhørere, ikke mindst de Unge, ved sin Ildfuldhed, Aandslivlighed og tiltalende Væsen».

En nu afdød haugiansk Kvinde har fortalt, at hun som Barn saa ham i sine Forældres Hjem, hvor han vandt alles Hjerter; da «han reiste», sagde hun, «stod jeg ved Virnduet og med Taarer i Øinene saa efter ham, indtil han forsvandt for mit Blik; han havde saa let for at omgaaes Folk og vinde for Kristus ved sit kjærlige, milde Alvor og sin beskedne og ydmyge Fremtræden«.

Sin Virksomhed som Lægprædikant begyndte han omkring 1820; i Førstningen deltog han i Hjembygden i Opbyggelserne sammen med andre Lægmænd; senere besøgte han de øvrige Prestegjæld i Gudbrandsdalen, ja udstrakte endog sin Virksomhed til hele det østen- og søndenfjeldske Norge.

Han reiste dels alene, dels i Følge med Jens Johnsgaard eller en anden Haugianer og «nød stor Tillid og Anseelse som en af sin Tids mest ildfulde og dygtige yngre Guds Ords Forkyndere«.

Efter saaledes at have gjennemreist det nuværende Hamars, Christianias og en stor Del af Christiansands Stift flere Gange og virket til stor Velsignelse, gjorde han omkring 1833 en Reise til Vestlandet. Straks efter blev han gift med Mathea Stangeland, Datter af en formuende Mand, Erik Stangeland i Høilands Prestegjæld paa Jæderen.

Hun var en troende Kvinde, der blev vakt ved et Vers af den bekjendte Salme : «I Dag er Naadens Tid; I Dag er Gud at finde«. 

«Ved hendes Medgift kom han i gode Kaar, saa han eide et Hus baade paa Hillevaag i Hetlands Menighed og i Stavanger».

Han kaldtes fra nu af altid Arne Sandvig og deltog under dette Navn i den store Generalforsamling i Stavanger Sommeren 1842, da det norske Missionsselskab blev stiftet. Fordi hans Kone var meget sygelig, gjorde han nu ikke længere Reiser, men virkede paa Bostedet og i den nærmeste Omegn.

Saa døde Hustruen i Troen omkring 1846; de havde fire Børn.

Antagelig 1848 giftede han sig igjen med en Pige Serine Pedersdatter fra Høle i Høgsfjord; de fik 8 Børn. Det var trangt og ofte kummerfuldt for ham, da «en Søn af første Ægteskab ruinerede sin Fader i økonomisk Henseende ved Spekulationer»; men han var i Regelen glad og frimodig i Troen.

«Lige til det sidste holdt han baade Opbyggelser og Bøn» inden sin nærmeste Kreds. Paa Møder var han især kjær og kjendt gjennem sin Sang; thi han eiede en ualmindelig klar og kraftig Røst.

«Den sidste Bøn, han holdt i Nygadens Bedehus i Stavanger, kunde Folk ikke glemme».

Han havde et kort Sygeleie, døde i Fred antagelig 1869 og blev, saavidt vides, begravet i Hetlands Menighed i Stavanger. Gravtalen holdt daværende pers. Kap. Julius Gjør; den gjorde, efter Tilstedeværendes Udtalelse, et gribende Indtryk paa den store Skare, som fulgte ham til hans sidste Hvilested».

 

 

Stengt for kommentarer.