johannes kraabøl : presentert av sigrid svendsen

 

– i boken : «Billeder fra Hauges tid» – av Sigrid Svendsen, Oslo 1934, Indremisjonsselskapets forlag.

 

– i forordet til boken står følgende : Det som her er fortalt har jeg hentet dels fra en muntlige tradisjonen i Øyer, Fåberg, Veldre med støtte av opplysninger fra arkivene, dels fra H.N. Hauges skrifter, A.C. Bang : «Hans Nielsen Hauge og hans Samtid» og H.G. Heggtveit : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede».

Av billedene er nr. 3, 4, 6 og 14 velvilligst utlånt fra samlingen til bygdebok for Øyer. Jeg bringer herved en hjertelig takk til alle som har fortalt mig fra gamle dager, og ikke minst til bygdehistorikeren Tor Ile, Øyer, for verdifull hjelp. Veldre, 30. januar 1934. Sigrid Svendsen.

 

– fra s. 16 – 18 :

Oppe i lien ovenfor Øyer kirke­bygd ligger gården Kråbøl. Den grenser innover mot fjellet og har utsikt langt utover dalen. Her bodde før Hauges tid et par alvorlige, gudfryktige folk, Jon og Kirsti Kraabøl.

Deres sønn Johannes (daglig tale Jehans) blev født 1770, og ham opdrog de omsorgsfullt, og næret det gudsliv han hadde mottatt i dåpen. Han forteller selv at han levet bønnens og troens liv med sin Gud fra han var liten.

Han blev også flink i alle ting, kunde sin barnelær-dom, og var dyktig i det daglige arbeide.

Som konfirmant var han forholdsvis moden, og konfirmasjonshandlingen var sannhet for ham.

Da Hauge besøkte Øyer, fant Johannes Kraabøl i ham nettop hvad der stemte sammen med hans eget kristenliv, og blev en av hans mest trofaste venner. Og Hauge på sin side fant sig særlig tiltalt av denne stille, dype natur. De var av nogenlunde samme alder og med samme syn på de forskjellige ting.

Johannes Kraabøl blev i 1806 gift med en troende pike, Kirsti Larsdatter Preslgard fra Tretten. Deres tre barn beskrives som stille, flittige og alvorlige men­nesker, der hadde stor aktelse for Gud og hans hel­lige ord.

Denne haugianer optrådte ikke meget som predi­kant, og især ikke i den første tid. Men han levet kristenlivet så vakkert som nogen i bygden.

M. Wefring skriver om ham:

«Han var en i særlig grad innadvendt personlighet. Han gjorde inntrykk av at han bar sin sjel på hen­dene, og han var såre forsiktig i ord og omgjengelse.»

Guds ord bodde rikelig i hans hus. Han elsket vennesamfundet, besøkte ofte vennene, og hadde da alltid en andaktstund sammen med dem.

Johannes Kraabøl var av dem som gjerne lot sine tanker forme i vers, og han skrev en del religiøse sanger som i sin tid var meget brukt i bygden.

Han var ofte om vinteren i fjellet og kjørte hjem høi. Seteren til Kraabøl ligger innpå slettfjellet. Der er nok en del stigning dit, men også jevn, god vei. Og fordi veien er lang og vinterdagen kort valgte man til en slik ferd gjerne de døgn da der var måne­skinn og klarvær.

En sådan ensom tur innover fjellet var riktig noget som passet for Johannes Kraabøl.

På disse turene kunde han ofte fylle sitt sinn med Lankene fra Davids salmer. Efter hvert blev det vers av dem. Han syntes han fikk dem fra Gud. «Og han gjorde hukommelsen min så sterk, da ma ta, så eg hugsa dom,» sa han. Og så blev de skrevet ned enten med tømmerblyant oppe i seterstuen, eller når han kom hjem om kvelden. (Meddelt av Johs. Olstad, Øyer)

Derfor har vi efter ham en del av Davids salmer på rim. De er for det meste blitt til på disse turene, mens han satt eller lå på langsleden vintermorgenene, og måneskinnet drysset utover vidden. –

Sangene hans var fromme og inderlige, om enn ikke av blivende verd.

Der kunde nok være en del mangler ved formen, og en gang var der nogen velvillige sjeler, som for­søkte å forbedre også denne forfatters gammeldagse uttrykksmåte. Men Johannes Kraabøl sa: «E lika inte detta! E har fut dom slik !»

Vennene var glad i det han skrev, og opfordret ham flere ganger til å la sangene trykke. Men det var ikke efter hans sinn. Hvis så galt skulde hende nemlig, at han ikke blev bevaret i samfundet med Gud, så vilde jo det at han en gang hadde gitt ut en kristelig sang­bok gi verden grunn til spott, og bli til vanære for Guds navn.

Først da han i sin alderdom kjente at han ikke kunde ha lenge igjen, og derfor hadde sikrere håp om å bli tro til døden, da kom sangboken ut.

Av den sang han skrev over salme 42 hitsettes:

«Som Hjorten efter ferskt Vand skriger, Saa skriger og min Sjel og higer og tørster efter dig, min Gud.

Naar skal jeg dig, o Herre! linde og med de christelige Sinde Mig glæde ved din Naades Lys.

¤

Min Længsel er med dem, at vandre, Som i sand Gudsfrygt med hverandre I Christi Sind forenet er.

Med glade Hjerter Herren prise Og i sin Vandel daglig vise De jage efter Hellighed».

 («Religiøse Sange, forfattede af Johannes Johnsen, af Kraabøl i Øier.» Drammen 1844.)

Stengt for kommentarer.