ole johnsen (bleken) rud : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912-1920.

 

– fra s. 34 – 39 :

En mere begavet og ligesaa virksom Lægmand paa Ringsaker (end Erik Smestad/red.) var Ole Johnsen Rud (Oplysninger og Meddelelser fra en Række samtidige Haugianere og fra Familien, især hans ældre Broder Torger Bleken og dennes Hustru Mari Bleken samt Ruds Hustru og Venner paa Ringsaker).

Han blev født paa Bleken i Faaberg 24. April 1819, Søn af Haugianeren John Torgersen og Hustru Anne Olsdatter Søberg.

De gav ham en god Opdragelse i «Tugt og Herrens Formaning»; særlig lagde de Vægt paa Gudsfrygt og Nøisomhed. «Det er ogsaa sikkert, at hans for alt godt og skjønt og rent saa aabne og modtagelige Sind tidlig blev paavirket af det kristelige Liv i Hjemmet«.

Med Skoleundervisningen var det imidlertid smaat bevendt. Men da han havde særdeles gode Evner, gjorde han imidlertid raske fremskridt og tilegnede sig et større Maal af Kundskaber, end man kunde vente efter Folkeskolens daværende lave Standpunkt. Navnlig skrev han smukkere og udtrykte sig klarere og dygtigere, end man paa den Tid pleiede at gjøre. Der er dog intet, som tyder paa, at Læreren øvede nogen Indflydelse paa ham.

Saavidt vides, blev han konfirmeret i 1833 af Sogneprest Claus Winther Kamstrup (1759-1841), der var en flink Kateket og dygtig Skolemand, men rationalistisk i sin Anskuelse. (Se her utskrift fra Ministerialboken  – der det framgår at Ole Johnsen Blegen (Rud) ble konfirmert 29. April 1834. Om den foran anførte på listen – Hans Arnesen Søre Jørstad – står at hans kunnskaper var «udmærket«; om den etterfølgende Ole Johnsen Rud står notert «ligesaa«/red.).

Konfirmationsundervisningen blev som en Følge heraf uden Betydning for hans kristelige Udvikling; ialfald var den unge Gut med det kvikke Hoved og det varme Hjerte altid helt fremmed for den Aandsretning, som traadte ham imøde gjennem Prestens tørre Undervisning, der ikke i nogen Maade kunde tilfredsstille hans Hjertes dybeste Trang.

Flere, der stod ham nær og kjendte ham nøie, troede, at han var en af de faa Lykkelige, der altid havde staaet i sin Daabspagt.

«At der ikke har fundet noget voldsomt Gjennembrud Sted hos ham, men en normal Udvikling af det i Daaben nedlagte, ved Forældrenes Bønner og kristelige Opdragelse pleiede aandelige Liv, derom synes ogsaa hans senere Kristenliv at vidne. Det flød som en stille, jevn Strøm i uafbrudt inderligt Samfund med Gud, udbredende Kristi Kundskabs Vellukt til alle, han kom i Berørelse med», og modnedes hurtig under bestandig Lydighed mod Aandens Tugt og gjennem en stadig og alvorlig Troens og Bønnens Kamp, for at Kristus kunde vinde sin fulde Skikkelse i ham.

Hans Kristenliv var saa forsigtigt, at den mest skarpsynte og kritiske ikke kunde finde Feil og Mangler.

Han omtales derfor som et i alle Maader sjeldent Eksempel for andre; paa samme Tid var der tillige noget saa mildt, lyst og kjærligt ved ham, at alle følte sig tiltrukket af hans Elskværdighed og Venlighed.

Han begyndte ganske ung at tale Guds Ord og holdt flittig Opbyggelser sammen med sin Fader, sin ældre Broder Torger og de mange tilreisende Haugianere, der gjæstede hans Forældres Hjem, især (Jens/red.) Johnsgaard, Anders (Nielsen/red.) Haave, Herman Rustad, Hans Ekeren, Lars Olsen m.fl.

I de første Aar af sin Virketid læste han almindelig et Stykke af en Postille eller en anden god, opbyggelig Bog af de gamle lutherske Kirkefædre, som Luther, Arndt, Scriver, Møller, Spener, Francke, Pontoppidan m.fl., og knyttede hertil en enfoldig og hjertelig Formaningstale til Vækkelse, Omvendelse og Kristi Efterfølgelse. Det siges udtrykkelig, at han aldrig var stræng, men mild og evangelisk i sin Forkyndelse og paavirkede ikke ensidig sine Tilhørere, men vendte sig i lige høi Grad til Overbevisningen, Samvittigheden, Følelserne og Viljelivet; alle Sider af det menneskelige Sjæleliv forstod han at tiltale og gribe.

Han var selv en alsidig og harmonisk, kristelig Personlighed, og hans Opbyggelser bar ogsaa Mærker deraf. Hans enfoldige, hjertevarme og gribende Bønner vidnede om en fortrolig og flittig Omgang med Gud i Lønkammeret, og hans kristelige Vidnesbyrd røbede rig aandelig Erfaring og stort Kjendskab til og klar Indsigt i Guds Ord, der for ham var Liv og Lys, Regel og Rettesnor for Tro og Liv.

Derhos havde han en særegen Naadegave til overbevisende, visdomsfuldt og veiledende at tale med den enkelte om Veien til Jesus og Livet i ham, enten det var efter endt Opbyggelse eller under det daglige Livs forskjellige Forholde.

Hans eget aandelige Liv var jevnt, fredfuldt og roligt; man kunde aldrig mærke, at han havde stærkere Troeskampe eller oplevede større aandelige Brydninger.

En dyb og varig Fred med Gud i en god Samvittighed syntes at være raadende hos ham. Han sang ofte : «Op da mit Hjerte, lad intet dig trykke Af Verdens Trang; Bedre isteden at prøve sin Lykke Med Bøn og Sang» osv.

— Denne Jevnhed i hans aandelige Liv kom antagelig dels af hans Naturel, dels og især af hans Lydighed mod Aanden og Troskab mod sin Gud og Frelser, Jesus Kristus, samt hans deraf følgende forsigtige Vandel i Herrens Frygt.

I det daglige Liv overfor sine Nærmeste var han overordentlig hensynsfuld og eiede en lykkelig Gave til at lette Livets Byrder for dem, han mere eller mindre kom i Berørelse med. Han ikke alene bar sin egen Byrde, men ogsaa andres og delte kjærliog og forstaaelsesfuld Sorg og Glæde med sin Næste.

Som han selv var fredsommelig og kjærlig, saaledes var det hans Lyst at stifte Fred og udjevne Modsætninger, naar der gaves den mindste Anledning. Han var stilfærdig, beskeden og ydmyg, talte forsigtig og lidet i det daglige Liv; men hans Ord havde altid Vægt og gjorde stor Virkning.

Han blev forlovet med en kristeligsindet Pige fra Veldre Anneks til Ringsaker Prestegjæld. Hun hed Oline Nilsdatter Rud, født 7. November 1818. Ha reiste hjemmefra Paaskelørdag 1847 og blev ægteviet i Ringsaker Kirke 13. April sidstnævnte Aar. Paa sin Bryllupsdag havde han mange Venner hos sig; han bad dem istemme med sig Paulus Gerhards herlige og kjendte Lovsang : «Skulde jeg min Gud ei prise og ham takke hjertelig» o.s.v.

Denne var hans Yndlingssalme og fra først til sidst et Udtryk for hans aandelige Eiendommelighed.

— Med sin Hustru fik han Gaarden Rud i Medgift, da hun var eneste Barn, og tilflyttede 29. April samme Aar dette Sted. Her tilbragte han da Resten af sit Liv. Eiendommen var dengang noksaa forsømt; men alt fik snart en anden Skik, da han var ualmindelig driftig og dygtig og særdeles hændig, saa han selv kunde gjøre alt, hvad der falder paa en Gaard, og desuden flink til at snedkre og smie. «Vi var aldrig opraad for nogen Ting«, sagde hans Hustru ofte senere, «for han gjorde alting selv«.

I sine Fristunder pressede han Vadmel og Tøi for Bygdens Folk, ja var endog «Tandlæge». Og da han ikke lod sig honorere for dette Arbeide, fik han snart en ikke liden «Praksis».

Da han kom til Veldre, var der adskillige, som var grebne af den Vækkelse, især tilreisende Lægmænd havde fremkaldt. Disse var de allerede nævnte Lægmænd, som han virkede sammen med i sin Hjembygd, og desuden Mads Wefring, Anders Redal og mange flere.

Hans Hustru talte ofte om, hvilke Høitidsstunder det var, naar nogen af disse Herrens Vidner kom paa Besøg, og hvor hjertelig glad han da var.

Inden Vennekredsen i Bygden blev Rud modtaget med aabne Arme. Mellem de Troende herskede der en hjertelig Samdrægtighed og fortrolig Tillid, saa gamle Venner senere saa tilbage paa den Tid som et tabt Paradis og omtalte Samlivet dengang med vemodig Glæde. Det var med henblik herpaa, Martin Taaje sang : «Vi vidste saa lidet af Parti og Strid; men vaage og bede vi gjorde med Flid, og Maalet stod klart for vort Øie : Den himmelske Stad i det høie !»

Ole Rud blev snart draget med ind i Virksomheden for Guds Rige i Bygden, men optraadte ikke som nogen selvbestaltet Leder. «Nei, det holdt haardt at faa ham til at tage aktiv Del i Opbyggelserne fra først af», har en gammel, nu afdød Kristen dersteds sagt; «men det var mærkeligt at iagttage, hvorledes hans Gaver øgedes efterhvert».

Det gik helt enfoldig og troskyldig til i disse gamle Opbyggelser. Han gik frem omtrent paa samme Maade som før under Virksomheden i Hjembygden.

I sine sidste Aar holdt han mere selvstændige Opbyggelser uden først at læse et Stykke af en kristelig Bog og derefter at føie en passende Formaningstale. Men derved kom hans rige Erfaring og vindende kristelige Personlighed til at gjøre sig saa meget stærkere gjældende.

Nogen Stortaler i almidelig Betydning var han neppe; hans Styrke laa kanske netop i hans ydmyge, beskedne og ægte kristelige Optræden; derved havde han saa let for at paavirke og blive til Velsignelse for mange.

Han fik en stor Indflydelse, ikke først og fremst ved sine betydelige og alsidige Naturgaver, men især fordi han med Troskab og i Kjærlighed vilde tjene andre; derved blev han en søgt og høit skattet aandelig Leder og Veileder. Han var en Karakter, der ved sin Sandhed, Paalidelighed og milde evangeliske Alvor vandt almindelig Tillid.

Som Guds Ords Forkynder virkede han flittig paa Hjemstedet, men ogsaa en Del i Nabobygderne.

1850 Stiftedes den første Missionsforening for denne Egn. Den omfattede fra først af Prestegjældene Ringsaker, Næs og Vang. Den gamle Missionsprotocol viser, at Sogneprest Hans Peter Krag Schnitler (1795-1855) var Formand og Ole Rud Kasserer. Han deltog flittig i disse Møder, baade naar de holdtes paa nærmere og fjernere Steder.

Han var ogsaa betroet flere kommunale Tillidshverv og blev udseet til Prestens Medhjælper.

Hans «Sagtmodighed var vitterlig for alle Mennesker», og ved sin venlige Tjenstvillighed og fredsæle, bramfrie og lysende Vandel vandt han endog versligsindede Menneskers Agtelse.

— En troende Pige, der arbeidede meget paa Rud, og som selv maatte kjæmpe adskillig med sit heftige Sind, sagde en Gang til ham  : «Jeg kan ikke begribe, at de aldrig er sint for nogenting». Dertil svarede han : «Aa, hvis du bare kunde faa ud den stygge Siden paa mig du, Marthe, skulde du se !»

Og hans Hustru gav ham det Vidnesbyrd : «Jeg saa ikke en sur Mine og hørte ikke et ondt Ord af ham i de seks Aar, der var os forundt at leve sammen». Dette kan høres næsten overmenneskelig ud; men efter alle deres samstemmige Vidnesbyrd, som kjendte ham og levede sammen med ham i det daglige Liv, maa en urokkelig Sagtmodighed have været det mest fremtrædende Træk i hans Karakter.

Han var dog ingen «Daase» (dåsemikkel/red.). Han kunde med Sidighed og Frimodighed forsvare sine Meninger, selv overfor sine Overordnede.

Da Sogneprest Schnitler paa egen Haand forandrede Daabsritualet, vakte det Vennernes Forskrækkelse. Ole Rud fandt sig beføiet til at tale med Presten om Sagen og, da dette ikke hjalp, forelægge den for Biskoppen paa et Visitatsmøde; han var vaagen, naar det gjaldt kristelige og kirkelige Spørgsmaal. Enden blev, at Biskoppen paalagde Sognepresten at holde sig nøie til Ritualet.

At han ved saadanne Leiligheder optraadte med kristelig Takt og Finfølelse, vil man kunne overbevise sig om ved at gjennemlæse hans Udkast til sine Udtalelser angaaende denne Sag.

— Rud havde en Husmand, som voldte ham megen Sorg. Denne var Spillemand og holdt et syndigt Leven i sit Hus med Drik, Dans og letfærdig Tale næsten hver eneste Helg. Trods gjentagne Formaninger vilde han ikke ophøre med dette Uvæsen. Rud blev altid mødt med dette : «Baade Prester og Profeter danser. Jeg har spillet i Prestegaarden, da Tjenerne havde Julemoro, og saa er det vel ikke farligere, om jeg gjør det hjemme heller».

Rud skrev da et kjærligt og ærbødigt, men tillig alvorligt Brev til Sognepresten om at skride ind herimod.

Som Eksempel paa, at hans Ord og Liv havde stor Indflydelse paa den opvoksende Slægt, skal her anføres et Træk : Den senere saa bekjendte Marie Løken i Elverum, Hovedpersonen i Fru Bolette Gjørs Bog : «Anna Helsing», hørte dengang til Veldres fagreste og mest feterte Ungdom. Hun var begyndt at gaa paa Opbyggelser og følte mægtige Dragelser til Herren, men vaklede længe mellem Gud og Verden. Det Baand, som bandt hende længst, var de verdslige Veninder og deres lystige Selskab.

Rud var hun svært glad i og havde stor Tillid til. Saa var det et Bryllup i en af Nabogaardene; baade Rud og hun var budne. Rud forlod Laget tidlig; der skulde netop spilles op til Dans. Da han sagde Farvel, «saa han paa mig», fortalte Marie senere, «men sagde ingenting». Men det maa have været noget af Jesu Kjærlighed i det Blik; for «da tog jeg», sagde hun, «en rask Beslutning og tænkte : Herefter vil jeg søge Selskab med Guds Folk og bryde med de gamle Forbindelser; koste hvad det koste vil, jeg maa have min Sjæl frelst«.

Og saa gik hun lige ind til sine Veninder og sagde dem bent ud, at hun havde danset sidste Gang med dem og vilde ikke følge med længere paa den brede Vei. Fra den Stund var der ingen Vaklen; hun blev sin Beslutning tro og øvede siden stor Indflydelse paa sine Veninder og øvrige Omgangskreds.

— En Mand, som tjente hos Rud og siden var hans Husmand, gav ham det Skudsmaal : «En slig Husbond har jeg aldrig tjent. Hvor let det gik at arbeide, naar han gik syngende foran !» «Han nynnede eller sang næsten altid baade under Arbeidet og Hvilen».

Følgende Vers af H.A. Brorson nynnede han saa ofte paa : «Jeg har ingen Skilling, hvad nytter det nu, At jeg ham Betalingen lover ? Betal du da for mig, min Yppersteprest ! O, læg mine Saar ! Du formaar det jo bedst ! O tag mig og bær mig, min Læge !»

Og naar hans gamle Tjenestepige, som havde svært liden Fatteevne og huskede saa lidet, siden snakkede om ham, kom hun altid tilbage til dette : «Han var lige blid bestandig, og han sang altid». Han har derfor efter samstemmige Vidnesbyrd været en lys og lykkelig Kristen; for «er nogen glad, han synge«.

At en saa sympatisk Personlighed maatte vinde sig mange Venner var naturlig; han var ogsaa selv vennekjær pg gjæstfri i høi Grad. I sin daglige Omgjængelse saavelsom i Samvær med Troesbrødre var han livlig, munter og kvik. «Han var saa smaapudsig og spøgefuld», sagde en af hans gamle Venner. Som et Eksempel paa, at han nød Agtelse og Tillid ogsaa udenfor den egentlige Vennekreds, kan følgende anføres : En meget brav og retskaffen Læge blev engang hentet til en Syg i Nærheden, som led mere paa Sindet end paa Legemet. Da sagde Doktoren : «Her vilde Ole Rud være en bedre Læge end mig; send Bud efter ham !»

Ruds overordentlige virksomme Liv i flere Retninger har maaske undergravet hans Helbred; men man kunde ikke mærke Tegn til, at hans Interesse var svækket eller hans Kraft brudt, før en pludselig Sygdom kom og afskar Livstraaden.

Det saa dog ud til, at han selv anede sit nær forestaaende Endeligt.

Den sidste Samling, han deltog i udenfor Hjembygden, var et Missionsmøde paa Thorud i Næs paa Hedemarken 11. December 1853, kun 12 Dage før hans Død.

En Tilstedeværende har fortalt, at der var en gribende Inderlighed over Ruds Tale den Dag; «det var som en Luftning fra Evighedens Verden«.

Den sidste Søndag han levede, holdtes der et Vennemøde i hans Hjem. Det var en af Tjenestejenterne, som fik feire sin Fødselsdag paa den Maade. Blandt andre var ogsaa Syvert Bostad der. Han og Rud avtalte da en Tur, de skulde gjøre sammen til Valders i Julen. Rud var meget kvik og oprømt; men der var tillige et Drag af Hjemve over ham. Før han begyndte sin Opbyggelse, sang han Salmen :

«Gak ud, min Sjæl, og fryde dig»,

følgende Vers, der af hans Venner senere er betegnet som hans Svanesang :

«O var jeg der, o stod jeg Brud Alt for din Throne, søde Gud,

Og bar paa mine Palmer !

Da vilde jeg paa Englevis Ophøie dit Navns Lov og Pris

Med tusind skjønne Salmer.

¤

Dog nu, jeg gaar i Angest spændt, Og jordisk Trældom ei er endt,

Vil jeg dig ikke glemme;

Hvert Sted i denne Jordens Dal Mit Hjerte altid eie skal

En Lyst din Lov at fremme.

¤

Hjælp mig, min Aand maa dugges med Velsignelse fra Himlen ned,

Og jeg dit Blomster blive !

Gid at din Naades Sommer blid Udi min Sjæl – hver Stund og Tid

Maa Troens Frugter drive !

¤

Lad din Aand Rum udi mig faa, At jeg et godt Træ blive maa,

Lad mig saa vel bebinde !

Sæt mig udi din Have skjøn Som yndig Urt og Plante grøn,

At staa til Prunk derinde !

¤

Til Paradis flyt mig saa op ! Og lad her grønnes Sjæl og Krop

Indtil min sidste Ende !

Saa vil jeg her og hisset dig Alene tjene – intet mig

Skal fra min Herre vende».

Derefter holdt han en hjertegribende Tale i Tilslutning til disse Vers, gjennemtrængt af Himmellængsel og ledsaget af kjærlig Formaning til alle om itide at søge Jesus og følge ham paa den trange Vei; da vilde den sidste Time aldrig komme uforvarende over dem, men blive deres Livs herligste Stund.

Maaske anede han, men neppe de Tilstedeværende, at han inden faa Dage skulde naa sine Længslers Maal : at staa brudesmykket for Herrens Throne.

Tre Dage før Jul 1853 blev han syg. Han havde ogsaa den Morgen staaet tidlig op og, uagtet han følte sig upasselig, gaaet paa Laaven for at deltage i Tærskningen (treskingen/red.). Men han kom snart ind igjen og klagede over heftige Smærter. Han var da allerede da saa syg, at man maatte hjælpe ham med at tage Klæderne af sig. Da han var kommen tilsengs, bad han : «Kjære Herre, nu faar du handle med mig, som du finder tjenligst !«

Læge blev straks hentet, og der blev gjort, hvad gjøres kunde, for at lindre hans usigelige Lidelser, som han bar med stor Taalmodighed; men intet Lægemiddel hjalp; det viste sig, at Sygdommen var Mavebetændelse. Det eneste som bragte en Smule Lindring, var Is i Munden.

Engang under de heftigste Kvaler strakte han Armene opad og bad : «O, kom !  o kom ! og afskjær Livstraaden !»

Det var, som kunde han ikke holde det ud længere. En Ven, der sad ved Sengen, trøstede ham og sagde : «Ja, nu kommer snart den Herre Jesus, saa mild og blid !»

Mange Troesbrødre indfandt sig for at se til ham og sige det sidste Farvel; til alle havde han et kjærligt Ord, trods de store Smærter. Den eneste af hans Søskende, som naaede ham ilive, var Søsteren Marthe øvre Gjøvik. Da han fik Øie paa hende, smilte han og sagde : «Aa nei, skal jeg faa see dig endnu engang !«

Til en uforstandig Nabo, der sagde, at det var ingen Sag at dø for den, som havde levet saa hellig som han, ytrede han alvorlig : «Nei, nei, jeg har været en ussel Stridsmand; man lad oss prise Guds Barmhjertighed, som tager slige Syndere til Naade».

Da hans Hustru skjønnede, at Døden nærmede sig, blev hun aldeles overvældet af Sorg, kastede sig ned ved Sengen og udbrød : «Aa, hvordan skal det gaa mig og Børnene, naar du er borte ?»

«Vær ikke bekymret for det», trøstede han kjærlig, «jeg har taget og lagt Eder alle i Guds Favn !»

En af hans Børn skriver : «Hvor ofte har disse Fars Ord i Dødsstunden, hans Testamente til os, kan vi gjerne sige, trøstet mig i tunge Stunder ! Uagtet jeg aldrig har seet ham, har jeg dog ofte erfaret Velsigelsen af at være lagt i Guds Faderfavn af en troende, bedende Fader».

— Han havde ogsaa af og til under Sygdommen haarde aandelige Kampe. I tre kvalfulde Dage varede Striden og Lidelsen; saa var Maalet naaet og Seieren vundet ved Jesus Kristus. Næst før sin Død bad han de Omstaaende bringe hans gamle Fader følgende Farvel : «Hils Far og bed ham prise Guds store Kjærlighed !«

Lillejulaften 23. December 1853 hensov han stille og i Fred. Dødsbudskapet slog ned som et Lyn og vakte stor Sorg i Vennekredsen og viden om. Hans Læge ytrede bevæget : «Min Sjæl dø den Retfærdiges Død og mit Endeligt vorde som hans !«

At den stærke, livskraftige, unge Mand, som syntes umistelig, skulde saa hurtig rives bort, tyktes alle underlig. En har sagt : «Naar vi mødtes paa en Vei, hilsede vi paa hverandre under Taarer; det var, som vi alle havde mistet en inderlig kjær Broder !»

Da Dødsbudskabet naaede hans gamle Fader, skyndte han sig afsted, og da han kom frem og saa alles overvældende Sorg og hørte deres Graad og Hulken, sagde han stille : «Nu tror jeg, at jeg skjønner, hvorfor Gud tog Ole bort saa tidlig. I har vist havt ham til en Afgud !»

Den 11. Januar 1854 blev han under stor Deltagelse begravet paa Ringsaker Kirkegaard. Hustruen døde 20. Februar 1892.

Han var middels høi af Vekst og noget spædbygget, havde gult Haar, krøllet over hele Hovedet og lidt rødbrunt Kindskjæg; Øinene var blaa og livfulde, Næsen krum, Udtrykket i Ansigtet kvikt og klogt. mildt og fredfuldt. Godmodighed og Kjærlighed var især stærkt fremtrædende.

Af hans 5 Børn traadte 3 i Skolens Tjeneste. Den ældste, Nils (1848 – 1908), var til sin Død Lærer paa Ringsaker og virkede i de senere Aar tillige lidt som Lægmand i Hjembygden; en af dennes Sønner, Einar Rud, har reist adskillig som Guds Ords Forkynder og driver nu Gaardsbrug i Ringsaker.

Ole Ruds anden Søn, Jon Rud, født 1852, er Folkeskolelærer paa Hamar, Medredaktør af «Norsk Skoletidende», Botaniker («Mjøsegnenes Flora») samt Frøkontrollør. Den yngste, Oline Rud, født 1854, er Lærerinde paa Veldre.

 

 

 

 

Stengt for kommentarer.