rolf brækken

 

– hentet fra H.G. Heggtveit : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede». Chra. 1912 – 1920.

 

Fra s. 712 :

Rolf Brækken, der eiede en liden Eiendom i  Bygden (Lesje) og var født der, omtales som den støeste og mest fremtrædende Personlighed, meget forsigtig i sin Vandel. Rolf deltog i vor Uafhængighedskamp 1814.

Han blev vakt, engang han ildede Badstuen; den blev frygtelig hed, og dette plagede ham meget; herved fremkaldtes Tanker, som bevirkede hans Sindsforandring. I Opbyggelserne om Søndagene læste han altid Dagens Kollekt, Epistel og Evangelium og derpaa en god, luthersk Prædiken af en af de prøvede gamle. Saa holdt han og et Par af de Tilstedeværende Bøn og formanede Folket hjertelig og enfoldig til Omvendelse, Tro og Helliggjørelse.

Ved siden af sit lille Gaardsbrug var han ogsaa Knappestøber; hvert Aar reiste han med en Skræppe Knapper til Søndmøre; han kom engang ned i Valdalen og hørte paa Gudstjenesten i Sylte Kirke en Søndag. Udenfor denne » «talte han med Almuen om aandelige Ting, især Sjælens Frelse»; adskillige spottede og lo.

Da gik en gammel Mand bort til ham og fremsagde følgende Vers af Thomas Kingo : «Min Sjæl, agt derfor lidet om den Trusel, Had og Vrede, som Dig Verdens Børn kan lægge paa; Det kan snart en Vending faa; gak du kun frem paa Troens Vei Og agt al Verdens Tummel ei».

Dette gav ham Trøst og ny Frimodighed til at fortsætte med at vidne om sin Tro. Om hans Familieliv vides intet særligt; han var to Gange gift; begge Hustruer var Søstre af Ole Ødegaarden.

Rolf Brækken døde straks efter 1840 «i Fred og Troens Forvisning».

Stengt for kommentarer.