torger johnsen bleken : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Anden Afdeling. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912-1920.

 

– fra s. 692 – 698 :

Den mest indflydelsesrige og betydelige Haugianerfamilie i Faaberg var uden Sammenligning den allerede tidligere omtalte John Torgersen Bleken («Fædrelandet» for 26. Novbr. 1890 af J.A. Anderssen, gjennemseet af Professor Dr. A. Chr. Bang. Udk. ogsaa i nogle faa Særtryk. «Lillehammer Tilskuer» No. 73 for 1890. Fleraarigt, nøie Bekjendtskab og Oplysninger fra ham selv og mange Samtidige), født paa Opsahl i østre Gausdal 14. Juni 1775, død 10. October 1860, og hans Hustru Anne Olsdatter, født paa Søberg i Elverum 17. Mai 1787, død paa Bleken 23. Januar 1853.

Deres Hjem var Midtpunktet for det kristelige Liv i Egnen.

Den ældste Søn, Torger, født paa søndre Bleken 22. November 1811, blev deres aandelige Arvtager. «Han var sammen med Jens Johnsgaard Lederen af det kristelige Liv i Gudbrandsdalen».

Hans Fader var en aandslivlig, klar, praktisk, dygtig og varmhjertet Mand med en stærkt fremtrædende kristelig Kjærlighed, stor Viljestyrke og Virkelyst og en helstøbt og gjennem Trængsler udviklet og modnet harmonisk Personlighed.

Moderen var en helt anden Type; baade Forstandsevnerne og Følelseslivet traadte omtrent lige stærkt frem. Hun var tillige i Besiddelse af stor kvindelig og huslig Dygtighed og en utrættelig , uopslidelig Energi. Hendes Natur var heftig; hun kunde være baade skarp og bestemt, men stod stadig under Aandens Tugt og vidste at tvinge og beherske sit Sind. Hun kjørte saa at sige baade sig selv og andre «med stramme Tøiler». Hertil kom et Drag af Livssmerte og dyb Melankoli, der af og til fik et gribende Udtryk; det gav hendes Liv en eiendommelig rig og vekslende Form.

«Inden denne Familie», skriver Wefring (Mads Iver/red.), «fik man et bestemt Indtryk af et kristeligt Husliv».

Begge Forældrene, især Moderen, øvede stor Indflydelse paa Sønnen Torger. «Hun talte ikke meget, men var en fast, bestemt Karakter, og hun behøvede kun at se paa ham for at faa ham til at være lydig».

Af hende lærte han at læse, ligesom hun ogsaa paasaa nøie og strængt, at han lærte sin Katekismus og Forklaring ordentlig.

Omkring 8 Aar gml. kom han paa Omgangsskolen i sin Hjembygd. Læreren hed Kristen Ulland og var fra Saksumdalen. Han gjaldt dengang for Prestegjældets flinkeste Lærer og var uddannet hos Kirkesanger Lars Jensen paa Ringsaker (1784 – 1852), en Seminarist fra Blaagaards bekjendte Læreanstalt ved Kjøbenhavn. Ulland drev i Regelen ivrig og dygtig sin Undervisning, fra det blev lyst om Morgenen til ud paa Aftenen. De fik dog en god Middagshvile. Paa Grund af Drikfældighed forsømte han hyppig Skolen de første Dag i Ugen og var derfor trods sin Dygtighed lidet skikket som Lærer. Han øvede følgelig heller ikke nogen moralsk Indflydelse paa sine Elever; men de lærte dog adskillig af ham.

I October 1826 tegnede den unge Gut sig til Konfirmationsforberedelse hos Stedets Sogneprest, Provst Claus Winther Kamstrup (1759 – 1841), der roses som en flink Kateket og en dygtig Skolemand, men var smittet af Rationalismen.

De mødte for Presten en Gang hver Uge; «Provstens høire Haand», den nævnte Kristen Ulland, hjalp ham med Undervisningen; denne var simpel og enfoldig, klar og fornuftig, men tør og derfor lidet skikket til at vække og udvikle de Unges Troesliv. Den varede et Par Timer hver Gang; de gjennemgik i Vinterens Løb baade Katekismen og Forklaringen.

Torger gjentog sin Daabspagt i Faaberg Kirke Vaaren 1827. Verken Prestens Forberedelse i det nævnte Tidsrum eller hans Taler paa Høitidsdagen gjorde noget dybere Indtryk paa ham, men derimod den hellige Handling.

Allerede fra de tidligste Barneaar havde han modtaget dybe Indtryk af Sandheden; Guds Aand arbeidede kraftig paa hans Hjerte i Tilknytning til Daaben og Børnelærdommen; Forældrenes Formaninger og kristelige Liv var naturligvis særlig av stor Betydning. Under Guds Ords Hørelse og Læsning blev han hyppig rørt og var meget glad ved at træffe og tale med de mange tilreisende Guds Ords Bekjendere, som altid besøgte hans Hjem.

Af disse fremhævede han Lars Tjødlingen (Kyllingen/red.), Daniel Arnesen, Ole Aanstad, Jens Johnsgaard m.fl.

Da A.N. Haave og M.I. Wefring i 1836 reiste gjennem Gudbrandsdalen, blev Torger stærkt paavirket under en kristelig Sammenkomst paa Sønstevold i Gausdal, han havde siden den Glæde at faa tale personlig med dem, da de fulgte med til Bleken og holdt en Opbyggelse der.

Herved traadte hans Kristenliv ind i et mere udviklet Stadium.

Da han i den Tid drev Handel med forskjellige Ting og reiste rundt fra Bygd til Bygd, kjøbte Kreaturer m.m., ledede dette til, at han kom i Forbindelse med en hel Del verdslige og tildels raa og ugudelige Mennesker. Denne Omgang virkede skadelig paa ham, uagtet han førte et udvortes ærbart og anstændigt Liv. Paa en Auktion blev han af Kamerater lokket til at smage lidt Brændevin. Han var træt og sulten og kjendte straks Virkningen, mren dog uden at blive beruset. Dette voldte ham svære Samvittighedsbebreidelser.

Den trofaste Helligaand slap ham imidlertid ikke, men «overbeviste» ham «om Synd, Retfærdighed og om Dom». Han bad flittig, brugte Guds Ord og modtog ofte kraftige Paamindelser, Tugt og Trøst, men gik der fredløs og kunde saa vanskelig hvile i Troen paa Tilgivelsens Naade.

Sammen med Jens Johnsgaard, som han satte stor Pris paa, gjorde han 1838 en Reise gjennem Gudbrandsdalen, over Fjeldet til Opdal og videre til Trondhjem. Herfra vendte de hjem igjen samme Vei. Han skydsede Johnsgaard med sin egen Hest.

Underveis holdt denne mange Opbyggelser, der ikke blev uden Frugt paa hans Hjerte; men heller ikke da gjenvandt han sin første Frimodighed og Glæde.

Dette skeede først noget senere; Vinteren 1840 reiste han til Grundsæt Marked. Paa Hjemveien traf han i Løiten sammen med den kjendte Lægmanden Styrker Eielsen, som nys før hans Markedsreise havde været paa Bleken. Sidstnævnte ytrede nu Ønske om at gjøre en Tur til Trysil for at besøge Sogneprest P.J. Dybdahl (Paul Irgens D./red.) og bad Torger blive med og skydse ham. Denne var straks villig. De tog nu opover til Elverum, derfra til Trysil og saa tilbage samme Vei til Elverum.

Paa Reisen videre nordover Dalen gjennem sidstnævnte Bygd samt Aamot, Rendalen, Lilleelvedalen og Tyldalen kom T. Bleken inn i en alvorlig aandelig Krise. Der blev stor Nød i hans Sjæl; særlig laa Forholdet til Forældrene tungt paa ham. Han syntes nu, at han ikke havde været saa lydig mod dem, som han burde. Denne aandelige Fordybelse og Inderliggjørelse var dog ikke fremkaldt ved nogen enkelt Opbyggelse, uagtet S. Eielsen overalt flittig talte Guds Ord, under stor Tilslutning Tilstrømning af Tilhørere.

Bleken syntes ogsaa særdeles godt om nævnte Lægmands Vidnesbyrd, og han havde Velsignelse baade af disse og de mange Samtaler med ham.

Den omtalte dybere og fuldere Erkjendelse af Synden bevirkedes efter hans egen Udtalelse af Guds egen Aand ved Mindelser og Overbevisninger gjennem Samvittigheden uden noget paaviseligt andet Middel.

Paasken 1840 feirede de hos Landhandler Peder Tangen paa Tønset. Flere af dennes Børn var elskelige Kristne, og Svigersønnen, den nidkjære og begavede Lægmand Syvert Gravaune fra Opdal, var der netop paa Besøg. Efter at have gaaet fredløs af angest under uafladelig Bøn og Tiggen om Syndernes Forladelse brød Naadelyset frem i Blekens Sjæl første Paaskedags Morgen.

«Da fik jeg fuldt og helt se og kjende Jesus som min Frelser fra Synd, Død og Satans Magt», har han senere fortalt.

Havde Synden og Syndenøden været stor, saa blev Glæden over Naaden og Forvisningen om Barneret og Barnekaar hos Gud det ikke mindre; han opfordrede alle, der havde lært at bede, til sammen med ham at takke Herren for de store og underlige Ting, han havde gjort mod ham.

«Jeg blev som ny», siger han, «fik et nyt Syn paa alt, ja syntes endog, at Naturen saa anderledes ud end før». Han fulgte fremdeles Eielsen paa dennes videre Reise fra Tønset, gjennem Tolgen, Vindgelen Anneks, derfra til Lilleelvedalen, saa til Foldalen og videre til Hjerkinn paa Dovre, hvor de skiltes. Torger reiste nu ned Gudbrandsdalen til sit Hjem.

– Fra den Stund, Lyset saa klart og stærkt opgik for ham nævnte første Paaskedag, fik han atter Frimodighed til at vidne om sin Tro i Opbyggelserne. «Det gik nu fremad paa den trange Vei gjennem Lys og Mørke, Trængsel og Anfægtelse samt mangen indre Nød, men ved Guds store Barmhjertighed forunderlig frelst, retledet og i aandelig Forstand daglig ført ud paa «de skjønne Græsgange til Hvilens Vande». (Salme 23).

«Fra denne Tid», fortalte han engang, «fik Herren, trods al Skrøbelighed og Mangel, bevare mig i sit salige Samfund i en bestandig og stigende Naadetrang og Bøn og i en levende, om end oftest svag Tro, der altid higede efter at klynge sig fast fastere og fastere til Frelseren, vor Saligheds Hyrde og Tilsynsmand».

– Han virkede flittig ved Opbyggelser baade i Hjembygden og andre Steder. Sammen med Ole Larsen Løseth fra Rindalen gjorde han Vinteren 1842 en Reise over Hedemarken, Solør, Østerdalen og hjem igjen.

Den 27. Marts 1843 blev T. Bleken i Faaberg ægteviet Kirke ægteviet med Mari Hansdatter (Oplysninger fra hende selv og flere Samtidige. Fleraarigt, nøie Bekjendtskab), født i Sel 8. Marts 1816. Hun var en Datter af Gaardbruger Hans Andersen Formoe, født der 1777, død sammesteds 7. Marts 1855, og Hustru Marit Hansdatter Hattrem fra Lesje, født 4. Marts 1788, død i Sel 1. Juni 1855.

Sidstnævnte var en af Hauges mest fremtrædende Venner i nordre Gudbrandsdalen og Formoe i hendes Levetid et Midtpunkt for det kristelige Liv i Bygden og Omegnen; tilreisende Lægmænd tog altid ind der og fandt gjæstfri Modtagelse samt aandelig Opmuntring og Vederkvægelse. Dette Ægtepar opdrog Mari som sine øvrige Børn til Gudsfrygt, Lydighed og Arbeidsomhed. Særlig øvede den rigtbegavede og gudfrygtige Moder Indflydelse paa hende.

Hun begyndte allerede i Fireaarsalderen at lære den Lille Bogstaverne, tildels hjulpet af en gammel Lærer, Ole Haldorsen Veggum, som dengang havde taget Afsked. Han omtales som en dygtig, nidkjær og kristeligsindet Mand med et yderst ærværdigt Udseende, klædt i den gamle Døledragt.

Da Mari havde lært at læse med Færdighed og kunde Katekismen som paa sine Fingre, blev hun i Seksaarsalderen sendt til Omgangsskolen. Der fik hun Lærer Hans Botten, en begavet og livlig, men yderst letsindig Mand. Hans Søn var den bekjendte Forfatter, Universitetsbibliotekar Paul Botten Hansen.

Den lille Mari blev i denne første Tid trukket til Skolen af en meget stor og gammel Gjedebuk, som udstyret med Sæle og Bidsel og forspændt en liden, pent arbeidet Døleslæde lystig travede afsted; hendes ældre Broder, der samtidig gik paa Skolen, sørgede for, at den noget usædvanlige Hest ikke væltede Slæden eller gjorde anden Ugagn.

Omkring 1823 reiste den nysnævnte Hans Botten fra Bygden til Nordland, hvor han blev gift med en Enke og havnede i Velstandskaar.

Dennes Eftermand som Lærer paa Sel blev Hans Hansen Pillarviken (1796-1863), der tidligere havde virket i Koloen i Kvams Anneks til nordre Fron (Hans Hansen Pillarviken var Hans Bottens tremenning – se linkede artikkel/red.).

Han var en fuldstændig Modsætning til den foregaaende : alvorlig, samvittighedsfuld og fremragende dygtig, en ivrig Skolemand med Liv og Sjæl. Selv dybt gjennemtrængt af Kristendommen var det hans fornemste Opgave at gjøre denne til en Hjertesag for de Unge.

Han begyndte sin Undervisning ved Daggry og holdt paa, til Mørket jagede ham, kun afbrudt af en kort Middagshvile. Den blev anvendt til at indtage et tarveligt Maaltid samt lege lidt sammen med Børnene. Det var dog ikke bare Religion, han drev stærkt, men næsten alle den moderne Folkeskoles Fag; han var langt forud for sin Tid. Mari blev under hans sjeldne Veiledning meget flink i alt, hvad hun fik Undervisning i.

Hun modtog tidlig stærke Indtryk af Kristendommen baade gjennem Forældrene, Oplæringen i Skolen og ved Samvær med tilreisende Haugianere, som Daniel Arnesen, Farver Ole Mjelva, Christen Borgersen Dahler, Jens Johnsgaard og hans sjeldne Hustru Elisabet, Gjertrud Mælumsvangen og især Lars Knudsen Tjødlingen (Kyllingen/red.). Sidstnævnte besøgte ofte Formoe i denne Tid, og lille Mari var svært glad i ham; han omtales som usædvanlig venlig, kjærlig og barnegod og talte altid vakkert og forstaaelsesfuldt med hende om Jesus, den store Børneven.

Han prøvede ogsaa hendes Kundskaber, betragtede Haandgjerningsarbeiderne, opmuntrede til altid at være flittig, flink og snil samt fremfor alt frygte og elske Gud og være hjertelig bange for at bedrøve ham med nogen Synd.

Da han sidste Gang i 1825 reiste fra Formoe, stod den lille med Taarer i Øinene og saa efter ham, indtil han forsvandt for hendes Blik. Han døde det følgende Aar.

Mari havde den Lykke at beholde den førnævnte flinke Lærer Resten af sin Skoletid.

En Tid hun var paa Loftsgaard hos sine Forældres Venner, modtog hun sammen med Datteren Ragnhild Undervisning af Hans Pillarvikens Søstersøn, Hans Thordsen Stensrud (1812-1858), der senere studerede og døde som Prest.

Da Mari gik i sit femtende Aar, tegnede hun sig Høsten 1830 til Konfirmationsforberedelse for pers. Kap. J.L.K. Dahl (1803-1850) og nød hans Undervisning i et halvt Aar, men uden synderlig Frugt. Saa blev den bekjendte Hans Peter Schnitler Krag (1794-1855) den 29. November 1830 udnævnt til Stedets Prest og fortsatte Konfirmationsundervisningen. Han var en stræng og fremragende Skolemand, der erklærede, at han bare kunde konfirmere Mari Formoe og et Par andre om Vaaren; de øvrige derimod ikke; «de skulde gaa til de lærte sin Saligheds Kundskab, om det saa var til de blev graa».

Han underviste usædvanligt livfuldt og grundig; derfor bad ogsaa Mari om at faa Lov til at deltage sammen med de andre i Konfirmationsforberedelsen. Efter to og halvt Aars Undervisning blev hun saa konfirmeret Vaaren 1833. Det var for hende og de andre en uforglemmelig Dag. Siden stod hun og mange af de ældre paa Kirkegulvet, indtil hun som Forlovet flyttede ud af Bygden for at blive gift i Faaberg.

Fra Konfirmationen til sit Giftermaal var hun i Regelen hjemme og blev af sin Moder ypperlig og alsidig  undervist i alt husligt og kvindeligt Arbeide, især Syning og al slags Vævning, hvoriblandt Dreil, Tæpper, Aaklæder o.s.v.

Sin Uddannelse afsluttede hun ved gjennemgaa et Kursus i Haandgjerning paa Lillehammer, næst før hun blev gift.

Hun var derfor som Husmoder særdeles vel oplært og derhos i Besiddelse af fortrinlige Evner, en stærk Vilje og en uopslidelig Energi. Hun eiede utvilsomt langt flere kristelige Kundskaber end de fleste og et sjeldent Kjendskab til den lutherske Kirkes anseede Opbyggelsesbøger, som Johan Arndts «Sande Kristendom», Scrivers «Sjæleskat» samt flere af Luthers, Pontoppidans og Hauges Bøger.

Samtidig kunde hun udenad en hel Del af vore bedste Kirkesalmer.

Den kristelige Skat havde ogsaa paavirket og dannet hendes Hjerte.

Det var dog maaske mere Udviklings- og Opdragelseskristendom, hun dengang eiede, end en Kristentro fremgaaet af en dyb og levende Syndserkjendelse, født af Guds Aand og Ord og prøvet i Trængsler. Hun stod visselig i denne Henseende tilbage for sin Mand.

torger johnsen bleken

Deres Husliv var lykkeligt og Hjemmet et Sted, hvor kristelige Venner fra nær og fjern gjerne søgte hen, fik gjæstfri Modtagelse og hyppig holdt Opbyggelser.

De gav alle sine Børn en god, kristelig Opdragelse og Oplæring og havde senere Glæde af dem.

Flere af dem døde i den spæde Alder og et Par som voksne, modne Kristne.

Torger Bleken var fra den Stund, Herren helt havde faaet Magt over hans Hjerte, en afgjort Kristen, stø og forsigtig i sin Vandel, saa man uvilkaarlig maatte faa Tillid til ham. Han var med at stifte den første Hedningemissionsforening i Faaberg og stod i søndre Gudbrandsdalens Fællesbestyrelse, indtil Svaghed og Sygdom tvang ham til at trække sig tilbage. Arbeidet for Hedningemissionen optog stærkt hans Kjærlighed; men dernest var han ogsaa, som allerede berørt, en trofast og begavet Arbeider i den indre Missions Tjeneste, baade i Hjembygden og i videre Kredse.

Sit Reiseliv som Lægmand, især i Hamar Stift, fortsatte han efter sit Giftermaal i en lang Række af Aar.

I den senere Tid af sit Liv virkede han omtrent udelukkende paa Hjemstedet og i den nærmeste Omegn.

I Syvtiaarene og fremover holdt han Opbyggelser i Skolehuset paa Buvolden omtrent hver Søndag, der ei var Gudstjeneste i Sognets Kirke. Disse Sammenkomster blev vel besøgte og bidrog meget til at vække, nære og udvikle det kristelige og kirkelige Liv i Menigheden.

Han var en trofast og ægte Haugianer.

Uagtet han kunde tænke baade dybt og klart og tale logisk sammenhængende, gav han sig dog sjelden af med i egentlig Forstand at udlægge Guds Ord. Han greb i Regelen Hovedtanken i det Kapitel eller Bibelafsnit han læste, udviklede denne og satte den i levende Forbindelse med det praktiske Livs Forholde. Af og til talte han over et Stykke af Børnelærdommen eller et Salmevers. Hans Vidnesbyrd var klart, indtrængende, vækkende og veiledende, gjennemtrængt af en kjærlig, evangelisk Aand og rigt paa kristelig Livserfaring.

Han gav altid Indtryk af en grundmuret Sikkerhed og Fasthed, og enhver Tilhører følte, at han talte af dyb Overbevisning, og at der stod en Personlighed bag Ordet.

Hans forsigtige og støe Kristenliv bidrog ogsaa meget til at give hans Ord en særegen Vægt paa de Steder, han var kjendt. Han var tillige privat en god Raadgiver og Veileder baade timelig og aandelig og havde let for paa en klog og kjærlig Maade i det daglige Liv at vidne for andre om sin Tro. Af Naturen eiede han et blødt, medfølende Gemyt, hvorfor al Nød og Jammer i Verden gik ham dybt og inderlig til Hjerte; derfor var ogsaa hans Smil saa stille og kom forholdsvis sjelden frem; men en eiendommelig Mildhed dæmpede det alvorsfulde ved hans Væsen og gjorde det saa elskeligt.

Som mange tungsindige Naturer havde han et betydelig Fond af Humor, der ofte gjorde stor Virkning, naar det enten i en Tale eller privat kom frem paa hans tørre, stilfærdige Maade, medens Aandens Ild glimtede i Øiet.

Endnu mere fremtrædende var hans Ydmyghed og Beskedenhed, en Følge af hans dybe Følelse af sin Synd og Uværdighed til alt godt og hans levende Tilegnelse af Guds frie, uforskyldte Naade i Kristus Jesus.

Firti- og  Femtiaarene udover var en Gjæringens og Mødernes Tid. Torger Bleken var hyppig tilstede og deltog ogsaa af og til i Diskussionen. De forskjellige større og mindre Møder for Hedningemissionen baade østenfjelds og nordenfjelds bivaanede han med Glæde.

Prestemødet paa Lillehammer 27. og 28. Juni 1850 fulgte han med stor Interesse som Tilhører. Ligesaa de bevægede og stærkt besøgte Lægmandsmøder paa Gjøvik i Vardal 25. Juni 1852, paa Hamar 3. og 4. Juli 1856, i Drammen Midtsommer 1860, et Møde om P.A. Jensens Læsebog ved Midten af Sekstiaarene, det store Lægmandsmøde paa Lillehammer 1886 eller det følgende Aar m.fl.

Han interesserede sig ogsaa levende for kirkelige Reformer, der ved den Lammerske Bevægelse havde faaet ny Fart, og mødte som Deputeret ved en Række Stiftsmøder samt Landsmødet i 1873.

De senere Aar kunde han ikke deltage i paa Grund af Tunghørthed.

Han var stemt for forsigtige, gode Reformer inden Statskirken, men mod Udtrædelse. Han syntes, man var tilbøielig til at se formeget paa Feilene og Skrøbelighederne inden Kirkesamfundet og Presterne, men oversaa altfor meget de lyse og gode Sider.

I de sidste Aar af sit Liv blev han mere og mere betænkelig overfor forskjellige Reformer paa Grund af Udviklingen og Tidsforholdene. Han frygtede for, hvis flere Forslag blev gjennemførte, at vi vilde faa det langt værre, end vi nu har det, og blive tyranniserede af Masserne.

Saaledes var han afgjort mod borgerligt Ægteskab, men for en skjærpet Kirketugt efter Guds Ord og Kirkens Bekjendelse. Han ønskede fremdeles, at det maatte være Adgang for Nadvergjæster at tale med Presten paa Forhaand og aflægge privat Skriftemaal, hvis de følte Trang dertil, men vilde forøvrig ikke have Skriftemaalet skilt fra Nadveren.

Bleken delte ellers i alt væsentligt Professor Gisle Johnsons Standpunkt i Reformsagen, saaledes som dette kom frem under Mødet i Christiania 1884.

I de sidste Landsmøder hindrede Sygelighed ham fra at deltage. Han havde læst omtrent alt, hvad der var udkommet om Kirkeforfatningsspørgsmaalene, og eiede et mærkelig godt Kjendskab til deres Historie og Skjæbne, siden de først dukkede op og indtil 1890.

Han var en alsidig, sjelden tænksom og forstandig kirkelig Lægmand.

Det kunde mærkes, at han var mod Grundtvigianismen og Folkehøiskolen, men for sund og god almenmenneskelig Oplysning paa kristelig og kirkelig Grund. Det var hans Overbevisning, at Lægmandsvirksomheden efter Guds Ord var baade berettiget og nødvendig; men han vilde som de allerfleste Haugianere have den kontrolleret og ønskede, at den arbeidede i Tilslutning til Kirke og Embede.

Han var i bedste Forstand en Presteven og kunde aldrig sympatisere med dem, som rev ned paa det kirkelige Embede og dets Indehavere.

Et ægte haugiansk var det ogsaa, at han gik lige flittig i Kirken, efterat han var bleven saa døv, at han næsten ikke kunde høre et Ord af Prædikenen, og var altid en meget flittig Nadvergjæst.

Lovlydighed, Kongetroskab og Agtelse for Øvrigheden traadte stærkt frem hos ham, og han elskede varmt sit Folk og Fædreland.

Fordi han i sig selv var intet og Kristus alt, derfor talte han aldrig Ros. Han havde intet at rose sig af, sagde han. Af Guds Naade var han det, han var, og derfor vilde han saa gjerne give Herren al Æren.

Han var hele sit Liv utrættelig arbeidsom og virksom, i flere Henseender en Foregangsmand. Derfor svigtede Kræfterne tilslut; de to sidste Aar gik det stadig nedover; men Aandskraften var der lige til det sidste. Han interesserede sig fremdeles lige levende for alt, som angik Guds Riges Vekst samt fulgte medfølende Venners og Kjendtes Ve og Vel.

Under sin langvarige Sygdom, der ofte var forbundet med mange Smerter, lagde han for Dagen stor Taalmodighed og urokkelig Hengivenhed i Guds Vilje. Som Guds Ord og Bøn var hans Trøst og Glæde i sunde Dage saa endnu mere under Sygdommen. Han styrkede sig oftere med Herrens Nadvere og længtede inderlig efter at faa komme hjem, men altid med stille Overladthed i Herrens Vilje.

Tirsdag 29. Juli 1890 om Aftenen sovnede han stille ind.

Onsdag 6. August næstefter blev han under stor Deltagelse begravet ved Faaberg Kirke. Sogneprest S. Vinsnes talte i Sørgehuset vakkert og sandt om hans gudfrygtige Liv, ydmyge, betydningsfulde Arbeide og fredfulde Død i Tilslutning til Ordene : «Salige er de Døde, som dør i Herren; de skal hvile fra sit Arbeide, men deres Gjerninger følger med dem».

— Hans Hustru overlevede ham i mange Aar. Hendes Enkestand var en velsignet Udviklings- og Modningstid for det aandelige Liv, der kjendelig Aar for Aar blev fordybet og inderliggjort. Det var glædelig for hendes Omgivelser at iagttage Guds Aands Arbeide i hendes Sjæl gjennem Ord og Sakrament. Hun satte sit Haab til Gud og blev ved i ydmyge Bønner Nat og Dag.

I timelig Henseende var hun som før utrættelig virksom, en enestaaende driftig og dygtig Kvinde og Husmoder. Gjentagne Gange blev hun alvorlig Syg af Lungebetændelse, men kom sig igjen. Hun havde slig forunderlig Omsorg for andre. Engang bad hun til sig mange af Husmandskonerne i Nabolaget, men blev farlig syg. Hendes Familie vilde nu, at hun skulde give dem Atterbud ; men det vilde hun ikke høre Tale om. De kom da, spiste Middag der, og hun gav sig ikke, før hver enkelt af dem havde været inde og hilst paa hende.

Aandskræfterne og Interessen var frisk og levende lige til det sidste. I Midten af December det sidste Leveaar gjorde hun som sædvanlig istand og sendte Julegaver og Breve til sine Kjære i Christiania, og før disse var naaede frem, fik de Telegram om, at den Gamle allerede var gaaet ind til den evige Juleglæde 22. December 1907 i en Alder af henved 92 Aar.

Af Børnene lever endnu fem, der alle deler sine Forældres kristelige Syn og Standpunkt.

 

 

 

 

 

 

 

Stengt for kommentarer.