christian gjermundsen sund : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.

 

– fra s. 39 – 45 :

En ældre Ven af Smestad og Rud var Farver Christian Gjermundsen Sund (Oplysninger og Meddelelser fra en Række samtidige  Haugianere, især Torger Bleken og Hustru Mari Bleken, Martinius Fremstad, Christen Amble og Pernille Amble samt Vangs og Furnæs’ Kirkebøger) i Brumunddalen paa Furnæs, dengang Anneks til Vang ved Hamar.

Hans Hjem var i omkring 60 Aar et Midtpunkt for det kristelige Liv paa Stedet og i Omegnen.

Han blev født i Begyndelsen af Aaret 1782 i Namdalen, sandsyndligvis nær Namsos. Om Forældrene, Forholdene i Hjemmet og hans Opvekst vides intet.

Dog omtalte han selv, at han opholdt sig nogen Tid i sin Ungdom paa Gjæstgiveriet Sørviken, der vistnok ligger i Fosnes Prestegjæld. Stedet eiedes dengang af en Otter Carlsen Bacherud fra Helgøen i Mjøsen og var i 1803 indkjøbt for ham af H.N. Hauge.

Men uagtet Carlsen regnede sig til Haugianerne, saa frygtede dog Sund for, at han lod sig overvinde af Verden; naar han omtalte denne sin Husbond, føiede han til : «Agtelsen i og af Verden var og er Snaren for mange«.

Den unge Mand blev tidlig vakt, omvendt og kom til fuldt aandeligt Gjennembrud ved Hauge eller en af hans Venner og var hele sit Liv en varm, forsigtig og virksom Kristen. Han valgte Farvebedriften som sin Fremtids Levevei og sagde, at hans «Opmærksomhed hendroges derpaa ved de den Gang brugelige hvide Trøier med de sorte Kanter og Opslag paa Ærmene».

Hans Beslutning var snart fattet; han var en kort Tid i Farvelære, men lærte sig selv efterhaanden det meste.

«Dreven af en stærk Trang til at opsøge og blive kjendt med alvorlige Kristne» drog han omkring 1804 sydover. Hans standsede paa Hedemarken. «Stedet for sin Bedrift valgte han som en klartseende og fremsynt Mand i Brumunddalen» og blev senere gift med Marthe Roterud fra Veldre, Datter af Erik Roterud og Hustru.

«Disse var begge anseede Haugianere og havde et gjæstfrit Hjem, som var et Samlingssted for kristelige Venner. Datteren Marthe havde Forældrenes kristne Sind og var en særdeles begavet og overmaade driftig og indsigtsfuld Kvinde. Hun hjalp sin Mand fortrinlig i Farveriet og styrede og stellede alt i Huset paa en  mønstergyldig Maade. Ikke mindst ved hendes Energi og alsidige Dygtighed blev Forretningen snart bragt op til stor Fuldkommenhed efter den Tids Fordringer».

Han havde megen Søgning og nød almindelig Tillid; ældre, kristelige Farversvende vilde gjerne arbeide hos ham, og mange unge, troende Gutter lærte der sit Haandværk.

Overfor dem alle var Sund og hans Hustru snille og omsorgsfulde som Forældre mod Børn; Guds Ord blev flittig brugt Morgen, Aften og i Hviletiderne, medens Sang og Bøn lød under Dagens Stræv, samtidig som travle Hænder passede Arbeidet.

Ved Flid, Vindskibelighed og Sparsomhed arbeidede de sig ogsaa op til en meget god økonomisk Stilling.

«Christian og Marthe Sund havde et sjeldent Vennehus, der stod aabent for alle og enhver, som elskede Herren. Der reiste ikke Lægprædikanter gjennem Bygden, uden de besøgte dette Ægtepar og nød Godt i deres gjæstfrie Hjem, hvor Kristenkjærlighed og Gudsfrygt var saa stærkt fremtrædende».

Ved saadanne Anledninger frembar man «gammelt og nyt af Hjertets Liggendefæ»; Opbyggelser blev holdt enten der eller et andet Sted i Bygden. «Deres Hus var ogsaa et aandeligt Centrum, hvor nyvakte, anfægtede eller ældre Kristne saa gjerne søgte hen for at finde Veiledning eller Opmuntring og Vederkvægelse; der var godt at være for alle frelsessøgende; Kristi Kjærlighed brændte altid der rent og klart».

En nu forlængst afdød, kristelig Lægmand skriver : «Sund var en Følelsens Mand; besøgte Venner og selv faa Besøg af Venner var for ham som Honning og Honningkage. Da han engang i nogle Dage havde været gjæstet af Troesbrødre fra Thoten, og disse drog paa Hjemtur, følger han med dem ned til Mjøsen, hvor deres Baad ligger. Men da de saa er komne frem og skal støde sin Farkost fra Land, hvor Sund staar tilbage, hopper ogsaa han ud i Baaden og siger : «Jeg reiser nok med !» Som sagt, saa gjort, og han blev borte fra Hjemmet i hele 14 Dage, skjønt vistnok ikke iført de Klæder, hans Hustru helst ønskede, han havde paa, naar han reiste bort».

I Selskaber deltog Sund gjerne, og mange af de Troende var næsten bange, han var for fri. Men den, som havde saa ædle Bevæggrunde, kunde ikke tage Skade.

Da han engang blev spurgt, hvorfor han saaledes udsatte sig for Fare, svarede han : «Jeg gaar ud paa Alfarveie for at indbyde til Bryllup baade Onde og Gode, at Huset kan blive fuldt».

Han havde ogsaa en særegen Gave til at tale med Folk. Engang han var i et stort Lag, tænkte en Tilstedeværende, at nu skulde Sund faa en Stikpille, fordi han tidligere havde udtalt sig skarpt om Storbønderne. Det var nemlig dengang almindeligt, at Husmændene paa de Kanter arbeidede om Søndagene. Og naar disse blev spurgt, hvorfor de gjorde det, var Svaret : «Vi har kun Søndagene fri; om Hverdagene maa vi arbeide for vor Husbond».

Da Sund hørte dette, havde han sagt : «Jeg vilde heller være Slave end Husmand hos saadanne«.

Dette kom en af dem for Øre, og han følte Braadden deri. Ved Middagsbordet benyttede han Anledningen og sagde : «Der er en Mand, som har sagt, at Slaverne har det bedre end Husmændene paa Hedemarken». Den slagfærdige Sund blev ham dog ikke Svar skyldig, men sagde : «Ja, han raakte det nok, den Mand; paa Slaveriet har de Helligdagsfred; men det har Husmændene her ikke»; og dermed var hans Modpart afvæbnet.

En, der kjendte Sund nøiere, skriver : «Det var Guds Ære og Næstens timelige og evige Vel, han søgte at fremme ved alle Anledninger; en inderlig Tørst efter at faa vidne om Herren og drage Sjæle til ham var altid stærkt fremtrædende. Man havde ikke før hilst paa ham, før han begyndte at tale om aandelige Ting. Og det var ikke let, selv for verdslige Mennesker, at forarges, da han var saa venlig og kjærlig mod alle. Jeg var sammen med ham i et Bryllup paa Veldre. Der blev Tiden ikke lang; sent og tidlig i to Døgn lød aandelige Samtaler, Bøn og Sang. Da var han i sit rette Element; Glæden lyste af hans Ansigt, og det faldt ham saa let paa rette Tid og Sted at anføre Bibelsprog baade af det gamle og det nye Testamente. Jeg deltog efter fattig Leilighed i Samtalen, og det lod til, at Bryllupsfolkene fulgte den med opmærksom Interesse. Ja, en inderlig Omsorg havde han for sine Medmennesker. Ofte tog han sin «Traktat-taske» og gik en Tur til nærmeste Landhandler; «der træffer jeg mange», sagde han; «der kan jeg hilse paa mine Medforløste og give et godt Raad». Engang fulgte jeg ham til nævnte Sted; jeg var paa Hjemveien. Da vi kom der, vilde han følge længere, og dette holdt ved længe; men for mig var det kjært at høre og se, hvorledes han altid havde et velvalgt Alvorsord til hver især, som han traf. Naar en eller anden begyndte at tale ondt om sin Næste, sagde han : «Vi trænger nok alle at læse over vor Børnelærdom, ikke mindst det ottende Bud». Engang reiste han med Dampskibet paa Mjøsen og gik om i Kahytten og delte ud Smaaskrifter. Folk var opmærksomme og lyttede til, hvad den Gamle havde at sige. Omsider kom en Storbonde fra Thoten og sagde, det ei passede at tale om saadant. Sund svarede : «Jeg antager, at de har mange Tjenere og Arbeidere, og da er det ikke alene ilde for deres egen Skyld, men ogsaa for de andres Del, at de har glemt Børnelærdommens Ord : «at de, som ikke lærer andre Guds Ord og ei lever efter det foreskrevne Guds Ord, vanhelliger Guds Navn». Dette bragte den anden til Taushed».

I alle Tilfælde var han opmærksom og snarraadig. Naar han paa sine smaa Udflugter gjorde Husbesøg, traf det ofte, at et eller andet var i Ulag, som man stod i Forlegenhed med. Den praktiske og hændige Mand pleiede da at sige : «Kanske jeg kan stelle paa dette»; dermed gav han sig ifærd med Arbeidet og greiede det i en Fart.

«Med Raad og Daad han rede var for hver, som Bøn til ham frembar».

Engang han kom gaaende, fik han høre en Mand raabe paa en af Gaardens Folk om at komme og dreie Slibestenen. Sund skyndte sig og begyndte at trække Stenen. Manden blev forbauset; men det gav Anledning til, at den ivrige Bekjender fik tale med ham om aandelige Ting, der altid var Hovedsagen for Sund.

En af hans Venner meddeler : «Jeg kom til Brumunddalen, hvor han boede. Han sad da og skrev til sine Venner og sagde : «Det er ikke nu som i Hauges Tid; da skrev den ene til den anden Breve, fulde af kristelig Omsorg og rige paa Formaning til at blive bestandige i Troen til Enden».

Ikke længe havde jeg standsed der, før han spurgte, om jeg vilde være med til en syg Pige. Jeg fulgte den Gamle med Glæde; thi jeg blev altid opbygget ved at høre ham. Paa Veien fortalte han mig, at da han først havde faaet høre om denne Syge, vilde han straks gaa did, men andre sagde : «Det nytter dig ikke; hun er saa medtaget, at hun ikke engang kan svare paa et enkelt Spørgsmaal».

Sund lod sig ikke afskrække, men bemærkede : «Om hun ikke kan tale med mig, saa kan jeg tale til hende; Guds Ord er levende og kraftigt og trænger igjennem, indtil det adskiller Sjæl og Aand, Ledemod og Marv og holder Dom over Hjertets Tanker og Raad«.

Derpaa gik han og fandt hende, som det syntes, døende. Han forstod imidlertid snart, at hun havde sin Fatning og var i Dødsangest og Sjælenød, uagtet hun ei kunde tale.

Sund fremsagde langsomt og tydelig nogle passende Bibelsprog; de fandt Vei til hendes Hjerte og havde en forunderlig Virkning.

Da vi denne Gang kom did, modtog hun os med et Smil og var saapas, at hun endog stundevis kunde sidde i Sengen. Da fortalte hun mig, at den Gang, alle ansaa det forgjæves at gjøre noget, havde Sund talt Livets Ord til hende, hvilket blev et Middel i Herrens Haand til Opreisning og Frelse».

«En anden Gang, jeg var der, fortalte Sund mig om en ung, ugift Mand i Furnæsaasen, som havde faaet det besynderlige Indfald baade Nat og Dag at ligge rolig i sin Seng og hverken tale eller spise, saa nogen saa det. Naar Moderen, der var den eneste i Huset foruden ham, satte Mad til Sengen, kunde han tage lidt om Natten. Saaledes havde han ligget meget længe. Sund fik endelig høre om den afsides boende Eremit og tog straks afsted med Stok i Haanden og Randsel paa Ryggen, fyldt med Traktater, som han pleiede at uddele paa sine Vandringer med de Ord : «Modtag og læs disse Smaablade; det er godt at give hinanden et godt Raad, mens vi er med hinanden paa Veien».

Ja, Sund fandt da frem til denne underlige Mand, traf Moderen ude og spurgte efter hendes Søn, som han ønskede at tale med. Denne svarede : «Han taler nok ikke med nogen, han !» Den Gamle lod sig dog ikke afskrække, men sagde : «Lad mig faa komme ind, men gaa du tilbage, saa vi kan faa være alene !»

Saa gik han og hilsede venlig paa Sønnen, uden at denne gav Tegn eller Lyd fra sig. Sund fortsatte : «Her ligger du saa alene og har maaske allered ligget længe ?»

Ingen Lyd. «Naar du er saa syg, har du vel glemt din Børnelærdom ? Kanske du endog har glemt «Fader vor ?»

Den underlige Mand syntes, at nu gjaldt det Æren, nu kneb det. Endelig kom et «Nei !» frem over hans Læber, og dermed var Isen brudt.

Sund fortsatte : «Lad mig høre !» «Kan du dette ?» «Kan du dette ?» Den kloge Sjælesørger begyndte, en Syge fortsatte, og det gik bedre og bedre. Derpaa sagde Sund : «Nu har du ligget her altfor længe; Skjæg og Haar og Negle har vokset frit; vor Herre vil ikke, at vi skal se ud som Dyr; jeg skal hjælpe og stelle dig, saa du kommer til at se ud som et andet skikkeligt Menneske. Og saa maa du staa op af Sengen !»

Den Syge svarede : «Jeg kan nok ikke staa op; thi jeg har nu ligget saa længe i bøiet Stilling, at mine Ben er blevne altfor korte og Knæerne krumme».

Men den Gamle stod ikke fast : «Jeg ved Raad derimod; jeg skal begynde at smøre og gnide Senerne og lidt efter lidt bøie og gnide Knæerne, saa vil det hjælpe. Desuden skal jeg gjøre dig to Par Krykker; det korteste tager du først; og naar du saa bruger dine Ben, bliver de mere ranke. Derefter begynder du med det andet Par, som er længere, og om kort Tid trænger du ingen Krykker, men kan gaa omkring selv og bruge dine Ben og andre Lemmer til Guds Ære og Næstens Gavn».

Som sagt, saa gjort. Sund gik ikke derfra, før den Syge var staaet op, og han havde faaet pudset og stelt med ham som omtalt.

Senere besøgte Sund ham gjentagne Gange, skaffede Krykker, smurte og gned hans Sener og Knæer, talte samtidig Guds Ord for ham, og Manden var fra den Tid som et andet Menneske; han blev efterhaanden frisk og arbeidsdygtig og nyttig baade for sig selv og andre«.

Som et Bevis paa, hvor klog og tillige enfoldig i kristelig Forstand han kunde være, maa endnu anføres følgende Træk efter hans egen Fortælling : Engang var der i hans Hjem bleven stjaalet et Klædningsstykke. Sund, der havde Mistanke til en vis Person, gik til Vedkommende og sagde : «En rød Militærkappe er bleven borte; dersom du ser, at nogen har et saadant Plagg i sin Besiddelse, saa sig, at han kan lægge det i Stabursgangen hos mig, saa vil jeg ikke tage andre Forholdsregler; men hvis det ei kommer tilbage, melder jeg det til Øvrigheden og opgiver, hvem jeg tror har taget det«.

Og ganske rigtig ! det gik som beregnet. Næste Morgen, sa Sund kom til det angivne Sted, laa Kappen der i god Behold.

— Ved en given Leilighed sad han og lyttede til en Samtale om, hvilke Egenskaber Lærerne burde være i Besiddelse af. Sund var længe taus og hørte paa, hvad de andre udtalte; men da han syntes, at de glemte det vigtigste, sagde han : «De unge Mænd burde have et Sind som Josef, Samuel og David !»

— Hans barnlige og Tillidsfulde Tro blev sat paa mangen en haard Prøve; men den gik altid lutret, styrket og seierrig ud af Trængselen.

Engang blev hans ældste Søn sindsvag. Mange gav forskjellige Raad; men han sagde blot : «Vent lidt !»

Det sammen sagde han til dem, der uden Ophold vilde sende den Syge til Hospitalet; thi han biede paa Herrens underfulde og naadige Hjælp. Og dette Haab blev heller ikke tilskamme. Om kort Tid blev Gutten bra, frisk baade paa Sjæl og Legeme.

— Det nye Testamente bar den Gamle stadig paa sig; Guds Ord var det Kompas, som han altid rettede sig efter. Han læste ofte i Aabenbaringen. Naar andre sagde, at i den var alt saa dunkelt, indvendte han : «Den kaldes jo Aabenbaringen, ikke Hemmelighed; og dersom vi ikke læste den, kunde vi heller ikke bevare dens Indhold, og der staar jo : «Salig er den, som bevarer denne Bogs Profeties Ord» (Aab. 22,7)».

Men han hengav sig ikke til ørkesløse Grublerier over det, som ei var letfatteligt og ligefrem opbyggeligt. Nogle, der altid beskjæftigte sig med Profeternes og Aabenbaringens dunkleste Synes og Spaadommem spurgte ham engang, hvad han gjorde, naar han læste disse ofte uforklarlige, hellige Skrifter. Han svarede : «Naar jeg gaar i en Skov, hvor der ligger mange og store, nedblæste Træer, tager jeg ikke min Økse og giver mig til at hugge Vei, men gaar omkring. Ligedan bærer jeg mig ad, naar jeg læser det, som er svært og vanskeligt at fatte. Jeg fæster mig ved det forstaaelige og opbyggelige og glædes og styrkes derved; men Spaadommene venter jeg med, indtil jeg ved Guds Barmhjertighed kommer i Himlen; da vil Herren selv forklare mig dem og alt dunkelt hernede; og jeg vil se det hele straale klart i Guds Visdoms og Kjærligheds Lys«.

Indtil sin høie Alder gik Sund omkring i den kristelige Kjærligheds Erinder. Naar man pegede for ham paa den bedste Vei fra det Sted, hvorfra han gik ud, sagde han : «Jeg vil helst gaa Benveien; thi da kan jeg komme om den Stuen der ogsaa».

Og paa den Vis traskede han lange Omveie gjennem Skov og Myr; kommen frem til en Gaard eller Plads gaar han ind og beder om at faa hvile. Hvis han ser, man trænger Hjælp, yder han den altid hurtig og villig : trækker Vedsagen, steller paa en Rive eller lignende og faar derved saa meget bedre Anledning til at gjøre Anvendelse af indtrufne Tilfælde paa det aandelige.

Paa en meget stor Gaard i Veldre var saavel Føderaadskonen som hendes Svigerdatter stærkt paavirkede af Guds Ord. Den Gamle havde i en Række af Aar følt Guds Kald, den unge Kone især under Barselsnød, da hun var dybt rystet, græd, bad og gjorde mange Løfter, om Gud vilde hjælpe. Og han hørte de brændende Bønner; Konen blev for en Tid som et nyt Menneske i aandelig Henseende; men saa syntes atter den gamle Ro og Sløvhed at indtræde. Sund hører om dette, tager sin lille Traktatrandsel paa Ryggen og kommer did henimod Aften. Da det er sent, faar han snart Indbydelse til at blive der til næste Dag. Han tager med Tak imod.

Efter at have tilbragt Aftenen med Tale om de Ting, som hører til Liv og Gudfrygtighed, blev han anvist Soveværelse i den Gamles Bolig. Om Morgenen kom en ung Kvinde ind til ham med Kaffe. Med hende begyndte han straks at tale om Nødvendigheden af at søge Herren i den Tanke, at det var Føderaadskonens Tjenestepige. «Det er saa rart», sagde han, «at tage sin Tilflugt til Herren i al Nød, som kan komme. Naar den indfinder sig, raaber enhver gjerne til Gud. Men det er beklageligt, at mangen, som i Trængselen vendte sig til Gud om Hjælp og fik den, glemte ham, naar Faren var over. Se nu den unge Konen oppe i Stuen ! Hun raabte rigtig alvorlig i Nødens Stund til Gud om Redning og fik den underlig og herlig; men nu er vel baade Nøden og Hjælpen og Gud forglemt».

Da Sund lidt senere kom ind til den Gamle, sagde denne : «Jeg faar ikke Lov til at opvarte dig noget idag; Konen oppe ønsker at give dig Frokost». Sund svarede : «Det var rigtig hyggeligt det; faar jeg da ogsaa tale med hende».

«Ja», svarede Føderaadskonen; «du har nu alt talt med hende ogsaa; det var hende, som var inde og skjænkede dig Kaffe !»

«Hm, tænkte jeg», sagde Sund, da han senere fortalte Hændelsen; «Gud styrede det vel saaledes, for at jeg skulde faa sagt hende disse Sandheder; havde jeg gjenkjendt hende, vilde jeg neppe have talt saa lige til».

Ja, Sund var i alle Ting mere en Kjærlighedens end en Fornuftens Mand, hvorfor Jens Johnsgaard saa træffende engang sagde : «Det er nu ikke saa meget Forstanden og Gaverne, som det er Kjærligheden og Enfoldigheden, der har hjulpet Christian igjennem !»

Og Kjærligheden gjorde ham ung, stærk og virksom lige til det sidste. Han hensov i Fred paa sin Eiendom Bakken i Brumunddalen den 1. August og blev begravet 10. August 1867 i en Alder af 85 1/2 Aar. Men Mindet om ham lever endnu i mange taknemmelige Hjerter.

Han havde flere Børn, deriblandt en Datter, gift med Farver Sivert Bostad. En af Sunds Sønner var en Tid stærkt optaget med «Spiritisme, Aandemaning og Sortekunster». Samtidige beretter de underligste Historier om, hvad han kunde gjøre. Men dette Liv nedbrød den begavede og stærke Mands Kræfter; han fik en langvarig Sygdom, hvorunder han kom til en alvorlig Omvendelse og en levende Tro paa sin Frelser og Guds Ords Sandhed.

Man han var ofte plaget af Aanderne, som tidligere havde beskjæftiget ham saa stærkt; ofte for han op, skreg og sagde : «Nu er de efter mig !»

Pastor M.J. Færden (1835 – 1912), daværende pers. Kap. hos Stiftsprost Paul Winsnes i Vang, var ham til megen aandelig Hjælp og sagde, at Sund kunde sende Bud til ham, hvilken Tid paa Døgnet det behøvedes, saa skulde han straks komme og bistaa ham. Heraf benyttede den Syge sig ofte; de bad sammen, læste Guds Ord og samtalede; herved blev han mere rolig; de stærke Kampe lagde sig, Aanderne ved, og han vandt Seier ved Jesus Kristus. Nu advarede han alvorlig sine Venner mod at indlade sig paa saadanne Ting, som han tidligere havde gjort. Han pleiede at sige : «I tror ikke, hvilke stærke og frygtelige Magter I da slipper løs og kommer under Indflydelse af !»

Han døde frimodig og glad i Troen omkring 1870.

Brødrene, Ingeniørene Christian, Andreas og Carl Sund, der driver et anseet mekanisk Værksted i Christiania, er gamle Christian Sunds Sønnesønner.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stengt for kommentarer.