peder amlien : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.

 

– fra s. 65 – 66 :

Paa Thoten virkede i denne Tid et Par Lægmænd, som i Korthed bør omtales. Det var Brødrene Peder og Rasmus Amlien.

Den ældste af disse, Peder, blev født 30. Marts 1780 paa Gaarden Dofseth i Eina Anneks til vestre Thotens Prestegjæld (Oplysninger og Meddelelser fra en Række samtidige Haugianere, især indsamlede af Kirkesanger Anders Olsen, østre Thoten. Eget Bekjendtskab til en af hans Sønner).

Han var Søn af Gaardbruger Thomas Elensen og Hustru Johanne Marie Rasmusdatter.

De sad i trange Kaar, da Faderen ikke sjelden drak, hvilket dengang var meget almindeligt.

Hans Moder omtales som en «snil og brav Kvinde», der rimelig har været hans «bedste Lærer». Om Peders Opdragelse og Livet i Hjemmet vides intet; med hans Skolegang var det yderst skrøbeligt.

Hauge reiste gjennem Bygden antagelig 1801 og holdt da Opbyggelse paa Gaarden Kjølveien, hvor Peder blev vakt.

Nogle Aar senere kjøbte han en af Gaardene Amlien paa Einastranden og giftede sig med Kjersti Løken fra Opdalen i Lynner Anneks til Jevnaker. Hun var en driftig og dygtig, men skarp, fritalende, stræng Kvinde, i flere Henseender temmelig meget paaholdende.

Her boede Peder hele sit Liv, til han tog Føderaad, og blev anseet som en ivrig og dygtig Gaardbruger, der nød megen Agtelse blandt sine Omgivelser; alle Dage havde han en god Helbred.

Hans aandelige Liv udvikledes forholdsvis roligt og jevnt. Guds Ord blev flittig brugt og Husandagt i Regelen afholdt. Han deltog især i yngre Dage i Opbyggelserne med Bøn og Formaningstale. Ofte kom han som ældre ned til sin Broder Rasmus og havde gjerne L. Hofackers Postille med sig; de læste da Teksten i denne Prædikenbog, bad sammen og samtalte ofte med hinanden om aandelige Ting.

Peder Amlien var jevnlig meget bekymret for de kommende Tider og formanede hyppig yngre Kristne til Bestandighed i den erkjendte Sandhed, idet han gjerne anførte Pauli Ord til Efeserne Ap. Gj. 20,30 : «Blandt Eder selv skal der fremstaa Mænd, som fører forvendt Tale for at lokke Disciplene efter sig».

— Han var gjæstfri og vennekjær, men havde i sit Hjem flere Hindringer at overvinde. I det daglige Liv faldt det let for ham at tale med Folk om aandelige Ting. Han havde sine Feil, men kjæmpede mod dem med de rette Vaaben.

— Da den Gamle ophørte at drive sin Eiendom og blev Vilkaarsmand, fik han en Tid daarligt Tilsyn. Tilsidst kom Oldingen til en Gaard i Annekset Kolbu og nød her bedre Pleie. Paa dette Sted døde han den 13. Januar 1876 af Alderdomssvaghed efter i de sidste Aar at have holdt Sengen.

Han ligger begavet ved Aas Kirke; en Mindesten viser Stedet.

Peder Amlien var vistnok nærmest en praktisk, rolig, men ikke meget kritisk Mand, — liden af Vekst, stærkbygget, med et mildt, alvorligt Aasyn.

Viljen var mest fremtrædende. Af hans otte Børn blev to mere bekjendte. Thomas Amlie, født 1815, tog Eksamen uden Forberedelse i December 1841 ved Asker Seminarium med «meget godt» i Hovedkarakter baade for den theoretiske og praktiske Prøve. Han drev stor Garn- og Broderiforretning i Christiania, senere Hvalfangst. Han var tro mod de haugianske Traditioner og en varm Ven af Biskop Schreuder og hans Mission. Den 3. April 1897 tog han med eget Skib til Island for at se til sit Etablissement der; i en Orkan gik baade Fartøiet og hele Besætningen tilbunds mellem Færøerne og Bestemmelsesstedet, antagelig 6. April. Hustruen var en Datter af Ole Svanøe.

En yngre Broder, Peder Amlien, drev Kjøbmandsforretning i Haugesund. Han blev født 1830, virkede fra 1854 som Lægprædikant, udgav 1872 «Nogle Ord om de nye og gamle Arbeidere i Herrens Vingaard» og 1876 «Betragtninger over Forskjellen mellem den nyevangelisk-rosenianske Lære, som hans (Rosenius’s) Venner bekjender sig til, og den evangelisk-lutherske Lære, som H.N. Hauges Venner bekjender sig til«.

 

Stengt for kommentarer.