lars hemstad : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Første Bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel 1796 – 1820. Christiania 1905 – 1911.

 

– fra s.159 – 160 :

 

Ved Hauges Virksomhed paa Oplandene og i Gudbrandsdalen var mange blevne vakte, og ikke faa reiste ut som Guds Ords Forkyndere.

Vi vil nævne nogle af disse.

Gaardmandssønnen Lars Olsen Hemstad var født i Stange i Mai 1765; han blev vakt under Hauges første Besøg i Bygden; greben af en stærk Vidnetrang begyndte han snart at tale Guds Ord i sin nærmeste Kreds og i Omegnen.

Sommeren 1799 drog han sammen med en anden ung Mand nordover Østerdalen; paa høstkanten samme Aar holdt de Opbyggelse i Røros og fremkaldte der en ikke liden religiøs Bevægelse, men mødte stærk Modstand hos Stedets Sogneprest P.S. Krag, der i en Skrivelse til Stiftet beskylder dem for, at «det ikke var Gavnelyst, men Skinhellighed og Hovmod, som stemte dem til denne ufornødne Syssel», og klager over, at de førte «hele Sække» af Hauges Bøger med sig, som de spredte i Byen.

Efter at have været eksaminerede af Presten to Gange bleve de af Lensmanden paa dennes Anmodning «med den største Beredvillighed» transporterede ud af Byen; den unævnte Lægmand reiste nu tilbage, medens Lars Hemstad drog over Fjeldet til det trondhjemske og virkede der flere Steder; paa Inderøen blev han arresteret af Fogden og sendt til Trondhjem. Vagten forlod ham imidlertid snart, og han vandrede da alene ind til Stiftsstaden, hvor han fremstillede sig for Amtmanden, Grev Moltke, der lod ham uhindret fare, men befalede, at han ei maatte holde Forsamlinger mere.

Derefter traf Hemstad sammen med Hauge i Trondhjem og fulgte med ham indover Bygderne; i Leinstrandens Anneks til Melhus var de ivrig sysselsatte med at tale Guds Ord og indbinde Bøger. De blev Midlet til en stor og sund Vækkelse; «de fleste aflagde Drukkenskab, Banden med flere Laster» (Forhørsprotokollen for Strinden og Selbo 1799, Hauge : «Reiser» s. 22).

Stedets Sogneprest, den gamle og lærde H.E.Steenbuch, optraadte imidlertid fra Prædikestolen skarpt mod det nye «Sværmeri»; men baade de Vakte og Lederne blev i en beskeden, men bestemt og overbevisende Skrivelse tagne kraftig i Forsvar af Stedets Lensmand, Iver Monsen, der var en begavet og ridderlig Personlighed, sindig, indsigtsfuld og modig. Bevægelsen voksede, Sogneprestens Modstand øgedes, og Lægmændene blev efter et Møde baade med Steenbuch og Biskop Schønheyder henimod Jul 1799 arresterede og førte til Trondhjem.

Her blev de af den konstituerede, lidet velvillige Stiftamtmand Angell satte under Tiltale; han lod dem føre tilbage til Melhus og der eksaminere; en Mængde Vidner blev tillige avhørte, der samstemmig oplyste, at alt var gaaet sømmelig og stille til i Opbyggelserne, og at Lægmændene havde talt i Overensstemmelse med Bibelen og Katekismen. Beskyldningerne og de udspredte Rygter blev fuldstændig gjendrevne og kun godt oplyst om Hauge og Hemstad. Desuagtet blev de førte tilbage til Trondhjem og satte i Forvaring, indtil Dom faldt i Sagen; Hauge fik 1 Maaneds Tugthusstraf og hans Reisefælle 1 Maaneds Fæstningsarbeide for sin Overtrædelse af den saakaldte Konventikelplakat om gudelige Forsamlinger.

Efter at have sonet sin Straf reiste Hemstad til Leksviken, hvor han sammen med Arnt Solem fra Trondhjem blev Midlet til en stor kristelig Bevægelse. Stedets Prest, Hagerup, siger, at der neppe var nogen Gaard, hvor der ikke fandtes en eller flere Opvakte, af hvilke de fleste var «blandt denne Bygds fortrinlige og retskafne Mennesker». Det lader til, at ogsaa denne Vækkelse fra først af var sund, men da Lægmændene snart drog bort, og de Nyvakte manglede kristelig og forstandig Ledelse, tog Livet en skjæv Retning og udartede til Sværmeri, hvilket foran er omtalt.

Lars Hemstad reiste rimeligvis hjem straks efter sin Virksomhed i Leksviken.

Efter Alt, der foreligger, var han en begavet og varm Kristen med stort Vidnemod og en betydelig Evne til at gribe og vække de sovende Samvittigheder. Om hans Liv og Arbeide fra denne Tid og en lang Aarrække fremover vides intet. En Mand, som kjendte ham i de sidste 10 Leveaar, omtaler ham som en stille og alvorlig Kristen med en eksemplarisk Vandel; han nød ogsaa ubetinget Agtelse og Tillid i Bygden. Alle sine Dage levede han ugift og hensov i Fred 16. april 1847 (NB : les her at Lars Olsen Hemstad døde 6. april 1847 og ble begravet 16. april 1847/red.).

Han var stor og stærk, rigtig en Kjæmpeskikkelse, med en frisk Farve og et alvorligt, energisk Udtryk i det fyldige, fredfulde Ansigt (Brev fra Martinius Lindstad i Stange af 20de Marts 1899. Stange Ministerialbøger).

 

Heggtveit beskriver på s. 175 i «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede, Første Bind, Haugianismens Tid – Første Halvdel 1796-1820» om at «en kort tid høsten 1799 virket både Lars Hemstad og Hauge sammen med Riis (Niels Iversen Riis) i Rennebu. Hauge skriver : «Der var megen Begjærlighed; Presten ville, vi skulde tages, men Menigheden forhindrede det (Skriftlige meddelelser indsamlede af Rasmus Dombu i Meldalen og Brev fra Hauge af 21. Januar 1800. Hauge, Lærdoms-Grunde.III.133).

Stengt for kommentarer.