lars hemstad : presentert av sigrid svendsen

 

sigrid svendsen tre haugianerei boken : «Tre haugianere og deres samvær med Hans Nielsen Hauge», utgitt på Lutherstiftelsen Forlag, Oslo 1936. For Danmark : O. Lohse, Kjøbenhavn.

 

Forord.

Her er fortalt hvad jeg har kunnet finne om Hauges første besøk på Hedemarken og den bevegelse som fulgte efter det, og særlig om tre av hans venner der: Ole Røhrsveen, Lars Hemstad og Ole Berg.

Foruten oplysninger fra Chr, Bangs og H. G. Heggtveits bøker samt nogen av Hauges egne skrifter, har jeg funnet en del stoff i arkivene og nogen pålitelige meddelelser i den muntlige tradisjon.

For Ole Røhrsveens vedkommende er benyttet hvad jeg skrev om ham i «For Fattig og Rik» nr. 12-13 d. å.

Jeg bringer herved min beste takk til alle som har ydet mig sin hjelp.

Veldre i august 1936. Sigrid Svendsen.

 

Fra s. 21 – 53 :

Litt sønnenfor Stange kirke har man begge Hemstad-gårdene. Alle husene ligger i en klynge. På østre Hemstad bodde den gang gårdbruker Ole Olsen Hemstad, hans foreldre Ole og Mari og hans bror Lars.

De nedstammet i like linje fra den vidt forgrenede og velhavende Lehne-slekt på Ringsaker. Denne gren av slekten hadde nu hatt Hemstad i vel hundre år, og alle brukerne hadde hett Ole Olsen (daværende gårdbrukers lille sønn Ole (f. 1796) blev den femte og siste Ole Olsen på Hemstad, idet gården efter ham gikk over på andre hender/meddelt av Østre Hemstads nuværende eier A. Hagen-Bergseng).

Lars Olsen Hemstad var født 1765, og altså 33 år gammel da Hauge første gang kom til Stange. Han var høi, rank og sterk, riktig en kjempe. Han hadde vært dragon ved det oplandske regiment, og var nu korporal ved landevernet. Ellers hadde han alltid vært hjemme og hjulpet sin far og sin bror med gårds­bruket.

Under Hauges ophold i Stange 1798 blev han over­bevist om hvad der var den rette vei for et menneske, og la siden sitt liv an efter den.

Han fikk efter sin omvendelse en sterk trang til å vidne for andre, derfor begynte han snart å tale Guds ord både i Stange og nabobygdene.

Konflikten mellem haugianerne i Stange og øvrig­heten i begynnelsen av 1799 stanset ham ikke. Den sommeren planla han tvert imot å ta en tur opover Østerdalen sammen med en kamerat, og holde samlinger og sprede Hauges bøker. Og da skåronnen var forbi gjorde de sig i stand og reiste.

Tradisjonen sier at hans følgesvenn var gårdbrukeren på Berg, Ole Simensen.

Det er ikke tenkelig at disse hedemarksbønder som var vant til å kjøre korn til Østerdalen, nettop denne gang skulde ta sig til å gå den lange veien, især da de hadde med sig en stor forsyning av Hauges bøker, som de skulde føre like til Røros. De har kjørt opigjennem dalen. Og nogen lang stans har de ikke gjort på veien. Det kan ikke sees at de har vakt prestenes opmerksomhet i de bygdene de for igjennem. Og det vilde de nok gjort, om de hadde begynt nogen virksomhet der (De vilde ikke ha kunnet holde på lenge, f. eks. i Aamot, hvor stedets prest, A. Wulfsberg, skriver at han «beklager vort arme Norge» fordi myndighetene ikke har tatt affære, og vil ha sværmerne deportert «uden Skaansel til Grønland, Vestindien, eller maaske til at befolke de Nicobariske Øer»/Hauges sak III, 259).

Så kom de en høstdag innover vidden til Røros by. Det flate seterterreng med de slakke høidedrag lå foran dem, fullstendig samme landskap som det hvor de hadde sine egne setrer hjemme på Hedemarken. Men en veldig stenkirke og en by med torvtekte tømmerhus lå på vangen, og seterløkkene var samlet bortenfor, hver med en liten grå låve på.

På Røros var der nok av steder hvor de kunde ta inn, der hvor hverannen gård var en «ferdesgård» med ekstra stallrum for veifarende. Hedemarkingene hadde gjerne sine spesielle losjihus hvor de pleide å ta inn, trønderne sine og svenskene sine. Dessuten hadde de fleste gårdeiere der i byen meget mere rum enn sitt våningshus. Innenfor det var der bygget omkring et lite lunt gårdsrum, bryggerhus, bur, vedskåle, stall, sauhus og fjøs. Mange holder ennu full besetning i disse husene og dyrker sine jorder utenfor byen.

Da Lars Hemstad og Ole Berg hadde installert sig i sitt losji, bestemte de samling om kvelden.

De henvendte sig ikke til øvrighet eller prest, det hadde erfaringer hjemmefra lært dem av med. Men Ole hadde reisepass med, og Lars sitt pass som dragon.

På Røros kjente man jo av rykte haugianernes virk­somhet, og når disse to fremenkaran vilde holde samling blev det fort bekjent i byen.

Og der kom folk. Menn i kort skjøttrøie, knebukser og raulue. En og annen hadde kanskje ikke foretatt nogen større pynt, men beholdt den gule elgelærsdrakten på. Kvinnene hadde klædesliv, rynket skjørt, forklæ og silketørklæ, konene den sorte luen, men de unge piker roselue på hodet.

Stuen blev stappende full. Det berettes at det var mørkt i værelset. Kan hende bare glørne på skorstenen kastet litt lys på de nærmeste, mens de forsøkte å finne sig plass.

Der kom det to til inn gjennem døren, hans velærverdighed sogneprest P. S. Krag (Peter Schnitler Krag, f. 1759, sogneprest til Røros, 1797—1805, d, 1818), og selve verkets direktør, E. O. Knoph (Erik Otto Knoph, f. 1764, direktør, Røros, 1790—1813, d. 1818).

Rektøren! Der blev enda mere stilt og spent i for­samlingen.

En kom inn med et talglys og satte det på bordet, og møtet kunde begynne.

Lars Hemstad reiste sig. Ansiktet var kraftig og vær­bitt. Hedemarksmålet og de gamle postilleuttrykk lød verdig fra hans leber, og budskapet blev ført frem av «den indvortes Drivt til at tale Guds Ord for sig selv og andre til Guds Ære» (Hauges sak V 323).

Det var sikkert ingen preken i de oratoriske vendinger, som datiden yndet, men den jevne manns henvendelse til sine like, med svar på hjertenes trang og spørsmål.

Så talte Ole Berg. Han var ganske ung den gang og mere lav og tettvokset enn Lars. Ole beskrives som en ildfull predikant. Og når han fortalte om hvordan Gud hadde reddet ham som en brand ut av ilden, også fra tilbøieligheten til sterke drikke, så fikk han nok folk til å høre.

Men efterpå grep presten ordet (Hauges sak III, 183, Riksarkivet). Han spurte de fremmede, hvad nu egentlig hensikten og meningen var med dette, å komme her og holde taler?

Jo, sa de, Ånden drev dem til å påminne sine med­mennesker. Gud hadde sendt dem.

Ånden og Gud? De hadde visst ikke megen greie på religionssaker!  Og så gav han dem nogen teologiske spørsmål, som de iallfall ikke har besvart til hans til­fredshet.

Til slutt anviste direktøren dem losji hos en av sine håndgangne menn, så han kunde ha dem under opsikt, og befalte dem å forholde sig rolige.

Men næste kveld holdt de fremmede samling igjen. Og direktøren og presten var atter til stede. Presten talte også da til slutt, og sa til de forsamlede at det de nettop hadde hørt bare var noget snakk, og at disse fremmede ikke selv forstod hvad de talte om.

Næste morgen lot Ole Berg sitt pass påtegne og reiste hjem. Lars Hemstad hadde tenkt sig videre til Trøndelagen.

Han blev ennu i byen og bestemte et møte til. Om dette er der bare referert, at presten fant at Lars ikke engang kunde lese innenat i bok, og at de nu forbød ham å opholde sig lenger på Røros.

Næste morgen begav han sig da på vei nordover. Men han kom ikke lenger enn til Nyplassen, en halv mil utenfor byen.

Der har han truffet folk som vilde høre. For han stanset i tre dager og holdt møter og snakket med de bekymrede.

Men da ryktedes det til byen, og presten fikk vite om «denne uorden».

Han reiste straks der ut og kom midt op i et vekkelses­møte.

Lars måtte igjen svare på en del spørsmål fra presten, og møtet endte med at presten talte til de forsamlede om at de ikke måtte tro på denne fremmede, for han bare bedrog dem.

Så tok han Lars med sig, ledsaget av to menn, og førte ham tilbake til direktør Knoph, med anmodning om å transportere ham videre til nærmeste lensmann.

Men tradisjonen har bevart minnet om gamle troende på Nyplassen siden den tid.

Og den korte virksomhet i Røros by blev heller ikke uten frukt. Mange hadde begynt å spørre om veien til salighet, og der vedblev å være en liten flokk haugianere i årene fremover. De leste Bibelen og Hauges bøker.7)

Et år efter kom en annen av Hauges venner, Samson Traae derop. Men hans besøk blev som det synes enda kortere enn Hemstads, takket være prestens inngripen.

I 1804 kom Sara Usten fra Vingelen og en veninde av henne. Men de blev også hurtigst utvist.

Lars Hemstad skulde nu sendes fra lensmann til lensmann, men må ganske snart være satt på fri fot. Han vandret nedover og kom til Trondhjem under markedet som begynte 1. oktober.

Der traff han venner, bl, a. nogen fra Lexviken, som inviterte ham med sig hjem. Og hos dem holdt han nogen møter.

Derfra gikk han videre nordover, men blev snart arrestert. Fogden skriver herom til amtet:

«Ved min Nærværelse i Dag paa Høste-Tinget for Ytterøens Tinglag er mig bleven tilbragt en i Gaar Åftes til Mossvigens Sogn ankommen Mannsperson, som kalder sig Lars Olsen Østen-Hemstad, og foregiver at være fra Stange Sogn under Hedemarkens Amt», o.s.v.

Og da denne ikke kunde «gjøre nogen anden Rede og Rigtighed for sit ophold i Bøygden end at han reiser for, som han siger, at høre og lære Guds Ord», samt selge noen skrifter, så sender fogden ham herved til amtet, for at det kan bestemme hvad der skal gjøres med ham. Han var i stand til med sitt

«Pietisteri at afstedkomme megen Uorden blandt Almuen». — «De anmeldte Piece følger hermed i 2de forseglede Paquer.

Øvre Tingsted den 9de October 1799.      Borchsenius.» (Trondhjems Statsarkiv).

De vakthavende må ha fått tillit til ham, for de forlot ham snart, og han kom alene inn til byen med sine to bokpakker.

k Stiftamtmann i Trondhjem var dengang grev Gebhard Moltke (Gerhard Moltke, f. 1764, Stiftsamtmand over Throndhjems Stift 1796—1802, Medlem av den norske Regjerings-Kommission 1807—09, d. 1851). Han er bekjent som en gjennem rettsindig og velvillig embedsmann. Hauge hadde også hatt en samtale med ham. Moltke uttalte da sitt bifall til hans virksomhet og la ingen hindringer i veien for ham. Hauge fattet endog det håp at greven vilde bli «blandt de Godes Tal».

Grev Moltke var også rimelig mot Lars Hemstad. Han lot ham gå igjen, med den beskjed at «han måtte være hvor han vilde», når han bare ikke holdt samlinger mere.

Så gikk Lars Hemstad igjen, og han opsøkte naturligvis vennene i Trondhjem. Der traff han også Hauge. Og nu blev de i følge under Hauges virksomhet i Trøndelagen i ca. 2 måneder.

De vandret rundt i bygdene sønnenfor byen.

En tid var de på bynesset hvor der ennu fantes frukter efter Johan Nordahl Bruns virksomhet. Mange blev nu opvakt ved Hauge. De hadde især sitt samlingssted hos gårdbruker Johan Aarsten.

Hauge og Lars Hemstad gikk videre, og kom op gjennem Orkedalen til Meldalen og Rennebu.

Her hadde det foregått forskjellige ting denne høst.

En av Hauges unge venner, Niels Iversen Riis, fra Kongsberg, 19 år gammel, var blitt ført som arrestant gjennem bygden. Han hadde talt Guds ord i Molde, og skulde til Trondhjem for å dømmes. Mens de stanset i Meldalen fikk han anledning til å holde nogen taler til folk. De gjorde et veldig inntrykk og gav støtet til en gjennemgripende vekkelse.

Efter å ha utstått tukthusstraff i Trondhjem og lidt annen overlast i Melhus, gikk Niels Riis tilbake til Meldalen. Og vekkelsen bredte sig.

Også en annen ungdom av Hauges venner sønnenfra, Iver Olsen Gabestad, hadde virket i Meldalen denne tid.

Der var megen motstand fra sognepresten og øvrig­heten.

Nu kom da også Hauge og Lars Hemstad, og folk strømmet til for å høre.

Hauge beskriver opholdet i Meldalen og Rennebu således: «Der var megen begjærlighed. Presten vilde vi skulde tages, men Menigheden forhindrede det» (Hauge : «Christendommens Lærdoms Grunde» III, S. 133).

Hauge og Hemstad var like til Opdal på denne tur.

Omkring midten av november kom de tilbake til Trondhjem.

Nu var Hauges bøker ferdigtrykt. Han fikk med sig store pakker ut til Leinstranden, hvor han tok ophold, og de begynte å binde bøkene inn.

De bodde hos gårdbruker og skyss-skaffer Jon Jonsen Schiefstad.

Skjefstadgårdene ligger litt op i hellingen med utsikt utover fjorden og den overmåte vakre, veldyrkede bygd.

Her blev de omkring en måned. Om dagen arbeidet de med bøkene, om kvelden holdt de samling hos dem som ønsket det (det er oplyst at Hauge holdt samlinger på Schiefstad, Moe, Stav, begge Schietleingårdene, Kattem, Leinum og Esp (Hauges sak V, 323). Det blev en forunderlig måned for Leinstranden med en dyp og stille vekkelse. Der var ikke nogen massetilstrømning til møtene. Men rundt om i nabolaget begynte snart den ene, snart den annen et nytt liv. Unge og gamle blev med. Blandt dem var lensmann Iver Monsen Schietlein og klokker Ole Evensen Rørum. Mange blev frelst fra drikkens for­bannelse, og forandringen var stor også i deres ytre liv.

Bygden blev på disse ukene anderledes enn før. Hauge skriver: «I dette sogn hadde min Opbyggelse virket saa, at de fleste aflagde Drukkenskab, Banden m. fl. Laster». Og et annet sted sier han at deres arbeide i denne tid hadde Gud «særdeles velsignet» (Hauge : «Lærdoms Grunde I, s. 41-51).

Forandringen på Leinstranden var så stor at den vakte myndighetenes opmerksomhet. Hauge hadde igjen en samtale med grev Moltke, og denne sa blandt annet at det vilde være bra om Hauge også kunde komme til Strinden og virke mot drukkenskapen der, da den utarmet og ødela folket.

I begynnelsen av desember hadde Hauge og Hemstad en hel del av bøkene innbundet. De sendte nogen pak­ker opover til Røros med ferdselsfolkene, for senere å få sendt en del av dem videre til venner på Hedemarken og i Smaalenene

De skrifter Hauge hadde latt trykke i Trondhjem var nye utgaver av: 1 :«Evangeliske Levnets-Regler», 2: «En Sandheds Bekiendelse om Saligheds Sag», 3:  «De Eenfoldiges Lære og Afmægtiges Styrke»,  4: «Betragtning og Forklaring over Herrens Bøn: Fader vor», og 5:  1ste utgave av hans salmebok: «De sande Christnes udvalgte Psalmebog», 192 sider.——- «Intet av de av Hauge utgivne skrifter har faat en utbredelse som dette, intet har havt større betydning og mere dybtgaaende virkninger» (A. Chr. Bang). Den utkom nettop året efter «Den Evangelisk-christelige Psalmebog».

 

Fremdeles kunde man på Leinstranden glede sig over «mange, besynderlig af de Unge, som har Lyst til at lære Gudsfrygt».

Der var heller ikke hittil lagt nogen hindring i veien for virksomheten der ute.

Så satt de en dag i kirken og hørte på den gamle prost Steenbuch (Hans Steenbuch, f. 1722, spr. til Melhus fra 1757, d. 1800). Han var en meget kunnskapsrik mann, dessuten åndrik og interessant i omgang og derfor uundværlig i de mest glimrende kretser i Trondhjem. Denne søndag begynte han å preke imot haugianerne. «Han for løs paa dem som samlet sig til opbyggelser, og han truet med at foranstalte dem fengslede som talte Guds ord» (A. Chr. Bang).

Da skrev lensmann Iver Monsen et brev til sogne­presten, og sa ham sin mening både bestemt og be­skjedent. Det begynder så: «Af min Hiertens Mening maa jeg tilstaa, at jeg aldrig har tænkt, at Hr. Steenbuch skulde være saa meget imod de Samlinger, som har været holdt, naar det er skeet til Opbyggelse. Siger ikke Kristus: hvor To eller Tre ere forsamlede i mit Navn, der vil han selv være midt iblandt» ?    Og Iver Monsen fortsetter: «Nu synes jeg for min Part, at det vilde være meget vovsomt at dadle og tale ilde om det som er godt og Gud selv har virket i et Menneske, thi Herren raaber Ve! over dem som siger om det Onde godt, og

om det Gode ondt.»19)

I midten av desember kom Trondhjems biskop, Schønheyder (dr. theol. Johan Christian Schønheyder, f. 1742, biskop over Throndhjems Stift fra 1788, d. 1803), selv til Melhus for å delta i bygde­kommisjonen.

Han var en av samtidens lærdeste menn. En tid var han hoffpredikant hos Kong Christian VII. Han var opvokset i Kjøbenhavn, og i Norge hadde han ikke hatt noget embede, før han blev biskop over det da­værende Throndhjems Stift som omfattet hele det nord­lige Norge. Schønheyder var virksom og nidkjær for almuens «Oplysning og Forædling». Han foretok en mengde visitasreiser i sitt vidtløftige distrikt. Men han kunde foreslå reformer i Finmarken, som passet på Sjælland. «Man kan neppe finne en biskop, der mindre forstod sitt stifts befolkning enn denne opriktige og sannhetskjærlige mann.» (D. Thrap/J.V.Kvam : «Den norske Kirkes Biskoper s. 85-86).

Biskopen vilde nu benytte anledningen til å stanse den overhåndtagende bevegelse på Leinstranden.

Den søndag blev der da ved kirken lest op en kunn­gjørelse om at enhver som hadde gitt sig til å holde samlinger i prestegjeldet, skulde møte næste dag for biskopen i Melhus prestegård.

Ja, Hauge og Hemstad gikk avsted.

Mandag 16. desember var bygdekommisjonen samlet i prestegården. Referatet viser at der var tre saker som skulde behandles (Protokol for Bygdekommisionerne i Melhus, Trondhjems Statsarkiv).

Først blev der fattet nogen beslutninger angående fattig­vesenet: Kari Blaahammer blev satt ut på legd, o. s. v.

Næste sak gjaldt skolen: Almuen hadde før klaget over tre av skolemestrene, «deels for Forsømmelser, deels for Uordentligheder». Disse hadde da vært innkalt til forrige bygdekommisjon, hvor de blev «alvorlig paalagt at skye Drukkenskab», og ikke forsømme skolen. Hvis de ikke vilde forbedre sig, skulde de få mulkt

De var tilsagt å møte op idag også, og hadde nu med sig attester for at de hadde forbedret sig. «Dertil er det, de ennu videre opmuntres og advares, da de som Ung­dommens Ledere vilde erindre, hvor meget magtpaaliggende det er at lede de unge frem baade til Kundskab og gode Sæder», heter det i protokollen.

3dje sak gjaldt Hauge og Hemstad.

Protokollen fortsetter: «Da Biskopen nu var kommen hertil, og de saa kaldte omvankende Lærere vare indkaldede, bleve dem følgende Spørgsmaale forelagte: Hvad er deres Navn? Hans Nielsen Hauge; den anden Lars Olsen Hemstad. Hvorfra? fra Stange paa Hedemarken. Hvo har sendt dem?  vor Herre i Himmelen har givet dem Befaling. Hvor staar det? Han anfører 1 Tes. 5, 11 formaner alle. Han anvender Jesu Udsagn til Disciplene: gaar ud i al Verden. Biskopen foreholdt dem at ingen skulde udgive sig for Lærere, som ei af Øvrigheden var beskiket, og foreholdt dem altsaa i Følge Forordningen af 1741 at forlade Meenigheden. Hvortil de svarede at de vilde reise, naar de havde udført hvad de vilde».

Men samtalen varte selvfølgelig meget lengere. Hauge refererer selv videre: «Han paastod af 1 Cor. 7, at hver skulde blive i sit kald; jeg svarede: det efterfølgende Vers oplyser Apostelens Mening dermed: Er Du en Tjener, saa bliv i Tjenesten, men kan Du blive fri, saa brug det heller. Han sagde: vorder ikke mange Lærere, at I skulde ikke faae des overflødigere Dom, Jak. 3. Jeg svarede: at alle kunde lære, alle formane, alle opbygge, 1 Cor. 14».

Prosten bebreidet Hauge at han i sine skrifter hadde beskyldt dem for å være gjerrige og hovmodige. Hauge svarte at han aldri hadde nevnt disse to menns navne, da han ikke kjente dem dengang han skrev disse skrifter.

Men det hjalp ikke, de vilde ha Hauge og Hemstad satt fast. Om aftenen kom lensmannen i Melhus og arresterte dem. Protokollen ender således: «Lensmand P. Næss foreviste Ordre fra Fogden efter at lade disse benævnede Landstrygere gribe, hvor han forefandt dem i sit District, da de nu her vare ankomne, lod han dem ved 4 Mænd transportere til Lensmanden paa Leenstranden, for derfra at føres til byen. — Saaledes blev denne Kommissions Samling i Dag sluttet».

På denne måte kom Hauge og Hemstad tilbake igjen til Leinstranden.

Det pålå nu deres venn Iver Monsen Schietlein å føre dem til Trondhjem. Men han erklærte at han ikke vilde ha noget med den sak å bestille da det stred mot hans overbevisning å behandle Guds ords forkynnere slik. Hauge hjalp ham ut av forlegenheten ved å foreslå at de skulde gå alene inn til byen. Og næste dag gikk de. Dermed var deres virksomhet på Leinstranden avsluttet.

Arrestantene fremstillet sig da på byfogedkontoret. Der fikk de den merkelige beskjed, at de kunde gå, og komme igjen dagen efter.

Og det gjorde de. —

Fra den 16. desember av er det som om vinden har vendt sig for Hauge og Hemstad. De forskjellige «tilfeldigheter» virker uheldig for dem. De skulde settes fast.

Således var nu grev Moltke reist til Danmark for en tid, og konstituert stiftamtmann i hans sted var Erich Angell (Erich Must Angell, f. 1744, president i Throndhjem 1788—1800, stiftamtmann sammesteds 1804—10, d. 1814), som er bekjent for sin strenghet mot Hauge og hans venner.

Da de den næste dag 18. desember kom inn på byfogedkontoret blev de stillet for stiftamtmann Angell. Han sendte straks bud efter vaktmesteren, som satte dem inn i rådhusets arrest.

Samme dag sendte stiftamtmannen sin ordre tilsorenskriveren, hvori han sier: «————- og da 2de af de ommeldte Personer have i Dag selv meldt sig ved Stiftet, kommende fra Melhuus Præstegjæld, hvor Lænsmanden sammestæds haver beordret dem herind, under Navne — af Hans Nielsen Hauge og Lars Olsen Osten Hemstad ———- saa anmodes Hr. Sorenskriveren i Anleedning heraf behageligst at ville straxsen fremholde Præliminair Forhør til nærmere Oplysning, om hvorleedes disse tvende Personers Forhold i det heele har været medens de har opholdt sig paa bemeldte Gaard Schiefstad, — disse skal paa Hr. Sorenskriverens nærmere For­langende blive besørget løsladte, da de har lovet fri- villigen at vilde indfinde sig ved Forhøret. —

Trondhjem den 18de December 1799.      Paa Stiftets Veigne Angell» (Hauges Sak 323).

Forskjellige onde rykter hadde vært i omløp, bl. a. det at Hauge tilvendte sig folks penger.

Næste dag fikk lensmann Iver Monsen Schietlein ordre fra sorenskriveren om å innkalle 36 vidner til for­høret, som skulde holdes på Schietlein mandag den 23 (desember 1799).

Fredag og lørdag 20. og 21. desember måtte han da gå rundt til disse naboer og venner, og lese op denne innkallelse for dem. Det var nettop som de hadde det aller travlest med forberedelsene til jul. —

Nettop nu før forhøret og meget ugunstig for Hauge, kom der også til stiftsdireksjonen en skrivelse fra sogne­prest Krag på Røros, med beklagelse over haugianernes virksomhet. Hauges bokpakker var nemlig nu kommet derop.

Nogen har fortalt presten, at der var kommet bøker fra Hauge. Han meldte det igjen til direktøren, som straks tok sig av pakkene. De åpnet dem i fellesskap og så på innholdet. Presten merket sig især at der var mange uinnbundne eksemplarer, så han tenkte sig at «den listige Hans Nielsen» nu kanskje vilde komme efter selv, for å binde dem inn og selge.

Direktøren forseglet bokpakkene, og de er aldri kom­met lengere.

Sogneprest Krag hadde ikke tidligere sendt nogen skrivelse til øvrigheten angående Hemstads og Bergs ophold på Røros. Han fikk dem jo ganske fort ut av byen. Men nu var han blitt redd for at virksomheten skulde begynne på nytt. Og akkurat samme dag som Hauge og Hemstad var innkalt for biskopen i Melhus prestegård, den 16. desember, satt sogneprest Krag og skrev følgende til stiftsdireksjonen:

«ærbødigst Promemoria:

Af det vankundige Sverme-Selskab, som dette Aar igiennemstreife Norge, have ogsaa 2 unge Bonde-Drenge af Stange Sogn indfundet sig paa Røraas, Ved deres Ankomst begyndte de — uden Anmeldelse til vedkom­mende Øfrighed — at holde en saa kaldet Aften Prædikken. hr. Directeur Knoph, som Bergstedets Politi­mester, gik i Følge med mig til det Huus, hvor Almuen var stimlet sammen og hvor der var ganske mørkt. Efterat et Lys var bleven indbragt, og Jeg i Anledning af deres tankeløse Foredrag spurte Dem offentlig om Meningen og Hensigten, gave de intet fyldestgjørende Svar, røbede i den Sted uforsvarlig Uvidenhed i deres Christendom, og paastode, at det var deres Kald saaledes at paaminde enhver, og at Aanden og Gud drev Dem dertil.

De bleve derpaa af hr. Directeuren strax anvist et Herberge med Anmodning at holde sig i Rolighed. Dagen eftter mod Aften begyndte de atter sine taabelige Undervisninger; Directeuren og Jeg mødte for at høre deres Snak og overbevise de nærværende, at disse ikke forstode selv, hvad de vexelvis talede. Den tredie Dags Morgen fortrak den eene til Aggerhuus Stift, og fik sit Pas paategnet; den anden havde intet Pas; dog — forblev han nok en Dag, og foretog mod Aften nok en Forelæsning, men saa jammerlig, at han ikke engang læste Bogens ord og Bogstaver rigtig. Nu blev denne forbuden videre ophold her, da man tilstrækkelig var overtydet om, at det ikke var gavnelyst, men Skinhellighed og Hovmod, som stemte Dem til denne ufornødne Syssel. Den fierde Dags Morgen forlod han Stedet med Løfte at ville reise ligetil Tronhiem, men reiste kun 1/2 miil, nemlig til Nypladsen, hvor han, mig uafvidende, omvendte Syndere i 3 Dage paa den Maade, at gamle Kiærlinger (kjærringer ?) og unge Piger troede at Helvedes ldsøe flød Dem og heele Verden i Møde. Denne Uorden blev mig tilmeldt, og Jeg reiste strax til anførte Sted, fandt Personen — i den hellig Aands Arbeide — saa kaldte han det — og Suk og Graad rundt omkring. Jeg exsaminerede atter denne Viismand, fandt hans Begreber enda raaere, end første Gang, og Almuen erfarede, at De vare blevne bedragne af en saadan Prophet, ————— De førde og med sig heele

Sække af Bøger, som en Person af deres Bande ved Navn Hans Nielsen har befordret til Trykken, hvilke de offentlig holdte til falds  ——————- Jeg anskaffede mig heraf en tyk Octav opfyldt med Fortaler, Løbebaner, Bidrag, Tilskrift, Tillæg, Jgiendrivelser, Christi For­klaringer i Sielen etc,, og desuden meeningsløse Rimerier. Jeg begyndte at læse i dette Chaos, og fandt nesten paa hver Side forslit Postilvæv, mystiske Talemaader.

——— J Dag blev mig anmeldt, at disse smaa Apostlers Anfører Hans Nilsen atter havde opsendt fra Tronhiem mangfoldige Exemplarer af de samme Skrifter, og at flere ventes for at blive solgte blandt Almuen.——————–

Da det paaligger Staten at vaage over den offentlige Rolighed, og at hindre Sværmere fra at holde Folke Forsamlinger, hvor der vækkes Foragt for Skoler og Kirker, Mistanke til de beskikkede Lærere og utilladelig Lyst til Lediggang, ja maaskee til Slutning Ulydighed mod Regieringens beste Foranstaltninger, saa anseer Jeg det for min Pligt at melde alt dette til deres Høy Velbaarenhed og Høyærværdighed, som Stiftets Formænd, og udbeder deres gunstige Resolution, om min Fremgangsmaade i denne Sag fortiener Bifald, og hvor­ledes Jeg i Fremtiden skal forholde mig, om enten Hans Nilsen eller andre af hans Slæng indfinder sig, og foraarsage Sammenstimlinger———–

Roraas d. 16. December 1799.

Ærbødigst Peter Schnitler Krag»   (Hauges Sak III, 183, Riksarkivet).

Så kom lillejulaften, mandag den 23. desember. Det var folksomt på Schietlein den morgen. Skriver og fut med sine hjelpere var kommet kjørende. Mennene og konene som skulde vidne, hadde innfunnet sig. Og deres kjære, høit aktede veiledere Hauge og Hemstad var kommet gående der ut fra byen. Det er omtrent en mils vei.

Klokken 9 slæt gjorde man sig i stand i tingstuen. Øvrigheten inntok sine plasser. De siktede var til stede. Retten er satt.

Stiftets Ordre blev lest sålydende:

«Pro Memoria!

Under 14de dennes har Stiftet tilskrevet samtlige Fogder i Amtet saaledes:

Efter modtagne Berætninger, skal endeel af de Løsgiængere som ere udvandrede fra det Smaalehnske Amt, og som i Cristiania Stift, under et ey ubetydeligt Tilløb af Almuen have holdt offentlige Taler og Forelæsninger over Religions-Sager være ankomne til dette Amt» — o. s. v. en lang skrivelse hvori påbys at hvis nogen sådan gir sig til å holde offentlig tale «i Anledning af Religionen eller Regjæringen» han da uopholdeligen skulde ar­resteres.

Videre inneholdt den siktelsen mot Hauge og Hemstad.

Lensmannens innberetning blev oplest. Vidnene blev opropt, betydet edens viktighet og formanet til sannhet.

Derefter fremstod for retten Hans Nielsen Hauge, og blev eksaminert av sorenskriver Koefoed (Claus Koefoed, f. 1743, sorenskr. i Strinden og Selbu, 1789—1804, d. 1827).

Han gav først de nødvendige oplysninger om sig selv. Hauge var dengang 28 1/2 år gammel, Lars Hemstad 34.

5te spørsmål var:

«Hvad der har anleediget ham til saaledes at omflakke og at holde Offentlige Taler ?

Resp.: han har fundet hos sig selv en Hiertens Lyst og Attraae til at tale Guds Ord, og at holde det højt i Agt og Ære, dette er egentlig Anledningen til at han holder Offentlige Taler, for ræsten har det været hans ærinde hertil Tronhjem, at lade trykke nogle Bøger.

6.    Hvor han med saadant Svermerie først har begyndt og paa hvilke Stæder han dermed har fortfaret ?

Resp.: han har aldrig faret med noget Sværmerie, han har som sagt været en Elsker af Guds Ord, og saaIedes har han lige fra sit Hiemstæd læst i Bibelen og i sin Børnelærdom. Denne har han talt over blandt andre og sagt dem, at saaledes fandt han Guds Ord hos sig forstaaet, kunde nogen af Tilhørerne forstaae det anderledes, ville han høre det, paa det de kunne rette hinanden til  Ære for Guds Navn, saaledes har hans Handling og været paa dette Stæd.

7.     Om han har Fleere i Flok og Følge med sig, der driver samme Haandværk og Leediggiængerie, og om han veed hvor disse opholder sig?

Resp.: han kom aleene her til Stædet, han har ingen speciel Samfund med nogen, men han troer at der gives nogle Tusinde adspred hist og her i alle Norges Stifter som er af samme Sind og Tænkemaade som han, og som holder deres Taler for at opbygge hinanden naar de samles».

Hauge svarte derefter paa et par andre spørsmål. Han hadde vært arrestert flere ganger, men ikke straffet, «da hans Handlinger ere befundne reene». Han gav oplysning om sine bøker, og på spørsmål om hvad han for tiden lever av, at det er de penger han har hatt med hjemmefra, og hvad han kan få for bøkene.

Så kom spørsmål 11: «Om han kiender 2de unge Bønder Drænge af Stange Sogn, der nyelig har været paa Røraas, ageret Prædikantere, og solgt af de i 10de Qvæstion omtalte Bøger, om han veed disses Navne ?

Resp.: han kan ikke vide hvem de Omspurgte ere, da der gives mange i Stange Sogn, der ere af samme Tanke og Handlemaade som ham».

—— «Da igien fremstod Lars Olsen Østre Hemstad, der blev forelagt de samme Qvæstioner som til Hans Hauge er giort». —

På spørsmål 8 svarte han at «han aldrig har været tiltalt for dette sit foretagende at holde Offentlige Taler, det han ofte har giort», og gav beskjed om at han var blitt arrestert av fogden i Ytterøen, men gitt fri av Stiftamtmann Moltke.

Spørsmål 11: «Han kan ikke vide hvad det har været for tvende unge Drænge af Stange Sogn, der nyelig (det var nu snart tre måneder siden Hemstad og Berg var på Røros) har været paa Røraas følgelig heller ikke enten de har solgt Bøger eller ei, men dette veed han at der er mang­foldige i Stange Sogn af samme Sind og Tænkemaade som han, og som til deels der holder Offentlige Taler».

Til slutt forteller han at han hele tiden har levd av de penger han hadde med fra sitt hjem. —

Så blev vidnene kalt frem. Den første var deres vert, gjestgiver og gårdbruker Jon Jonsen Schiefstad.

Vidnene fikk 13 spørsmål, hvorav de viktigste var, hvordan de fremmedes opførsel hadde vært, om de hadde bedt folk komme til sig og høre på deres taler, om der var nydt øl eller brennevin i deres samlinger og nogen derunder er bleven «beskjænket», om innholdet av talene, om tilhørerne så snart talen er endt, har forlatt forsamlingsstedet eller er blitt sittende og drikke ?

Jon Schiefstad svarte at «de har opført sig stille og reedelig betalt sitt Logie og hvad de der har fortæret», – de har ikke sendt bud efter nogen, men folk har selv kommet til dem for å høre dem, — de har talt efter Bibelen og katekismen — og hverken før, under eller efter talen er der blitt skjenket øl eller brennevin, langt mindre er nogen blitt beruset !

Om de har fordret betaling for deres Tale?

«Vidnet har aldrig hørt eller set det omspurgte».

Om de har brukt nogen slags ceremonier ?

Nei, der er bare blitt sunget 2—3 salmer, lest bønn og talt, og så har de ofte lest op brever som de har fått fra sitt hjem og sine medbrødre, — «nogle har under­tiden kunnet blive siddende igien, og med de omspurte Personer deels sunget Salmer, deels hiulpet dem til at indbinde Bøger, men at sidde og drikke har aldeeles ikke skeed». —

4de vidne var gårdbrukeren på Moe, Jon Jonsen, 32 år gammel. Han var helt enig med Jon Schiefstad, og tilføiet at han selv hadde bedt dem komme til sin gård og holde tale, og han kunde ikke si annet enn godt om dem, «da de har advaret ham og flere fra det onde og derimod lært dem til at holde sig til det gode».

7de vidne var klokkeren, Ole Eriksen Rørum, boende på Stav. Han hadde selv bedt dem til sig på sin gård, og hos ham var de en søndag eftermiddag efter prekenen.

En av de eldste av vidnene var gårdmannskone Siri Jonsdatter Schietlein, som fortalte at i hennes hus hadde de vært tre ganger, to søndags eftermiddager og en hverdags aften «og at hun for sin Deel har funden sig overmaade vel fornøyet med deres Taler».

11te vidne var gårdbruker Bent Andersen Kattem, 44 år gammel. Han var også helt enig med de forrige, og la til «at han syntes allerede at kunde spore hos Ungdommen mindre ondt, og derimod meere Lyst og Attraae til Guds Frygt nu end for hen efter disse Sam­linger».

—   Efter som dagen gikk, var 20 vidner avhørt, som alle uten undtagelse vidnet likedan om Hauge og Hemstad.

Forhørsprotokollen fortsetter: «Da saavidt var avanceret og Sorenskriveren havde formærket de — — i dette Forhør var eenstemmige, fremkaldte han nu, da det var silde paa Aftenen, Elling Kattemen, Jon Svendsen Hægstad» — o. s. v., de resterende 15 vidner — «og for at vinde Tiiden under eet forelæste dem samtlige 13 Qvæstioner, hvortil de alle svarede, at deres Forklaring er i et og alt som de allerede afhørte Vidner———— og de har indtet videre end disse har sagt at tillægge, da de aldeeles indtet Lasteværdigt hverken har hørt eller veed om Hans Hauge og Lars Olsen —».

De siktede hadde heller ikke noget å tilføie, uten det, at de trodde forhøret beviste at de «indtet ondt hadde stiftet, om de ikke heller har stiftet noget godt».

Så var da denne lange dag forbi, og vidnene kunde gå hjem, hver til sitt.

Hauge og Hemstad blev «til Lænsmanden Iwer Schietleinen overleveret, for at besørge dem efter Stiftets Ordre til Byen i deres Arrest».

De gikk den næste dag, julaften.

Og mens hele byen holdt på å gjøre sig i stand til helgen, hver efter sin smak, så lukket døren sig efter Hauge og Hemstad i arresten.

De hadde fred og glede i sitt sinn, da intet ondt kunde bevises mot dem (Hauge : «Lærdoms Grunde I s. 51).

Rådstuearresten var dengang i Kongensgt. 2, det samme hus som nu brukes til brandvakt.

Det er ikke tenkelig at disse to fremmede visste hvilket historisk sted de nu befant sig på. De hadde ikke sett de vakre kirkepillarer nede i kjelleren, og visste nu slett ikke hvad som fantes under den igjen, nemlig Olav den Helliges første gravsted. Elven går her like bortenfor, og man mener at dette er den elvemæle, hvor hans lik først blev gravet ned.

Over dette sted var det at Harald Hårdråde bygget en kirke til minne om ham, og over levningene av den igjen er Kongensgt. 2 opført (1702—06). Her fortsatte altså Hauge kirkens verk på den måte, som Gud hadde lagt til rette for ham.

Da klokkene så ringte julen inn, holdt også Hauge og Hemstad sin andakt, der de satt.

Deres tanker gikk til vennene rundt omkring i landet, både de som var i arrest og alle de andre, og Hauge satte sig til å skrive et brev til dem (i Christiania Tugthus satt : Mikkel Nielsen Hauge, Torkel Olsen Gabestad, Peter Hansen Roer. I Drammen satt Paul Gundersen).

Der sier han:

«— Det som smerter mig meest, er den store Høst

—   og de faa Arbeidere skal fanges.

—– Vi var paa Forhør hos Lehnsmand Iver Monssen, hvor der over tredive Vidner var indstevnte, som eenstemmig vidnede med os i det Gode; jeg passede nøie paa, saa at alle Ting vi hadde drevet paa kom for lyset. —

——- Jeg er overladt til Herren».

Brevet ender så: «Fra deres Meddelagtige i Sorg og Glæde efter Guds Villie.

Tronhiems Arresthuus, Juleaften 1799.   Hans Nielsen».

 

Da brevet var avsluttet, skrev han en julesang som han føiet til. Første vers er dette:

«Jeg er hos Gud i Naade,  Hvad skader Verden rnig?

Lad kun den store Vaade Alt bruse med sin Svig

Og mit Legem binde Ind i det inderste Hul,

Saa skal dog Aanden vinde

Og holde glædelig Jul» (Jfr. L. R. nr. 138).

Det varte til over nyttår, før saken mot Hauge og Hemstad kunde bli fortsatt. Retten holdtes dengang på tingstedet Lademoen i Trondhjem. De samme vidner var til stede og blev edfestet.

Der fremkom intet nytt annet enn at nogen av vidnene la til at disse to menns virksomhet hadde vært til gavn for folket på Leinstranden, således mannen på Moe:

«Som Fierde Vidne fremstod loen Ioensen Moe, der blev forelæst hans ved Forhøret avlagde Forklaring, som han med Eed og oprakte Fingre efter Loven bekræftede i et og alt at være rigtig, og end videre tillagde at han veed, at den Tale som de angiældende per­soner har holdt paa Leenstranden, og deres formaninger til Almuen, har havt de beste Frugter til Forbædring i Liv og Levnet, baade hos gamle og unge».

Men efterat vidnene var avhørt, kom fogden frem med et papir, som virket uheldig for Hauge. Denne hadde nemlig ved forrige forhør sagt at han kom til Trondhjem med reisepass, som grev Moltke hadde tatt i forvaring. Nu leste fogden op følgende beskjed fra stiftskontoret:

«— det Reisepass, som den, under Justitiens Tiltale satte Hans Nielsen Haugen foregiver, at have leveret til Hr. Stiftsbefalingsmand grev Moltke, findes ikke, efter nøjeste Undersøgning, ved Stifts Archivet.

Trondhjem, den 9de Januarii 1800.            Paa Stiftets Vegne Angell.

 

Hauge bad nu om å få saken utsatt i 14 dager, da han vilde skaffe bevis for at det var sant at han var kommet til Trondhjem med pass, likeså for at biskop Schiønheyder hadde uttalt sitt bifall til at han kunde «tale Guds Ord for Folket, og afvende dem fra Banden og Drukkenskab, naar det skeede i Stilhed uden Oprør».

Den 25. januar var retten samlet igjen på samme sted.

Hauge hadde med sig bevidnelse fra politimester Klingenberg om at denne hadde påtegnet hans pass, så den sak var i orden.

Men svaret fra biskop Schønheyder var en skuffelse. Han innrømmer riktignok å ha sagt noget slikt til Hauge, men det er så langt fra at han nu vil ha dette opfattet som nogen tillatelse for Hauges virksomhet, da han heller anser ham for en farlig mann.

Saken er rimeligvis således å forstå, at for biskopen var nu situasjonen blitt en annen. Deres første møte i Trondhjem var allerede i september. Det er tenkelig at Hauges personlighet har gjort et godt inntrykk på biskopen, og han har da uttalt sig vennlig og til dels imøtekommende.

Men efter den tid var der skjedd forskjellige ting, bevegelsen hadde utbredt sig på flere steder i stiftet, ryktene hadde lagt til en del, og så er embedsmennene blitt urolige for hvad den kunde føre til. Mange av dem har ikke forstått at dette bare var en religiøs be­vegelse.

Biskopen skriver blandt annet:

«Det er en Prøve af disse Sværmeres Underfundighed, at de med en falskelig foregiven tilladelse fra mig have søgt at skaffe sig indgang hos Almuen, og forsvar for Rætten. Jeg har erfaret at de i Meldahlen af Soren­skriveren forhørte skal have brugt samme Udflugt. Dette foreholdt jeg Hans Nielsen Hauge, da jeg den 9de Decbr. f. A (Bøygde Commisionen er datert 16. desember) mødte i Bøygde Commisionens Samling i Meelhuus Præstegaard. — — — Det er sandt at ieg med Lemfældighed og uden Bebreidelser yttrede mig om Mueligheden, at et Menneske opofrede sig til at arbeide paa andres Forbedrelse, og Christelig Oplysning, og saaledes at fremme Guds Rige.—————- leg sagde ham, det ieg gandske nøie erindrer mig, at hans Bog, den ieg havde læst i Romsdahlen, var Væv, usammenhængende Tøj.———-

Han sagde mig at han reiste omkring og havde omvendt adskillige fra Drukkenskab og Banden, og deslige Laster. Derpaa svarede ieg ham, at naar han forstod og øvede den Kunst at helbrede dem der vare forfaldne til stærk Drik, saa var han en hæderlig Mand; og det vilde vist ingen forbyde ham; Men dette og overalt at omvende Folk fra Laster lod sig ikke giøre ved at præke.

Tillige maae ieg erklære, at ieg ved at høre hans Ordgyderie og Diervhed mod det ieg i anmeldte Bøygde (bygde) Commissionens Samling foreholdt ham, er bleven bragt til det der er meer end Mistanke, at dette Selskab af Landstrygere ere deels skinhellige deels Forførte Emmissarier, som dirigeres af ubekiendte og skiulte Superieurs Søndenfieldsk.

Jeg mener at det skulde for Landets almindelige Roelighed være den vigtigste Undersøgelse og en synderlig Gavnlighed af denne Rettergang, om det af disse Personer kunde udforskes, hvo der ere de der have udsendt dem og understyttet dem, og hvis de ere reedelige Folk giøre Øvrigheden Reede derfor —»

Saken blev nu optatt til doms.

Det var bevist at Hauge og Hemstad ikke hadde fått i stand nogen uorden på Leinstranden. Alt hadde gått stille og ordentlig til ved deres møter, og den almindelige drukkenskap i bygden var tatt av.

Det var også godtgjort at de ikke var løsgjengere som reiste uten pass og levet på andre.

Men «jeg trodde at merke at nogle endelig vilde ha mig straffet», sier Hauge.

Deres virksomhet hadde vært mot konventikelplakaten, da de ikke hadde tilkalt sognepresten, hr, Steenbuch, til deres møter. Så den kunde de være dømt efter. Men det var ikke denne lov man anvendte i dette tilfelle.

Tross alt hvad der var fremkommet, blev de dømt efter tukthusloven som løsgjengere.

I domspremissene heter det (les selve dommen her)  :

«Med alt dette og med alt det gode, samt Ungdommens Forbædring, som Vidnerne og Almuen i deeres Een-foldighed——- forklarer de skal have udvirket, er dog dette deres Sværmerie———- imod god Orden, og som ved Allernaadigste Forordning af 13de Ianuari 1741 er forbuden — — følgelig så meeget farligere naar Guds Ords Forklaring blandt en Eenfoldig Bunde Almue, handles af saadanne uprøvede Personer», hvilket ikke «bør taales udøvet udi et Land og under en Regiæring, der saa højpriselig, saavel for gamle som Unges Oplysning har sørget».

Det viser sig at de anklagede «har større Lyst til dette av dem begyndte Svermerie — end——– paa en anstændig Maade tilbringe sig daglig Brød, og saaledes som Løsgiængere at strippe Land og Strand omkring.

Det kiendes altsaa for Rett: At Hans Nielsen Hauge og Lars Olsen Østre Hemstad som Løsgiængere paa Grund af Lovens 3.21.16. og Forordningen af 9de Augusti 1754 bør indsættes den første (Hauge) i Trondhjems Tugthuus udi en Maaned, og den sidste (Hemstad) der, efter det af ham under Sagens optagne Forhør anviste Pass datteret 12te Iuni 1797, som demitteret Dragoun fra det Oplandske Dragoun Regiment, skal være ansat som Landeværns Corporal, i Trondhjems Fæstning, ligesaa udi en Maaned————– og derefter——— udbringes af dette Stift til det Stæd eller Bøygd (bygd), hvorfra de ere komne, og der antage Tieneste.

—— Under Sagens Afhandling vides intet forsømt, men i alt lovmæssig. —  At saaledes rigtig er passeret, dømt og afsagt», o.s.v. — — «det bekræftes herved under min Haand og hostrøkte Signete. —

Aar, Dage og Stæd som forbemeldt.      Koefoed» (Hauges Sak).

Da de begynte å lese dommen, tenkte Hauge: «Denne er den første, men neppe den siste dom».

De mottok den med et rolig sinn, og snakket efterpå en del med de tilstedeværende, som forundret sig over deres frimodighet og glede.  Og til sorenskriveren sa Hauge i samtalens løp: «Paa hin dag blir der en anden dommer, og da faar hver ret løn».

De fikk nogen dages betenkningstid, og Hauge over­veiet om de skulde appellere dommen.

Men han kom til det resultat at det var best å la det være. Han vilde ikke spille tiden med en, kan hende resultatløs, rettergang igjen. Dessuten vilde han undgå ondt skinn, og ikke la nogen få anledning til å si at han var trettekjær og hengiven til retthaveri, eller til å tro at han vilde andre skulde lide, mens han selv skulde gå fri. Dels tenkte han også at hans eksempel vilde være til hjelp for andre.

Den dag skriver han igjen et brev til sine venner. Det lyder i utdrag så:

«Hiertelskende Christi Medstridere og Lidere.

—   Herren være lovet for hans kraft som jeg tror paa.   —   Nu er vor jordiske Dom falden   ———— og dømmer den første, nemlig mig, paa Tugthuset en Maaned, og den sidste, nemlig Lars, paa Fæstningen en Maaned, da han var Landvern. Vi bekom herved en fornyet glæde, da de ikke hadde et Skin at beskylde os for. — —    Jeg haver besluttet at modtage.

—    Jeg haver og tænkt om Lars skulde appellere for at faae den Sandhed for Kongen, saa fik de adskilligt at see, baade af Attester og Vidner, ——    dog vi haver erfaret og hørt, at mange bliver ogsaa opvakte og frimodige af vort Fængsel. Mange tilbyder Hielp til Legemets Behov i Overflødighed, dog vi vilde følge Ap. Gj. 20 c. 33, 34, 35 v. og leve nødtørftig.

Overalt saa haver vi i udvortes Forfølgelse, Modstand og Vanære megen Glæde, men (er) mange Gange i Medhold og Ære tungsindig. Det bliver da og er vor Hovedhensigt, at søge Guds Ære og Næstens Tieneste paa hvad Maade bedst kan skee, det beder vi Gud for hverandre, at han vil oplyse os om og give Kraft til at udføre formedelst sin Søn Jesum Christum vor Herre, at vi hans Billede maatte bære. De er meget kierlig hilset fra mange her. Og mig deres Broder saa kier, Der vel med et rørt Hierte længes efter eder at see, Dog er fornøiet, og beder Guds Villie maa skee.

Tronhiem, den 21de Januarii 1800.    Hans Nielsen».

 

Tirsdag 4. februar, 7 uker efterat de var satt i vare­tektsarrest, blev Hauge ført gjennem Kongens gate til det gamle kvartal Kongensgt. 85/87, hvor tukthuset var.

Bevidnelsen om at han var kommet dit lyder så:

«At Hans Nielsen Hauge, i Dag, er bleven indbragt i Tronhjems Tugt- og Værk-Huus, for der, i følge Hiemtingsdom, afsagt ved Strindens Ting den 25de f. Md., at arbeide Een Maaned, det bliver herved af mig, Tugthuusets Over-Indspektour attesteret.

Tronhjem, den 4de Februar 1800.  Klingenberg».

 

Hemstad kom samtidig til festningen:

«Den for Løsgiengerie, paa een Maaneds Fæstnings-Arbejde, Lars Olsen Østre Hemstad er rigtig i Slaveriet imodtaget hvilket attesterer

Tronhjem den 4 Februarii 1800             Steenhoff».

 

Hvad der gledet dem meget var at vekkelsen på Leinstranden fortsatte også efter deres arrestasjon. Saken mot dem gav nettop støtet til at flere som var påvirket, nu tok klart standpunkt og bekjente dette.

Under straffetiden traff Hauge og Hemstad medfanger av en ganske annen art enn de selv. Og nu skinnet evangeliets lys en måneds tid for disse mennesker.

Hauge skriver:

«Dette sted kaldes et Forbedringshus, men vemodig maa jeg klage: her er syndig Sus.  Det er en Sandhed, en Blaamand kan ikke omskifte sin Hud; saa kan de ugjenfødte Mennesker ei heller holde Guds bud» (Hauge : Lærdoms Grunde s. 56).

Han talte da med dem om deres salighets sak, og sier selv, at det «ogsaa der frugtede noget».

ELlers skriver han om sitt ophold der:

«I Tugthuset var de Foresatte artige og beviste mig godt, saa jeg led just ikke betydelig Ondt; — adskillige Bekjendte besøkte mig ligesaavel paa Tugthuset som paa Raadstuen; endog biskop S (Schønheyder) besøgte mig og deels tiltalte mig haardt, men jeg brugte som sædvanlig Ordets Forsvar, som heller ikke manglede mig, og jeg var ophøiet over alle Trudsler.

Dette var nu mit sjette Fængsel, men min Aand var fri, munter, glad og fyrig, og havde nogenlunde pas­sende Ord til ethvert slags Mennesker jeg kom i Tale med; Beskjæmmelser over mine Arrester og selv Tugthuusstraf, var som en hastig flyvende Fugl over mit Hoved, — — Jeg følte en særdeles Styrke og Trøst i mit Arbeide og at udstaae de mødende Trængsler, samt ofte Glæde istedenfor at Verden ved slike Til­dragelser har Sorg, hvilket gav mig i mit Hjerte Forsik­ring om Guds naadige Velbehag, og en belønnende Fryd ved de mange som bleve forbedrede ved min Tale».

Onsdag den 4. mars kom Hauge ut av Tugthuset. Lensmann Wold i Strinden møtte op for å ledsage ham til næste lensmannsdistrikt. «Men det varte ikke længe, før Lensmanden fulgte mig til Saadanne som helst ønskede at faa tale med mig».   Og nu viste det sig at vekkelsen ikke var stanset. Mangfoldige strømmet til for å tale med Hauge under reisen fra Trondhjem, «saaat om jeg end ønskede at tale med nogle, blev det dog flere end jeg formodede».

Til sist var det ingen lensmann som fulgte ham lenger, da de stolte på hans ord at han vilde reise hjem. «Og jeg reiste siden efter Behag over Fjeldet, ud Gulbrandsdalen og over Hedemarken til Christiania, og derfra hjem til mine Forældre».

På Hedemarken var han innom hos Ole Berg i Stange og andre venner.  Efter et kort ophold hjemme, reiste Hauge samme vår på sin første tur til Danmark.

Stiftamtmann Angell skriver i Promemoria av 2, april 1805:

«Han blev dømt til nogle maaneders Tugthuus Arbeide——– hvilken Straf han — — underkastede sig med hykkelsk Resignation, og da han hadde udholdt Straffetiden, lod jeg ham transportere Søndenfjelds, hvorfra han var kommen. —  Saavidt jeg erfarer, er han ved denne Straf ikke bleven klogere, thi han skal siden efter have sværmet om paa nye» (Tronhjems Statsarkiv).

Lars Hemstad blev heller ikke klokere.

Da han blev fri, 4. mars, opsøkte han straks venner i Trondhjem. En av disse var Arnt Solem fra Klæbo. Han var kommet til Trondhjem den høsten for å få snakke med Hauge om veien til salighet. Derefter hadde han nedsatt sig som høker i byen.

Sammen med ham reiste Hemstad igjen til Lexviken. Her var jordbunnen forberedt, og deres ord fant inn­gang over hele bygden. Presten Hagerup forteller, at der neppe var nogen gård, hvor der ikke fantes en eller flere opvakte, av hvilke de fleste var «blandt deres Bygds fortrinlige gode og retskafne mennesker» (A. Chr. Bang).

Det var, så lenge Solem og Hemstad opholdt sig der, en sund og god vekkelse.

Av et fogedbrev ser det ut som om virksomheten også der blev avbrutt ved en arrestasjon. «Det maa være dem, der efter Promemoria af 7de Sept. 1804 fra Foged Barth til Amtmand Angell (Riksarkivet) bleve grebne i Ytterøen og transporterede ud av Bygden Aar 1800» (Bang).

Lars Hemstad har nu vandret sydover til Hedemarken igjen.

Han kom hjem efter en vinter som hadde vært rik på forskjelligartede erfaringer.

 

På s. 77 står følgende å lese :

Lars Hemstad og Ole Berg blev begge boende i Stange til sin død.

Hemstad er ikke nevnt ved forhørene i 1806 og 1810. Det er da rimelig at han den tid ikke har vært hjemme. Der er intet oplyst om hans liv og gjerning i hans senere år.

«Han var en begavet og varm kristen med stort vidne- mot og en betydelig evne til å gripe og vekke de sovende samvittigheter, — En mann, der kjente ham i de siste 10 leveår, omtaler ham som en stille og alvorlig mann med en eksemplarisk vandel; han nød også ubetinget aktelse og tillit i bygden. Alle sine dager levde han ugift og hensov i fred 16. april 1847. Han var stor og sterk, rett en kjempeskikkelse, med en frisk farve og et alvorlig, energisk uttrykk i det fyldige, fredfulle an­sikt». (Heggtveit)

 

 

 

 

 

 

 

 

Stengt for kommentarer.