ole brandt i vestre slidre

 

– hentet fra H.G. Heggtveit : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Anden Afdeling. Kristiania 1912-1920.

 

Fra s. 579 :

I Vestre Slidre var Ole Snartum og især Kirkesanger Ole Brandt Lederne af det kristelige Liv. Sidstnævnte opgives født der i 1818 og tilhørte en gammel, anseet Slægt.

Allerede tidlig røbede han ualmindelige Evner og fik af sine Forældre en efter Tidens Forholde en omhyggelig Opdragelse og Undervisning.

Nogle Aar efter sin Konfirmation begyndte han som Lærer og søgte paa egen Haand mest mulig at utvide sine Kundskaber. Alt fra Barndommen følte han sig kristelig paavirket af Hjemmets gammeldagse Gudsfrygt, gjennem Religionslærebøgerne i Skolen og ikke mindst ved Egnens Haugianere og tilreisende Lægmænd.

I 1835 gik han ind paa Asker Stiftsseminarium, som dengang havde til Bestyrer Knud Gislesen, den senere Biskop, en fremragende og alvorlig Skolemand. Gjennem hans Personlighed og Kristendomsundervisning fik Brandt en aandelig Paavirkning, som blev afgjørende for hele Livet.

I Juni 1837 underkastede han sig Afgangseksamen med «Udmærkelse» i alle Fag samt «Meget godt» for Musik, saavidt vides den mest glimrende Eksamen, nogen Lærer har taget. Gjennem et langt Liv drev han sin Skole med fremragende Dygtighed og øvede tillige en dybtgaaende, kristelig og borgerlig Indflydelse, som vanskelig kan skattes høit nok.

Han holdt i Regelen ikke almindelige Opbyggelser, men derimod kristelige Foredrag, og kunde i Forsamlinger lade sig bevæge til at deltage med Bøn eller tale lidt; men alt det han sagde gjorde paa Grund af Indholdets Beskaffenhed og hele hans Personlighed et vældigt, ofte uudsletteligt Indtryk.

«Han  var en Søile og en Leder, ja i bedste og fuldeste Forstand en aandelig Høvding for alle, som han var sat til at virke blandt, ikke bare i Vestre Slidre, men i hele Valders. Man vilde altid have ham med ved store kristelige og kirkelige Møder, hvor han i Regelen ikke alene var en virksom Deltager, men ofte tillige en fremragende Fører; hans indholdsrige og veloverveiede Ord havde i Regelen den største Vægt og Betydning. Som Lærer stillede han sig støttende og ledende til Menighedsarbeidet».

En Række af unge Gutter, som ønskede at lære lidt mere, anmodede om at faa gaa paa hans Skole, og det var mangfoldige Yngre, som paa den Maade blev paavirkede af hans alsidige Livssyn og kristelige Alvor.

Afdøde Kirkesanger Nils Ulsaker fra Hemsedal var hos ham en Vinter; det i Hjemmet modtagne Indtryk af Kristendommen blev her bestyrket. Denne overtalte saa sin yngre Broder, den senere bekjendte Provst John Ulsaker, til at reise did i Sekstenaarsalderen, og sidstnævnte har selv fortalt, at Opholdet hos Brandt satte et uforgjængelig Mærke paa hans Liv. Han besluttede straks at besøge Seminariet og begyndte derefter under Brandts Paavirkning at læse til Artium og siden studere Theologi for at blive Prest.

Og mange andre Gutter, der siden fik en ledende Indflydelse inden sin Bygd, har hos denne mærkelige, kristelige Ungdomslærer faaet sit kristelige og kirkelige Præg og sit Syn paa de borgerlige Opgaver.

Hans Autoritet var saa stor, at den fremragende Biskop i Hamar, H.O. Folkestad (1807-1889), udtalte engang, at han var glad, saa længe Brandt levede og virkede, fordi han ansaa ham for en af de bedste og indflydelsesrigeste evangelisk-lutherske Kristne, som han vidste om i sit Stift.

Angaaende hans Arbeide og Betydning for Kommune, Amt, ja Fædrelandet i borgerlig Henseende, kan her i forbigaaende kun nævnes, at han i mange Aar med stor Dygtighed fungerede som Herredsordfører, Forligelseskommisær og Sparebank-direktør og med Hæder og Anseelse repræsenterede Christiania Amt som Storthingsmand næsten uafbrudt fra 1859 til 1879. Han var i Regelen Medlem af Lagthinget og arbeidede i Kirkekomiteen, Justitskomiteen og Toldkomiteen.

Sine store Gaver brugte Brandt i Ydmyghed og gav Gud Æren. 

Hans daadrige Liv afsluttedes ved Døden 1880. Nuværende Provst Nils Brandt i Meldalen, født 1856, er hans Søn.

Stengt for kommentarer.