christoffer evensen kjønnerød : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.

 

– fra s. 74 – 78 :

Omtrent midt i Jarlsberg og Laurvigs Amt, lidt i sydvest for Horten, men inde i Landet, ligger Prestegjældet Ramnæs, der næsten gjennem hele det nittende Aarhundrede har været præget af stærke religiøse Bevægelser.

Hvor isoleret det end forresten er, har det i en vis Forstand været et aandeligt Centrum i Amtet.

Her boede og virkede i over 60 Aar en af Hauges Venner, bekjendt og anseet i vide Kredse for sin oprigtige, eksemplariske Vandel og forsigtige, sunde, kristelige Virksomhed.

Det var Christoffer Evensen Kjønnerød («Luthersk Kirketidende» for Januar-Juni 1873, Side 82-88 i en Artikelrække om «Læseriet i Ramnæs» af Provst Th. Kielland, dengang pers. Kap. i Ramnæs; Oplysningerne om Kjønnerød fra nævnte Sted er meddelte af dennes Søn, Kirkesanger Chr. Kjønnerød, der ogsaa i Brev har sendt mig Meddelelser; desuden Oplysninger meddelte mig af andre samtidige Haugianere).

Han blev født 24 Marts 1782 paa Herreskilbred i Høijords Anneks til Andebu Prestegjæld, hvor hans Forældre boede som Gaardmandsfolk.

Fra sin Ungdom af havde han ikke nydt annen Undervisning end den, Omgangsskolen i hin Tid kunde byde; men Herren havde udrustet ham med gode Evner, og da han tillige satte megen Pris paa Kundskab og eiede stor Lærelyst, tilegnede han sig ved Flid og Udholdenhed i Aarenes Løb adskillige Kundskaber, uagtet legemligt Arbeide altid lagde stærkt Beslag paa hans Tid og Kræfter.

Saaledes var han ikke fremmed hverken i Verdens eller Naturens Historie. Derom vidnede de mange Fortællinger af saadant Indhold, han gav tilbedste, naar han var sammen med sine Venner og Bekjendte.

Han saa, som han sagde, «Guds Visdom og Styrelse gjennem alle Ting», baade i Naturens og Menneskehedens Levnetsløb.

Om hans Vækkelse og aandelige Udvikling gjennem Aarene haves nu kun sparsomme Efterretninger. H.N. Hauge selv reiste flere Gange gjennem de forskjellige Bygder i Grevskaberne og en Række af hans Venner ligesaa. Derved blev vakt kristeligt Liv baade hist og her, saaledes ogsaa i Andebu.

Blandt disse faa var et Ægtepar, Aksel og Gunhild Høijord. Fra 1802 og fremover søgte de ved aandelige Samtaler og den begavede og vidnemodige Hustru tillige gjennem Opbyggelser at vække og nære det kristelige Liv paa Stedet. Om et var ved dem eller en anden af Hauges Venner, Christoffer Herreskilbred blev aandelig paavirket og ført til bevidst, aandeligt Liv, vides ikke med Bestemthed; det er dog ialfald sikkert, at han fra dette Hold fik sit kristelige Præg for hele Livet.

Fra omkring 1802 begyndte han ogsaa selv at deltage i Opbyggelserne ved Bøn og enfoldig Formaningstale.

Men allerede 1804 flyttede han til Ramnæs, hvor han kjøbte Gaarden Kjønnerød og tilbragte der Resten af sit Liv. Tiden indtil 1814 var for ham stille, nærmest en aandelig Modning og Udvikling, som blev af stor Betydning i Fremtiden. I sine ledige Stunder syslede han især med at grandske Kristendommens Sandheder, Ordet om ham, der er Veien til Salighed for alle, som tror.

Dette var hans kjæreste Eie, hans dyreste Skat, Ledestjernen for al hans Id og Daad, og derfor sang han ogsaa saa ofte Gottfred Wilhelm Sacers bekjendte Salme : «Den Idræt Gud er tækkelig, Som Grund i Ordet haver» o.s.v. «Han tillod ikke, som endog Vakte nu gjør, at lade Bibelen, Herrens eget Ord, ligge rolig paa Boghylden, dækket med Støv; den fandtes som oftest opslagen paa hans Bord og blev fremfor alle Bøger flittig brugt».

Efter 1814, da Lægmandsvirksomheden rundt det hele Land tog et nyt og glædeligt Opsving, begyndte ogsaa Kjønnerød igjen med sin afbrudte Opbyggelsesvirksomhed. Først og fremst i Hjembygden.

Fremgangsmaaden var den sædvanlige haugianske : Salmesang, Bøn, Postillelæsning og Formaningstale. Denne prægedes mere og mere af hans dybe Indsigt i Guds Ord, rige kristelige Erfaring, Forsigtighed, Ædruelighed og aandelige Modenhed. Han var for alle, der kjendte ham, en Personlighed, som gjorde stærkt Indtryk. I det hele øvede Kjønnerød stor Indflydelse baade gjennem sit Liv og sit Vidnesbyrd og virkede til stor Velsignelse for mange.

I Høitiderne og ellers ogsaa om Vinteren foretog han i sine kraftige Manddomsaar flittige Reiser omkring i Amtets Bygder, ja besøgte tillige Drammen, Eker Papirmølle, Christiania Omegn m.fl. Steder.

Gamle Myhrebøe, der tilbragte Aarene 1827-32 i Drammen, omtalte Kjønnerød ofte som en allerede dengang dygtig og anseet Guds Ords Forkynder.

Saaledes vedblev han at virke lige til sin Alderdom, om end de længere Reiser blev sjeldnere, indtil de ganske ophørte. Derimod holdt han fremdeles Samlinger paa Hjemstedet. Herom skriver en af hans Nærmeste : «Ligesom han selv havde søgt og fundet Frelsen i Kristus Jesus og følte Saligheden af at være i hans Samfund, saaledes var det ogsaa en Trang for ham at opmuntre og tilskynde sine Medmennesker til det samme, at lede ogsaa andre hen til den samme Frelser og Forløser, der var gaaet ud efter dem og gjerne vilde modtage enhver, som vil komme til ham.

Han samlede derfor gjerne til Husandagt eller Opbyggelse enhver, som ønskede det.

Her læste han da et eller andet lidet Afsnit af Guds Ord eller en Prædiken, sang og talte nogle Ord til de Forsamlede om «et ene Fornødne», og det er vort Haab, at disse Forsamlinger var til stor Velsignelse i hans Tid.

Vi vil tillade os her at anføre et lidet Salmevers, som den Gamle ofte brugte ved slige Sammenkomster, fordi det synes os netop at udtale, hvad der var hans Hensigt med dem. Det lyder saaledes : «Ak, lader os alle hverandre erindre, At ingen sig lader fra Kronen forhindre ! Naar Verden og Satan vil bruge sin Magt, Da staar vi forenede alle paa Vagt. Vor Fader, han hører de samlede Sukke. Mod enige Hjerter tør Satan ei pukke; hvo vil de forende Aander udslukke ?»

— Han satte dog aldrig disse Forsamlinger og Andagtsøvelser høiere end den kirkelige Gudstjeneste eller foragtede den beskikkede Lærerstand. Tværtimod var han, saalænge ikke Alderdom lagde Hindringer iveien, en flittig og opmærksom Deltager i den offentlige Gudstjeneste og opmuntrede sin Familie til det samme. Hans Børn har sagt, at han ofte bebreidede dem, naar de ikke gik i Kirken om Søndagene.

Til Menighedens Prester stod Kjønnerød stedse i et godt Forhold, arbeidede aldrig mod dem, men støttede deres Gjerning, og hørte han nogen tale med Ringeagt om Geistligheden, afviste han det ofte med den Bemærkning : «Vi skal agte dem for deres Embedes og Gjernings Skyld».

Eftersom Aarene gik, og han stundede mod Enden af sin Løbebane, aftog efterhaanden Kræfterne, og Alderdommens Svagheder lagde sig tyngre og tyngre over det forhen saa friske Legeme. Det blev derfor mere og mere sjelden, at han kunde samles med andre om det dyrebare Herrens Ord.

En Del yngre Mænd, der før havde staaet ved hans Side og altid seet op til ham som en gammel, prøvet og erfaren Kristen, optraadte nu mere selvstændig og uafhængig.

Disse nyere Vakte var allerede dengang i meget forskjellig fra den Gamle; dette kom ogsaa klart nok tilsyne i deres hele Fremtræden. Kjønnerød var aldeles fri for alt ensidig Væsen : livlig, frimodig og glad; han talte med Interesse ikke alene om kristelige, men ogsaa angaaende verdslige Sager, kunde ikke blot sørge med de Bedrøvede, men ogsaa glæde sig med de Glade og forstod at blande Livets Alvor og Gammen sammen og varetage med Flid og stor Dygtighed sit jordiske Kald.

Hine Mænd derimod havde et stærkt ensidigt Præg, talte nødig om andet end aandelige Ting, dvælede især ved sine egne Følelser og altid i en klynkende og jamrende Tone, der stod i Samklang med deres nedbøiede, sygelige Udseende. De syntes aldeles at have glemt Frelserens Formaning : Naar I faster, skal I ikke se bedrøvede ud» (Math. 6, 16-18).

Ting, der er os tilladte, naar de blot ikke misbruges, blev snart aldeles forkastede, fordi man mente, at selve brugen af dem var syndig. Den offentlige Gudstjeneste fik snart i deres Øine en underordnet Plads, og det blev mere og mere sjelden at se dem i Kirken.

Christoffer Kjønnerød, som fremdeles en og anden Gang kunde samles med dem, forstod snart, at ikke alt gik i de rette Spor; men hans Sjælsevner og aandelige Syn var allerede saa betydelig sløvet af Alderdommen, at det faldt vanskelig for ham at skjønne, hvori Feilen egentlig stak. Imidlertid ytrede den Gamle engang paa Hjemveien fra en Opbyggelse : «Jeg kan ikke længere være rigtig enig med disse Mænd, som holder Opbyggelse nu. Jeg ved ikke, hvorledes det er med dem; men jeg synes, det ser ud til, at de gjerne vil holde Opbyggelse daglig, og, naar de kommer sammen, er det som de ikke vil, at det skal tage nogen Ende dermed. De holder paa med Guds Ord, Bøn og Sang til langt ud over Natten; dette trætter bare Sindet og svækker Hukommelsen. Vi skal lade Ordet virke i Stilhed som Sæden i Jorden. Apostelen formaner os jo ikke til alene at være Ordets Hørere, men ogsaa dets Gjørere«.

Det er utvilsomt en Kjendsgjerning, at de Omtalte i hans sidste Leveaar begyndte mere, om end fint, ligesom at overse ham og mente om sig selv, at de havde faaet «et større Lys fra Vorherre».

Kjønnerød blev dem mere og mere til Byrde, fordi de følte sig noget bundne af ham og vidste med sig selv, at de i dette og hint ikke rigtig stemte overens med den gamle Haugianer paa samme Tid, som de ei heller kunde nægte, at han dog var en sand Kristen. At dette ikke kunde være anderledes indsees ogsaa let af det, som tidligere er anført om dem og om ham.

De separatistiske Tendenser, som i 1871 førte til Udtrædelse af Statskirken, kom hos hine Mænd frem i sine begyndende Spirer, allerede medens den Gamle laa paa sit Sygeleie.

Men Gud sparede ham for at blive Vidne til den senere sørgelige Udvikling.

Deres Ligegyldighed for den kirkelige Gudstjeneste tiltog efterhaanden, ligesom de ogsaa ringeagtede de Mænd, som dengang var Menighedens Tjenere, dog desværre ikke altid uden Grund.

Havde Ramnæs havt en anden Sogneprest end den, som virkede der fra 1849 – 1869, vilde Bruddet kanske være undgaaet. Men da ingen Forandring indtraadte, begyndte man at arbeide mod alle de ansatte Hyrder og Lærere, som Separatisterne ei troede var rette Kristne, men Sjæleforførere.

Ja, de taalte snart ikke længer, at nogen af de Vakte vilde lade Menighedens Prest og Kirkesanger forrette ved deres Dødes Begravelse. Siden gik det videre i samme Retning. Kirken og Skolen fik Navnet «Satans Synagoge» m.m. Præster og Lærere betragtedes uden Undtagelse som «Djævelens Redskaber».

Enkelte mere oplyste og tænkende Mænd, som før havde virket i Forening med de Misfornøiede, forstod at dette og meget andet var galt, og søgte at overbevise de Feilende derom; men alle Forsøg var frugtesløse og blev snart optagne som Forfølgelse.

Disse to Partier maatte følgelig skilles. De Forsigtige og Besindige blev af de øvrige kaldte «Stjerner, som er faldne ned fra Himmelen».

Sine Børn meldte Separatisterne ud af Skolen, da de var stærkt imod den nye «Læsebog for Folkeskolen og Folkehjemmet»; Undervisning i de fleste verdslige Fag ansaaes ogsaa for skadelig og stridende mod ders Opfatning af Kristendommen.

Her vil vi forlade disse uhyggelige Foreteelser for til Slutning at dvæle lidt ved Christoffer Kjønnerøds Dødsleie og fortælle efter tilstedeværende, troværdige Vidner, hvad der foregik.

Høsten 1863 begyndte han at blive mere svagelig og kraftesløs end tidligere, og kort før Jul maatte den Gamle gaa tilsengs for aldrig mere at blive frisk igjen. Han syntes dog ikke at føle nogen egentlig Smærte i Legemet, ja holdt det ei for rent usandsynligt, at Herren maaske endnu ville give ham Kræfter, saa han atter kunde komme op.

Engang sagde han til sine Kjære : «Jeg beder Herren, at han, hvis det ikke er imod hans Vilje, vil lade mig komme op igjen. Dette maa ogsaa I bede om; men glem ikke at lægge til : «Ske din Vilje !»»

Da den Gamle havde holdt Sengen i nogen Tid, ønskede han at blive meddelt Sakramentet. Presten kom, og den Syge talte længe med ham om sin aandelige Tilstand, om sin Længsel efter Frelse og Salighed, om sin egen Udygtighed til det Gode, om hvorledes han ret skulde forberede sig til Døden o.s.v. Skjønt Kjønnerød længe syntes, at han ikke havde nogen Sygdom, som kunde volde Døden, var han dog forberedt paa, at dette kunde ske snart.

Han talte derfor til sin Familie om, hvorledes de i et og alt skulde ordne sig, naar han var borte, dvælede særlig ved sit Forhold til Gud og hvor godt det skulde være at blive salig, og bad alle Besøgende, at de vilde erindre ham i sine Bønner.

Omsider mærkede han, at Sygdommen snart vilde ende med Døden. Han kaldte derfor sin Familie til sig, rakte hver enkelt sin Haand til Afsked, takkede for hver Dag, han havde levet sammen med dem i Enighed og Fred, og bad med Taarer i Øinene, at de vilde søge Herren i Aand og Sandhed, saa han engang maatte faa se dem alle igjen der, hvor intet Farvel mere skal lyde.

Han talte med alle i Almindelighed og til hver enkelt i Særdeleshed, udtalte sit Haab om dem og bad Gud styrke enhver til at vandre Livets Vei.

Kort efter bad han dem om at synge Verset : «Ak Lader os alle hverandre erindre, At ingen sig lader fra Kronen forhindre !»

Den Gamle laa ofte siden stille som i Søvn; men man mærkede, at han ikke sjelden netop da var i det største aandelige Arbeide og laa i Strid med den onde Frister. Naar han saa igjen kom til Ro, bad han i Regelen sine Kjære at synge en eller anden Salme. Det hændte undertiden, at den Syge efter slige Kampe blev gjennemstrømmet af en overordentlig Glæde.

Da han saaledes engang længe havde ligget i en taus, men synlig Sjælestrid, begyndte han at synge med Hjertens Fryd sidste Vers af Niels Brorsons bekjendte Salme : «Det elskte Jerusalems Længsel mig nøder at ile».

Det lyder saaledes : «Sjung Amen, mit Hjerte ! Sjung Amen, mit inderste Hjerte ! I Himmelens Salighed endes din Vaade ofg Smærte, Gud lad os tilsammen I Glæde og Gammen, Som Kristi Brud prunke med himmelske Brammen, Sjung Amen !»

Da han havde naaet Enden af dette Vers, kvalte Glædesgraad hans Stemme. Det varede imidlertid ikke længe, før Djævelen atter stormede ind paa den Gamle med fornyet Styrke.

En Nat, medens hans yngste Søn og en anden vaagede ved Dødsleiet, havde han en af sine haardeste Kampe. De forstod dette og læste høit et Par Trøstesprog af den hellige Skrift; men han var i en saa heftig Strid, at han neppe mærkede det. Om en liden Stund sagde han : «Nu er der saa mange, som vil forføre mig, at det er tygt som en Taage».

Straks efter føiede han til : «De kommer med Skriften ogsaa». Men lidt senere udbrød den Syge med stærk Stemme : «Nei, de skal ikke vinde ! Jeg har en ved min Side, som er stærkere !»  Derefter fik han igjen Ro for en Tid. Omsider gjorde Herren en Ende paa al Fristelse, saa den onde Djævel for stedse maatte forlade ham med alle sine listige og stærke Angreb.

Herren lod ham kort før sin endelige Bortgang paa en ubeskrivelig Maade skue ind i den evige Herlighed og Salighed, hvortil han snart skulde faa gaa ind. Han laa stille ligesom i en Søvn, saa de Omstaaende forlod Leiet. Hvor længe dette varede, lagde ingen Mærke til. Da han vaagnede op, var han som henrykket af Glæde og Forundring over den store Herlighed, han havde seet.

Han bad sin Kone og Børn om øieblikkelig at komme bort til ham, reiste sig op i Sengen, som om han ikke længer følte Sygdom eller rent glemte det skrøbelige Legeme, og han talte til dem saaledes : «Nu har jeg snart overvundet ! Herren har ladet mig se ind i det evige Livs Herlighed; o, hvilken unævnelig Herlighed og Salighed ! Ingen faar se saadant, uden de, som bliver frelste. Jeg havde ei taalt at se det, hvis ikke Herren havde været med og styrket mig. Dersom I vidste, hvor stor den Herlighed er, som venter Guds Børn, og hvor godt det er at blive salig, kom der ikke et syndigt Smil over Eders Læber i hele Eders Livstid. Skammer Eder ikke for at sige Medmennesker Sandheden ! Det har jeg ofte gjort; men nu skulde jeg bekjende den, om man stod over mig med Sværdet. Gud har dog seet, at jeg har ment det vel med, hvad jeg har gjort, og nu vil han for sin Søns Skyld føre mig ind i den evige Herlighed».

Saaledes og meget mere talte han til sine Kjære samt formanede og tilskyndede dem med stor Kraft og Inderlighed til at søge Herren af et oprigtigt Hjerte.

Efter at den Syge havde endt sin lange Tale, hvoraf der i det foregaaende alene er anført det vigtigste, sagde han ikke meget, men laa i Taalmodighed og ventede paa Døden. Smærterne blev meget haarde, das det led mod Enden; men ikke en eneste Klagelyd kom over hans Læber. Han beholdt sin fulde Sands og Samling lige ind i Døden, men tabte Mælet noget før.

Den Gamle hensov stille og rolig 11. Januar 1864 efter at have levet henved 82 Aar.

— Han havde tidligere sagt til sine ; «Naar jeg er død, maa I hverken rose eller laste mig». Under sin jordiske Vandring likte han ikke at blive rost, men ønskede endnu mindre, at dette skulde ske efter hans Bortgang.

«Sandheden om ham maa dog her udtales, og indeholder denne noget rosværdigt, saa tilkommer jo Æren derfor alene Herren».

Christoffer Kjønnerød var to Gange gift, første Gang med Marie Olsdatter; deres Ægteskab blev børnløst. Efter hendes Død ægtede han 23. Juni 1838 Marit Kristensdatter Vangen fra Kvam i nordre Fron. De blev ægteviede i gamle Akers Kirke af Sogneprest Iver Hesselberg. Hun var født den 23. Mai 1802, en Datter af Gaardmand Kristen Vangen og Hustru.

Bryllupet stod hos Brugseier Jens Hansen paa Bakke Mølle i Aker.

De levede i et lykkeligt Ægteskab og fik 4 Børn, to Døtre og to Sønner. Den yngste af disse er fhv. Kirkesanger i Ramnæs Christen Kjønnerød , født 5/4 1845.

Marit Kjønnerød døde af Lungebetændelse 21. Oktober 1884 og blev begravet paa Fon Anneks Kirkegaard ved Siden af sin forudgangne Mand.

 

Stengt for kommentarer.