svend ruud : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.

 

– fra s. 196 – 198  :

En anden anseet Haugianer i Bergen var Kjøbmand Svend Ruud ( Sven Ruuds «Selvbiografi» i H.N. Hauges «Religiøse Følelser og deres Værd», Side 97-100. Oplysninger og Meddelelser fra hans Døtre, Frøknerne Lina og Ingeborg Ruud. Oplysninger fra samtidige Haugianere), født den 30. September 1780 paa Høiset ved Gaarden Ruud i Aals Hovedsogn i Hallingdal, Søn af Gaardbruger Asle Svendsen og Hustru Aagot Torjusdatter.

Da hans Forældre døde tidlig, kom han 6 Aar gammel til en Halvbroder paa Finnesgaard og fik der sin Opdragelse og Undervisning efter Datidens tarvelige Forholde.

Om sin første aandelige Udvikling skriver han følgende : «Jeg havde ofte i min Ungdom Tanker om Død og Evighed, ja bad ogsaa undertiden til Herren om at faa dø, før jeg blev saa syndig, at jeg ikke kunde blive salig, da jeg troede, de blev lykkelige, som gik bort, mens de var smaa.

Men at frygte Herren og sky det Onde, som er hans Bud imod, saa jeg kunde undgaa den evige Død, det forstod jeg ikke. Min Tanke var : naar jeg skulde leve i Verden, saa maatte jeg skikke mig som andre Mennesker, uagtet jeg syntes, deres Levnet ei var ret efter Guds Ord.

Jeg havde stor Lyst til at læse, og da jeg derfor blev meget rost af andre, drev det mig end mere dertil, da jeg søgte egen Ære, uagtet jeg forstod lidet af det, jeg læste.

Som jeg tog til i Alder, saa voksede og min Lyst til verdslige Fornøielser, Dans og Kortspil med flere Laster, indtil jeg var 18 Aar gammel.

Da hørte jeg fortælle, at nogle Personer vandrede omkring og talte med Folket om deres Saligheds Sag. Endskjønt de Rygter, som gik om disse Mennesker, ikke var de bedste, saa troede jeg dog straks, det var noget godt, disse Folk havde at forkynde, og at de var sendte af Gud.

Jeg fandt noget i min Sjæl, som vidnede, at det ei stod vel til med mig og flere i aandelig Henseende.

— En Tid derefter (1799) fik jeg se en liden Bog, som hed «Sandheds Bekjendelse» og var forfattet af H.N. Hauge. Jeg læste den og syntes særdeles vel om Indholdet. Dette Skrift tilligemed de forskjellige Rygter, jeg hørte, vaktehod mig mere og mere Eftertanke. Naar jeg undertiden var alene i Skov og Mark, bad jeg inderlig til Gud, at jeg maatte blive omvendt; men saa snart jeg kom sammen med Kammerater og Omgangsvenner, var jeg ligedan som før; det var endnu mørkt og  uforstaaeligt for mig, hvorledes den sande Omvendelse og Forbedring skulde ske.

Et Aars Tid senere (1800) fik jeg høre en Opbyggelse; det var Gulbrand Væraas (fra Nummedal). Han havde en særdeles Gave til at røre og vække Menneskene baade med Sang og Tale.

Jeg blev vel ikke, som en Del andre, særdeles heftig rørt og bevæget, men fattede dog mere og mere Tillid til, at saadanne Mennesker var paa den rette Saligheds Vei. Derfor voksede ogsaa Lyst og Forsæt til at blive anderledes; da jeg tredie Gang havde hørt paa Lægmandens Tale og gik hjem, følte jeg i mit Inderste en saa brændende Lyst og Attraa efter at blive omvendt til Herren som aldrig tidligere. Jeg ønskede da : Hvis jeg altid kunde faa beholde denne Trang i mit Hjerte, vilde det være godt. Jeg begyndte straks at stride mod mine Vanesynder som Banden, Hastighed, Vrede, letsindig Skjemt og Latter m.m. Naar jeg var ene, udøste jeg ofte mit Hjerte for Herren i enfoldige Bønner om at blive dannet efter hans Sind.

Jeg begyndte ogsaa at tale med andre om at tro paa Jesus, og hvorledes vi skulde modstaa det Onde, fornægte os selv og efterfølge vor Frelser paa den trange Vei.

Om Søndagene kunde jeg gaa 1-2 Mil for at træffe dem, der havde fattet samme Forsæt som jeg, for at have Opbyggelse med dem.

Da jeg og flere siden fik den Gave at bekjende Guds Navn, saa havde vi og Sammenkomster om Søndagene paa forskjellige Steder, hvor Folket var begjærligt efter at høre. Naar jeg saa om Aftenerne gik hjem, tænkte jeg undertiden efter, hvorledes jeg ofte før om Søndagene havde gaaet lange Veie for at faa Selskab til Dans, Kortspil om Penge, Brændevin m.m.

Og naar jeg da endelig skulde gaa derifra, var jeg enter saa syg af Drik eller mismodig, fordi jeg havde tabt i Spil, hvilket ærgrede mig. Jeg var altid uoplagt og tung efter saadanne Forlystelser og syntes, hvor jeg gik, at høre Lyden af Violinen samt Sus af Dans og Folkestimmel.

Nu derimod, da jeg havde faaet Lyst til at elske Gud og min Næste som mig selv, gik jeg lang Vei for at faa tale med Folk om Herrens Vilje og raade dem til at omvende sig til ham, saa de kunde komme til at føle og smage, hvor god han var, og hvor meget godt han havde gjemt til dem, som frygter ham. Naar jeg saa gik hjem, om det endt var mørkt og i haardt Veir, var dog min Sjæl saa oplivet og glad i Gud, at jeg ikke følte det mindste til Veiens Længde eller Besvær.

Jeg betragtede, hvor store Ting Gud havde bevist mig, usle Menneske, at han ei alene havde rykket mig som en Brand af Ilden, ledet mig ud af den store Hob og den Elendighed, jeg laa nedsænket i; men at han og havde ført mig til sit underfulde Lys og ladet mig baade føle og smage Herrens Godhed, og hvilken stor og salig Glæde det er, endog i dette Liv, at vandre i Herrens Frygt.

Jeg syntes da, at ingen Ting skulde kunne skille mig fra Guds Kjærlighed, hverken det høie eller det dybe, hverken det nærværende eller det tilkommende, hverken Liv eller Død. Jeg var rede til at sælge alt for at blive Eier af den kostelige Skat, som jeg havde faaet en Forsmag paa.

Og om der end var nogen, som enten ved Overtalelse eller Trudsel vilde hindre mig fra denne Vei, saa syntes jeg, at saadant meget mere drev mig til med større Flid at gaa den, da alle Herrens Ord gav Vidnesbyrd om, at der ikke var nogen anden Vei til Livet end den for Kjød og Blod trange Sti, som vor Frelser havde talt om.

Siden fik jeg og mærke Fristelser og blev plaget af Vantro om Gud og hans Ord; men da jeg blev mit Forsæt tro : at vilde hade det Onde, saa knækkedes dog ved Guds Naade Vantroens Magt, de kjødelige Lyster, egen Ære og andre Synder, som undertiden igjen begyndte at ytre sig. men jeg maatte stadig staa paa Vagt og stride mod dem; min indvortes Fiende har baade da og siden været den værste til at svække det Gode, og at hindre paa den rene Saligheds Vei, hvilket den Erfarne kjender bedre selv, end jeg kan beskrive; de andre, som lever i Synden, kan ei fristes af den, da de følger den frivillig.

Jeg ønsker hjertelig, at enhver, som lever sikkert og lokkes og drages af de syndige Lyster, maatte faa Lyst til at prøve sit Levnet efter Kristi Lære, som alene er Veien, Livet og Sandheden til Salighed.

Og naar de har fattet Lyst til at følge den og af alle Kræfter vil sky det Onde og gjøre det Gode under stadig Bøn til Gud om hans Aand og Naade, saa vil de visselig ogsaa føle noget til Kristi Kjærlighed, hvoraf alle Dyder vokser som Grene, der udspringer af en god Stamme».

Efter at have boet og virket i sin Hjembygd, Aal, til 1803, drog Svend Ruud til Bergen og reiste derfra tilsjøs en Del Aar. Omkring 1810 tog han Borgerskab som Kjøbmand i sidstnævnte By.

Derefter indgik han Ægteskab sammesteds den 15. April 1811 med Karen Olsdatter, født 26. November 1786 i Hemsedal Anneks til Gol, Datter af Gaardbruger Ole Pedersen Aalrust og Hustru Astrid Knudsdatter. Hun blev ogsaa i en ung Alder grebet af den haugianske Bevægelse og reiste nogle Aar senere til Bergen ifølge med flere fra samme Bygd.

Ruud og Hustru tilbragte sin meste Tid i denne By, hvor de ved Dygtighed og Vindskibelighed arbeidede sig op til Velstand.

I 1830 kjøbte han for sin Hustrus Helbreds Skyld et Landsted med Jord ca. 6 Kilometer Syd for Bergen; det hed Sletbakken. Aar 1845 overlod han Handelen i Byen til en anden og boede fra den Tid stadig paa Landet og drev der Jordbrug. Han var «arbeidsom, troværdig og udholdende, nøisom og fredsommelig. Guds Ords Læsning var hans kjæreste Sysselsættelse; sammen med Familie og Tjenere holdt han flittig Husandagt.

Han optraadte ikke nu som i yngre Dage med selvstændige Opbyggelser, men talte flittig i det daglige Liv om aandelige Ting, naar der var Tid og Anledning; mest virkede han dog ved en stille, forsigtig, kristelig Vandel.

Mod sine Fornærmere var han venlig og eftergivende; men stræng overfor alt, som han troede stred mod Guds Bud og Vilje».

Hans Hustru «var stille og ydmyg, huslig og stræbsom; hun holdt sig flittig til Guds Ord og vilde gjerne gjøre Guds VIlje. Sine Børn opdrog de til Arbeidsomhed og alvorlig Gudsfrygt».

Den sidste Vinter, Svend Ruud levede, begyndte Helbreden at tage stærkt af; dog laa han kun 10 Dage tilsengs. «Sygdommen var indre Brystkræft og Sygeleiet opbyggeligt; Døden kom ikke uventet; han var vel forberedt og løst fra alt jordisk. Nogle Dage før sin Bortgang kaldte han Tjenerne ind for at sige dem Farvel og talte da et kristeligt Formanings- og Opmuntringsord til alle».

Den 6. Mai 1852 hensov han i Fred. Han fik et saadant Eftermæle : «Som hans Liv, var ogsaa hans Død : i Troen paa Frelseren, stille og gudhengiven«.

Han blev begravet 14. Mai paa St. Jacobs Kirkegaard i Bergen. Hustruen levede endnu i 22 Aar og døde af Alderdomssvaghed «glad og frimodig i sin Frelser» 19. Februar 1874 og blev begravet den 26. i samme Maaned ved Siden af sin forudgangne Mand.

De havde syv Døtre. Den ældste, Agathe Marie, født 1813, blev gift med Kjøbmand Sivert Gundersen i Stavanger. Han var født 1808 i Soggendal og døde i Stavanger 24. Februar 1881. Hustruen hensov i Christiania 12. Februar 1879. En af deres Børn var Provst Sven Rudolf Gundersen, født i Stavanger 29. Marts 1844, død som Sogneprest i Kragerø 1904.

— En anden af Ruuds Døtre, Anna Andrine, født 1815, blev gift med Sogneprest Eiler Hagerup Holtermann, født paa Østraat 7. December 1811 og død i Etne 10. September 1872. Hustruen gik bort i Fred 12. Februar 1879 i Christiania.

— En tredie Datter, Barbra Ruud, født 1819, blev gift med Kjøbmand Kristoffer Corneliussen, født i Skudesnæs 1815. De boede mange Aar i Bergen, men udvandrede saa til Amerika, hvor han døde 26. April 1898 i Iowa, og hun hensov 5. Mai 1898 sammesteds. — Datteren Karen var gift med Kjøbmand A. Svanøe, der døde 1890.

Stengt for kommentarer.