peder abrahamsen stenhovden : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie».  Første Bind – Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 -1820. Christiania 1905 – 1911.

 

– fra s. 198 – 199 :

I Sunnfjord levede flere af Hauges Venner; en af de ældste var Peder Abrahamsen Stenhovden i Kinns Prestegjæld, hvor han blev født 1778; Faderen var Lensmand (Meddelelser fra forskjellige Samtidige, særlig fra Anders Redal. Kinns Ministerialbøger).

Baade han og Hustruen omtales som retskafne Folk med Agtelse for Guds Ord, men uden noget dybere kristeligt Liv; de gav saavidt muligt Sønnen en omhyggelig og god Opdragelse og sørgede særlig for, at han blev vel kjendt i sin Bibel og fik en grundig Kristendomskundskab.

Han blev vakt under en af Hauges første Besøg i Søndfjord, antagelig Sommeren 1801, og hørte siden til dennes «elskeligste Venner», der stedse stod i et inderligt og fortroligt Forhold til nysnævnte, hvem han betragtede som sin aandelige Fader.

Naar Hauge besøgte Egnen, gjæstede han altid sine Venner paa Stenhovden og holdt Opbyggelser sammesteds, undtagen i 1809, da han kun var paa Svanøen og forbedrede Saltværket der; dengang talte Hauge ikke Guds Ord for større Forsamlinger, fordi han kun midlertidig var løsladt af sin Arrest.; han holdt dog alligevel Husopbyggelser.

Sin begavede Hustru, Berte Andersdatter fra Lauvaasen i Tiller Anneks til Klæbu, skyldte han ogsaa paa en Maade Hauge. Under en af sine Vandringer for at forkynde Guds Ord kom hun ogsaa til Søndfjord; Hauge, der syntes, de passede for hinanden, gav dem et Vink herom; de blev gifte og levede længe og lykkelig sammen. Hun var sjelden dyk\gtig i det Timelige, et eksemplarisk Menneske og en alvorlig Kristen. De fik ialt 12-14 Børn, som de oppdrog til Arbeidsomhed og Gudsfrygt, men kanske noget for strængt.

Peder Abrahamsen levede alle sine Dage paa Fædrenegaarden Stenhovden; ved Siden af sit Jordbrug drev han Landhandel, men reiste tillige flittig omkring for at bekjende Guds Ord; han virkede især i Hjembygden og Omegnen, fornemmelig i Høidals- og Vefringsfjorden; naar han i timelige Anliggender foretog længere Reiser, sydover til Bergen eller nordover til Trondhjem gjennem Nordfjord, Søndmøre, Romsdalen og Nordmøre, holdt han Opbyggelser underveis.

En, der kjendte ham godt, siger, at han havde flydende og vækkende Gaver til at tale Guds Ord; Bøn og Formaning vekslede; han tog saa mange Salmevers ind i sit Foredrag og vidste at anvende dem saa træffende, at hans Opbyggelser allerede derved blev særlig afvekslende og opbyggelige. Da han tillige eiede en kjærlig Aand, en mild Stemme og forstod paa rette Tid og Sted at fremholde baade Loven og Evangeliet, fik han stor Indflydelse paa Folk. Til Udgangspunkt for sin ale pleiede han at tage enten et Bibelsted eller et Salmevers.

Ved sit Liv vandt han Agtelse og Tillid og stod idethele i et hjerteligt og fortroligt Forhold til de kristelige Venner paa Stedet, særlig Ole Svanøe, samt A. Busk, Amund Helland, Svend Ruud,  og Samson Traae i Bergen.

Da Virksomheden for Hedningemissionen begyndte, deltog Peder Stenhovden flittig i denne ved at yde Bidrag og overvære Møderne. Hans aandelige Liv var i almindelighed ikke meget omvekslende, men han havde ogsaa sine Kamper og Mangler.

Da der henimod Slutningen af hans Liv, i 1834, opstod en stor Vækkelse i Egnen, tog han sig kjærlig af de unge Kristne og fik ved sin Tillid og Visdom sammen med Stedets øvrige Venner ledet Bevægelsen i sunde Spor. Samværet med de Unge virkede tilbage paa ham selv; han blev oplivet, opvarmet og fik nye Impulser og Tilskyndelser.

Uagtet han hele sit Liv havde en god Helbred, blev dog Kraften noksaa hurtig brudt, da han var 60 Aar; Dødsleiet varede ikke mere end omkring 14 Dage.

Anders Redal var vistnok den sidste af Vennerne, som talte med ham. Han fandt den Syge svært anfægtet over, at der var en Mand, som han havde hatt imod, men tilgivet, dog uden at kunne faa Kjærlighet til ham. Redal svarede : «du maa bede Gud om at faa elske ham; kan du ikke elske ham, saa har du igrunden imod ham».

Han kjæmpede da med Gud i Bønnen om at maatte faa Kjærlighed til Vedkommende og seirede ved Guds Naade over sin Uvilje. Straks Efter hensov han, 25. februar 1838.

Peder Stenhovden var middelshøi, lidt førvoksen og fyldig med smaa, brune, vakre Øine og et sjælfuldt Udtryk i det ikke meget rynkede, milde og venlige, men til andre Tider ogsaa alvorlige Ansigt; Haaret var sort, dog begyndte det tidlig at graane.

Han havde en fast, bestemt Karakter og lod sig ikke lettelig rokke fra sin Overbevisning, uden han blev tydelig overbevist; men da gav han sig ogsaa øieblikkelig, har en af hans Venner sagt; han eiede en sund Dømmekraft og en mærkelig Evne til at prøve Aanderne, om de var af Gud.

Stengt for kommentarer.