david fladhammer i luster

 

– hentet fra H.G. Heggtveit : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie – Haugianismen indtil 1850». Kristiania 1912-1920.

 

Fra s. 483 :

Blandt de andre Haugianere i Lyster (Luster/red.) i denne Tid bør ogsaa nævnes David Fladhammer.

Om ham beretter en samtidig Ven følgende : «Han var Søn af en formuende Mand, der drev med Fæ- og Hestehandel. Da David voksede op, deltog baade han og Brødrene i Faderens Forretning. Efter dennes Død fortsatte de Handelen og blev mægtige Mænd. Ogsaa David fortsatte en Aarrække; men saa kom han ved Begyndelsen af Firtiaarene til Vækkelse.

En Haugianer fra Valders, John Nielsen Fjeld, der døde som Prest i Amerika, var Midlet.

Nu blev der en Kamp paa Liv og Død mellem Guds Aands Gjerning paa den ene Side og Handelslysten paa den anden, og det var ofte tvilsomt, hvilken af disse kom til at seire. Han indsaa dog selv klart, at et af de to maatte opgives.

Da valgte han «heller at lide Trængsel med Guds Folk end at have Syndens timelige Nydelse».

Han maatte dog endnu en Gang østover Fjeldet for at kræve ind sit Tilgodehavende. Da han havde reist rundt i Østlandets Bygder og paa sin Hjemreise var kommen op i Valders igjen, samledes Vennerne der med ham til Opbyggelser. Blandt disse var der en fattig, troende Mand, som led timelig Nød; thi der var da Uaar og vanskelige Tider. Vennerne besluttede nu at spørge David, om han vilde laane Manden 50 Daler (200 Kroner), naar de indestod som Kautionister for Betalingen.

Denne var straks villig og lagde op Pengene. De blev nu glade og vilde skrive et Bevis til ham; men David svarede : «Jeg vil heller give en Kvittering !». Da brast de i Graad allesammen.

— Efter at være kommen til Rolighed kjøbte han den store Gaard Fladhammer i Lyster. Denne drev han med Indsigt og Dygtighed. Naar Omstændighederne tillod det, reiste han om og forkyndte Guds Ord. Han trang nu en Hustru til at styre sit Hus og fandt den i Berthe Sørum fra Lyster. De levede en Del Aar lykkelig sammen, med blev børnløse; saa døde hun, og to Aar senere giftede han sig igjen og fik nu nogle Børn.

Om sine Giftermaal udtalte han engang : «Min første Kone fik jeg, den sidste tok jeg».

— Hans Hjem var et Pilegrimes Hvilested, og mange søgte did og blev altid gjæstfrit modtagne. I sine sidste Leveaar var han sygelig.

Hans Begavelse som Taler var slig, at naar han tog en Tekst og begyndte at forklare denne, da blev det ofte tørt; men lod han Følelsen slippe løs, saa blev der alvorlige Stunder for hans Tilhørere.

David Fladhammer var en af disse faste og støe Personer, som holdt strængt paa den gamle, prøvede, hjertestyrkende Sandhed. Paa sit Dødsleie blev han Middel til, at hans Brodersøn H.N. atter blev opvakt af son aandelige Dvale og kom til nyt Liv i Gud.

— Dette lille Omrids faar da være nok til at betegne David Fladhammer baade i hans Liv og i hans Død. Ved Tanken paa ham rinder det Guds Ord mig ihu : Min Sjæl dø den Oprigtiges Død og mit Endeligt vorde som hans» (skrevet af en samtidig Ven).

 

 

 

Stengt for kommentarer.