peder nagløren : presentert av h.g. heggtveit

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912-1920.

 

– fra s. 491 – 495 :

En af disse Brødres (Erik Venjum og Mons Skanke Venjum) nærmeste Venner var Peder Nagløren (Optegnelser, Meddelelser, mundtlige og skriftlige af Peder Nagløren selv samt mange Breve fra ham og andre Samtidige. Personligt Bekjendtskab), født 3. December1820 paa Kvam i Veitestrandens Anneks til Hafslo Prestegjæld, Søn af Gaardbruger Nils Johannesen og Hustru Anna Sjursdatter.

Han var, mærkelig nok, fjerde og sidste Søn i fjerde og sidste Ægteskab.

«Forældrene opdrog ham til Sædelighed og Gudsfrygt og vænnede ham til Arbeidsomhed og Nøisomhed».

«Fra min tidlige Barndom», skriver han, «havde jeg stærke Mindelser om Død, Dom og Evighed. Disse tiltog med Aarene og gik snart over til Ængstelse og siden til Bøielse, Rørelse og Længsel efter noget, som jeg da ikke vidste at give Navn. Det var den forekommende Naade. Undertiden fordrev jeg disse alvorlige Indtryk ved sammen med en Flok Ungdom at deltage i dens Letsindighed; men til andre Tider overvældede de mig, saa jeg maatte forlade Kammeraters Selskab og søge Ensomhed. Jeg tror, det beror meget paa Anvendelsen af slige Tider, enten man kommer til sand Omvendelse eller bliver en pen Verdenskristen, der lever udvortes ustraffelig, men deltager i alt muligt og derfor bliver yndet af alle. Med mig gik det saa, at mange slige Naadesbesøg blev uden varig Velsignelse, da jeg savnede en aandelig Veileder, der kunde pleie og nære det svage Troesliv fra min Daab. Mine Omgivelser bestod kun af verdsligsindede Mennesker. Da jeg var 12 Aar, skulde jeg passe for to Naboer en Slaatteteig, saa ikke Kreaturene ødelagde den. Under dette Arbeide fik jeg i min Ensomhed mange kjære Besøg af den Helligaand; Virkningen heraf paa mit Hjerte blev  mere og mere følbar og gik over til en stærk Frelsestrang og Himmellængsel. Jeg laa paa mine Knæ og bad til Gud og ønskede inderlig at maatte blive bevaret i Samfund med ham. Siden var jeg flere Gange i Livsfare, men blev frelst som ved et Under».

I Skolen lagde han for Dagen særdeles gode Evner, en mønsterværdig Flid og gjorde derfor usædvanlige Fremskridt; Læreren holdt meget af ham.

Høsten 1835 blev han konfirmeret af Sognepresten i Hafslo, O. Chr. L. Daae (død 1840). Gjentagelsen af Daabsløftet gjorde et stærkt Indtryk; men dette tabte sig efterhaanden.

Han følte sig som voksen, blev lokket med af Kammerater, men skeiede aldrig ud. Det var som en usynlig almægtig Haand i afgjørende Øieblikke holdt ham tilbage.

Saa gik han i Snedkerlære et Aars Tid. Omkring 1838 kom troende Lægfolk op til Veitestranden og holdt opbyggelser; da fik han en ny Uro, som ei lod sig drive bort. I 1839 blev, som allerede antydet, Mons Venjum ansat som Lærer paa Veitestranden. Han kom den søgende unge Mand til Hjælp og blev denne til aandelig Velsignelse baade gjennem Samtaler og mange alvorlige Opbyggelser, som han holdt. De blev fortrolige Venner for hele Livet. Ingen øvede en saa stærk, god og afgjørende Indflydelse paa Peder Nilsen som nysnævnte Lærer.

Da denne døde pludselig i Begyndelsen  af 1842, blev Peder Nilsen hans Eftermand; men modtog først en Tid Veiledning i de forskjellige Skolefag af Kirkesanger Gjesme paa Hafslo.

Derpaa begyndte han Lærergjerningen med stor Iver og Flid, arbeidede mest mulig for at blive udviklet og dygtiggjort for Stillingen og tog sig omsorgsfuldt og forstandig af Børnene, der omfattede ham med Kjærlighed og Tillid. Saaledes vedblev han at virke i omkring 20 Aar, da han tog Afsked paa Grund af Tunghørighed.

«I dette lange Tidsrum», skriver han, «foregik mangt, som blev snart til Glæde, snart til Bedrøvelse. Jeg fortsatte, som min Formand var begyndt, at samle Folket om Guds Ord hver Søndag…Min Vækkelse skeede ikke som hos mange andre med en snar Overgang eller stor Syndesorg, men gjennem en saadan liflig Dragelse, at mit Hjerte blev mere og mere bøiet og paa den Maade løsrevet fra Verden. Men saa kom Fienden ofte og foreholdt mig, at jeg ikke var vakt som de andre, havde for liden Syndesorg og derfor var en Hykler. Dette førte mig ind i stor Sjælestrid, alvorlige Kampe og dybe Anfægtelser, som dog ved Guds Naade tjente til at inderliggjøre mit Kristenliv, saa jeg blev styrket og befæstet i Troen».

En gammel, erfaren Kristen, som han betroede sig til, trøstede ham ved at sige : «Naar du gaar og sørger over, at du ikke har Sorg nok, saa har du alligevel Sorg !»

— Pontoppidans «Troens Speil» blev ogsaa til Trøst og Veiledning ved at fremholde Længselstroen som virket af Guds Aand og derfor ægte og frelsende.

peder nagløren2Kampende varede længe, men blev til aandelig Befæstelse og ledede til et klarere Syn paa Kristi uforskyldte Naade.

Omkring 1842 optraadte der paa Veitestranden en Kvinde, som en Tid vakte adskillig Opmærksomhed. Herom skriver Peder Nilsen følgende :

«Jeg skal ogsaa i forbigaaende omtale Synevæsenet. En noget aldrende Pige (Martha Lassedatter Heggestad) tjente hos min Broder. Hun begyndte at faa saadanne Syner og Aabenbarelser, at hun kunde sige, hvem af de Afdøde, der var frelste og hvem fortabte. Dette gjorde stærkt Indtryk paa Folket, og hun fik et stort Tilløb fra alle Kanter; thi hun kunde ogsaa oplyse de Levende om, hvad Slags Sjælstilstand de var i. Hun sagde, at en Engel talte med hende, men baade dette og Synerne skeede altid om Natten. Saa aabenbarede atter en Engel sig for hende og sagde, at om en otte Dages Tid, den Kveld og den Time, skulde hun have en Henrykkelse. Huset blev naturligvis fuldt af Folk til den fastsatte Time; hun lagde sig paa Sengen og lidt efter ophørte Aandedrættet; man følte hendes Puls; men den mærkedes ikke, og hun var for alles Øine tilsyneladende død. Saaledes laa hun omkring 10 Minutter. Derefter sporedes Livstegn, og saa begyndte hun med Sang og Formaninger til Folket, at de maatte omvende sig. Nu, hvem skulde ikke tro, at alt dette var fra Herren, og det troede næsten alle. Men saa begyndte jeg at spørge hende, om ikke denne Engel talte om Jesus. «Nei, det gjorde han ikke !» Saaledes opdagede jeg, at der var Fare for at ledes bort fra Livets sande Vei. Ved at sætte alt under Guds Ords Prøve viste det sig, at det ikke stemte hermed, men mere kom fra Indbildningskraften, som hun dyrkede saa stærkt, at hun tilbageviste enhver Indvending. Jeg overveiede og prøvede dette længe, indtil jeg blev saa fast og vis i min Sag, at jeg sagde hende lige i Øinene : «Om denne Engel stod lys levende for mig, saa troede jeg ham ikke, naar han ei viser os til Jesus gjennem Ordet». Herved bragte jeg hende i Tvil, saa hun ikke længere dyrkede denne Indbildning, og hele Synevæsenet endte med én Gang. Jeg fik nu et Indblik i, hvor farligt det er, naar Folk ikke holder fast ved Guds Ord, men fæster sig ved andre Ting, som leder paa Afveie. En Tid efter reiste jeg ud til Sogndal; der kom en gammel, troende Broder til mig og sagde : «Her er en Pige oppe i Dalen, som har faaet saadanne Syner; du faar reise did og retlede hende; thi du har Kjendskab til saadant». Jeg reiste der op og søgte at overbevise hende; det lykkedes, og saa var ogsaa hendes Syner forbi. Jeg vil alvorlig advare enhver, at ingen maa have Tillid til slige Ting; thi de drager bort fra Guds Ord og ind i Sværmeri og Vildfarelse».

Som bekjendt skrev baade Missionær H. Schreuder, Digteren H. Wergeland og andre om det nævnte Synevæsen.

I Ferierne gjorde Peder Nilsen Ture udover Sogn, til Søndfjord, Bergen og Voss for at vidne om sin Tro; overalt var han velseet og blev mødt med Tillid og Tilslutning, da han optraadte beskedent og vindende og i sine kraftigste Aar tillige var en sindig og begavet Taler, der kunde udlægge Guds Ord sundt, alvorligt og alsidigt, saa Vidnesbyrdet blev til Vækkelse og Veiledning.

Han holdt ogsaa iblandt fri Formaningstale oaa gammel haugiansk Vis, og veiledede paa en dygtig og tiltalende Maade alle, som var aandelig paavirkede og bekymrede.

Hans Opbyggelsestaler var sammenhængende, paavirkede især Erkjendelsen, Viljen og Samvittigheden, men søgte at undgaa al Ophidselse af Følelsen og Fantasien.

Derfor fulgte der altid Ro og Klarhed med ham.

Da han desuden var en flink Sanger, bidrog dette ogsaa til at gjøre hans Samlinger tiltrækkende. I Hjembygden under Skoletiden fortsatte han især om Søndagene sin Opbyggelsesvirksomhed og øvede tillige aandelig Paavirkning gjennem Samtaler baade efter Sammenkomsterne og i daglige Liv.

De Nyvakte tog han sig omhyggelig af og var dem en god Leder. Baade paa Grund heraf og ved sin forsigtige Vandel indtog han en fremskudt og anseet Stilling i vid Omkreds blandt det kristelige Lægfolk paa Vestlandet.

Da Missionær H. Schreuder i 1842 besøgte Veitestranden for personlig at lære «Syne-Marthe» og hendes Væsen nærmere at kjende, traf han ogsaa Peder Nilsen og vakte hos ham en Interesse for Missionen, som har været stærk og usvækket hele Livet.

Straks efter stiftede han en Missionsforening, der fik stor Tilslutning, og som han ledede med Dygtighed i over 60 Aar. Betydelige Summer blev gjennem denne i den bedste Tid indsamlede til det norske Missionsselskab.

— Under sine Reiser som Guds Ords Forkynder havde Peder Nilsen i Eksingedalen paa Voss lært at kjende en troende Kvinde, der omkring 1860 blev hans Hustru. Hun var Datter af en gammel Hauges Ven, Lars Næseim.

 

 

 

Stengt for kommentarer.