erik saue : beskrevet av h.g. heggtveit

 

– i verket «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». 1912-1920.

 

Fra s. 195 :

Næst den nys omtalte (Lars Iversen Kvarekvol Kjeldmoe) er Erik Nilsen Saue den mest betydelige og anseede af Hauges Venner paa Voss. Han blev født 1782 paa Gaarden Dugstad og døbt i Vangens Kirke 5. Søndag efter Trefoldighed samme Aar.

Forældrene var Gaardmandsfolk Nils Eriksen og Hustru Anne Brynjulfsdatter. Senere kjøbte de Gaarden Saue, som Erik, der var den ældste af Børnene, i sin Tid overtog. Hans Del i nævnte Eiendom er et forholdsvis stort Brug, et af de største i Bygden; men det var tidligere lidet opdyrket.

Hans Forældre sad i smaa Kaar og nogen synderlig Jordforbedring blev der ikke foretaget af dem. Deres Søn, derimod, begyndte tidlig med at grave og dyrke og vedblev dermed, endog efterat han havde overladt Gaarden og selv var bleven Kaarmand. Han drev den op til en af de mest velstelte i Bygden, ligesom han ved sin Vindskibelighed og aldrig svigtende Arbeidsomhed blev en af Sognets mæst velstaaende Mænd. Lidt Havebrug syslede han ogsaa med, noget der i de Tider var meget sjeldent paa Voss.

–  I 1812 blev han gift med Barbra Nilsdatter Mugaas fra Evanger, med hvem han levede i et lykkeligt Ægteskab.

I sin Ungdom drev han ved Siden af Jordarbeide ogsaa lidt Handel. I Hjembygden indkjøbte han Uld og Vadmel, som han avhændede paa Østlandet, hvorhen han gjorde flere Reiser i den Anledning, stundom sammen med en Ven fra Exingedalen.

Paa disse Reiser led de ofte meget ondt. Den Tids Veie og Kommunikasjonsforholde nødte dem ofte til at bære Handelsvarerne paa sin Ryg. Skjønt Erik var en liden, letbygget Mand, viste han sig dog under disse Strabadser at holde Maal med andre. Engang var de etsteds søndenfjelds 12 Mand i følge, hver med sin tunge Bør paa Ryggen. De gik paa Ski og var herunder komne til et Rend på 1/4 eller 1/2 Mil. Kun to af dem klarte dette uden at falde, og den ene var Erik Saue.

Om det var under disse Reiser eller hjemme paa Voss, han først stiftede Bekjendtskab med Hauge, kan ikke siges med Sikkerhed; det var ialfald omkring Aar 1800. Men Bekjendtskabet gik snart over til Venskab og fra Erik’s Side vistnok til inderlig Hengivenhed. Vist er det, at han ved Hauge selv blev vakt til kristeligt Liv; han begyndte ganske snart at forkynde Guds Ord, særlig i Hjembygden, men ogsaa i Sogn og andre til Voss grænsende Bygdelag. Enkelte Gange ledsagede han Hauge paa hans Vandring. Efter en Opbyggelse, de havde holdt sammen, sagde Hauge : «I kveld talte du mere rørende, men jeg mere lærende». Denne varsomme og kjærlige Bemerkning forstod Vennen og glemte den aldrig.

Erik Saue’s Lægmandsvirksomhed havde nær bragt ham samme Skjæbne som Hauge. Han blev nemlig herfor indkaldt til Forhør paa Vossevangen, hvorhen han imidlertid gik noksaa frimodig. Sønnesønnen spurgte ham engang : «Fik du sove Natten før Forhøret ?» «Ganske som sædvanligt», var Svaret. Under dette blev han først spurgt : «Kjender du Hauge ?» Hvortil han svarte «Ja !»   «Er du Hauges Ven ?»  «Ja !»  «Hvad har du lært af Hauge ?»  «Intet andet end at være Gud og Kongen lydig !»  Disse var de væsentligste Spørgsmaal som forelagdes ham ved Forhøret, og hermed var han senere fri for videre Paatale.

I Begyndelsen af Hauge’s langvarige Fængselstid gjorde han en Reise til Christiania for om muligt at faa snakke med sin kjære Ven. Dette lykkedes ikke; han blev nægtet Adgang. Men da han gjentagne Gange gik bedrøvet og speidende fram og tilbage ved Fængslet, blev han til sin Glæde Opmærksom paa, at Hauge saa ud gjennem en Glugge i Loftcellen. Denne kjendte straks Vennen og sagde : «Nei, nu mener jeg, at Erik Saue er kommen her !»

Saa tog han et Lys, tænte og pudsede det, svingede det rundt og raabte høit : «Lad Lyset brænde !» Dette Tegnsprog forstod Erik godt og vendte vel fornøiet tilbage til sit Hjem. Efter Hauges Frigivelse besøgte han denne paa Bredtvedt og sendte ham ved flere Leiligheder smaa Vennegaver, hvilket bevarede Breve beretter om.

Paa Voss fortsatte Erik Saue sin Virksomhed som Lægprædikant til sin Død. Hans Optræden var særdeles ligetil og fordringsløs, hans Foredrag jevnt og hjerteligt, frit for Ordbram og svulstige Talemaader, som undertiden kan bringe Folk uden synderlig Skoledannelse til at snuble over Sproget og derved vække Anstød hos Tilhørerne. Dette var maaskje en af Grundene til, at han, særlig blandt dem, der stod udenfor Kredsen og Bevægelsen, opnaaede en Anseelse, som neppe nogen anden Lægprædikant der. Inden Bygden nød han almindelig Agtelse ved sin forsigtige Vandel og sit hele Forhold. Efter et kort Sygeleie døde han paa Saue 11. December 1858 (Meddelelser fra Samtidige, indsamlede af Storthingsmand M.G. Dudstad fra Voss og Peder Nagløren i Sogndal. Kirkebøgerne for Voss. Samtidige Breve).

 

Stengt for kommentarer.