mikkel larsen kallestad : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.

 

– fra s. 182 – 185 :

I Annekset Østensø virkede Kirkesanger Mikkel Larsen Kallestad (Oplysninger fra Sønnen, Landhandler L.M. Kallestad i Østensø. Breve) betydningsfuldt hele sit Liv.

Han blev født paa Østensø 24. Juni 1804 og var Søn af Gaardbruger Lars Sjursen Østensø og Hustru Margrethe Johannesdatter Vik.

Han fik en god Opdragelse og hørte til de faa Lykkelige, der blev bevaret i sin Daabpagt. Allerede tidlig begyndte han at føre et stille, tilbagetrukket Liv. Særlig et Indtryk fra Skoledagene brændte sig uudslettelig ind i hans følsomme og modtagelige Barnesjæl. Han og nogle Gutter var ude og legede. De gik forbi en Stue, hvor man netop holdt Aftenandagt. Familien sang, just da de gik forbi, Verset :

«Ak, vil du Agt paa give den Synd, som vi begaa,

mens vi er her i Live, hvo kan for dig bestaa ?»

Disse Ord trængte med en saadan eiendommelig Magt ind paa ham, at han fra den Stund besluttede aldrig at vandre paa de Veie, som var Gud imod.

Saa voksede Daabsspiren, flittig næret af Guds Ord og Bøn, til et bevidst Troesliv, der senere udvikledes og modnedes under Aandens Veiledning og Tugt, lutret gjennem Anfægtelser, Kors og Trængsler. Fra Ungdommens af havde han et beskedent Væsen og holdt sig altid tilbage; alle de Bestillinger og Tillidshverv, han modtog i Livet, maatte man nøde ham til at overtage.

I en Alder af kun 17 Aar og uden andre Kundskaber end dem, han eiede som en vel forberedt Konfirmand, overtalte Presten ham til at blive Skolelærer. Han begyndte Høsten 1821.

Sin Gjerning røgtede han med stor Samvittighedsfuldhed og Flid; han søgte ved enhver Anledning mest muligt at erhverve sig Kundskaber og blive dygtiggjort for sit Kald. Det varede derfor ikke længe, før han baade i Viden og alsidig Dygtighed stod langt over de andre Lærere i Prestegjældet og Omegnen.

I disse Aar hændte det engang, medens han havde Skole paa en Gaard i Steinsdalen, er der en Aften var Leg og Lystighed med Dans og Drik. Han gik til sit Værelse og lagde sig, men fik straks en stærk indre Paamindelse om at gaa ned i Danselaget og aflægge et kristeligt Vidnesbyrd. Da han kom ind og betragtede den vilde Sværm, blev han saa stærkt grebet, at han brast i Graad. De, som var nærmest, sprang ud i Mørket; men han blev staaende ved Døren. Stærkt grebet sagde han : «Det gjør mig inderlig ondt at se det Liv, I fører, og mærke, hvilken Herre, I tjener; han er stræng og lønner daarlig.

Men der er en anden, som ogsaa vil have Eder i sin Tjeneste; han er mild og kjærlig og lønner sine godt. I hans Tjeneste kommer I, naar I beder om den Helligaands Hjælp til at tro paa Jesus Kristus, Guds enbaarne Søn og vor Frelser fra Synd, Død og Satans Magt, og lever ved hans Naade et Liv med ham i Hellighed og Retfærdighed indtil Livets sidste Stund«.

Disse alvorlige og kjærlige Ord virkede mægtig paa de Forsamlede; det bar i Storgraad med hele Laget, og Dansen og Drikken blev slut.

— I 1836 blev Kirkesangerposten i Østensø ledig, og paa indtrængende Anmodning af den daværende Sogneprest, Fredrik Christian Bruun, meldte han sig. Ved en Visitats prøvede Provsten ham særlig i Sang, og snart efter blev Kallestad ansat. Om Høsten gik han til Bergen i øsende Regnveir og opholdt sig ved Vexelskolen der en 6 Ugers Tid. Efter Hjemkomsten fortsatte han sin Virksomhed med forøget Lyst og Iver.

I 1838, et Par Aar senere, blev han gift med Anna Arnesdatter, som dengang var Enke og boede paa Kallestad. Hun var født paa Nabogaarden Sandven 11. August 1811, en Datter af Gaardbruger Arne Jacobsen og Hustru Anna Olsdatter.

Mikkel Kallestad og hustru AnnaHun omtales som en høit begavet, men noget skarp Kvinde, sjelden dygtig og driftig i alt kvindeligt Arbeide. Hun styrede Gaarden og tog mangen Byrde fra Manden, for at han meget mere fuldt og helt kunde ofre sig for sin vigtige og vaskelige Gjerning.

Deres Samliv var fredeligt og kjærligt; men at leve for Herren var og deres inderligste Lyst og Længsel.

En særegen Kjærlighed til Bibelen traadte altid stærkt frem; de begyndte tidlig om Morgenen at have Guds Ord for sig, læste svært meget og talte med hverandre derom, ofte under Taarer; de levede i og af Ordet.

Ved Siden af Bibelen var de glade i F.W. Krummachers Skrifter og i det senere ogsaa i C.O. Rosenius’s Bøger.

De omtales begge som varme, forsigtige Kristne, der førte et eksemplarisk Liv; de var omgjængelige og elskværdige overfor alle, og havde et vindende Væsen. Han delte de gamle Haugianeres Opfatning af og Syn paa Kristendommen; men «jo længere han levede, des mere uforskyldt blev Frelsen i Kristus«.

Stærkt iøinefallende var hans Kirkelighed; han havde en særegen Ærefrygt for det kirkelige Embede.

Den gamle haugianske Lægmandsvirksomhed elskede, støttede og udøvede han efter Tid og Leilighed, saavidt hans Kaldspligter tillod det. I et karakteristisk Brev af 12. Marts 1865 forsvarede han den saaledes :

«Vi har ofte havt Samtaler om kristelige Ting og stemt ganske overens, undtagen naar det gjaldt at besøge saadanne Forsamlinger, hvor fremmede Lægfolk er Ordets Forkyndere. At overvære dem, kan du ikke finde, stemmer med din Kristendom. Dette er meget paafaldende og ganske uforklarligt, saafremt Ordet læres purt og rent efter Bibelens aandelige Forstand. Jeg for min Part maa sige med den gamle Gamaliel : «Tager eder vare, hvad I gjør disse Mennesker; er deres Lærdom Menneskepaafund, da falder det bort af sig selv; — men  er det af Gud, da kan I ikke forstyrre det». — At bryde Staven over min feilende Medbroder, gjør mig virkelig ondt, allen Stund vi staar og falder for den samme Herre, baade Læge og Lærde, Høie og Lave, Rige og Fattige.

Og ser vi hen til os selv og vort eget Intet, saa maa vi gribe den aandelige Betlerstav og som arme, uværdige, dybt nedbøiede Syndere omfavne Jesu Kors paa Golgatha og sukkende sige : «Jeg for Gud han intet bringe Uden dig og dine Saar ! Under din Forsonings Vinge Jeg for Gud frimodig staar».

At stole paa egen Retfærdighed er som at lide paa «brustne Brønde, der ikke kan holde Vand».

— Du nævnte Jesu Ord i Matthæus 23, 15 Vers, hvor han raaber Vee over Skriftkloge og Farisæere, der drager om til Lands og Vands for at gjøre en Tilhænger, «og naar han er bleven det, gjør I et Helvedes Barn af ham, værre end I er».

— At disse Jesu Ord med Sandhed kan anvendes paa Bodsprædikanter af de saakaldte Haugianere, det er noget, jeg for min Part ikke kan bifalde, ja jeg synes virkelig, det er en Anmasselse, en Forvovenhed, som langt fra tilkommer os; thi Herren kjender sine. Skam og Blussel maa gribe vor Barm, hver Gang vi optræde som Dommere over vore Medmennesker; thi Jesus siger : «Dømmer ikke, saa skal I ikke dømmes. Fordømmer ikke, saa skal I ikke fordømmes».

Jeg for min Part maa rent ud sige, at al Dømmen og Fordømmen er en Sjæle-Afsky for mig, enten det gaar ud over Lærde eller Læge; det strider baade mod Guds Ord og min egen Samvittighed. Apostelen siger : «Kjærligheden tænker ikke Ondt» o.s.v. og atter : «Vi ved, at vi er overgangne fra Døden til Livet; thi vi elsker Brødrene»; og Jesus vidner : «Derpaa skal I kjende, at I er mine Disciple, dersom I har indbyrdes Kjærlighed».

At jeg ynder saadanne Folk, som baade lærer vel og lever vel, det er noget, jeg maa oprigtig tilstaa — uanset Stand og Vilkaar; thi «det er deiligt, at Brødre bor endrægtig tilsammen», og «hvor deilige er deres Fødder, som forkynder Fred, som forkynde de gode Ting i Evangeliet».

— At det skulde være et ondt Eksempel for Andre at møde i gudelige Forsamlinger, som fremmede Lægfolk leder, det er noget, jeg slet ikke skjønner; mærk vel : naar Guds Ord læres purt og rent efter den evangelisk lutherske Lære. Jeg har til denne Stund ikke opdaget noget vildfarende i deres Læresætninger; for den Sags Skyld tror jeg, det maa være ugrundet at dadle dem, som besøger saadanne Forsamlinger. Det være langt fra mig at ville være egensindig og tro, at mine Meninger er de bedste; men jeg ved og, at andre bør modtage Grunde og høre mine Meninger; thi at laste en, som man ikke har seet eller hørt, det er i høi Grad ugrundet.

Jeg synes ret, at det er spildte Stunder saadanne, som envendes blot til at udspeide sin Næste; thi «hvo, som synes at staa, se til, at han ikke falder», og «Enhver af os sin Mangel har Og ei er engleren og klar» o.s.v.

Nu ønsker jeg, at Fred maa bo i Menigheden, og alle Ting ske til Guds Ære !«

Af de kristelige Virksomheder omfattede han især Hedningemissionen med en stærk og aldrig svækker Interesse og var en Foregangsmand paa dette Omraade i Østensø Anneks. Derfor holdt han flittig Missionsmøder og udnyttede «Norsk Missionstidende» til det yderste, læste Stykkerne i Sammenkomsterne og lod Tidenden siden cirkulere blandt Venner, til hvert No. var helt udslidt.

Han begyndte med Missionsarbeide straks efter 1840.

Skolearbeidet drev Kallestad med udmærket Dygtighed i over 40 Aar, indtil han tog Afsked 2. April 1866. Han var Kirkesanger i Østensø fra 1836 til 1882.

I de sidste Aar havde den Gamle sin Søn, Ole Kallestad (1843 – 1887), til Vikar. Denne var udeksamineret fra Voss’s Lærerskole, siden Stiftsseminarist fra Stord og en sjelden nidkjær og begavet Mand; han blev Faderens Efterfølger.

Efter et langt og lykkeligt Samliv døde Hustruen i Midten af Juli Maaned 1885. «For hvert Aar som gik, kom hun til et mere og mere klart og bevidst Naadeliv».

— Kirkesanger M. Kallestad var en god Ven af Maleren Adolph Tidemand, der boede i hans Hus og malede hans Portræt.

Han omtales som en karakterfast Mand, der altid stod urokkelig fast paa den erkjendte Sandheds Grund, men forøvrigt mild, blød og eftergivende.

I sin tænkning var han skarp og eiede en klar Erkjendelse; Følelserne var stærke og dybe; men han lod sig aldrig beherske af dem og havde altid et lyst, godt, jævnt Humør.

Han hensov i November 1889.

Stengt for kommentarer.