«aandsdaaben den 5te april 1796» : presentert av christoffer olson brohaug

 

– i boken : «Hans Nielsen Hauge. En kort Beretning om Hauges Liv og Arbeide. Med 6 Illustrationer». Udgivet af C.B. Chicago. Skandinavens Bogtrykkeri. 1890.

 

– fra s. 15 – 17 :

Efter at Hauge var hjemkommen fra Fredrikstad levede han i nogen Tid i Stilhed hos sine Forældre og arbejdede paa Gaarden.

Den 5te April 1796 arbeidede han ude paa Marken. Han sang udenad Salmen «Jesu din søde Forening at smage».

Da han havde sunget det andet Vers :

«Styrk mig ret kraftig i Sjelen derinde, at jeg kan finde hvad Aanden formaar,

Tag mig til Fange min Tale og Sinde, Led mig og lok mig, saa svag som jeg gaar.

Mig og hvad mit er  jeg gjerne vil miste, naar du alene i Sjelen vil bo,

Og sig omsider paa Døren maa liste, Hvad som forstyrrer min inderlig Ro»,

blev hans Sind saa opløftet til Gud, at han ikke sandsede sig eller kunde udsige, hvad der foregik i hans Sjel. Det første (først/red.) hans Forstand samlede sig, da fortrød han paa, at han ikke havde tjent den kjere Gud; nu syntes han intet i Verden var at agte. «Det var en Herlighed, som ingen Tunge kan udsige«, siger han, «min Sjel følte noget overnaturligt, guddommeligt og saligt».

Han følte en inderlig Kjerlighed til Gud og ønskede, at alle Mennesker skulde blive salig.

Han fik nu ny Lyst til at granske i Bibelen og de helliges Skrifter og der opgik et nyt Lys over Sandheden for hans Sjel. Hele Sandhedens Aabenbarelse samlede sig for ham om dette, som en Hovedsum :

«Kristus er kommen til at være vor Frelser, vi skulle med hans Aand fødes paany, omvende os, helliges mer og mer efter Guds Egenskaber til at tjene den treenige Gud alene, for at forædle og berede vor Sjel til den evige Salighed».

Saaledes blev han paa Grundlag af Salmeverset stillet nær Gud paa ekstraordinær aandelig Maade; i denne Guds Nærhed blev da hans Syndserkjendelse forhøiet, paa samme Tid som det nye Livs Kræfter fødtes i hans Sjel, og Kjærligheden til Gud fremvældede med stor Magt og Styrke, alt som en højere Bønhørelse paa Bønnen, han nys havde bedet.

Nu ser han ogsaa den hele Tilværelse i det nye Livs Belysning; hans Sind fyldes med den mest brændende Kjerlighed til dem der endnu vandrede i Mørket.

«Det var da, ligesom jeg saa Verden ligge nedsænket i det onde, hvilket jeg sørgede meget over, og jeg bad Gud skulde forhale med Straffen, saa kunde nogle omvende sig. Jeg vilde nu gjerne tjene Gud og bad, han vilde aabenbare mig, hvad jeg skulde gjøre».

Som Svar paa denne Bøn blev han med megen Styrke mindet om Begivenhederne i Jesaia 6te Kap.; og Herrens Taler til Profeten blev i hans Sjel levende som udgaaet til ham.

«Jeg hørte Herrens Røst, som sagde ; Hvem skal jeg sende hen og lade indbyde til min store Nadvere og kalde fra alle Sider, Nord og Sør, Øst og Vest ? Jeg sagde : Send mig; thi mit Hjerte brændte af Kjerlighed til alle Mennesker. Det gjenlød i mit indre : Du skal bekjende mit Navn for Menneskene, formane dem til at omvende sig og søge mig, medens jeg findes, kalde paa mig, naar jeg er nær og rører deres Hjerter, saa kunde de omvende sig fra Mørket til Lyset».

Stengt for kommentarer.