h.n. hauges kjøbmandskab i bergen : presentert av anton chr.bang

 

– del av/Et Kapitel af et større Arbeide om H.N. Hauge og hans samtid (af Pastor A.Chr.Bang (senere biskop)).

 

___________

Under Hauges Ophold i Bergen modnedes en i de sidste Tider ofte paatænkt Plan. Han havde mer og mer følt Trang til at have et bestemt timeligt Gjøremaal ved Siden af sin aandelige Virksomhed, og denne Trang maatte gjøre sig gjældende hos ham med saa megen Styrke, som flere af de Vakte «vilde være frie fra jordiske Sysler» og «havde ingen Lyst til Arbeide», saa de «Vantroende» fik «Aarsag til at bespotte og beskylde ham for, at han var Aarsag til hines Uordener». (Religiøse Følelser, s, 57).

Vi have ovenfor (I Hr. Bang’s endnu uttrykte Verk om Hauge) seet, hvorledes han i Tale og Skrift havde modarbeidet saadant Uvæsen, og vi lægge til, at han paa sine Vandringer altid havde i sine Fristunder syslet med et eller andet timeligt Arbeide; paa Landeveien gik han som oftest og strikkede; før Opbyggelserne , medens Folk sad i Klynger, og han gik og samtalede med den Enkelte, havde han i Regelen sin Strikning mellem Hænderne; i Aftentimerne syslede han med Bogbinderarbeide; naar han kom til en Gaard, og Fokene vare beskjæftigede med Aannearbeidet, greb ha altid Ljaa eller Rive eller Sigd og arbeidede med, indtil Aftenen kom, og man havde Tid til at samles om Guds Ord (Mindtlig of skriftlig Meddelelse fra flere Gamle; saml. «Religiøse Følelser», s. 56).
Det var saaledes ganske naturligt, at Tanken om at gribe fat paa en bestemt timelig Syssel af den Art, at den kunde drives ved Siden af hans Virksomhed for Guds Rige, maatte opstaa og vende tilbage med fornyet Styrke. Hertil kom endnu flere Omstændigheder. Saavel hauge selv som flere af hans Medarbeidere vare jo blevne grebne og straffede som Løsgjængere, og der var Udsigter til, at dette oftere vilde gjentage sig. Derfor havde han fattet den Plan, at badde han og hans mest fremtrædende Venner skulde bosætte sig paa forskjellige Steder i Landet paa det Sted og i den Stilling, som bedst passede for Vedkommendes Anlæg og Begavelse. Om muligt vilde han i hver By og i hver Bygd have idetmindste en af sine Venner bosat, at Landet saaledes kunde oversaaes af en Række Stationer, hvor de Reisende Gudsords-Bekjendere kunde tage ind og alltid faa Husrom til at holde Opbyggelser under Husfaderens Beskyttelse, og hvorfra det christelige Liv kunde udbrede sig i de nærmeste Kredse. Og idet Hauge efter denne Plan vilde lette den frie Virksomhed for Guds Rige, havde han ved Siden heraf ogsaa til Hensigt at udnytte Landets Næringskilder og at fremhjælpe sine Venner i det Timelige.
De fleste af dem, der ved Hauge kom til et nyt Liv i Gud, var ringe af Stand og fattige paa Gods og saaledes i mangt og meget afhængige af de Rigere og Mægtigere, og naar disse, hvad der ikke sjelden hændte, vare udprægede Modstandere af christeligt Liv, havde de i sin Magt paa mange Maader at forulempe og plage dem, som vilde  frygte Gud. «De Verdslige, Vise og Falske og onde haver lagt sig efter Verdens Gods med nyttigste og mest fordelagtigste Ting, saasom Kjøbmandskab, Fabriker og andre store Brug; men de Enfoldige og de, som vor Herre haver faaet overbevist om Verdens Ære(s) og Kjærligheds elendige Følger, har foragtet og forladt de nyttige Ting, enten af Ulyst  og Dovenhed, eller (af) Frygt for at indtages og tabe det himmelske Liggendefæ; derved haver de Verdsligsindede blevet Rige og faaet Magt i verden, som ved sin Ondskabs Visdom haver gjort de Gode til sine Trælle og selv levet i Overdaad, Pragt og Vellyst (Christendommens Lærdoms-Grunde» III, 82).
Hauge vilde frigjøre sine Venner fra de verdsligsindede Rigmænds Aag og fremhjælpe dem til Selvstændighed i det Timelige, at de med desto større aandelig Magt og Ubundethed skulde kunne virke i det Aandelige. Ledede av disse forskjellige Hensyn havde Hauge fattet den Beslutning at nedsætte sig som Kjøbmand i Bergen. Det var ikke, som Prof. Stenersen mener (Se Prof. Stenersens Skrift om Hauge, Side 32 fg., hvor adskilligt Urigtigt og halvt Sandt findes blandet mellem hinanden) , en «verdslig Retning i hans Tænkemaade», der «laa til Grund for dette besynderlige Skridt»; men det var et Foretagende, hvis eneste Endemaal var at fremme Guds Rige ved at skaffe Midler tilveie til at fremhjælpe Vennerne; En skulle anbringes som Kjøbmand hist, en Anden her, En skulde hjælpes til en Gaard, en Anden bistaaes ved Anlæggelsen af en Fabrik, en Tredje understøttes ved sin nedsættelse som Haandverker osv.; Hauge vilde ved Handel forsøge at tilveiebringe den Kapital, som i saa Henseende maatte trænges; ved sin egen Handelsvirksomhed vilde han sætte sine Venner i Virksomhed, skaffe dem Kredit og i det Hele taget være Midtpunktet for den fælles, indbyrdes Understøttelse, der i saa høi Grad udmærkede Vennerne.
Det var først efter mange Betænkeligheder og efter Samraad med sine mest fortrolige Venner at Hauge skred til Udførelsen af sin Beslutning. Selv var han ikke blind for, hvilke Miskjendelser dette hans Skridt vilde paadrage ham fra flere Hold, og flere af hans Venner forestillede ham, at de verdslige Handeler «vilde betage vort aandelige Sind og indvikle os i Verden igjen» (Hauges «Reiser» , Pag. 20). Men da han paa den anden Side fandt sig indvortes løst fra Kjærlighed til de verdslige Ting, at «det var mod hans Sinds Lyst at eie meget og en tung Byrde for hans Aand at styre derover», da han troede sit Foretagende at være nyttigt for sine Medmennesker, og da hans bedste Venner bifaldt hans Plan, bestemte han sig dertil i Herrens Navn. Ogsaa paa denne Maade kunde jo Skriftens Bud om at lyse for Menneskene ved gode Gjerninger fuldkommes, og man vilde saaledes blive sat istand til heller at give end modtage («Religiøse Følelser», Pag. 57).
I denne Sammenhæng skal jeg meddele, hvad der endnu kan vides om Hauges Formuesomstændigheder.
Ved sin Fremtræden i Aaret 1796 eiede han 300 Rigsdaler (Hauges «Reiser», Pag. 9), som han havde lagt sig tilbedste dels ved Birøgt, dels ved Dyrkning af leiet Jord, dels ved at handle med slagtet Kvæg og Læder (Forhørsprotokollen, ad Qv.1.) dels ved Snedkerarbeide (Mundtlig Oplysning. Paa flere Steder i Smaalenene findes Møbler, forfærdiget af ham). Disse Penge medgik ved Trykningen af hans første Skrifter; noget var der indkommet ved Salg af trykte Bøger (Hauges «Reiser», Pag.9). Til Trykningen af hans paafølgende Skrifter fik han Hjælp af Slægtninge og Venner, der forstrakte ham med Penge og fik igjen Bøger; Nogle, som havde gjort Tilskud til Trykningen, forlangte kun faa Bøgr for sig selv, men tillod, at de bleve uddelte blandt Andre, «da man ikke holdt saa nøie Regning med hinanden» (Forhørs-Protokollen, ad Qv.2.)
Uagtet den forbausende store Udbredelse af hans Skrifter havde Hauge ingen synderlig Penge-Indtægt af dem, da samange bleve bortgivne. Midler til at nedsætte sig som Kjøbmand fik han paa følgende Maade : Medens han 1801 sad arresteret i Trondhjem skrev den tidligere omtalte Maren Boes til ham og spurgte, om han vilde tillade, at hun testamenterede ham nogle af sine Midler. Hauge tænkte i Førstningen paa at modtage de ham tiltænkte Midler kun for at uddele dem til de Fattige. Men ved at overveie, at man som oftest ved at give de Fattige ikkun befordrede Dovenskab og Lediggang, troede han at burde modtage Tilbudet og anvende Pengene til nyttigere Bruk.
Maren Boes bestemte da ved sit Testament, der fik kongelig Konfirmation, at Hauge skulde af hendes Efterladenskaber have 1000 Rdl., «fordi han ved at befordre Guds Ære og Menneskenes Vel var under Forfølgelser (Forhørs-Protokollen, ad Qv.3). Med denne Sum, der efterhaanden blev ham udbetalt af Maren Boes i hendes levende Live, begyndte han sin Handelsvirksomhed; selv opfattede han sin Stilling til disse Midler som Laantagerens og gav altid Bevis for Modtagelsen (Hauges «Reiser», Pag. 13).

Stengt for kommentarer.