«bachestriden» : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.

 

– fra s. 359 – 366 :

Inden det haugeske Vennesamfund raadede der idethele gjennem en lang Række af Aar en indbyrdes Kjærlighed og Endrægtighed, som i høi Grad er tiltalende; man bevarede Aandens Enhed i Fredens Baand.

Men nogen Tid før Hauges Død sporedes Tegn til, at dette skjønne Forhold tildels skulde blive forstyrret.

Allerede i sit Testamente af 7. Marts 1821 mærkes Hauges Frygt i denne Henseende, og han kommer i § 5 med følgende alvorlige Udtalelse : «I ved, Medtroende, at vel har enkelte Splidagtigheder i disse 25 Aar indfundet sig; men de er ved Guds Naade  kvalte og de fleste bilagte; i det mindste har de aldrig grebet om sig til Partier, som har forladt den Vei og Røst, Jesus har ladet os høre. Thi enten har den Skyldige erkjendt og angret sin Synd, eller er han faldt i Laster og da forladt os. Men mange har med mig frygtet for, at naar jeg med dette Redskab : min Tunge, Pen og Gjerning forlader Eder, da kunde der vel opstaa Splid, saa den ene vil hid, den anden did. Vogter Eder herfor ! thi intet er vigtigere end Endrægtighed» («Hans Nielsen Hauges Testamente til sine Venner», Christiania 1824. Dette er den første Udgave af dette vigtige Skrift. Sammenlignet med Hauges bevarede Udkast er Teksten her noget omarbeidet i sproglig Henseende vistnok efter Hauges egen Foranstaltning og under Tilsyn af en Ubekjendt, maaske Professor S.B. Hersleb (1784 – 1836) eller Pastor Jens Frederich Schroeter (1792 – 1829), der holdt Ligtalen over Hauge. Efter sidstnævntes Død blev Testamentet udgivet af hans nærmeste Venner. I «Samling af religiøse Breve skrevne af H.N. Hauge», befordret til Trykker ved John Haugvaldstad, Stavanger 1849, findes som Tillæg optaget «Hauges Testamente til sine Venner». Side 123 – 138. Samme Aar udgav Kjøbmand Kjos i Drammen «H.N. Hauges Testamente til sine Venner» som Anhang til T.O. Baches «Levnetsløb». Side 165 – 174. Uagtet Kjos betegner sin Udgave af Testamentet som «ordlydende efter den oprindelige Original», har dog ogsaa han foretaget enkelte sproglige Rettelser. Biskop Dr. A. Chr. Bang udgav i 1875 : «H.N. Hauges Testamente til sine Venner. Ny revideret Udgave efter Forfatterens egenhændige Manuskript» (Udkast). Disse Udgaver er de vigtigste. Der er også udkommet en Række mere eller mindre skjødesløse Udgaver eller Optryk. Af praktiske Hensyn er Bangs Udgave her benyttet, da den formentlig endnu er tilgjængelig i Boghandelen).

Og i §8 : «De Ældste maa ikke se igjennem Fingre med nogen af sine Medældste i nogen Last, men tilbørlig straffe dem, saavel som enhver især, der har erhvervet sig de Troendes Agtelse og vil være gode Kristne; de bør give nøie Agt paa saadanne, ikke vænne dem til Smiger og Blødhed, men (lære dem at) taale endog skarpe Paamindelser eller haard Mad».

Disse Ord sigter utvilsomt til Bachestriden, der holdt paa at trække op som et Uveir og true Vennesamfundet.

Striden var reist af den begavede Tollef Olsen Bache (Baches tidligere Liv er fremstillet i denne Bog I. Bind, Side 178 – 183) paa Bragernæs i Drammen, vistnok den mest indflydelsesrige af alle Hauges Venner i det østen- og søndenfjeldske Norge.

Det er allerede tidligere (I. Bind S.180) berørt, at denne Mand før sin Omvendelse, i Hjembygden Opdal, Anneks til Nore Prestegjæld, Høsten 1796 indgik Ægteskab med en Pige fra samme Sogn. Hendes Navn var Guri Sæbjørnsdatter, født i Opdal i Opdal 1781. Hun omtales af dem, der kjendte hende nøie, som en brav, dygtig og huslig Kvinde, der holdt oprigtig af sin Mand, ja endog beundrede ham, men led under et heftigt Sind og var med Hensyn til Begavelse og hele aandelige Udrustning sin Mand langt underlegen.

Deres Ægteskab skal idethele have været lykkeligt gjennem en Række af Aar, ogsaa længe efterat de i Februar 1803 efter H.N. Hauges Raad havde flyttet til Bragernæs i Drammen, hvor Bache begyndte en Kjøbmandshandel og Trælastforretning, som ved hans fremragende Dygtighed gik bedre og bedre, saa de snart blev formuende Folk.

Rigdommen virkede imidlertid ikke heldig paa dem i aandelig Henseende, uagtet de udvortes fortsatte sit Forhold til Vennesamfundet og øvede en rundhaandet Gjæstfrihed og Godgjørenhed.

Der indtraadte en indre Slappelse i deres Kristenliv; de forsømte flittig som før at vaage, bede og bruge Guds Ord og Sakramenterne. Forholdet i Huslivet blev mindre godt. Han var kritisk, skarp og skaanselløs og viste ikke sin Hustru den Hensynsfuldhed og Overbærenhed, han skyldte hende, og hun lagde altfor lidet Baand paa sit heftige Sind; det begyndte at gaa mere og mere skjævt; Manden forsømte sin Pligt mod hende og gjorde lidet eller intet for at vinde sin Hustru og gjenoprette et godt Forhold (Meddelelser fra en Række samtidige Haugianere; samtidige Breve).

Der var Feil paa begge Sider. Rygterne udbredte sig, som det pleier, først paa Hjemstedet og siden alt videre; og det varede ikke længe, før det ogsaa kom for Hauges Øren; han blev dybt rystet og gjorde alt muligt for at gjenoprette et godt Forhold mellem Ægtefolkene ved personlig Samtale med dem og gjennem alvorlige og kjærlige Breve. Dette syntes en Tid at skulle lykkes for Hauge med hans store Magt over Personlighederne og mærkelige Evne til at paavirke og vinde.

Men saa tog Sagen en skjæbnesvanger Vending. Bache havde længe kjendt en Enke, Anne Halvorsdatter Vister fra Tune, født der 1778 og tidlig vakt ved Hauge. Hun skriver selv herom : «Jeg kan i Sandhed sige, at han var et Middel i Guds Haand; thi som han selv var erfaren angaaende aandelige Følelser og Fristelser, saa kunde han komme dem til Hjælp, som fristes, give andres Følelser en sund Retning og lede den Tvilraadige paa den rette Vei, Han virkede først paa min mig til Omvendelse og var siden en Hjælpekilde, at Fienden ikke fik mig i den forrige Elendighed; naar jeg talte med ham om det, som plagede mig, saa var det oftest, han traf Aarsagen, og stedse henviste til Bibelen for at finde Guds Ord til Veiledelse».

Hun blev, efter hvad der er meddelt, omkring 1804 gift med Eieren af Gaarden Gunhus paa Modum. Efter nogle Aars lykkeligt Ægteskab afgik han ved Døden, og Hustruen sad igjen som Enke med en Datter, der var aandssvag.

Det berettes, at enken omkring 1818 solgte sin Eiendom paa Modum og flyttede til Eker Papirmølle, hvor hun opholdt sig i flere Aar. Hun var en usædvanlig begavet og dygtig Kvinde.

Mikkel Hauges Datter, der kjendte hende nøie, fortalte, at Anne Vister med Lethed skar et Maal Ager om Dagen og bagefter om Aftenen holdt Opbyggelse, enten paa Møllen eller et andet Sted deromkring.

I denne Tid blev Baches og hendes gamle Bekjendtskab fornyet; hun gjorde ved sine rige Aandens og Hjertets Gaver et stærkt Indtryk paa ham; hun var ham jævnbyrdig, og de blev begge grebne af en jordisk Kjærlighed til hinanden, da de ikke stadig stod paa Vagt, og hans ægteskabelige Kjærlighed blegnede mere og mere. Han glemte snart helt, hvad han ved Herrens Alter havde lovet sin Hustru for hele Livet.

Omkring 1820 fattede han den fordærvelige Beslutning at tage Anne Vister  til sig som Husbestyrerinde.

Enhver kan tænke sig, hvorledes dette videre udvikledes. Naar der har gaaet Rygter om, at de stod i et utilladeligt Forhold til hinanden, før det første Ægteskab var opløst, og det nye blev indgaaet, saa er dette visselig kun løs og ugrundet Sladder, som bestemt maa afvises (Oplysninger fra mange samtidige Haugianere; samtidige Breve. Hauge, «Religiøse Følelser og deres Værd», Christiania 1889. Side 114-116).

Men at Bache baade havde bestemt sig til at skilles fra sin første Hustru og vilde indgaa nyt Ægteskab med sin Husbestyrerinde vakte viden om Sorg og Forargelse.

John Haugvaldstad fortæller i et utrykt Brev, at da han besøgte Bredtvedt i 1823, sagde Hauge, at denne Sag «var hjertesaarende for ham» (Brev uden Dato og Aar fra J.R. Haugvaldstad, dog utvilsomt fra 1825).

Og da en af Hauges troende Tjenestepiger i hans sidste Leveaar engang læste høit for sin Husbond af Matthæus’ Evangelium og kom til Jesu Ord : «Hver den, som skiller sig fra sin Hustru uden for Hors Skyld, han volder, at hun bedriver Hor, og den, som gifter sig med en fraskilt Kvinde, han bedriver Hor» (Matth. 5,32), standsede hun og sagde til Hauge : «Kjære, naar Jesus siger dette, kan det da være rigtig, at Bache vil ægte Anne Vister ?» Han svarede under synlig Bevægelse og med Smerte : «Hvorledes kan du spørge saaledes ? Har jeg ikke gjentagne Gange talt baade for ham og hende, men til ingen Nytte. Gud faar nu raade for Udfaldet; men efter min Bortgang skal du faa høre om megen Strid og Uenighed» (Meddelelser fra samtidige Haugianere).

Begge Parter havde dog endnu saa megen Respekt for Hauge, at de lod Sagens Afgjørelse hvile indtil Hauges Død Vaaren 1824; men ikke længe derefter og i samme Aar gjorde Bache det første afgjørende Skridt til at faa sit Ægteskab med Guri Sæbjørnsdatter løst ved Øvrighedens Hjælp. Han var uimodtagelig for Paavirkning og Grunde, og mente, at han forstod denne Sag bedre end baade Guds Ord, hans aandelige Fader og de kristelige Venner.

De blev skilte, og hans første Hustru flyttede til Botne ved Holmestrand, hvor hun levede til sin Død 14. Februar 1837.

Det er rørende, at hun efter Samtidiges troværdige Beretning lige til sidste Stund omtalte sin troløse Mand med Agtelse og Hengivenhed (Samtidige Breve. Meddelelser fra samtidige Haugianere. Botne Ministerialbøger).

Bache arbeidede af al Magt paa at faa sine Venner til at billige hans Forehavende; men det lykkedes kun med nogle ganske faa, som han enten blændede ved sin store Begavelse og overlegne Personlighed eller tvang til at give sit Bifald ved at true dem med økonomisk Ruin.

Da Farver Ole Mjelva ikke lod sig bøie hverken ved Overtalelser eller Trudsler til at handle mod sin Samvittighed, søgte Bache siden ved sin mægtige økonomiske Indflydelse at lamme Mjelva under Udviklingen af hans Bedrift. De allerfleste Venner i Drammen og Omegn handlede som Mjelva og søgte at overbevise Bache om, at hans Skilsmisse og paatænkte nye Ægteskab stred mod Jesu ligefremme og bestemte Ord i Matthæus 5,32. Da han  ikke lod sig overbevise eller bøie, udbrød der en skarp Strid, som fra begge Sider ikke altid blev ført med den tilbørlige Sagtmodighed og Kjærlighed og derfor ei heller virkede gavnlig, men voldte Forargelse og Splittelse.

Da den bekjendte Haugianer Daniel Arnesen fra Romsdalen under sine Vandringer omkring i Landet for at forkynde Guds Ord ved Juletid 1825 kom til Drammen, søgte han at stifte Fred, og dette lykkedes ogsaa i nogen Grad. Han fik begge Parter til at blive enige om gjensidig at besøge hverandres kristelige Sammenkomster, saalænge Sagen endnu stod uafgjort.

Det overlodes derfor til dem, som eiede Lokalet, at bestemme hvem der hver Gang skulde lede Opbyggelserne; dog maatte Anne Vister ikke tilstedes at tale Guds Ord i Forsamlingerne, saalænge Ventetiden varede (Meddelelser fra samtidige Haugianere; samtidige Breve).

Da dette var besluttet, skrev Daniel Arnesen fra Drammen den 7. Januar 1825 (1826 ?/red.) en Rundskrivelse til en Del af de mest fremtrædende blandt de kristelige Venner nordenfjelds, vestenfjelds, i det sydlige Norge og paa Østlandet. I denne anmoder han de «Ældste» om uforbeholdent at udtale sin Mening angaaende denne vigtige og vanskelige Sag.

Der findes endnu bevaret en Række af disse Svarskrivelser; men adskillige er vistnok nu bortkomne.

Det vides, at mange, især fra Østlandet, sendte sine Erklæringer direkte til Bache; de er nu forsvundne.

Fra Trondhjem og Omegn foreligger kortere og længere Besvarelser af det nævnte Spørgsmaal fra Storthingsmand Michel Grendahl paa Hafsten, Kjøbmand Arnt Solem og Hustru Randi, Indlandshandler Henrik Mathiesen samt fra Kjøbmændene Erik Krogness og Lars Bache.

Fra Romsdalen findes to Breve fra Lars Knudsen Tjødlingen (Kyllingen/red.) samt et fra Elling Asbjørnsen Ormheim.

Af Vennerne i Søndfjord udtalte Storthingsmand Ole Svanøe og Peder Abrahamsen Stenhovden og Hustru Berthe sig om Sagen, førstnævnte meget udførlig.

I Bergen leverer Anders Busk, Kjøbmændene Samson Torbjørnsen Traae, Ole Iversen, Amund Helland, Peder Odland og hans Hustru Karen interessante Indlæg.

Det samme gjælder Bidragene fra Stavanger af Kjøbmand Ole Seglem og Farver John Rasmussen Haugvaldstad.

Fra Christianssand haves Vidnesbyrd angaaende Sagen af Storthingsmændene Kittil Aarstad, Anders Corneliussen og Ole Pedersen Moe samt fra Kjøbmand Jonas Birkrem, Farver Knud Jacobsen og Hattemager Endre Norem.

Af Bidragene fra Østlandet findes nu kun et, men udførligt og interessant, fra Eidsvoldsmanden John Hansen Sørbrøden i Berg ved Fredrikshald (samtlige de i Teksten omtalte Erklæringer eies i Afskrifter af denne Bogs Forf.).

Samtlige Udtalelser betegner «den omskrevne Gjerning som Synd» og fremhæver med gribende Alvor, at Synden ikke alene gjør Skilsmisse mellem Mennesker og Gud, men ogsaa mellem Troende og Vantro.

I to af de længste og betydeligste, nemlig fra Randi Solem og John Sørbrøden, behandles Ægteskabet, Skilsmisse og Fraskiltes Giftermaal paa en baade indsigtsfuld, klar og grundig Maade.

Tiltalende er ogsaa Erklæringerne fra Amund Helland, Peder Odland, Ole Pedersen Moe m. flere.

Gjennem alle gaar der en dyb Smerte og en inderlig Kjærlighedens Omsorg for Vedkommende, men tillige et levende Ønske og Bøn om, at de maatte erkjende sin Afvigelse, omvende sig til Herren og søge Tilgivelse hos ham. Det fremhæves ogsaa, at først da kan man erkjende Bache og Hustru for Søskende i Herren og omgaaes dem som saadanne.

Mange var utilfredse med den Aftale, Vennerne i Drammen havde truffet med Bache; man mente med Rette, at det kun var en halv Forholdregel at negte Anne Vister at tale Guds Ord, naar man samtidig omgikkes Bache som en Broder, uagtet man vidste, hvad han agtede at gjøre; det var igrunden et stiltiende Bifald til Gjerningen.

Saalænge Bache ikke «erkjender, fortryder, hader og afskyr sin omskrevne Bestemmelse, som han nu ikke engang erkjender for Feil, end sige Synd», saalænge han bliver ved «i sin haardnekkethed imod Herrens Ord og saa mange Venners alvorlige Advarsel og Paamindelse», saa finder man, at Vennesamfundet bør afbryde al broderlig Omgang baade med ham og hans anden Hustru, efter Hauges Testamente § 8.

Uagtet alle sine «store Gaver» «kunde de nu ikke opbygge Herrens Folk»; «om de end kunde tale med Engles Tungemaal», blev det alligevel ikke til Opbyggelse, men kun til «Guds Bespottelse».

— Disse gribende Erklæringer gjorde desværre heller ikke noget Indtryk paa Bache.

Vennerne i Drammen vilde da forsøge som et sidste Middel at sammenkalde de «Ældste» fra de forskjellige Kanter af Landet til et Møde paa Bragernæs for personlig at samtale med Bache og i Alvor og Kjærlighed formane ham til at afstaa fra sit Forehavende.

Paa Foranledning af Storthingsmand Michel Grendahl blev dog denne Plan opgivet, da man ved nøiere Eftertanke fandt, at det ikke vilde føre til noget. En kort Tid i Forveien havde nemlig to Venner været hos Bache angaaende samme Sag; men deres Formaninger blev mødt med de Ord, «at han saa sig nødt til at væbne sig som en Ambolt til at modtage Slagene«.

Midt under denne Strid, og som det synes allerede i Løbet af Aaret 1825, giftede Bache sig, og Bruddet med Vennerne blev fuldstændigt.

Med Undtagelse af nogle faa, som Kjøbmand Kjos i Drammen, Michel Hauge paa Eker Papirmølle, Lensmand Søren Nilsen Røer i Rygge, Erik Bøhle i Gjerpen ved Skien og maaske enkelte andre, blev Bache nu skyet af sine fordums Venner; Brevvekslingen med dem ophørte (de foran nævnte Erklæringer; andre samtidige Breve; Meddelelser fra samtidige Haugianere).

Derimod havde han nogen Omgang med de ovenfor nævnte og skrev Breve til dem. De haabede, at de ved Venlighed og Kjærlighed skulde kunne lede ham til Sandhedens Erkjendelse og vinde ham tilbage for Guds Rige.

Paa Grund af sin aandelige Ensomhed blev det snart uutholdeligt for ham i Drammen; han overdrog sin betydelige Trælastforretning til en Søn og flyttede i 1829 til Gaarden Valle i Lier.

Da han længe ialfald ikke vilde bøie sig og erkjende sin Synd, var hans Sind fyldt med Bitterhed. I mange bevarede Skrivelser kommer dette stærkt frem; han kritiserer sine fordums Meningsfæller ofte skarpt og skaanselløst; men der gaar dog igrunden gjennem Brevene tillige en skjult Længsel efter Vennesamfundet.

Over H.N. Hauge reiste han et karakteristisk Mindesmærke, der endnu staar over Graven. Indskriften paa den støbte, firkantede Støtte er forfattet af Bache (I.Bind S. 405).

Da Professor S.J. Stenersen i 1827 offentliggjorde en noksaa ensidig Fremstilling af «Hauges Liv, Virksomhed og Lære», udgav Bache i 1828 «Bemærkninger i Anledning af Professor S.J. Stenersens ..Meddelelser angaaende .. Hauges Liv, Virksomhed, Lære og Skrifter. Med en ..kort Skildring af Hauges Karakter», en Bog paa 196 Sider, hvori han med stor Dygtighed og Grundighed imødegaar Stenersen. Den er et mærkeligt Vidnesbyrd om Baches omfattende og indgaaende Kjendskab til Emnet, hans klare Forstand, skarpe Dialektik og mærkelige kritiske Evne.

Den «Samling af religiøse Breve, skrevne af Hans Nilsen», som udkom i Drammen 1829, udgivne i Trykken ved den Afdødes Venner og Bekjendte, er ogsaa hovedsagelig besørget af Bache med Bistand af enkelte andre, som Kjøbmand Kjos, Michel Hauge samt maaske Ole Svanøe; det allervæsentligste Arbeide hvilede dog paa førstnævnte, der ogsaa forsynede Skriftet med en interessant Fortale paa syv tættrykte Sider og bestred Udgifterne ved dens Udgivelse.

Før Manuskriptet til Brevene overgaves til Bogtrykkeren, blev det sendt om til de mest fremstaaende af Hauges Venner, der foretog Strygninger, Udeladelser af Navne og forskjellige, især sproglige Ændringer, som man fandt nødvendige.

Da Udgaven var til praktisk Brug, kunde neppe nogen anden Fremgangsmaade vælges. Hauges Originalbreve er nemlig skrevne med ilende Pen, særledes vanskelige at læse og oftest i et meget knudret Sprog; de blev sendte rundt blandt Venner, til de var opslidte, og afskrevne feilfuldt mange Gange.

Naar de skulde trykkes, var det umuligt at udgive dem, som de forelaa; der trængtes et omhyggeligt Gjennemsyn og en alsidig Revision, for at de ikke skulde blive ganske ulæselige. Gjennemsynet er foretaget i Hauges Aand og idethele udført med Dygtighed og Hensynsfuldhed mod Brevenes Forfatter, der utvilsomt selv vilde have valgt en lignende Fremgangsmaade, om han skulde have udgivet dem i Trykken.

Saavidt vides, lod han jo ogsaa Venner gjennemse og rette omtrent alle de Skrifter, han offentliggjorde.

Det er i denne Henseende oplysende at tage Hauges «Testamente til sine Venner», dateret 7. Marts 1821, udgivet i 1875 af Dr. A. Chr. Bang, ordlydende efter hans eget bevarede egenhændige Udkast og sammenligne med den første trykte Udgave fra Hauges Dødsaar 1824.

Denne sidste er utvilsomt renskrevet og omarbeidet under Hauges Tilsyn og Medvirken samt udgivet af Vennesamfundet og fortjener derfor større Opmærksomhed, end flere hidtil har vist den. Udgaven er intet mindre end den første af Hauge og hans Venner godkjendte og offentliggjorte Udgave af dette vigtige Skrift.

— I flere Aar voldte Bachestriden stor Skade, ikke alene i Drammen og Omegn, men ogsaa i videre Kredse, idet den hindrede Arbeidet for Guds Riges Fremvekst. Mange tog Forargelse, og talrige blev saa optagne af disse Stridsspørgsmaal, at dette slugte en stor Del af deres aandelige Kraft, som langt heller burde være anvendt til Sjæles Vækkelse, Opbyggelse og Befæstelse i Sandheden.

Da Elling Eielsen i 1834 besøgte Drammen og blev Midlet til ny Vækkelse ved sin alvorlige Bodsprædiken, kom der et Omslag. Vigtigere Interesser traadte i Forgrunden, og den gamle Strid tabte sig mere og mere til Velsignelse for alle Parter.

Den senere Provst M.I. Wefring skriver om en Reise i denne Egn i 1835 bl.a. følgende : «Medens jeg var i Lier og havde nogle Opbyggelser, blev jeg anmodet af Bache om at holde Opbyggelse hos ham paa Gaarden Valle. Der kom mange til Forsamlingen, som holdtes, om jeg erindrer rigtig, en Søndags Eftermiddag. Anders Redal og jeg udførte Opbyggelsen. Da jeg vidste, at Bache var en streng Kritikus, var det ikke uden en vis Ængstelse, jeg optraadte; men et Pust af Guds Aand gik over mig, saa at jeg talte med Frimodighed. Jeg lagde ogsaa Mærke til, at Bache blev bevæget. Jeg talte blandt andet om de aandelige Farer og Fristelser, som den Kristne maa gjennemkjæmpe, om hvor mørkt det ofte kan se ud, og hvor umuligt det ofte kan synes at vinde Seier; dog, er vi oprigtige, saa vil vi erfare, at Troen gjør for os det umulige muligt, og at Kjærligheden gjør det for os tunge let. Det var især disse Ord, som havde grebet B. (Bache/red.), og flere Aar efter, da jeg paa en Reise besøgte ham, mindede han mig om disse Ord. Den, der lærte Baches store Begavelse og varme Hjertelag at kjende og den Indflydelse og Anseelse, han havde blandt Hauges Venner baade fjern og nær, kunde ikke undres over den Bedrøvelse og Smerte, som opstod i Vennekredsen, da det bekjendte Brud indtraadte» (M.I. Wefring, «Minder fra mit Reiseliv», Side 56-57).

–Bache vedblev i alt væsentligt at staa paa den ældste Haugianismens Standpunkt, idet han med stor Troskab holdt fast ved den i Hauges Skrifter fremstillede Kristendomsopfatning og fulgte nøie de gamle Traditioner. Hans skarpe Udtalelser om tidligere Modstandere vedblev; men Aarene dæmpede Tonen noget; det kritiske Element udgjorde jo ogsaa en Del af hans Natureiendommelighed.

Om hans Liv og Forhold i de senere Leveaar er ikke meget bevaret.

Hans Ven Kjøbmand Kjos beretter følgende : «I noget over 3 Aar var han meget svag og havde tildels haarde Smerter, fornemmelig ved Anfald af stærk Gigt og led desuden af Mathed; dog var i denne Tid Lidelserne ei saa store; thi eftersom Kræfterne svandt, aftog ogsaa Smerterne i Heftighed. Under sine Lidelser var han meget taalmodig … Guds Ords Grunde havde han meget for sig og talte derom ved enhver Leilighed; men her skal blot anføres enkelte Træk, som mest angaar hans Hjertes Arbeide. Hvad Jesus lærer om Bønnen i Lukas 11. og 18. Kapitel havde han stadig for sig og talte ofte om, hvor vigtig Bønnen er for os, naar den kommer af Hjertets Trang. Han bad flittig til Gud, at han vilde styrke ham til at stride Troens gode Strid til det sidste, hvad der end maatte møde. Engang sagde han, at hvis hvert Menneske, som havde erkjendt Sandheden, kjendte alle de falske Aander, der vilde trænge sig ind hos os, da skulde han faa Aarsag nok til at vaage. Men naar vi er fattige i Aanden og har Sorg over Synden samt hungrer og tørster efter Retfærdighed, da faar de onde Aander ingen Magt over os. Han ønskede, at enhver, som havde følt Guds Kald paa sit Hjerte, maatte faa Naade til at fornægte sig selv og Verden, tage Korset op og følge efter Jesus; thi den Naade er saa stor, sagde han, at ingen kan udsige, hvor meget godt Gud har gjemt for dem, som frygter og elsker ham. En anden Tid ytrede han : Jeg tænker paa, at Kristus ogsaa blev fristet paa Korset, da han sagde, at han skulde stige ned etc., og mindede om, at der er mange unyttige og fristende Tanker, endog naar man er syg, saa vi maa, som der staar : «Kives med Djævelen i Dødens Elende». Og om Fristelserne ei faar Magt, naar vi «strider lovlig», saa lader Sjælefienden os dog ikke i Ro. Vi maa derfor bede, at «naar vi fristes, vi da maa staa, at Satan os ei fange maa», og altid have følgende Salmeord i Tanke : «I Bønnen stride Dag og Nat, Og ingen Møie spare; thi ellers er den dyre Skat, Din arme Sjæl, i fare».

En Aften, han laa rolig og stille i gudelige Betænkninger, udbrød han : «Hvor skal jeg glædes da engang, Naar jeg dig tro er bleven, At ingen Møie, Spot og Trang Mig har tilbage dreven».

Under en Samtale med en fortrolig Ven sagde han blandt andet : «Jeg tror og har Haab, ja føler ogsaa Naaden; men vi maa ogsaa vandre i Frygt, saa længe vi er her tilhuse».

I de sidste Levedage havde han saa ofte for sig følgende Vers : «Mig længes inderlige Ad dig, o Herre sød, Dit Ord, som ei kan svige, Det er min Trøst i Nød; Min Sjæl og Hjerte trænges Til dig med stor Attraa, Ja, meer end Vægt’ren længes, At Dagen komme maa».

Ligesaa gjentog han hyppig de Ord af Davids Salme 102 : «Mine Dage er som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt. Jeg vaager og er bleven som en enlig Spurv paa Taget; men du skal ikke foragte den Elendiges Bøn».

I de sidste fjorten Dage han levede, syntes han at være raskere end før, ja endog livlig, endskjønt han ikke ventede nogen stadig Bedring, men sagde ofte : «Et lidet Aandefang kan ende al min Gang».

Medens han sad oppe en Eftermiddag, blev han hastig betagen, og det syntes i Førstningen at være af stor Mathed; men Lægen sagde siden, at det var et let Slagtilfælde. Da han var kommen i Sengen, sagde han : «Du ingen bortstøder, som kommer med bøiet Hjerte og Aand». Derefter laa han rolig en Stund; saa udtalte han følgende Vers : «Ja, hvad skal jeg mere sige ? Her er Naadens fulde Flod; Du gik ind i Himmerige for mig engang med dit Blod; Du derved en evig Forløsning har funden, hvorved jeg er hjulpen og reddet i Grunden; Guds Hjerte er aabnet ved denne din Gang, Thi synger jeg Abba med frydelig Klang !»

De tvende sidste Strofer udtalte han med en saa livlig Stemme, at de, som stod hos ham, ikke kunde glemme det. Disse Salmeord var de sidste, han udtalte; siden laa han stille, til han opgav sin Aand, hvilket skeede saa rolig, som om han skulde falde i Søvn.

Saaledes var denne Mands Endeligt.

Han var gammel og mæt af Dage, og vi tror og haaber, at han kom til den Hvile, som han saa længe havde længtet efter» (Baches «Levnetsløb», Side 29-31).

Han døde paa sin Gaard Valle i Lier 22. Januar 1848.

–Tollef Bache var middelshøi og velbygget, med brunt Haar og lidt Kindskjæg; Øinene var blaa, skarpe og gjennemtrængende. Ansigtet havde et energisk, klogt og forstandigt, men overveiende kritisk Udtryk.

Kjøbmand Kjos udgav i Drammen 1849 : «En Del af T.O. Baches Levnetsløb, tvende Betragtninger samt adskillige af hans religiøse Breve».

I denne Bog, der er paa 174 Sider, findes interessante Bidrag til hans Liv, de religiøse Forholde i Norge paa den Tid og hans egen kristelige Troesopfatning og Livsanskuelse.

— Hans Hustru levede endnu i næsten 10 Aar, I den Tid blev Professor J.M.P. Kaurin Sogneprest i Lier; han søgte 1858 at overbevise hende om det syndige i Ægteskabet med Bache. Dette lykkedes ikke; hun blev stødt og traadte straks ud af den norske Statskirke; samme Aar, den 14. November 1858, afgik hun ved Døden.

Michel Hauges Datter, Maria Bjerknes, der kjendte hende nøie i omkring 40 Aar, ytrede dengang : «Jeg vil haabe, at hun vandrede bort i Fred».

Hendes Ægteskab med Bache var barnløst. Saavidt vides, gik deres store Formue, mindst 300.000 Kroner, over til Børnene af Mandens første Ægteskab (Liers Kirkebøger. Hans egne Skrifter og Breve; Meddelelser fra samtidige Haugianere; især nysnævnte Marie Bjerknes, f. Hauge. Bang, «Hauge og hans Samtid». Side 509-514).

 

 

 

Stengt for kommentarer.