h.n. hauge : presentert av a.c.l. grove-rasmussen

 

– i bokserien «Kristelige Levnetsløb i det nittende Aarhundrede» . 1887-1891. Bind III.  Odense. Forlagt af den Milo’ske Boghendel. Trykt  i det Milo´ske Bogtrykkeri. 1889.

 

Øvrige personer som er beskrevet :

 

Bind I (1887) : Samuel Gobat, Johann Christoph Blumhardt, John Coleridge Patteson

Bind II (1887) : Ludwig Harms, Herny Havelock, John Williams;

Bind III (1889) : James Hannington, (H.N. Hauge), Anthony Ashley Cooper Shaftesbury;

Bind IV (1891) : Robert Moffat, Sarah Martin, Burchard Friedrich Lemm;

– gjengitt nedenfor (Bind III) fra s. 77 – 122 :

¤

HANS NIELSEN HAUGE

1. KAPITEL

H. Nielsen Hauges Levetid. — Kilder til Fremstillingen. — Hjemmet. — Præsten Seeberg. — Brydningstid. — Damaskustimen. — Vidnesbyrdet I Hjemmet. — Den aandelige Tilstand i Norge. — Den første udadvendte Virksomhed. — Træsko-lngebrigt. — Hans Rasmussen Førisdal. — H. Hauges første Bog. — Stevelin Urdal. — Herrnhutismen i Kristiania og Aker. — Larina Olsdatter og hendes Sange. — Over­høringen for Provsten. — Taulers Omvendelseshistorie. — Forsamlingen i Glemminge. — H. Hauge i Hullet. — Amtmandens Resolution.

 

Det kan synes underligt at  indsætte Hans Nielsen Hauge blandt Levnetsløb i det nittende Aarhundrede; thi han var jo et Barn af det attende Aarhundrede. Dog sker det formentlig med fuld Føje, fordi den Del af Hauges Liv, som har almen Betydning, væsentlig falder i det nittende Aarhundrede; det er i dettes Historie, at hans Gerning har sat dybe, uudslettelige Spor.

Hvad her skal fortælles om denne mærkelige norske Almuesmand er væsentlig hentet af Professor A.Chr. Bangs Bog : «Hans Nielsen Hauge og hans Samtid»; fra den ere Citaterne af Hauges Skrifter tagne, og til den henvises de, som ville gøre mere indgaaende Bekendtskab med den mærkelige Mand, hvis Liv Professor Bang har skildret med kærlig og kyndig Haand.

Men foruden denne Bog ere ogsaa flere andre, baade norske og danske Kilder benyttede, og den bekendte norske Kirkehistoriker, Sognepræst Daniel Thrap i Kristiania, har vist

-78-

 

Forfatteren den store Velvilje at gennemse denne lille Levnetstegning og rette adskillige Fejltagelser.

Hans Nielsen Hauge blev født den 3die April 1771. Faderen var Gaardmand; der blev læst i Guds Ord og bedet i Hjemmet; Moderen lærte Børnene mange Salmer og Bønner. Drengen var af et stridigt Gemyt og et tungt Sind; han tilstod senere, at han en Gang som Barn paa omtrent 8 Aar havde tænkt paa Selvmord for at hævne sig paa Forældrene, fordi de havde revset ham.

Paa samme Tid, 1778, kom der en mærkelig Præst til Tune, Hans Hauges Fødesogn. Det var Gerhard Seeberg, i hvem haard Pietisme og blød Herrnhutisme vare forenede. See­berg tordnede mod Verdens Lyster og Lystighed og truede med Helvedes Pine; men samtidig malede han Jesus Kristus som den korsfestede for sine Tilhøreres Øjne med stærke og levende Farver. Senere havde han den, særlig for en Mand af hans Anskuelser rædselsfuldt rystende Sorg, at hans Søn, en ung Officer, faldt død om midt under en Dans. Fra den Stund af henfaldt han i en overspændt svaermerisk Stemning, som grænsede til Vanvid, og han endte med at blive afsat paa Klage af Menighedslemmer, som han, uden skellig Grund, havde bortvist fra den hellige Nadvere.

Der er ingen Tvivl om, at denne Mand, hvem Hans Hauge gik i Kirke hos under sin Opvækst, bidrog adskilligt til at give hans Liv den Retning, det senere tog, om han end selv nævner den residerende Kapellan Hammer, der kon- firmerede ham, som sin kæreste Ungdomslærer. Baade før og efter sin Konfirmation var han gruelig Angst for Døden og hvad der !aa bag ved den. Denne Angst blev ydermere skærpet ved, at han flere Gange kom til at svæve i Døds­fare. Men til Fred og Hvile i Troen paa den korsfestede Frelsers Naade var han hverken bleven ført ved Seebergs Prædiken eller Hammers Undervisning.

I Aaret 1795 tog Hans Hauge Tjeneste i Frederiksstad. Her traf han mere aabenbar Ugudelighed end i sin Fødestavn, ja maatte høre ligefrem Spot med det

 

-79-

Hellige. Mange Fristelser mødte ham, han begyndte at faa Smag paa Brændevin; men han kæmpede tappert mod det Onde i forskellige Skikkelser, og døjede med Glæde Spot, fordi han ikke vilde tage Del med Overtræderne. Han læste meget i Skriften og gudelige Bøger, og mange dybe Sukke opsteg fra hans Hjærte mod det Høje; men han vedblev at have det, som Sangen beskriver det :

«Fra Vuggen til Graven man krydser omkring

Blandt Haabets og Frygtens de flygtige Ting;

Snart vippe vi oppe Paa Bølgernes Toppe,

Snart nærmes vi Grunden i flyvende Spring»,

 

og kunde ikke finde Fred.

Han vendte tilbage til sine Forældres Gaard og hjalp dem med at passe den; her, paa sit Barndomshjems Grund oplevede han sin Damaskustime. En Dag, det var den 5te April 1796, gik han paa sin Faders Mark ved sit Arbejde. Under Arbejdet sang han Biskop Hygoms dejlige Salme: «Jesu, Din    søde Forening at smage«. Da han havde sunget det andet Vers til Ende, som lyder saaledes :

«Styrk mig ret kraftigt i Sjælen derinde,

At jeg kan finde, hvad Aanden formaar,

Tag Dig til Fange min Tale og Sinde,

Led mig og lok mig, saa svag som jeg gaar,

Mig og hvad mit er jeg gjerne vil miste,

Naar Du alene i Sjælen maa bo,

Og sig omsider paa Døren maa liste,

Hvad som forstyrrer min inderlig Ro»,

 

faldt der en hidtil ukendt, usigelig Glæde over ham, han følte sig som henrykt i Himlene, som et ganske nyt Menneske, opfyldt af flammende Had til Synden og glø­dende Kærlighed til Gud.

Ligesom Herren sagde til den Mand, af hvem han havde uddrevet de mange Djævle, at han skulde «forkynde Herrens store Gerninger, og at han havde forbarmet sig

 

 

-80-

over ham«, saaledes følte Hans Hauge en uimodstaaelig Trang til for Menneskene at vidne om Guds Vælde og hans uendelige Barmhjærtighed, som han saa grant havde følt sig at være Genstand for. Han begyndte der, hvor Herren havde anvist hin Mand Sted for sit Vidnesbyrd, i »sit Hus«, blandt sine. Samme Dags Aften, som dette Store var sket med ham, talte han til sine Søstre derom, og han talte i den første Kærligheds Glød saa mægtigt og overbevisende, saa to af dem strax fattede et andet Sind. En af disse Søstre, Anne hed hun, blev ham siden en tro­fast og værdifuld Støtte og Medhjælper under hans frem­tidige Gerning; hun levede dog kun kort; fire Aar efter hensov hun. Faderen forstod, hvad der var sket med ham og glædede sig derover; Moderen derimod kunde ikke ret fotte det og græd meget, især da hun mærkede, at Sønnen paa Grund af den stærke indre Bevægelse tabte al Madlyst, saa hun mente, at han maatte være syg. Senere fik han dog Moderen og alle sine syv Søskende med.

H. Hauge saa videre ud omkring sig; og hvad han saa, fyldte hans Hjærte med inderlig Sorg. Den aandelige Tilstand i Norge var i hans Øjne forfærdelig, omtrent som Juda Riges Tilstand, da Esaias udbrød:  «Hører    I              Himle!

og Du Jord! mærk, thi Herren haver talet; jeg haver opdraget Børn og opfostret dem, men de have gjort Over- trædelse imod mig. En Okse kender sin Ejermand og et Asen sin Herres Krybbe; Israel kender intet, mit Folk for- staar intet«. Og de, som skulde vække Folket og virke dets Omvendelse, Præsterne, var i hans Øjne som de falske Profeter hos Herrens Folk, der «lægede Folkets Forstyrielse, som om den var ringe og raabte: Fred! Fred ! skønt der ikke var Fred«, og som «ødelagde og adspredte Herrens Græsgangs Faar«. Det er meget stærke Udtryk, Hauge bringer om Datidens Præster, Udtryk, som i høj Grad minde om dem, som Søren Kierkegaard et halvt Aar- hundrede senere benyttede. Han sagde om dem, at de «gjorde Vejen bred til Himmerige«, at de «bedrog Sjælene

-81-

med Saligheds Haab, indtil de vaagnede i Helvede«, at de kun tragtede efter at «samle sig Penge«, og tilbragte Tiden med «Gæstebud, Spil, Komedier eller andre vellystige For- nøjelser«, han skælder dem for Øjenskalke, Ordgydere, Stortalere, Historiefortællere o. 1.

Lad nu være, at Hauge saa sort paa Tingene, det er man saa tilbøjelig til i den første Opvækkelses Tid, saa var det utvivlsomt mørke og kolde Dage i den norske Menighed. Det var de Dage, om hvilke Grundtvig sukkende sang :

 

Hvor er nu de gamle Stier,

Kirkestierne, som før Dristig selv om Bjørnehier 

Slynged’ sig til Kirke-Dør Dristig over Bjærg og Dale,

Elve-Mund og Havmands-Hale, Yndig gennem Mark og Enge,

Fuglereder, Blomstersenge, Banede som Haand er bag,

Vrimlende hver Hellig-Dag.

 

Og han havde vistnok Ret i, at «de gamle Kirkestier« saavel ved «Bjørnehierne som paa »Blomstersengene« vare forsvundne.

Vantroen, den franske Revolutions Barn, havde netop den Gang fra Danmark sneget sig ind i Norge; og vel var den ikke nær saa mægtig der; men den øvede dog en kølende og kuende Virkning. De mange fromme, troende Præster, som endnu fandtes trindtom i Norges Bygder — og at der fandtes mange, fremgaar af de mange Abonnenter, som Balles Ugeblad «Biblen forsvarer sig selv« havde blandt Norges Gejstlighed — virkede i Stilhed, den rettroende Bekendelse sad i Krogen og var lavmælet, medens Vantroen raabte højt. Rationalismen slog samtidig til Lyd i Norge, navnlig gennem den danske Mand P. Hansen, «en hul og opblæst Prælatcc, som N. M. Petersen saa træffende kalder ham, der blev Biskop i Christiansand og hævdede, at Præstens «vigtigste Prydelse skal være sand og

 

 

-82-

ægte Forstandens Opklarelse«, ja dristede sig til i Kristianssands Domkirke at paakalde »Odin den Algode«. Og denne underlige Aandsforvildelse kunde hverken lyse eller løfte.

Hauge saa, at der var Nødstand; han selv var vaagnet til at se »Fordærvelsens Afgrund inden i sig«, men ogsaa Forbarmelsens lige saa dybe Afgrund i Guds Fljærte; han følte en uimodstaalig Drift til at vække andre af Søvne, og hjælpe dem til Guds Fred, hvis Sødme han selv havde smagt. Han begyndte sin udadvendte Virksomhed med Samtaler. Han siger selv om denne sin første Virk­somhed :  »Enten jeg rejste Ærinde i Bygden, eller nogen

kom til mig, mødte jeg nogen paa min Vej — alle talede jeg til om det evige Liv og hvor vigtigt det var at arbejde paa vor Salighed«.

Slig Virksomhed var ikke aldeles ukendt paa de Egne. Der levede den Gang en Mand, som i det Udvortes lignede Johannes Døberen, en Skolemester ved Navn Ingebrigt Kristofersen, kaldet Træsko-Ingebrigt, fordi han altid gik med Træsko; hans Klædning var i høj Grad tarvelig og ligesaa hans Kost. Han var en Sværmer og Fanatiker, men meget ivrig i at paaminde sine Medmennesker om deres Saligheds Sag. Han var vakt af Seeberg og har sikkert været kendt af H. Hauge. Det er ikke usandsyn- ligt, at denne har taget Methoden op efter Ingebrigt, om han end blev hensynsfuldere i sin Færd og smagfuldere i sin ydre Fremtræden.

En af de mest fremtrædende blandt dem, som først bleve grebne af den Bevægelse, som Hans Hauge fremkaldte, var en Mand, der hed Hans Rasmussen Førisdal. Han afgiver en mærkelig Stadfæstelse paa, at det, med de Ord, som fremkalde aandeligt Røre, gaar som med Stenen, der udkastes i Havet og sætter Havet i Bevægelse i videre og videre Kredse. Han levede som en 18-aarig Ungkarl i sit Hjem i Bakkestad; en Søndag kom en gammel Mand til hans Hjem efter at have været i Kirke; denne fortalte, at der ved Kirken var blevet talt meget om, at en Ungkarl

 

 

-83-

i Tune var begyndt med at gaa omkring fra Hus til Hus og prædike. Den Gamle drog deraf den Slutning, at det maatte være paa Slutningen med denne Verden og at Dommedag maatte staa for Døren. Da blev Hans Førisdal saare forfærdet; han kunde ikke fatte, hvorledes han skulde kunne bestaa for Dommeren. Han kom til at »klynke og klage, Nætter og Dage«.

Men ved at høre Hauge og tale med andre opvakte, kom han til Lys og Fred og blev senere en Lægprædikant, der dog ikke nærmest sluttede sig til Hauge, men til de efter Præsten Seeberg opkaldte Seebergianere, som vare i høj Grad pietistiske og sekteriske, og fra hvem Hauge, der altid holdt fast ved Kirken og dens Lære, tog bestemt og betydelig Afstand.

Snart følte Hauge Trang til at udtale sig skriftlig for en større Kreds af sine Landsmænd. Han forfattede en Bog, som han gav den Titel :

»Betragtninger over Verdens Daarlighed, forfattet i fem Kapitler og sammenskrevet i Korthed af en lidet forsøgt og mindre skriftlærd Dreng Hans Nielsen Hauge paa Rolfsøen i Tune Sogn«.

Med dette Haandskrift i Lommen begav han sig paa Vejen til Kristiania for at faa det trykket. Undervejs tabte han det. Deri saa han Varsel om, at det ikke havde været Guds Vilje, at det skulde trykkes, og begav sig paa Hjemvejen. Noget senere indhentede imidlertid en Rejsende ham og fortalte, at han paa Vejen havde fundet nogle Papirer; disse Papirer viste sig at være det tabte Haandskrift.

Nu vendte Hauge om og gik atter i Retning ar Kristiania. Undervejs standsede han og bad længe inderligt til Gud; en Mand, som skulde samme Vej, kom til, stod stille og lyttede til Hauges Bøn; da denne var til Ende, spurgte den fremmede Hauge, om han var syg. Hauge svarede, at han var karsk og sund paa Legemet, men hans Hjærte var meget sygt og skrøbeligt. Derpaa begyndte Hauge at tale den fremmede til paa sædvanlig Vis og for­mane ham til Omvendelse.

Men Vandringsmanden forstod

 

 

-84-

ikke et Ord af det Hele og sagde gjentagne Gange : »Du er afsindig og bør ikke gaa ene«.

Hauge tog nu Skeen i en anden Haand og begyndte at tale om verdslige Ting og talte saa klatt og fornuftigt og dygtigt, saa Medvandreren nok kunde skønne, at han havde taget saare fejl i sin Formodning om at have et sindsvagt Menneske for sig. Da Hauge saaledes havde renset sig for Mistanken om at være gal og vundet den fremmedes Tillid, drejede han atter Samtalen ind paa de Ting, som høre Guds Rige til, og det gik hans Tilhører, som Cleophas og hans Ven paa den underlige Aftenvandring fra Jerusalem til Emaus; Hjærtet begyndte at brænde i ham, alt som Hauge »oplod« ham Skrifterne«, og han omvendte sig, begyndte fra den Stund et nyt og helligt Levnet, saa alle maatte højlig forundres over den Forvandling, som var sket med ham, der tilforn havde været et meget lastefuldt og fordærvet Menneske.

Med bævende Hjærte nærmede »Bondedrengen« sig Hovedstaden og med bævende Hjærte traadte han ind i det eneste Trykkeri, som den Gang fandtes i Kristiania og spurgte, om han kunde faa noget trykket. Da man i Trykkeriet hørte, hvad det var, der skulde trykkes, trak man paa Smilebaandet og mente, at sligt kunde det ikke hjælpe at trykke, det var en anden Sag, hvis det havde været lystige Viser eller morsomme Historier.

Men da Hauge trak 13 Daler op af Lommen som Forskud paa Betalingen, lykkedes det ham at bøje Bogtrykkerens Hjærte. Bogen udkom da, den første af en lang Række af Bøger, der udgik fra samme flittige Haand, og den aabenbarer klarligt Forfatterens oprigtige, glødende Nidkærhed for det himmelske Riges Sag, for Guds Ære og Menneskenes Frelse, men røber tillige hans store Ungdom og dermed sammenhængende Mangel paa aandelig Erfaring og kristelig Visdom.

Samtidig med, at Hauge optraadte som Forfatter, be­gyndte han ogsaa at holde Forsamlinger, som fremkaldte stor Tilstrømning og øvede en kendelig Virkning. Dette

-85-

behagede ikke Seebergs Efterfølger i Tune Præstekald, Stevelin Urdal. Det var en Mand, som førte ren Lære og prædikede ret Kristendom, men han var blottet for Veltalenheds Gave.og noget lunken i hele sin Præstegerning, der­til havde han, som indskrænkede Folk ofte have, høje Tanker om sin Værdighed, var pirrelig og opfarende.

Han skønnede snart, at Folk foretrak at høre den »ulærde Bondedreng» fremfor deres beskikkede Præst. Det satte ondt Blod i ham; han blev yderst forbittret, skældte og smældte ved enhver Lejlighed og truede H. Hauge med Tugthuset, ja en Dag, da de vare ene to tilsammen, for­glemte Præsten sig selv i den Grad, at han brugte slaaende Argumenter og i bogstavelig Forstand gav Hauge paa Hovedet. Men «truet Mand kan leve længe«, siger Ordsproget, og Slag paa Øret bringe ikke den til Taushed, der taler fordi han tror og føler sig kaldet til at bekende sin Tro. Forsamlingerne vedbleve, og deres Tilhørerkreds voksede.

En Dag skulde der være Forsamling hos Bonden Iver Graalum, denne havde tillige indbudt Præsten. Urdal kom, ledsaget af Fogden i de Egne, Radick, og den residerende Kapellan i Tune. Da Hauge havde talt, traadte Præsten frem og forbød Hauge at holde Forsamlinger; Hauge opfordrede Urdal til at paavise Vranglære i hans Tale. Præsten indlod sig ikke herpaa, men henvendte sig til Fogden om at forkynde Folk Loven. Der udspandt sig et hæsligt Mundhuggeri.

Urdal klagede til Biskoppen; men denne mente, som Gamaliel fordum, at det var bedst at lade sligt have frit Løb og ytrede, at naar dette skete, «vilde Tingen om en kort Tid bortfalde af sig selv«.

Den bortfaldt imidlertid ikke, den voksede tvertimod, og Hans Hauge vovede sig endog ind i Bispens Residensstad Kristiania. Her forefandt han en kristelig Rørelse i herrnhutisk Retning, som var et halvt Aarhundrede gammel. Fremragende blandt de Vakte havde en from og rigt hegavet Kvinde, Jomfru Ka­thrine Freymann, af tydsk Herkomst været.

Hun havde

 

 

-86-

faaet stiftet et Brødresamfund og stod i Brevveksling med Herrnhut. Ved hendes Side stod en from Normand Gert Hansen, som udmærkede sig ved Talegaver og som med Varme og Kraft talte om Jesu Blod og Vunder. Gert Hansen og Cathrina Freymann kunde «Nat efter Nat« føre aandelige Samtaler om «Naaden i Jesu Blod og Guds Kærlighed« i manges Paahør, og ingen blev træt af at høre derpaa.

I Kristiania havde de Hellige i Begyndelsen blide Kaar; thi den daværende Biskop Hersleb saa mildt til dem. Der fortælles saaledes, at Statholderen i Kristiania en Gang havde sendt en af sine Underordnede til deres Forsamling med Tilhold om paa en Seddel at opskrive Deltagernes Navne. Nogle Dage efter gjorde han Gilde og indbød blandt andre Biskoppen. Ved Bordet rakte han denne Navneseddelen; men denne kyssede Seddelen og sagde : «Disse Folk ere mine Hjærtens Venner, hvo dem antaster, antaster Guds Øjesten«.

Da denne Biskop 1737 blev for­flyttet til Sjælland, blev han efterfulgt af en stiv og stræng Mand, Dorph, der kaldte paa Byfogden og anmodede denne om at gribe ind. Byfogden indfandt sig ogsaa ved en af Forsamlingerne; han blev aldeles ude af sig selv over, hvad han hørte, sprang op og gav sig til at bande og sværge og slog Taleren med knyttet Næve; det var Gert Hansen, som den Aften førte Ordet.

Den næste Dag blev alle de forsamlede stævnede til Forhør. Kathrine Freymann har skildret dette Forhør. »Vort hele Selskab«, skriver hun, »kom først sammen i mit Hus, og Kl. 1 bleve vi afhentede. Vi gik paa Gaden gennem en Række af flere Tusinde Mennesker; Vagten, som gik foran, maatte gøre Plads, ogsaa fornemme Folk gjorde sig megen Umage for at faa os at se.

Brødrene gik foran to og to, og vi Søstre udgjorde et stort Tog og gik ogsaa parvis». Forhøret blev ført, som det kan føres, af Mennesker, der savne Forstaaelse af aandelige Ting og kristelige Livsrørelser. Da de forhørte vendte tilbage fra Raadhuset, gik det ilde til. Kathrine Freymann skriver :

 

 

-87-

»Der var bleven uddelt Penge blandt Pøbelen for at forhaane os, Vi bleve derfor, da vi gik hjem, kastede med Skarn og Stene og man raabte blandt andet : «Jomfru Maria og hendes Tilbedere«.

Andre græd og sagde, at der ikke havde været saadan et Oprør, saa længe Kristiania havde staaet. Der blev holdt flere Forhører, og Gert Hansen blev landsforvist. Brødresamfundet havde imidlertid trods Forfølgelserne holdt sig og Hauge traadte i Forbindelse med det; men Forbindelsen blev afbrudt.

Den herrnhutiske Blødsødenhed og Følsomhed stødte hans friske norske Natur, dertil fandt han Betænkelighed ved deres Lære, som syntes ham ukirkelig, ved deres Prædiken, som udelukkende drejede sig om Jesus, uden at der fandtes mindste Plads for Faderen og den Hellig-Aand, men allermest dog ved den Antinomisme og sædelige Slaphed, som havde indsneget sig blandt dem.

Bedre gik det Hauge med Herrnhuterne i Aker, derunder Ledelse» af den fromme, nidkære Præst i Aker, Jo­hannes Green, vare førte ind paa sundere Lære og til helligere Levnet. Med dem traadte han i kærlig For­ening og fandt blandt dem trofaste Venner og kraftige Støtter.

Blandt dem, som paa den Kant bleve vakte af Hauge, var især en ung, elskelig Kvinde mærkelig. Hun hed Laurine Olsdatter Øksne, og skrev gudelige Sange, af hvilke Professor Bang i sin Bog om Hauge har meddelt et Par. En af disse Sange lyder saaledes :

Jeg var det arme tabte Faar,

Der havde i saa mange Aar Ja — været udi Synden død;

Thi Verden smagte mig saa sød.

¤

Jeg kendte ej min Sjælenød,

Førend Gud — han mit Hjærte brød,

Da fik jeg se, hvordan jeg var,

At Hjærtet var et urent Kar.

¤

Saa Aanden gjennem Væggen brød,

Da vidned han, at jeg var død.

-88-

Af Ormene der mange var,

Som Sjælen ganske saaret har.

¤

Jeg bad da til min Herre Gud,

At han mig vilde løse ud Og knuse Slangens Hoved saa,

At jeg mod ham kunde bestaa.

¤

At Sjælen maatte blive rén

Fra alle Synders Bræk og Mén ! Ja mig fra alle Synder fri,

Som hindre mig paa Sandheds Sti.

¤

O Jesus ! rens min arme Sjæl,

At jeg kan følge Dig saa vel, Igennem Trængsel, Spe og Spot,

Som naar Du skænker mig alt godt.

¤

O drag mit Hjærte til Dig hen,

O du, min søde Sjæle-Ven, At jeg maa blive Din kyske Brud;

Thi Du min Herre er og Gud.

Det var ikke blot i Fantasien men af Erfaring, at Larina sang om «Trængsel, Spe og Spot«, thi hun maatte i sit ansete, velhavende Hjem døje meget, fordi hun, som var af bedre Stand, søgte Omgang med »Bondedrengen« og hans Tilhæng af Smaakaarsfolk. Det gik saa vidt, at hendes Forældre en Gang, da de vare komne under Vejr med, at hun agtede sig til en gudelig Forsamling, satte hende ned i en Kælder og lukkede til for hende.

Hun sad i det mørke Rum og græd bitterlig, men i Aanden var hun tilstede hos Brødrene og Søstrene i Herren; og saa levende var hendes Følelse af, skjønt fjærn, dog at være nær hos dem, at hun i Ensomhed digtede nedenstaaende smukke, enfoldige Sang :

 

Nu er vi forsamlet her, Mange dyrekøbte Sjæle,

-89-

For af Herrens Ord at lær’ !

Lad os ikke Hjærte dele;

Men bed Gud om Aandens Kræfter Til at følge Ordet efter.

¤

 

Thi Guds Naade den er stor;

Som saa ofte os indbyder Til sit hellig Nadversbord,

Naar vi selv kun vil adlyde Det, som Herrens Røst mon raabe :

Tager vel i Agt Guds Naade.

¤

Da maa vi først renses her Udi Jesu Blod det rene

Fra al Synds Besmittelser, Siden maa vi Herren tjene

Med vor Aand og alle Lemmer, Lad os aldrig det forglemme.

 

 

Denne fromme unge Pige gik det efter Salmens Ord :

»Som Blomst kan falme hver Rosenkind«. I sit tyvende Aar blev hun syg, og inden hun havde fyldt det, sov hun stille og saligt hen. Paa hende blev opfyldt Ordet :  «En Retfærdigs Ihukommelse er til Velsignelse».

Hendes Minde blev bevaret med Troskab i Hauges og hans Venners Kreds og hendes Sange vare dem dyrebare.

Medens H. Hauge saaledes var utrættelig virksom paa Rejser, fandt han dog ogsaa Tid til stundom at være hjemme paa sin Fødegaard. Man har f. Ex. forskellige Beretninger om en Provstevisitats, ved hvilken H. Hauge traadte frem mellem Ungdommen, der mødte til Overhøring for Provsten. De stadfæste paa en mærkelig Maade Sand­heden af den Sætning, at det sete (sette) afhænger af Øjet, hvor­med der ses og det hørte af Øret, hvormed der høres; thi medens Provsten, der var uvenlig stemt imod den ny Bevægelse, taler om Hauges «skumlende og onanistiske Aasyn« og forsikrer, at han fandtes «aldeles uvidende og ukyndig endog i de simpleste Begyndelsesgrunde i Religion

 

 

-90-

og Moral», og at han «var aldeles blottet for al sand ædel Kundskabe», saa lyder en anden Beretning paa, at Hauge svarede, hver Gang de andre ikke kunde svare «og hvad Provsten spurgte om, forklarede han saa, at han ikke der paa havde noget at udsætte».

Ved Juletid 1797 faldt en Bog i H. Hauges Hænder, som øvede en gennemgribende Indflydelse paa ham. Det var den gamle forunderlig gribende Skildring af Johan Taulers Omvendelse, som, hvor ofte man læser den, aldrig bliver gammel og hver Gang er lige frisk og ny for En. Den gjorde et mægtigt Indtryk paa Hauge, den stadfæstede for ham, at Gud ogsaa kaldte og brugte Lægmænd til Ordets Tjeneste i videre Kredse, den satte ligesom Støtte under hans Forvisning om at have Guds Kald og indgød ham Frimodighed til at udvide sin Virkekreds udover sin Hjemstavn og de nærmest liggende Egne.

Samtidig med, at H. Hauge fik af Taulers Omvendelseshistorie en stærk Tilskyndelse til at fortsætte og udvide den af ham begyndte Gerning, modtog han ogsaa en Forsmag paa den Forfølgelse og Forsmædelse, som ventede paa ham under Udøvelsen af den.

Han var paa Besøg hos nogle Slægtninge i Glemminge, Anneksognet til Fredriksstad. Den 3die Juledag var der Forsamling. H. Hauge prædikede over Pauli Ord :  «Guds saliggjørende Naade er aabenbaret for alle Mennesker, som oplære os, at vi skulle forsage Ugudelighed og de verdslige Begæringer, og leve tugteligen, retfærdeligen og gudeligen i denne Verden; forventende det salige Haab og den store Guds og vor Frelsers Jesu Kristi Herligheds Aabenbarelse, som gav sig selv for os, at han maatte forløse os fra al Uretfærdighed og rense sig selv et Ejendomsfolk, nidkært til gode Gjerninger«.

Midt under hans Tale indtraadte Stedets Præst, Feiermann, med en Løjtnant og 3 menige Soldater; han afbrød Hauge, agtede ikke paa dennes Indsigelser, men bød Hauge følge med som Arrestant. Han blev ført til Fredrikstad og sat i Vagten, hvor man haabede, at

 

 

-91-

de raa Soldater skulde bande, sværge og true Helligheden ud af ham. Men det gik som Sangen siger :

Vil nogen Guds Forsætter hæmme,

Han nødes til selv dem at fremme.

 

Hauge gav sig i Kast med Soldaterne og talte saa stærkt og dog saa mildt til dem, at der var flere, som brast i Graad, medens andre bleve yderst forbitrede og truede med at binde, kneble og prygle ham. Tilsidst blev han kastet i det værste Fangehul, som blev kaldet »Buret«. Men «i dybest Fængsel er vi fri», kunne Guds Børn med Sandhed synge; og i det mørke Hul sang den enlige Fange saa frydeligt og lydeligt, at Soldaterne, som holdt Vagt, for­undrede sig saare.

I dette Hul sad Hauge to Dage; derpaa blev han ført til den tidligere nævnede Foged Radich, som forsøgte at true ham til Taushed; da Forsøget mislykkedes, blev Hauge ført tilbage til Fredrikstad, holdt i Fængsel og taget i Forhør.

Afskrift af Forhørerne blev indsendt til Amtmanden; men den kom tilbage med Ordre fra denne om at løslade Hauge, mod at han forpligtede sig til at blive hjemme hos sin Fader og ikke rejse udenfor Tune Sogn, en Forpligtelse, som Hauge dog ikke vilde gaa ind paa; alligevel blev han løsladt.

En skriftlig Klage til Amtmanden over Hauge blev tilbagevist med den Erklæring, at Amtmanden havde hørt af «agtværdige Husfædre af Bondestanden, at de finde sig opbyggede ved at tale med og at høre Hans Hauge tale, at han ikke tilraader Lediggang, at hans Lærdom aldeles intet koster dem, og at de anse det for bedre at holde ved en ledig Stund et saadant Samkvem, end hvor der vanker Kortspil og Brændevin, som oftest forvolder Uenighed og Klammeri, ja endog, at de holde sig overbeviste om, at siden Hans Hauges gudelige Samtaler ere komne i Brug, gives i Bygden mindre af hine Gilder og Samkvem end tilforn».

Den sunde Fornuft havde sejret over den blinde Fanatisme.

 

 

-92-

II KAPITEL.

Udvidet Virksomhed. — Samtaler. — Den vrede Skolemester. — Bergen og Nordal Brun. — En rask Køretur. — Tollef Olsen Bache. — I Throndhjem. — Djævelen i Baaden. — Juleaften i Fængsel. — I Tugt- huset. — Ophold i København. — Sværmerier. — En forhenværende Underofficer. — Eker Papirmølle. — Adventisme i Hallingdalen. — Den afbrudte Forsamling. — Den grædende Skøge. — Dansen paa Lensmandsgaarden. — Fogden paa Ringerike. — Ole Rørsveen og hans Kone. — Første Bekendtskab med Jon Haugvaldstad.

 

Hidtil havde H. Hauges Virksomhed nærmest været indskrænket til hans Fødeegn; men ved at læse om Nikolaus af Basels store Rejse for at omvende Johan Tauler, havde han faaet Frimodighed til at udvide dens Grænser, og han var nu stadig paa Rejser. Det var ikke blot ved For­samlinger, han virkede, men ogsaa, og ikke mindst, ved Samtaler med enkelte. Naar han traadte ind i et Hus, spurgte han gerne :                                             «Lever man ogsaa vel her?»  paa en saadan Maade, at Husets Folk ikke kunde undgaa at fatte den dybere Betydning, der laa i Spørgsmaalet.

Ofte, naar han mødte et Menneske paa Vejen, spurgte han : «Vil Du blive en Broder i Kristus?» eller : «Elsker Du Gud ?».

Stundom kunde han lægge sin Arm om et Menneskes Hoved, se denne mildt i Øjnene og sige :  «Du kunde blive en Broder i Kristus». Andre stak han en gudelig Bog i Haanden. En Gang kom han ind paa en Gaard og spurgte om Vej. Der var to Piger tilstede, de sagde ham Besked og vare saa venlige at følge med ham et Stykke, for at han ikke skulde tage fejl. Da han bød dem Farvel, sagde han til den ene af Pigerne : «Nu har Du vist mig den legemlige Vej; gid jeg nu maatte vise Dig den aandelige Vej», og talte noget til hende om denne Vej.

Saa drog han videre. Men Pigen gemte hans Ord i sit Hjærte, søgte den Vej, han havde anvist, og blev paa den indtil sin sidste Stund.

-93-

Det var ikke altid, at den dristige Mands ligefremme Ord blev optaget vel. En Gang traf han paa en Gæstgiver- gaard en Skolemester, som han kom i Samtale med. Denne Samtale endte med, at Skolemesteren slog ham og tog fat i ham for at smide ham ud. Hauge sagde da ganske sagtmodigt, at Skolemesteren maatte vente med at smide ham ud, til han havde faaet sin Fortæring betalt.

Da dette var sket, knappede Hauge stilfærdigt sin Frakke og sagde: «Det er godt at være velklædt, naar det er koldt, ligesaa at være rustet med Kristi Kærlighed, saa jeg kan bede for dem, som overfalde og forfølge mig». Da var Skole­mesterens Vrede slukket, og han brast i Angersgraad.

«Ud vil jeg! Ud, o — saa langt, langt over de høje Fjælde» : saaledes synger den norske Gut hos Bjørnson, saaledes sang det ogsaa i «Bondedrengen fra Rolvsø», han vilde længere bort, ikke for at se eller høre noget nyt eller stort, men for at bringe den store Nyhed, den evig unge Nyhed om Frelsen af Guds Naade «langt, langt ud». I Sommeren 1798 steg han ombord paa en bergensisk Skude for at sejle den lange Vej sønden om Lindesnæs og naa denne Norges anden Hovedstad. Her fandt han god Jordbund for Ordets Sæd; thi ikke blot var her en Del nedarvet Kristendom, men her stod ogsaa i sin fulde Kraft en Mand, som ragede et Hoved op over sin Samtid, Stiftsprovst, senere Biskop, Johan Nordal Brun, Norges, ja vel hele Nordens største Prædikant, der «ikke skammede sig ved Kristi Evangelium», men prædikede «Jesum Kristum og ham korsfæstet» med en overbevisende Kraft, som Hjærterne havde svært ved at modstaa.         .

Hauge fandt strax en kærlig Modtagelse hos en gammel syvtiaarig Kvinde Maren Boes, der i sine yngre Dage havde tjent hos den bekendte Biskop Pontoppidan, og hos hvem et Mindernes Væld brød frem ved Hauges Prædiken, saa hun blev glad i Gud, som i hin Tid, da hun havde været under Pontoppidans Paavirkning. Han vandt mange Venner, men ogsaa Fjender (fiender), og paa ham passede Ordet : «varme

 

 

-94-

Venner, varme Fjender». Disse sidste fik Gadedrengene til at støje og larme udenfor Husene, hvori Hauge holdt sine Forsamlinger. Da det ikke hjalp, klagede de til Politiet; men Nordal Brun holdt sin stærke Haand over sin Troesfælle, og afgav en Erklæring til hans Fordel, som sluttede med de sande, træffende Ord :  «Maa Halvlærde skrive frit imod Guds Ord for Millioner, saa maa vel og Ulærde, som elske Guds Ord paa sin Vis, tale det frit i privat Hus for en Snes Mennesker».

Fra Bergen drog Hauge sydover langs Norges Vest­land, og derfra vendte han tilbage til Østlandet. Han fandt til sin store Glæde, at den udstrøede Sæd havde spiret godt, navnlig i et Sogn, som hedder Eker. Her boede en meget rig og højt anset Mand Kristofer Hoen, han havde været blandt Hauges Tilhørere, og hvad han havde hørt, havde gjort et dybt og blivende Indtryk paa ham. Da Hauge kom tilbage, bad han ham holde Forsamling paa sin store Fædrenegaard og indbød tillige Lensmanden og Præsten Fr. Schmidr (død 1841 i Himmelev paa Sjælland).

De sidstnævnte kom begge, men kun for at gjøre Indsigelse mod, at Hauge talte. Derover blev den forsamlede Mængde forbitret og højrøstet. Tilsidst kom Hauge til Orde. Da han havde talt, talte Præsten imod ham. Det ene Ord tog det andet; Enden blev, at Lensmanden arresterede Hauge med megen Højtidelighed. Kristofer Hoen holdt gode Miner og bad kun om Tilladelse til at køre Arrestanten til Lensmandens Gaard. Det fik han Lov til. Han havde paa Gaarden en Hest, der var en udmærket Traver; den spændte han for Kærren. Lensmanden kørte afsted, Hoen med Hauge kom bagefter; men da de havde kjørt en liden Stund, gav Hoen sin hurtige Hest af Pisken; i susende Fart fløj han med Fangen forbi den værdige Lensmand og var snart af Syne. Hoens Rigdom og Anseelse gjorde, at dette gik upaatalt hen.

En anden mægtig Storbonde sluttede sig noget senere til Hauge. Det var Lensmanden Tollef Olsen Bache, en

-95-

meget begavet, højt oplyst og daadkraftig Mand. Det var ved et Gravøl, at denne Mand først kom i Berøring med det stærke Livsrøre, som var vaagnet i Norge. Det blev ved Gildet omtalt, at der var kommen en Mand til Bygden og prædikede, og man blev enig om at sende Bud til Prædikanten og bede ham tale til de i Gildesgaarden forsamlede.

Han kom beredvillig; det var ikke Hauge, men en anden opvakt Bonde, som hed Søren Nielsen Røer. Hans Ord gjorde Indtryk paa Bache, som indbød ham til at tale paa sin egen Gaard, hvor han i den Aniedning fik samlet en stor Mængde Mennesker. Bache kom til flere Forsamlinger, som Røer holdt, og havde alvorlige Samtaler med denne; han følte sig mægtig dragen, men der var ogsaa meget, som holdt tilbage. Da tog han en Søndag Morgen sin Salmebog frem og nynnede en Salme; og i denne Salme forekom Ordene :

Aldrig ser jeg Gud Dit Rige,

Uden det af Naade sker,

 

disse Ord slog ned i hans Hjærte som et Lyn, der faldt som et Slør fra hans indre Øje, han saa Fordærvelsens Afgrund i sit Hjærte, men ogsaa Naadens bundløse Dyb.

Fra det Øjeblik af begyndte han et nyt Liv og han bekendte med Kraft til Saliggørelse, hvad han havde troet til Ret- færdighed. Paa Grund af sin store Begavelse, sin stærke Vilje og ansete udvortes Stilling blev han en af Hauges bedste Støtter.

Der havde nu efterhaanden samlet sig en større Flok af Lægprædikanter, der med Hauge som en Slags Formand, spredte sig rundt omkring i Landet. Mange af dem døjede (måtte utstå) meget; der var dem, som maatte sidde i Fængsel i Aarevis; men man hørte kun om en eneste, der indlod sig paa at love, at han aldrig mere vilde tale offent- ligt og saaledes slap fri, de andre holdt trofast ud i Fængslet, saalænge til man blev ked af at have dem der og slap dem løs.

-96-

I det sidste Aar af det 18de Aarhundrede finde vi Hauge i Trondhjem. I en af Byens Aviser forkyndtes hans Nærværelse saaledes :  «Den berygtede Hans Nielsen Hauge, Ypperstepræst og Høvidsmand for den hellige Bande, som flakker omkring og skal have fordelt sig over Landet, er ogsaa hidkommet».

Og Redaktøren, som ellers var radikal Frihedsmand, der i høje Toner deklamerede om Talefrihed og Menneskerettigheder, hidsede ligefrem Politiet paa Hauge og hans Venner; det er nu en Gang saa saare vanskeligt, at unde andre den Frihed, man kræver for sig selv.

Hauge fik dog en Tid lang Frihed til at virke, da. Biskop Schønheyder var en fredelig Mand, som anbefalede Mildhed og Overbærenhed. Han talte ikke blot i Trond­hjem ; men rejste ogsaa om paa Landet. Paa en af disse Rejser kom han en Dag ombord i en Baad, der viste sig at være læk. Baadens Ejer blev meget harm derover, gav sig til at sværge og bande og raabte, at «Djævelen var i Baaden».

Hauge gjorde da den Bemærkning :  «Djævelen er ikke i Baaden, men i Dig, som kalder paa ham». Baa­dens Ejer gjorde derpaa den uimodsigelige Kontrabemærkning : «at man da ikke altid kunde sidde og læse».

Hertil svarede Hauge : «Kan Du altid spise? Hvis Du forsøger derpaa, vil Du blot fordærve Maven; spiser Du derimod saa meget,, som Du har godt af og arbejder flittig, da er Du bedre tjent. Det samme er og Tilfældet med at læse. Vil Du stedse læse, da vil det kun udmatte Dig og ikke bringe Dig nogen Nytte; læser Du derimod lidet og søger at indrette Din Vandel derefter, saa kan dette forbedre Dit Levnet og blive Dig til Gavn for Tid og Evighed».

Det overbeviste Manden, han blev fra et bandende til et bedende Menneske og velsignede den Rotur.

Hauges Virksomhed bar i de Egne i det hele taget rig Frugt, og der var Sogne, hvori «de fleste aflagde Drukkenskab, Banden med flere Laster». Men netop dette ophidsede Modstanderne, særlig de Hauge fjendske Præster.

 

 

-97-

Schønheyder blev ogsaa betænkelig og foranledigede Hauge arresteret. Denne maatte tilbringe Slutningen af det gamle Aarhundrede i Fængsel. Juleaften 1799 skrev han i sin Arrest en Sang, hvis første Vers lød saaledes :

«Jeg er hos Gud i Naade, Hvad skader Verden mig ?

Lad kun den store Vaade Alt bruse med sin Svig

Og mit Legeme binde Ind i det inderste Hul,

Saa skal dog Aanden vinde Og holde glædelig Jul».

 

Endelig kom Sagen til Doms og Dommen lød paa, at Hauge skulde en Maaned i Tugthuset. Han appellerede ikke, men gik frimodig ind i det Hus, om hvilket han skrev :

«Dette Sted kaldes et Forbedringshus; Men vemodigt maa jeg klage; her er en syndig Sus».

Han blev vel behandlet, fik Lov til at læse og skrive og forfattede i Tugthuset et Skrift kaldet «Den kristelige Lære, forklaret over Epistlerne og Evangelierne». Tugthustiden «var som en hurtig flyvende Fugl over hans Hoved», og den sidste Dag i dette Hus skrev han et Digt, der ender saaledes :

 

«Det er bekendt, hvorfor jeg den korte Tid har været her,

Det skete, for jeg havde Himlens Gud og min Næste kær,

Bekender hans Navn for stor og liden,

Derfor maa jeg lide Spot og Trængsel i Tiden.

Dog det er en Naade og jeg af ganske Hjærte takker Gud,

Thi Trængselen er let, naar jeg følger hans Bud».

 

Da Tugthusdørene lukkede sig op, blev Hauge modtaget af Venner med aabne Arme. Overalt hvor han kom frem, mødte han Deltagelse og Velvilje, og hans Rejse op gennem Landet var mange Steder som et Triumftog. Han begav

 

 

-98-

sig til sin Hjemstavn, hvor han traf sin Søster Anne, som var ham kær fremfor alle andre, syg til Døden og tung i Sindet. Men Glæden over den elskede Broders Komme og hans Ord lyste op for hende, og et Par Dage efter hans Hjemkomst sov hun stille og glad hen med Guds Fred i Hjærtet og Guds Børns glade Haab for Øje. Hauge tog sig hendes Død saare nær. Han skrev derom : «Det klareste Lys er borte», og, at dette Dødsfald «mest havde saaret i hans Hjærte».

Det ny Aarhundrede bragte Hans Hauge til København. Hans Maal var nærmest at faa nogle af sine Skrifter, blandt andet det ovennævnte i Tugthuset forfattede, trykket. Han arbejdede rastløst med at rette, korrigere, ordne, ind- pakke og afsende de forskellige Skrifter, hvoraf dog en Del vare Oversættelser; de bleve alle trykte i flere tusende Exemplarer og fandt rivende Afsætning.

Professor Bang meddeler en Kritik over en af Hauges Bøger, for­fattet af Præsten Frimann, af hvem vi have flere Salmer i Roskilde Konvents Salmebog. Denne Kritik viser, at tog Hauge haardt paa Præsterne, saa gjorde de ogsaa Gengæld; thi den slutter med følgende, alt andet end kristenkærlige eller fromme Ord : «Maatte denne vandrende Hr. Fader komme betids velforvaret i Rolighed paa et verdsligt eller aandeligt Sorgenfri, hvor han til Tidsfordriv i ledige Stunder jo endnu kunde divertere sig med Dragen i Aabenbaringen og smaasnakke med sin gamle Monfrere, Mikael, og hans Engle».

Efter et halvt Aars Ophold i Danmark, vendte Hauge tilbage til Norge. Her var, under hans Fraværelse, adskilligt vrangt kommen frem. Der var begyndt at ytre sig legem­lige Rystelser og Krampetilfælde, ja man havde endog hist og her sat sligt som det eneste sikre Tegn paa Omvendelsens Sandhed. Mange af de Vakte vare ogsaa henfaldne til en overspændt, sværmerisk Stemning, saa de mente, at de ikke burde gøre andet end læse, bede, tale, og forsømte deres jordiske Gerning.

Herimod, navnlig mod det sidste, For-

 

 

-99-

sømmelighed i det timelige Kald, traadte Hauge bestemt og alvorligt op. Han havde altid været og var endnu en flittig og arbejdsom Mand, og han satte «Søvn og Ørkesløshed» ved Siden af «Horeri, Fraadseri og Drukkenskab». Han fremhævede idelig Apostelens Ord : «Dersom nogen ikke vil arbejde, han bør ikke heller æde». Han nøjedes ikke blot med at advare mod Dovenskab, men han opmuntrede og vejledede ogsaa til Flid og Arbejdsomhed.

Mange kom til ham om Raad med Hensyn til Livsstilling, og han viste sig at være i Besiddelse af en stor og sikker Menneskekundskab, saa han i Reglen fandt den rette Plads for den rette Mand; det samme lagde han ogsaa for Dagen med Hensyn til Giftermaalsanliggender, i hvilke hans Venner hyppigt tog sin Tilflugt til ham. Det var Hauges An­skuelse, at den naturlige Kærlighed mellem unge Menne­sker var en falsk Grundvold at bygge Ægteskabet paa. Den rette Maade at stifte disse, var at lægge Sagen i ældre, erfarne Folks Hænder; og disse af ham foretagne Ægteskabsstiftelser var et godt Middel til at holde hans Venneflok sam­men og hindre udenvælts Indflydelser fra at gøre sig gældende.

Hauge tilbragte længere Tid efter sin Hjemkomst fra Danmark med at rejse om i det sydlige Norge. Og man faar et Begreb om Rækkevidden og Styrken af den store Opvækkelse, han og hans Venner havde været Redskaber til at fremkalde, naar vi læse, hvad han om den Tid skriver :   «Det   er  næsten   ubeskriveligt, hvad Sorg og Glæde, Arbejde og Vaagenhed jeg havde i denne Tid; thi mange Nætter sov jeg ikke mere end 2 til 3 Timer, og enten jeg var paa Vejen, paa Rejsen, saa fulgte mange for at tale med mig, eller jeg var i Hus, saa strømmede mange der­hen for det samme, saa jeg talede, lærte eller skrev stedse».

Paa en Gaard i Faaberg traf Hauge en forhen­værende Underofficer, som i sin Tid havde været med at arrestere ham; men som var bleven vakt ved Hauges Vidnesbyrd for sine Fangevogtere. Denne Mand havde i sin Soldatertid døjet meget for sin Tros Skyld af sine raa

 

 

-100-

Kammerater og Foresatte. En Officer havde med dragen Sabel i Haanden med Eder og Forbandelser tvunget ham til at indtage et Brækmiddel for at han, som Officeren haanligt og bespottende sagde, «kunde kaste den Hellig- Aand op». Men den plagede Mand var bleven sin Over­bevisning tro og var tilsidst, ene og alene for den Sags Skyld, bleven afskediget fra sin Post. Han var nu bleven Gaardmand og hans Gaard et Samlingsted for Hauges ’ Venner i Omegnen.

Paa Eker fik Hauge, der af Naturen havde en ualmindelig sund Sands og skarpt Blik paa det praktiske Liv og ypperligt Greb paa at handle og forvalte, en Tanke bragt til Udførelse, som han havde faaet nede i Danmark, den, at anlægge en Papirmølle. Sex af hans Venner fik han til at skyde de fornødne Penge sammen, senere traadte flere andre til. Selv hjalp han baade med at skaffe Laan, Materiale, Arbejdere, og med at ordne det Hele efter hvad han havde set paa de danske Papirmøller.

Ejerne havde alt til fælles og førte fælles Husholdning, de spiste ved samme Bord som deres Arbejdere; der blev holdt Bøn før og efter hvert Maaltid af forskellige. Strængt og dygtigt blev der arbejdet; men i Hviletimerne forfriskede man sig med Sang og Bøn og Guds Ord. Denne Mølle gik der stort Ry af, og den blev et Midtpunkt for troende Menne­sker i vide Kredse, som samledes der til Opbyggelse og som altid fandt gæstmild Modtagelse og aandeligt Samfund. Lignende haugianske Kolonier dannede der sig ogsaa andre Steder, ofte ved at flere aandsbeslægtede Familier købte enligtliggende eller forfaldne Gaarde, som de da opdyrkede og drev i Fællig.

I Hallingdalen havde en af de Opvakte forkyndt, at Dommedag stod for Døren og derved afstedkommet megen Forvirring. Hauge skyndte sig derop, tog ind hos sin Ven, den rige Storbonde, Guttorm Kolbjørnsen Haftorn. Han «overbeviste Folk med Kristi Ord, at intet Menneske ved (vet) den Dag», og han fik den vilde Bevægelse til at lægge sig.

 

 

-101-

Fra Haftorn rejste han videre over Fjældene til Dels paa Ski. Saaledes kom han ogsaa til det store Fjældsogn Aal. En Lørdag Aften var der flere Hundrede Mennesker forsamlede om ham, og hans Tale havde mægtigt grebet Hjærterne. Med et dukker Lensmanden paa Stedet frem og erklærer Hauge for Arrestant. Folket blev forbitret; man raabte til Lensmanden, «at han lod dem, som øvede Synder og Laster, være paa fri Fod, men vilde fængsle den, som advarede og arbejdede imod sligt». Der manglede kun lidt i, at man havde kastet sig over Lensmanden og maaske dræbt ham i Ophidselsen.

Da raabte Hauge med Tordenrøst : «Vi maa ikke gribe til Sværdet for at forsvare os, men i Taalmodighed og Gudhengivenhed afvente, hvad han tillader vore Fjender at gøre med os. Det er min Pligt at følge Lensmanden, saafremt han har Øvrighedens Ordre; thi der er ikke Øvrighed uden af Gud». Saa blev der Stilhed.

Lensmanden var en ond og raa Mand, der ret vilde have Grin med sin Fange. Han sendte en utugtig Kvinde i Rummet, hvori han havde sat Hauge i Arrest, for at hun skulde forarge ham med Ord og Miner; men Hauge talte den skændige Kvinde til, ikke med Lovens Torden, nej ! med Evangeliets sagte Susen, fortalte hende om Jesu Kærlighed og Længsel efter Syndere, saa hun blev greben af Ordet, gav sig til at græde og gik ud af Fangcværelset med et sønderknust Hjærte.

Lensmanden fandt dog paa ny Spilloper. Han indfandt sig med sin Kone og en hel Flok lystige Verdensmennesker i Hauges Stue; de havde en Spillemand med sig, han spillede op, og man svingede sig lystig i Dandsen. Jublen steg og kendte ingen Grændser, da Lensmandens tykke Kone gik hen til Hauge, tog ham i Haanden og bad ham om en Dands. «Den skal Du faa», svarede Hauge, «naar blot Spillemanden vil spille den Slaat, som jeg ønsker». Han vendte sig til Spillemanden og sagde : «Spil nu, som jeg synger».

Derpaa intonerede Hauge med klar og fast Stemme Verset :

 

 

-102-

«Nu bør ej Synden mere Med Magt og Herredom

Udi mit Kød regere, Men daglig kastes om».

Spillemanden lod Buen synke, det blev stille i Stuen, og Lensmandskonen slap Hauges Haand. Da han var til Ende med Sangen, tog Hauge til Orde og talte de forsamlede til med Kraft og Ild og Salvelse. Nogle kom bitterligt til at græde, andre udtalte Ønske om, at de maatte blive som han, andre bekendte, at de fortrød, hvad de havde gjort; selv de mest forhærdede følte sig skamfulde og listede sig tavse (tause) bort.

Under stærk Bevogtning blev Hauge ved Midnatstid ført til Fogden, som boede i Ringerike og som var en retfærdig og tolerant Mand. Han tog Hauge i Forhør. Blandt andet spurgte Fogden, om «Hauge vidste, at en Kone havde hængt sig formedelst hans Lærdorm». Hauge benægtede at vide noget derom og tilføjede, «at om han havde talt Guds Ord til hende og hun havde taget det fejl op, da kunde han ikke være mere Skyld deri, end Kristus var i, at Judas hængte sig». Det slog Fogden og han satte den ejendommelige Fange i Frihed; tillige afgav han den Erklæring, at det han kendte til Hauges Venner vare de «sædelige og stræbsomme Folk, som med Agtelse for Religionen forbandt Lydighed mod Lovene».

Fra Ringerike drog Hauge over Filefjeld ad Bergen til. Paa sin Rejse havde han en Mand med sig, der hed Ole Rørsveen. Han var fra det sydlige Norge, var 1798 bleven revet med af den Bevægelse, som Hauges Prædiken havde afstedkommet; men Hauge havde han ikke set; da han saa hørte, at denne var i Bergen (paa sin første Bergenrejse), tog han sig for at rejse til Fods til Bergen. Han spurgte troskyldigt om «Vejen til Bergen» og Folk lo ad ham, men han lod sig ikke skræmme og naaede sit Maal, fik set og talt med Hauge. Fra den Stund havde han svært ved at være fra Hauge; og da denne rejste fra Bergen til

 

 

-103-

Throndhjem uden at tage Ole Rørsveen med sig, fulgte Ole bagefter.

En Dag stod Hauge i et Bogtrykkeri i Throndhjem og var ved at ordne noget med Hensyn til en Salmesamling, som han udgav. Han saa Vennen træde ind og skjulte sig. Ole spurgte strax, hvor den, som udgav disse Salmer, var at finde, da sprang Hauge frem, tog Vennen med Hænderne om Hovedet, saa han skjulte hans Øjne og bad ham gætte, hvem det var; hvad denne selvfølgelig strax gjorde.

Fra den Stund vare de to sjældent ret længe fra hinanden og Ole Rørsveen efterkom bogstaveligt Skriftens Formaning : «Bærer hverandres Byrde» saa trofast, at han «blev helt krogrygget af at bære Hauges Skrifter i en Sæk». Ole Rørsveens Hustra Martha var ogsaa en af Hauges særlig kære og trofaste Venner, hun vovede endog at irettesætte sin Lærer og Mester. En Gang var Hauge sammen med en Del Venner, navnlig unge Mennesker. Han var af Naturen munter og spøgefuld og kunde i fortrolige Kredse slaa Gækken løs.

Det gjorde han ogsaa ved den Lejlighed; men da han gik over Stregen slog Martha ham paa Skuldren og sagde alvorligt : «Pas Dig nu Hans». — Han følte og erkendte, at hun havde Ret og takkede hende for den betimelige Advarsel.

Under dette sit tredje Ophold i Bergen gjorde Hauge Bekendtskab med en mærkelig og betydelig Mand. Da han kom til Staden, hørte han, at der, da han sidst havde været i Bergen, efter hans Afrejse var kommet en ung Mand fra Rennesø, som meget ivrigt havde spurgt efter Hauge. Denne Mand var Jon Haugvaldstad, født paa Gaarden af samme Navn. Han havde fra sin tidlige Barn­dom af været stille og indesluttet, havde aldrig fundet Smag i Ungdommens sædvanlige Forlystelser, men altid længtes efter en anden og bedre Glæde, som dog ingen kunde give ham Anvisning paa. Saadan henlevede han sin Ungdom i Længsel og Attraa.

Da hændtes det en Dag, at en ung Mand kom til Bygden fra Hallingdalen; det var en af de sværmende Aander, som ventede vor Herres

 

 

-104-

Genkomst til en bestemt Dag; han var ogsaa paa Haugvaldstad, og ved Afskeden sagde han til en gammel Kone, «at hun maatte tænke paa Dommedag, der snart vilde komme».

Denne Kone fortalte det til Gaardens Søn, der blev meget urolig og betaget af den Efterretning. Nogen Tid efter kom en af Hauges Venner til Egnen, han holdt en Forsamling, i hvilken han talte om det gamle og det nye Menneske, senere kom der en Kvinde, som ogsaa talte ved Forsamlingen. Alt dette i Forening virkede stærkt paa det unge Menneske. Han kom ind i en meget vold­som Bodskamp, under hvilken han idelig hørte en Røst, som raabte ham i Ørene :  «Du er fordømt !»

Han selv skildrede senere sin daværende Tilstand saaledes : «Jeg laa paa Jorden som en Orm og raabte med stærke Skrig til ham, som jeg før havde fundet saa venlig, saa nedladende og tilgængelig, jeg fornam noget af, hvad det vil sige at falde i den levende Guds Hænder». Efterhaanden stillede Stormen dog af, Skyerne spredtes, og den Sol opgik over hans Indre, om hvilken det hedder i Sangen : «Guds Fred er Sjælesolen, som aldrig gaar ned».

Men der var dog mange Tvivl endnu tilbage, og da han hørte, at Hauge var i Bergen, drog han did for at træffe ham, i det Haab, at denne Guds Mand, om hvem han havde hørt saa meget, kunde hjælpe ham til Rette. Stor var Skuffelsen, da han kom for silde, og fandt, at Hauge var bortrejst.

Dette hørte nu Hauge, da han atter kom til Bergen. Han, som altid var utrættelig og aldrig sparede nogen Møje, besluttede da at opsøge den, som forgæves havde søgt efter ham, og rejste til Rennesø, hvor han talte med den unge Mand, som senere om denne Samtale sagde : «Jeg blev ikke skuffet i mit Haab, at jeg vilde finde mere hos ham for min Trang, end hos de andre rejsende, jeg talte med». Jon Haugvaldstad blev, næst Hauge, den betydeligste af de norske Lægprædikanter og øvede en vidtrækkende og overordentlig stor Indflydelse; ham skyldes det væsentlig, at Hedningemissionen tog saa stærkt Opsving

-105-

og er bleven saa betydelig en Faktor i det aandelige Liv i Norge, som den er. Hauge yndede dog ikke ret Jon Hauge- valdstads noget traurige Væsen og klynkende Stemme, og han sagde en Gang senere til ham: «Dette Dit Væsen er taget og ikke givet».

 

III. Kapitel.

Købmandskab i Bergen. — Ordets Frugter i Hevne. — Ole og Østen.  —   Barnemordet i Lerstad. — Præsten Bechs Bog. — Udvisning fra Throndhjem. — »Far herud urene Aand«. — Sædekorn og Guds Ord. — Hos Finnerne i Tromsø. — Ole Bache og Hans Hauge i Danmark. — Forholdet til «de stærke Jyder». — Forsamlingen paa Eker. — I Fængsel og Jærn. — Autoriteternes Raadvildhed. — Undersøgelseskommissionen. —   Langvarigt Fængselsliv. — Underrettens Dom. — Saltnøden og Fri­givelsen. — Overrettens Dom. — Bakkehaugen og Besøgene der. — Ægtestanden. — Bredtvedt og Livet der. — Forargelse og Splidagtighed blandt Hauges Venner. — Livsaften og Dødstund. — Eftermæle.

 

Hauge var, som tidligere berørt, en overmaade virksom Natur, der benyttede Tiden med smaalig Nøjagtighed og ikke med sin gode Vilje spildte et Øjeblik.

Paa sine Fodvandringer strikkede han uafladeligt; endog naar han var i Følge med flere og førte livlig Samtale, vare Strikkepindene ikke stille. Naar han var til Huse havde han Snitværk, Bogbinderi og lignende Husflidsgerning imellem Hænderne. Ved Anlæget af Eker Papirsmølle og flere andre Lejligheder havde han lagt stort Forretningsnille for Dagen.

Under sit sidstnævnte Ophold i Bergen be­sluttede han at tage fast Bolig der og drive Købmands-forretning. Hauges Modstandere have heraf taget Anledning til at beskylde ham for Pengegerrighed, medens hans Venner

 

 

-106-

have underlagt denne Beslutning udelukkende aandelige Bevæggrunde. Sandheden er vist ganske simpel den, at den Trang til fast Virksomhed og Lyst til at erhverve sig en timelig god Stilling, som vaagner hos de fleste Mennesker i Overgangen fra Ynglingealderen til Mandomsaarene, var kommen stærkt til Live i den nu 30 aarige Hauge.

Til at grundlægge en saadan Forretning savnede Hauge ikke de fornødne Midler. Han havde Penge hjemmefra og havde forøget disse ved Flid og Sparsommelighed. Den nævnte Maren Boes havde testamenteret ham 1000 Daler «fordi han ved at befordre Guds Ære og Menneskenes Vel var under Forfølgelse» og disse Penge udbetalte hun ham i levende Live til Hjælp til at sætte Handelen i Gang.

Det var navnlig Korn og Fiskehandel, som han drev, og det gik godt. Efterhaanden lagde han sig ogsaa efter Skibsrederi, saa han kunde føre sine Varer med egne Skibe. Han opgav dog ikke sine Opbyggelsesrejser, men forenede dem stundom med Handelsrejser. Paa en af disse Rejser fra Bergen af holdt Hauge i Hevne Præstegjæld en Tale, som gjorde et overordentligt og uforglemmeligt Indtryk. Den havde til Tekst Davids Ord om de Hellige : «Naar de gaa gjennem Morbærdalen, gøre de den til Kildevæld, ja, og en Regn med Velsignelser skal bedække dem». Da den var til Ende, udbrød Stedets Skolemester, som havde været en meget forbitret Modstander af Haugianerne : «Saaminsandt, der maa være noget, som vi inte forstaar os paa; Guds Aand maa tale igennem dette Menneske». Nogle Aar efter kunde en rejsende, den bekjendte Chr. Pram, fortælle, at næsten hele Befolkningen i Hevne hørte til Hauges Sekt.

Der er et gammelt Ord, som siger : «Gud hjælpe mig for mine Venner, for mine Fjender skal jeg nok selv hjælpe mig». Dette Ord kom til at sæde ogsaa for Hauges Ved­kommende. Hans forvildede Venner gjorde ham mere Skade end hans forbitrede Fjender.

Blandt dem, der vare blevne vakte ved en af Hauges Taler, var ogsaa to Brødre Ole og Østen, som boede

-107-

sammen paa en enligt liggende Gaard, der hed Nordaune, og som tilhørte Ole. De havde kun hørt Hauge een Gang; han havde kaldet til Omvendelse, og det følte de baade Trang og Vilje til. Men hvad det egentlig var, stod uklart for dem, og ingen kendte de, som kunde klare det.

De henfaldt i mørke Tanker. En Dag besluttede de at brænde Oles Violin, formodentlig havde Hauge advaret mod Dans; men de vare bange, at Djævelen skulde forhindre dette sit Redskab fra at brænde; de forsøgte det derfor først med Buen, den knitrede nok saa lystigt i Heden, da bleve de glade og kastede Violinen bagefter den. Nu var det farlige Instrument ryddet af Vejen, men dermed var Freden ikke vundet. En Aften var Ole gaaet i Seng, han kaldte paa en af sine Tjenestepiger, bød hende knæle foran hans Seng og bede. Da hun ikke hurtigt adlød, slog han hende saa voldsomt, at hun sank om som død. Nu gjaldt det om at kalde hende til Live. Med det Maal for Øje lagde han den ene af sine Bøger efter den anden paa hende, og da den sidste af disse, Katekismussen, blev lagt øverst paa Bog-stabelen, kom hun til sig selv.

En Dag senere stod Ole og Østen sammen i en Stue. Med et kom det over dem, at de tog hinanden i Haanden og gave sig til at hoppe og springe som gale Mennesker, hvad de vel ogsaa vare, saalænge til de begge segnede afmægtige til Gulvet. Det blev værre endnu; i Følge en uimodstaaelig Indskydelse bed Ole Næsen og Overlæben af Broderen og denne kastede det afbidte paa Ilden og prisede Ole, fordi han dermed havde gjort en god Gerning. Oles Kone løb nu med sit lille Barn til den nærmeste Gaard om Hjælp. Ole tog imidlertid en tredje Broder, som hed Anders, og slæbte ham med Magt hen til Ilden, trods Anders gjorde Modstand og skreg, og holdt hans højre Haand ind i Ilden; Tjenestepigen vilde ile Anders til Hjælp, men Østen holdt hende tilbage med Magt. Da Hjælpen kom, saa modtog Ole de indtrængende med Udraabet : «Nu ere I Sjæle her frelste».

Ole maatte fra den Stund holdes i Forvaring, var mere udvortes rolig,

 

 

-108-

men indvortes fuld af Uro. Først da noget senere to fromme Piger, som hørte til Hauges Venner, kom i Besøg paa Gaarden, blev der bragt Lys og Fred i Oles Hjærte ved disses milde og kærlige Samtaler. Oles Kone blev saa overvældet af Glæde, at hun troskyldigt tænkte, at disse to Piger vistnok vare et Par Engle i Menneskeskikkelse, og om Aftenen, da de vare gaaede i Seng, listede hun sig hen til deres Leje for at se, om der ikke skulde være en Gisle om deres Hoveder.

Noget lignende forefaldt et andet Sted, nemlig i Sognet Lexviken. Her havde, ikke Hauge selv, men to af hans Tilhengere prædiket og fremkaldt en stærk Opvækkelse. Men det var her, som paa Nordaune; Prædikanterne rejste bort, og der blev ingen Vejledere tilbage.

De Vakte henfaldt derfor til mange Underligheder og Griller. En af disse, Anders Hernes, var især fremtrædende, og han blev set op til som et Lys, som en, over hvem Guds Aand hvilede i særegen Grad, saa alle de andre bøjede sig for ham. En hellig tre Kongers Aften var han Gæst paa Gaarden Lerstad; man talte med hinanden til sent ud paa Aftenen. Ved Midnatstid bød Anders alle, som vare i Stuen, at gaa i Seng; de, som mente, at Hellig-Aanden talte gennem Anders, skyndte sig at adlyde. Han bød dem under Trusler at ligge stille, gik derpaa hen til en Vugge, hvori der laa et lille Barn. «Enten maa jeg», raabte han, «eller Barnet sætte Livet til», tog det skrigende Barn op, kastede det derpaa i Vuggen igen, slog saa voldsomt paa det, at Bunden gik ud af Vuggen og Barnet blev dræbt, «Nu har jeg frelst Barnet», sagde han, og hverken Barnets Fader eller hans to voxne Sønner vovede at røre sig.

En Tjenestepige var imidlertid kommen til Besindelse og ilede ud at hente Hjælp. Da Naboerne kom til, vidste Manden, Jon Lerstad, hverken ud eller ind og var helt fortumlet, den ene al de voxne Sønner derimod yttrede, at hvad der var sket, «var Guds Værk».

Disse sørgelige, uhyggelige Begivenheder fløj paa Rygtets

-109-

Vinger viden om Land, de voxede i Gru under Vandringen fra Mund til Mund, og Skylden for det Hele blev kastet paa Hans Hauge, saa der tændtes stor Forbitrelse i manges Sind imod ham.

Den daværende Præst i Throndhjem, senere Biskop i Kristiania, Bech, udgav paa Tryk en «Advarsel mod Sværmeri og dets bedrøvelige Virkninger», hvori han til Skræk og Advarsel anfører, «at Galenskabet har naaet den Højde, at de forvildede paa det skrækkeligste og latterligste tillige have mishandlet deres eget og andres Legeme i den afsindige Tro, at de derved vilde frelses fra den tilkommende Fordømmelse, ja at en forrykt har gjort Ende paa et uskyldigt Barns Liv og det med Faderens Bifald i den ligesaa afsindige Mening at ville uddrive en ond Aand af en Skabning, om hvilken Jesus saa tydelig erklærer, at det er just saadanne, som høre ham til».

Alt dette havde vakt en saadan Misstemning mod Hauge, at da han, nogen Tid efter disse blodige Begiven­heder, kom til Throndhjem i Handelsanliggender og derfra vilde tage en Tur ud paa Landet, blev han overfaldet af en Flok Mænd, som vare bevæbnede med store Stokke og som slæbte ham til den nærmeste Lensmand. Han blev nu ført fra Øvrighedsperson til Øvrighedsperson, endog Stiftamtmanden, Grev Moltke, som tidligere havde været gunstig stemt mod Hauge, talte ham til i Fortørnelse og overøste ham med Bebrejdelser.

Tilsidst blev han transporteret af Øvrigheden ud fra Trondhjems Stift, ligesom man trans­porterer udenlandske Forbrydere over Grændsen. Efter et Ophold i Hjemmet gjorde Hauge en Rejse til det søndenfjeldske Norge. Paa denne gik det ham bedre end i Throndhjem. Vennerne modtog ham med Glæde; et Sted, paa Gaarden Mo, digtede og afsang han et Farvelkvad, som blev bevaret i kær Erindring af mange.

Det begynder saaledes :

Farvel nu Venner kjære, I Store med de Smaa.

-110-

Han kom til Kristiania og til sin Fødestavn, uden at der blev lagt ham betydelige Hindringer i Vejen. Et Sted var en Lensmand sendt ham paa Halsen for om muligt at finde Anledning til at sætte ham fast. Men Lensmanden vendte tilbage med uforrettet Sag og aflagde den Beretning : «Jeg examinerede ham paa mange Maader, men han bandt mig med Guds Ord, da jeg fandt mig for svag til at staa hans Aand og Visdom imod».

Værre gik det Hauge paa Tilbagerejsen, da han lagde Vejen om ad Kolden og det kom til Sammenstød med Præsten Bræmer, som var en af hans ivrigste Modstandere. Hauge holdt flere Forsamlinger paa Gaarde i Sognet. Til en af disse Forsamlinger var Præsten indbudt; han indfandt sig først efter at Hauge havde talt, men denne gjentog paany for Præsten Hovedindholdet af sin Tale.

Præsten blev yderst forbitret og glemte sig selv i den Grad, at han spyttede Hauge i Ansigtet. Med sin sædvanlige Aandsnærværelse sagde Hauge blot : «Jeg mener vi faar synge Sangen : «Far herud urene Aand»». Og under denne Sang «for» Præsten ud af Gaarden.

Ved en senere Forsamling indfandt Præsten sig med Lens­manden for at arrestere ham. Hauge fik imidlertid nys om Sagen og skjulte sig tilligemed Gaardens Ejer i Høladen. Bonden var meget angst; men Hauge sagde: «Aa ! stakkels Dig, som er saa bange, læg Plaanden Din hid og kend, hvor roligt mit Hjerte slaar». Efterstræberne kunde ikke finde de to skjulte og maatte vende tilbage med uforrettet Sag. Efterat have været en Tid hjemme i Bergen, foretog Hauge i Begyndelsen af 1803 en længere Rejse nordpaa, dels i Handelsanliggender, dels for at prædike.

I Throndhjem besøgte han Biskop Schønheyder, som, med Hensyn til at Hauge havde bragt to Ladninger Korn til Staden, hvor der var Kornmangel, sagde til ham : «Naar De kommer til os med Sædekorn, er De langt mere velkommen end forhen med Guds Ord i religiøse Taler». Hvortil Hauge svareae, at han dog mente, at Guds Ord var det bedste Sædekorn.

 

 

-111-

Paa denne Rejse trængte Hauge langt nord paa. Han var 3 Dage og Nætter bestandig under aaben Himmel, og 16 Timer i Træk paa Ski, og var nær død af Sult, da Provianten slap op, fordi hans Vejviser tog fejl af Vejen. Han naaede op til Tromsø, som da var en liden By med nogle Hundrede Indbyggere. Der talte han i et Finnehus, og skønt han jo maatte tale gennem Tolk, gjorde hans Ord stærkt Indtryk paa disse halvvilde, men let bevægelige Mennesker.

Samtidig med at Hauge traadte i Forbindelse med det høje Norden, traadte han ogsaa i Forbindelse med Danmark. Medens han selv var rejst nordpaa, var en af hans Venner, Ole Olsen Bache, rejst syd paa til Jylland, hvor der i Vejleegnen var en stærk Opvækkelse, hvis Hovedmand, den højtbegavede Peder Laursen paa Fredensbjærg, havde skreven til Hans Hauge.

Ole Bache stod Fadder til et Barn, som P. Laurssen havde i Kirke; Meningen var, at der efter Maaltidet skulde have været en Slags Forsamling, ved hvilken Ole Bache skulde have talt; men Sognepræsten, som var tilstede, gjorde Indsigelse derimod. Ole Bache opholdt sig hele Vinteren over i Danmark og i Somren 1804 kom Hans Hauge selv til de «stærke Jyders» Egne og holdt Forsamlinger i Forening med Peder Laurssen. Der er forskellige Meninger om den Anklang Hauges Prædiken fandt i Danmark. Hans Biograf og Beundrer, Professor Bang, priser den «Aandens Enhed og indbyrdes Fortrolighed», der raadede imellem de danske og norske Troesbrødre.

Provst Koch i sin «Danske Kirke­historie» hævder derimod, at i det mindste Peder Laurssen blev «utilfreds» med Hauge og fandt ham usund og uluthersk i Læren, og han anfører et Ord af Peder Laurssen, som skal være rettet mod den store Vægt, som Hauge lagde paa Gerningerne, og lyder saaledes : «Man maatte dog være lidt mere øm og varligen i at fornærme eller foragte eller forbigaa denne højhimmelske og allerhelligste Religions-artikel om den fortabte Synders Retfærdiggjørelse for Gud».

 

 

-112-

Modtagelsen maa i ethvert Fald have været noget kølig, og Indtrykket Haugde gjorde paa de Danske kan ikke have været stort. Det fremgaar blandt andet klart af nogle Ord af Hauge fra senere Tid, som Bang anfører.

Hauge skriver 1816 : «Paa Fyn og især i Sælland har jeg enkelte for­trolige Venner; men i Almindelighed saa syntes jeg ej at finde saadan Oprigtighed, som paa de fleste Steder i Norge, men Træghed og jordisk Sind med Uvilje stødte mig især i Danmark». Ved den Lejlighed, at Hauge var i Danmark, besøgte han ogsaa Christiansfeld, men følte sig ikke ube­tinget tiltrukket af Livet der; man havde for mange Ceremonier og drev for lidt paa Gerninger.

Fra København rejste Hauge tilbage til Norge. Det første Sted, han besøgte, var Gaarden Sørbrøden i Nær­heden af Fredrikshald, hvor nogle af hans kæreste Venner boede. Derfra drog han til sin Hjemstavn Tune, derfra igjen over Kristiania og Drammen til Ekers Papirmølle, hvor en stor Mængde Mennesker vare forsamlede. Der blev sunget, og Hauge talte; mange hørte da for sidste Gang hans Røst.

Et Par Dage efter denne Forsamling indfandt sig i Eker Lensmanden Jens Gram, som tidligere havde været paa Vej til at arrestere Hauge, den Gang da Christofer Hoen borførte ham ved Hjælp af sin raske Traver, og som var en af Hauges bitre Modstandere. Da han nærmede sig, bad man Hauge skjule sig; men han vægrede sig derved, gik Gram i Møde og spurgte, hvad han vilde. Da Gram sagde, at Fogden ønskede at tale med ham, fulgte Hauge ham.

Hauge blev nu indsat i Arresthuset i Hougsund (Hokksund), og Fogden — Collet hed han — lod, i misforstaaet Embedsiver, den fredelige Fange lægge i Jærn, hvad jo ellers kun sker med de værste og mest gjenstridige Forbrydere. Det var den 24de Oktober 1804, at Hauge for tiende Gang blev kastet i Fængsel. Han tænkte vist næppe paa, at denne Fængsling skulde blive den langvarigste og drage saa skæbnesvangre Følger efter sig, hvilket

-113-

var en naturlig Følge af, at den ikke skete i Kraft af en Overbetjents Vilkaarlighed, men paa kongelig Befaling.

Denne kongelige Befaling var fremkaldt ved de ovenomtalte blodige Begivenheder i Forening med de norske Biskoppers ugunstige Indberetninger om Hauge og Haugianerne. En af disse, P. O. Bugge, Forfatter til en ogsaa i Danmark bekendt Postil, erklærede endog : «Hauge er en Skælm og bør behandles som en Skælm».

Saasnart det rygtedes, hvad der var sket med Hauge, mødte mange rige, ansete Folk frem og tilbød saa stor en Kaution, det skulde være for at faa ham paa fri Fod; men Collet vilde ikke indlade sig med dem.

Man havde nu Hauge under Laas og Lukke og til ydermere Sikkerhed i Lænker; men hvad skulde der gøres med ham ? Ja, dette Spørgsmaal brød Cancelliet i Kjøbenhavn og Autoriteterne i Norge deres Hoved med. Mange vilde Tanker kom ved den Lejlighed for Dagens Lys; en vilde have Hauge sat i det mildest mulige Fængsel paa Livstid, en anden vilde have, at han skulde transporteres til en Ø i Sydhavet, en tredje vilde gjøre en anden Griffenfeldt af ham og anbringe ham paa Munkholmen; det var en Amtmand, der gav det sidste vise Raad og tilføjede, at dette burde gøres i «Hemmelighed, fordi den menige Mand saa let vrangelig udtolker endogsaa de viseste og mest vel- gørende Foranstaltninger».

Resultatet blev, at der ved en kongelig Skrivelse nedsattes en Kommission til at undersøge Hauges Sag. Dens første Medlemmer vare, Byfoged i Kristiania, Jakob Wulfsberg og Sorenskriver i Aker, Jakob Aars; Aars fratraadte dog snart og i hans Sted indtraadte Raadmand Ingstad fra Kristiania, senere fratraadte ogsaa Wulfsberg og blev afløst af Overretsassesor Collet.

Hauge selv blev flyttet til Kristiania, hvor Jærnet blev taget af ham, men hvor han iøvrigt blev holdt i streng Forvaring, man nægtede ham endog Bøger og Skrivematerialier. Det er strengt at sidde i Fængsel, men dobbelt strengt for et Friluftsmenneske som

 

 

-114-

Hauge, der var vant til at færdes paa Rejser, og et selskabeligt og livligt Menneske som han, der var vant til næsten uafladeligt at tale til og med andre Mennesker.

Haardt blev han savnet af sine Venner, og der fortælles flere Exempler paa, hvorledes disse stræbte at træde i   Forbindelse med  deres indespærrede Ven.

En Mand fra Vestlandet (Erik Saue fra Voss; red.) var paa sin Fod vandret den lange Vej til Kristiania for om muligt at faa et Glimt at se af og et Ord talt med den ham saa kære Fange. Det kunde ikke tillades. Manden gik da sørgmodig frem og tilbage foran Fængslet, hvori han vidste, at Hauge sad. Gennem Vinduesgitteret skimtede Fangen hans Skikkelse og forstod Sammenhængen. Han tændte da et Lys, holdt det op for Vinduet og pudsede det med en Lysesax, det skulde sige Vennen, og gennem ham Vennerne, «at de skulde udrense de verdslige Begæringer og syndige Lyster, saa deres Lys kunde skinne for Menneskene».

En anden Gang blev Hauge ligeledes opmærksom paa, at en Ven af ham gik op og ned udenfor Fængslet; da nærmede han sig Vinduet og sang ud til Vennen :

Aarvaagne Jesus uden Slummer

Med megen Møje, Strid og Kummer Dit Øje for os Omhu bar;

Hver Dag Du lærte, lægte, lidde, Hver Nat Du for os bad og stridde,

Din Bøn til Gud din Hvile var.

Mig og aarvaagen gør, At jeg maa, som jeg bør,

Vaage og bede. O Jesu kjær !

Giv, at jeg her I Aanden stedse aarvaagen er.

En saadan Bøn trængte Hauge ogsaa til idelig at opsende; thi det gik ham, som det i sin Tid gik Johannes den Døber, da Herodes havde kastet ham i Fængslet. Fængselsluften, Ensomheden, Indespærringen og Sygelighed,

-115-

der navnlig fremtraadte som Skørbug, i Forening med Tanken om den haarde Behandling, som blev ham, den kongetro og lydige Mand, til Del af Regeringen, fremkaldte altsammen dorske og tunge Tanker, svare Tvivl og for- færdelige Anfægtelser. Fængselsmurene var Vidner til mange haarde aandelige Kampe, som han ofte var nærved at bukke under for.

Stadig blev der holdt Forhør, og der blev ham fore­lagt ikke mindre end 600 Spørgsmaal, samtidig bleve Hauges Venner forhørte rundt omkring i Landet, hver ved sit Værnething.

Trods al Kunst og Flid fik man dog intetsomhelst graverende frem, og da Kommissionen i Begyndelsen af 1808 afsluttede sin Virksomhed kunde den ikke fremkomme med andre Beskyldninger end de velbekendte, ofte gentagne.

Indberetning om Undersøgelsens Udfald blev sendt til Kjøbenhavn. Der betænkte man sig et Aar, endelig kom der en Beskikkelse til Undersøgelseskommissionen som Domstol i Hauges Sag; og denne mærkelige Domstol fældede da omsider følgende mærkelige Dom : Hauge fandtes skyldig i,

1) at han ej alene selv har overtraadt Forordningen af 13de Januar 1741, men endog opmuntret og tilskyndet sine Venner til at gøre det samme,

2)     at han udi sine trykte Skrifter har brugt fornærmelige og utilbørlige Udtalelser imod den daværende Lærerstand og en Del af de civile Autoriteter, forsaavidt disse søgte at hæmme hans Tilhængeres lovstridige Fremgangsmaade, samt

3) at han i sine Skrifter har ytret Sætninger, der lettelig kunde lede mindre oplyste til Grublen eller Tvivl over vor Religions Sandheder.

Paa dette Grundlag idømtes ham to Aars Slaveri og Sagens Omkostninger. Denne Dom blev først fældet den 4de December 1813 efter at Sagen endnu en Gang i fire Aar var bleven undersøgt med den smaaligste Grundighed.

Professor Bang siger med Rette : «Der er da i vort Land ingen offentlig Mand, hvis Liv og Færd og Handel og Forretninger paa ethvert Punkt og til enhver Tid er i den Grad som Hauges bleven undersøgt,

-116-

sigtet, vejet, maalt og gennemgransket. Der er vel ogsaa faa, der vilde være kommen saa ren ud af slig Ildprøve som Hauge».

Inden denne Dom faldt, var Hauge dog forlængst paa fri Fod. Indflydelsesrige Mænd havde begyndt at fatte Medynk med den ensomme, syge, nedtrykte Faage. Først havde han faaet Lov at læse, siden at skrive, senere endnu havde han faaet Lov til at modtage Besøg og der var sta­dig bleven lagt til Tiderne, da han havde Lov til at bevæge sig i fri Laft.

Flere Ansøgninger om Frigivelse mod Kaution vare blevne indsendte, en af dem endog med Anbefaling af Prins Christian August og Greverne Moltke og Wedel-Jarlsberg, men havde intet frugtet.

Saa kom Tilfældet til Hjælp. Ved den ulykkelige Krig med England var Norge for en stor Del afspærret fra Handel med Udlandet, blandt mange andre Ulemper, som heraf flød, var det en af de største, at der ingen Saltindførsel kunde finde Sted; det eneste Saltværk i Norge kunde ikke frembringe tilstrækkeligt, og der opstod en Saltnød, som i høj Grad var følelig. Der blev udsat Præmier og afgivet Betænkninger i denne Sag; men Nøden steg Dag for Dag.

En velvillig og ædel Mand, Justitsraad Bull, som allerede havde virket meget for Hauge, gjorde ham opmærksom derpaa, og Hauge, som tidligere havde sat sig ind i Saltkogeri, sendte fra sit Fængsel en Skrivelse, hvori han lovede, at hvis man mod Kaution vilde løslade ham og laane ham 300 Daler, saa vilde han sætte flere Saltkogerier i Gang. Det hjalp.

Justitsraad Bull stillede en Kaution paa 1000 Daler, og den 27de Eebruar 1809 lukkede Fængselsdørene sig op for en Fange, der rigtignok kun lidet lignede den kæmpestærke Mand, som de for fire Aar siden havde lukket inde. Gusten og gul, træt og bøjet med en Mængde Sygdomme i Kroppen (Bang nævner «Blodspytning, Koldfeber, Gigt, Kolik, Skørbug, Vattersot, Forstoppelse, Nervesvækkelse») traadte Hauge atter ud paa Livets Skueplads.

Hans Venner kunde næppe

-117-

kende ham. Han havde dog saa megen Kraft tilbage, at han saa sig i Stand til at indfrie sit Løfte og fik sat flere Saltkogerier i Gang.

Efter nogle Maaneders Frihed maatte han dog atter vende tilbage til Fængslet. Men dette var fra den Stund meget mildt og han fik jævnlig Lov til at foretage Rejser for at besøge sin Familje. Først 1811 blev han sat fuldstændig paa fri Fod. Større Forsamlinger afholdt han sig fra at holde, da Bull havde maattet indestaa for, at han ikke vilde afholde saadanne; men i Vennekredse og i Familiernes Skød bad, læste og talte han, ikke med den Vælde som før, men dog med samme Inderlighed; hans Tale var før som den brusende, skummende Elv, nu var den som det stille Vand med den dybe Grund.

Den ufrivillige Ensomhed i Fængslet med alle de Lidelser og Savn, det medførte, har vel ogsaa haft sin Be­tydning for hans aandelige Udvikling. Der var i hans sidste Tid mere Fred over ham, mere Visdom og Hensynsfuldhed i hans Optræden. Han havde mere Selvkritik og mindre Selvtillid.

Hauge tog Bolig paa Gaarden Bakkehaugen, ikke langt fra Kristiania; den tilhørte hans Broder Mikkel, der var en velhavende Mand; Hans Hauges egen Velstand var gaaet fuldstændig til Grunde, medens han var fængslet. Da Kommissionsdommen faldt, appellerede han til den højeste Ret i Norge. Denne kom ogsaa til et andet Resultat.

Den maatte kende Hauge skyldig i Overtrædelse af den nævnte Forordning af 13de Januar 1741, som forbød Læg- prædikantvirksomheden, i at have opmuntret andre til’ at overtræde samme Lov, og i Fornærmelser mod Gejstlig- heden, men den fandt formildende Omstændigheder at være tilstede, den idømte derfor Hauge kun en Mulkt paa 1000 Daler og Sagens Omkostninger. Pengene bleve hurtigt bragte til Veje af Venner, og den forfulgte, haardt medtagne Mand aandede atter frit.

Bladet havde vendt sig. Den forhen saa ringeagtede

 

 

-118-

Mand var nu en af Norges Mærkværdigheder, som modtog Besøg af de mest ansete og fornemste Mænd. Baade Pro­fessorer og Gejstlige ferdedes paa Bakkenhaugen. Den da­værende Præst og senere Biskop Pawels fortæller f. Ex. om hvorledes han blev hentet af Hauge i Phaeton, lik «god Mad og Vin», medens Damerne bleve trakterede «med Ribsvin». Han fandt Behag i den udskregne Sekterer, fandt at «han havde gjort mere godt end ondt», og at hans Tilhængere udmærkede sig ved «Gudsfrygt, Sædelighed, Fredsommelighed, kort næsten alt, hvad der udgør Borgerværd og fastholder Samfundet».

Den 27de Januar 1815 giftede Hauge sig med Andrea Andersdatter Nyhus, der, samtidig med at han flyttede til Bakkehaugen, var traadt i Tjeneste hos ham som Hus­holderske. Det var en from og troende Kvinde, der længe havde kendt Frelseren. Hun fødte ham en Søn, den nu­værende Provst Andreas Hauge i Skeen (Skien); men strax efter blev hun syg, og det viste sig at være en Sygdom til Døden.

Bang meddeler en smuk Skildring, som Hauge i et af sine Skrifter har givet af hendes sidste Tid. Den lyder saaledes : «Endelig forstod jeg, det lakkede mod hendes Ende. Jeg saa hun havde megen Strid, før hun lagde Hænderne sammen, og hendes Ansigt viste, hun havde et alvorligt Arbejde. Thi spurgte jeg hende, hvor det stod til med hendes indvortes Beredthed. Hun svarede : «Jeg beder». Jeg spurgte hende: «Hvad beder Du om, kære Kone?» Hun svarede: «At komme gennem Dørtærskelen i Guds Hus», og atter sagde hun, «at hun kendte et Glimt af Guds Naade». Efter at jeg havde læsket hendes Legems Tørhed, faldt jeg i Bøn for mig selv, at være fornøjet med Guds Vilje, og for hende, at hun maatte dø den saligste Tid, hvilket jeg selv har ønsket og ønsker. Saa gik jeg til Sengen; da var hun overmaade glad, smilede flere Gange ad mig, tog mig ved Haanden, drog mig ned til sig og bad Farvel, hvorpaa Døden indfandt sig».

Hauge gled sent i Ægteskabets Havn, men maa have

 

 

-119-

sandet Ordet : «Sent, men sødt» ; thi, trods sin fremskredne Alder og store Legemssvaghed, giftede han sig igen med Ingeborg Marie Olsdatter; hun fødte tre Børn, som alle døde i en ung Alder.

Samtidig med, at han indtraadte i sit andet Ægteskab, købte Hauge sig selv en Ejendom, Gaarden Bredtvedt i Aker, ligeledes i Omegnen af Kristiania. Denne Gaard drev han med megen Dygtighed. Skønt han ikke selv kunde tage fat, forstod han ypperligt at faa sine Folk til at ar­bejde, og det med det Gode. Bang fortæller en betegnende Historie herom. En Dag havde han givet en af sine Tjenestedrenge en Specie (4 Kroner) til at købe sig en Hue for; men denne kom galt afsted, drak Pengene op og kom hjem med en Blyhat i Stedet for med en Hue. Da han var bleven ædru, rystede og bævede han for sin Husbonds Vrede. Men denne talte ham kærligt og mildt til og stak ham en ny Specie i Haanden.

Ofte vandrede Hauge om paa sine Marker med sin lille Dreng i Haanden og glædede sig over at vise Barnet Blom- sterne og tale til det om den Gud, «som Markens Lilje klæder», og den Frelser, som lignes ved «den yndigste Rose». Med sin Sognepræst, Kjerschaw, stod han paa den venskabeligste Fod, og han var en hyppig og velset Gæst i Præstegaarden.

Hauge talte ikke mere offentligt; men desto virk­sommere var han med Pennen. I de Aar, han levede paa Bakkenhaugen og Bredtvedt, udgav han ikke færre end 15 større og mindre Skrifter, hvoraf flere vare Oversættelser. Den store Forskel, der i Stil og Sprog er imellem Hauges tidligere og senere Skrifter, skyldes, efter Pastor Thraps (Daniel) Meddelelse, at Professor Hersleb gennemsaa og rettede dem med Hensyn til det sproglige.

Dertil skrev han en Mængde Breve; om disse siger Bang, at «hvilken Indflydelse disse Hauges «religiøse Breve» havde i hin Tid, kan Nutiden vanskeligt danne sig et klart Begreb om». Og naar dertil kommer de mange Besøg,

 

 

-120-

som modtoges, saa kan det med Føje siges, at Hauge i al sin Skrøbelighed førte et virksomt og frugtbart Liv. Disse Besøg skildrer Bang, som derom har Meddelelser fra Øjenvidner, saaledes : »«Til Bredtvedt strømmede der Aar til andet en stor Skare af Hauges Venner fra alle Egne af Landet. De Gamle, der vare blevne vakte ved Hauge, vilde endnu en Gang se deres aandelige Fader igjen, Fædre, der havde arbejdet sammen med ham i tidligere Dage, ønskede at deres Sønner skulde faa høre et Formaningens Ord af den Mand, hvis Røst havde haft saa forunderlig en Kraft. Lægprædikanter, som rejste om i Bygderne, maatte altid se ind om Bredtvedt, saa ofte det lod sig gøre. Qg det var altid godt at komme did. Selv om Hauge laa til Sengs, fik man dog høre Ord af ham, «der vare os kosteligere end Sølv og Guld», skriver en Olding. Og naar Hauge var saa frisk, at han var i Stand dertil, holdt han altid Opbyggelse i sit Hus for dem, som vare tilstede. Ved saadanne Lejligheder talte gerne nogle af de tilstedeværende Lægprædikanter først, og Hauge sluttede med at lægge sine Venner den evige Sandhed paa Hjærte.

Saaledes henlevede Hauge nogle Aar i et godt Hjem i gode udvortes Kaar, i en stille, men velsignet aandelig Virksomhed, i Agtelse og Yndest hos sine Medmennesker, og han har vist mange Gange ihukommet, hvorledes Herren vender til det gode, hvad Menneskene tænke til det onde.

En Sky var der dog paa Himlen, nemlig Splidagtighed i hans Vennelag. Det var især den tidligere nævnte Tollef Olsen Bache, som i den Flenseende voldte sin aandelige Fader stor Sorg. Han havde altid levet mindre lykkelige med sin Kone, der nok var noget vanskelig og hidsig. Men i Hauges sidste Aar var der kommen noget endnu værre til.

Bache, der da levede som Kjøbmand i Drammen, havde fattet en skændig Kærlighed til en Enke. Han havde taget hende i sit Hus, og aabent havde han ladet sig forlyde med, at han agtede at skille sig ved Konen og ægte denne Enke. Dertil var han saa forhærdet og fripostig, at han

 

 

-121-

paastod at have Guds Ord paa sin Side, han havde direkte fra Himlen faaet det rette Lys til Forstaaelse af Herrens Ord om Skilsmisse. Hvor nær dette gik Hauge, fremgaar af, hvad en gammel Kone har fortalt Professor Bang. Hun tjente den Gang paa Bredtvedt. En Dag havde Hauge bedet hende læse højt for sig af det ny Testamente. Hun kom da til at læse det Sted : «Hvo, som skiller sig fra sin Hustru uden for Hoers Skyld og tager en anden til Ægte, han bedriver Hoer».

Da hun havde læst det, udbrød hun : «Kære! naar dette staar her, kan det da være rigtigt, at Bache vil ægte Anna Vister ?» (saaledes hed den paagældende Enke).

Da sagde Hauge: «Har jeg ikke gentagne Gange talt baade for ham og hende, men alt til ingen Nytte. Gud faar nu raade for Udfaldet; men efter min Bortgang skal Du faa høre om megen Strid og Uenighed». Ord, som den, der hørte dem, ofte maatte tænke paa, saa sørgeligt, som de senere gik i Opfyldelse. Tollef O. Bache bragte dog ikke sit onde Forsæt til Udførelse før efter Hauges Død.

I Aaret 1824 skønnedes det, at Hauges Kræfter tog snarlig af, og at hans Livsdag lakkede mod Aften. En Søndag Morgen blev han saa syg, at hau ikke kunde mæle et Ord. Stum laa han hen hele Dagen og Natten med; men da det nærmede sig Daggry mærkede Hustruen at hans Læber bevægede sig, som vilde han sige noget; hun udbrød: «Gid jeg dog kunde forstaa det !» Dette hendes Ønske var tillige en Bøn, som fandt Bønhørelse; thi næppe havde hun udtalt Ordene, førend den Døende lydeligt, saa alle, der var nærværende, kunde høre det, sagde : «Følg Jesum». Saa laa han stille en liden Stund, da gik der en Glans af Glæde henover hans blege Aasyn og han sagde : «O, Du evige, kærlige Gud». Hustruen sagde : «Han vil vist nu tage Dig til sig». Han svarede frimodigt : «Ja, bed Vennerne om at bede for mig», og sov stille hen.

Saaledes blev herligt opfyldt, hvad Salmen saa skønt siger :

 

 

-122-

Et helligt Liv, en salig Død Hinanden kærligt møde,

Som Fuglesangen sagte, sød En liflig Aftenrøde.

Det var en aarle Morgenstund, Mandagen den 29de Marts 1824, at saadan liflig Aftenrøde sluttede et Liv, der havde baaret meget af «Dagens Hede og Byrde», men i hvilket der ogsaa var blevet gjort rige Erfaringer om, «at Herren er liflig og ejegod», og at, som Følge deraf, «Kristne har kronede Dage».

Hans Nielsen Hauge er utvivlsomt en af de mærkeligste og betydningsfuldeste religiøse Fremtoninger i Nor­den, maaske den mærkeligste og betydningsfuldeste siden den hellige Birgitta. Vistnok kan han i sin Ungdomstid ikke frikendes for Hensynsløshed i sin Optræden og Tilbøjelighed til forhastede og for haarde Domme, og vistnok var der adskilligt «Træ, Hø og Straa» i den Bygning, han opførte paa «Grundvolden Jesus Christus»; men han var og blev dog en oprigtig, ydmyg, trofast og nidkær Jesu Tjener, Taler og Efterfølger, og meget i hans Bygning var «Guld, Sølv og dyrebare Stene», som har og vil have blivende Betydning for den norske, ja hele Nordens Menighed.

Naar vi danske med Rette se med Beundring og Ærbødighed op til det stærke aandelige Liv, der rører sig hos vore Stammefrænder mellem Fjældene og Skovene, og som giver sig Udslag paa forskellig Vis, da skal det ikke glemmes, at Hauge var, vel ikke det eneste, men et af de største Redskaber til at fremkalde, nære det og holde det fra at løbe ud i Vildskab og Sektvæsen.

Og naar vi Danske have set en saa rig og velsignet Lægmandsvirksomhed fremblomstre iblandt os, saa tør det vistnok siges, at den navnkundige norske Lægprædikant har i mange Maader vist Vej og tjent til Eksempel; men for det, som for al anden god Gjerning og hellig Virksomhed i Menigheden, «Æren er Guds i det Høje».

Stengt for kommentarer.