«bidrag til hans nilsen hauges minde» – af helge e. hagen

 

forside ---til hauges minde av hagen

–  Trykt og forlagt af H. Thronsen. Drammen 1872.

 

– «Kommer Eders Veiledere ihu, som have forkyndt Eder det Guds Ord; og naar I betragte Udgangen af deres Vandel, da efterfølger deres Tro» (Ebr. 13,7).  Drammen 1872. Trykt og forlagt af H. Thronsen.

– «Høsten er vel stor, men Arbeiderne ere faa; beder derfor Høstens Herre, at han uddriver Arbeidere i sin Høst». Luk. 10,2.

– «Men der det blev Aften, siger Vingaardens Herre til sin Foged : kald Arbeiderne frem og giv dem deres Løn». Matth. 20,8.

 

FØRSTE AFSNIT.

Kort Omrids af Hauges Liv og Virksomhed.

Da jeg for 30 Aar siden begyndte at vandre om i Norges Land, og besøgte de fleste Byer og Bygder i 3 af Norges Stifter, levede endda en god Del af Hauges samtidige Venner, og det var mangen opbyggelig Stund for mig, naar de begyndte at tale om Hauge, og det ikke alene om hans Forsamlinger, men ogsaa om de Samtaler de havde havt med ham, og det var mærkeligt, hvorledes Mange, som da alt var blevne gamle, oplivedes og bleve ligesom unge igjen, naar de talede om hin Tid, og jeg selv kunde føle, at der fulgte en anden Aand med ham, end med de almindelige Mennesker, selv da, naar han talede om timelige Ting, hvorom han ogsaa gav mange gode Raad og nyttige Veiledninger.

Hans første Tiltale til Folket, naar han kom ind i et Hus, lød ofte saaledes : «Lever de saa vel her ?» og for dem, som tænkte over, at de skulde leve for noget andet, end dette Liv, var dette et Spørgsmaal, som ofte gik dem til Hjertet.

-4-

Min Moder var en ung Pige, da Hauge kom til det Sted, hvor hun boede, og hende tiltalte han med disse Ord : «Vil du blive en Søster i Christo ?»  Jeg haaber, at hun blev det, og var det til sin Død.

I Hemsedal fortalte en gammel Mand mig, at han var meget ung, da Hauge kom did, og han hilste ikke alene paa ham, men lagde sin Haand om hans Hals og sagde : «Du kunde nok blive en Broder i Christo», og han blev det ogsaa.

Hauge talede om de Ting, som hørte til Guds Rige ikke alene i de bestemte Forsamlinger, men paa Veiene og i Husene og overalt hvor Leilighed gaves. Saaledes fortalte man i søndre Aurdal i Valders (Valdres), at han talede med Folket efter Prædikenen udenfor Kirken, skjønt det var Vinter og det sneede, saa de sagde, at der kom megen Sne i hans Haar medens han talede. En, som derfra fulgte ham til Lærdalsøren, henimod 20 Mil, fortalte mig meget opbyggeligt om denne Reise. Engang mødte de en Mand, som bad Hauge om en Gave, medens Manden ved en dyr Ed bekræftede, at han var i saa og saa stor Forlegenhed. 

Hauge gav da Manden noget, og da begyndte den samme Mand i høie Ord at velsigne, hvortil Hauge svarede : «Det kommer an paa, om du

-5-

har nogen Velsignelse, min Mand; thi Velsignelse og Forbandelse vil ikke følges ad».

Da de kom til Lærdalsøren, maatte de tage ind paa Gjæstgivergaarden, hvor der holdtes Dans, og hvor de Fremmede blev modtagne med Bespottelse. En Dansefugl stillede sig lige for Hauges Ansigt og gjorde sine Hop og Spænd, dog uden at røre ham.

Da gik Hauge sagte hen til Spillemanden, og tiltalte ham med følgende Ord : «Du leger, du Bror; men naar du leger, skal du lege som David».

Der fulgte en Aand med Ordene; thi Spillemandens Haand sank ned og Dansen standsede. Jeg spurgte en af Hauges Venner, om Folk græd meget i Hauges Forsamlinger. Han gav mig det Svar, at de græd ikke saameget, naar Hauge talede, som for somme andre af hans Venner, fordi Hauges Tale gjorde ikke saameget Indtryk paa Sandserne, men angreb især Hjertet.

Han brugte at spørge sine Venner, naar Forsamlingen var tilende, hvad de syntes om hans Tale, ligesom han ofte gjorde sine Bemærkninger om dem, og gav dem en og anden Paamindelse. En sagde ogsaa, at om man ikke forstod at bedømme dem, som talede tillige med ham i en Forsamling, saa behøvede man blot at give Agt paa Hauge, saa mærkede man nok,

-6-

hvad han syntes om dem; thi syntes han godt om deres Tale, saa sad han glad og oplivet; men var det Modsatte Tilfældet, saa var han sørgmodig at se til.

Herren havde ogsaa salvet hans Aand med en Visdom, hvorom jeg har hørt mange Exempler. Paa Næs i Hallingdal skulde han en Aften holde en Forsamling. Blandt Andre, som fulgte ham, var en Tjenestepige, til hvilken Hauge sagde : «Du har forglemt Noget hjemme, saa jeg tror, det er bedst, at du vender tilbage igjen». Det kunde hun ikke erindre, og fulgte alligevel med dem; men det var dog som han havde sagt; thi da hun havde været i Staburet efter sine Klæder, havde hun lagt Nøglerne ned og glemt dem; da hendes Husbondfolk vare borte og kom tilbage om Aftenen og ikke fandt Nøglerne, kom de i Forlegenhed.

— Da han kom til Gol og skulde holde Samling, var der et Par Ægtefolk, som saa gjerne vilde høre ham, at de gik fra deres spæde Barn, som laa i Vuggen, da det vilde blive altfor besværligt at tage det med sig den lange Vei.  — En anden Kvinde fortalte dette til Hauge efter Samlingen, og sagde, at disse Folk havde saa stor Længsel efter at høre dig, at de gik fra et lidet Barn, som nu ligger hjemme alene. «Ja», sagde Hauge, «gjorde de dette af Længsel efter at høre mig, saa skal jeg

-7-

være deres Mand for, at Barnet skal ligge paa samme Maade, naar de kommer tilbage, som da de forlod det». Og dette skede virkelig ogsaa; de vare borte i flere Timer, og Barnet laa paa samme Side og sov lige sødt, da de kom igjen, som da de gik bort.

Hauge besad den samme Fred i Fængsel, som i Frihed, hvorom er mig fortalt flere Exempler. Da han var arresteret i Aalsgjeld (Ål i Hallingdalen), førtes han ved Vagt igjennem Hallingdal. Nogle forudsagde dengang, at han skulde blive Martyr for Sandheden, hvortil Hauge svarede : «Det er mit Ønske, om det saa var idag».

Da de havde hvilet etsteds en Tid, sagde hans Følge : «Tiden lir og Dagen skrir». «Ja, naar I vil», sagde Hauge, «saa er jeg rede».

Da han vandrede i Numedal, havde han holdt flere Samlinger paa en Gaard, som hedder Mo, hvor han havde vundet flere Venner. Da Tiden var kommen, at han vilde reise derfra, holdt han en Afskedssamling paa denne Gaard, hvortil en Mængde Folk indfandt sig. Da nu Hauge vidste, at der var saamange, som vilde bede Farvel med ham, at det vilde forhale ham Tiden, havde han digtet et Afskedsvers, der begyndte saaledes :

«Farvel nu Venner kjære,

 I store med de Smaa;

-8-

hver som paa Mo mon være,

Vi nu adskilles maa» osv.

og da han havde endt sin Tale, begyndte han at synge sit Afskedsvers, og gik under Sangen ud af Døren, og Folket fulgte efter med rørte Hjerter og taarefulde Øine. De fik ikke se ham mere; men Mindet om ham blev dog tilbage.

Der maatte været underlige Rørelser i de Dage. En Dreng paa 12 Aar reiste omkring og talede i Forsamligerne, og da han var saa liden, maatte han staa paa Bordet, naar han talede, for at Folket kunde høre ham. Min Moder fortalte, at hun hørte denne Dreng sige i en Forsamling, at der ere somme, som have svaret mig, at de ikke tør begynde paa Omvendelsen, fordi de frygte for, at de ikke kunde blive bestandige, og da kunde det Sidste blive værre end det Første; men da har jeg svaret dem, sagde han, at det hænder nok, at Mange begynde, som ikke fulende, men saa hænder det dog aldrig, at Nogen fulender, som ikke begynder.

Fra Hallingdal kom to Piger til Valders og holdt Forsamlinger, hvoraf den ene var en Datter af den rige Gutorm Haftorn. Da Nogle sagde til hende, at de syntes det var rart, at hun vilde reise saaledes, da hun var saa rig, svarede hun med følgende Vers :

-9-

«Det Jordiske skal mig ei gjøre Uro;

I dig skal mit Øie,

Sig stedse fornøie,

Alt andet fornegte og blive dig (Jesum) tro».

Men som der var kraftige Rørelser og Vækkelser i de Dage, var der ogsaa kraftig Modstand og Forfølgelse, og mangt et Hus faldt om, fordi det var bygget paa Sandgrund.

Medens paa den ene Side Mange strømmede til Forsamlingerne og ønskede, at de maatte blive salvede med Herrens Aand og Gave, saa var der paa den anden Side ogsaa dem, som sagde, at de have læst om de falske Profeter, og nu ere de komne.

Undertiden udspredtes der Rygter om, at Hauge havde hængt sig selv, saa at Frelserens Ord : «Have de kaldet Husbonden Beelsebul, hvormeget mere da hans Husfolk», ogsaa her blev opfyldt. I Thelemarken etsteds var en Præst, som var en stor Fiende af Hauge, og da denne (Hauge) holdt en Samling i Nærheden, og Præsten ogsaa kom ind, fortæelles det, at Hauge begyndte at synge den Sang :

«Far herud urene Aand,

Hen til dine Lige».

Folket gjettede, at han hermed sigtede til Præsten, men det var dog ikke saa vist; men at Præsten sagde til Hauge bagefter, at «saa godt præke mine Gjæs hjemme», det kunde alle høre,

-10-

og at tre Karle, som vare tilskyndede af Præsten, satte efter Hauge og paa en skjændig Maade udøste deres Ondskab over ham, det fortalte de som ganske sikkert; men «med Tiden meget ændrer sig», siger Georg Nymark i sin Sang, og det blev ogsaa Tilfældet med Præsten.

Hvad der kunde forefaaet med ham i hans sunde Dage, ved jeg ikke, men langt om længe blev Præsten lagt paa Sygeleiet, fra hvilket han ikke mere reiste sig, og da var der en Pige i Bygden, som var bleven opvakt ved Hauges Lære, og hende vilde han faa til sig til sin Opvartning, for at hun kunde læse for ham, og tale med ham om aandelige Ting, og han gjorde de den Bekjendelse, at af alle hans Synder, som han havde begaaet, var der ingen, som hvilede saa tungt paa hans Hjerte, som det, at han havde opført sig saa slet imod Hauge. Hvo ved, de kunde muligens have funden hinanden i Paradis, og i saa Fald ere de gode Venner, og blive det i al Evighed.

Engang spurgte en Handelsmand Hauge om, hvorledes han skulde handle, saa at han kunde gjøre det paa en rigtig Maade; da gav Hauge ham følgende Svar : «Naar du handler med En, som er nødsaget til at handle med dig, da skal du handle med ham som med dig selv; men hand-

-11-

ler du med En, som  blot vil drive Fortjeneste dermed, da kan I vente til I blive forligte».

Da Hauge sad i sit tiaarige Fengsel i Christiania, fik han sjelden Lov at tale med Nogen; men hans Venner gik ofte udenfor Fængslet og ønskede blot at faa ham at se. Der var et lavt Vindu paa Huset, som han kunde hægte op og se ud igjennem til dem, og da det var negtet ham at tale, brugte han ofte Tegnsprog, hvorved han gav dem mangen Paamindelse.

Engang saa han en af sine Venner udenfor, og da tog han et Lys, tændte det og holdt det ud i Vinduet, og tog derpaa en Sax og klippede Tanen af, saa at Lyset strax brændte klarere. Hans Ven opfattede Betydning deraf saaledes, at det var de syndige Lyster og forfængelige Tanker, som han maatte skjære af, om det aandelige Lys skulde faa brænde i sin Klarhed. Da han saa en anden af sine Venner udenfor, satte han Hovedet ud i Vinduet og sang følgende Vers :

«Aarvaagne Jesu, uden Slummer, Med megen Møie, Strid og Kummer,

Dit Øie for os Omhu bar, 

Hver Dag du lærte, legte, lidde, Hver Nat du for os bad og stridde.

Din Bøn til Gud din Hvile var.

Mig og aarvaagen gjør, At jeg maa, som jeg bør,

-12-

Vaage og bede.

O Jesu kjær, Giv at jeg her I Aanden stedse aarvaagen er !»

Hans Ven sagde, at han kjendte sig ikke selv, der han stod, for den Kraft, som fulgte med disse Ord.

Det var ikke nok, at man havde faaet Hauge arresteret; men hans Bøger skulde ogsaa blive det. Saa var det vel ikke over hele Landet, men hos Sorenskriveren i Valders havde man faaet saa mange af Hauges Bøger i Arrest, at de vare opstablede lige fra Gulvet til Taget. Med Tiden blev de dog frigivne paa den Maade, at Enhver fik tage Bøger, som de selv lystede.

Medens jeg nu skriver dette, er her en gammel Mand, min Farbroder, som ogsaa mindes Hauge. Da han kom til Renli (Reinli) i Valders og holdt Samling, var han en liden Dreng, men mindes vel, at Hauge løftede ham og andre Smaadrenge op paa Sæderne, at de kunde faa se og høre, og ønskede at de maatte blive Guds Børn.

Til hans Pris, som udøste sin Aand over Folket og sendte vort Land et mærkeligt Naadekald i hine Dage, kan det siges, at fast alle Steder, hvor Hauge reiste og prædikede, kom Nogle til Vækkelse, medens det dog maa føies til, at hin Præst

-13-

ogsaa talte Sandhed, naar han sagde, at «der ere mange, som kalde sig Hauges Venner, men de have ikke alle Hauges Aand».

Da Hauge efter sin Løsladelse boede paa Bredtvedt ved Christiania, blev han ofte besøgt af sine Venner fra alle Kanter af Landet. Engang kom en Kvinde did fra Nordland, hvortil Hauge svarede, at «hun kunde gjerne det, hvis hun var reist hjemme fra». Hun mente vel saa; men da hun havde været der i nogle Dage, begyndte hun at tale om Mangt og Meget, som hun erindrede, at hun burde have udført hjemme. «Det var netop det jeg tvivlede om», sagde Hauge, «at du ikke var reist hjemme ifra; derfor bliver det vel bedst, at du begiver dig paa Hjemveien igjen».

– En Storthingsmand fra Bergens Stift fortalte mig, at han var hos Hans Hauge paa Bredtvedt, da en Præst ogsaa var der paa samme Tid, og Hauge havde da forelagt Præsten en hel Del Spørgsmaal. Blandt annet spurgte Hauge ham, «hvorfor Gud, som var almægtig og kunde gjøre alt hvad han vilde, ikke havde dannet denne Jord saaledes, at den var bekvemmere for os Mennesker; han havde dannet Jorden saa bakket og Søen saa bølget, kunde han ikke dannet Jorden jævnere og Søen stillere ?» Hvortil

-14-

Præsten svarede : at «det var derfor han dannede Jorden med saamange Dale, at den skulde rumme mere i sig; thi havde den været fladere, saa havde den rummet mindre».

Da sagde Hauge : «Dette kan nok se saaledes ud; men han kunde gjerne gjort det saa, at Jorden havde voxet eftersom den fik Beboere, men det var nok ikke Aarsagen; men han saa, hvor tilbøielige vi Mennesker ere til at elske denne Verden; naar det nu falder os saa vanskeligt at gjøre os fri fra Kjærlighed til Verden, nu da den er saa møiefuld og besværlig, hvad skulde vel blive Tilfældet, hvis han havde dannet den saa, at den havde været bekvemmere og behageligere for os ?» og herimod kunde Præsten gjøre nogen Indvending.

Ovennævnte Storthingsmand fortalte mig ogsaa, at han sagde til Hauge : «Da du reiste hos os og holdt Forsamlinger, sagde du, at du aldrig vilde gifte dig, og nu har du din anden Kone; hvorledes stemmer dette overens ?»  hvorpaa Hauge forklarede ham, at saa var vel hans Beslutning i hine Dage, for at han kunde have desmere Frihed til at reise og virke for Guds Rige; men nu maatte han være mestendels stille, da hans Helbred ved hans lange Fængsling var knækket, og det, som ikke passede for ham paa hans Reiser, passede nu meget vel, og tilmed kunde det være Guds Villie, at en Slægt

-15-

skulde ogsaa blive tilbage efter de Gudfrygtige her paa Jorden. Han talede ogsaa paa sine Reiser om, hvorledes han satte tilside, hvad der kunde være ham kjært i denne Verden, for at Guds Villie maatte have sin Fremgang i ham, og da det er let at tale endog om sine Fristelser for den, som ikke er overvunden af dem, saa talede Hauge ofte med sine Venner – ventelig for at give dem en Mindelse – om hvorledes han maatte agte paa sig selv, at Kjærligheden til de aandelige Søstre ikke maatte blive større, end den burde være.

Saaledes sagde han engang, at der var en opvakt Pige, som han begyndte at synes saa godt om, at han maatte prøve sig selv, om denne Kjærlighed idetheletaget var herovenfra; men da fandt jeg, sagde Hauge, at der var noget hvori den gamle Hans vilde tage Del.

Skjønt han selv ikke vilde gaa i Ægtestand i den Tid, saa giftede dog mange af hans Venner sig efter hans Raad.

— At have sit Gods fælles begyndte virkelig paa nogle Steder, efter de første Kristnes Exempel, og dette viser den Opofrelse og Broderkjærlighed, som fandt Sted i Vækkelsens Hede, og havde alle havt Hauges Aand, kunde dette gjerne vedblevet endnu; men der indfandt sig saamange Judaser, som vilde bære Pungen, at man meget snart maatte ophøre dermed.

Om Hauges Person fortælle de, som kjendte

-16-

ham, at han var af middels Høide, men bred og stærkvoxen, med et blidt Aasyn og et lyst Blik, der mindede om de Ord i Aabenbaringens Bog, som siger, at de skulle have deres Faders Navn skrevet i deres Pander.

Hans Røst var paa engang baade mild og tillige kraftig og rørende. En gammel Jomfru i Bergen, som i sine yngre Dage havde været Husjomfru hos Pontoppidan, sagde, at hun havde ikke hørt saadan Stemme, som Pontoppidan havde, førend Hans Hauge kom did, men da hun fik høre ham, kjendte hun igjen den samme Røst, som Pontoppidan havde havt. En saadan Røst kan dog endnu høres, om Nogen kan tale i den samme Aand, men derom er det ogsaa det gjælder. Hans Hauges Stemme høres ikke mere her paa Jorden.

I 1824 talede han sit sidste Ord fuldt af Livets Haab. Jeg var dengang 7 Aar gammel, og kan meget godt erindre, at jeg blev bedrøvet ved at høre Budskapet om hans Død, fordi jeg ikke skulde faa se ham her i Tiden eller høre hans Tale.

Da jeg havde læst saameget i hans Skrifter og hørt saamegen Tale om ham, og da jeg nu har fulgt ham ved nærværende Beretning hist og her gjennem hans Liv, bliver der endnu tilbage at ledsage ham til hans Grav. Det var for omtrent 20 Aar tilbage i Tiden, da jeg opholdt mig en Stund

-17-

i Christiania, at jeg fik isinde at gaa op paa Akers Kirkegaard, for at se Hauges Grav, og hvad Slags Efterminde der var sat over denne, som jeg holdt for Norges mærkværdigste Mand.

At der skulde være en stor Støtte over hans Gravsted havde jeg hørt, men mere vidste jeg ikke. Det var en Søndags Eftermiddag. Et behageligt Veir og Sommerens bedste Blomstringstid gjorde Omgivelserne saa behagelige, som muligt. Jeg gik ind gjennem Porten, og standsede ved en stor Stenstøtte og tænkte : Mon det er denne ?  men saa var det ikke. Jeg gik litt længere, og da saa jeg en Malmstøttemed indstøbte Messing-bogstaver. Det var Bagsiden, som vendte imod mig, og jeg kunde paa Afstand læse Følgende :

«Indtil sidste Aandedræt holdt han fast ved den Tro, Haab og Kjærlighed,

som han søgte at udbrede og befæste hos sine Medmennesker».

Mere behøvde jeg ikke forat skjønne, at jeg havde funnet hvad jeg søgte; men jeg fandt noget mere, som jeg ikke havde søgt eller ventet. Et Maleri deraf maatte tegnes med himmelske Farver, om det skulde svare til Virkeligheden.

Der kom en Rørelse over mig, som gjennemfor hvert Ledemod og hver Blodsdraabe; Øinenes Kilder aabnede sig, og dets Strømme begyndte at flyde; men det var ikke Marias bitre Vande; nei

-18-

det smagte, som det kom fra det himmelske Eden, og saa var det ogsaa. Det kom ved Mindet om Hauges Liv og Virksomhed, men jeg lagde vel Mærke til, at Kraften steg ikke op fra Graven, men den kom ned fra Himmelen. Det blev givet mig at kjende og føle, hvad Aand og Kraft Hauge havde haft i levende Live, naar Frelserens Ord mest gik i Opfyldelse, hvor han siger : «Hvo som tror paa mig, af hans Liv skal, som Skriften siger, flyde levende Vandstrømme».

Jeg læste hele Gravskriften, paa alle Sider og satte mig paa Graven, som havde en Forhøining, og tænkte, nu faar jeg sidde her til Taarestrømmen ophører at flyde; men det vilde blevet forlænge.

Timer gik hen, de vare ikke lange; men Regnen af det Høie lod Vandet flyde lige rigelig, og dette var saa meget mere mærkværdigt, som jeg ikke hører til dem, om hvem man pleier at sige, at de have meget Vand i deres Hoved; men Hjertet kan ofte have dybe Følelser, medens Øinene dog blive tørre; men denne Gang forundrede jeg mig saare over, hvor alt Vandet kunde komme fra. Dagen hældede, og jeg maatte begive mig til Byen igjen; men Taarestrømmen standsede ikke. Jeg havde en Del af Byen at gaa igjennem, før jeg kom til mit Logi, og jeg tænkte, hvorledes vil dette se ud, naar jeg skal gaa grædende igjennem Ga-

-19-

derne ? Jeg vil spørges af saa mange om, hvad jeg græder for. Jeg tog mit Lommetørklæde i Haanden og strøg Taarerne uafbrudt, og gik saa hurtigt, som jeg kunde, til jeg kom til min Bolig; der gik jeg hen paa et Halmloft, hvor jeg pleiede at tilbringe mine ensomme Bedestunder, og laa den hele Aften i samme søde Graad og liflige Bevægelse. Men ikke dette alene; thi det varede hele Sommeren, at jeg ofte fik sammen Rørelse igjen, helst naar jeg gik paa mine ensomme Veie, og Mindet om mit Besøg ved Hauges Grav atter kom frem i mine Tanker, dog varede det da ganske kort ad Gangen.

Jeg siger ikke, at jeg haaber at Hauge er salig, nei ! jeg ved, at han er det, og tillige at at det vil blive saligt for mig, om jeg engang faar komme did, som han er; og dog var han en Tjener, medens Herren er Christus, og han gik ikke anderledes ind i Himmelen, end ved at han saa sine Klæder toede i Lammets Blod, og medens jeg maa have en Agtelse og Kjærlighed til Hauge, som vel skal søge sin Lige, ved jeg, at at ogsaa han kun forstod stykkevis og profeterede i stykkevis, og lader ogsaa over hans Lære og Liv den apostoliske Overskrift blive gjældende : «Prøver Alt og beholder det Gode».

Og skjønt hans Fiender forgjæves ledte efter Noget, som de kunde anklage ham for i hans Liv, saa tvivler jeg

-20-

dog ikke paa, at han, som havde lært, ikke alene at se paa det udvortes Levnet, men prøve sit Hjerte for Gud, ofte maatte bruge Davids Bøn : «Ak, Herre ! gak ikke til Doms med din Tjener; thi Ingen, som lever, kan være retfærdig for dig».

Men hvad alle Herrens Troende i saa Maade har maattet klage over, bliver tilbage paa denne Side af Graven. Nu ved jeg, at Hauges Salighed stiger, for hver af hans Venner, som samles til ham, ja indtil sildigste (seneste) Slægter. Jeg selv holder for, at jeg er nedstammet fra ham med Hensyn til min Vækkelse, skjønt det maa regnes for andet eller tredie Led; og naar Hauge engang skal sige til Frelseren : «Herre ! her er jeg, og de, som du har givet mig», da vil Frelseren nok, efter sine Ord, sige til ham : «Alt dette har du gjort mig», eller : «Alle disse har du ledet til mig».

Gud lad mig da blive blandt deres Tal, som du kjender som dine, og lad mig leve saa, at jeg maa dø den Retfærdiges Død, og mit Endeligt blive som hans !  Amen.

-21-

ANDET AFSNIT.

Om de ved Hauge fremkaldte Vækkelser i Landet.

Det var omkring Aaret 1840, at endnu mange vare ilive af Hauges Samtidige Venner, som kunde fortælle mig Et og Andet, som var bevaret i deres Minde, at det, som de havde seet og hørt af ham i hans Vidnesbyrds Dage, og hvoraf de Mindeblomster ere samlede baade fra Fjeld og Dal, som jeg her vil strø paa Hauges Grav.

I Christiania var yderst faa at finde af dem, men flere opover Bygderne til høit op i Gudbrandsdalen. I Drammen og Omegnen var ogsaa nogle at finde, og sydligst i Valders, og da jeg kom over Filefjeld, fandt jeg ogsaa endel i Indre Sogn, men udefter Søkanten til Bergen og hele dens Omegn var det en Sjeldenhed; men derimod var der ikke faa i Bergens By, hvoraf endel i Hauges Dage var indflyttede, mest fra Hallingdal. Sydover Landet fandtes nogle hist og her, men mest i Byerne Stavanger, Christiansand, Arendal, Skien og Kongsberg, og ligeledes i Numedal og øverst i Hallingdal. Jeg reiste

-22-

i  enkelte Bygder, hvor selv de Ældre ike kjendte Hauge, uden af navn og Rygte, og i nogle Bygdelag fortalte de mig om, at Hauge nok havde havt Venner der; men de var nu ikke mere at finde, enten fordi de alt vare dragne ind i en anden Verden, eller ogsaa udflyttede til andre Steder, hvor der vare flere af samme Sind, da de fandt sig ensomme der, hvor de boede, fordi der var Ingen, som delte deres Tænkemaade.

Derfor kan jeg sige om det Liv, som vaktes ved Hauge her i Landet, som En sagde om Tilstanden efter den sorte Død, at «tomt blev mangt et Bygdelag, som ligger øde end idag».

Vel var der hist og her skeet Vækkelser i den senere Tid; men de, som mindedes Hauge, sagde ofte herom, som der er skrevet om Moses, den Herrens Tjener, at der opstod ikke ydermere en Profet i Israel, som lignede Moses. Her maa jeg erindre et Svar, som Holm, der var Lærer for Brødremenigheden i Christiania, gav Hauge, da de raadsloge om, hvorvidt en Forening kunde finde Sted mellem dem og deres Menigheder, og Hauge sagde, at han syntes der var formegen Lunkenhed i Kristendommens Øvelse iblandt Brødremenigheden, hvorpaa Holm gav ham følgende Svar : «Naar din Gryde har kogt saalænge som min, saa bliver den ikke varmere din heller».

Det syntes nu ogsaa at være en Tilbagegangsperiode

-23-

iblandt Hauges Venner i hans sidste lange Fængslingstid, hvilket de sagde kom meget deraf, at de i den Tid forstørstedelen ophørte med at holde Forsamlinger.

En gammel Pige i Bergens Stift, som i yngre Dage var vakt ved Hauge, sagde til mig, at «det gik nok saaledes med mange af os i hans lange Fængslingstid, da Forsamlingerne ophørte, at vi faldt i en aandelig Slummer; men da han kom løs igjen og begyndte at sende sine Breve omkring i Landet, da vaagnede vi som af en lang Dvale. Jeg saa da omkring mig til vore Venner, og da havde saamange faaet en Skade, da de havde været borte i en eller anden Synd; jeg kunde just ikke finde dette hos mig; men jeg havde dog sovet».

Dette uagtet, gik det dog med Hauges samtidige Venner, som det gik i det politiske Liv med Eidsvoldsmændene, som undertegnede Grundloven og brød Isen for Folkefriheden i Norge, blandt hvilke ogsaa var nogle af Hauges Vækkelse, at endskjønt man senere har fundet Atskilligt, som man vilde rette paa ved deres Arbeide, saa betragtedes dog disse Frihedens Forkjæmpere med en vis Ærefrygt af Efterkommerne. Ingen maa heller tro, at Alt som kom tillive i hans Vandringstid, var af hans Sæd, ei heller at Alle, som vaktes ved ham, fulgte hans Lære.

Havde det været saaledes, da havde Fienden aldeles forsømt sig, da Frelseren selv siger os,

-24-

at han nok passer paa at saa Klinte blandt Hveden. Derfor sagde Hauge, at det var den største Sorg, han maatte bære, at der blandt hans Medarbeidere var mange falske og utro, ja endog Nedbrydere, og nogle vare saa aabenbart hans Fiender, at de reiste efter der, hvor han havde faaet vakt noget aandeligt Liv, og gav de opvakte Sjæle en falsk Trøst. De predikede ogsaa Christum, men paa sin Vis, da de sagde, at de skulde trøste sig ved Christi Forsoning, men behøvede ikke at gjøre en saadan Omvendelse, som Hauge havde lært.

Jeg mindes ogsaa disse Predikanter, om hvilke hans rette Venner fortalte mig, at han havde advaret dem, at de ikke skulle tro eller følge deres Lære. Med Tiden faldt ogsaa Kalken fra deres Bygning, saa det blev synligt ogsaa for Verden, hvad der var der indenfor; og det er heraf klart, hvor lidet man kan skrive paa hans Regning, hvad Frugt slige Ukrudtsplanter bar, naar det ikke gik anderledes, end efter Frelserens Ord : «Da Sæden spirede og bar Frugt, da kom ogsaa Klinten tilsyne».

Der skeede ogsaa baade Fald og Affald iblandt dem, som ellers vare enige med ham i Lærdommen, og virkelig af ham vare antagne til Medarbeidere, og det er mærkeligt, hvad der er mig fortalt om nogle af disse, at han havde sagt, at han frygtede for deres Frafald, og sagde end-

-25-

og, hvas som vilde blive den Sten, som de stod mest i Fare for at falde over, hvilket desværre ogsaa blev opfyldt; men han sagde, at de fik antage til Medarbeidere, hvem de kunde faa, naar de blot kunde udrette noget.

Etsteds, hvor han holdt en Forsamling

Stengt for kommentarer.