«hans nielsen hauge» : af jacob b. bull : avslutning

 

SLUTNING.

Det var en Dag i Slutningen af Marts Maaned 1824. Vaaren var kommen tidlig med Snesmeltning om Dagene og Skare ved Nattetid. Det skimred og tindred under Solglitret henover Bredtvedts hvide Jorder; en og anden Aker laa alt bar; et og andet Tagdrypp hørtes ved Mid­dagstider, naar Solen stod som strengest, straalende gylden i den hvide Vinter, Skogen om­kring stod fugtig og mørk i Solglansen. Kraaker kom søndenfra flyvende, sad i de snebare Furu-kroner og speided; Skjærer skvalred omkring Husene; men alle Skogens smaa Sangere var endnu ikke komne, skjønt de hver Dag kunde være ventendes. Thi dybest derinde i Skogene havde det alt begyndt at tine kring de store Stammer; hist og her i de bare Knauser mod Syd laa Mose og vinterkolde Tuver snebare, og Furunaalerne havde store, smeltede Draaber, som funkled i Dagglansen. Men hver Kveld frøs det; Nattevinden fra Nord drog isnende over Skogene; Harer hutred vinterkoldt i det mysti­ske Maaneskjær. Endnu var her Vinter ! Endnu laa Frostens store Gysning over Landet ! Men om en Maaned vilde Norge vaagne; om en Maaned vilde det være kommet, Vaardrømmens store Æventyr med Fuglesang i sprættende Skog, med Blomster og Sommervarme over alle Fjeld tilslut !

Paa Bredtvedt Gaard var det stille. Tagdryppet faldt jævnt i Tausheden; Fluer havde vaaget sig ud i den solvarme Vægg mod Syd. Men Mennesker saaes ikke; det gik ikke i Døre; det hugg ikke i Vedskjulet; der hørtes ikke Stem­mer ude eller inde. Thi Døden, den store Frem­mede, havde meldt sig som Gjæst tilhuse.

Hele Vinteren fremover havde Hans Nielsen Hauge kjendt Varsling om det, som skulde ske, og han havde talt ofte om det med sine Kjære. For ham og hans havde Døden ingen Gru; den var jo kun en Indgang til nyt Liv; den var Guds store Barmhjertigheds Sendebud, Menneskets bedste Ven tilslut.

Hans Nielsen Hauge laa der saa stilte og hvid paa sit Leie med sin Hustrus Haand i sin. Natten havde været streng med Brystkrampe og Aandenød; nu var det værste over; han kunde atter tale.

«Idag er det Søndag», sagde han med vek Røst; «min Lidelse hviler idag».

Hans Øine stirred blaanende hen.

«Ja», svared hans Hustru — «idag har Du det bedre».

Hans Nielsen Hauge nikked stille.

«Snart er det fuldbragt», sagde han hviskende.

Det bævred til i hans Hustrus Ansigt; Taarer begyndte at falde.

Hans Nielsen Hauge saa det; han vendte sit trætte Hoved mod hende.

«Og se — det var altsammen saare godt», sagde han saa underlig stærk i Røsten. «Min

Gjerning er fuldbragt her paa Jorden; jeg længes efter min Hviledag !»

«ja, ja !» svared hans Hustru. «Alt er godt».

Hun tørred Taarerne og blev siddende taus længe.

Hans Nielsen Hauge laa stille hen. Endelig vendte han Hodet og saa paa sin Hustru, et bekymret Blik.

«Det er bare ét, som nager mig,» sagde han med tung Pust — «jeg er saa bange, der skal komme Strid mellem Brødrene, naar jeg er borte !»

«Det tør vel hænde», svared hans Hustru; «men Gud er vel ikke borte — han vil nok hjælpe sine !»

Hans Nielsen Hauge smilte, og hans Hustru kjendte det sagte Tryk af hans Haand.

«Ja, ja! Du har Ret», sagde han. «Gud lever; det maa ikke glemmes !» Ordene døde hen : hans Øienlaag sank sagte i; det dybe Aandedræt blev lettere og Blekheden end større.

Hans Nielsen Hauge sov.

Og hans Hustru sad en hel Time frem ubevægelig med hans Haand i sin.

Med ét slaar han Øinene op og ser forundret paa sin Hustru.

«Sidder Du endnu der ?» spurgte han. Jeg trodde, det var Nat og at vi skulde sove».

«Nei, det er Dag», svared hans Hustru. «Du har sovet en hel Time».

Hans Nielsen Hauge svared ikke. Han laa og stirred hen.

«Det er kun i os, det er Nat», hvisket han omsider, «Guds Dag den varer bestandig».

Og han lukked atter de trætte Øine.

Ud paa Ettermiddagen kom Brystkrampen igjen og denne Gang med dræbende Voldsomhed. Men der hørtes ingen Klage fra den taalmodige, smertevante Mand, hvis Legem og Sjæl var prøvet og hærdet i Piner for Gudstroens Skyld. Time efter Time, hele Natten frem, laa han kjæmpende under Aandenød og Krampe. Alle i Huset var samlet om hans Leie; hans Hustru stod bøiet over ham, raadløs og lidende; her var ingen Hjælp at give mere. Af og til slog han sine Øine op og stirred paa hende, bedende; saa lukked han dem atter i Smerte.

Klokken var ble vel over fire Nat, Aandedrættet gik hurtigt og tungt; han arbeided alt i ét som for at faa tale. Pludselig slog han Øinene op. Læberne bevæged sig; men der kom ingen Ord. Øinene stod aabne, store og alvorlige; det var, som om hele hans Sjæl laa i dem.

«Aa Gud, om jeg skjønte, hvad Du vil sige !» brast det ud af hans Hustru; hun stod og saa paa ham med taarefyldte Øine og Hænderne foldede.

Da var det med ét, som om hele den brændende Nidkjærheds Flamme, der i tidligere Tider havde tændt Lys i saa mangt et Hjerte, lyste op i hans bristende Øine.

«Følg Jesus !» sagde han høit og stærkt; Høsten havde hin betagende Klang fra hans be­geistrede Ungdomsdage.

Og Ordene jog som et livgivende Stød gjennem alle dem, som stod omkring.

Hovedet sank tilbage : et lykkeligt Smil gled som et Dagskjær henover hans bleke Ansigt.

«O, Du evige, kjærlige Gud !» udbrød han — hans Øine fik Dødens forklarede Glans.

Da bøied hans Hustru sig hen over ham.

«Nu vil nok Gud tage dig til sig», sagde hun.

«Ja —!» kom det som en henaandende Tone. «Bed med mig !»

Hans Hustru sank i Knæ ved hans Seng; alle omkring stod med foldede Hænder.

«Fader vor. Du, som er i Himmelen», — det var Mand og Hustru, som bad. Men lidt efter lidt sank Hauges Stemme hen til en Hvisken, og før Bønnen var slut hørtes Hustruens Røst alene, klar og stærk i Dødsstilheden.

Slig døde Hans Nielsen Hauge.

Han var en af Norges bedste Sønner. Han var den ædleste, mest uegennyttige, mest storslagne og mest helstøbte Personlighed, som er runden af norsk Bondeblod. Han var en af de faa virkelig sande Mennesker, som sætter Livet ind for sin Tro. Hele hans Liv var et Offer for andre, et Offer for at føre det ædleste i det norske Folk frem til Seier.

Paa Akers Kirkegaard fortæller en enkel Minde­sten, reist afen trofast Ven, hvor Hans Nielsen Hauge ligger begravet. Det norske Kristenfolk, hvem han viede hele sit Liv og al sin væIdige Kraft, har glemt at reise en Bauta paa hans Grav.

 


[1]Far da vel, o Jord; jeg vil Reise bort fra Savn og Trengsel,

Bort fra Glædens falske Spil,

Stengt for kommentarer.