«hans nielsen hauge» : af jacob b. bull : kapittel 1

 

1. KAPITEL.

I Stuen paa Hauge i Tune Sogn sang det. Døren stod aaben ud; en Duft af ungt Hø kom fra Jorderne; River og Ljaaer var opphængt paa Knagger eller stod opstillet fremved Laavevæggen etter endt Dagverk; det var Sommer­kveld i Juni og Høiaannen var i fuld Gang.

Sangen derinde fra den store Stue hørtes langt i Stilheden. Dybe Mandsrøster førte an; Kvindestemmer og Barnerøster fulgte Tonen, var­somt og troskyldigt.

Det var Bonden paa Hauge Gaard, Niels Mikkelsen, som holdt Kveldsbøn i sit Hus.

Nu taug det; en hørte en stærk Mandsrøst, som læste; saa sang det igjen. En lind Sommer- luftning tog i Træerne ved Haven; en og anden forsinket Svale kom jagende og slog sig ind i Rede under Møningen for ikke mere at flyve ud.

Nu taug det igjen derinde; et Par Ansigter saa ud gjennem Glasset; der var en liden Stund ganske stille derinde.

Man hørte Sildret af en tjoret Hest, som flytted sig efter Beite borte paa Jordet. Saa kom Tjenestefolket én efter én ud.

Tjenestegutten gik med Hænder i Lommerne bortover mod Laaven, hvor den tomme Lang­aren stod ved Broen; der satte han sig i Skjorteærmerne stille; saa begyndte han saa smaat at nynne. Det var noget af en Kjærlighedsvise, som gik i Bygden paa disse Tider.

Tjenestejenten gik til Stalden efter en Bøtte, smilte og sagde et Par Ord, idet hun gik forbi Gutten, som sad paa Langarmen. Saa gik hun til Fjøset for at melke.

Og atter faldt Junikveldens varme Stilhed over Gaarden.

Der kom to Gutter, en i sekstenaars Alder og en omkring de fjorten, stilfærdig ud af den aabne Stuedør. De stod lidt paa Svalstenen; saa gik de langsomt bortover til Tjenestegutten, som sad paa Langarmen, og slog sig ned der. Det var to af Niels Mikkelsens Sønner, Mikkel og Ole.

Der var igjen Stilhed; Tjenestegutten havde faaet Tollekniven frem og sad nu og skar paa en Tørflis, han havde fundet. Gutterne sad med Hænder i Fang. En kunde gjennem Glasset ved Svalen se Faderens brede Skikkelse; han sad og læste derinde. Og Døren stod fremdeles aaben.

Nu kom Hunden langsomt og dovent ud, stod i Svalgangen, veired og kom smaalogrende opover mod de tre. Den blev strøgen over Ryg­gen, gik fra den ene til den anden og derpaa langsomt videre, bortover mod Grinden, hvor den lagde sig paa Vagt.

Tjenestegutten sad og smaanynned og skar Flisen af Tørveden. Kasted saa en og anden paa Gutterne og smilte i det samme. De kasted igjen, smilte, men sagde intet.

Om lidt stakk Tjenestegutten Kniven i Skeden, lod Tørvedkvisten falde og sad med Hænder i Fang.

«Det er Dans paa Braaten inat», sagde han.

Gutterne saa paa ham.

«Saa ?» sagde de begge paa en Gang.

Og der blev gründende stille.

Endelig talte den yngste, Mikkel, han, som var fjorten Aar.

«Gaar Du bortover ?» spurgte han dæmpet. Og han saa mod Vinduet, hvor Faderens brede Skikkelse fremdeles sad derindenfor og læste.

Tjenestegutten smilte.

«Blir Du med kanske ?» spurgte han.

Gutten taug længe, saa bort paa sin yngre Bror og taug igjen.

«Nei — det gjør jeg nok ikke», svared han endelig.

Tjenestegutten smilte igjen.

«Du tør ikke», sagde han, «Du faar ikke Lov for Far din».

Mikkel svared ikke straks. Han sad og saa hen for sig.

«Det er Synd», kom det endelig, ganske lavt og stille.

Tjenestegutten plystred og saa ned paa sine Fingre.

«Han siger saa Præsten og», svared han.

Og der blev igjen lang Stilhed.

Om lidt talte Tjenestegutten igjen.

 

«Aa ja — Da er naa for liden og til at gaa paa Dans Du», sagde han.

Herpaa blev der ikke svaret.

Tjenestegutten reiste sig og slang bortover mod Fjøset; de to sad lidt; saa reiste de sig ogsaa og fulgte.

Tjenestegutten stod i Fjøsdøren og saa ind. Budeien melkede derinde.

«Gaar Du paa Dansen ikveld ?» spurgte han hende.

«Jeg ved ikke», svared hun derindefra.

»Der kommer mange. Kristen Gleng skal spille».

Tjenestegutten gled ind i Fjøset og blev staaende der i Halvmørket.

«Da blir der muntert», svared Budeiens Stemme derindefra. De to Gutter, som stod udenfor, hørte, at han lo med det samme.

Mikkel gik ind og stod nu i Fjøsdøren; Ole stod udenfor.

Da kom Tjenestegutten igjen frem af Halv­mørket og stod i Døren hos Mikkel. Budeien derinde satte sig igjen og melkede.

«Hvor er han Hans blit af ?» spurgte Tjeneste­gutten.

Mikkel drog sig ud af Fjøsdøren.

«Han læser», svared han lavt.

Tjenestegutten smilte.

«Han læser støtt», sagde han.

Gutterne taug.

«Han blir nok Præst han — med Tiden !» — Det var Budeien derinde, som talte.

«Ja, han mener saa Præsten Seeberg og», svarer Tjenestegutten. «Han skrydte svært af ham paa sidste Overhøringen».

Budeien kom frem.

Han kan nok Guds Ord,» sagde hun. Slog Melken i Saaen, saa det skummed, og gik til næste Ko.

«Bare han ikke læser ihjæl sig» — mente Tjenestegutten. «Det kan bli for meget af det Slaget og».

Ingen sagde noget til dette.

«Naar en ikke faar danse engang, saa», sagde endelig Tjenestegutten.

«Ja, da er det værst», svared hun der­inde.

De kvakk alle; thi netop nu kom Manden selv, Niels Mikkelsen, lige til Fjøset. Han stod i Døren, bred og mild, før nogen vidste af det.

Der blev stille. Tjenestegutten kom sig ud; Gutterne stod forlegne.

Niels Mikkelsen havde nok hørt det sidste, som blev sagt. Han stod en Stund og saa sig om; saa sagde han ganske stille :

«Gaar nogen her paa Dansen ikveld ?»

Der kom intet Svar.

Han saa paa Tjenestegutten, som stod og Gngred ved Naaven.

«Kan Du, som har bedet din Aftenbøn til Gud, gaa paa Dansen uden at synde — saa gaa.

Men tag Vorherre med dig», sagde han», ganske mildt og stille.

Saa snudde han og gik ind.

Paa Kammerset over Koven sad der en Gut og læste ved Vinduet i den lyse Sommerkveld. Han havde lysbrunt Haar og store, milde, graablaa Øine; ret som det var, stirred han tænksomt fremfor sig ud igjennem Vinduet uden egentlig at se efter noget bestemt; saa læste han igjen.

Bogen, som laa i Vindusposten, var en stor, skindindbunden Bog, gammel og slidt. Det var Haugefolkets gamle Familiebibel.

Foran i Bogen, paa den ru Indside af Permen var skrevet med blegbrunt Blæk : «Ole Hansen Hauge, Anno efter Christi Byrd 1721» og Ordene «Gud er min Styrke; mig skal ey fattes». Længer nede stod med stærkere Blæk : «Maria Olsdatter Hauge 1766».

Gutten, som læste, kunde af og til stanse, støtte Hodet i begge Hænder og sidde slig længe, en og anden Gang drog han en skjælv Pust som et Barn efter Graad, mens Øinene stirred blaanende fjernt hen. Om Munden laa et Drag af Sorg, men uendelig mildt; saa tog han igjen fat paa Bogen, ivrigere end før, idet han af og til mumled noget hen for sig.

Det var Niels Mikkelsen Hauges og Maria Olsdatter Hauges yngste Søn Hans.

Der kom nogen Trappen op med tunge, voksne Trin. Han, som læste, vendte Hodet, men læste straks videre.

Det var Moren.

Hun kom lige op og hen til ham. Strøg ham lindt over Hodet og stod lidt.

«Du faar slutte nu — for idag», sagde hun.

Han snudde sig paa Stolen og saa op paa hende.

«Ja, snart», svared han.

Hun stod og smilte saa smaat.

«Det er sent naa», sagde hun. «Du skal op tidligt imorgen».

Gutten svared intet; drog sig bare langsomt bort fra Bogen og lukked.

Moren stod lidt.

«Hvor er de andre ?» spurgte hun.

Han saa mod Vinduet,

«Jeg ved ikke», svared han stillt.

Moren gik mod Trappen.

«Gaa og faa dem ind nu — vi skal kvelde», sagde hun. «Far din har alt lagt sig». Saa gik hun langtsomt Trappen ned.

 

Det var Sommernat. En graanende Tone af Lys laa over Gaardene; det var, som om Mørket ingen Magt kunde faa. Fjernt hen over Jorderne hørte en Akerriksens skarpe Snerp, som taug og begyndte snart her snart der inde i Græsset. Flaggermus jaged sin vildrende Lek efter Mygg rundt Husene og mellem Træerne; Hunden laa og sov midt paa Gaardspladsen.

Oppe paa Kammerset over Koven paa Hauge var det stille. De tre Gutter laa, Hans og Ole i samme Seng, Mikkel, den ældste, alene.

Døren ned til Koven stod aaben; Farens tunge, snorkende Søvn hørtes lydt dernedefra.

Bibelen laa paa Stolen frem ved Vinduet; Gutternes Sko stod fremfor Sengen, de tre Par i Række.

Nu slog Klokken elleve dernede. Lange, tunge, milde Slag.

Fra den ene Seng stakk et vaagent Hode op, lyed og lagde sig atter.

Det var Mikkel, den ældste.

Om lidt kom det vaagne Guttehode atter op, lyed længe og forsvandt igjen; saa satte en Gut sig opret i Sengen og blev siddende slig.

Han skotted mod Sengen, hvor de to andre laa; smøg sig ud af Sengen og sad paa Sengkanten.

Han sad endnu lidt, skotted paany hen til de to andre, men hørte ikke andet end deres jævne Pust vekselvis med Farens stærke Snorken dernede.

Saa klædte han langsomt paa sig Plagg for Plagg, fik Tag i sin Lue, tog Skoene i Haanden og listed sig i Hoselæsteme hen mod Trappen.

Da reiste en Gut sig hurtig i den anden Seng og sad.

Det var Hans.

«Hvor skal Du hen ?» hvisked han.

Mikkel braastansed og svared ikke straks.

«Bare ned som snarest», fik han endelig frem.

Han saa ikke paa Broren, men listed sig videre Trappen ned.

Broren, som sad i Sengen og stirred efter ham, lagde sig atter; men om lidt stod han op, kom hen til Vinduet listende og saa ud.

Det var lys Sommernat ude. Borte ved Laaven stod Tjenestegutten og Budeien; hendes Tørklæde lyste i Dunkelheden.

Hunden kom luntende hen til dem og blev klappet; de stod lidt, som om de taltes ved; saa gik de forbi Fjøset og bortover Engen mod Braaten. Nu saa han Mikkel komme smygende samme Vei, men paa Afstand fra de to. Det for til i ham fra Hoved til Fod. De skulde paa Dansen alle tre !

Han saa Tjenestegutten tage efter Budeien, der de gik gjennem det høie, frodige Græs fremved Skigarden; han saa hende springe nordover og Tjenestegutten tæt efter; saa stansed hun; han fik Armen kring hendes Liv, og slig gik de videre. Men efter i deres Spor nordover saa han Broren feige, stanse og følge hele Tiden.

Der kom med ét slig Sorg over det lille Gutteansigt med de store, milde Øine; han slog Hændeme ihop foldede og seg ned fremved Stolen.

Gutten bad.

Bad for Bror sin, at Gud vilde bevare ham fra de farlige Veie.

Det var længe stille. En hørte bare Søvnen dernedefra og den tredie Brors lette Pust der borte fra Sengen. Men den lille Gut paa Knæ med Hodet paa Bibelen og de foldede Hænder omkring skalv, der han laa og kjæmped for sin Bror. Kold Sved stod ham om Panden; Læberne bevæged sig stilt. Men der var ingen Taarer.

Pludselig løfted han Hodet og lyed. Han syntes, han hørte noget komme. Det kom Trappen op. Det var Broren, Mikkel.

Han kom listende med opjaget Aandedræt. nu, som da han gik ned, med Skoene i Haanden.

Da brast han, som bad, pludselig i Graad og graat stille.

« Gudskelov !» hvisked han.

Saa kom han listende hen, slig han var, og slog begge Armene om Brorens Hals.

Denne stod handfalden og vidste ikke, hvad han skulde.

«Saa underlig Du er», hvisked han og fridde sig rundt.

Der blev ikke talt mere mellem de to. Hver listed sig til sin Seng og krøb ned. Saa var der ganske stille.

Men da Mikkel næste Morgen vækked Brø­drene, sov Hans med foldede Hænder og Graadgrimer nedover Ansigtet, lykkelig og trygg.

Det var en solklar Dag.

Folkene paa Hauge var færdige med Onnen hjemme og skulde nu over Rolfsøsundet i Glom­men for at hente Høiet hjem fra Engene paa den anden Side. De havde nok en Løe derover; men Høiet havde slaaet godt til det Aar, og Løen kunde mod Sædvane ikke ramme det hele.

Ved Ottetiden om Morgenen drog de i vei, Niels Mikkelsen selv, Tjenestegutten og Sønnen Hans til at passe Baaden, mens de to læssed og bar.

Glommen gik stor og strid i Sundet; Flom­men var saavidt sunken, endda det var sidst i Juni Maaned; de havde havt meget Regn baade i Mai og første Halvdel af Juni; derfor var Foret slaaet saa godt til ved det drivende Tørveir om­kring Sankte-Hans.

Faren løste selv Baaden, og de tre gik udi. Tjenestegutten rodde; Hans sad stille agter, Faren bred og stærk paa Midttoften.

Tjenestegutten, som først var kommen fra Dansen ved Femtiden om Morgenen, rodde taus og næsten som i Drømme; der blev ikke talt under hele Færden over Sundet.

Men da Baaden skured i Land paa den anden Side og de to Voksne trak den op, sagde Niels Mikkelsen pladselig til Tjenestegutten:

«Du er bare halv Kar idag, Du Petter».

Petter Thoresen saa halvt bort paa sin Husbond,

«Saa ?»  sagde han ligesom undrende.

De gik opover mod Løen med Rive paa Aksel, de to Voksne foran, Hans bagefter.

Om lidt stansed igjen Niels Mikkelsen.

«Var Du paa Dansen inat ?» spurgte han saa, men ganske stille.

 

Tjenestegutten Petter Thoresen vendte Skraaen og spytted.

«Nei, det var jeg ikke», svared han.

Gutten, som stod bag dem, blev blodrød i Ansigtet — som om han selv skulde have været der; men det saa ingen af de to.

«Tak Vorherre for det», sagde saa Niels Mikkelsen. «Jeg var ellers rædd, Du var gaaet, siden Du er saa laak», føied han dæmpet til.

«En kan være trøtt lel», svared Petter Thore­sen; han spytted i Næven og gav sig til at rake ihop.

«Det kan en», svared Niels Mikkelsen og gjorde ligedan; «men saa har en Vorherre med, og da gaar det vel med alt ens Arbeide».

Den anden taug; de raked begge ihop, laved Kjæmmer og bar til Baaden.

Men Gutten, som var med, syntes han ikke kunde svælge for Graad, der han gik og raked efter, hvad de andre havde spildt. Han syntes det gjorde ham ondt at kjende Solvarmen; han blev ligesom klemt for Bringen og havde tungt for at drage Pusten. Og da Tjenestegutten kom op sammen med Faren anden Gang, saa han ned hele Tiden, som om han havde gjort noget ondt. Slik var de altsaa, Menneskene !

Han prøved stilt paa at bede Fadervor, men kunde ikke.

Stort likere stod det vel heller ikke til med ham selv ! Var der ikke faren en underlig Lyst igjennem ham om Kvelden, da han saa de to springe der nord over Jordet ?

Det, det maatte være Synden, den farlige Synd.

Og han tænkte paa, hvad der stod i den gamle Bibel om Syndens Væsen, og han fik med ét en Angst saa stor. Kanske han ikke hørte med han heller til dem, som skulde blive salige ! Kanske han skulde i Helvedes evige Pine !

Han vidste ikke selv af det, før han stod lige ved Elvebredden og kvakk til ved, at Faren ropte.

«Er Du paa Styr !» ropte han.

Da slapp Angsten ham med ét, og ban bad til Gud for sin Sjæl. Havde han ikke engang, da Faren straffed ham med Ris, fordi han var gaaet hjemmefra uden Lov, tænkt paa at gaa i Elven for at hævne sig ?!  Saa kunde de sørge, naar han var død ! — Han gik fort opover mod de andre.

«Forlad mig, Herre Gud! Forlad mig, Herre Gud», bad han hele Tiden indvortes.

«Du faar se dig fore», sagde Faren mildt. Han tog den sidste Høikjæmme og bar ned­over.

Hans svared intet, fulgte bare med nedslagne Øine. Ved Siden af sig havde han Tjenestegutten, og han kjendte en Slags hemme­lig Gru derved.

Kanske de to skulde vandre til Helvede og aldrig i Evighed faa være sammen med Faren og Moren og alle andre, som blev salige. Og han vilde til at graate.

Men nu stod de ved Baaden, som laa og smaahugged i Elvestryget, fuldlastet af Høi.

De gik alle tre i Baaden; Hans sad agter; de to andre rodde; thi nu krævedes der to Mands Magt for at greie Strømmen. Paa den anden Side saa de Mikkel, Broren, staa med Hest og Langarm færdig til at tage Høiet, naar det vel kom over.

Nærmest Land paa den anden Side var Strømmen stridest og Elven gründest.

«Nu faar Du tage Tag», sagde Niels Mikkelsen til Tjenestegutten.

Denne spytted i Næven, men slapp i det samme Aaren, som gled udenbords. Han sprang op for at hugge efter den; men ør af Nattens Træthed stupte han hovedstupes udover og faldt i Strømmen,

Et Rop af Faren og de to Sønner steg i Stilheden.

Da dukked Tjenestegutten op tæt ved Baaden. Ansigtet var blaat; han gav et Forfærdelsens Gjø og vilde atter synke.

Niels Mikkelsen bøied sig udover og hugg Tag. Da hørtes et nyt Rop; Tjenestegutten havde faaet Tag i Baadrælingen og hængte sig paa af al sin Tyngde, Baaden hvælved; de to voksne Mænd forsvandt, men de kom atter op og fik Tag i Høiet, hvor de holdt sig, mens Baaden drev med Strømmen.

Sønnen Mikkel slapp likbleg Hesten og sprang nedover med Riven i Haanden for at redde; thi Baaden drev nærmere Land ved Strømtangen derude.

«Aa, vi drukner ! Herre Gud, vi drukner !» ropte det derudefra. Det var Tjenestegutten, som skrek, likblek og blaa, med Dødens Angst i Resten. Og indimellem hørtes som Støn Niels Mikkelsens stærke, milde Røst:

«Frels, Herre Gud ! Frels, Herre Gud !»

Men Sønnen, Hans, saa ingen.

Nede ved Odden tog de to Mænd Bund, og lidt efter naadde Mikkel til med Riven. Baaden kom ind paa Sanden, og de to vaded fortumlede iland.

«Gud ske Lov og Tak !»

Niels Mikkelsen stod med foldede Hænder i sine silvaade Klæder, Tjenestegutten blek og for­virret ved Siden af.

Nu saa Faren sig om.

«Hans !» ropte han og blev hvid i Ansigtet.

«Gud naade os !»

Han og Sønnen sprang sydover langs Stranden.

«Aa, Gud hjælpe os ! Gud hjælpe os !» ropte Faren.

Og de sprang, speidede.

Men Tjenestegutten stupte ende ned, der han stod, og graat høit:

«Skylda er mi ! Skylda er mi !» jamred han.

Der flød et livløst Guttelegeme langs Sanden med Strømmen; det stødte an og gled atter ud, svingte og førtes videre; saa tog Strømmen det i en stor Sving ind i en liden Evje, hvor det blev liggende, fasthagel ved Klæderne til en gammel, nedsandet Stokk.

Det var Hans, Niels Mikkelsen Hauges Søn.

Der kom nogen springende, drivhvid i Ansigtet, søgende med en Rive i Haanden. Det var Broren, Mikkel. Aandedrættet gik pæsende; Sveden stod ham iskold i Panden; Øinene stirred hvidnende.

Med ét stanser han, snur sig og roper tilbage mod en anden, som kommer tungt sprin­gende.

«Her !» roper han, saa det skjærer udover. Lægger saa paa Sprang ud i Elven, saa Vasspruten staar.

Et Minut senere ligger det lille Guttelegeme med de aabne Øine og det tjavsede, vandsilende Haar paa Sanden i Solskinnet.

Faren staar med foldede Hænder over ham.

«Død !» kom det saart og brustent. «Guds Vilje ske !»

«Nei, nei !» roper Broren, Han vrider Hænderne.

«Nei, nei !»

Han huker sig ned og løfter paa ham, som ligger der.

Der kom Vand ud af Munden, — et svagt Gjø hørtes.

Broren slapp ham rædd.

Da kvakk Faren.

Han bøied sig ned over Sønnen,

«Der er Liv !» ropte han, «Aa, naaderige Gud !»

Nu hugg han Tag. Vendte og snudde ham for at faa Vandet ud.

Det gav igjen et Gjø, idet boblende Skum gik ud. Saa kom der en hikstende Pust.

«Spring efler Folk og Klæder», bød Faren; han drev som før. Broren sprang.

Da stod Tjenestegutten der.

«Tag i her !» ropte Faren. «Der er Liv !»

Og de to Mænd drev paa, saa Sveden randt, med at tulle og vælte den druknede Gut.

Med ét reiser Faren sig og lyer.

«Nu tog han Aanden», sagde han. «Gud Herren ske Tak !»

Og han folded sine Hænder, mens de begge to stirred paa det lille hvidnende Ansigt med den halvaabne Mund, hvor Aandedrag nu mærkbart kom og gik.

Da, med ét, brød Tjenestegutten ud i voldsom Graad og støtted sig tungt til Niels Mikkelsen.

«Jeg var paa Dansen inat !» brast det ud af ham.

Niels Mikkelsen svared ikke. Og der var ganske stille,

Der kom noget næsten som et Suk fra Gutten, som laa der; Munden fortrak sig til Graat; han slog Øinene op halvbrustne, men lukked dem straks,

Saa begyndte der regelmæssige Aandedrag som Søvn.

«Faa af ham Klæderne», sagde Niels Mikkel­sen; «og hold dig nu til Vorherre, Du Petter», føied han til. «Han har været naadig idag».

Og de to Mænd tog atter fat, lungbløde, som de stod der i Solskinnet.

 

Da kom Sønnen Mikkel, Moren og flere med dem.

Den halvdøde Gut blev lagt i Skindfeld og kjørt langsomt hjem. Faren og Tjenestegutten gik ved Siden.

Men da Niels Mikkelsen havde faaet Sønnen, som nu laa taus og storøiet med Morens Haand om sin,  vel i Seng, gik han stille hen til Bordet og satte sig til at læse høit:

«Trøst for dem, som udi Døds Fare ere».

Og hans milde Stemme klang som en fjern Dur for Sønnens Øre, indtil denne endelig sovned og blev borte fra det alt sammen. Men Moren sad hele Tiden med hans Haand i sin.

 

Der var gaaet flere Timer, Gutten var vaagnet, havde faaet varm Drikke og var sovnet igjen. Nu stod Faren og Broren ved Sengen, hvor Moren sad som før; de saa paa ham, som sov; de talte af og til dæmpet.

Som de stod slig, slog Hans Øinene op.

Han saa forundret paa dem, som stod alvorlige omkring, reiste sig paa Albuen og stirred; han skjønte ikke, hvordan han var kommen did og hvad der var paa Færde.

Faren gik borttil.

«Gudskelov, vi fik beholde dig», sagde han lavt.

Da erindred Gutten med en Gang det hele. Han lagde sig tilbage i Sengen og laa lidt slig med slørede Øine.

Saa smilte han.

«Jeg drukned nok jeg», sagde han.

Moren fik Taarer i Øinene.

«Gud var naadig», svared hun; hun strøg og strøg hans Haand, som laa bar.

Og der var en liden Stund stille.

«At du ikke ropte», sagde endelig Broren.

Hans saa frem for sig; Øinene blaaned klarere.

«Jeg ropte paa dig jeg, Mor», sagde han; saa smilte han.

Moren strøg og strøg.

«Gutten min !» sagde hun.

«Men saa kom jeg under, og da blev det saa rart alt».

Han laa og stirred hen.

«Jeg var ligesom alt død — og du stod og graat, Mor !»

Moren knuged hans Haand.

«Bad du til Gud ?» spurgte hun lavt.

‘Ja — men saa kom der slig Kulde og blev saa mørkt med ét, og saa tænkte jeg, at —».  Gut­ten taug og vendte Hodet bort. Moren saa, han var paa Graaten.

«Hvad tænkte Du ?» spurgte hun; hun bøied sig over ham,

Det bævred kring Guttens Mund.

«Jeg tænkte — jeg kanske ikke — fik bli salig», kom det, og han brast i Graat.

Der blev trykkende Stilhed. Faren vendte sig halvt bort; Broren stod og saa ned. En hørte bare Hiksten fra ham, som graat.

Da saa Moren paa Faren.

«Det faar vi ikke tro», sagde hun sagte.

«Naar en bare holder sig til Gud», lagde Faren ind; han drog et dybt Suk og gik. Søn­nen Mikkel fulgte.

Da Moren og Hans var blevne alene, var der længe stille.

Endelig sagde Gutten uden at vende Hodet:

«Naar en bare kunde tro ret» — han hvisked det næsten. «De siger, der er saa mange Slags Tro». Det kom endda lavere.

Da reiste Moren sig. «Det er mange Slags Mennesker ogsaa», sva red hun stille. «Bare hold dig til Guds Ord, Du Hans, saa blir det nok ret !»

Hun stod og saa paa ham.

Han taug længe.

«Er det sikkert det da ?» spurgte han endelig.

«Ja, det er sikkert».

Hun folded sine Hænder.

Gutten snudde Hodet; der var kommet en stærkere Let i hans Ansigt.

«Jeg skal prøve», sagde han

«Og gjøre bare det, som Han vil», sagde Moren.

«Ja» — kom det ganske sagte.

Saa blev der paa en Stund ikke talt mere. Moren gik lidt til og fra; Gutten laa og saa frem­for sig med varme Øine.

Moren stansed.

«Tænkte Du ikke mere ?» spurgte hun.

Han saa paa hende.

«Nei. Jo — jeg tænkte paa Klaederne mine». Han smilte. «At jeg ikke fik have dem længer».

 

Da smilte ogsaa Moren.

«Der kan en se», sagde hun. Saa stelte hun videre.

Gutten laa en Stund hen, tankefuld.

Men da Moren anden Gang kom bort til Sen­gen, saa han op paa hende.

«Faa hid Bogen da Mor», bad han.

Moren gik hen til Høisædet og tog den store Bibel, som laa i Vindueskarmen.

«Aarker Du det naa da ?» sagde hun og gav ham den.

«Jeg faar freste».

Og han begyndte at blade i den gamle Bog.

Da Faren en Stund efter igjen kom ind for at se til Sønnen, sad Moren ved Vinduet med en Strømpe og bandt.

«Hysst», sagde hun dæmpet og saa bort mod Sengen.

Faren stansed og gjorde som hun.

Der laa Gutten afsovnet med Kindet ind til den gamle Bog.

De smilte begge.

Saa gik Faren ganske stille hen og satte sig paa Bænken ved Siden af Moren.

«Saa underligt, at vi fik beholde ham», hvisked han.

Moren saa op fra sit Arbeide.

«Ja. Der var vel en Mening med det», svared hun dæmpet.               .

Sommersolen stod lige ind; Fluer summed under Sankthansløvet mellem Slindene; — der var Fred over Stuen paa Hauge.

Stengt for kommentarer.