«hans nielsen hauge» : af jacob b. bull : kapittel 11

 

11te KAPITEL.

«En af de Bondeprædikanter, der have drevet deres Væsen søndenfjelds, som man har seet af ’Intelligents-Sedlerne’, navnlig Niels Iversen Riis, 19 Aar gammel, har forvildet sig til disse Egne; han, denne ukaldede, mod Synden og Kjødets Lyster drabelig fegtende Prædikant, skal have forkyndt for forsamlede Skarer, hvad han kalder Guds Ord. Efter Sigende er han først bleven heftet i Molde og siden hidført; han har her faaet Logi i Raadhuset.

Det synes, at formegen Læsning i Bibelen, for­megen Bøn og Andægtighed har forvildet hans Hjerne. Den Helligaand skal have sat ham disse Løier i Hovedet.

Fornuftige Forestillinger hjælpe intet hos ham, og han modtager ikke Overbevisning. Med Sprog af Bibelen møder han enhver, som mod- siger ham.

Mod Kjødets Lyster er han især opbragt. Arresten nedtrykker ikke hans Sind; det hæves meget mere ved Tanken om at blive værdig til Martyrkronen. Han tror at lide for Guds Skyld.

—  Den berygtede Hans Nielsen Hauge, Ypper- stepræsten og Høvedsmanden for den hellige Bande, som flakker omkring og skal have for­delt sig over Landet, er ogsaa hidkommen, men er dog endnu ikke i Arrest. Saadanne Menne­sker kunne blive skadelige for den offentlige Sik- kerhed, dersom de ville, og hvo indestaar os for, at de ikke engang kunne faa Sligt i deres Hove­der? Især naar et Sprog af Bibelen skulde give dem Medhold; thi med Bibelen kan man jo be­vise alt, hvad man vil.

Imidlertid er disse paa Sjælen vanføre Menne­sker Oplysningens farligste Fiender. Mængden gaber paa dem med Forundring, og de sælte Dæmninger, som ikke kunne gjennembrydes, imod enhver redelig Folkelærers Bestræbelser at fordrive det Mørke, hvori Vankundighed og Mørke holde den store Hob.

Det er derfor at haabe, at disse hellige Land- strygere ved alvorlige Midler skulle standses i deres Fremfærd og som virkelige Løsgjængere transporteres til Tugthuset.»

Hans Nielsen Hauge foldede det Numer af «Trondhjemske Tidende», hvori denne Artikel stod, sammen og stirred forundret paa Lars Hemstad, som havde bragt ham den.

«Saa stor er Ondskaben,» sagde han.

Lars Hemstad saa paa sin Ven og Lærer med et tillidsfuldt Blik.

«Ja,» svared han. «Andet kan vi ikke vente os.»

Hauge sad endnu en Stund og stirred vemodig hen. Endelig saa han op.

«Naar kom Du hid nord?» spurgte han saa.

«Igaar,» svared Lars Hemstad. «Jeg blev sendt hid til Trondhjem fra Inderøen, hvor Fog­den arresterede mig. Vagten, som skulde følge mig, blev borte paa Veien, saa jeg godt kunde

have strøget min Vei; men jeg fandt dei rettere at gaa hid og melde mig, og saa gik jeg lige til Stiftamtmanden, Grev Moltke. Han slap mig fri.»

«Det var ret gjort!» udbrød Hauge. «Men • Niels Riis, hvordan er det gaaet med ham?»

«Han er igjen fri,» svared Lars Hemstad. «Han kom i Tugthuset her i Trondhjem og sad der i tre Uger; saa slap han ud og begyndte igjen at forkynde i Meldaten. Lensmandsdrengen der vilde arrestere liam paanv; men Mørker, Bonden paa Rigstad, tog ham med Magt fri, og saa drog Bønderne i Flok og Følge til Præsten og forlangte Frihed for ham. Den fik han!»

Hans Hauge nikked.

«Saa langt kan Uretten gaa,» sagde han, «at Folk kan reise sig og bruge Vold! Sligt er ilde; men det var godt, det gik, som det gik.»

Han folded Avisen sammen og stak den i Lommen.

«Der skal nok komme Svar,» sagde han paa sin stille Maade; «men først vil jeg tale med Politimesteren og faa mit Pas paaskrevet.»

*

Næsie Dag meldte Hauge sig hos Politimester Klingenberg, som uden videre gav ham den ønskede Paategning. Men knapt var Hauge ude af Døren, før en Betjent kaldte ham tilbage.

«Er Du den bekjendte Lægprædikant Hans Nielsen Hauge?» spurgte Politimesteren.

Tromøy ioUcebaksamllns

Hauge kunde ikke negte det.

«Da faar Du først følge med til Stiftamtman- den,» sagde Politimesteren.

Ledsaget af en Betjent og i Følge med Politi­mesteren blev nu Hauge ført frem for Sliftamt- manden, Grev Moltke.

Politimesteren forklarede, hvem Hauge var, og nedlagde Paastand om, at han skulde arresteres og hjemtransporteres som Løsgjænger.

®Jeg kan ikke indse, at sligt er berettiget,» svared Hauge djærvt og drog sit Pas frem.

«Politimesteren har selv paategnei mit Pas og gi vet mig Fri bed til at opholde mig i Trond- hjem, og der har jeg vel Ret til at blive, saa- længe jeg ikke forbryder mig mod Landets Love.»

Politimesteren saa harm paa Lægprædikanten.

«Det har Du,» svared han; «men som Løs­gjænger forbryder Du dig netop mod Landets Love.»

«Jeg er ingen Løsgjænger,» svared Hauge. «Jeg er kommen hid for at faa mine Bøger trykt, og det maa jeg vel have Lov til her som overalt ellers i Biget.»

«Hos hvem skal Bøgerne trykkes?» spurgte Grev Moltke.

«Hos Bogtrykker Stefanson,» svared Hauge.

«Bøgerne blive forseglede og sendt tilhage med dig,j sagde Stiftamtmanden.

Hauge saa alvorligt paa Grev Moltke.

«De faar gjøre, som De vil og fmder forsvar- ligt,* svared han.

 

Stiftamtmand Grev Moltke kjendte sig for­underlig paavirket af Hauges Ro og Mildhed.

Han saa bort paa Politimesteren. Saa gav han sig til at ga a op og ned i Værelset, grün­dende.

Endelig vendte han sig mod Hauge.

«Du kan gaa,» sagde han og nikked venlig til ham.

«Jeg takker Stiftamtmanden,» svared Hauge. «Men Bøgerne?»

«Dem kan Du trykke!»

Hauge gik med et Blik paa Politimesteren.

Men da Hauge vel var gaaet, vendte Hans Excellence Grev Moltke sig langsomt mod Politi­mesteren.

«Jeg vil sige Dem ei, Klingenberg,» sagde han, næsten bevæget. «Denne Hans Nieisen Hauge er en ganske mærkelig Mand,»

*En farlig Mand — siden han kan vinde selv Deres Excellence,» svared Politimesteren.

Grev Moltke smilte.

Fra Stiftamtmanden begav Hauge sig lige til Bogtrykker Stefansons Bogtrykkeri, hvor han satte alt i Gang med Trykningen af sine Bøger. Mens han var der, blev der meldt ham, at en af hans Venner, Ole Rors veen fra Stange, havde været der for at spørge efter ham. Han skulde komme igjen senere.

Hauge, som var meget munter efter sin Sam-

TROMØY FOLKEBIBLIOTEK

tale med Stiftamtmanden, bad dem melde ham, naar Ole Rørsveen kom igjen, men ikke at med­dele denne, at han var der. Han Tilde overraske sin Ven.

Denne Ole Rørsveen var bosat i Bergen og hørte til Hauges allerbedste Venner der. Da Hauge var dragen fra Bergen, blev han efter kort Tid greben af en saadan Længsel efter at se ham igjen, at han begav sig paa Vandring nordover, idet han overalt spurgte sig frem efter hans Spor.

Nu, endelig var han da kommen til Trond- hjem og havde faaet Rede paa, at Hauge skulde trykke Bøger paa Stefansons Bogtrykkeri.

Om en Stund kom Ole Rørsveen tilbage, og Hauge saa ham gjennem Vinduet.

Straks smatt han bag Døren og gjemte sig.

Ole Rørsveen kom ind og spurgte efter Hauge.

Jo, han havde været der.

Med det samme listed Hauge sig bag paa Ole Rørsveen og tog ham over Øinene med begge Hænder.

Ole Rørsveen blev forundret og vilde fri sig; naen Hauge, som var meget stærk, holdt fast.

Da forstod Ote Rørsveen alt.

«Åa, det er dig!» udbrød han.

«Hvem dig?» spurgte Hauge.

«Hauge vel,s> svared den anden.

Da slap Hauge.

*Du kjendte mig alligevel,® lo han.

Ole Rørsveen tog hans Haand og trykked den.

«Skulde jeg ikke kjeude dig,» udbrød han. <Den, som har hørt dig én Gang, kj ender dig igjen for bestandig!»

Og de to Venner forlod Stefansons Trykkeri i hjertelig Samtale.

«Kjære, hvordan er Du kommen hid?» spurgte Hauge, han                lagde      Armen    om          Ole          Rørsveens

Skulder, der de gik.

sJeg syntes, jeg maatte ivei!» svared denue. «Jeg fik ikke Ro paa mig!»

Hauge smilte.

«Du, som jeg da,» sagde han.

«Ja,     jeg      maatte faa tale med                      dig igjen,»

svared Ole Rørsveen. «Det blev iigesom saa tomt ellers.»

«Aa    ja,»      sagde    Hauge. «Vi   har           nu samme

Sind og     elsker den          samme Gud  — det var ikke

saa underligt, om vi gjerne vilde være sammen.»

De gik tause en liden Stund.

Saa sagde Ole Rørsveen.

«Du skulde slaa dig ned fast i Bergen!»

«Jeg har mange Hilsener til dig om dette, baade fra Samson Traae og Jomfru Boes og de andre!»

Hauge svared ikke straks.

Der gik et underlig mildt Drag af Lysning henover hans bevægelige Ansigt; de graablas, store Øine straalte.

«Man maa adlyde Gud mere end Menneskene,» sagde han omsider.

*

Otte Dage efter at dette var hændt, stod Hans Nielsen Hauge igjen efter Løfte i Stiftamtmandens Kontor.

Grev Moltke var meget venlig, bad ham sætte sig ned og samtalte længe med ham.

«Jeg kan ikke andet sige,» sagde han; «din Virksomhed, saadan som Du forklarer den, maa være af det gode!»

Hauge saa op paa Greven.

«Ja,» svared han. «Saasandt Guds Ord er godt; thi det er min Rettesnor og Ledestjerne. Og det er vel ogsaa Eders!»

Han havde et varmt Udtrvk i sit Ansigt og dette vindende Smil, som var saa fuldt af God- bed og saa vanskeligt at modstaa.

Greven besvared ikke Hauges Ord, men fort­satte sin Tankegang fra før.

«At overtale Folk fra Banden, Drukkenskab og andre Laster kan umulig være af det onde,» sagde han. «Jeg skulde ønske, vi havde mange som dig!»

Hauge havde reist sig; thi Greven stod lige foran ham,

*Gud vil visselig sende flere,» svared han. «Især om Øvrigheden hjælper dem dertil.»

Stiftamtmanden nikked.

«Jeg skal visselig ingen Hindringer lægge iveien for Sagen,» svared han, «kun at Du holder dig de verdslige Love og Forordninger etterrette­lige.»

Hauge saa djærvt frem.

«Det skal jeg,» svared han, «overalt hvor de ikke stride mod Guds Ord!»

Nu smilte Grev Moltke.

«Det gjøre de dog neppe nogensinde, min Ven,» svared han.

Hauge var alvorlig, da han svarte.

«Saa er at haabe,» sagde han stille, a Men de menneskelige Love er ufuldkomne som alt Menneskeverk og maa ændres efter Tider og Om- stændigheder, og I, Herre Greve, med Eders Magt og In dflydeise vil visselig være den første til at søge ændret, hvad der kan være uretfærdigt eller stride mod Guds klare OrdU

Greven smilte igjen.

«Nu sigter I til Forordningen af 13de Februar 1741,» sagde han.

«Det tør hænde,» svared Hauge fast.

Grev Moltke nikked hen for sig.

«Den Forordning tør være antikveret,» sagde han, «siden vi have faaet Trykkefriheden. Men,» — han saa hen for sig — «den lader sig fortolke; den lader sig lempe efter Omstændig- hederne.»

Hauge veksled Blik med Greven.

«Da er det en god Forordning, hvor man har en god og kristelig Øvrighed som her,» svared han; «men ve os, hvor det modsatte er Til- fældet!»

Grev Moltke taug lidt.

«Det ville vi dog haabe sjelden eller aldrig er Tilfældet,* sagde han omsider.

Hauge stirred hen.

«Jeg har erfarct begge Dele,» sva red han stille.

Stiftamtmanden klapped ham venlig paa Skulderen.

*Ja, hvorom alting er,* svared han stærkt, «saa bliv Du kim ved at gjøre det, som godt og ret er; deri skal ingen hindre dig!»

Han rakte Haugé sin Haand.

«Farvel, min Ven,» sagde han.

»Farvel og Giids Fred, Herre Greve,» svared Hauge. «Gud vil engang lønne Eder for dette!»

Han gik.

Men da han vel var kommen i Døren, ropte Greven efter ham.

«Hauge,» sagde han. «Det vilde være godt, om Du engang paa din Vei kom ud til Strinden; der vilde Du faa meget at gjøre, særlig med at tale Folk af fra Drukkenskabslasten, som derude grasserer lig en Pest!»

«Vil Gud, skal jeg komme 1» svared Hans Nielsen Hauge.

Og Døren lukked sig imellem Bonden og Greven, mellem Lægprædik anten og Stiftamt­manden.

Men da denne sidste gik til sin Bolig, mødte han paa Gaden Biskop Schønheyder.

«Idag har jeg forhandlet med en mærkelig Mand,» sagde Grev Moltke til Hans Høiærvær- dighed.

Biskop Schønheyder studsed.

«Med hvem, Herre Greve?* spurgte han.

Greven smilte.

«Med en af Eders egne,» svared han.

Hans Høiærværdighed tænkte.

«Nei — det gjætter jeg ikke,» svared han.

«Med Lægprædikanten Hans Nielsen Hauge,» oplyste Grev Moltke.

Biskop Schønheyder traadte et Skridt tilbage og saa paa Greven med hvidnende Øine under de stærke, rødgraa Bryn.

«Ah!» udhrød han. «Han skal fængsles!»

Biskopen saa tænksom ud.

Da smilte Grev Moltke.

«Nei, Aldeles ikke,» svared han. «Det er en udmærket og en nyttig Mand!»

«Ah!»

Biskopen saa igjen med tilbagekastet Hoved og hvidnende Øine under Brynene paa Stiftamt­manden.

«Man protegerer ham!»

Grev Moltke nikked.

«Nei, Deres Høiærværdighed,» svared han be­stemt. «Man kun yder ham Retfærdighed. Men undersøg nu selv. Han er en mærkelig Mand! Farvel, Deres Høiærværdighed.»

De to Autoriteter rakte hinanden de hvide, myge Hænder og gik hver til sit.

Dagen efter indfandt Hauge sig efter Anmod­ning af Biskop Schønheyder paa dennes Kontor. Da Hauge var traadt ind, lagde Biskopen sig tilbage i sin Stol og saa paa ham længe. Saa paa ham fra Hoved til Fod, forskende.

«Saa Du er Hans Nielsen Hauge?!» sagde han endelig.

«Ja, det er jeg.»

Hauge svared siille og dæmpet.

Biskopen sad længe. Saa igjen paa ham.

«Jasaa?» sagde han.

Saa satte han sig tilrette i Stolen og tog Bril­le rne af.

«Jeg hører af Sliflamtmanden, at Du er kom­men herop for at omvende Folk,» sagde han spørgende.

«For at tale med dem om det, som er godt, og faa dem til at afiægge det, som er ondt,» føied Hauge sagtmodig til.

Biskopen saa længe ret frem for sig.

«Ja, ja,» sagde han. «Det er i og for sig en god Gjerning. Men» — han fæsted nu Øinene stærkt paa Hauge-—«har Du ogsaa Kald dertil?»

Hauge mødte Biskopens Blik.

«Ethvert kristent Menneske har Kald og Pligt til at lede sine Brødre til det gode,» svared han.

Biskopen nikked.

«Paa en Maade, paa en Maade,» udbrød han. «Men dette at vandre Landet rundt og opofre sig for at arbeide paa andres Omvendelse, det kræver dog et særskilt Kald!»

«Det gjør det,» svared Hauge.

Biskopen saa atter paa ham.

«Og dette særskilte Kald har Du?» spurgte han; Øinene veg ikke fra Lægmandens Ansigt,

«Ja, det har jeg,» svared Hauge; hans store, klare Øine hvilte sanddru i Bispens. «Det har jeg efter stor Kamp og Lidelse klart for mig.*

Biskopen siog sine Øine ned.

«Ja, ja,» sagde han. «Nuvel!» Han kremted og nikked gjentagne Gange.

Saa saa han atter paa Lægprædikanten.

«Da skulde Du blive Skolelærer,» sagde han. «Thi, hvo, som vil være Lærer i et kristent Land, maa have en vis, ham af Øvrigheden anvist Tje­neste. Ellers støder han an imod Forordningen af 13de Januar 1741.*

«Nei, Eders Høiærværdighed,» svared Hauge bestemt, «at blive Lærer kræver mange Aar; men det, som jeg arbeider for, taaler ingen Op- sættelse; det er allerede paa høieste Tid. Det er, som om Jorden brænder under mine Fød der; overalt møder man Drukkenskab, Banden og alle Slags Laster. Saadant maa af al Magt bekjæm- pes og udryddes, skal ikke snart hele Folket forgaa.»

Biskopen rynked Brynene.

«Ja, ja,» sagde han. «Forstaar Du og øver Du den Kunst at helbrede dem, som er forfaldne til stærk Drik, da er Du en hæderlig Mand, og saadant vil vist ingen forbyde dig; men dette, overalt at omvende Folk fra Laster, det lader sig ikke gjøre, min Ven, det vit Du ret snart erfare!»

Han reiste sig.

«Da har jeg dog anden Erfaring fra den korte Tid, jeg har reist,» svared Hauge. «Vel er det saa, at desværre ikke alle omvende sig; men jeg har dog ved Guds Hjælp vendt mange bort fra Laster og til et kristeligt Liv, og da maa man

17 — Hans Nielsen Hauge.

dog blive ved, selv ora mange forblive i Synden og ikke lader sig redde. I bliver vel ogsaa ved, Eders Høiærværdighed, fast faa, som I siger, vender sig fra deres Laster?»

Biskopen rødmed og strøg sig over Ansigtet.

«Vist bliver jeg ved,» svared han; «gjør ogsaa Du det samme, saasandt Du holder dig Lov og Orden eft er rettelig. Men nu Farvel.»

Og de to Mænd rakte hinanden Haanden.

«En mærkværdig Mand — hm — en ganske mærkværdig Mand,» sagde Biskopen høit for sig selv, da Hauge gik ned ad Gaden. <Mcn en farlig Mand tillige,» føied han til; han fik Snus- daasen op for at tænke klarere.

Saa tog hau fat paa sin Prædiken.

*

Hans Hauge vandred i det Trondhjemske. Fra Bygd til Bygd hele Høsten frem. Gjennem Breve havde han faaet Meddelelse om sin Broder Mikkels og sit Søskendebam Paul Gundersens Arrestation. Han skrev trøstende Breve tilbage, men fortsatte ufortrøden sin Gjerning.

I Meldalen fandt han en formaaende Ven i den senere Storthingsmand Mikkel Grendahl, som siden trofast kjæmpede for hans Sag. Det var dog især i Leinstranden, Anneks til Melhus, at Hauges Arbeide skulde bære den bedste Fru gt. Her tog han om Høsten i November Bolig hos Bonden Jon Jonson Skjeftestad sammen med den før nævnte Lars Olsen Hemstad og opholdt

 

sig der Vinteren udover. Hans verdslige Arbeide bestod j at indbinde de Bøger, som han havde faaet trykt hos Bogtrykker Stefanson i Trond- hjem; samtidig reiste han omkring i Bygden og forkyndte Guds Ord.

Bønderne i Leinstranden rar bekjendte for sit vilde Liv; men allerede faa Maaneder efter at Hauge havde slaaet sig ned der, foregik der en stor Forandring, saa stor, at Sambygdinger yl rede, at Bygden ikke var til at kjende igjen.

En Mængde af dem, som før var hengivne til Drik og deraf følgende Laster, sluttede sig til Hauge og blev gode Borgere i Samfundet. Be- søget paa de vilde Drikkelag aftog mærkbart, og istedet steg der Søndagskveldene Sang fra de ensomme Bondegaarde, og de Følger, som drog hjem ora Kveldene, vandred stilfærdig og under dæmpet Samtale, medens før Hui og Skrig og Slagsmaal hørtes Bygden over gjennem Vinter- mørket.

Det vared ikke længe, før Bygdens Præst Hans Eriksen Steenbuch i Melhus begyndte at mærke Sporene af Hauges Virksomhed, og ud- præget rationalistisk som han var, beslutted han sig til straks at «kvæle Ondet i Opvæksten».

Gang paa Gang tordned den 77-aarige gamle Mand fra Prædikestolen mod Læseriet; Gang paa Gang trued han dem, som holdt Opbyggelser, med Fængsel og Tugthus; intet hjalp. Hauge fik stadig flere og flere Tilhsengere og mellem dem selve Lensmanden paa Leinstranden, Iver Monsen, som afgjort og bestemt tog Hauges Parti lige- overfor Sognepræsten og i en lang skriftlig Hen­vendelse søgte at oplyse Præsten ora, at Hauges Virksomhed var i fuld Overensstemmelse med Guds Ord.

Saaledes gik November Maaned og de første Dage af December.

Men den 9de December hændte der noget, som med et Slag gjorde en brat Knde paa Hauges Ophold ved Leinstranden.

Den nævnte Dag var Biskop Schønheyder kommen til Melhus for at overvære en Bygde- kommission.

Præsten Steen buch beklagede sig da for ham stærkt over Hauges Virksomhed, som hau for* gjæves havde søgt at stanse. Biskopen loved at tage sig af Sagen og lod ved Kirken oplæse en Kuiidgjørelse om, at enhver, som havde holdt Opbyggelse der i Sognet, skulde afgive Møde i Melhus Præslegaard for at eksamineres af Biskopen.

Allerede samme Dag mødte Hans Nielsen Hauge op og blév indladt til hans Høiærværdig- hed, som sammen med den gamle, tunghørte Præsten Steenbueh vented ham paa Præstens Kontor.

Hauge traadte ind, stilfærdig og rolig, som han altid var, naar han vented Angreb,

Biskopen saa paa Præsten; de sad ret overfor hinanden i hver sin store Stol.

Hauge hilste og tog begge i Haand. Præsten Steenbuchs Ansigt blev høirødt i sin Glorie af hvide Haar.

Da talte Biskopen.

«Saa Du nu har forlagt din Virksombed hid?» spurgte han.

Hauge saa fast paa Biskopen.

«Ja,* svared han. «Jeg har veJ Eders Høi- ærværdigbeds Bifald dertil?»

Præsten Steenbuch – holdt Haand for Øre, lyt­tende.

«Bifald? Sagde han Bifald?» spurgte han høirøstet.

«Det har jeg aldrig givet!» udbrød Biskop Schønheyder stærkt og satte sig tilbage i Stolen.

Hauge blev staaende forundret.

*Da vi sidst mødtes,» sagde han rolig, *da var der dog intet i Veien!»

«I Veien?» Steenbuch lyttede anstrengt med Haand bag Øre.

«Hvad var i Veien!»

«Intet!» Hauge ropte det i hans Øre.

Præsten gjorde et Rykk, saa paa Biskopen og satte sig dy bere i Stolen.

«Da har Du skammelig misforstaaet mig!» ropte nu Biskopen.

eHan har misforstaaet mig!» ropte han endda høiere over mod Præsten.

Steenbuch nikked ivrig.

«Naturligvis! Naturligvis!» sagde han. «Saa- danne Mennesker misforstaar alting!»

Hauges Ansigt tog en Smule høiere Farve; men den sank straks.

«Eders Høiærværdighed sagde dog tydelig, at I intet havde mod min Virksomhed,» svared

han sagtmodig. «Det er vel ingen Misfor- staaelse!»

Biskopen var rød i Ansigtet.

«Det har jeg aldrig sagt eller ment — saa- ledes,» ropte han, forat Steenbuch ogsaa kunde høre det. «Kim naar Du holdt dig Lov og For­ordning etterrettelig, havde Du mit Bifald, ellers ikke — selvfølgelig!»

Han læned sig tilbage i Stolen og veksled Blik med Steenbuch, som atter nikked ivrig.

Da sagde Hauge:

«Jeg ved mig ikke skyldig i at have forstyr­ret Lov eller Orden; jeg tror heller, jeg har ar­beidet for at opretholde den!»

Han stod der trygg.

Biskopen reiste sig.

«Min gode Mand,» sagde han. «Alt dette er meget muligt; jeg tviler ikke paa din gode Hen- sigt; men Du kjender vel Forordningen af 13de Januar 1741?»

®Ja,9 svared Hauge. «Det er en aflægs For­ordning, som helst burde afskafles, da den strider mod Guds Bud!»

Biskopen steiled,

«Mod Guds Bud?!» Han saa paa Præsten Steenbuch, som spændt lytted.

«Han siger, at Forordningen af 13de Januar 1741 strider mod Guds Bud!» skrek han over til Præsten.

«Mod Guds Bud!» gjentog Steenbuch indig- neret.

«Ja,» svared Hauge. «Guds Ord befaler alle

Kristne at gjøre alle Mennesker delagtige i Sand­heden og at forkynde Ordet for alle; men For­ordningen af 13de Januar 1741 sætter Straf og Fængsel for dem, som følger dette Bud. Saa strider da vel Forordningen lige mod Guds Ord!»

Biskopen snudde sig fra ham, rysted paa sit Hoved og satte sig.

«Du har nok ikke læst, livad Paulus siger i Iste Brev til Korinthierne 1, 20,» sagde han harm: «Hver og en blive i det Kald, hvortil han er kaldet ■ s

«Jo,» svared Hauge. «Men det heder videre i Vers 21:       Dog, kan Du blive fri, saa brug det

heller!»

Hans Øine tog sin klare Farve; hans Ansigt fik denne forunderlige Mildhed.

*Og jeg er bleven fri,» sagde han. «Gud har kaldet mig til noget høiere; jeg kan ikke længer se min Næste gaa i Synd og forblive taus dertil!»

Han stirred betagen hen for sig.

Biskopen kremted i stor Værdighed.

«Det er en anden Sag,» sagde han. «Havde Du holdt dig i dit Hjem og der talt til dine Nær­meste og Naboer — thi disse er i Ordets For­stand din Næste — da havde alt været vel; men dette at fare Land og Strand omkring uden Kald og Bemyndigelse dertil, det strider mod Forordningen af 13de Januar 1741 som det stri­der mod Lov og Orden i ethvert velordnet Sam­fund!»

Steenbuch, som anstrengt havde lyttet, nik- ked.

«Samfund!»             gjentog han,      Saa          folded han

Hænderne.

Hauges Ansigt tog el næslen                            umærkeligt

Smil.

«Jeg har aldrig tænkt,» sagde han, *al min Naeste bare skulde være mine Naboer og de, som boed i samme Sogn som jeg. Naar Gud befaler os at elske vor  Næste som os    selv,       da troed jeg,

han mente           alle   Mennesker, og   dette         vil jeg frem­

deles tro. For mig er den, jeg sidst møder, den som staar mig nærmest; ikke kan jeg elske bare Folk i Tune Sogn og hade dem i Melhus og paa Leinstranden, og heller ikke tror jeg Eders Hei- ærværdighed istand til dette!»

Han saa uforfærdet paa den strenge Prælat,

Biskop Schønheyder snudde sig anden Gang og klødde sig heftig i Hovedet.

«Du forstaar ikke dette,» udbrød han. «Men Du vil snart lære at forstaa. Jeg forlanger Lydig- hed under Kongens Lov; hvis ikke saa sker og det paa Øieblikket, da venter der dig strenge Straffe. Øvrigheden bærer ikke Sværdet for- gjæves!»

Hauge stod som før, urokket, uryggelig i Be- vidstheden om sin gode Sag.

«Dermed faar I gjøre, som I synes og som I kan forsvare det for Eders Hjerte og Eders Gud, hvis Tjener I er,» svared han freidig. «Guds Tjenere er vi alle!»

«Guds Tjenere!» udbrød nu Presten Steenbuch, da Biskopen taug.

«Jo, nu, da jeg har læst dine Skrifter, ser jeg, hvordan Du agter Guds Tjenere. Du angriber os paa det voldsomste; Du beskylder os for alle de Laster, som tænkes kan — Du — Dul» Den gamle Mand begyndte at stamme og kunde ikke linde Ord for Vrede.

Hans Nielsen Hauge gik ganske rolig lige hen til Præsten og saa ham ind i Øinene med sit klare Smil.

«Eders Velærværdighed tager Feil,» sagde han. «Jeg har aldrig nævnt Eders Navn og heller ikke kjendt Eder, da jeg skrev disse Skrifter, hverken Eder eller Hans Høiærværdighed, saa Hensigten har aldrig været at krænke nogen af Eder!»

Ordene faldt stille og troværdige.

Præsten gløtted paa Biskopen.

«Nei, nei — men —,» han kremted forlegen og satte sig.

«Ja, dette er nu godt nok,a sagde Biskopen og reiste sig; «men dette er ikke nærmest Sagen. Spørgsmaalet er, om Du vil ophøre med dine Opbyggelser eller ikke?,?

Hauge taug lidt og tænkte. Saa vendte han sig halvt fra de to.

«Det tør jeg ikke love,» svared han. *Man maa adlyde Gud mere end Menneskene.»

«Godt,» svared Biskoppen, «Da faar Du ogsaa finde dig i, at vi med den verdslige Øvrigheds Hjælp sætter dig fast og transporterer dig ud af Bygden!»

Hans stærke Øine stod paa Hauges Ansigt.

Men delte var mildt og roligt, som om intet var sagt eller gjort.

«Dermed faar I handle, som I finder for ret og godt,» sva red han. «Jeg skal ingen Modstand gjøre.»

Næste Morgen arresterede Lensmanden ifølge Ordre fra Præst og Biskop Hans Nielsen Hauge for at transportere ham til Leinstranden med Paalæg til Lensmanden der om at sende ham videre til Trondlijem.

*

Lensmand Iver Monsen i Leinstranden stod netop paa Tunet af sin Gaard, da en Slæde med tre Mand kom kjørende; det var Lensmanden i Melhus med de to Arrestanter Hans Nielsen Hauge og Lars Olsen Hemstad. Iver Monsea blev staaende forundret og stirre.

Slæden kjørte lige frem for Svalen, og de tre Mænd steg ud.

Lensmanden fra Melhus hilste og gik opover mod Iver Monsen. Dc to andre hilste ogsaa, men blev staaende.

Melhuslensmanden forklarte sit Ærende. «Jeg har Befaling fra Biskopen, at Du skal sætte dem fast og sende dem videre til Trondhjem,» sagde han.

Iver Monsen svared ikke. Gik bare frem til Hauge og hilste paa de to, som han tog hjertelig i Haand.

«Nu er vi Fanger,» sagde Hauge.

Da snadde Iver Monsen sig og sagde til Lens- manden fra Melhus:

«Hils og sig fra mig, at sligt Ærind paatager jeg mig ikke. Jeg arresterer ikke uskyldigt Folk!»

Dermed vendte han sig atter til Hauge og Hemstad.

*         I faar gaa ind og kvile paa,» sagde han, «saa skal jeg ora en Stund kjøre Eder begge hjem til Skjeftstad.»

Melhuslensmanden satte sig i Slæden og tog Tømmerne.

«Ja,» sagde han. «Nu har jeg leveret dem her, saa faar det blive din Sag, om Du vil sende dem videre eller slippe dem fri.»

Han kjørte.

Lensmand Iver Monsen smilte.

«Ja, det faar blive min Sag,» svared han. Saa gik han med de to ind i Stuen.

«Saa Steenbuchen har været ude alligevel!» udbrød han, da han atter havde taget Hauge og Hemstad i Haand.

«Ja, og Biskopen med, fast han havde lovet mig andet,» svared Hauge; han satte sig.

Iver Monsen mørkned i sit Ansigt.

«Ja, ikke sender jeg dig herfra — vær tryg paa det,» sagde han stærkt. «Før skal her blive ny Lensmand i Bygden!»

Hans Nielsen Hauge reiste sig og lagde Haan- den paa Iver Monsens brede Skulder.

«Tak skal Du have for det,» sagde han varmt.

«Det er vakkert af dig; men ikke skal Du for vor Skyld sætte dig op mod Øvrigheden og miste din Bestilling!»

«Hvad bryr jeg mig om det ia svared Iver Monsen.

*Vi er Brødre — for dig ofrer jeg altb

Hauges Øine blev saa milde.

tDe! ved jeg,» svared han. «Bare det er ret.»

Iver Monsen saa paa ham.

«Skulde ikke det være ret?» spurgte han for­undret,            ■

«Nei,» svared Hauge. «Ai Øvrighed er af Gud. Den maa vi adlyde.»

Iver Monsen vendte sig.

«Da frasiger jeg mig min Lensmandsbestilling,» sagde han. «Jeg vil adlyde Gud mere end Men­neskene.»

Hans Nielsen Hauge smilte.

«Du er en Kjærnekar, Iver Monsen,» sagde han, «og det var godt, om alle var som Du. Men vi faar gjøre det, som ret er. Nu gaar jeg og Hemstad til Trondhjem og melder os selv. Da slipper baade Du og vi at handle mod vor Sam- vittighed.»

Iver Monsen gjorde mange Indvendinger; men det nytted ikke. Hauge holdt urokkelig fast ved sin Beslutning, og allerede samme Eflermiddag tog de to Lægprædikanter Farvel med Lensman­den og begav sig paa sin Fod afsted paa Veien til Trondhjem.

Det var næste Dags Morgen,

Hauge og Hemstad var komne et godt Stykke paa Vei og skulde netop sætte over en Elv, som ikke var til frossen.

Manden, som skulde sætte dem over, havde et Stræv med at øse Baaden, som trak Vand alt i ét. Harm slængte han Øsekarret mod Spanierne, saa det sang.

«Jeg mener Fanden er i Baaden, jeg!» ropte han.

Hauge tog rolig Øsekarret op.

«Nei,» sagde han; «men nu for han j dig, som ropte paa ham!»

Manden saa bort paa Hauge.

«Du er Læser Du kanske?» spurgte han.

Hauge smilte.

*Ja —,» svared han. «Jeg læser i Guds Ord.»

Manden blev spagere, men skuled igjen paa Hauge fra Siden, mens han lagde Bundtiljerne tilrette.

«En kan ikke læse støt,» mumled han.

Hauge gav sig til at øse.

«Nei,» sagde han. «Du kan vel ikke spise bestandig heller? Prøver Du paa det, vil Du snart fordærve Maven; spiser Du derimod saa meget, som Du har godt af, og arbeider flittig, da er Du bedre tjent. Saa er det med Læsnin- gen ogsaa. Vil Du drive og læse bestandig, da vil Du bare matte dig ud til ingen Nytte; læser Du lidet og prøver at leve derefter, saa kan dette forbedre dig og blive til Nytte baade her og i Evigheden.»

Hauge øste hele Tiden. Men Manden taug.

«Ro nu, Du,» sagde Hauge, «saa skal jeg øse.

Saa deler vi broderlig, og saa skal Du se, vi nok skal faa Fanden ud af Baaden!s

Manden satte sig til Aarenie, og de kom lyk­kelig over. Men da han havde faaet sin gode Betaling og de to Mænd efter at have laget ham i Haand gik videre, blev han staaende længe og stirre efter dem.

Næste Dags Aften var Hange atter i Trond- hjem og meldte sig sammen med Hemstad den paafølgende Dag hos Stiftamtmanden.

Grev Moltke selv var bortreist; Byfogden, hvem man henviste ham til, bad dein komme igjen den næste Dag.

Da de efter Ordre atter indfandt sig hos By­fogden, traf de der den konstituerede Stiftarat- mand Angel). Denne sendte straks Bud efter Vagtmesteren ved Raadhuset og lod dem begge sætte i Arrest.

*         Saa farlige Forbrydere bør ikke gaa løse,» sagde han til Ryfogden.

Kort Tid efter lod Angell Hauge og Hemstad sætte under Justxtsens Tiltale for Løsgjængeri og Brud paa Forordningen af 13de Januar 1741.

De blev begge transporterede tilbage til Lein­stranden, hvor de Mandag den 23de December blev fremstillet for Retten og forhørt.

Der var indkaldt 36 Vidner, ved hvis Hjælp man havde haabet at faa Hauge overført for­skjellige Slags Forgaaelser; men Resultatet af

 

Forhøret hlev en glimrende Opreisning for Hauge og Hemstad, om hvis Færd alle kan havde godt ai vidne. Det eneste, som kunde bebreides dem, var, at de havde forkyndt Guds Ord.

De to Lægprædikanter blev da atter trans­porterede tilbage til Trondhjem, hvor de hensad i Arrest til Slutningen af Januar Maaned næste Aar, da Dom i Sagen faldt.

De blev dømt, Hauge til en Maaneds Tugt- lius og Hemstad som Militær til en Maaneds Fæstningsarbeide.

Hauge vedtog nden Indvendinger Dommen. Han valgte den korte Tids Fængsel fremfor at hensidde arresteret, til nye Forhør og ny Dom ved høiere Ret kunde falde.

«Ingen skal kalde mig trættekjær eller hen- falden til Rethaveri,* skrev han til sine Venner, «ingen skal sige, at jeg ikke selv vil lide med Eder. Saa skal og mit Exémpel som Eders be- fæste Sandheden. Desuden vide vi, at paa hin Dag bliver der en anden Dommer, og da faar enhver Løn eftcr sin Fortjeneste.»

Hauge indsattes i Tugthuset den 4de Februar 1800. Det var sjette Gang, han havde været i Fængsel for Guds Ords Skyld.

Han var under hele sin Fængselstid munter og glad. Arbeided ivrig paa nye Skrifter og skrev en Mængde Breve til sine Venner.

«Skammen over at have siddet i Tugthuset,» sagde han til en, som besøgte ham i Fængslet, «er som en hurtig flyvende Fugl over mit Hoved!»

Og til Biskop Schønheyder, som besøgte ham og forgjæves søgte at bringe ham paa andre Tanker, sagde han, da de skiltes:

«Eders Høiærværdighed! Jeg sidder heller i Fængsel og Lænker for Guds Riges Skyld end i Bispeskrud som den, der forfølger disse Kristi Smaa paa Jorden!»

Biskopen sagde ikke videre Farvel.

Efter endt Straffetid drog Hauge Landeveien over Dovre til Kristiania; overalt holdt han Op- byggelser, og overalt spired Guds Ord, der han hadde faret.

Lensmændene, som skulde transportere ham Bygd og Bygd imellem, lod ham gjerne gaa, da han erklærede, at han vilde reise hjem, og saa- ledes ankom han da i Begyndelsen af April til Kristiania.

Han tog ogsaa denne Gang Ophold hos sin Ven Grøndahl, hvis Søn Anders ogsaa nu var bleven religiøst greben og havde sluttet sig til Haugianerne.

Hos Grøndahl tik han vide, at hans Broder Mikkel fremdeles oplioldt sig i Tugt huset, trofast mod Guds Kald.

Ligeledes fik han nu den sørgelige Meddelelse, at hans Søster Anne, som længe havde været sygelig og som i den senere Tid ogsaa havde lidt af svære aandelige Anfegtelser, ikke havde længe igjen at leve.

Denne Efterretning gjorde et dybt Indtryk paa Hauge. Han gjorde sig straks rede og forlod Kristiania for at reise hjem.

 

 

HAKKEHAUGEN

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

«Jeg ved forvist, at vi mødes i en lykkeligere Verden,» sagde han til Grøndahl; «men jeg vilde saa gjerne se og tale med hende endnu en Gang; hun var den første af mine, som omvendte sig til Gud, og hun har været mig til Lys og Støtte under min Kamp for Gud og hans Rige paa Jorden!»

Han havde Taarer i Øinene ved Afskeden.

To Dage senere kom han efter over et Aars Fravær tilbage til Tune og sine Fo neid res Gaard.

A

Det var om Eftermiddagen den 12te April 3800, at Hans Nielsen Hauge naaed sit Hjem.

Da han saa de kjendte Huse, fdr der en forunderlig vemodsfuld Følelse igjennem ham. Derindef hvor han havde levet saa mange Aar i Lykke, livor han havde kjæmpet sin Kamp og vundet Freden, derinde laa nu hans elskede Søster døende. For hende skulde snart det store Under blive aabenbaret; for hende skulde det snart være slut paa ai Strid; hun skulde gaa bort til Glæden; men han, han fik ikke følge I Lidelse og Strid var ham endnu beskaaret, kanske t mange, mange Aar!

Han drog Pusten tungt, da han tog i den kjendte Klinke; saa aabned han sagte Døren og traadle ind i Stuen.

Der var tomt derinde.

Det brandt paa Aaren; der var lunt og frede- ligt; en Postille laa opslaaet paa Bordet.

18 — Hans Nielsen Hauge.                                    .

Tromøy tolkeboksamlim

Døren til Koven stod paa Klem; derindefra hørtes en Stemme, som læste, og Hauge kjendte Stemmen; det var hans Mors Røst.

Nu taug det derinde; de havde nok hørt ham komme. Tunge, varsomme Fodtrin hørtes; Døren aabnedes hell; en Mand, graaskjægget og blek, viste sig.

Det var Faren, Niels Mikkelsen.

Han kjendte straks Sønnen, skjønt det var Skumring; han lukked varsomt Døren efter sig og kom hen.

«Nei, er det Du!» sagde han med dvb, træt Stemme.

*Ja, Far!»

De stod og holdt hinandens Hænder længe.

«Gudskelovl» hvisked Faren. «Hun har spurgt saa efter dig!»

Og han drog Aanden dybt som i BefrieJse.

Hans Hauge stod lidt og stirred hen.

«Hvordan har hun det?» ipurgte han dæmpet.

<Aa, jo,» svared Faren. «Nu er det over; men hun              har havt svære     Anfegtelser.         En Tid

tænkie vi,       vi skulde miste      hende!»

Hans Hauge var bleven ganske blek. Nu smilte han stille.

«Aa nei,» sagde han fortrøstningsfuldt. «Anne mister vi ikke.*

»Nei,»     svared Faren.        «Guds Kraft    seired til-

slut. Nu          er hun over det     værstel»

Der stod Taarer i Farens Øine.

 

Hans Nielsen Hauge taug lidt. Saa sagde han ganske stille:

«Jeg hører, hun skal vandre.»

Farens Øine fyldtes. Taarerne drypped stilt.

«Ja,» svared han.

«Der er ingen Raad?» Hauge saa paa sin Far.

Niels Mikkelsen rysted paa sit Hoved.

«Doktoren siger nei,» svared han.

Hans Hauge bøied sit Hoved. Saa folded han Hænderne.

«Som Gud vil,» sagde han.

Han blev staaende længe slig. Hans Læber bevæged sig, som talte han for sig selv eller med nogen anden. «Ja, ja,» mumled han; han nikked llere Gange hen for sig.

«Guds første Høst!» hvisked ban.

Saa løfted han sit Hoved, og de graablaa Øine havde stor Magt.

«Jeg faar gaa ind?» sagde han.

«Ja,» svared Faren. Han saa mod Døren. Og Hans Nielsen gik stille ind. Men Faren satte sig ved Bordet og støtted Hodet tungt i begge sine Hænder.

*

Da Hauge traadte ind, reiste Moren sig og gled tilside. Hauge tog hendes Haand, idet han sagte kom frem til Sengen.

Der gled ligesom noget forklaret over den Syges Ansigt, da hun kjendte ham.

En livid, mager Haand blev halvt løftet. Hun smilte.

«Nei, er Jet Du!» udbrød hun. Stemmen var vek og skjalv.

Hauge slapp Moreus Haand og fandt den Syges. Saa satte han sig paa Sengekarmen og saa længe paa den Syge, hvis Haand han strøg alt i et.

«Gud ske Lov, at vi fik mødes, Anne!» sagde han dæmpet.

«Ja! Ja!» hvisked hun. a Men det holdt haardt det, Hans!»

Hun saa blaanende hen for sig.

Hauge saa længe paa hende.

«Jeg hører det,» svared han. «Men saa seired den mægtige Gud!»

Hun lukked Øinene og laa hen.

«Ja,» hvisked hun. «Gudskelov! Han seired!»

Hauge tog hendes Haand metlem begge sine.

«Elskede Søster min!» mumled han.

Hun slog Øinene op og smilte. Saa lukked hun dem atter.

Slig sad han nu længe.

«Og Du er ikke bange for at dø?» spurgte han om lidt.

Hun saa op stort og mildt.

«Nei, Hans,» svared hun, «Nu er jeg ikke bange!» Hendes Øine fulgte Moren, som graa- tende havde vendt sig og gik ud.

«Jeg er ikke alene nu,» fortsatte hun. Hun laa længe og stirred hen, som om hun tænkte paa noget særskilt.

«Du, Hans,» hvisked hun saa.

eJa!» Han strøg hendes Haand.

«Du maa love mig ét!» Hun saa stort paa ham. «Du skal holde mig i Haanden, naar jeg dør!»

Han higsted til.

«Ja, det skal jeg,» svared han; hans Stemme var mild som en Mors.

Hun laa lidt.

«Du er saa stærk Du, Hans!» sagde hun.

Da graat Hans Nielsen Hauge.

«Gud er den eneste, som er stærk,» hvisked han.

*

Dødsdagen kom.

Slægten var samlet. Hun havde taget Farvel med hver og en.

Nu laa hun stille med Hauges Haand i sin. Pusten gik neppe hørbar. Dødens Blekhed var kommen.

Hun havde netop spurgt efler sin Bror Mikkel, hvis Ansigt hun savned mellem sine kjære.

«Han sidder i Fængsel for sin Troes Skyld,» havde Broren svaret.

«Gud velsigne ham for det,* havde hun mumlet tilbage.

Om lidt slog hun atter de slørede Øine op.

«Hans!» hvisked hun.

«Ja.s Han bøied sig over bende.

«Tak, at Du ieded mig til Gud!»

Han kjendte hendes Haands svage Tryk.

Taarerne stod Hauge i Øinene.

«Nu leder Du mig, Du elskede Søster,» svared han.

Der blev igjen stille.

Saa hvisked hun med lukkede Øine:

«Du kommer snart efter, Hans!»

Han trykked hendes Haand.

«Ja, saasnart min Gjerning er gjort,» svared han høit og stærkt.

Hun taug. Det var, som om hun laa slum­rende. Men om lidt slog hun Øinene op.

*Nu, Hans, nu blir her mørkt,» sagde hun.

«Guds Lys kommer,» svared Broren.

«Ja.»

Hun lukked igjen Øinene.

Saa smilte hun.

«Nu ringer det,» hvisked hun. «Bed for mig!»

Hans Nielsen Hauge bøied sit Hoved og bad Fadervor; hans rige Stemme var klar og stærk.

«Tak! Gud velsigne —,» hendes Hoved bøiedes over til Siden.

«Tror Du paa den levende Gud og Frelsen i Jesus Kristus?»

Hans Hauge ropte det høit.

Søsterens Læber bevæged sig. «Ja!» kom det neppe hørligt.

Hans Hauge blev siddende med Søsterens Haand i sin.

Hendes Hoved sank dybere. Dødens Skygge stod over hendes Ansigt.

Med ét løfted hun sin frie Haand og lod den atter tungt falde.

«Ja!» sagde hun igjen, klart og langt hen- aandende. Øinene lukked sig fast; saa bøied hun sit Hoved og døde.

Graad brast ud i det tause Kammer. Da reiste Hans Nielsen Hauge sig. Han folded den Dødes Hænder.

*Far hen i Fred, elskede Søster!» sagde han.

Saa folded han selv sine Hænder.

Lidt efter steg der Sang i Dødens Hus. Sal­men «Jesu din sode Forening at smage» toned nd fra Dødsrummet, sungen af en eneste, stærk Høst.

Hans Nielsen Hauge stod og saug Livets Lov­sang ved sin døde Søsters Leie.

*

Den 18de April blev Anne Hauge begravet. Der var stor Sorg i Bygden; thi hun var af holdt af alle for sin Godhed og sit milde Sind. Men mest af alle sørged Hans Nielsen Hauge.

«Det klareste Lys er borte her!* skrev han ti! Anders Grøndahl i det Brev, hvori han meldte Søsterens Død. Hun havde for haru været som en Blomst, vokset op i Guds Naades Lys; det Tar, som om Tilværelsen havde mistet sin Skjøn- bed for ham, da hun døde.

Overalt, hvor han led for sin Sag, i Fæng- sel, haanet, forfulgt, saa han altid hendes rene Billede for sig og hørte hendes milde

Røst, som bad ham holde ud for Guds og Kristi Skyld.

Nu var hun ikke mere. Nu kaldte hun paa ham fra det hinsides. I hine Dage havde Hauge mere end én Gang Kampen at bestaa med Mod- løsheden og Lysten til at opgive sit Kald; men den stærke Vilje seired.

Han foretog snart efter Søsterens Død atter -sine Reiser i Omegnen af Tune og drog i Mai Maaned paa sin første Udenlandsreise til Kjøben- havn, dels for at faa sine Bøger trykt, dels for at stifte Forbindelse med de Vakte i Danmark.

Først langt ud paa Høsten vendte han tilbage til Norge.

Stengt for kommentarer.