«hans nielsen hauge» : af jacob b. bull : kapittel 12

 

12te KAPITEL.

Krislofer Hoen fra liker kom netop kjørende fra en Tur til Drammen og svinged ind paa sin Gaard. Det var en kold Decemberkveld; Nysne var netop falden og Frost havde bagefter taget i. Føret var ypperligt; Hoen havde kjørt fra Dram­men og hjem paa en halv Time. Men saa havde han jo ogsaa Hoengraaen, den skarpeste Traver i Bygden,

Netop som han svinger ind gjennem det aabne Led i den dybe Sne, kjører han forbi en Mand med Skræppe paa Rygg.

Manden træder tilside ud i Sneen og lager til Luen.

Det var halvmørkt; men Kristofer Hoen hoidt pludselig Hesten an og stirred. Han syntes, han kjendte dette Ansigt, og der for en varm For­nemmelse gjennem ham,

«Godkveld og Guds Fred,» sagde Manden, som havde hilst. Han stod støttet paa sin Stav.

Kristofer Hoen holdt Hesten, som vilde frem, med stramme Tøiler.

«Nei kjære, er det ikke Hauge Is udbrød han.

Hans Nielsen Hauge — thi ham var det — kom nu lige hen.

«Jo, det er saa!» svared han, *Jeg kommer for at bede ora Hus inat!»

Kristofer Hoen smilte.

<HeIe Huset, om Du vil,» svared han. «Sæt dig opi!»

Han havde sin Nød raed at tøile Hesten.

«Nei, kjør Du,» sagde Hauge. «Jeg skal nok tinde frem!»

Og Hoengraaen sprængte i Trav ind paa Gaarden.

*

Da Hans Nielsen Hauge vel var bænket t Stuen og Piberne tændt, sagde Kristofer Hoen:

«Ja, nu er det paa Tide, Du kom roer tilbage og retleder os; her er mangt, som er anderledes, end det burde være.»

«Saa?® Hans Nielsen Hauge saa bekymret paa sin Ven.

  • • Ja, det er det, om jeg ellers har hørt ret,» svared Kristofer Hoen. Han saa betænksom hen for sig.

«Ja, Du ved vel, at Iver Roer iiar svigtet?» fortsatte han.

Hauge reiste sig.

«Hvad siger Dul» udbrød han og hlekned. «Har Iver Roer svigtet vor Sag? Han sidder jo i Fængsel, han som min Bror og Paul Gun­dersen og Tor kei GabestadU

Kristofer Hoen saa ned.

«Iver Roer er sluppen ud af Tugthuset,» sagde han lavt. «Han loved, at han aldrig mere skulde forkynde Guds Ord !*

Stemmen sank. Den stærke Mand sad og stirred ned som i Skam.

Hauge folded sine Hasmder.

«Frafalden I» mumled han. Læberne skjalv. Saa brast han i Graad.

Der var længe stilie i den tause Stue. Kri­stofer Hoen løfted ikke sine Øine; Hauge sad med Ansigtet skjult i begge Hænder.

Endelig saa han op.

«Den barmhjertige Gud faar dømme,» sagde han stille. «Hvad véd vi!»

Og han skjulte atter Ansigtet i sine Hænder.

«Men dette er ikke det eneste,* sagde nu Kri­stofer Hoen med grov, brudt Røst. «Der er kom­men saa meget vrangt ind, mens Du har været borte.*

Hauge saa op, næsten i Angst.

«Mange af Vennerne rundt om i Landet skal have faaet den Tro, at Jorden skal forgaa,» sagde Kristofer Hoen; «og saa har de sluttet at arbeide !*

 

Han saa op paa Hauge.

Denne havde pludselig reist sig.

«Saa gaar det, naar Landet er uden gud- frygtige Pnester!» udbrød han.       Hans Øine

brandt.

«Ja, visselig vil Guds Prøvelser komme over dette Folk,* sagde han stærkt; esaadan som det nu er over baade By og Bygd, kan der ikke ventes andet; thi Synden rnaa have sin Straf; men naar Dommens store Dag kommer, det véd ingen.»

Kristofer Hoen rysted paa sit Hoved.

«De havde faaet sikkert for sig, at Domme­dag skulde komme den 4de Oktober; en Broder fra Bergen skulde have spaaet dette; men nu er det blevet til Nytaarskvelden !*

Hauge smilte, et sørgmodigt Smil.

«Ja, ja!» sagde han, vek i Røsten. *Saa gaar det. Gud pløier Jorden og Fanden saar sin onde Sæd deri.»

«Men dette skal jeg sætte Stop for!» De sidste Ord kom med saa stor Magt, at Kristofer Hoen studsed og stirred. Han havde aldrig hørt Hauge tale saa bedt og tage saa haardt i.

«Jeg reiser opover straks,» fortsatte Hauge, «om et Par Dage, straks jeg har gjort fra mig her i Eker.»

Kristofer Hoen tog hans Haand.

«Saa fort faar Du ikke reise,* sagde han.

Hauge smilte-

«Jeg kommer nok igjen,» svared hau. «Jeg agter at sætte mig fast her paa Eker!»

«Bare ikke Lensmand Gram sætter dig fast!» sagde Kristofer Hoen. «Han har Viljea dertil.»

Hauge lo,

«Nei, for dette skal han ikke sætte mig fast,» svared han. Og da Kristofer Hoen intet forstod, fortsatte han: «Jeg vil lære Vennerne at arbeide. Jeg vil oprette en Papirmølle her paa Eker!*

Kristofer Hoen blev staaende og se paa Hauge.

«Her midt imellem dine vaerste Fienderl» ud­brød han forundret.

«Ja, netop her,* svared Hauge. «En skal an- gribe Fienden i hans eget Landl*

Kristofer Hoen satte sig.

«Ja, Du Hauge.» sagde han.

Hauge gik lidt frem og tilbage i Stuen.

«Vi skal vise dem, at vi er nyttige Borgere, og ikke Løsgjængere og Sværmere,» sagde han. «Saa faar de vel engang Øinene op baade Lens­mand Gram og Præsten Schmidt og de andreU

Han satte sig og drog lange Drag paa sin Pibe.

Kristofer Hoen sad og tænkte.

«Ja, dette var i Gründen en Glæde,» sagde han, «at ha dig her. Men hvor faar Du Pen­gene fra?»

Hauge saa paa ham.

«Dem har jeg alt,» svared han lunt. *Vi er seks om Møllen. Bror Mikkel og Torkel Gabe­stad, det er to, Ole Foss og Nils Braaten her paa Eker, det er fire, Søren Stormoen fra Numedal og Kristen Solset fra Gausdal, det er seks.»

iOg Da og jeg, det blir otte,» skjød Kristofer Hoen ind.

«Nei, nei,» svared Hauge «Jeg for min Del vil være fri Mand, gaa og komme, som jeg synes. Du ved, jeg er Løsgjænger, jeg.>

Han smilte sit gode Smil.

«Ja, Du er ikke god at binde,» sagde Kri­stofer Hoen og slog ham paa Skulderen.

«Nei, jeg har Vorherres velsignede Uro i Kroppen,» svared Hauge.

Hauge blev nogle Dage paa Eker, indtil han havde sat Arbeidet med Papirmøllen i Gang. Saa drog han over Nylaar opover iil Hallingdal, blev arresteret i Nes, men atter frigi ven, drog derfra til Gol og videre opover til Hemsedal, idet han hele Tiden retleded og opmuntred de Vakie.

Fra Hemsedal gik han paa Ski over Fjeldet til Hol, og derfra videre til Aal Hovedsogn, hvor han holdt Opbyggelse i Nærheden af Kirken.

Medens han talte, kom Lensmanden for at arrestere ham.

Men han havde denne Gang ikke regnet med Fjeldfolkenes hidsige Blod.

Det begyndte straks at murre i Mængden, og flere trængte sig kringom Hauge paa en Gang.

«Lat b!i ham!» ropte de. «Gaa Lensmand,» steg det i Forsamlingen.

Ed gjæv Bonde, en Kjæmpe af Statur, gik lige hen og tog Lensmanden i Armen.

«Hold dig tur Vegom!» ropte han. «Alle Gud­lause faar vara i Fred før dig; men hannem som varar mot Synd aa Last aa raar os teil aa gjøra godt, hannem vil Du kjøyre i Arrest! Du syner klaart det Du taal Synd aa Gudlaushed bærer heil Gudsfrygtls

«Hold dig unda, Lensmand, hell saa tek os dig aa kjøyrer dig paa Hove ut!s

Det roptes som Storm.

Lensmanden og den Kar, som fulgte ham, slap Hauge og drog sig tilside; thi Mængden trængte paa.

Da steg Hauge op paa en Stol.

«Hør Venner,» ropte han med sin milde, stærke Røst.         *

«Vi maa ikke gribe til Sværdet og forsvare os, men i Taalmodighed og Hengivenhed til Gud afvente, hvad han tillader vore Fiender at gjøre ved os. Det er min Pligt at følge Lensmanden, saafremt han har Øvrighedens Ordre; thi der er ikke Øvrighed uden af Gud!»

Den store Larm sank til Stilhed; Hauge steg ned og fulgte Lensmanden til Lensmandsgaarden Sundre, uden at nogen løfted en Haand eller sagde et truende Ord.

Paa Sundre blev han indsat i Arresten.

Næste Dag kom; om Eftermiddagen var der paa Sundre en Mængde Mennesker forsamlet. Flere af Hauges Venner var komne for at tale med ham, men fik ikke Lov af Lensmanden at komme ind i Arresten; en raa Hob af Nysgjer­rige var ogsaa rnødt op.

Der var Søndag; Løsfolket i Bygden var ude og slang, oplagt paa Morro. Der skulde være Dans paa en af Nabogaardene længer ud paa Kvelden; nu skulde man først trøte Tiden med at glo paa den underlige Fremmede.

Lensmanden kom nu ud og fik se de mange Mennesker. Han slang bort til med Hænderne i Lommen.

<Nu skal her snart bli Dans,» sagde han.

De omkring ham lo.

«Han Hauge faar væra Spellemand da,* sagde en.

Man lo atter.

*Aa nei,» svared Lensmanden. «Det duger han ikke til; men danse skat han, og det med kveikeste Jenta i Bygden!*

De slorlo.

Lensmanden svared ikke, gik bare bort til en Unggut, som stod der, og talte sagte med ham.

Gutten saa forundret ud og smilte. Lens- manden talte igjen.

«Faa med alle ihop,» sagde han høit.

Unggutten snudde og gik, smilende. Stansed og ropte efter Lensmanden.

«Han Kristen Spillemand au da væ’?* ropte ban.

«Ja, baade han og Fela,® svared Lensmanden,

Gutten gik, saa smilende paa de nærmeste, knepsed efter en Jente, som stod der, og gik fort Gutuen ned.

«Nu skal her bli Opbyggelse,» sagde Lens- manden.

Gik saa hen til en berygtet Løsjente, som stod der mellem Mandfolkene, gantcnde.

«Du faar gaa ind til han Hauge Du, Kari,» sagde han. «Saa blir han snart kipen paa at danse!»

Jenten lo.

«Trur Du det, Lcnsmand?» svared hun.

Lensmanden tog i en Ed,

«Jagu faar Du ham kipen,» sagde han. Tog hende i Armen og svingte hende.

«Saa kom naal» sagde han. «Han er Ungkar og Spillemand han Hauge!»

Jenten lo.

«Ja     kanskel» sagde hun,           saa   smilende paa

dem, som stod nærmest — og fulgte.

«En    kan  da freste,» sagde       hun.

Saa     gik   Lensmanden og          hun  ind            i Stuen,

hvor Hauge havde Arrest.

«Her er en, som vil ha Omvendelse,» ropte Lensmanden, han slængte hende lige bort i Høg­setet til Hauge, som sad og skrev.

Jenten satte i en Latter; hun sad lige indpaa Hauge, men med Ansigtet halvt bortvendt.

Saa     gik   Lensmanden ud           og    slog          Døren i

efter sig.

Hauge flytted paa sig og saa paa hende.

«Vilde Du mig noget?» spurgte han med stille Stemme.

Jenten lo, men saa ikke paa ham.

«Du er jentelaus ikveld, sa Lensmanden,» kom det, og hun lo igjen.

Blodet jog Hauge til Hovedet; saa sank stor Blekhed.

Han saa længe paa hende, der hun sad og skotted ganske nær ham. Søljerne sank og steg i Barmen.

«Og saa byr Du dig til,» sagde han.

Hun lo igjen, men tvungent.

«Eg er karlaus aa Du jentelaus — det høver sig godt ihop,» sagde hun djærvt.

Hauge samled sirte Papirer, men reiste sig ikke. Han saa paa hende hele Tiden.

«Ja, jeg er jenteløs          og vil   saa   være; men er

Du Jente, Du?» sagde           han.     Der   var slig          Sorg i

Stemmen.

Hun slog Øinene ned.

«Ja, det er jeg vel!» kom det lavt og fort.

Hauge havde reist          sig.

*Nei,» sagde han            i stor    Magt. «Du            synes

mig at have mistet det likeste, en Jente eier!»

Kari Sundrestuen kvakk. Hun blev blodrød.

«Ka sei du!» hvisked hun. Øinene flygted.

«Du, som skulde være Guds rene Barn!» Hauge stod og saa paa hende med milde, sørg­modige Øine. «Aa, sligt er Synd!»

Han stod med Hænderne foldede.

Kari Sundrestuen sad og saa ned. Fingrene arbeided med Forklædefrynserne. Hun kunde ikke faa et Ord frem; hun vaaged ikke løfte Hovedet.

19 — Hans Niclsea Haug«.

Med ét reiser hun sig og staar bortvendt, stettet mod Høgsetskabet.

«Det var Lensmanden, sjer Du, som —.» det kom brudt og i Skam.

Hauge gik frem til hende og tog bendes Haand.

«Gaa Du hjem til Mor din,* sagde han, «og bed Vorherre om Forladelse. Saa blir Du kan ske gladere, end Du har været paa længe!»

Han slap hendes Haand.

Hun stod endnu lidt. Saa gik hun hurtig uden at se sig tilbage ud af Stuen.

De stim led om hende derude.

«Naa?» spurgte Lensmanden.

«Tala om naa, Kari!» ropte de kring hende.

Hun arbeided sig Vei med Hænderne for Øinene.

«Tala itte aat mei! Nei, tala itte aat mei!» graat hun. Saa lagde hun paa Sprang nedover Gutuen og Veien bent hjem, graatende hele Tiden.

Men fra Nabogaarden kom der i samme Stund et muntert Tog fremover mod Lensmandsgaarden gjennem Vinterkvelden.

Spillemand med Fele foran, kipen Ungdom, Gutter og Jenter i lystigt Følge efter. Latter, kaade Ord og Bandskab skar gjennem Larmen; den vilde Slaatl høljed som en æggende Bølge over det hele.

Det bar Sundregutuen op og ind paa Gaarden. Lensmanden slog Døren til Stuen, hvor Hauge sad, op paa viden Vægg.

«Her kommer Præst og Menighed!» lo han.

Og ind strømmed det vilde Tog. Lensman­den og hans muntre Kjærring i Spidsen, Spilte- mand og Ungdom bagefter.

«Nu faar det bli anden Dans,» sagde han til Hauge, som stod alvorlig fremved Bordet og saa paa alt dette.

«Du faar taale os, som vi har taalt dig!»

«Det skal jeg nok:» svared Hauge stille og satte sig.

Saa begyndte Dansen i Lensmandsarresten.

Slaatten hugg ind; Larmen og Ropene stod høit under Slindene.

Hauge sad rolig, som om ingenting var, saa hen for sig, men talte ikke.

Endelig, da Spillemand slog af for den tredie Halling og Jenterne stod blussende og dybt aandende langs Væggene elter sad leende paa Gutternes Knæ, kom Lensmandskonen ferm og frodig lige hen tit Hauge.

«Nu skal Du danse med HusbondskonenJ* sagde hun og tog hans Haand.

Rop og Latter steg som en Storm mellem al Ungdom.

«Dans nu, Hauge!» skrek de.

Hauge saa op paa hende, som havde taget hans Haand.

Saa reiste han sig.

«Det vil jeg gjerne,a sagde han, «naar bare Spillemanden vil spille den Slaatt, jeg liker!»

Han snudde sig mod Spillemanden,

«Ka for en?» spurgte denne.

*Jo,» svared Hauge — han holdt fremdeles Lensmandskonens Haand og stod nu midt paa Gulvet. «Spil nu Du efter, slig som jeg be- gynder!»

Og saa steg der i Stuen en ensom Sang, sun­gen med Hauges stærke, varme Stemme:

tNu bor ei Synden mere med Magt og Herredom udi mit Kjed regjere, men daglig kastes om!»

Salmen steg mægtig og gribende i den hoie Stue.

Der var med et Slag blevet dødsstille. Lens- mandskonen rykked sin Haand ned ud af Hauges og blev staaende som lamslagen; Spillemandens Fele sank. Og Ungdommen rundt omkring stod i skamfuld Undren og stirred paa ham, som sang.

Da Verset var slut, sank alles Øine; Stilheden var knugende, som hvor et Lyn nys var slaaet ned.

Hauge saa sig om mellem de mange Men­nesker.

«Løft Eders Øine,» sagde han. «Gud, Eders Fader har talt til Eder. Og du Spillemand!» — han vendte sig mod denne — «Guds Røst er stærkere end dine Slaatter, vær trygg paa dett

Det er idag Sønnens Dag, hans Dag, som døde for Eder; med Hilsen fra ham kommer jeg! Jeg staar her idag fængslet og bunden imellem Eder og haanet, fordi jeg vil tjene hans Sag; og
alligevel er jeg, iakket være Gud, friere end I. Thi 1 er endnu af Synden bundne; men jeg er igjenløst ved Guds Magt og Naade i Jesu Kristo!

Det er idag Sønnens Dag; men denne Dag er ikke altid at finde, da Guds Naade staar os aaben og Kristus kalder i Kjærlighed paa Eder.

Thi der er og en anden Sønnens Dag, hin store Dag, da Guds Søn kommer for at holde Dom over Menneskene. Da er det forsent. Da er Kir- kerne lukket for bestandig. Da nytter det ikke længer at danse sig bort fra den levende Guds Ansigt, skjønt kanske den store Spillemand med Hestehoven vil spille Eder den Dans til Døden, som I lidet lyster!

Eller tror I kanske, at Dans om Søndagen kan slette ud, hvad Synd I har gjort hele Ugen igjen nem ? At den Munterheden Søndagskvelden kan helbrede al Ugens Sorg og slukke al ond Samvittigheds Brand? Nei, nei! En slukker ikke en Glo ved at blaase paa den! En ler sig ikke ind i Guds Rige!

Jesu Kristi Død og Blod maatte til for at frelse os fra Synd og Fortabelse. Tænk paa det, saa tænker jeg, I ikke saa let gaar til Dans paa Sønnens Dag.

Gaa saa hjem og bed den aSmægtige Gud oin Hjælp og Forbarmelse! Bed for mig, sora jeg beder for Eder!»

Hauge havde talt ud, vendte sig nu og gik stille tilbage til Høgset esbænken, hvor han blev staaende, støttet mod Skabet med sænket Blik.

Der var fremdeles dødsstille.

Lensmanden sad i Krog og saa ned paa sine Fingre; den muntre Lensmandskone stod fortabt borte ved Aaren og stirred.

En for en sneg sig ud; saa flere t Følge, og snart var Stuen tom.

Men de, som stod ude, blev slagne af Undren over det tause Tog, som kom.

«Er det Slut med Dansen?» spurgte en. Der blev ikke svaret. Og den underlige Stilhed bredte sig over hele Gaarden i Vinterkvelden.

Da sagde en gammel Gubbe:

*Her er Synd gjort, at slik en Mand er sat fastl Du lyt sleppe ham, Lensmand! For her er stor Synd gjort,*

«Ja, ja;> mumled somme. Men mellem de unge Jenter graat mange.

Den, som var mest ilde ved, var Lensmanden selv. Det var, som brændte han ham paa Sjælen den stille, stærke Mand, som sad og skrev der- inde i Stuen.

Allerede samme Nat tog han Hauge af Arresten og kjørte ham med tre Mands Vagt uden Stans de fire Mil ned til Ringerike og lige til Fogden Hørby, som næste Dag tog ham i Forhør.

Vagtmændene havde med sig Klagebrev fra Sognepræsten i Aal og vidste ellers at fortællc baade et og andet om Hauge, blandt andet at en Kone havde liængt sig for hans Læres Skyld. Men Hauge beviste, at det alt sammen var Løgn, og Fogden Hørby, som var en baade retsindig og alvorlig Mand, løslod uden videre Hauge.

«Jeg vil ikke være med paa at sætte sædelige og stræbsomme Mennesker fast,* sagde han. «Særlig ikke dem, som med Agl for Religionen forener Lydighed mod Lovene.»

Med Hørbys Paategning paa sit Pas drog da Hauge videre op gjennem Aadalen og søndre Aurdal, denne Gang fulgt af sin tro Ven Ole Rørsveen, som hjalp ham at bære hans Bøger. Derfra gik Færden videre over Nordre Aurdal til Leirdal, derfra til Gudvangen og saa Sjøveien til Voss, Efter nogen Tids Ophold her tog han Veien til Bergen, hvorhen han naaede i Midten af Marts Maaned 1801.

Der blev stor Glæde paa Hauges Venner i Bergen, da han kom. Gamle Jomfru Boes be- stormed ham atter med sine Forslag om at tage fast Bopæl i Bergen, og denne Gang gav Hauge efter.

Trangen til en fast Sysselsættelse, som baade kunde styrke hans borgerlige Stilling og hjælpe ham i Kampen for at modarbeide «den falske Aandelighed», som holdt paa at snige sig ind hos mange af Vennerne, gjorde sig denne Gang stærkt gjældende og afgjorde Sagen.

Han modtog som Laan nogle Penge, som Maren Boes vilde testamentere ham, og grundlagde for disse sit Handelsborgerskab i Bergens By.

Præsterne paa Voss søgte rigtignok i Begyn- delsen at skade ham ved at indsende Klage til Biskopen i Bergen Johan Nordahl Brun; men denne vældige Guds Tjener afviste Klagerne, som han ogsaa engang tidligere havde gjort, og Hauge fik drive sin Virksomhed i Fred.

Stengt for kommentarer.