«hans nielsen hauge» : af jacob b. bull : kapittel 15

 

15de KAPITEL.

Det er Juleaften 1805.

Nedover Baadhusgaden gaar to Embedsinænd i alvorlig Samtale. Det er Politimesteren i Kri­stiania Jacob Wulfsberg og Stiftsassessor i Over­retten Jonas Collett.

De stanser ofte, trods Kulden, taler sammen og gaar atter videre. Nu har de passeret Kirke­gaden, hvor Julefærdselen er stærk med Silder af Bjælder og Knirk i Sneen af travle Menneskers Fodtrin.

Politimester Wulfsberg stanser igjen og tægger sagte sin Haand paa Assessor Colletts Arm.

«Det er en yderst vidtløftig Sag} kjære Hr. Assessor,» sagde han. * Forhørene vil tage Aar, og desværre har mine Embedsforretninger hindret mig fra i det forløbnc Aar at lægge den Kraft i Sagen, som absolut paakræves. Jeg er Regjerin­gen taknemmelig for, at man har udnævnt en Mand med Deres Energi og Dygtighed til at succedere mig i Kommissionen!»

Assessor Colleit gjorde en afværgende Haand- bevægelse, «Ingen kunde bedre end De fremme Sagen, Hr. Politimester,» sagde han. «Men siden der saa ønskes, skal jeg jo gjøre, hvad jeg for­maar!»

eDa er Sagen i de bedste Hænder,» svared Politimester Wulfsberg og gjorde Mine til at gaa videre. Men Assessor Collett stansed ham.

«Hr. Politimester,»- sagde han. aSorenskriver Aars — af hvad Grund forlangte han sig ent­lediget fra sit Sæde i Kommissionett?»

Wulfsbergs Ansigt fik et besynderligt Udtryk.

«Antagelig af de samme Grunde sorn jeg,» svared han.

«Grunde!» — Assessor Collett saa paa Politi­mesteren. «Jeg troede, der kun var den før nævnte Grund.»

Politimester Wulfsbergs Øine flygted.

«Det er ogsaa Hovedgrunden,» svared han. «Jeg maa forøvrigt mellem os tilstaa, at jeg ikke har nogen Lyst paa den hele Sag.»

Collett stod foran Politimesteren.

«Hvordan mener De?» spurgte han.

Der kjæmped noget i Wulfsbergs kloge Ansigt. Han taug lidt, før han svared.

Endelig kom det dæmpet:

«Der er noget ved denne Mand, som gjør mig ilde ved. Han har en saa forunderlig tillidvækkende Maade at optræde paa; jeg har ikke truffet noget lignende; man bliver nolens volens paatvunget den Opfatning, at han lider uskyldig — og da er det jo ikke behageligt at skulle gaa ud fra det modsatte!»

Politimesteren smilte,

«Ja,» svared Assessor Collett. «Han skal være i Besiddelse af et særdeles vindende Væsen og en stor Overtalelseskunst. Eilers havde han vel heller ikke kunnet gjøre den Skade, ban bevislig har gjort.»

Politimester Wulfsberg rysted smilende paa Hovedet.

*Nei, nei, Hr. Assessor,» sagde han. *Det er ikke bare dette. Jeg lader mig saamænd ikke saa let dupere. Nei. Det er noget andet — jaT De kan nu selv dømme; De faar jo nu den bedste Anledning.»

Han gik videre fulgt af Collett. De to Embeds- mænd hilste til høire og venstre Gaden ned, og da de bøied ind gjennem Raadstuens Port, gjorde Vagten Honnør.

#

Der rasled af Nøgler ved Hans Nielsen Hauges mørke Celle. Fangen, som sad med foldede Hæn- der paa sin Bænk og stirred ud i det kvelds- mørke Rum, hvor Gittervinduet paa Væggen kjendtes som en graahvid Lysning i Dunkelheden, snudde Hodet og stirred. Del var Arrestforva­reren, som kom ind.

Han stod i Ceilens Dør.

«Du faar komme. Politimesteren vil tale med digj» sagde han Han havde Sabel i Læderskede ved Bæltet og Lygte i venstre Haand.

Hauge reiste sig med et tungt Suk. Hans Øine flimred rødrandede mod Lygtelyset; hans bleke Ansigt havde en jorHgraa Let

Saa fulgte han Arrestforvareren stille.

«Gaa foran,» sagde denne; han lukked. Og ved Lygtens Lys gik Hange den lange Gang frem, fulgt af Arrestforvareren.

«Her,® sagde denne, da de stansed ved For- hørsværelset. Han slukked Lygten; thi nu faldt Dagslyset gjennem Vinduer og Gange; aabned saa Døren til Forhørsværelset og førte Hauge ind.

Ved Bordet sad Politimesteren og Assessor Collett. Arrestforvareren blev staaende ved Døren.

Politimesteren gav ham et Vink.

«Vent demde,» sagde han. «Jeg skal ringe.»

Arrestforvareren hilste og gik.

Politimesteren sad lidt, bladed i uogle Papirer og talte dæmpet, næsten hviskende med Assessor Collett, hvis Blik ikke veg fra Hauge, som stod nede ved Døren i Dunkelheden.

Endelig talte Politimesteren.

«Kom nærmere, Hauge,» sagde han stille.

Og Hans Nielsen Hauge kom langsomt frem af Mørket og stod lige ved det grønne Bord, hvor Julekveldens sparsomme Dagslys faldt iad

 

gjennem det brede Vindu. Hans Ansigt var blekt; hans lysbrune Haar hang i vildsomme Lokker; men hans tætte Skikkelse var endnu ikke bøiet, og der taite noget uendelig mildt ud af de store, trætte, graablaa Øine.

Assessor Collett saa længe og skarpt paa ham. «Saa Du er Hauge?» spurgte han; hans tørre Stemme fik nogel dæmpet, da han spurgte.

«Ja, det er jeg,* svared Hauge med sin varme, troværdige Røst.

Der blev atter Stilhed.

Da sagde Politimesteren-

«Jeg har noget nyt at melde dig. Assessor Collett her er traadt ind i den Kommission, som skal undersøge din Sag.»

Hauge saa forskende paa Collett, hvis Blik

ikke veg.

«Da blir der vel gjort Fortgang,» svared han. Politimesteren drog paa Smilen.

«Assessoren skal afløse mig.» sagde han. <=Saa vil det nok gaa bedre!»

Hauge smilte ikke.

«Politimesteren kan have nok alligevel,» sagde han. «Der er saa mange af dem, som fortjener

at sidde her.»

Wulfsberg saa paa Assessor Collett.

«Din Sag er en yderst vidtløftig Sag,» sagde han. «Den kommer til at antage store Dimen-

sioner.»                                                                                         –

«Ja,® svared Hauge, «det er en stor Sag. Og den har det ved sig, at den vokser.»

Collett saa skarpt paa Hauge.

«Ja, det er netop det, man hefrygter,» sagde han.

Hans Nielsen Hauge gik uvilkaarlig et Skridt nærmere.

«At Guds Ord faar slaa Rod i Folket, det er intet at være rædd for,» svared han, «Havde det slaaet Rod over hele Norge, skulde I gjerne faa tage mit Liv her jeg staar.»

Han sagde det ganske fast og stille.

De to Embedsmænd veksled Blik. De be- gyndte at kjende en ganske sæisom Fornemmelse. En Fornemmelse af en Aand, som var stærkere end deres.

«Jeg hører, Du tror paa din Sag,» sagde Collett efter en liden Pause.

«Ja, det gjør jeg,» svared Hauge.

*Og Du er ikke bange for UdfaldetV»

«Nei.» Hauge smilte. «Dertil har jeg for god en Forsvarer.»

Collett saa spørgende paa Politimesteren.

«Hvilken Forsvarer?» spurgte han vendt til Hauge.

Hauges Øine var saa milde.

?Aa — det ved nok Assessoren, svared han.

Collett rynked Brynene.

iNeif» sagde han lidi skarpt. «Jeg kjender ikke din Forsvarer.»

Hauge saa paa ham.

«Det var slemt,» svared han, «Gud er min Forsvarer og Hjælper, Hr. Assessor!» Der var en henført Magt i Stemmen.

«Naa, saal» kom det hvasst fra Collett »Det kan jo enhver sige!»

«Nei,* svared Hauge. «Det kan ikke enhver sige; men Gud gi ve, det var saa vel!»

Der blev atter en liden Taushed. Wulfsberg saa ned; Collett sad maalbunden.

«Du synes, der ikke gjøres Fortgang nok ined din Sag?» spurgte han om lidt.

«Ja,» svared Hauge. «Tiden faider lang. Vi Mennesker har ikke let for at bære det, Gud lægger paa os, med Taalmodighed.» Han taug. Men saa talte han atter og denne Gang med stor Sorg i Røsten:

«Det er værst for alle dem derude, som venter paa mig,a sagde han. *Det er saa mange, som trænger en liden Hjælp.s

Collett laante ham et Par hvasse Øine.

«Du mener, Du er den eneste, som kan for- kynde Guds Ord her i Landet?» sagde han. Hauge rysted sørgmodig paa sit Hoved.

= Saa hovmodig er jeg ikke,» svared han; «men det tør hænde, jeg er en af de faa, som skjønner at tale med den enkle Mand. Jeg er selv en enkel Mand, bare en almindelig Bonde; jeg ved, hvordan Folket har det, og de forstaar mit Sprog.s

Collett rynked Brynene,

«Du gjorde kanske mere Nytte, om Du holdt dig til din Bedrift som Bonde og overlod Guds Ords Forkyndelse til Præsterne,» sagde han Hauge saa sørgmodig ud «Saa burde det være,» svared han stille

«Men desvserre, der er saa mange af Præsterne, som ikke forkynder andet end den døde Lærdom. Derfor staar da ogsaa Guds Hus tomt bortover Byg- derne, mens Danscbusene og de uterlige Steder er overfyldte af let sindig Ungdom.»

Collett taug.

Da saa Politimesteren op og bort paa Hauge.

«Præsterne virker i sit lovlige Kald,» sagde han. *Det samme burde ogsaa Du gjøre-‘

Hauge mødte Politimesterens Blik.

*         Kristi Apostle var hverken Skriftkloge eller Farisæere,» svared han; «de var ganske simple Fiskere, og alligevel fik de af Kristus Het Kald at forkynde hans Lære.»

Colletts Ansigt tog dybere Farve.

«Du anser dig da altsaa som en jevnbyrdig med Apostlerne?» spurgte han skarpt.

Hauge fæsted sit milde Blik paa Assessoren.

«Jeg vil saa gjerne være en Kristi Discipel og følge hans Bud,* svared han, dæmpet og i ■ stor Ro.

Nu blev der ganske stille.

Collett vendte sig mod Politimesteren og sam­talte ganske sagte med ham.

Saa vendte han sig atter til Hauge.

«Ja,» sagde han i embedsmæssig Tone. «Imorgen indtræder jeg efter kongelig Befaling i den Undersøgelseskommission, som skal prøve din Sag; Du kan være forvisset om, at der skal blive gjort al Fortgang med at faa en Af- gjørelse.»

Hauge traadte igjen et Skridt frem.

 

«Jeg raaa takke Assessoren for det,» sagde han, og hans Stemme fik saa god en Klang. «Det falder saa tungt at sidde her ørkesløs og vente.»

Collett nikked.

«Dn kunde vel tage dig nogel fore,» sagde han.

«Det falder vanskeligt,* svared Hauge. «Blæk og Pen har jeg ikke, saa jeg kan intet skrive; Bøger har jeg ikke, saa jeg kan ikke læse. Der er da bare igjen at bede- men Bøn uden Arbeide er ikke efter Guds Mening, Hr, Assessor, og Ørkesløshed har altid været mig en Pest. Alle onde Tanker faar da Tag i en.s

Assessoren saa paa Politimesteren, spørgende.

«Forsigtighedshensyn,» sagde denne, ganske sagte.

Collett nikked.

«Ja, ja — saa var der ikke mere,» sagde han og reiste sig.

Politimesteren ringte; Vagten kom ind.

«Farvel.» CoJlett nikked let til Fangen.

‘Guds Fred og glædelig Jul,» sagde Hauge; han vendte sig langsomt og fulgte Vagten, som straks førte ham til hans Celle.

Men som han passerte den ydre Gang, saa han i Trappen to Ansigter, som han kjendte. Det var Ole Rørsveen og Samson Traae fra Bergen.

Han stansed, men Vagten førte ham straks videre. «Ret frem,* kommanderte han.

Hauge drog et dybt Suk og gik.

«Gud velsigne dem for det,» mumled han hen For sig.

Et Minut senere faldt Cellens Dør igjen, og han var alene. Et ensomt Talglys brandt paa Bordet; enkel Fangekost stod ved Siden af.

Da Assessor Collett og Politimester Wulfsberg forlod Forhørsværelset og gik Trappen ned, sagde Collett:

«Fangen saa blek ud; sørger han ikke for sin Ernæring? Han skal jo være en rig Mand.»

Politimesteren rysted paa Hodet.

«Nei,» svared han. «Det er han neppe. Hans hele Beholdning var 2 Rigsdaler og nogle Skilling.»

Collett stansed og spærred Øinene op.

*Saa,» udbrød han. «Det var forbausende! Man taler jo om den store hellige Kasse’, som han paa Sektens Vegne bestyrer. Den maatte dog kunne underholde ham »

Wulfsberg rysted paa Hodet

«Jeg er bange for, at dette blot er et løst Rygte som saa mangt med denne Mand,* svared han «Men De kan jo nu anstille alle Under- søgelser selv, saa faar De Syn for Sagn.»

De var komne Trappen ned og saa nu de to fremmede Mænd staa ventende i Porten.

Politimesteren stansed, idet han passerte.

«Hvad søger I?» spnrgte han.

Den ene af de to, en skulrygget Mand med store, blaa Øine i et magert Ansigt, tog Halten

af og hilste.

«Gik det an at faa tale med Hans Nielsen Hauge?» spurgte han i forsagt Tone.

Politimesteren fikserte ham

«Nei,* svared han. «Det gaar ikke au.»

Der faldt en sørgmodig Skygge over den skut- ryggede Mands Ansigt.

«Bare et Par Ord,» bad han. Han stod med Hatten i Haanden og saa ind i Politimesterens Ansigt.

«Nei, nei,» svared denne.

«Hvor kommer I fra?» Han mønstred dem begge.

«Fra Bergen,» svared den skutryggede.

«Sjøveien?»

«Nei, tilfods,» blev der svaret.

«Og hvad Ærinde?* Politimesteren havdc sin eksaminerende Røst.

«At træffe Hans Nielsen Hauge,» svared den skutryggede.

«Hm.»

Politimesterens Ansigt fik et besynderlig vekt Udtryk, som imidlertid straks forsvandt.

«Nei,» sagde han. «Det er ulovligt, Det kan jeg ikke tillade.»

Han snudde sig bort.

Den skutryggede stod lidt, satte Hatten lang­somt paa og saa paa sin Kamerat — et haabJøst Blik. Saa gik de to Mænd.

Men Politimester Wulfsberg trak i sin Hals­flip, idet han gik ud af Porten.

«Dette er rørende,* sagde han til Assessor Collett.

Og de to Embedsmænd hilste til alle Sider,

 

idet de gik Raadiiusgaden op og Kirkegaden frem i Julekveldstravlheden,

«Glædelig Jul, Hr. Politimester!*

«Glædelig Jal, Hr. Assessor!»

De skiltes paa Hjørnet ved Østregade.

Hans Nielsen Hauge sad bøiet med Hodet i begge Hænder paa sin haarde Træseng i Cellen.

Maden stod urørt. Lyset brændte med tang sortnende Tane.

Han sad bøiet og i Kamp.

I Kveld, Frelserens Kveld, Barmhjertighedens store Fest paa Jorden, kjendte han Forladthedens store Smerte og Ensomhedens Forfærdelse dybere end nogen anden Dag i hele det lange Aar.

Var det Guds Mening, at han skulde sidde her udestængt fra Lyset og Livet hele Resten af sin Tid.

*Jeg er Lyset og Livet,» gav det Svar dybt inde.

«Ja, ja,» hvisked han hen. «Din Vilje ske!»

Men atter dukked de fristende Tanker frem af det sorte.

Han saa sine to Venners Ansigter. De var gaaet den lange Vei over Fjeldene for at faa tale med ham; men Fængslets Dør stængte. Alle de Tusener, som trængte at tale med ham, var ude- stængte. Slig skulde han sidde uvirksom Resten af sit Liv, i Mørke, i Ensomhed, i ørkesløs Venten. Aldrig se Solen mere, aldrig se kjære Ansigter mere.

22 — Han* Nielsen Hauge.

Han bøied sit Hoved dybere.

«Min Gud, min Gud, bvi haver Du forladt mig!» hvisked han i sin Sorg.

«Ikke faa fuldbringe sin Gjerning! Ikke faa bøie sit Hoved i Døden og sige:   Herref det er

fuldbragt! *

Taarer pibled frem mellem hans Hænder, der han sad; Skuldrene under den graa Kufte bevæged sig i higstende Ryk.

Det var længe stille i den dunkle Celle.

Hans Nielsen Hauge bad. Bad til den Gudf for hvem han allerede som Barn havde bøiet sig. Bad om Lys i Mørket, om Frelse fra Synd og Fristelse, om Trøst i sin store Sjælenød.

Da — med ét skalv der ind til hans trætte Sanser et fjernt Dirr af Toner. En livsalig Klang, som steg, vokste og tilslut brast ud som en Jubel al lev cg ne fra.

Det var Julen, som ringedes ind over den store Stad.

Hans Nielsen Hauge sank ned paa sine Knæ med foldede Hænder. Taarer styrted ud afhans Øine. Han kjendte en usigelig Lykke gjennem- bæve sig, som hørte han Himmeriges Klokker i det fjerne.

Gud havde givet ham Svar. Julekveldens frelsende Budskab var kommet til ham i Ensom* heden,

«Gud, Du min Gudb mumled han ben for sig. «Priset og takket være Du i al Evighed!»

Og derudefra hugg Klokkerne ind i festlig Triumf, et Væld af Toner udover den mørke By-

«Glædelig Juli» blev der sagt i tusind fest- oplyste Hjem. «Glædelig Jul,» blev der hvisket dybt inde i den ensomme Mands Hjerte.

Hans Nielsen Hauge reiste sig og stod opret i den dunkle Celle, hvor det fattige Talglys brandt i dunkel rod Flamme.

Han folded sine Hænder.

Lidt efter klang Salmen «Jesu, din søde For* ening at smage? rigt bævende fra den trange Celle i Raadstuarresten. Fanger i de andre Celler løfted sit Hoved og lytted undrende. Vagten stansed sine Skridt paa Gangene.

Men udenfor i Vinterkulden og Mørket stod to tause Mænd. De saa op mod Hans Nielsen Hauges Celle gjennem Mørket. Og de hørte denne Stemme, som de vilde have kjendt mellem Tusinde, den Stemme, som for dem havde aabnet Syn og Sans for det gode paa Jorden.

De stod og lytted til Sangen; de stod og holdt hinanden i Haand, som to Børn paa Vandring i det fremmede. Slig stod de uden et Ord, til den si fiste Tone var sluknet.

Men da Hauge trøstet og styrket atter satte sig, reiste han sig pludselig, undrende.

Derude under hans Celle steg Salmesang. Det var to som sang. Salmen for de nødlidende, de forladtes Angstrop til Gud om Frelse.

Det klang spædt og saart ind fra Kvelds- mørket og Vinterkulden.

Hans Nielsen Hauge blev betagen af saa stor en Vemod. Det var hans Venner, de to, hvis Ansigt han havde troet at kjende i Ra ad stu- gangen. De lo, som var vandret den lange Vei fra Bergen over alle Fjeld for at faa tale med ham. Han kjendte det, som om han vilde for­bløde indvendig. Her sad han og kunde ikke hjælpe, kunde ikke naa dem, kunde ikke faa sendt et Trøstens Ord til de mange Tusinder, som vented paa ham!

Nu taug Sangen derude; de to Mænd stod sørgmodige og nedbøiede; de stirred op mod det halvmørke Gittervindu høit deroppe paa den graa Mur.

Med ét, som de stod, steg der en Lysning deroppe.

«Sjaa!» udbrød den ene af de to Mænd og greb den anden om Armen,

Den lille Lysning vokste; et ensomt Lys med sorgfuldt sortnende Tane blev løftet høit og kasted sit varme, blodrøde Lys ud i Mørket.

eSjaaW udbrød den anden af de to Mænd — og brast i Graad.

Det var Hans Nielsen Hauge, som forkyndte Lysets Seier fra Mørket og Fængselsensomheden.

«Gud være Lov!» mumled Samson Traae — han stod med foldede Hænder og stirred.

Lyset deroppe i Vinduet sank og forsvandt; Kveldsmørket sortned dybere; men de to Mænd stod fremdeles og stirred, lykkelige og taknemme- lige. De havde faaet et Bud fra ham derinde, et Bud om urokkelig Tro paa Gud, et Bud om, at Lyset skulde seire. Og dette Bud vilde de bringe fra Gaard til Gaard alt Landet over, hvor der fandtes Brødre!

 

Som de stod tause, kom atter den lille Lys- ning deroppe fra Gittervinduet tilsyne. Og om lidt skinned Lyset som før deroppe. Saa kom en Arm med en Lysesaks op; Lyset blev pudset, og den lille Flamme steg pludselig klar og skin­nende,

Det gav et Higst i de lo Mænd. De havde forstaaet. Det gjaldt at rense Guds Kirke paa Jorden, at holde Guds Lys rent, saa det kunde skinne klart for Mennesker.

«Skjønte Du hain?» hvisked Samson Traae til den anden.

«Ja, ja,» svarede den skutryggede; han stod og kjæmped med Graaden.

Nu sang det derindefra.

«Vor Gud han er saa fast en Borg,* steg det. Og det lille Lys deroppe skinned og skinned under Sangen, holdt af en skjælvende Haand, Sige til sidste Strofe var døet hen.

Saa sank det langsomt og blev borte.

De to Mænd stod og knuged hinandens Hæn- der længe.

Saa mumled den ene, den skutryggede:

«En glædelig Jul, Hans Hauge. Gud give dig en glædelig Jul, derinde!»

Og de gik langsomt bort de to Mænd, Samson Traae foran og Ole Rørsveen, den skutryggede Mand, bagefter. Det var den samme Mand, som var vandret fra Bergen til Trondhjem for at faa træffe Hans Nielsen Hauge, den samme Mand, som havde faaet sin skuttede Rygg ved at bære Hans Nielsen Hauges Bøger hundredevis af Mile over Fjeldene og gjennem Afdalene hete Landet rundt.

Men Politimester Wulfsberg og Assessor Collett hørte Julesalmen hver i sit skinnende op- lyste Hjem og gik Juledags Morgen i Kirke For at nyde Guds Ords Trøst og høre Frelsens Evan­gelium forkyndt, medens han, for hvem Guds Ord var alt paa Jorden, sad udelukket og inde- stængt, ventende og ventende paa Retfærdighed i Angst og Lidelse for, hvordan det skulde gaa dem, han kaldte for sine.

Stengt for kommentarer.