«hans nielsen hauge» : af jacob b. bull : kapittel 16

 

16de  KAPITEL.

To Aar var gaaet Hans Nielsen Hauge sad fremdeles i sin Celle i Kristiania Raadstuarrest.

Assessor Collett havde gjort Alvor af at sætte llndersøgelserne i Verk; fra alt Landets Hundre- der af Embedstnænd, geistlige som verdslige, var der indhentet Erklæringer; hundredevis af Forhør var af holdte.

Hans Nielsen Hauge selv var stedt til Hoved- forhør, og endelig havde da Undersøgelseskom- missionen faaet sin Indstilling istand. Den gik ud paa, at Hauge for sin Optræden skulde ssettes under Justitsens Tiltale.

Hauge fik sin Forsvarer opnævnti Prokurator Lumhollz, og den egentlige Sag tog nu altsaa sin Begyndelse.

Nye Forhør blev foretagne alt Landet over, hundreder af Vidner afhørte, denne Gang saa

Tromøy tolkeboksamltai

mange flere, fordi Forsvareren selvfølgelig ogsaa lod indstevne en Mængde Vidner, hvis Vidnes- byrd gik i Hauges Favør. Dette var tidligere systematisk undladt, medens det foreløbige Vidne- materiale indsamledes. Undersøgelseskommissio- nen havde mere betragtet sig som Hauges Ankla- gere end som en upartisk Retsinstitution.

Under disse to tunge Venteaar var Hauge bleven en fysisk knækket Mand. Det ensomme Fængselsliv, udeu Virksomhed, uden ordentlig Ernæring og uden frisk Luft, blev for ham, Friluftsmanden og det virksomme Menneske, dræbende.

Han blev angreben af forskjellige Sygdomme, Skjørbug paa Grund af den daarlige Forpleining, Gulsot o. s. v.; hans Holdning blev bøiet, hans Udseende magert og gustent. De idelige Sjæle- kampe i Forladtheden og Ensomheden nedslog hans Sind; han var flere Gange Fortvivlelsen nær.

For at frelse Broderen havde Mikkel Hauge gjentagne Gange henvendt sig til Myndighederne om at faa ham sat paa fri Fod mod Kaution; men Ansagnmgen var bleven afslaaet.

*

En Formiddag om Vaaren 1807 kom Proku­rator Lumholtz Raadstugaden ned for at besøge Hauge i Fængslet og tale med ham om et og andet hans Sag vedrørende; men idag var Pro­kuratoren selvanden.

Han gik i Følge med en høi, statelig, brun-

 

eiet Mand, storlemmet og stærk, med et retskaa- ret, sympatisk Ansigt.

Det var Justitsraad Bull.

Denne Mand havde fattet en stor Interesse for Hauges Sag, men havde tit nu ikke nogensinde talt med ham selv.

Prokurator Lumholtz, som personlig var greben af Hauges stærke Aand og som havde meddelt Justitsraad Butt forskjellige interessante Oplysnin- ger om hans Virksomhed, havde nu bevjjeget Bulf til at besøge ham i Arresten.

«Det er min Mening, at der her er begaaet en stor Uretfærdighed,» havde han ytret, «og det er videre min Mening, at gjøres der ikke snart en Ende paa denne Mands Martyrium, da har vi i vore Retsannaler om kort Tid et Justitsmord mere. Min Klient har bart Kjæmpekræfter; men han er efter disse tre Aars utrætteiige Spænding ifærd med at blive en nedbrudt Mand, og skal Sagen trækkes ud i Langdrag som hidindiii, da vil han være død, før han faar sin Dom.i

Paa disse stærke Ord var Justitsraad Bull gaaet med til det nævnte Besøg, og vi ser nu de to Jurister Side om Side spadsere nedover Raadstu- gaden og ind af Porten til den mørke Gaard, hvor Politimester Wulfsberg residerede.

*

Det rasled med Nøgler ved Hans Nielsen Hauges Celle.

Den bleke, bøiede Fange med det gulhvide

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Amigt og de store, drømmende Øine reiste sig fra Sengen, hvor han laa.

Kom de nu for at fortælle om nogen Fortgang med hans Sag? Skulde nu endelig den egentlige Rettergang begvnde?

Hver Gang Fængselsdøren i disse lange Aar havde aabnet sig udenfor de reglementerede Timer, havde han kjendt denne halvt angstfulde, halvt forventningsrige Fornemmelse, og hver Gang var hans Haab bievet skuffet. — indtil Sygdom og Nedtrykthed endelig havde sat sit uudslettelige Stempel paa den fordum saa stærke og livskraftige Mand.

Vagten rev Døren til Cellen op.

Politimesteren selv, fulgt af en høi Mand i Embedsmandsuniform, traadte ind.

Hauge, som sad paa sin Seng, reiste sig.

«Goddag, Hauge,» sagde Politimesteren. «Ju- stitsraad Bult er kommen for at besøge dig.»

«Goddag!» Hauge svared langsomt og kasted et forskende Blik paa den heie Fremmede.

Justitsraad Bull blev staaende et Jidet Øieblik og se paa den bøiede Skikkelse. Saa fra ham og paa Politimesteren og saa atter paa Hauge.

«Men denne Mand er jo syg,s sagde han.

Politimesteren svared ikke. Hauge stod med sænket Hoved.

Da gik Justitsraad Bull lige hen og rakte Hauge sin Haand.

«Det glæder mig at have truffet dig,» sagde han. «Kan jeg saa sandt gjøre noget for at for­bedre din StUling, saa skal jeg gjøre det. Dette er jo baade sørgeligt og uforsvarligt.»

Hans Blik streifed atter Politimester Wulfs­berg, som følte sig ganske ilde ved.

Hauge saa op paa den høie Mand, næsten undrende, og han slap ikke hans Haand.

«Guds Velsignelse skal I have for de Ord,» svared han. «Saa kan jeg igjen begynde at tro paa Menneskene.»

Justitsraad Bull lagde sin Haand fast paa hans Skulder.

«Tro Du paa Gud,» sagde han — «det er bedre!»

Hauge saa op — et Barns Blik.

«Det gjør jeg,» svared han, og nu havde hans Stemme noget af sin gamle Klang; «det er for hans Ords Skyld, jeg sidder her; men det er saa tungt at lære sig at vente!»

Ansigtet med de store, blekgraa Øine stirred taareløst hen.

Justitsraad Bulls brune, stærke Øine hviled i hans.

«Tro indtil Døden — er det ikke saa?» spurgte han.

«Jo,» svared Hauge. «Naar blot Døden kunde komme. Det vilde være en god Guds Gave!»

Justitsraad Bull nikked hen for sig.

«Men alle dine Venner derude!» sagde han. «Det er dog for dem Du lever?»

Hauge drog et dybt Suk.

«Kunde jeg detl» udbrød han, og Stemmen skalv. «Men jeg er bleven som et Træ i Skyggen

—     jeg bærer ingen Frugt længere. Jeg er et ufrugtbart Træ i Guds Have!»

Han brast i Graad.

Der blev lang Stilhed. Politimesteren stod halv vendt mod Døren; Justitsraad Bull saa ufra­vendt paa den bøiede Mand; hans høie Skik­kelse var rank; men hans Ansigt havde taget stærkere Farve, og de brune Øine brandt funk­lende.

«Kommer Du aldrig ud?» spurgte han om­sider. «Faar Du ikke trække frisk Luft??

Politimesteren vilde svare, men brød af. Thi Hauge drog i det samme et dybt higstende Suk, der skalv længe i Rummet.

«Jeg har ikke seet Solen paa snart fire Aar,» svared han; han saa op paa den høie Mand, som nu stod bøiet over ham.

Politimester Wulfsberg vendte sig nu mod Justitsraad Bull.

«Det er strengeste Bevogtning efter Ordre,» sagde han.

Justitsraad Bull svared ikke. Gik bare lige hen til Hauge, som nu havde kjæmpet sig op til Bo, og sagde, idet han rakte ham sin Haand:

«Hør nu. Du skal ikke tabe Modet. Der skal blive gjort noget ved dette. Saasandt der er Retfærdighed i dette Landl» De sidste Ord inum- led han hen for sig.

«Farvel for idagN Han nikked til den Fangne. «Det skal ikke vare længe, før Du hører fra mig!»

Han vendte sig hurtig, før Hauge kunde svare

 

med en Tak, og gik ud af Cellens Dør, fulgt af Politimesteren.

«I snart fire Aar, en udømt Mand, kanske en uskyldig Mand — og saa dette!*

Bull talte halvt for sig selv og halvt vendt til Politimesteren.

• Jeg kan ikke forstaa, hvordan De for Deres Samvittighed kan forsvare —— Han var oprørt.

Politimesteren stansed.

«Jeg har mine Ordre, Hr, Justitsraad,» svared han forlegen. «Jeg kan ikke godt gribe ind !»

«Nei, men De kan rapportere,» svared Justits- raad Bull.

«Det paaligger vel nu nærmest andre,» svared Wulfsherg.

«De mener Forsvareren? Ja, jeg vil virkelig tage ham fat for dette.® Bull knapped sin Uni­form, «Forresten vil jeg nu ogsaa selv! Dette .   er en Skam for norsk Retspleie!» Han vendte

sig til Politimesteren og rakte ham sin Haand.

«Jeg takker Dem, Wulfsherg,» sagde han.

  • Farvel!»

Politimesteren fulgte ham til Trappen.

«De maa for Guds Skyld ikke tro, at jeg —,» han kom ikke videre, thi Bull afbrød:

«Paa ingen Maade; jeg ved, at De vil hjælpe mig at faa dette forandret,» svared han og gik Trappen videre ned til Forhallen, hvor han traf Prokurator Lumholtz, som vented paa ham. Politimesteren stod øverst ved Trappen hilsende.

«Nu, Hr. Justitsraad?® sagde Lumholtz, idet

de gik nd af Porten, «Hvad Indtryk har De faaet af min Klient?»

Bull stansed.

«Han er en ærlig og uskyldig Mand,» svared Bull, «og det er en Skam, at han skal forfølges og holdes indspærret i aarevis for sine Menin- gers Skyld!»

«Det glæder raig at høre,» svared Prokurator Lumholtz.

«Men det glæder mig mindre at høre, at der intet er gjort hverken fra Forsvarets eller Regje­ringens Side for at berede ham udholdelige Fangevilkaar,» sagde Justitsraad Bull temmelig skarpt, «Det havde dog været Forsvarets første Pligt.»

Prokurator Lumholtz rød med.

«Jeg er saa nylig udnævnt,» svared han; «jeg maa tilstaa, at den vidtløftige Sag har bragt mig til at glemme den Anklagedes Helbred.»

«Det er at sætte Sagen paa Hovedet, kjære Hr. Prokurator,» svared Bull.

«Hvad kan det nytte, at De vinder Sagen for en død Mand?»

Prokurator Lumholtz taug; de gik tause videre. Da de skiltes, rakte Bull Lumholtz Haanden.

*Ja, gjør nu De Deres, saa skal jeg gjøre mitr» sagde han, «Denne Mand skal ikke sidde længer paa denne Maade; det vilde være at for* berede et Justitsmord f»

Han vendte sig og gik østre Gade op, høi og statelig i Solskinnet.

&

TROMØY FOLKEBIBLIOTEK

Grev Moltke havde netop modtaget Justitsraad Bull i sit Modtagelsesværelse, Nu sad de to lige- overfor binanden i de magelige Stole.

«Hvad kan jeg idag tjene Dem med, kjære Hr. Justitsraad?» spurgte Grev Moltke,

«Jo, kjære Hr. Greve,» svared Justitsraad Bull. «Jeg kommer idag til Dem i en Sag, som efter min Formening vedrører vore fælles Embeds- interesser og som jeg beklager, at jeg ikke tid­ligere har faaet Anledning til at berøre.»

Grev Moltke spidsed Øren.

«De pirrer min Nysgjerrighed, kjære Hr. Justitsraad», sagde ban. «Hvad Sag kan det være?»

Han rykked sin Stol nærmere.

«Jeg kommer for at tale med Dem om Hans Nielsen Hauge,» sagde nu Bull; hans stærke Ansigt blev dybt alvorligt.

Grev Moltke slog ud med Haanden.

«Aa, hin religiøse Sværmer,» sagde han med et Smil.

Justitsraad Bull nikked.

«Ja, gjerne det,» svared han. «Man kan gjerne kalde ham saa.»

«Jeg har hørt om Manden fra Trondhjem,» sagde Grev Moltke. «Han lader til at være en Mand af gode Intentåoner; men hans Lære har, som De ved, skabt en Mængde Sekter og forvoldt en hel Del Børe i Landet.»

Justitsraad Bull nikked igjen.

«Det kan være,» svared ban langsomt. «Jeg for min Del er nu, som De vistnok ved, Hr. Greve,

 

en Modstander af al Religionstvang og en Hader af al Forfølgelse af Folk for deres Meningers Skyld, saa stod det til mig, da slap jeg imorgen den Dag hint ulykkelige Menneske fri. Men enfin

—     lad gaa, at Regjeringen finder at burde sikre sig hans Person — da har den dog ingen Ret, hverken juridisk eller moralsk, til at berøve ham Liv eller Helbred ved et ensomt Fængsel under de ugunstigste Vilkaar.»

Grev Moltke saa lidt forbauset paa Justits- raaden, som havde talt i en stærkere Tone end han ellers brugte.

«De er bleven toucheret, Hr. Justitsraad,* sagde han smilende,

«Det er jeg, Hr. Greve,» svared Justitsraad Bull, «og det samme vilde De selv blive, hvis jeg kunde formaa Dem til at aflægge denne ned- brudte Mand et Besøg i hans Fængsel. Jeg vil nødig bruge Ordet Barbari, Hr, Greve; jeg vilde helst have det strøget af vor moderne Retspleies Leksikon.»

Grev Moltke spærred Øinene vidt op.

«Hr. Justitsraad,» udbrød han; «naar en Mand som De bruger saa stærke Ord, da maa noget være anderledes end det bor være. Jeg skal straks lade Sagen undersøge.»

Jeg takker Dem, Hr. Greve,» svared Bull. «Men skulde vi ikke være enige om, at hvis der havde været Tale om en af os, da havde vi for- længst under de samme Omstændigheder været løsladte mod Kaution, saa meget mere som vor Lovlydighed ikke kan overtræffe denne religiøse

Sværmers, som hele sit Liv har ofret sig for at indprenle Folk det gode og paalægge dem Lydig- hed mod Gud og Øvrigheden.»

Grev Moltke nikked.

«Deri har De visselig Het,» svared han. «Hvad jeg tidligere har erfaret personlig om denne Mand, stemmer med, hvad De her anfører.»

Justitsraad Bul! reiste sig.

«Da foreslaar jeg, Hr. Greve,» sagde han, «at der straks ydes ham nogle Lettelser.»

«Hvilke,» spurgte Grev Moltke.

«Kan jeg — paa hans Ord om ikke at und- vige — en og anden Gang tage ham ud til mig paa Tøien for at arbeide i min Have?* spurgte Justitsraad Bull smilende. <Saa slaar vi lo Fluer med et Smæk. Han kunde da senere, naar han var kommen noget til Kræfler, ogsaa assistere Dem selv med et eller andet, Hr. Greve!»

Nu lo Grev Moltke.

«Indfaldet er originalt,» svared ban, «og lige saa elskværdigt som nobelt. Godt — paa Deres Ord og Ansvar; jeg skal udvirke det. Men Forsigtighed, Hr. Justitsraad — ja, jeg behøver ikke —

De to Mænd veksled Haandslag.

Justitsraad Bull takked hjertelig Stiftamtman- den for hans Imødekommenhed og forlod Audiens- værelset.

«Jeg haaber, De faar Glæde af Deres Menne- skevenlighedj» ropte Grev Moltke Trappen ned efter ham.

 

KRISTIANIA GAMLK RA AI) HUS, HVOR HAllG R SAI) FÆNGSI.KT

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

«Jeg haaher at reparere noget paa en Uret- færdighed,» blev der svaret op.

Og de to fornemme Herrer forsvandt hver sin Vei.

Otte Dage senere rulled Justitsraad Bulls Vogn frem foran Raadstuen i Kristiania og efter en liden Venten atter bort Dronningens Gade, frem Storgaden ud paa Veien til Tøien. I Vognen sad Justitsraaden selv hoi og bred i sin Kappe og ved hans Side en gulblek, bøiet Skikkelse som aanded undrende i den stærke, døvende Solskinsluft.

Det var Hans Nielsen Hauge.

Stengt for kommentarer.