«hans nielsen hauge» : af jacob b. bull : kapittel 17

 

17de   KAPITEL.

Hauges Sag havde sat hele Norge i Bevægelse. Næsten i hver eneste en af Landets Bygder taendte hans Fængsling og aaretange, uretfærdige Arrest Sindene i Brand. Men intetsteds begik hans Tusinder af Tilhængere nogen som helst ulovlig Handling; de viste sig tvertom under denne store T rængselstid som de mest vindskibe- lige og lovlydige Borgere.

Hvis Regjeringen altsaa gjennem Hauges Fængsling og den anlagte Proces havde haabet at tilføie hans Sag et Nederlag, da tør det siges, at Hensigten paa ingen Maade var opnaaet; tvertom : Fængslingen og hvad dermed fulgte bidrog mere end noget andet til at bevise, at Hauges Lære

23 — Hans Nielsen Hauge.

var af det gode, og Haugianismens sunde Frem­gang i denne lange Trængselsperiode blev en af- gjørende Seier for Hans Nielsen Hauge selv og leverede det bedste Realbevis for, at Anklagen imod ham var ligesaa ubeføiet som uretfærdig.

Hundreder og atter Hundreder af de indkaldte Vidner havde kun godt at fortælle om den An­klagede, og Resultatet af Undersøgelserne vilde visselig allerede i Aaret 1808 have resulteret i en Frifindelse i alle væsentlige Punkter, hvis ikke Krigen i 1808 og 1809 var kommen imellem og bavde lagt saa stærkt Beslag paa alies Sind, at alt andet gik i Glemmebogen.

To lange, tunge Fængselsaar havde Hauge saaledes atter maattet udholde, rigtignok under mildere Former end de to første, men alligevel □den Haab om at se Dom i sin Sag.

Med hans Helbred gik det stadig nedover; han led af Blodspytninger og Sltjørbug, og trods de Fristunder, han af og til fik under Ophold paa Tøien eller under Udførelsen af de Smaa- arbeider, som Grev Moltke af og til morede sig med at paalægge bam, kunde man dog med tem­melig stor Sikkerhed forudsige, at en længere fortsat Arrest inden kort Tid vilde lægge ham i Graven.

Hans Aandskraft blev under disse Forhold selvsagt sløvet; Vennerne kunde med Sorg mærke dette i de Breve, som han fik Lov til at sende; ja selv hans rene, evangeliske Tro stod i Færd med at opblandes og svækkes gjennem Paavirk- ning af de rationalisliske Verker, hvormed hans

Dommere og andre havde sørget for at forsyne ham i FængsJet.

Hans Broder Mikkel Hauge havde to Gange indsendt Ansøgning om hans Løsladelse mod Kaution, men uden Resultat; Grev Wedel-Jarls­berg havde givet Ansøgningen sin varmeste Støtte, og den var bilagt med de mest rosende Udtalelser fra Amtmændene i Buskerud og Kri- stianssand; men Ansøgningen blev afslaaet, idet man øiensynlig var bange for, at de udmærkede Resultater, som Hauges Fængsling havde bragt, vilde udslettes, hvis han atter blev given fri.

Da hændte der i Krigens andet Aar noget, der med et Slag forandrede Hauges Stilling, en Be- givenhed saa eiendommelig og sælsom, at den her særskilt skal fortælles.

*

Det var en af de sidste Dage i Januar Maaned 1809.

Udenfor Raadstuen i Kristiania holdt en to- spændt Slæde. En høi Mand i Elveskindspels og store Reisestøvler steg netop ud, hilste flygtig paa Vagten, som gjorde Honnør, og gik Trap­pen op.

Kommen op i den store Gang spurgte han efter Politimesteren, som var tilstede.

To Minutter senere sad Justitsraad Bull, tbi ham var det, i Politimesterens Værelse ligeover- for denne, som med stor Interesse lytted til, hvad han havde at fortælle.

 

«Ja nu, min kjære Hr. Politimester,» sagde Justitsraad Bull, «nu tror jeg endelig at have fundet en Udvei til at redde Hauge.»

Wulfsberg saa undrende paa ham

iDet skulde glæde mig meget,s svared han.

*                   Jeg maa tilstaa, at jeg synes overordentlig Synd paa den ulykkelige Mand.»

«Det glæder mig, at ogsaa De nu er kommen saa langt,» svared Bull, «kun Skade, at Ingstad og Collett fremdeles staar ham imod.»

Politimesteren drog paa Skuldrene. *Deerjo nu hans Dommere,* svared han.

Bull smilte.

sHans retfærdige Dommere,» sagde han. «Ja dem om det; men hør nu, hvad jeg har ud- tænkt.»

Politimesteren nikked:               Bull trak sin Stol

nærmere.

«Som vi jo alle ved,» sagde han dæmpet og saa sig om, «har Krigen i forrige Aar sat alle vore Næringer tilhage i en Grad, som maa kaldes betænkelig, og som De maaske ogsaa ved er Kornnøden ved Siden af Saltnøden det aller værste. Nu er som bekjendt Hauge en over­ordentlig praktisk Mand, som har sat mangen Bedrift ber i Landet i Virksomhed, og særlig ved jeg, at han har gjort Saltkogeriet til Studium baade paa Vallø og andet Sted, Vi har oftere talt sammen om dette. Det er i det hele tagel mærkværdigt, hvor denne religiøse Mand ogsaa er begavet med Syn og Evne for alt, hvad der kan gav ne Landets materielle Fremgang; jeg

 

finder noget næslen idealt i denne Forening af det aandelige og materielle. Det nærmer sig efter min Opfatning sand Kristendom.

«Tilvisse!» Politimesteren nikked og leged med sin Snusdaase.

«Vel!* — Bull fortsatte. — «Hvad siger De saa om, at man stilled denne Mand til Regje­ringens Disposition i den Hensigt nu at opreite Saltkogerier rundt omkring paa Kysten, derved redde os fra Nød og gjøre os selvhjulpne for kommende Tider? Tror De ikke Regjeringskom- missionen vilde med Glæde gribe Leiligheden, naar den kan have en saa iøinefaldende Fordel deraf? Og tror De ikke Haas Majestæt med Glæde vil give sit Samtykke?*

Bull stirred med de store, straalende Øine bent paa Politimesteren.

Denne saa ned, som om han overveied.

«Planen er udmærket3* svared han endelig, «og jeg tror som De, at Regjeringskommissionen nok vil slaa til, saa meget mere som den vistnok nu har Sympathi for Manden; men det vilde vel alligevel volde endel Vanskeligheder.;»

»Hvilke Vanskeligheder?* Bull spurgte næsten utaalmodig.

Politimesteren saa op.

«Der maatte ve) stilles en betydelig Kaution?» sagde han langsomt. Han vipped med sin Snus- daase mellem Fingrene.

«Hvor betydelig?»

Spørgsmaalet kom kort og stærkt.

«Aa — inindsl en Tusitid Rigsdaler,» svared Politimesteren.

Bull flytted sig paa Stoleu.

iDct var da ogsaa tilstrækkeligt,* sagde han. *Men del er det samme; jeg kautionerer for denne Sum, hvis Regjeringen gaar ind paa mit Forslag om Saltkogerierne.»

Politimester Wulfsberg spærred Øinene op.

«Det maa jeg sige!» udbrød han. «Ja, se det forandrer jo Sagen! Men —.*

Han stirred hen for sig.

«Der er alligevel noget, som jeg kunde tænke mig blev en Hindring!» Han saa ned.

– Hvad videre?»

Bull saa utaalmodig ud.

Wulfsberg løfted de tunge Øine under de skraa Øienlaag.

iEr De sikker paa, at Hauge selv vil gaa ind paa dette’?a spurgte han.

Bull stirred forundret.

«Hauge selv,» gjentog han.

cJa:» Politimesteren reiste sig i Sædet. «At en Mand, som efter Deres Mening har lidt en saa uhyre Retskrænkelse, nu i Nødens Øieblik pludselig vil staa sine Modstandere til Tjeneste! I hans Sted vilde jeg belænke mig; ja, jeg vilde afslaa, Hr. Justitsraad!»

Der blev en lang Taushed. Bulls klare, brune Øine sløredes, han saa ret hen for sig længe.

«De har Ret,» sagde han.                  «Dette har jeg

mærkelig nok ikke tænkl paa.» Han taug igjen «Vi er alle Mennesker,» fortsatte han. «Det vilde oæsten være umenneskeligt, or» han indvil- gedt»

Han reiste sig,

*1 hans nuværende Tilstand, efter disse mange Aars Lidelser, efter alle disse forgjæves Bønner om Retfærdiglied — jeg maa tilstå a: i hans Sted vilde jeg selv afslaa! Han anser Krigen for en Guds Straffedom over Folket, den rene Straffe­dom, som endelig er kommen. Det skuide ikke undre mig, om han da afslog!»

Han stod en liden Stund taus og saa ned, Saa rakte han Politimesteren Haanden.

*Ja,» sagde han. «Men jeg vil nu alligevel forsøge. Jeg vil i alle Fald have gjort mit.»

Han tog Farvel, fulgtes til Døren og gik.

*

Hans Nielsen Hauge sad sammensunken og frøs i sin Celle. Blikket stirred sløret frem; det gulhvide Ansigt fortalte om usigelig Lidelse.

*         Herre, hvorlænge? Herre, hvorlænge?* Dette Ord havde han nu i aarevis mumlet hen for sig hver eneste Dag; han hvisked det nu som en mekanisk Lyd uden Tanke. Han folded sine Hænder uden at vide det.

Slig sad Hans Nielsen Hauge ve.itende paa Guds Time.

Hans Kraft var hrudt; men hans Blik var vendt didop mod den Mægtige, som før eller siden vil bønhøre,

Slig sad Hans Nielsen Hauge og vented i Troskab paa sin Gud.

 

 ——-  —      Der hørtes Skridt; det               rasled    som

van li gt      med Nagler; nogen kom.

Det         var Justitsraad Bull, som               traadte     ind,

fulgt af Arrestforvareren.

<Du kan gaa,» sagde Bul), vendt til denne. cJeg ønsker at tale med Hauge i Enrum.»

Arrestforvareren hiiste og gik.                      Døren    gled

tungt i efter ham.

«Goddag, Hauge!» Bull rakte Hauge Haanden. «Hvordan har Du det saa idag?>

Hauge saa op, et tungt Biik.

<Som alle Dage,* svared han. «Naar jeg ikke er paa Tøien hos min Velgjører, har jeg det altid saa.*

Bull tog Plads paa Stolen; Hauge sad paa sin Seng.

‘Jeg har idag noget særskilt at tale med dig om,» begyndte Bull. *Og jeg gaar straks lige paa Sagen. Norge er i Nød. I Nød paa Korn og Salt. Regjeringen Irænger en Mand, som kan hjælpe. Der skal anlægges Saltkogerier Landet rundt; men Manden for Anlæggene — det er Du!*

Han stirred med stærke Øine paa Hauge.

En blekrød Blodfarve steg 1 Hauges gustne Ansigt. De slørede Øine blaaned.

Han saa paa Bull, men fik ikke el Ord frem.

«Jeg!» hvisked han om længe.

«Ja, Du,» svared Bull. «Du er den eneste, som kan dette!»

Hauge sad længe taus. Han flytted sig frem og tilbage, der han sad. Blodet steg og faldt i hans Ansigt, som med et blev hvidere. Saa sank

 

hans Hoved ned paa hans Ha*nder. Siig blev han siddende.

Bull reiste sig.

«Jeg forstaar,» sagde han. «Du kan ikke dette. Du mener, at nu maa det, som er skeet, faa Lov til at bære sin bitre Frugt Du mener, at nu er det Guds Hævn, som kommer!»

Hauge taug Fremdeles. Saa heller ikke op.

«Nei, nei,* fortsatte Bull. *Det er kanske umenneskeligt at forlange dette. Men det blev dog Frihed for Fængsel i lange Tider!*

Han stirred spaendt paa Hauge, som nu lang­somt reiste sig og stod der mere rak, end nogen havde seet ham paa lange Tider.

«Kjære, Hr. Justitsraad!» sagde han langsomt og næsten besværligt. «Hils og sig fra Hans Nielsen Hauge, at den Gud, som gjengjælder ondt med godt, ham vil jeg tjene. Er der Nød og jeg kan hjælpe, san vil jeg komme. Den evige, kjærlige Gud være Tak, som atter giver mig Naade til at udrette noget godt her i Verden! Den evige Gud være Tak!»

Den bleke, magre Mand stod der opret med Øine, som sløredes af Hengivelsens Be­geistring.

Justitsraad Bull drog Aanden dybt. Hans Ansigt fik et lykkeligt Skjær; de store, brune Øine brandl flammende.

‘ Sandfærdig, Hauge.» brød han ud. *Du er en Guds Mand paa Jorden, i Han greb bans Haand og knuged den mellem begge sine. Og han aanded atter dybt op i en befriende Fornem- meise af, at der dog fandtes ægte Mennesker uden Svig.

Otte Dage senere løslodes Hans Nielsen Hauge af Arresten mod Justitsraad Bulls Kaution paa Tusinde Rigsdaler, og før Maaneden var omme reiste den farlige Forbryder i kongeligt Ærinde og med offentligt Statsbidrag Landet rundt for at undervise Folket i Selvhjælp, og bygge dets materi­elle Tro op, som han bavde bygget dets aandelige.

Stengt for kommentarer.