«hans nielsen hauge» : af jacob b. bull : kapittel 18

 

18de KAPITEL.

Det var i August Maaned 1809.

Domskommissionen i Kristiania under Forsæde af Assessor Collett skulde have sit første Møde i den Haugeske Sag.

Medlemmerne var allerede ankomne, da pludselig Stiftamtmanden i Kristiania lod sig melde.

Assessor Collett reiste sig fra sit Sæde og gik Greven imøde.

«Hvad skylder vi Æren af Hr. Grevens Besag idag?» spurgte han, idet han rakte ham Haanden.

Greven hilste paa de øvrige Medlemmer med et fornemt Buk, traadte midt ind i Salen og sagde:

*Jeg har bragl i Erfaring, at Domskommis­sionen i Sag mod Hans Nielsen Hauge idag har sit første Møde i Anledning det kongelige Kom­missorium af 5te Mai.»

*Det forholder sig saatedes, Hr. Greve,» op- lyste Assessor Collett, som nu var gaaet tilbage til sin Plads.

Grev Moltke bukked

«Jeg takker for Oplysningen, Hr. Assessor,» sagde han — et umærkeligt Smil kom og gik kring hans Mund. «Men da turde det vel være ønskeligt, at Tiltalte selv var ved Haanden?*

Assessor Collett reiste sig halvt i Stolen.

«Selvfølgelig, Hr. Greve,» svared han. «Han vil blive indkaldt til Eftermiddagsmødel til fort- sat Forhør.»

Grev Moltke smilte nu helt.

«Det turde være desto mere paakrævet,» sagde han, «som der vistnok ikke paa flere Aar har været foretaget noget i denne mærkelige Sag!»

Rødmen for Collett tit Ansigtet.

«Det har havt sine gode Grunde, Hr. Greve.» svared han kort, «Krigen —.»

Grev Moltke bukked atter

«Selvfølgelig,» svared han. «Krigen har tvun­get alle Autoriteter til at handle paa extraordinær Maade; den har lagt Beslag paa alle Landets Kræfler for at møde Fienden eller afhjælpe den stadig voksende Nød!»

Collett gav Greven et Par kvasse Øine fra Siden.

«Vi ska! vide at gjøre vor Pligt,» sagde han. «Arrestanten vil blive stillet til øieblikkeligt Forhør allerede idag.»

Grev Moltke gik nærmere.

«Det turde have sine Vanskeligheder,» svared

 

han i stor Ko, «Og det er af den Grund jeg idag har den Ære at aflægge den kongelige Doms­kommission min Visit.s Han saa sig om som den Mand, der var sig sin Stilling og Magt bevidst.

«Som Medlem af den kongelige Regjerings- kommission og paa Hans Høihed Prins Christian Augusts Vegne har jeg at meddele mine Herrer af Domskommissionen, at Hans Nielsen Hauge efter Regjeringskommissionens Ordre er løsladt af Arresten og nu bcfinder sig i Egersund.»

Assessor Collett var bleven blodrød og atter blek i sit Ansigt.

Han reiste sig fra sit Dommersæde.

«Hr. StiftsamtmandI* sagde han — Røsten var tør af undertrykt Harme. «Imod dette Skridt fra Regjeringskommissionens Side nedlægger jeg som Formand i Domskominissionen min Protest.»

Grev Moltke bukked i største Ro.

* Det er Deres Ret, Hr. Assessor,» svared han. *Regjeringskommissionen vil vide at forsvare sine Handlinger!»

Assessor Collett bukked stivt.

«Jeg turde kanske udbede mig den allernød- tørftigste Forklaring om Regjeringskommissionens Grunde til et saadant extraordinært Skridt,» sagde han; han veksled Blik med Ingstad og sine øvrige Kollegaer.

Grev Moltke nikked

«Grundene er ingen Hemmelighed, Hr. Asses­sor,» svared han, «Extraordinære Forhold kræver extraordinære Foranstaltninger. Krigen har bragl Nøden paa Korn og Sali op til en uhørt Høide

 

—    det gjaldt at finde en Mand, som kunde op~ rette Saltkogerier rundt Kysten, — Hans Nielsen Hauge var den eneste dertil skikkedel»

Colletts Ansigt fik et satirisk Smil.

«Laiidehjælp fra Fængslerne!* sagde ha» hen- for sig.

‘Fra Fængslerne som fra Dommersalene,® svared Grev Moltke; hans Øine log mørk Glød. «Regjermgskommissionen har mellem sine Kom­missærer ingen dygtigere, ingen ærligere, ingen mere trofast og selvopofrende end Hans Nielsen Hauge. Jeg beder Dem, mine Herrer, at bemærke dette. Og jeg vil føie noget til for egen Regning: Hans Nielsen Hauges Tilhængere har vist sig at børe med til Norges bed ste Borgere; jeg tager neppe feil, naar jeg betegner dem som det Salt, der vil holde det norske Folk rent og friskt i den store Prøvelse, som de nuværende og kom­mende Tider vil bringe vort Land.»

Han taug

Collett saa harm hen for sig.

«Hr. Greven taler som den bedste Forsvarer,» sagde han sarkastisk.

Grev Moltke saa hvasst paa Assessoren.

*Paa ingen Maade, Hr. Assessor,* svared han. «Hauges Virksomhed og de Frugter, den bærer, vil være hans bedste Forsvarer. Jeg tviler ikke paa, at han kan fældes efter eii eller anden sublil Lovparagraf, ad usum justitiæ fortolket; men hvor­vidt det norske Folk og Fremtiden vil godkjende denne Dom — se derom nærer jeg mine Tvil.»

Han bukked.

«Mine Herrer, jeg har den Ære!» sagde han.

Da reiste Collett sig.

«Hr. Greve,» sagde han, hvid af Harme. «Kor vor Funktion som Dommere overtager vi det fulde Ansvar. Men naar Arrestanten er løsladt og ikke tilstede, da kan vi intet videre gjøre. For den Hindring, som paa denne Maade lægges iveien for vor Dommervirksomhed, maa Regje- ringskommissionen bære Ansvaret!»

Grev Moltke vendte sig.

tSelvfølgelig,» svared han, hilste endnu en Gang og gik.

*

Hans Nielsen Hauge havde oprettet Saltkoge- rier baade i Lillesand, paa Svanøen og andre Steder og !aa nu i Egersund i samme Ærinde. Opholdet i den friske Luft, Friheden og den lyk­kelige Følelse af at kunne udrette noget til Men­neskenes Gavn havde allerede begyndt at bedre hans Sundhed.

Da modtog han i Egersund et Brev fra Jusiits- raad Bull, som meddelte ham, at han øieblikke- lig maatte reise tilbage ti! Kristiania, hvor hans Tilstedeværelse var aldeles nødvendig, da hans Sag nu for Alvor var gjenoptagen og skulde drives med al Kraft.

Hauge begav sig øieblikkelig afsted, kom til Kristiania den 2den Oktober og fremstilled sig for Domskonmiissionen den 11te Oktober 1809.

Konrniissionens Præsident, Assessor Collett, Iod ikke et Ord falde om Hauges Løsladelse; Forhøret gik sin vanlige Gang med lagttagelse af alle For­malia; men da Mødet var hævet og Hauge sam­men med sin Defensor vilde begive sig bort, banked Assessoren med sin Klubbe i Bordet og gav den tilstedeværende Vagt et Vink.

*Der er endnu ét,» sagde han. sjeg maa paa Doinskommissionens Vegne nedlægge bestemt Paastand om, at Hans Nielsen Hauge fremdeles holdes i fængslig Forvaring, indtil Dora i hans Sag er falden.»

Der blev Taushed.

Hauge vendte sig mod Collett og gik frem.

«Jeg er, som nok Assessoren ved, lesladt mod Kaution og betroel kongeligt Ærinde i Landet,* sagde han paa sin stjlle Maade. «Saltkogerierne, som jeg har sat igang, kan ikke klare sig uden mit Tilsyn. Jeg maa da forlange at blive paa fri Fod !»

Collett kremted tørt.

«Saadant Forlangende strider mod Kongens Vilje og kan ikke blive indvilget,» svared han. «Ifølge det kongelige Kommissorium af 5te Mai dette Aar er det Kongens Vilje, at Du skal for- blive i Arresten, til din Sag er paadømt»

Hauge veksled Blik med sin Defensor; men før denne fik tale, havde han allerede truffet sin Bestemmelse. Der kom et vekt, blaanende Ud- tryk i hans Øine.

*Er dette Hans kongelige Majestæts aller- naadigste Vilje og Ønske,» sagde han, «da maa jeg adlyde.»

Han vendte sig uden et Ord mere og gik mod

 

Døren lulgi af sin Defensor. Fulgl af Politi førtes han derpaa lige til Kristiania Raadstue, hvor han indsattes i sin «amle Celie.

Men da Assessor Collett den Dag forlod Dorn- mersalen, mødte han i Forværelset Juslitsraad Bull,

Den høie Mand med det stærke, størformede Ansigt og de brændende Øine var i Oprør.

«Jeg hører,» sagde han, «at De har fængslel Hauge paany — trods min tilstrækkelige Kaution og trods Regjeringskommissiouens Bestemmelse!s Øinene stod skinnende og harme paa Collett. «Ja,» svared denne. «Elter Hans Majestæts Ordre af 5te Mai dette Aar.»

sDenne «skyldige Mand! Denne Mand, som trods aarevis Mishandling ofrer sig for sil Land, naar det er i Nød!= Bulls Slemme blev skarp; det gnistred af Øinene. <Da viJi jeg sige Dem ét, Hr. Assessor: De mangler den eleverede Fin­følelse, som udkræves af den høiere Dommer! Hvad jeg her har hørt, er brutalt, utaknemme- ligt, en civiliseret Nation i vort oplyste nittende Aarhundredc uværdigtl»

Han vendte sig og gik uden et Ord til den forbløffede Assessor, som ikke havde ventet sig et saadant Udbrud af den ellers saa elskværdige og hensynsfnlde Mand.

*

Hauges nye Fængsling bidrog hurtig til at nedbryde hans allerede staerkt svækkede Helbred, som end yderligere blev rystet ved Dødsfald i

Tromøy tolkeboksamll»!

hans nærmeste Familie. Saatedes døde i Begyn- delsen af 1810 hans Svoger og trofaste Medarbei­der Kjabmand Loose og i Begyndelsen af 1811 modtog han af sin Far Underretning om, at hans Mor var afgaaet ved Døden efter et kort Sygeleie, som begyndte Juleaften og endte med Døden den 3die Januar 1811.

Hauge havde hele Aaret 1810 lidt af Blod- spytning og Skjørbug; om Høsten faldt han i en alvorlig Sygdom, som varede i tiere Maaneder og bragte ham Døden nær.

Alle disse stærke Begivenheder bidrog tilsam- men saa hurtig til at knække den af Naturen livskraftige Mand, at man Høsten 1811 fandt sig beføiet til trods Domskommissionens Knurren at løslade ham af Arresten, idet man var paa det rene med, at Arrestens Fortsættelse vilde dræbe ham, før Domsafsigelsen kunde finde Sted,

Hans Bror Mikkel H:*uge kjøbte da Gaar­den Bakke paa Sagene, og did flytt ed e nu Hauge om Høsten 1811 og forblev der, indtil Doms­afsigelsen faldt den 4de December 1813.

Dommen lød paa to Aars Fæstningsarbeide. Flere af Hauges Venner raaded ham til at søge om Benaadning, som han vistnok vilde faa; men Hauge havde besluttet sig til at indanke Sagen for Overkriminalretten.

«Jeg vil se den høieste Øvrigheds Dom for, at jeg er skyldig,» sagde han. «Finder den det, da faar jeg med Taalmodighed bære min Straf, selv om det bringer mig Døden.»

Krigen med Sverige og Begivenhederne i

24 — Hans Nielsen Hauge.

 

1814 hindred Hauges Sag fra at blive optagen til Doms før i December 1814.

Det var blevet lUle Juleaften.

Hauge havde Dagen i Forveien faaet Bud om at indiinde sig i OverkriminalreUen for at mod- tage sin Dom.,

Hauge begav sig altsaa tidlig om Morgenen den 23de December 1814 til Byen. Han var trøstig tilsinds og over bans Ansigt lyste Fred. Han havde gjort Sagen op med sin Gud og var villig til og beredt til at bære, bvad der vilde komme, med kristelig Taalmodighed. Med sin Mors og sin elskede Søster Annes Død i Tanke ønskede han intet mere, end at Døden snart vilde løse op for ham, saa han atter kunde forenes med disse sine Kjære. Han aanded som i en klarere Luft; Jordlængselen var som døet hen; han saa paa Menneskenes Liv hernede som fra et forklaret Fjerne. Og han følte i sin Sjæl den Kjølighed og den lykkelige Ro, som følger den, der har gjort op med det timelige.

Ved Ellevetiden stod Hauge i Rettens Lokale, hvor flere af hans Venner og mellem dem ogsaa Justitsraad Bull var tilstede.

Rettens Præces reiste sig, og under lydløs Stilhed forkyndtes Dommen,

Den lød paa:

a) at Hans Nielsen Hauge selv mod Forord­ningen af 13de Januar 1741 havde reist om i Landet og talt Guds Ord;

b)       at han havde opmuntret andre til samme Gjerning;

 

c)    at han i sine Skrifter havde fremført grove Invektioner mod Geistligheden, om hvilke man dog antage, at de hverken grundede sig i ond Villie eller at de, læste i Sammenhæng, vare i den Grad fornærmelige, som de ved første Øiekast og løsrevne fra deres Sammenhæng syntes.

Retten fandt, at disse Forbrydelser ifølge Lov- givningens blide Tænkemaade med Hensyn til Sværmere, burde afsones ikke med korporlig Straf, men med Pengebod.

Det lyste op i alle Ansigter, da Præces ud- talte disse Ord.

«Thi dømmes Hans Nielsen Hauge til at be­tale til Kristiania Fattigkasse en Mulkt af 1000 Rigsdaler Sølvværdi samt til at bære alle Sagens Omkostninger. Iøvrigt bør han for Aktors videre Tiltale i denne Sag fri at være.»

Der gik en forløst Mumien gjennem Salen, da Dommen var oplæst.

Hauges Venner strømmed sammen om ham og ønsked ham til Lykke.

Men Hauge svared ganske stille:

«For Gud den sd vidende indappellerer jeg denne Dom; nu glæder jeg mig kun over, at alle de onde Beskyldninger mod mig er slaaede til Jorden!»

Justisraad Bull kom nu lige hen og slog Hange paa Skulderen.

«Hauge,» sagde han. «Jeg og mange med mig anser dig for fuldt uskyldig og for en uret- færdig behandlet Mand. Vær Du ved godt Mod. Fremtiden vil sladfæste, hvad jeg her har sagt.

 

Og de lumpne Bøder lader sig vel tilveiebringe.» Han rakte Hauge sin Haand.

®Derom tviler jeg ikke,» svared Hauge med et SmLl. «Rigtignok eier jeg ikke selv en Skilling, men Hjælpen vil nok komme!»

Og Hjælpen kom.

Da Budskabet om Hauges endelige Dom blev bekjendt Landet rundt, strømmed Pengene ind fra Vennerne, og inden kort Tid var den temme­lig betydelige Sum betalt og Hauge efter 10 Aars Fængsel atter fri Mand.

Da skrev han til Vennerne r

«Hvad kom der nu ud af alle de onde Be­skyldninger, som mange besværede sig med for i det mindste at faa mig i Livsfængsel?

Hvad er nu de mange Papirer til, som mange have arbeidet sig træt paa og plaget mig med omtrent seks Hundrede Spørgsmaal, overhørt lige- saa mange Vidner i Haab om at faa bevist straf- værdige Laster paa mig?

Gud være evig lovet, der har bevaret mig fra Laster, og altsaa fandt de intet andet end de Guds Ords Øvelser og de Bøger, jeg havde skre­vet, hvortil mit eget Vidne var nok, da jeg sagde, at jeg havde skrevet dem.

Jeg bad i min Angst, da Modstanderne bruste over mig og jeg var i deres Magt, at Herren vilde udfri min Sag; jeg loved at prise ham, naar jeg frelstes, og dette vil jeg gjøre; han give mig selv Naade dertil.

Jeg hilser Eder i Jesu Navn og beder, I maa leve vel til Evighed, forblivende Eders Ven i Herren.»

Næste Dag var mange af Hauges Venner for- samlede hos ham paa Bakkehaugen. Det var Julekveld, og Julesalmen steg lys og lykkelig fra de glade Mennesker.

Da vendte pludselig Hauge sig til Ole Rørsveen, som ogsaa nu var tilstede.

«Mindes Du hin anden Julekveld, Ole?» spurgte han.

Ole Rørsveen med den skuttede Ryg smilte.

«Ja, Hauge,» svared han. «Det vesle Julelys, Du løfted op den Kveld, glemmer jeg aldrig.»

aJa, nu har Lyset seiretf» sagde Hauge; «nu gjælder det at holde det rent, saa det kan skinne klart over alt Landet!»

Men om Kvelden, da Vennerne havtle taget Farvel og Hauge var alene med sin Husbestyrer- inde Andrea Nyhus, som havde pleiet ham tro­fast under alle hans Sygdomme, sagde han til hende:

«Nu,’ Du trofaste, nu da jeg er fri Mand, vil jeg bede dig om det, som jeg længe har tænkt

—    at Du vil blive min Hustru for Gud og Men­nesker. Jeg ved, Du ikke vil forlade mig, og jeg har faaet dig saa kjær.»

Andrea Nyhus, den faderiøse, saa op paa den Mand, som for hende var Aabenbaringen af Frelse og godt paa Jorden.

«Ja, det vil jeg,» svared hun stille.

Den 27de Januar 1815 blev Hauge viet til sin Hustru; men dette lykkelige Ægteskab blev ikke af lang Varighed. Indeu Aarel var omnie døde Andrea Hauge, efterat hun den 12le Decem­ber 1815 havde født en Søn.

Hun døde med Hauges Haand i sin, glad og lykkelig som et Barn, der gaar ind til Julens Glæde.

I 1817 indgik Hauge nyt Ægteskab med Inge­borg Marie Olsdatter, som han havde !ært at kjende paa Ekers Papirmølle. Med hende havde han tre Børn, som alle døde i spæd Alder.

Samme Aar (1817) tilflytted Hauge Ga arden Bredtvedt i Aker, som han havde kjøbt ved sine Venners Hjælp. Her leved han Resten af sine Dage i fuldkommen Stilhed; hans Helbred var brudt for alle Tider, og hau saa sig ikke istand til paany at gjenoptage sin Reisevirksomhed. Men fra Bredtvedt leded han gjennem sine Skrif­ter og Breve hele den af ham vakte religiøse Be- vægelse, ligesom han ogsaa stadig samtalte med de mange Venner, som fra alle Norges Byer og Bygder kom for at se ham og besøge ham.

Blandt disse Venner regned han med Glæde sin fordums Velgjører, Justitsraad Bull, som fra Tøien ofte aflagde ham Besøg, og som tidt og ofte samtalte med ham om de Ting, som bører Guds Rige til.

Det var forresten ikke blot Haugianerne, som aflagde Bredtvedt Besøg; Hauge var efter sin Løsladelse bleven en over hele Landet bekjendt Personlighed, som baade Præster og andre Embedsmænd besøgte.

I 1815 i Storthingstiden kom saaledes Biskop

 

Bugge og Professorerne Hersleb og Stenersen samt 15 Præster paa en Gang til Besøg hos den raærkelige Lægmand.

Da Bugge saa den bøiede, medtagne Skik­kelse, greb han hans Haand og sagde stærkt bevæget:

s Dette har Du lidt for Kristi Skyld, Hauge!»

«Og med Glæde,» svared denne.

Stengt for kommentarer.