«hans nielsen hauge» : af jacob b. bull : kapittel 19

 

19de KAPITEL.

Det var Foraar over Akersdalen. Linerle og Stær var forlængst komne. Aarhanekutteret fra Kollerne og Nordmarken indover klang høit og vaarbetagent i den solsvangre Morgenluft. Græs stod i Spiring; Løvetand og Blaaveis stod i fuld, luende Blomst henover.

Alle Skogens smaa Sangere var komne; det fløited i vemodigt Dirr fra de knoptunge Grene, og Rugdens skarpe Vaarpist i Paatrækket hørtes eventyrligt i den mystiske Vaarkveldsskumriiig.

Henover de lange Jorder paa Bredtvedt gik der to i Vaarsolsglansen. En blekgul, gusten Mand med et uendelig mildt Drag af Fred og Vemod kring Munden og ved hans Haand en blaaøiet Gut paa en 5—6 Aar.

Det var Hans Nielsen Hauge og hans lille Søn Andreas.

«Du Far», sagde Gutten, «nu er de vaagnet Blonisterne !»

Han bøied sig ned over en skinnende Løvetand, som han plukked.

«Ja», svared Hauge med et Smil. «Nu er de vaagnet.»

Gutten saa op.

«Hvem har vækket dem da ?» spurgte han.

«Det har Gud, Gutten min». Han stod og saa paa ham med sit bleke, lykkelige Smil.

«Hm». Gutten tænkte efter.

«Hvor har eie havt Seng henne ?» spurgte han igjen.

Hauge smilte.

«I Sneen. Gud har bredt Sneteppet over dem. Der har de sovet hele Vinteren».

«Hm». Gutten tænkte igjen.

«Kommer vi ogsaa ti! at sove hele Vinteren siden ?» spurgte han. De blaa Øine stod store paa Faderen.

Der for et forunderligt Drag af Vemod hen­over Hauges magre Ansigt.

«Ja, Barn — det kommer vi til. Engang, naar vi dør. Gud breder Sneteppet over os ogsaa. Og saa sover vi».

«Har vi Seng nede i Jorden da, da ?» Det blev spurgt saa undrende.

«Ja».

Hauge tog Guttens Haand. «Graven kalder vi det».

«Det maa vei være koldt om Vinteren ?»

Gutten saa op, betænksom.

«Nei, det er lunt og godt dernede».

Der var lang Taushed.

«Men naar Solen kommer — kommer vi op igjen da, da ?»

«Ja, Gutten min. Du ser jo Blomsterne ogsaa kommer op af Jorden !»

«Hvordan kan de det, da ?» Det blev spurgt i stor Iver.

«Jo. De har Livsens Frø i sig». Hauge saa ned i sin lille Guts klare Øine.

«Jaf da saa !» Gutten tog Haanden, og de gik videre.

Gutten gik længe taus.

«Skal Du snart i Jorden Du da, Far ?» spurgte han om lidt.

Hauges Ansigt fik et sælsomt Udtryk af frede­lig Træthed.

«Ja», svared han. «Naar Blomsterne ikke magter mer, saa visner de, og saa kommer de under Sneen, til det blir Vaar igjen !»

«Og naar blir det Vaar igjen, da ?» Gutten stod vendt mod sin Far og saa op paa ham.

«Naar Guds Lys igjen begynder at skinne, Gutten min. Naar hans Tid kommer !»

«Ja, hans Tid den kommer vel ? For han er jo god !» sagde Sønnen erfarent.

«Ja, den kommer. Det kan Du være tryg paa, Gutten min».

Og de to gik videre, Hauge og hans eneste, levende Barn.

Som han saaledes vandred taalmodig ved Barnets Side, hørtes der Duren af en Karjol, som kom kjørende. Hauge saa efter den, som kom, kjendte ham straks og mørkned i Ansigtet.
Og Hauge fortalte om alt Markens og Jordens Liv, og ud af det alt sammen talte den levende Guds almægtige Kjærlighed. Sønnen fik aldrig nok, og den syge, trætte Far blev aldrig træt af at svare. Det var, som vilde han øse hele sin Sjæl og sin Tro over i denne unge Sjæl, at det alt sammen kunde vokse videre i Slægten, naar han selv ikke magted mere. Og han kjendte alt mere og mere, at Visningens Stund var nær.

Det var Lensmand Thorleif (Tollef/red.) Bache, nu Kjøbmand i Drammen.

Hauge slap sin lille Søns Haand og gik lang­somt frem for at modtage den, som kom.

Bache havde allerede aabnet Grinden og kjørte nu ind paa Gaarden.

Da han steg ud, stod Hauge ved Siden og saa paa ham med halvt bedrøvede Øine i det blek-gule Ansigt.

Han rakte Bache sin Haand, men sagde intet.

Bache tog imod.

«Jeg er kanske ikke velkommen her ?» spurgte han med en underlig Dirring i Røsten,

Hauges Blik hvilte roligt i hans.

«Her er enhver velkommen, som kommer i Guds Navn», svared han stille.

Bache svared ikke. Tjenestegutten tog Hesten; de to gik ind.

Men da de om en Stund sad alene i Hauges Kammer, saa Hauge paa Bache med dette halvt sørgmodige, halvt trætt Smil.

«Staar Du fremdeles fast paa dit ukristelige Forsæt ?» spurgte han.

 

Bache blev rød.

«Der staar etsteds: Dømmer ikke, at I ikke skulle fordømmes», sagde han stærkt.

Der kom en Slags Blussen af Liv over Hauges Ansigt.

«Jeg dømmer ikke», svared han. «Men Gud dømmer gjennem sin Lov, og han siger :  Hvo, som skiller sig fra sin Hustru uden for Hors Sag, han begaar Synd, og hvo, som tager en Fraskilt tilægte, han gjør, at hun begaar Synd ! De Ord er ikke til at komme forbi, kjære Bache. Og mindst havde jeg ventet af dig, hvem Gud har skjænket alle gode Aandens Gaver, at Du skulde med fri Vilje og Forsæt over træde hans Bud !»

Bache vilde svare, men taug med ét; thi Hauge havde skjult sit Ansigt i sine Hænder og graat.

Der var en lang Stilhed.

Da sagde Thorleif (Tollef/red.) Bache endelig med lav Stemme :

«Om Du vidste, hvilket Helvede min Hustru bereder mig i mit Hjem, saa vilde Du ikke tale, som Du gjorde !

Hauge saa op.

«Du har selv valgt hende», svared han. «Du har selv for Guds Ansigt lovet, at intet uden Døden skal adskille Eder, at Du vil dele ondt og godt med hende gjennem alle Tider — Du faar bære dit Kors med Taalmodighed som sig søm­mer en Kristen !»

Bache reiste sig.

«Jeg kan det ikke, Hauge», svared han. «Hun gjør mig ond !»

Hauge havde ogsaa reist sig. Hans trætte Øine tog Flamme.

«Da er det daarlig bevendt med din Gudstro, kjære Broder», sagde han med stærk Stemme. «Vi er ikke satte for at rende bort fra det Onde i Verden, men for at beseire det ! Forlader Du hende, da gjør Du hende ond, da styrter Du, som skulde være hendes Støtte, hende ud i Fordærvelsen, da har Du et forfærdeligt Ansvar for hendes tabte Sjæl hos Gud, og Du sviger Guds Sag paa Jorden ! Du forkynder, at det onde seirer over det gode og at det gode maa fly ! Aa, Broder, gjør for Jesu Døds Skyld ikke dette !»

Han stod likbleg foran sin Ven.

Bache vilde atter svare, men Hauge fortsatte :

«Og hun, Du vil ægte paany — hende gjør Du delagtig i din Synd, hende gjør Du til en Horkvinde ! Kan der komme noget godt ud af dette !»

Han blekned helt og maatte sætte sig. Hans Hoved sank hen over Bordet. Han var kommen i det vældigste Oprør,

«Hauge !» Bache lagde sin Haand paa hans Skulder.

Hauge saa ikke op.

«Jeg faar se til at komme tilsengs», mumled han. «Bed min Hustru komme ind !»

Han var en Afmagt nær.

 

Nogle Minutter senere laa Hans Nielsen Hauge.

Hans Hustru sad og holdt hans Haand; Bache stod taus og mørk ved Siden.

«Der er intet videre», sagde Hauge med et mat Smil. «Gud vil hjælpe; han ved, at Prøvelser og Skuffelser maa til for at bevare os i Ydmyghed».

Han drog Aanden tungt.

Da sagde Bache:

«Der kan komme Ting, som selv ikke Du forstaar».

Hauge saa op med de drømmende, bleke Øine.

«Ja, Bache», svared han. «Og jeg vil bede Gud om, at han vil lade mig vandre, før disse Ting kommer ! Før den store Forargelse og den store Strid kommer over Brødrene. Farvel !» Han saa paa Bache og rakte en træt Haand frem.

Da stod Taarerne den stærke Mand i Øinene. Han tog Hauges Haand.

«Gud være os alle naadig i vor Strid», sagde han med bradt Stemme. «Og Gud velsigne dig for, hvad Du bar gjort for os alle !»

Saa vendte han sig uden et Ord mere og gik.

 

Stengt for kommentarer.