«hans nielsen hauge» : af jacob b. bull : kapittel 2

 

2 — KAPITEL.

 

Det var en Dag i September 1787.

Paa Gaarden Hauge var Kornet alt sat paa Stør og det nærmeste rundt Husene indkjørt. Kreaturerne gik paa Haa bortover Jorderne; Anne, Datteren paa Gaarden, sad paa en Sten fremved Jordet og bandt Strømper. Ellers var der ikke Folk at se; tbi det var ved Kviltids Lete.

Solen stakk varmt fra blaa Himmel; der var et sagte Vestendrag i Luften.

Jenten, som sad paa Stenen, nynned saa smaat der hun sad og bandt; saa af og til henover mod Kreaturerne og nynned igjen. Hun kunde være omkring de sytten Aar.

Fra Laaven, hvor Døren stod aaben, hørtes den flisende Lyd af en Høvel, som gik; der var nogen, som arbeided alt i ét deroppe. Nu og da stansed det; saa hørte en igjen den flisende Lyd i Middagsstilheden.

Jenten paa Stenen skolted did op, om hun skulde faa se nogen; inen han derinde drev ivrig paa som før, og intet Ansigt syntes i Laavedøren.

Arbeideren deroppe paa Laaven var Hans, Annes yngste Bror, som drev og snekred et Skab, han havde paataget sig for Præsten Hammer. Det skulde være færdigt ottende Dagen fra igaar, og Gutten stod trudt ved Arbeidet i alle ledige Stunder.

Han var snart voksen Kar Hans Nielsen nu; skulde staa for Konfirmation sidst i Maaneden og gik i sekstende Aaret.

Han og Søsteren holdt sig meget sammen og taltes ofte ved om mangt; for mellem Kamera­terne likte ikke Hans Nielsen Hauge sig synderlig, havde ogsaa lidet Lyst til at slaa sig med paa deres kaade Streger. Blev da gjerne kaldet «Læseren», men tog aldrig til Gjenmæle eller Forsvar, anderledes end at han af og til kunde sige: «Gjør Du ikke værre end at læse, saa kommer du nok frem.»

Da lo Gutterne og syntes, han var underlig. «Du læser snart Vettet af dig,» sagde de da gjerne; men de slog ham aldrig; for han havde slige underlig milde Øine og slog aldrig igjen. Dertil kom, at han ogsaa ret som det var havde Skil­linger, som han havde tjent ved et eller andet. For Hans Nielsen var hændig baade med Kniv og Øks; ja, naar det kneb var han Smed atpaa.

Det stansed med Høvlingen deroppe paa Laaven. En Gut kom frem, stod paa Laavebroen og saa udover. Saa gik han langsomt ned og hen­over mod Søsteren.

Det var Hans

Han stansed foran hende med Hænderne paa Rygg og saa paa hende. Han gik altid med Hænder paa Rygg, som Bedstefaren Ole Hansen Hauge havde gjort helt fra han var Gutten.

Hun saa op paa ham, men bandt.

«Blir Du færdig?» spurgte hun.

Han smilte.

«Jeg tror mest det,» svared han, «Ellers faar jeg bruge Nætterne med.»

Hun smilte tilbage.

«Ja, Du Hans,» sagde hun. Hun skotted over mod Buskapen med det samme.

«En faar holde det, en lover, sagde han stilt hen for sig.

«Saa, naar det er ret,» svared Søsteren.

Hans slod lidt og grunded.

«Er det galt dette kanske?» spurgte han med ét.

Søsteren veg med Blikket.

«Du skulde kanske gi Præsten det Skabet,» sagde hun — som om hun prøved sig frem.

Hans stod længe. Det blaaned og skifled i hans kloge Øine.

«Arbeideren er sin Løn vænd.» sagde han en­delig.

Anne, Søsteren, taug længe.

«Ja, det er vel saa det kanske,» svared hun. Hun saa ned paa sine Hænder og bandt videre.

En skal ikke binde Munden paa en Okse, som tærsker» — kom det igjen fra Hans.

Da lo Anne, en liden mild, god Latter.

«Er Du en Okse Du da Hans?» spurgte hun.

Hans gik lige hen, tog hende over Nakken og rusked hende lidt.

Hun lo.

Saa satte han sig ved Siden.

«Du skjønner dig ikke paa Handel,» sagde han. Saa spytted han.

Hun svared ikke. Bare bandt. Det lille, gode Smil sad i hendes Mundvik.

«Du blir kanske Handelsmand Du Hans?» kom det om lidt.

Hans sad og brød paa et Straa.

«En skal ikke grave sit Talent ned i Jorden,» svared han.

Søsteren grunded.

Hvor meget faar Du for Skabet?» spnrgte hun uden at se op.

«To Rigsdaler.»

Der blev stille.

«Præsten har god Ra ad,» oplyste Hans.

Da saa Søsteren bort paa ham.

«Det er det, en kalder Handel da?» sagde hun.

Nu var det Hans, som ikke svared. Og han blev siddende længe taus.

Endelig reiste han sig.

«Du Anne,» sagde han spagfærdig. «Kanske jeg skulde slutte med det Skabet?»

Anne smilte.

«Nei, nu har Du lovet det,» sagde hun. «Og saa faar Du bli færdig.»

«Det var bare det, om det var Ret at drive Handel med sligt.»

Hans Nielsen Hauge stod lidt. Saa gik han langsomt tilbage til Gaarden og Laavebroen op.

Ude paa Veien nordenfor Hauge kom der en Mand gaaende. Kjolen var fillet; han havde en brunsort, slidt Hat paa Hodet og bar en Violin indtullet i Filler paa Ryggen. Manden var ung   —    kunde vel være saa en fem seks og tyve Aar; Øinene var brune som paa en Tater, Haaret tjavsetj svartbrunt.

Kommen f rem ved Skigarden, der Haugebuskapen gik og beited inde paa Jordet, stansed han, slog sig ned paa en Sten, som laa ved Vei­kanten, fik Skræppen med Fele af Ryggen, fandt noget Brød og en Smørøsje frem og gav sig til at spise.

Det var Kristen Gleng, Bygdespillemanden, som var paa Færd gjennem Bygden.

Kristen Gleng var namngjæten i Tune og ellers hele Smaalenene over. Snart var han i Sanne­sund, snart i Glemminge, og overalt hvor han kom, blev der Leven og Lystighed. For det gik det Ord om denne Kristen, at han var ligesaa ferm i Munden, som han var ferm paa Felen; saa handled han ogsaa med alle Slags Kortevarer, Kniver, Tørklæder, Spænder, Knapper og andet, som kunde være til Stas eller Nytte for ungt Folk.

Kristen Gleng sad længe i god Ro og aad. Anne Hauge, som nu stod midt paa Jordet mellem Kreaturerne, havde seet ham, da han kom, og undret; nu stod hun og stirred bortover alt i ét.

Det var midt i Kvilt iden endda, og ingen Lyd hørtes andet end Høvlingen deroppe paa Laaven, hvor Hans drev med Skabet

Anne Hauge stelte det slig, der hun gik mellem Buskapen, at hun kom nærmere Skigarden.

Hun vilde endelig vide, hvad det var for en underlig Kar, som slog sig ned der ved Veikanten og ikke vilde gaa videre,

Der slang nok Folk, Veiene forbi; men de kom gjerne indom for at bede om Mad eller ogsaa drog de videre; men denne blev saa længe siddende.

Nu reiste han sig — jo nu kjendte hun ham; det var Kristen Gleng, Spillemanden.

Der satte han sig igjen.

Hun snudde stilt og gik langsomt ind over Jordet mellem Kreaturerne.

Midt i den solvarme Høstmiddagsstilhed klang der en enslig Tone. Først nogle enkle, mystiske Klunk — saa en underlig vild Melodi.

Det var Kristen Spildemand, som havde begyndt at spille.

Kjarene slog Hodet op og Iytted; Anne Hauge snudde sig og stod huggende still.

Det skar som en Foss af Toner gjennem Luf­ten; det flød sammen med Solskinnet og den frie, blaa Himmel; det skalv gjennem Høstens linde Drag af Nordenvind og blev baaret hemmelighedsfuldt viden om.

Modningsduften fra Kornet og Haaens svale, kjølige Lugt af Græs kjendtes ligesom stærkere under Tonerne; Anne Hauge, der hun stod, fik slig besynderlig Lyst til at graate og var endda saa sælsomt dragen. Dette var Syndens Lyst; dette var Djævelens Fristelse til Verdens Vesen.

Vildere og vildere klang det derborte fra Hafællen; det sortned paa ham, som spilte; Tonerne steg som op fra Jorden.

Da stod Hans, Broderen, paa Laavebroen. Han havde Hænderne paa Rygg og saa alvorlig bortover mod Veien.

Saa kom han langsomt gaaende, Laavebroen ned og fremover Jordet did, hvor Søsteren stod.

«Hvad for en er dette?» spurgte han.

Søsteren saa ned.

«Aa — det er han Kristen Gleng,» svared hun lavt.

Hans Nielsen stod og lyed, saa af og til bort­over og vendte sig saa mod Søsteren.

«Somme er slige og,» sagde han.

Søsteren rysted paa Hodet.

«Det er nok mange,» svared hun.

Det stansed at spille derborte. Kristen Gleng reiste sig, fik se de to og stod, støttet paa Hafællen.

«Ho!» ropte han indover mod dem.

Anne Hauge snudde sig og gik langsomt bort­over Jordet.

Hans blev staaende og se.

«Ho!» ropte det igjen.

Saa dukked Manden ned og sad bag Hafællen. Lidt efter hugged der i en flommende Dans.

Det blaaned til noget som Harme i Hans Niel­sens Øine. Han saa Buskapen staa og vende Hoderne efter Felelaaten; Anne havde ogsaa vendt sig langt der borte paa Jordet.

Han gik med Hænderne paa Rygg langsomt bortover mod ham, som spilte, og blev staaende ganske nær ved Skigarden.

Kristen Gleng saa ikke op. Han sad med Felen under Hagen, Hodet paa Skakke og venstre Albue støttet paa Knæet. Han spilte, saa det fossed og skar, med lukkede Øine. Det brunstegte, veirbidte Ansigt fulgte i hver Linje Spillet; Munden gav sraaa veke Ryk, hver Gang Buen hugg i Strengene.

Pludselig snudde han sig der han sad.

*Dans naa HansI» ropte han; han spilte hele Tiden.

Hans Hauge kom lige borttil.

«Du faar slutte med dette,» sagde han bestemt, «Det er midt i Kviltiden.»

Kristen Gleng lagde Felen.

«Du er da oppe,» svared han. «Og Søster din med!»

Hans Hauge stod alvorlig.

«Vi farer stilt,» svared han.

Kristen Gleng taug og smaaklunked paa Felen. «Du traatter inte Fele Du kan ske?» spurgte han; han saa fra Siden op paa Hans.

Hans svared ikke.

«Du danser inte heller, kanske?»

«Nei, det gjør jeg ret ikke.»

Da lo Kristen Gleng.

«Kalven den danser den,» sagde han, «Fan­den, saa Kalven danser!» Han klunked igjen. Hans Hauge stod harm.

«Jeg er ikke noget Krøttør,» svared han. «Joggu er Du en Kalv,» svared Kristen Gleng. Saa lo han.

Hans Hauge taug lidt.

«Du er svær til at bande,» sagde han saa. «Synes Du, det er ret det?»

Kristen Gleng storlo,

«Jeg er svær til alt jeg!» sagde han. Han linded Kluder kringom Felen og slog Armene om den.

«Her er Jenta mi!» sagde han.

Hans Nielsen snudde sig for at gaa.

Da reiste Kristen Gleng sig.

«Nei bi naa I» ropte han. Du faar handle med mig først!»

Hans Nielsen stansed, tvilraadig.

Han saa bort paa Skræppen, som Spillemandein nu løfted op paa Skigarden og aabned.

Der var Kniver, Tørk læ der og Spænder. Det blinked og lyste i Solskinnet.

Hans Hauge gik borttil. Han kunde kanske kjøbe noget — og sælge ved Leilighed siden, om han ellers fik godt Kjøb.

Han spurgte paa Priserne.

Kristen Gleng nævnte dem. Da snudde Hans Hauge for at gaa.

«Nei bi naa!» ropte Kristen Gleng igjen. «Tolv for Kniven og fire for Spænden og atten for Tørklædet til Kjæresten din — om Du tar det alt ihop,» sagde han.

Hans Hauge snudde og gik igjen borttil. Han saa nøie paa hver af de tre Ting.

«Ea Ort for alt ihop,» sagde han.

«Tvi Fanden,» sagde Kristen Spillemand.

Hans Hauges Øine blev dybe.

«Bander Du, saa kjøber jeg ikke,» kom det stilt.

Kristen Spillemand strøg sig om Munden.

«Du skal ikke sværge,» sagde han.

Hans Hauge stod lidt.

«Vil Du ha en Ort?» spurgte han.

Kristen Gleng lo.

*Ja gjerne to,» svared han. De svartbrune Øine var fulde af Skøi.

Hans Nielsen svared ikke, drog ikke engang paa Smilen; tog bare til Kjolelommen og fik en gammel Skindpung frem. Fingred forsigtig mellem Pengene og fik endelig en Ort frem.

«Det blir akkurat,» sagde han.

Kristen Gleng spytted.

«Aa ja kom da,» sagde han, «Men da vil jeg ha Kjøbskaal!»

Hans Hauge tog Kniven, Spænden og Tør» klædet og gav Kristen Orten.

Stakk saa det hele i Kjolelommen.

»Du skal faa Mjølk,» sagde han.

Da lo Kristen Gleng.

«Mjølk! — Jeg er da ingen Kalv», svared han.

Hans Hauge smilte.

«Vatten da,» sagde han.

«Vatten — jeg er da inga Ku!» svared Kristen Gleng. «Brændevin faar det bli

Han strøg sig om Munden.

«Brændevin,» svared Hans Hauge. «Du er da intet Svin.»

Kristen Gleng lo og stakk Orten i Lommen.

«Du er snodig, Du Hans,» sagde han. Han spændte Væskeremmen fast, bandt Violinen paa og fik det hele paa Ryggen.

Hans Hauge stod og saa paa.

«Hvor skal Du hen nu da?» spurgte han.

Kristen Gleng snød sig.

«Paa Aktion i Glemminge,» svared han. «Der blir det Handel — og Jenter — og Brændevin — og Dans!»

Han aksled Skræppen bedre paa og gik frem­over.

Hans slod og saa efter ham, der han gik, snudde saa og gik langsomt opover mod Husene.

Da han kom frem til Laaven, stod Faren paa Tunet.

Hvad var det for Krop?» spurgte han.

Sønnen saa ned.

«Han Kristen Gleng,» svared han lavt.

Faren stod alvorlig.

«Hvad vilde Du ham ?»

Hans saa op; Blodet steg i hans Ansigt.

<Jeg kjøbte et og andet,» svared han spagt.

Faren tang.

«Jeg fik godt Kjøb,» lagde Hans til.

Faren taug igjen.

«Du skal konfirmeres fjorten Dage idag,» sagde han saa underlig mild i Røsten.

Sønnen svared ikke; de gik hver til sit.

Men da Hans Hauge vel var kommen paa Laaven og alene, tog han det, han havde kjøbt, og lagde det under Høvelbænken i Verktøikassen inderst. Det var, som om han ikke mere vilde have med det at skaffe. Og Kvelden frem laa han med tændt Lys og læste og gransked.

«Kanske det var Djævelens Gjerninger at kjøbe og sælge? Kanske det var at tage Overgift af sin Bror, og kanske den, som saa gjorde, ikke skulde arve Guds Rige ?»

Veien fremover til Tune Præstegaard, hvor Præsten Seeberg boede i Hovedbygningen og den residerende Kapellan Hammer i Bvgningen paa den anden Side af Haven, kom der en Kjærre kjørende. Hesten var brun med opbunden Topp; en halvvoksen Gut kjørte.

Det var Hans Hauge, Niels Mikkelsens Søn, som kom kjørende med Præstens Skab,

De to Præster gik frem og tilbage i HavenT røgende paa sine Piber, da Kjærren stansed ved Grinden.

En mild Duft af let Tobak drev i Høstkjøligheden; en bunden Hund gav forsigtige Glæfs fra Hundehuset, nogle guldbrune Høner og en stor rødgylden Hane spankulerede om mellem Ribsbuskene og under de æbletunge Trær.

Præsten Seeberg saa mod ham, som kom kjørende.

*Det er visselig saa, kjæreste Herr Broder,» sagde han og fortsatte Samtalen; «men de gode Gjetninger frelser dog ingen uden Troen alene!»

Den residerende Kapellan Hammer tog Pibespidsen et Øieblik ud af Munden; han kjendte med sin venstre Haand Pibehodets lune Varme og fornam en svag Duft af Roser fra det Rosetræs Piberør.

*  Verbaliter didu har Eders Velærværdighed Ret,» svared han; «men realiter er dog Troen død uden Gjerninger.»

Han stansed nu og saa ham, som kom.

De to Præster blev begge staaende.

*Hvad vil han?» ropte Præsten Seeberg, da Hans Nielsen aabned Grinden for at kjøre. «Ah, jeg ser det er min Ven Hans Nielsen, som kom­mer med Eders Skab!»

De to Præster gik nærmere.

Hans Nielsen Hauge hilste og kjørte ind. Lukked saa Grinden efter sig.

«Det var flinkt, min Dreng,» sagde Hammer. «At Du alt er færdig!»

De stod alle tre og saa paa Skabet.

Præsten Seeberg gik lige hen. Befølte Skabet nøie og vendte sig saa om mod den residerende Kapellan.

«Sandfærdig er min lille Skoleholder Snedker tillige,» sagde han. «Og jeg, som havde lovet mig en Præst af ham!»

Kapellanen smilte.

«Han kan sine Bøger,» sagde han og klapped den unge Gut paa Skulderen,

Saa gik han hen og fingred ved Laas og Hængsler paa det hvide Fumtræs Skab.

«Hvem har smedet disse?» spurgte han.

Hans Nielsen saa op paa Præsten.

«Jeg,» svared han stille.

Begge Præster drog nogle stærke Drag paa Piberne.

«Se, se!> udbrød Seeberg; «Du er Smedtillige!»

Hans Nielsen drog paa Smilen.

*Aa nei,» svared har.

Præsten Seeberg gik rundt og saa paa Skabet. Røgte ivrig og gik lige hen til.

«Nu,» udbrød han. «Her er sandfærdelig Haandværkskonditioner! »

Kapellanen vendte sig mod Hans Hauge, som stod med Tømmeme i Haanden,

«Flinkt,» sagde han. Saa tog han Piben ud af Munden.

«Hvad koster da nu denne Stads?» spurgte han.

Hans Nielsen saa op.

«To Rigsdaler,» svared han.

Kapellanen røgte stærkt.

«To Rigsdaler,» gjentog han.

Da smilte Præsten Seeberg.

«Du er nok ogsaa Handelsmand blandt andet,» sagde han.

Hans Nielsen blev rød.

«Præsten sagde to Rigsdaler.» svared han ganske stille.

Kapellanen Herr Hammer røgte, drog paa Piben og røgte.

«Sagde jeg det?» udbrød han og smilte.

«Halvanden kan være nok, min Ven,» sagde nu Præsten Seeberg. «En skal ikke forlange for meget.»

Hans Hange saa ned.

«Præsten kan gi det, han vil,» sagde han.

Præsten Seeberg veksled Blik med sin Kollega,

«En Rigsdaler maatte vel være nok,» sagde han; «men siden han er saa behænde udi baade Snedkeri og Smedeværk, skal han faa halv­anden !»

Residerende Kapellan Hammer nikked fornøiet.

«Kjør Du Skabet hen til Stuen og bær det ind,» sagde han, «og kom saa siden hidhen at faa dine Penge.»

Hans Nielsen gjorde, som der blev sagt, og de to Præster begyndte paany sin afbrudte Vandring frem og tilbage i Haven.

«Som jeg sagde, Eders Velærværdighed,» sagde Hammer og stopped sin Pibe af Skindpungen, «saa er realiler Troen død uden Gjerninger. Vel er det saalunde, at uden Troen kan ey Frelsen gribes; men Troen er dog ikkun den Haand, hvormed vi modtage Forsynets Naade; at leve det videre og fange Lykke deraf staar til Men­nesket selv.»

Pastor Seeberg damped ivrig.

«Deri tager I visselig storligen feyl,» svared han ivrig; «den sande Lykke bestaar udelukkende udi Troens Hengivelse til Gud og den Glæde, som deraf vokser. Uden Tro ere vore bedste Gjer­ninger intet.»

«Tilvisse,» svared Hammer; «men —»

I det samme kom Hans Hauge tilbage med Kjærren og stod nu ventende.

«Tilvisse» – – Præsten Hammer saa hen paa Gutten og fik langsomt sin Pung frem.

«Tilvisse; men — aa kom herhid!» Han vinked paa Hans Nielsen, som lagde Tømmerne og kom langsomt gaaende.

«Tilvisse» — fortsatte Hammer med Piben mellem Tænderne.          «— En Rigsdaler, to Ort og

to, fire, syv, ni, tolv Skilling — værsaagod min Dreng!»

Han nikked. Hans Hauge tog til Huen.

«Jeg siger Presten Tak,» sagde han.

«Ikke at takke » Præsten tog i Haand, Præsten Seeberg ligesaa, Saa kjørte Hans Nielsen langsomt ud af Præstegaardens Port og lukked forsigtig Grinden efter sig.

«Tilvisse» — fortsatte nu den residerende Ka­pellan — «men saa siger dog Kristus selv udi Bjergprædikenen, at ingen kan komme ind i Himmeriges Rige, uden at han opfylder hver eneste Bogstav, som staar udi Lovens Bog — item —» «Seeberg !» ropte Præstefruen; hun stod paa Trappen. «Maden er ferdig! Vil ikke Herr Kapellanen tage tiltakke idag; vi har en liden Faaresteg og friske Agurker!»

«Tak — jeg siger ærbødig Tak,» svared den residerende Kapellan. De to Præster tog Pibeme af Munden og begav sig ind.

«Troen, fortsatte Hammer paa Trappen — dem synes det at være overensstemmende med al sund Fornuft, at —»

«Vor Fornuft er af Naturen fordærvet,» udbrød Praesfen Seeberg; «det er alene den Oplysning. vi af Ordet faa, som —» her lukkede Døren sig efter dem.

Og Præstegaardens guldrøde Hane med sine Høns omkring sig spankulered trygg forbi Trap­pen, fandt et Korn og kaldte klukkende Hønenie omkring sig. Saa gol den.

Ved Faarestegen gled Diskussionen over til at drøfte, hvorvidt Kingos Salmebog var at foretrække for den evangeliske; men da Hans Nielsen Hauge vel var kommen hjem, solgte han næste Dag den Kniv og Spænde, han havde kjøbt af Kristen Gleng for to Ort til et Par Drenge paa Nabogaardene; han syntes at have Ret til at tjene igjen paa dem, hvad han havde tabt paa Præsten.

Stengt for kommentarer.